Log ind

Fremtidens forsvarsanlæg

#

Den 6. november 1984 runder Forsvarets Bygningstjeneste 300 års-dagen for Christian Vs oprettelse af det første instituerede ophav til rigets militære byggemyndigheder: De kgl Fortifikationsetater for Danmark og for Holsten samt - 4 år senere - for Norge. Disse 3 etater blev i 1763 efter forslag af feltmarskal Saint-Germain samlet i Det kgl. Ingenieurkorps, fra 1867 kaldt Ingeniørkorpset. I 1932 deltes dette i Hærens Bygningstjeneste og Ingeniørtroppeme. I 1952 blev Hærens Bygningstjeneste sammenlagt med Søværnets Bygningsvæsen og Kystbefæstningens Vedligeholdelsesafdeling til det nuværende Forsvarets Bygningstjeneste. 300 årsdagen markeres bl.a. ved, at der påbegyndes udgivelse af en samlet fremstilling i 3 dele af »Danske forsvarsanlæg i 5000 år« med udsendelse af ni. del om dansk forsvars anlæg og byggevirksomhed »Efter 1932« med forord af forsvarsminister Hans Engell og forsvarschef, general Knud Jørgensen, og under redaktion af slotsforvalter, oberstløjtnant Palle Bolten Jagd, der var direktør for Forsvarets Bygningstjeneste 1952-79. Bogen vil senere blive anmeldt her i tidsskriftet, men med tilladelse fra forlag, redaktion og forfattere gengives nedenfor bogens 3. sidste kapitel om »Fremtidens forsvarsanlæg«.

Af Gerner Gottschalck Andersen og Palle Bolten Jagd.

1. Teknologi

Den teknologiske udvikling af angrebsvåben har efter 2. Verdenskrig været lavineagtig, navnlig med hensyn til:

- nukleare våben,

- præcist målrettede missiler og

- elektronik,

men parallelt hermed er også fulgt en stærk udvikling af beskj^elsen mod angrebsvåbens virkninger. Udviklingen har imidlertid fundamentalt ændret grundlaget for effektive forsvarsanlæg, også i Danmark.

Et af de standende emner i tidligere tiders politiske strid om bevillinger til forsvaret herhjemme har været fæstninger og forter. De er nu ved at blive afløst af mobile våbensystemer, der kan virke fra alternative, forberedte standpladser, men også andre befæstningsformer er ved atter at blive aktuelle. Behovet for sikrede anlæg med et afbalanceret beskyttelsesniveau til forsvarets og totalforsvarets centrale ledelsesfunktioner, telekommunikationscentrer og logistik-anlæg er øget, men også kravene til

- varslings- og luftforsvarsanlæg,

- mobilitet,

- spredning,

- dublering,

- sløring og

- skinanlæg

er skærpet. Projektering og udførelse af disse anlæg er hverken blevet nemmere eller billigere end tidligere tiders fortifikatoriske anlæg, men de har samme betydning for fremtidens effektive forsvar, som tidligere tiders fæstninger havde for deres tid. Erfaringerne fra de klassificerede, beskyttede anlæg, der er udført i Danmark i de sidste 25 år, og som af erfarne teknikere i vore nabolande er karakteriseret som »second to none« med hensyn til anlægs- og installationsarbejdemes beskyttelsestekniske projektering og udformning, giver Forsvarets Bygningstjeneste et godt grundlag for løsning af disse opgaver i fremtiden.

2. »Cost-effectiveness«-analyser

Absolut beskyttelse mod virkningen af fuldtræffende nukleare våben på anlæg i Danmark er en utopi, og beskyttede anlæg er derfor nu et relativt begreb, men der er fortsat mulighed for at bevare funktionsdygtigheden i de mest beskyttede anlæg mod næsten alle andre våbenvirkninger; hertil kommer, at sandsynhgheden for, at der mod mål i Danmark vil blive anvendt nukleare våben, der først udløses efter at have ramt jorden, er overordentlig ringe, og at sandsynligheden for fuldtræffere af denne art må anses for at være endnu ringere.

Valg af de arter af våbenvirkninger og det niveau, et anlæg skal yde afbalanceret beskyttelse mod, påhviler i sidste instans den øverste politiske og militære ledelse, der har ansvaret for at prioritere og at fastsætte programgrundlag for forestående militære bygge- og anlægsarbejder, men for at ledelsen kan vælge på et forsvarhgt grundlag, må de økonomiske, tekniske og militære konsekvenser af forskellige alternative løsningsmuligheder med hensyn til et afbalanceret beskyttelsesniveau forinden være analyseret og foreligge oplyst. De tider er forbi, hvor man - som Christian IV gjorde det - kunne forlade sig på større eller mindre fortifikatorisk intuition og mihtær »flair« som grundlag for prioritering og programfastsættelse. Nu må man - før valget træffes - være distraheret af kendsgerninger, og den teknologiske udvikling har skærpet kravene til den omhu, hvormed man vælger de funktioner, der skal besk}^es, og det beskyttelsesniveau, der skal opnås, fordi forøgelsen af visse niveauer medfører en potentiel vækst af udgifterne; hver gang man beslutter sig til at udføre et højt beskyttet anlæg, bliver »dynen for kort« andre steder i forsvaret i disse rammebevUlingstider, der er kommet for at blive, d.v.s. at man i stedet må renoncere på andre væsenthge behov for forsvaret. Forsvarets Bygningstjeneste skal i samarbejde med bl.a. Forsvarskommandoen præstere den økonomiske og tekniske konsekvensanalyse af aktuelle alternativer vedrørende beskyttede anlæg (den såkaldte »costeffectiveness«-analyse), og nogle af de heri indgående våbenvirkninger og beskyttelsen derimod skal derfor kort omtales. En lang række anlæg skal - som hidtil - projekteres og udføres alene på grundlag af forehggende fredstidsnormer, men hvor de ligger ved eller nær nøglepunktsanlæg, der er særlig udsat for at blive angrebet, bør anvendelse af beton, støbt på stedet, foretrækkes for elementkonstruktioner eller bygværk af mursten o.l. De sidste er som regel noget billigere, men medfører væsentligt forøget sammenstyrtningsfare ved bombeangreb i nærheden, jfr. de ved terroraktioner og gaseksplosioner m.v. i de senere år delvis sammenstyrtede højhuse i elementkonstruktioner. Andre anlæg bør herudover sprængstyksikres, d.v.s. beskyttes mod håndvåbenild og sprængstykker fra konventionelle granater, missiler og flybomber, der detonerer i nærheden. Atter andre bør tillige gassikres, d.v.s. beskyttes mod luftforurening fra kemiske eller biologiske kampstoffer, bl.a. nervegasser. Dette kan ske

- ved at lade indsuget luft passere et særligt luftindtag, jfr. figur 2, efterfulgt af særlige rensningsfiltre,

- ved at holde et beskedent overtryk i anlægget samt

- ved at lade indpasserende personel, der kan befrygtes at være forurenet, desinficere i et særligt vaskeanlæg i indgangspartiet, jfr. figur 1.

Skærmbillede 2020-04-02 kl. 12.06.35.png

Skærmbillede 2020-04-02 kl. 12.06.42.png

3. Hærdning mod kernevåben

Strålingssikring, d.v.s. sikring mod radioaktiv initial- og reststråling fra udløste nukleare våben, sidstnævnte også ofte kaldt: »Fall out«-stråling. Denne stråling har en vis gennemtrængningsevne. Intensiteten halveres ved at passere nærmere udfundne tykkelser af forskellige materialer. 2 eksempler på denne tykkelse, der kaldes: halveringstykkelsen, er vist i det følgende skema.

Skærmbillede 2020-04-02 kl. 12.07.06.png

Hvis man i fri luft viUe modtage 3.000 Røntgen i den første time efter udløsning af et kernevåben, vil man således bag ovennævnte dækning alene modtage 3 Røntgen. I et underjordisk bunkeranlæg med detonationskappe og sikret luftindtag (se herom nedenfor) vil strålingsfaren derfor normalt være ubetragtelig. Hedluftsikring, d.v.s. sikring mod dels den ved udløsning af et kernevåben opstående direkte varmestråling, dels den umiddelbart påfølgende bølge af skoldhed luft. Beskyttelse herimod opnås bedst i et underjordisk bunkeranlæg med sikret luftindtag, men er også mulig 1 et ovenjordisk bygværk af beton, støbt på stedet, med ikke brandbare jemskodder e.l. og med sikret luftindtag. EMP-sikring, d.v.s. beskyttelse mod den elektromagnetiske impuls, der ved udløsning af et kernevåben fremkommer som en momentan induktionspåvirkning, og som hovedsagelig hidrører fra den såkaldte Compton-effekt, der kan forklares som Mgørelse af elektroner fra luftmolekylerne ved den intense gamma-stråling fra kerneprocesserne i forbindelse med udløsning af et kernevåben. Denne påvirkning kan have ødelæggende virkning på elektriske og elektroniske installationer og genstande selv på meget store afstande. Sikring herimod er hverken særlig simpel eller billig, men den kan opnås

- ved at udføre de interne installationer på en særlig måde og

- ved at benytte indføringskabler med jordet skærm eller

- ved at anvende såkaldte lyslederkabler, d.v.s. kabler med korer af fine glastråde, samt

- ved at omgive hele anlægget med en jordforbundet tæt metalskærm, hvis åbninger til ventilation m.v. udføres som bølgefælder. Skærmen kan udformes, så den er en del af den armering, der alligevel skal udføres i anlæggets jembetonsider. Bølgefælden kan udformes som et metakør, hvis længde er ca. 4 gange større end diameteren eller største diagonal i metalrøret.

Om nødvendigt kan interne rum med særligt vigtigt, kostbart, vanskeligt erstatteligt eller EMP-følsomt elektronisk udstyr yderligere indesluttes i lokale metalskærme, der evt. også kan tage sigte på krypto-sikring. Da et i ionosfæren mere end 100 km fra Danmarks grænser udløst kernevåben kan forvolde omfattende ødelæggelser på herværende stærkog svagstrømsinstallationer og -anlæg, bør det som et led i landets totalforsvarsforanstaltninger alvorligt overvejes ved lovbud eller ved frivillige aftaler med bl.a. kraftværker, telefonselskaber, EDB-centraler m.fl. at drage omsorg for, at disses anlæg bliver EMP-sikret, i al fald i forbindelse med nyanlæg eller større ombygninger, da dette vil reducere skadevirkningen væsentligt.

Tryk- og choksikring, d.v.s. beskyttelse til fastlagte max. værdier mod den komplekse lufttrykbølge fra et udløst kernevåben, omfattende reflektionstryk, et hurtigt påfølgende dynamisk tryk og det i alle retninger virkende »sidetryk«, samt mod de dynamiske rystelsespåvirkninger, der fremkommer i forbindelse med både udløste kernevåben og detonation af fuldtræffende granater, missUer eller bomber med konventionelt sprængstof. De max. værdier er en funktion af de valgte arter og størrelser af konventionelle og/eller nukleare våben, der skal ydes beskyttelse imod. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at anslagshastigheden er en vigtig faktor, fordi den influerer i 2. potens på anlæggets dimensioner; faren ved våbenvirkningen fra missiler o.l. er derfor særlig stor. Tryk- og chokpåvirkningeme mod et beskyttet anlæg kan under de valgte forudsætninger beregnes maskinelt ved hjælp af empiriske formler, der er verificeret ved prøvesprængninger, sammenholdt med formler for transmission af svingningsbølger gennem lag af forskellig impedans (d.v.s. produkt af vægtfylde og seismisk hastighed). Ved successive gennemregninger for forskellige trykretninger og afstande kan derefter udfindes de max. chokpåvirkninger for de enkelte yderflader (gulve, vægge og lofter) i anlægget som grundlag for disses dimensionering. Da man også kan fastslå de enkelte installationers og genstandes chokresistens med rimelig sikkerhed, er det muligt - hvor den maximale påvirkning udefra overskrider denne chokresistens - yderligere at neddæmpe accelerationspåvirkningen, f.eks. ved at placere installationer og genstande på understøtninger eller konsoller, der enten undergår en plastisk deformation eller har en fjedrende og derfor en støddæmpende virkning; i det sidstnævnte tilfælde må den stødfølsomme genstands egenfrekvens imidlertid ikke være nærligt sammenfaldende med understøtningens, da der herved opstår fare for resonnans, hvorved svingningspåvirkningen forstærkes og således modarbejder den tilstræbte dæmpningseffekt, der kun opnås, hvor de to egenfrekvenser er rimeligt forskellige. Ligesom i undervandsbåde, der er udsat for rystelser fra dybvandsbombeangreb, bør der til installations- og udstyrskonsoller, vaske- og WC-kummer m.v. anvendes chokresistente, seje materialer (stål, smedejern e.L), ikke støbejem, porcelæn e.l. Installationer, rør o.l. bør samles på en måde, der nedsætter faren for kærvbrud. For at beskytte et anlæg mod den forannævnte max. trykpåvirkning (fra nukleare og/eller konventionelle våben) kan anlægget udføres:

- som en svær jembetonkonstruktion, placeret lige under jordoverfladen,

- som et dybtliggende, mineret anlæg, hvor undergrunden består af hertil egnede materialer, men dette er kun tilfældet få steder i Danmark, eller

- som en dybt nedgravet bunker, der tæt under jordoverfladen dækkes af en detonationskappe af beton med høj kvalitet og solid forankring mellem støbeafsnittene.

I alle tilfælde må det ved grundige boreundersøgelser i forprojekteringsfasen sikres, at grundvandspejlet ligger en del under anlæggets bund; i modsat fald må der vælges en anden placering. I løsningen med detonationskappe skal denne være så tyk, at de max. størrelser og typer af våben med den fikserede max. anslagshastighed ikke før detonation trænger igennem kappen, da denne i modsat fald ville virke fordæmmende og derfor gøre mere skade end gavn, idet anlæggets beskyttelse herved ville blive komprimitteret. I denne forbindelse er det vigtigt, at man ved fastlæggelse af konventionelle angrebsvåbentyper, vælger at yde beskyttelse mod typer med både øjeblikkelig og retarderet detonation. Angrebsvåbnenes virkning kan beregnes under de valgte, alternative forudsætninger. På dette grundlag kan tykkelse og udstrækning fastlægges ved en maskinel optimeringsberegning for:

- detonationskappen,

- hovedanlæggets ydervægge (sider, gulv og loft), interne etageadskiUelser og skillevægge samt

- jordlaget mellem kappe og hovedanlæg.

De hertil benyttede formler er fælles for den max. konventionelle og nukleare våbenvirkning. Ydervæggene skal kunne modstå den gennem jorden forplantede trykbølge. Forøges detonationskappens udstrækning, fjernes detonationscentret fra ydervæggene, trykket nedsættes og dermed kravet til væggenes tykkelse. Den optimale kombination af detonationskappens udstrækning, det mellemliggende jordlags tykkelse og bunkerens strukturelle dimensioner må søges ved hjælp af successive approximationsberegninger. For yderligere at reducere den max. trykpåvirkning mod hovedanlæggets ydervægge og loft og dermed reducere disses tykkelse kan der uden for disse anbringes »stødpuder« af sammentrykkelige, ikke vandsugende materialer.

4. Principløsninger

Programgrundlaget for et højt beskyttet anlæg vU sædvanligvis omfatte beskyttelse mod én kombination af de ovennævnte våbenvirkninger. På dette grundlag er der i det følgende angivet nogle karakteristiske principløsninger. Indgangspartiet placeres i en gennemblæsningstunnel (for kernevåbensikrede anlæg må den være af meget betj/delig længde), jfr. figur 1. Indgangen udføres med:

- en tryksluse, der har 2 tryksikre døre, som ikke kan åbnes samtidig,

- en gassluse til undersøgelse af udefra kommende personer, der kan være forurenet, samt

- et vaskeafsnit for forurenede personer; det omfatter afklædningsrum, depotrum for forurenet tøj, brusebaderum og påklædningsrum (med rent tøj).

For at nedsættte risikoen for luftforurening i indgangspartiet ledes afkastningsluften fra anlæggets ventilationssystem gennem rummene i indgangspartiet til gennemblæsningstunnelen. Luften passerer åbninger, der er forsynet med hurtigt selvlukkende tryksikringsventiler, jfr. figur 2. De adskilte luftindtag til ventilation og til dieseldrift, hver forsynet med hurtigt selvlukkende tryksikringsventiler, skal være forbundet med solidt udførte, dublerede kanaler fra jordoverfladen (eventuelt gennem særligt sikrede åbninger i detonationskappen). Fra kanalerne føres ventilationsluften gennem en gittervæg, bestående af en frontmur med gennemblæsningshuller, til det bagved liggende dæmpningskammer, jfr. figur 2. Gittervæggen har - ligesom gennemblæsningstunnelen - den funktion at reducere reflektionstrykket, så anlægget beskyttes mod skadevoldende overtryk. Gennem dæmpningskammerets bagvæg (med de ovennævnte tryksikringsventiler) føres luften videre til et efterdæmpningskammer med automatisk virkende, hurtigt lukkende ventiler, der ved for høj temperatur eller radioaktivitetsniveau aktiveres af henholdsvis termofølere og geigerrør, der samtidig udløser alarm på anlæggets kontrolpanel. Til yderligere sikring mod stikflammer og/eller hed luft er i efterdæmpningskammerets bagvæg placeret en faldlem, ophængt i et smelteled med ringe varmefylde, der smelter ved f.eks. 60° C. Hvis der er fare for, at indtagsluften indeholder radioaktivt støv eller kampstoffer, ledes den først op gennem

- et grus-forfilter, hvor den vaskes af en modgående vandstrøm, der fjerner store dele af eventuelle vandopløselige kampstoffer, derefter gennem

- et mikrofilteranlæg (med farereducerende filterskift af hensyn til betjeningsmandskabet) og endelig

- efter svag opvarmning og tørring (til under 50% relativ fugtighed) til - de egentlige krigsgasfiltre, der er anvendelige gennem lang tid.

Først derefter ledes indtagsluften til anlæggets ventilationssystem.

Vandforsyning

Et højt beskyttet anlæg kan i rolige perioder vandforsynes fra offentligt værk, men dét må herudover have eget vandværk (i anlæggets underste etage), forsynet fra egne boringer direkte under anlæggets bund. Vandforsyningen herfra skal kunne dække behovet for de som regel store vandmængder, der medgår til bl.a. køleformål. Ved vandboringer og prøvepumpninger må det allerede i forprojekteringsfasen sikres, at dette er muhgt. I modsat fald må anlæggets placéring ændres. Borerøret føres gennem anlæggets bund i et større bøsningsrør for at forebygge brud i forbindelse med store tryk- eller chokpåvirkninger, der kan give relative bevægelser mellem anlæg og undergrund.

Spildevandsafløb

Spildevand afledes - så vidt muligt med frit fald - fra anlæggets underste etage gennem en afløbsledning, suppleret med reserveafløbsledning(er), der skal være forsynet med kraftige kontraventiler.

El-forsyning

I rolige perioder kan anlægget kraftforsynes fra det kommercielle net gennem transformer og et på den sidste strækning nedgravet kabel, men det må herudover kunne få hele sit strømbehov dækket fra et internt nødstrømsanlæg med ikke-turboladede dieselgeneratorer, der skal tryksikres ved hjælp af hurtigtlukkende trykventiler i indtags- og afgangsledninger, og med »no break«-anlæg tU sikring af konstant spænding og strømforsyning. Anlægget skal have et drivmiddellager, placeret i anlæggets bund, der kan tilgodese drift af nødstrømsanlægget i en periode, hvis længde fastsættes i programgrundlaget.

Helt lukket anlæg

Særligt vigtige anlæg bør herudover i en periode, hvis længde fastsættes i programmet (f.eks. 1, 2 eUer 7 dage), kunne afspærres helt fra adgang udefra. Også luftindtag til ventilationssystemet må kunne afspærres, hvis forholdene udenfor gør dette nødvendigt. Der må i sådanne anlæg udføres et recirkuleringsanlæg (med fornøden kapacitet), hvori bunkers-luftens kultveilte absorberes i særlige »åndedræts«-kalkfiltre, og hvor der tilsættes ilt fra et stålflaskebatteri ligesom i undervandsbåde.

5. Særlige forhold

Alle beskyttede anlæg bør udføres i konstruktioner og med materialer, der er specielt resistente over for krigspåvirkninger. Bygninger med sammenhængende betonkonstruktioner, støbt på stedet, bør foretrækkes for præfabrikerede betonelementkonstruktioner. isolation - bl.a. af kabler - bør vælges materialer, der er stabile og ubrandbare, ikke PVC-produkter. Rørledninger bør udføres med fleksible, choksikrede samlinger, ikke med muffesamlinger, der medfører fare for kærvbrud. Rørpostledninger bør udføres med rør af stål, ikke af PVC-produkter. Dieselgeneratorer bør udføres med direkte luftindtag, ikke med turboladere. Akkumulatorer bør vælges blandt de chokresistente typer, ikke blandt de til fredsformål almindeligt anvendte typer. Befæstelse af veje, pladser o.l. bør ikke udføres med skærver, chaussébrosten el. lign., men bør udføres på en måde og med materialer, der nedsættef risikoen for kardæskdannelse ved bombetræffere o.l. Antenner bør vælges af sprængstyksikre typer, der ikke falder sammen, fordi en enkelt bardun bliver ødelagt.

LITTERATUR

Militærteknisk Forenings symposium: »Hærdning mod kernevåben«. 20. febr. 1980. Dansk Ingeniørforening.