Fredsvenner og Militarister

Paa Smaating nær Indlæg paa et Møde i „Aldrig mere Krig", den 10. Marts 1932.

Et godt Hoved sagde engang: „Jorden er frossen fo r utrevne Svin“ . Det blev et Ordsprog; vi har bare glemt, at „treven“ var „foretagsom “ , og slettet „u'et, et Sproglune, der svaber til, at man siger „jeg vil ikke nægte andet end“, hvad man netop paastaar er sandt, eller indskyder et „tvivlsomt“ , hvor der er Tvivl. Paa lignende Vis er „M ilita rism e“ bleven til Sabelraslen og har „Antimilitarist“ faaet liflig Klang: Den engelske Samfundsgransker Herbert Spencer fald t paa, at nogle Samfund grundes og opretholdes ved Tvang, andre ved frivilligt Samvirke, og kaldte de første „militaristiske“ , de sidste „industrielle“ Samfund. I Stedet for at spørge, om et større Samfund og frem for alt en Stat nogensinde er dannet uden Tvang, og tænke paa, at ingen Stat kan opretholdes uden Spor af Tvang o : at alle Stater er mer eller mindre m ilitaristiske, snakkede Folk Spencer efter Munden, saå at „m ilitaristiske“ Stater kom til at staa som Arnesteder fo r K rig slyst og voldsk Ondsind, andre Stater blev fredfyldte Paradiser. Følgen var, at Militarister lagdes for Had som krigsgale, skønt de kun i Modsætning til Forretningslivets: „Enhver er sig selv nærmest“ hævder, at den enkelte skal ofre sig for Samfundet, og at alle skal staa Last og Brast i Nød og Fare, og, bortset fra enkelte sorte Faar, er Fredsvenner og ind til det Ø jeblik, de tvinges til at gribe til Vaaben, kun er uenige med Antim ilitaristerne om, hvorledes et Folk bedst opnaar at leve i Fred. Skulde en „Fredsven“ indvende: „Nej, I Militarister vil uddanne Soldater for at faa Krig “ , -— bedes han svare paa, om Staten uddanner Læger og Sygeplejersker, fordi den ønsker, at Folk skal blive syge, eller vi tegner Sygeforsikring og Sygekassebidrag fo r at blive syge. Vil man gøre Ret og Skel, siger man ikke „Militarister“ og „Antimilitarister“ , men „Forsvarsvenner“ og „forsvarssky“ eller „vaabensky“ . At kalde Antimilitarister alene „P a cifis te r“ er galt; M ilita riste r er ogsaa Pacifister, de regner bare Afvæbning fo r den sikreste Vej til at faa Krig eller leve i Krig sfare. Sælsomt nok kunde man derimod kalde Antimilitarister „An tisocialister“, da intet Samfund er mer m ilitaristisk end de socialistiske. Grunden til, at M ilitaristerne, skønt Fredsvenner, ikke istemmer: „Aldrig mere Krig!“ , er, at en æ rlig Mand ikke kan gøre det uden tillig e at gøre, hvad han kan fo r at afvæbne sit Folk, og det finder vi baade uklogt og farligt af følgende Grunde:

Indenfor ethvert Samfund gælder to: „Du maa ikke“ : „Du maa ikke tage, hvad din Næstes er“ — „Du maa ikke ih jelslaa“ , og ét „Du skal“ : „Du skal elske Din Næste“ . Buddene lyder ikke éns overalt, — Kommunister vil saaledes ikke vide a f Ejendomsret, skønt næppe nogen Kommunist tør fragaa, at Maden, han putter i Munden, er hans og ikke maa tages fra ham, — Grundtanken er og bliver, at visse Ting skal overholdes, ellers gaar Samfundet til Grunde, og Samfundet (Staten) har allerede a f den Grund M agt over dem, Buddene gælder, at intet Menneske kan være sig selv nok og staa paa egne Ben. E n Stat, som ikke er ludfattig, kan derimod staa paa egne Ben, — det er en Viljesag, uden at noget dermed være sagt om, hvorvidt den staar sig ved at være sig selv nok. En Stat gaar heller ikke til Grunde, fo rdi den ikke godkender: „Du maa ikke tage andre Staters eller Folks Ejendom “ og „Du maa ikke ihjelslaa“ , og selv den fredsommeligste Statsstyrer kan tvinges til at gribe til Vaaben for, hvad Folket regner fo r Livsspørgsmaal. — Bagkloge siger maaske: „K rig kunde være undgaaet; det var ikke Livsspørgsm aal“ . Skulde de fo r en Gangs Skyld have Ret, gør det hverken til eller fra: Folket troede, det var Livsspørgsmaal. Skal der blive evig Fred paa Jorden, maa Menneskene b live klogere og bedre end deres Fædre. Darwinisterne spaaede, at de blev det, men, selvom Spaadommen var sand, — moralsk set har Mennesket snarere marcheret paa Stedet eller gaaet i Zigzag end fundet den Frem skridtets slagne Vej, Darwinisterne drømte om, — er det ikke nok. Evig Fred forudsætter yderligere, at K rig er et tilfæ ldigt Udslag a f raa og voldske Drifter, og at et Folk tænker, føler og handler som et Enster eller enkelt Individ. — Slaar det til? Frem for alt ægger, hvad Vergil kaldte auri sacra fames, bandsat Hunger efter Guld, til Krig. Der er fø rt K rig Aartusender fø r den saakaldte Kapitalism es Tid, og hverken Parlamentarisme, Demokrati, Socialisme, Kommunisme eller Bolsjevisme afværger Krig. Styrets Art gør sig kun fo r saa vidt gældende, som fast Styre samler Kræ fterne, vegt splitter dem og gode Kaar gør Landet værd at forsvare, usle gør trykkede Samfundslag uvillige til at værge det. Jeg vil ikke optrevle Krigsaarsager. Krig lign es bedst ved Kronen paa et Træ, hvis Rødder og Rodtrevler er de talløse Midler, Mennesket griber til fo r at bjærge Føden og lette Livet, — med andre Ord: Hver Gang vi vil have Løn for Arbejde eller tjene, naar vi afhænder noget, gør vi, uden at vide af eller ville det, noget som sammen med andre lige saa selvfølgelige og uskyldige Ting, kan volde U fred indenfor Samfundet og rummer Spire til Krig, hvor Stater kommer hinanden paa tværs.

Man kan stævne Træet ø: hindre en Krig i Ny og Næ, men K rig faar man kun ud a f Verden ved at rodhugge Træet 6 : omlægge Livet, saa at man aldrig skal kævles med andre om daglig t Brød, og det er lige saa um uligt som at krybe til Maanen, fo r Kævlet eller Kappestriden, hvis Højspænding volder blodige Sammenstød,' er alt menneskeligt Frem skridts Ophav. K rig er desværre en Balk i Livets Lov, ikke et tilfældigt Udslag a f Rov- eller Mordlyst, — ikke en raa Fortidslevning, som kan bringes ud a f Verden, fo rdi vi finder den oprørende, men et Sværd, som den Dag i Dag hænger os over Hovedet, selvom vi hver fo r sig vogter os fo r at yppe Strid. Hvor tynd en Traad det hænger i, røber t. E. Markvard Klausens og Wilmanns Ord før Verdenskrigen: „Socialdemokratiets internationale Karakter og stærke Væxt i alle Lande og da særlig i Tyskland er den sikreste Borgen for Fredens Bevarelse“ . Lad os dog gaa ud fra, at Menneskene bliver Engle og, at K rig skyldes djævelsk Ondsind! — Blev „Aldrig mere Krig “ alligevel mer end et Haab eller from t Ønske? — N e j! fo r man kan aldrig vide, om selv Engle i Flok ikke falder paa Ting, der langt fra røber Englem aal a f Kløg t og Godhed: Sandt at sige tér Masser sig hverken som Flertallet eller Gennemsnittet a f Enstrene gør paa egen Haand.

Man taler om „Folkesjæl“ , „Folkevilje“ og „Folkesamvittiyhed“ , som var et Folk et Menneske, Massers Sjæleliv som Ensterets (den enkeltes), men bliver man ikke tankeløst ved at vade i alm indelig Tænke- og Sjælelære, starblind for, at Politik drejer sig om Mennesker i Flok, faar man Øje for, at Massernes Sjæleliv er et gaadefuldt Mørkeland hinsides godt og ondt. Ingen Vismand, ingen fa ttig i Aanden kender det eller véd, hvornaar Massernes Lidenskaber vækkes, og saa længe det er Tilfældet, kan heller ingen lægge bindende Baand paa deres Blodtørst. E t vildfarende Menneske omvendes stundum, naar man lønner ondt med godt, i Stedet fo r som Sulla godt med bedre, ondt med værre, men naar har Godhed g jort et ophidset, vildledt Folk mindre griskt eller glubskt overfor andre? Kun to Ting véd v i: Svage og værgeløse trædes under Fødder, Folk, der er stærke nok til at være farlige, faar Fred, — tænk paa Korea i 1904/5 og paa, at selv Tyskerne ikke vovede at bryde ind i Holland i 1914! Historien byder intet, mig kendt, Efterdømme paa, at et vaabenløst Folk lodes i Fred, fordi det var værgeløst, heller intet paa, at Krigsrede som en Lynafleder trak K rig til Landet. De, der siger: „Jo, vor Flaade fristede Englænderne til at overfalde os i 1807“ , glemmer, at K ronprins Frederik (V I) var gaaet med Englænderne mod Napoleon, hvis de havde holdt deres Flaade hjemme. De, der tro r Folkeforbundet i Stand til at forebygge K rig , kan tage til Kina. Det eneste, vi med Vished kan vente a f Folkeforbundet, er Hotelregninger og andre Udgifter, — smaa b liver de ik ke : Fredsapostle og levebrøds Fredstjenere er ikke billige. Folkeforbundets Grundlyde er ikke, at det savner Vaabenmagt, men at det hviler paa falsk Psykologi og tro r paa Statsmoral, som til syvende og sidst fornægter al kristen og borgerlig Moral. I store Sager bliver det de stærkes Haandlanger, allerhøjst med et velvlligt Smil til Smaafolk. Smaaspørgsmaal kan løses ved Voldgift uden dets Hjælp. Ingen herhjemme tænker paa at overfalde andre, men Danmark ligger nu engang saaledes, at krigsførende Stormagter kan fristes til at gøre Landgang paa Øerne, især Sjælland, fo r at spærre Modstanderen Sund og Bælt eller sikre sig selv fri Gennemfart. Noget tilsvarende gjaldt Belgien i 1914. Naar vi er vaabenløse, bliver Landgang en smal Sag og kan iværksættes overraskende, fo rdi den første Landgangsstyrke kan være ringe; men Modstanderen lader næppe Landgangsmændene i Fred o : i næste Ø jeblik rives fremmede i og om danske Landsdele, medens vi maa se til og tage Skade fo r Hjemgæld. H vis vi foruden Luftvæ rn har en Hær og Flaade, som svarer til Folketallet, hvad vi har lige saa godt Raad til som andre Lande, kan vi derimod gøre Modstand nok til, at Overfald ikke lønner sig, fo r Stormagternes Hovedkrigsskueplads ligger ikke i Danmark og selv en Stormagt kan ikke uden Fare ofre stort paa tvivlsomme Biforetagender. A t det ikke er grebet ud a f Luften, har Ludendorff givet sort paa hvidt for, hvor han skrev, at vor Hær flåede os fo r at komme med i Verdenskrigen. Folk, som siger: „Tyskerne væbnede sig til Tænderne. Hvad Glæde havde de a f det?“ — glemmer, at Tyskerne var anderledes stedte end vi, eftersom det var Fjendens Hovedmagt, de kom i Lag med.

Da der er Krig sfare og Forsvar ikke kan stampes op a f Jorden, vil danske „M ilita riste r“ have Folket i Vaaben, forat det skal faa Lov til at leve i Fred og spares fo r de Ulykker og Ydmygelser, et værgeløst Folk altid har udsat og fremdeles udsætter sig for. Politikere, som er ligeglade, bare de bliver valgte, sanker Stemmer ved at opslaa Plakater med sørgende Enker og Børn blandt Lig i sønderskudte, brændende Byer og tude Vælgerne i Ø rene: „Det er det, I stemmer for, hvis I ikke stemmer paa os“ . Forsvarssky gør lige saa, naar de skylder Forsvarsvenner fo r Blodtørst og lader, som om Udsigt til væbnet Modstand ik ­ ke kan skræmme Avindsmænd til at lade os i Fred. — Det er ikke smukt, især ikke a f Præster. De burde i Stedet fo r godtgøre, at vi blev skud fri fo r Tid og Evighed ved at overgive os paa Naade og Unaade til den første, den bedste Angriber, og at Folk under Fremmedaag spørges, om de vil med i K rig , ikke tvinges til at gaa med som Sønderjyderne i Verdenskrigen. Naar antim ilitaristiske Præ ster alligevel foretrækker at omtaage T ilhørerne med Krigsrædsler, er det et Kneb, som hindrer Folk i at tænke sig om og spørge: „Kan man tænke sig bedre Grund end K rig s Rædsler til at rede K rig fo r at faa Fred ,“

Vil Antimilitaristerne have krigsgale i Tale, maa de som Jonas til Ninive o: udenlands. Kun dér findes Blodtørst og „Imperialister“ , som ruster sig fo r at angribe. De flokkes ikke om Fredsapostlenes Prædikestole og er farlige at gaa i rette med. Des ærefuldere, om vore Antimilitarister gik ud og talte til dem! Tør de ikke vove sig ud, kunde de efter Bjørnstjerne B jørnsons:

Hvad Du evner, kast av

i det nærmeste Krav!

bl. a. bruge Haand og Mund imod Boxekampe og lign. raa Forestillinger herhjemme, som hjærteløse Pengeskrabere hidser rask Ungdom til ved at kilde dens Forfængelighed. Der er langt fra at tro, at Fredsguld kan købes fo r dyrt, til at gaa i K rig med let Hjærte. T ro r nogen, vi Forsvarsvenner gjorde det, selvom Danmark bragte sin A fru stning paa Højde med Udlandet o: øgede sin Krigsm agt baade til Lands og til Vands, gør han os Uret. V i kvier os tvertom ved at gribe til Vaaben, og jeg vil strax gøre de „forsvarssky“ vidtgaaende Indrømmelser: Folk, der gaar i K rig , kan ikke lignes ved en Mand, som forsvarer Hus og Hjem imod Røvere. Lignelsen halter, fo r han slaar til aabenlyse Røvere; i K rig skal man tit skyde paa Mennesker, som man ikke kender og, som intet ondt har g jort En, — at de er Røveres Haandlangere, er en Sag fo r sig. — Jeg bryder mig ikke det fjærneste om, at Luther mente, Krigsmænd kunde blive salige, bare de trak fra Læderet og slog til i Guds Navn. — Man kan ikke uden videre kalde Forsvarskrig retfæ rdig: Angriberen er ikke sjælden mindst skyldig, Angreb tit det bedste Forsvar: c’est le ton qui fa it la musique; i 1866 fik Bismarck jo Ø strig til at opsige Freden, men det var ham, der vilde have K rig . — Man skal ikke tale højt om, at K rig s fø ring kan mildnes. I Nødsfald kan og vil ingen Hæ rfører sky noget Middel, saafrem t han gav Fjenden Sejr ved ikke at bruge det. Det eneste Lys i Mørket er, at den, der forsvarer sit Land, ikke altid tvinges til at være slet saa grusom, som Provst Koch tror, og slaa Kvinder, Spædbørn og andre Civiliste r ihjel, da Angriberen ikke møder med Kvinder, Børn osv., og at de, der vil, ogsaa i Krig kan holde sig fra U tugt med grimme Sygdomme i Følge og de Afskyeligheder, Provst Kochs Katekismus omtaler. Eet endnu er det bedst at sige: Giftgas, Flammekastere o. lign. djævelske Vaaben, hedder det, gør K rig grusommere. Det er Overfladesyn. Paa faa nær var og er alle Krige lige rædselsfulde: Dødsangst er Dødsangst; der er ingen Grader; naar man ikke er ræddere end Folk er flest, døves Sindet tilmed snart for egen Fare, — udover et vist Maal kendes ingen legemlig Smerte, og — aandelig Lidelse ved andres Ve og Vaade eller fo r egen og andres Synds og Usseldoms Skyld har ogsaa Grænser, skønt den tit overgaar legemlig Smerte: Tænk paa Rædslen ved kæres Livsfare, tænk paa Fangelejrenes Vanvidsmørke!

Vi kan være visse paa, at ogsaa Fortidsmenneskene har tømt Lidelsernes Bæger til Bunden. Verdenskrigen ramte kun fle r end nogen hid tidig K rig , men det skyldtes langt mindre Vaabnenes A rt end den lovpriste Frihandels umættelige Griskhed. og mangeaarige Kamp om Plads i Solen, som trak saa at sige Alverdens Folk ind i Krigen. Enhver, der havde Penge paa Rente eller fiskede i rørt Vande, har sin Del a f Skylden: de tænkte fo r meget paa Udbyttet, fo r lid t paa, hvor og hvorledes Penge yngler, og paa, at der ogsaa kan klæbe Blod ved lav Rente. Og desværre — er vi klogere eller bedre? Jeg spørger ikke som surmulende Bagstræver, vil kun minde om, at K rig sfare følger Foretagsomhed som Skygge Lys, og at det er um uligt at drage Grænse mellem godt og ondt. Tænk t. E. paa, om Folk, hvis Penge h jalp til at bygge Suezkanalen og Bagdadbanen, havde onde Bagtanker eller kunde sige sig selv, at de bar Ved til Krigsbaal i Æ gypten og Syrien, Persien og Lille asien!

En spøgefuld engelsk Biskop sagde engang: „Orthodoxi (Rettro) er min Doxi, Heterodoxi (Vrangtro) er andres D oxi“ . Uden at lægge noget ondt deri kan man tilsvarende sige: „God M oral er min M oral“ , — Meningen er jo ikke, at man er en Helgen, men at man ikke kan leve paa andres Tro, hvad L ig ­ nelsen om de fem kloge og de fem daarlige Jom fruer indskærper. H vorfor saa tage sig nær, at forsvarssky fordømmer K rig a f moralske Grunde: deres Moral kan være farvet eller kortsynet? — Helt anderledes, hvis de kan godtgøre, at det strider imod Kristendom at gøre Krigstjeneste og gaa i K rig ! Bandlyser Bibelen K rig ? Det gamle Testamente maa skydes til Side. Dér staa r: „Du maa ikke ih jelslaa“ , men dets Blade driver a f Blod; i den Guds Navn, som stod bag Femte Bud, førtes Jahves K rige, og 5’ Moseb., 20’ Kap. siger: „Herren Eders Gud drager med Eder fo r at stride imod Eders Fjender“ — og giver de grusomste K rig slove tænkes kan, vel at mærke ikke alene overfor Folkene, hvis Land Israels Børn skulde eje, men ogsaa overfor „Byer, som ligger langt fra D ig “ . A t Israels Fjender maatte udryddes med Ild og Sværd for, at Alverdens Frelse kunde redes og Jesajas og Michas Ord (Jes. 2,4 og 11,6 — Micha 4,3) om Tider, da Sværd skal smeddes til Plovjærn, Spyd til Vingaardsknive, kunde fuldbyrdes, synes en vovet Paastand. Nye Testamente siger: „M it Rige er ikke a f denne Verden“ . Det udelukker ikke, at Guds Rige kommer til Verden, naar Menneskene gaar i sig selv og bl. a. skyer K rig . Altsaa har de fo rsvarssky Ret! Men Nye Testamente siger ogsaa: „Giv Kejseren, hvad Kejserens er!“ o: Kristendom lever sit indre Liv i Mennesker og giver Enhver Ret til at følge sin Samvittighed, saa at de, der finder det forsvarlig t at lyde Kejseren, naar han kalder til K rig , kan gaa i K rig uden at være mindre gode kristne. Det eneste, man aldrig skal gribe til Vaaben for, er at omvende Hedninger. Ses Sagen saaledes, bliver det bl. a. ligegyldigt, om Femte Bud gælder Enkeltmand i det borgerlige Liv eller har videre Omfang, og om „Øvrigheden bærer ikke Sværd fo r intet“ kun gælder borgerlig Rettergang, ikke mellem folkelige Tvistemaal eller ej.

H vis man tager B j ærgprædilcenen* ) og Matth. 19,21: „Gaa hen og sælg, hvad Du ejer, og giv det til fattige“ e. lign. S k riftsteder fo r en ny Lov, bliver Kristendom Lovløse, m aalklart A r ­ bejde udover Dagen og Vejen um uligt og kristne Lande frodig Bund fo r grænseløs Nød. E t Sidespring! Naar man siger, at Bjærgprædikenen fø rt ud i Livet gjorde Kristendom til Lovløse, svarer A n tim ilita rister gærne: „Ingenlunde! — „I skal ikke sætte Eder imod det onde“ gælder kun K rig og Krigsmænd. Selv glødende Antim ilitarister har intet imod, at Politi bruger Kniplerne, naar Ro og Orden ikke kan opretholdes med det gode. A t en Politibetjent slaar Hovedet itu paa Folk, er noget helt andet, end at Soldater gør det. En Politibetjent er friv illig og gør det a f Kærlighed o : han vil omvende U rostifterne til gode Borgere. Soldater er tvungne og slaar Hoveder itu a f Had: de vil myrde“ . — „M on?“ spørger jeg og tilfø je r: „Hvem eller hvad skal Øvrigheden ty til, hvis Politiets Kræ fter svigter eller frivillig e ikke melder sig til Polititjeneste?“ Som sagt: H vis man gør Bjærgprædikenen m. m. til Statslov, bliver Kristendom Lovløse, m aalklart Arbejde udover Dagen og Vejen um uligt og kristne Lande frodig Bund fo r grænseløs Nød.

Lovgiverne har indset det, Kirken har indset det og hver fo r sig eller i Fæ llig sat sig helt eller delvis udover slige Bud. Mennesker har ogsaa g jort det paa egen H aand: allerede Luther klagede over, at Læren om, at Tro retfærdiggør, fik den store Hob til at tro, man nu kunde faa Salighed, som man hid til havde købt fo r Penge eller gode Gerninger, fo r intet, og Pennsylvaniens fredsommelige Kvækere gav Franklin Penge til „Hvede og andet K orn“ o : K rudtkorn og fandt sig i, at han købte Kanoner, da der var Fare fo r at blive skalperet a f Rødhuderne. I Samklang dermed gælder: Selv hvor Frelseren talte til mange, talte han til Ensteret (der. enkelte) og sagde netop, hvad enhver i Øjeblikket skulde høre eller trængte til at høre fo r ikke at drukne i Verdslighed og staa selvraadig og selvretfæ rdig overfor Gud, og netop, fo rdi han vilde holde sine T ilhørere fo r Øje, hvor langt fra vi staar Maal med sand Retfærd, skærpede han Kravene, saa at selv den kryeste Farisæ r maatte synke i Knæ. En ny Lov gav han ikke. Naar de kristne Verden over lukker Øjne og Øren fo r de andre Bud, og det gør de, har man ikke Ret til a f tage Buddet: „Du maa ikke slaa ih jel“ ud og bandlyse K rig . A t det dog gøres, er underligt, fo r man kan heldigvis leve et langt Liv uden at ledes i Fristelse til at gaa i K rig , men Mammons F r istelser er vi alle saa godt som daglig udfor. Det hjælper ikke at indvende: „V i vil ikke vide a f K rig , fo rdi Manddrab er en større Synd end at holde paa jordisk Gods og tage Rente a f Laan og Sparekasseindskud“ . Det er kortsynet jordisk Retfærds Tale: Nye Testamente siger kun, at én Synd er større end alle andre: Synd imod Helligaanden (Matth. 12,31— 32); alt, hvad derudover siges om Synders Størrelse, er Menneskepaafund og fører til Afladskræmmernes Prislister. Enten maa man lyde alle Bjærgprædikenens Bud eller give Kejseren, hvad Kejserens er, hvilket bl. a. vil sige, at Præ ster paa Statskirkens Prædikestole lige saa lid t maa ægge Soldater til Ulydighed som til Tyveri og andre Forbrydelser. Gør de det alligevel — ligefrem eller ad Omveje, — har vi ikke længer en hellig, almindelig Kirke, men en politisk farvet Kirke, som Fo rsvarsvenner maa melde sig ud af. „Quid Saulus inter prophetas?“ lyder paa godt Dansk: „Hvad skal Præ stekjoler i Fo rsvarskævl?“

Maaske indvender forsvarssky, at „Giv Kejseren ..." kun gjaldt Skat o. lign., men hvad Hjemmel har de for, at Jesus havde svaret anderledes, hvis romersk Lov havde paalagt Jøderne Krigstjeneste og han var spurgt, om de skulde adlyde? E t a f de faa Steder, han nævner K rig , synes han jo at gaa ud fra, at K rig ikke strider imod Guds Bud. Det er Luk. 14,31, hvor han — efter at have talt om, hvad der skal til fo r at følge ham, og sagt, at en Bygmester bliver til Skamme, om han ikke skaffer sig alt, hvad der hører til at bygge et Taarn, fr han lægger Haand paa Værket, — tilfø je r: „H vilken Konge, som drager i K rig mod en anden Konge, sætter sig ikke først hen og raadslaar, om han er mægtig til med 10.000 at møde den, som kommer imod ham med 20.000“ . — Ikke et Ord om, at Kongen skal tage Hensyn til andet end, om han er stærk nok! Det er dog sælsomt, hvis Krigstjeneste var Synd. Lad saa bibelfaste trække paa Skuldrene og sige: „Jesus roste ogsaa en utro Husholder (Luk. 16,8) og tier om Trældom“ !

K ort sagt: Bibelen bandlyser ikke Krig. Man tager sig maaske i det: „ E r det ikke Bogstavtro? Tænk paa K rig s Rædsler, paa det Kuld a f Synder, K rig a fføder, og paa, hvor tit Uretten sejrer!“ Forsvarsskys nemmeste Udvej er: „B liv os fra Livet med Skriftsteder! Fo r os gælder de til Wandsbeck i M ilitaristers Mund. K rig strider imod Kristendommens Aand“ . Det være langt fra mig at tvistes med de skriftkloge om, hvorvidt historisk Bibelopfattelse og Tro paa fortsat Aabenbaring og religiøs U dvikling kan sætte Skriftsteder i Skammekrogen eller ej. Jeg ser ikke rettere end, at „M it Rige er ikke a f denne Verden“ og „Giv Kejseren, hvad Kejserens er“ er Kristendom ­ mens Aand og — uden Modstrid — gør K rig til én a f de L idelser, vi nu og da skal igennem, et a f de Kors, vi skal bære, fo r at redde Livet. De, der tvivler om, at det er Guds Vilje , bedes overveje, om Jordskælv, Oversvømmelser og Pest, som bortriver Mennesker i Tusindtal, rimes lettere med „Gud er Kæ rlighed“ . Men Rædslerne er Grund nok til at grue fo r K rig , og U ret har fe jret Trium fer nok, selvom Folk, der paastaar, at den altid sejrer, kun har Ret, naar de glemmer Krigene, hvor Retten sejrede. Intet Under da, at Krigsdeltagere helst tier og vil glemme og, at baade kristne og Hedninger eller Fritænkere, især efter Storkrig mødtes*) og mødes i A fsky fo r blodigt Opgør som en brændende Skam! T il syvende og sidst fører Spørgsmaalet: „Kan Du forsvare at gaa i K rig ? “ enhver a f os fo r sin Samvittigheds Domstol. Dér tier Statens Love: de er Verden over m ilitaristiske og hævder ud fra Samholdets Lov, at alle, der kan, skal forsvare Landet. Ogsaa Æ rens Love tier: Hvad gavner det at vinde al Verden, naar man tager Skade paa sin Sjæl? — Det hjælper heller ikke, at Militærtjeneste bringer et Folk Goder, som vel ikke kan maales i Penge, men har mer end Pengeværd o : ranker Ungdommen aandelig og legemlig under lige K aar (i T jenesten kan jo endog en Murhaandianger sidde til Bords med en Mursvend), lærer den at lyde og gøre Gavn, selvom intet Menneske ser En, — slig t kan naas og læres ad anden Vej. Fø r nægtede jeg kristne Ret til at tage: „D rab og Blodsudgydelse er den allerstørste Synd“ til Paaskud fo r at svigte deres Land og Folk i K rig . Ogsaa menneskelig set er det Haarkløv at granske, om at slaa til Landets Fjender er en større Synd end andre. En Synds Størrelse maa maales paa den onde, selvske V ilje bag Gerningen, og det gør altid en Mand, som uselvsk vover Liv og Lemmer, bedre end én, der med koldt Blod snyder Næsten eller volder anden Mén uden at vove Skindet, — fo r mig maa saa Loven og Profeterne dømme derom, som de vil. Det eneste, der lader sig høre, er: Bliver K rig et større Onde end Følgerne af, at Du nægter at gaa med? Det er let at svare Ja og blive hjemme, og de, der gør det, er hverken fejge eller egenkærlige a f den G rund: der er Mænd iblandt, som uden et Ø jebliks Tøven vilde kaste sig værgeløse mellem et dødbringende Vaaben og en a f deres kære. De fo rsvarssky tænker hare kort, naar de i retfæ rdig Harme over K rig s Rædsler siger: „Staten har ikke Ret til at raade over mig. Jeg vil ikke være med. Det gaa, som det kan, jeg nedværdiger mig ikke til at søle mig i Blod“ . De glemmer, at et Lands Forsvar ikke gælder de mdevende alene, men ogsaa kommende Slægters Velfærd. De kommer til at bøde for, hvad Fædrene gjorde eller ikke gjorde. De kommer maaske netop i Krig , fordi deres Fædre skyede Forsvar, og ofres, fo rdi Fædrene ikke ofrede sig. Den, som kun tænker paa sig selv og sit Slægtled, maa ikke glemme, at Kværsæde tit hjælper soleklar U ret til Sejr, — at Samfundet opløses, hvis Enkeltmand, være sig a f nok saa ædle Grunde, svigter Samholdets Lov, naar Landet er i Fare, og — at man ingen Borgen har for, at Landet aldrig hærges, fo rdi Folket ikke værger sig. Det slipper maxiske i første Omgang, men i anden, under lønligt eller aabenlyst Fremmedaag, raader Folket ikke længer fo r sin Skæbne: kommer Fremmedherren i K rig , kommer Lyd folket det ogsaa. Tanken herom faa r danske Militarister til at spørge: „H vo rfo r skulde vi ikke have samme Ret til at værge Frihed og Liv som alle andre levende Væsener?“ V i véd, at Danmark ligger saaledes, at fremmede krigsførende kan fristes til at bryde ind. V i kan vise paa Kortet: dér og dér kommer de til at slaas, hvis vi ikke holder dem ude, og — vi tror ikke, Danskerne fik evig Fred, fo rdi Sjælland gik til Sverige, Jylland-Fyen til Tyskland eller andre M agter (begge Store Bælts Bredder kommer næppe under én LIerre). — V i kan værge os, saa at det ikke lønner sig at overfalde os, — hvorfor skulde vi saa ikke væbne os til Gavns? Det f r ir os jo vissere end alt andet fo r Rædslerne, An tim ilitaristerne himler op om. K rig er et Onde, men den er ikke altid det største Onde, da Eftergivenhed i de Tilfælde, hvor vi vil gribe til Vaaben, kunde bringe grænseløs Ulykke baade over nulevende og kommende Slægter.

Ud fra det gamle Ord:

Quæ medicamenta non sanant, ferrum sanat ;

quæ ferrum non sanat, ignis sanat,

(Hvad Lægekunst ikke har Helsebod for, læger Staal;

hvad Staal ikke læger, læger Ild)

vil vi sætte haardt imod haardt, naar mindelige Ord ikke hjælper: Blodet, der flyder, kommer over Fjendens Hoved. Hjælper Ild ikke, — ja, saa er Danmarks Saga ude! I Hvadkandetnyttemænds Øjne gør det os Forsvarsvenner til Taaber, — det faa r være: de færreste Hvadkandetnyttemænd kan føre et Kompagni end sige tale klogere om K rig end umyn- . dige Børn. I „Ald rig mere Krig .“s Talsmænds Øjne bliver vi Mordere, — det gør os ondt, fo r vi skatter deres menneskelige Følelser; men vi trøster os med, at de lever i en tænkt Verden, vi tager Verden, som den er, og har Historien og Videnskaben paa vor Side. En an tim ilitaristisk Præst falder mig vel i Talen med: „Krig er alle Synder. Hvilket Onde er saa større?“ og „Man skal netop ikke tage Verden, som den er: Kristendommen vil ændre Menneskenes Liv “ . — At tale til forsvarssky om et jo rdisk Fædrelands Værd, er det samme som at tale til blinde om Farver. D erfor maa jeg til det første nøjes med at svare: „Rent og skært Forsvar er ikke alle Synder: en Forsvarer er, som allerede sagt, ikke tvungen til at være slet saa grusom som Angriberen“ . Om det er klogest at tage Menneskene, som de er, eller, som de burde være, kan vi lære a f Profeten Natan. Selvom eller netop naar man gør som han, kan man virke til, at Menneskene ændres i kristelig Retning, saa at de bliver saa gode, som de burde være. Især Præ ster skal vogte sig fo r at bryde Staven over, hvem der griber eller greb til Vaaben fo r deres Tro eller Land. Lad nok saa mange være gaaede i Krig af Tvang eller fo r Skams eller Vindings Skyld og have tjent en slet Sag! Der er nok alligevel, der uden Bagtanker ofrede sig fo r en Sag, som de troede og — bl. a. fordi Præ ster sagde det, — maatte tro var god, og det bliver aldrig anderledes. I Øjeblikket kan alle og enhver hertillands ustraffet raabe: „Afrustning! Aldrig mere Krig!“ , og det er g jort med en Ihærdighed, som har gnavet dansk Forsvarsvilje og Forsvarsevne til Hjerteroden. Desværre mærkes Følgerne først i deres fulde Om fang den Dag, Fjenden staar i Landet og hans Flyvere er over os, og den kommer saa vist som to og to er fire , hvis vi er værgeløse. Saa faar Piben en anden Lyd. Saa hjælper det ikke, at raske unge Mænd har skovet Brænde fo r at slippe fo r Vaabenbrug. Saa øser en Peter Munch Hundreder a f Millioner Kr. i Moloks Gab, og saa spørger selv forsvarssky næppe om saarede Samvittigheder, men raaber vel scm alle andre paa Vaaben og Gasmasker, men saa er det for sent, og det er deres Skyld.

Rolf Kall.