Af oberstløjtnant P.K. Nielsen, næstkommanderende ved 1 Sjællandske Brigade.
Indledning
Hvad går det her egentlig ud på? Det er det spørgsmål., vi i vores officersuddannelse har lært at stille os selv, hver gang vi får stillet en opgave. Det anbefales, at vi sætter os hen under et træ for os selv og finder svaret, inden vi begynder at udgive direktiver for opgavens løsning. Når man lytter til den interne diskussion vedrørende fredsstøttende operationer kontra krigsoperationer, er holdningerne mildt sagt så urovækkende forskellige, at det kunne være på sin plads at sætte sig under træet for en kort stund. Noget af forvirringen er givetvis opstået ved en uhensigtsmæssig sammenblanding af politiske juridiske og militære indfaldsvinkler. Fredsstøttende operationer omfatter i deres natur alle tre aspekter. Vi må således have gjort os de militære delopgaver helt klart for at kunne medvirke til en optimal løsning af den samlede opgave. Jeg vil her prøve at redegøre for min opfattelse af de militære delopgaver set ud fra en ren militær synsvinkel. Indledningsvis kan jeg ikke lade være med at være forundret over meningsforskellene. Vi har i de sidste 30 - 40 år haft en klar opfattelse af "Peacekeeping Operationer" (PKO), "Peaceenforcement Operationer" (PEO) og "WAR". Dengang kaldte vi dem blot noget andet. Indtil "Murens fald" har vi rutinemæssigt uddannet, trænet og gennemført øvelser i den slags operationer uden, at det gav anledning til tvivlsspørgsmål. I NATO terminologi kaldte vi dem "Flagwaving Operations", "Deterrent Operations" og "WAR Operations". Nøgleordene for doktrinforskellene var henholdsvis "Show Presence", "Show Force" og "Use Force". De var udtryk for en naturlig eskalationsstrategi ("Crises Management"). Forskellige styrker var udpeget til at indgå i denne strategi. F.eks. henholdsvis AMF, eksterne forstærkninger og nationale styrker. I dag har vi blot skiftet terminologi og anvender udtryk som henholdsvis PKO, PEO, WAR samt Immidiate Reaction Force (IRF), Rapid Reaction Force (RRF), Main Defence Force (NDF) sammenfattet i en Crises Management Concept. De doktrinmæssige grundtanker i de "nye" militære operationer er fortsat de samme langt hen ad vejen. Jeg ved godt, at de nye udtryk i dag dækker over anvendelse også uden for det "gamle" NATO-område. Det ændrer imidlertid ikke ved, at det militært set er det samme koncept- og doktrinmæssige grundlag, som genbruges tilpasset den nye verdensorden, herunder nationernes og NATO’s nye udvidede rolle. Med udgangspunkt i de nuværende NATO-doktriner, også dem under udvikling, vil jeg ridse hovedpunkterne op i forskellene i de forskellige operationstyper, tilsat egne tanker byggende på almindelig sund fornuft. Jeg vil på visse områder komme til at gå på tværs af den nationale doktrin, som den kommer til udtryk i Feltreglement I, kap 11. Den nationale doktrin er imidlertid opstillet på et tidligt tidspunkt i NATO’s doktrinudvikling, og det må formodes, at den i henhold til vores forpligtelser vil blive tilrettet til NATO doktrin, når denne er færdigudviklet og godkendt af nationerne. Af samme årsag foretrækker jeg at anvende NATO terminologi i det efterfølgende.
Grundlag
Det overordnede grundlag for alle tre typer operationer findes i bl.a. UN Charter. Her skelnes mellem Chapter VI (PKO) og Chapter VII (PEO og WAR) operationer. Forskellen ligger i denne her sammenhæng i graden af magtanvendelse i forbindelse med løsning af opgaven. Selv om bl.a. englænderne lidt uhensigtsmæssigt har forsøgt at introducere Chapter VI lA operationer, er der en klar adskillelse mellem PKO (kap. VI) og PEO og WAR (VII). Man kunne nu fejlagtigt forledes til at tro, at WAR og PEO er det samme. Det er det imidlertid ikke militært set.
Overordnede principper for gennemførelse af operationer
WAR-operationer gennemføres på grundlag af "Krigsføringens grundprincipper". Et sæt "eviggyldige" regler for planlægning og gennemførelse, som enhver officer har tærsket i på HO og FAK. Peace Support Operationer (PSO), - der er fællesbetegnelsen for en række operationstyper med henholdsvis Peacekeeping Operationer (PKO) i den nederste ende af skalaen og Peaceenforcement Operationer (PEO) i den øverste ende af skalaen, - planlægges på grundlag af et tilsvarende sæt af grundlæggende principper, men det er med et helt andet indhold jf. NATO og national doktrin for PSO.
Militært koncept
I WAR er alle bestræbelser rettet mod at nedkæmpe eller neutralisere fjenden. Magtanvendelse er midlet, ("use force"). IPSO er alle bestræbelser rettet mod at løse opgaven om muligt uden, at det kommer til magtanvendelse. Midlerne er mange og forskelligartede alt efter operationstype. Mulighederne for at anvende magt i specifikt PEO skal primært ses som en katalysator i konfliktløsningsprocessen. Det er et led i koncepten, at såvel viljen som evnen til at anvende magt skal demonstreres på troværdig og overbevisende måde ("show force"). Det er imidlertid ikke magtanvendelse, der skal være det bærende i de militære aktiviteter. Det er truslen om i givet fald at bruge magt, hvis stillede krav og betingelser ikke opfyldes, der er grundideen i koncepten (deterrence). Målet er i princippet holdningspåvirkning af konfliktens parter. Midlerne - der alle støtter sig til truslen om magtanvendelse - er bl.a. monitering af parternes adfærd, opstilling af krav og betingelser, forbindelsesvirksomhed, informationsvirksomhed, psykologisk påvirkning m. v. af parternes beslutningstagere og befolkning. I PKO er målet principielt det samme. Midlerne, der anvendes, er langt hen ad vejen de samme som for PEO. Men katalysatoren, truslen om magtanvendelse er ikke til stede. Formålet med evt. magtanvendelse i PKO er primært egenbeskyttelse. I udførelsen får PÃTO-enheden i langt højere grad mæglerens rolle. Hvor PEOenheden mere har karakter af den bevæbnede vogters rolle.
Militær doktrin
WAR gennemføres som beskrevet i vores feltreglementsserie. Reglementernes beskrivelse af "Beredskabsområdet" (BSO) er i vid udstrækning også selve grundlaget for en PSO. Kravene til overvågning af ansvarsområdet er de samme. Kravene til fastholdelse af udpegede dele af BSO er de samme. Kravene til indsættelse af beredskabsenheder overalt er de samme. Kravene til nærsikringsforanstaltninger er de samme osv. Terminologien er på en række områder lidt anderledes. Poster, posteringer og kontrolposter benævnes "OP og CP". Underafdelingsberedskabsområderne og føringsinstallationer benævnes "Camps" osv., men de tjener doktrinmæssigt de samme formål. De særlige krav til f.eks. synlighed (flagwaving/deterrence) i PSO medfører, at gennemførelsen af poster, patruljer m.v. rent teknisk sker under hensyntagen til disse krav f.eks. synlighed. Til WAR har soldaten f.eks. lært, at det er af vital betydning, at han optræder uindset af Renden; at han vælger slørede observationsstader i skovkanten, sniger sig skjult frem ad patruljeruter i grøfter og krat mm.; netop mhp. at forblive uindset af fjenden. I PSO skal han bl.a. lære at forstå, at det er vital betydning, at han optræder indset af parterne, at han vælger observationsstader på toppen af den mest dominerende bakke markeret med flag og belyst i mørke; at han patruljerer fuldt åbent midt på vejen mm.; netop mhp. at blive set af parterne ( show presence). BSO tjener såvel i WAR som i PSO som udgangspunkt for andre af de i reglementerne beskrevne operationer. Også her vil teknikken være anderledes og relateret til de særlige krav til PSO. Hensynet til eget personels beskyttelse vil være dominerende i planlægning og udførelse. Egentlige egne tab i forbindelse med PSO vil ikke være politisk acceptable. Det udfoldede infanteriangreb op mod "fjendens" kampstilling vil næppe forekomme i en PSO. Det vil i langt højere grad være ilden fra de langtrækkende præcisionsvåbensystemer, der anvendes, hvis det kommer til magtanvendelse. NATO har udviklet en koncept kaldet Command and Control Warfare (C2W), som er målrettet her imod. Materielmæssigt kan valg af materiel også være med til at understøtte formålet med operationen. Nationer som Canada og Holland er begyndt at udruste deres enheder til internationale engagementer med materiel, der i højere grad end traditionelt krigsmateriel tilgodeser kravene til synlighed, "potens" og præcisionsildkraft samt egenbeskyttelse. Reducerede krav til vedligeholdelse spiller også en væsentlig rolle. I WAR vil operationerne være karakteriseret ved, at alle ressourcer organisatorisk skal være til stede under hele forløbet. I PSO er der mulighed for en mere fleksibel tilstedeværelse af ressourcer. I implementeringsfasen kan der således være et særligt behov for en udvidet tilstedeværelse af f.eks. efterretnings- og ingeniørressourcer med henblik på at etablere grundlaget for operationen (ORBAT, lejre, OP, CP m.m.). I mellemfasen kán nogle af disse ressourcer konverteres til andre militære ressourcer f.eks. mere infanteri, flere spejdere og våbensystemer osv. I afviklingsfasen kan der igen være et andet behov for andre ressourcer, der aktivt kan medvirke til at genopbygge en krigshærget nation i videste forstand. Organisatorisk vil det mest hensigtsmæssige udgangspunkt være krigsorganisationen, der alt efter operationstype "minuses" og især "plusses" efter behov. Et sådant system vil i højere grad end nu tilgodese uddannelse, logistik og muligheder for effektiv udførelse i tilnærmelsesvis kendte og indøvede rammer i såvel nationalt som internationalt regi.
Magtanvendelse
Formålet med magtanvendelsen er en af de væsentligste og mest interessante forskelle, som det som officer er nødvendigt at gøre sig klart. I PKO er officeren og hans enhed i princippet kun bemyndiget til at anvende magt i selvforsvar til beskyttelse af enkeltpersoner, enheder, MAT, udrustning, installationer i forbindelse med løsning af sin opgave. Han kan i den anledning benytte den magt, som er nødvendig, f.eks. også kampvogne, jagerfly m.m., men formålet er beskyttelse. I PEO kan der udover selvforsvar også anvendes nødvendig magt til løsning af mandatopgaverne. Principperne, som den type af militære operationer planlægges efter, er "use of minimum force". Der vil normalt også være krav til rådighed over en høj grad af præcisionsvåbensystemer. Formålet er at ændre en truende situation/standse en truende situation, f.eks. tilsikre en tilbagetrækning af parternes styrker/standse truende indbrud i Zone of Separation. Om muligt uden tab af menneskeliv selv i forbindelse med ildafgivelse. Det helt afgørende er militært set, at når situationen er ændret/standset, skal ildafgivelse ophøre. I WAR er det militære formål med magtanvendelse at vinde krigen (nedkæmpe modstanderen). Operationerne planlægges og gennemføres efter bl.a. princippet om "use of maximum force" ( koncentration afkræfter). Ildafgivelsen fortsætter, til ijenden er nedkæmpet/neutraliseret eller har overgivet sig. Nøgleordene i magtanvendelse er:
PKO: Egenbeskyttelse.
PEO: Egenbeskyttelse samt løsning af specifikt angivet mandatopgave.
WAR: Nedkæmpelse/neutralisering af fjenden generelt set.
Principper er i: PKO og PEO: Use of minimum force
WAR: Use of maximum force
Begrænsninger i ildafgivelse
I WAR er der principielt ingen begrænsninger i magtanvendelse bortset fra de, der er fastsat i internationale regler og lign. ("Krigens Love"). I PSO er enhver form for ildafgivelse og magtanvendelse underkastet et sæt Rules of Engagement (ROE). Rules of Engagement er udtryk for de moralske, politiske, juridiske, m.fl. begrænsninger, som PSO naturligt vil være underkastet, da man som militær enhed ikke er i området for at nedkæmpe parterne, snarere tværtimod.
Rules of Engagement skal være udarbejdet med input fra primært politiske rådgivere, juridiske rådgivere og militærfaglige rådgivere og omfatte alle de anførte områder, som grundlag for militær planlægning og iværksættelse. De skal være så klare/fleksible, at der kan handles uden yderligere fortolkning. At tro, at en militær chef under en operation kan stille sig hen bag et hushjøme og diskutere situationen med f.eks. en juridisk rådgiver er absurd. Når musikken spiller, er det nodebladet, der spilles efter. Rådgivning, herunder opstilling af begrænsninger, Rules of Engagement, skal være tilendebragt, når operationen starter og være indarbejdet i planerne. Lokale incidents håndteres i henhold til disse Rules of Engagement.
Styrkesammensætning
Også på det område kan der opstilles nogle principielle og generelle retningslinier. Overordnet set bør enheder i PSO være sammensat med henblik på at tilsikre maksimal egenbeskyttelse i forbindelse med løsning af pålagte opgaver. I WAR vil enhederne være sammensat med henblik på at tildele fjenden flest mulige tab. Specifikt kan det anføres, at enheder indsat i PKO kan være organiseret og udrustet specielt til den pålagte opgave, som f.eks. vores enheder på Cypern var det i sin tid. Erfaringerne fra det tidligere Jugoslavien med hastigt skiftende situationer og mandater har vist, at selv i PKO kan det være hensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i krigsorganisationen. Enheden vil typisk være infanteritung med henblik på at løse flagwaving/moniteringsopgaver. I hvilken grad alle dens krigsorganisatoriske våbensystemer kan/bør medbringes afhænge af bl.a. truslen mod enheden, opgaven/mandatet, parternes accept. Parterne i en PKO vil næppe acceptere implementering af enheder, der kan udgøre en reel militær trussel mod parterne. Der vil normalt ikke være krav om, at en Pirø-enhed umiddelbart kan overgå til/deltage i en PEO. Det vil normalt kræve en reorganisering og "upgunning" af hele styrken. En PEO bør tage udgangspunkt i krigsorganisatorisk udrustede og uddannede enheder, idet enhederne jf. doktrinen bør kunne gennemføre krigsoperationer, hvis hovedopgaven fejler. "Should deterrence fail the operation will turn into a Combat Operation". PEO enheder bør militært være sammensat og doseret, så de som minimum lokalt kan matche de af parternes enheder, de står over for/imellem, hvis de med effekt skal kunne leve op til nøglebegrebet i P£(9-koncepten ("Deterrence").
Organisation
I krigsplanlægningen af det nationale forsvar har vi i mange år tænkt i Totalforsvarsregi, hvor en række andre myndigheder (hjemmeværn, politi, civiladministration og beredskabsstyrelsen) har løst en lang række opgaver. Det har gjort det muligt for Felthæren at koncentrere sig om selve kampen. Det kommer til udtryk i både vores tankegang og vores organisation, som er reduceret til alene at varetage kampen. I PSO forholder det sig anderledes. Udsendte enheder må i vid udstrækning løsè en række af de opgaver, som andre myndigheder løser i Totalforsvarsregi. Det er således nødvendigt, at vi mentalt og organisatorisk også kan påtage os at løse den slags opgaver. Her skal blot peges på f.eks. humanitære opgaver, som er et væsentligt bidrag til løsning af PSO. Det psykologiske moment er et vitalt basiselement i PSO. Presse- og informationsvirksomhed og psykologiske operationer er nogle af midlerne. Her er vi i tankegang og organisationsudvikling direkte nødlidende. Interessant nok, for vi har i alle øvelser i Danmark, som et helt naturligt led, arbejdet med bemandede presse- og informationscentre, besøgsorganisationer, psykologiske operationer m.m. I PSO, hvor anvendelse af våbenmagt til løsningen af opgaverne er den absolut sidste nødbremse ("should all other means fail"), er det nødvendigt, at vi mentalt, taktisk og organisatorisk er udrustet til at spille på alle disse "other means". Optimalt er det med dem, vi skal løse hovedopgaverne "flagwaving" og "deterrence".
Uddannelse
Det uddannelsesmæssige grundlag er traditionelt den krigsmæssige uddannelse. Udover evnen til om nødvendigt at anvende våbenmagt udgør den et effektivt grundlag for sikker optræden i velfungerende enheder og som enkeltmand. De krigsmæssige styringsværktøjer i form af bl.a. faste procedurer, rapportering- og beordringssystemer, disciplin mm. er tilsvarende civile systemer overlegne, også i PSO. Inden udsendelse i PSO er det imidlertid nødvendigt med en supplerende uddannelse rettet mod grundprincipperne i den aktuelle operation incl. kendskab til opertionsområdet i bredeste forstand. Det er af vital betydning, at den enkelte soldat og enhed forstår, at PSO i deres natur er underkastet politiske, juridiske og militære begrænsninger udtiykt i et sæt Rules of Engagement. At den enkelte soldat og enhed lærer at optræde og handle i henhold til disse Rules of Engagement, inkl. de teknikker for enhedens og soldatens optræden, som er gældende for den pågældende type af PSO.
Det er af ligeså stor betydning, at der er forståelse for og mulighed for at anvende alle de virkemidler, der - udover våbenmagt - er grundlaget for PSO. En enhed, der kommer ind i en PSO med den tro, at opgaven skal løses alene med de krigsmæssige midler, skal nok komme i "krig" og formentlig i øvrigt spolere hele opgaveløsningen. Det er også væsentligt, at enheder har forståelse for, at skal opgaven - når alle andre midler har slået fejl - løses med våbenmagt, så er hensynet til egenbeskyttelse en grundlæggende parameter i operationen. Ovenfor anførte uddannelsesmetodik bygger på en længerevarende grundlæggende uddannelse målrettet til WAR (kaldet 1. Samlede uddannelse). Hvis soldaten skal udsendes i internationale PSO suppleres den 1.samlede uddannelse med bl.a. en relativ kortvarig missionsorienteret uddannelse, hvor soldaten "omskoles" til PSO teknikker og tankegang. Der er en voksende tendens til atvende denne traditionelle uddannelsesmetodik på hovedet. Den 1 samlede uddannelse omfatter her en længerevarende uddannelse målrettet til PSO. I tilfælde af krig planlægges uddannelsen suppleret med en relativ kortvarig "omskoling" til WAR. Baggrunden for en sådan kovending skal findes i det ændrede trusselsbillede. Sandsynligheden for en traditionel storkrig i Europa inden udløbet af det strategiske varsel på 10 år kan ikke afskrives. Sandsynligheden for med kort varsel at blive troppebidragyder til PSO i internationale engagementer uden for "NATO-området" er imidlertid mange gange større. Nogle lande er begyndt at tage konsekvensen heraf og optimerer den grundlæggende første samlede uddannelse mod PSO.
Materiel
En lignende udviklingstendens er i gang inden for materielområdet. WAR stiller materielmæssigt primært krav til stor ildkraft, terrænmobilitet og lille profil, som nogle af det højst prioriterede faktorer. Doktrinen fordrer, at materiellet uopdaget skal kunne bringes frem til stillinger, hvorfra ildafgivelsen kan indledes. Når ildafgivelsen er i gang, er det evnen til på kortest mulig tid at lægge så meget ild over et fjendtlig besat område, at fjenden er nedkæmpet eller som minimum neutraliseret, inden han er i stand til at svare igen i fuldt omfang, der tæller. PSO stiller materielmæssigt primært krav til egenbeskyttelse og potent synlighed, som nogle af de højst prioriterede faktorer. Det er en del af doktrinen, at materiellet skal kunne erkendes, når det patruljerer ( show presence ) eller bringes i stilling forud for en evt. ildafgivelse ( show force ) optimalt uden for modstanderens rækkevidde. Hvis ildafgivelse indledes, er målet ikke at nedkæmpe modstanderen ultimativt. Principielt og doktrinært drejer det sig om successivt at neutralisere netop det antal mål og ikke flere, som får modstanderen til at opgive sit forehavende. Den konstante minefare i et missionsområde medfører, at der ikke nødvendigvis er de samme krav til terrænmobilitet i PSO som i WAR. Til gengæld skal materiellet kunne anvendes og køre betydeligt mere i dagligdagen end krigsmateriel generelt er udviklet til. Det stiller nogle særlige krav til vedligeholdelsessystemer, sliddele, komfort mm., som ikke nødvendigvis er gældende for krigsmateriel. En række af de grundlæggende materielmæssige krav i WAR contra PSO er således modstridende. Det gælder f.eks. kravene til terrænmobilitet og lille profil contra egenbeskyttelse og synlighed. En række våbenfabrikanter forsøger at finde acceptable kompromiser, men på de internationale våbenudstillinger kan man iagttage en voksende tendens til at separere kravene gennem udvikling af materiel specifikt optimeret til enten WAR eller PSO. PSO er generelt billigere i indkøb og drift.
Afslutning
De væsentligste forskelle mellem WAR og PSO ligger inden for hovedområderne:
- Taktik og føring (doktrin).
- Materiel.
- Organisation.
- Uddannelse.
I WAR er tiltag inden for hovedområderne rettet mod at tildele Jjenden flest mulige tab, idet egne tab må formodes at være acceptable i f.eks. eksistensforsvaret af nationen Danmark. Omvendt forholder det sig i PSO. Her er den grundlæggende og højst prioriterede parameter i planlægning og gennemførelse militært set hensynet til eget personels sikkerhed, idet egne tab principielt ikke er acceptable i nationens øjne i denne type af operationer. Danmark har principielt valgt at basere udgangspunktet for vores internationale engagementer (PSO) på vores struktur for forberedelser til WAR. Troppebidrag til internationale engagementer er således principielt øremærket som reaktionsstyrker (IRF og RRF) i rammen af NATO crises-management koncept. Inden udsendelse i PSO under FN, OSCE eller NATO, tildeles de en resterende uddannelse til WAR og en supplerende missionsorienteret uddannelse til PSO. I en sådan struktur kan der være en indbygget risiko for, at PSO generelt ’’forsvinder i mængden" i hverdagen. Det er i alle tilfælde en kendsgerning at resultaterne inden for f.eks. udvikling af doktrin, materiel, organisation og uddannelse relateret til WAR i dagligdagen generelt set er mere synlige end de tilsvarende relateret til PSO. "Murens fald" har bl.a. medført, at nok kan sandsynligheden for en traditionel storkrig i nærområdet, med et mindre varsel end 10 år, ikke udelukkes. Sandsynligheden for at blive indsat i PSO-type engagementer i internationale lokale konfliktområder er imidlertid større. I de sidste snart 50 år har vi (alle værn) rent faktisk deltaget i et eskalerende antal PSO - i modsætning til krigsoperationer - over det meste af kloden af ganske omfattende karakter. Det er nationalt og internationalt den erklærede politiske hensigt, at dette "normalbilled" skal opretholdes. Da der rent faktisk er væsentlige forskelle på WAR og PSO, er det et spørgsmål om ikke den tid er kommet, hvor det vil være hensigtsmæssigt at tilpasse den nuværende struktur til dette "normalbilled". At etablere et Center for Internationale Operationer. En myndighed, der kan pålægges at varetage alle udviklings-, planlægnings-, tilrettelæggelses- og koordineringsopgaver mm. i relation til PSO samt "tillidsskabende aktiviteter", der grundlæggende bygger på PSO. Der kan næppe være tvivl om, at der i relation til doktrin, materiel, organisation, uddannelse, command and control ligger mange hundrede sparede arbejdstimer målt i mandår og kroner målt i millioner i en sådan modernisering af strukturen omkring PSO og WAR til gavn for helheden.
