Log ind

Freden er alt for alvorlig en sag at overlade til civile...

#

Militært tidsskrift bragte i sidste nummer, maj/juni-nummeret, en række artikler, der kommenterer dansk forsvars fremtidige udvikling i lyset af den sikkerheds- og nedrustningspolitiske udvikling. Oberstløjtnant M. Christensen, der er chef for operationsafdelingen ved Luftværns gruppen, giver i den følgende artikel et bidrag til denne debat, hvor han ikke mindst berører Flyvevåbnets forhold. Redaktionen ser frem til flere reaktioner og indlæg i debatten om dansk forsvars rolle og fremtidige udvikling.

»De, som ikke vil huske historien, er dømt til at genopleve den«.

George Santayana

Indledning

Som professionel soldat gennem 25 år har man mange gange måttet høre den kendte aforisme: »Krig er alt for alvorlig en sag at overlade til generaler«. Jævnt hen ad vejen har man også krympet sig eller trukket på skulderen af bemærkningen - noget afhængig af fra hvem og under hvilke omstændigheder, den blev fremsat. Når man nu pludselig føler sig inspireret til at vende udsagnet om, er det naturligvis på samme måde ment som en provokation, der forsøger at opfordre til debat om det altid aktuelle emne: Hvorledes forvalter samfundet det militære magtapparat, som man i hvert fald indtil nu har fundet behov for at opretholde? Man kunne straks med henvisning til erfaringerne fra 1864 og 1940 fristes til at tilføje, at på de tidspunkter, hvor man fra samfundets side har nedprioriteret forsvaret, er det gået galt. Det står imidlertid fast, at udgangspunktet for dansk og vestlig sikkerhedspolitik igennem 40 år har været den trussel, der lå indbygget i den kommunistiske ideologis overlegenhedseteori, der en dag ville medføre den kapitalistiske verdens undergang. Efter omstændighederne gerne ved indsættelse af den internationale klassekamps væbnede styrke - gennem årene dog mest opfattet som Sovjetunionen og dens satellitstaters tilsyneladende velorganiserede og overvældende, regulære, militære styrker.

Med den kommunistiske ideologis hastige degeneration, den deraf følgende manglende troværdighed af dens militære styrke, med succesfulde nedrustningstiltag og eksempler på ensidig nedrustning, står vi i dag i en situation, som naturligvis giver anledning til talrige spekulationer om dansk forsvars fremtid. Debatten føres i øjeblikket på to forskellige niveauer:

a. Forsvarsnihilisteme stiller fortsat spørgsmålstegn ved, om det er relevant at opretholde et forsvar - eller i hvert fald et forsvar af nogen videre størrelse. En del indbyggere, der måske føler sig økonomisk klemt i dagens Danmark, synes ikke utilbøjelige tU at se med sympati på en sådan mulighed for offenthge besparelser.

b. Det andet debatniveau koncentrerer sig om den fremtidige forsvarskoncept, d.v.s. forsvarets opgaver, sammensætning og beredskab m.v.

Debatten må efter min opfattelse ses som et veluddannet, demokratisk samfunds dialektiske indgangsværdi til en ny situation. Alle muligheder må vurderes mod de realiteter, som vi kender af historisk erfaring, og som med en vis sikkerhed kan forlænges ind i fremtiden. Omstændighederne gør imidlertid, at forsvarets opgaver er blevet mere diffuse, og netop dette er efter min opfattelse nøgleproblemet. Uden klarhed om forsvarets rolle, er der ingen reel basis for at forsøge at dimensionere forsvarets størrelse og beredskab. Jeg VÜ i det følgende kommentere de to tidhgere diskussionsniveauer.

Har vores samfund behov for at opretholde en militær styrke?

Den væsentligste forudsætning for at svare på dette spørgsmål må være at konstatere, at det danske samfunds målsætning eller »totalstrategi« er, og fortsat vil være at tilsikre, at befolkningen kan leve i frihed i et demokratisk samfund, hvor det tilstræbes at vedligeholde en social og økonomisk vækst (og i hvert fald søge at undgå tilbagegang, der erfaringsmæssigt befordrer politisk ustabilitet). Desuden søger man gennem internationalt samarbejde at sikre en tilsvarende udvikling i verdens øvrige lande. Denne målsætning deler vi med et antal kulturfæller, men det er klart, at velfungerende, rige demokratier er en eksklusiv klub, som kan udgøre aggressionsmål for kulturelt eller socialt anderledes stillede samfund. Verdenshistorien opviser en ubrudt række af eksempler på aggressorer, som med militær magtanvendelse har forfulgt en målsætning, der skulle udslette andre samfimd eller påtvinge dem angribernes betingelser. Og der har altid været tale om, at angriberen gik ud fra, at det angrebne samfimd kunne overvindes. Det seneste eksempel i vores del af verden har som bekendt været 2. Verdenskrig, som vel kim blev udløst, fordi Hitler vurderede, at hans aggression ville blive til gavn for ham selv og hans rige. Havde han vidst, at han selv ville omkomme og Tyskland lagt i ruiner, ville historien have set anderledes ud. Men hans optimistiske vurdering af muligheden for succes fik næring af den passivitet og ulyst til at gribe ind, som sejrherrerne fra 1. Verdenskrig demonstrerede over for hans ulovlige oprustnig og annektering af nabolandområder. Andre lande, som f.eks. Danmark, opretholdt så svagt et forsvar, at den politiske effekt var yderst ringe. Men erfaringerne fra oplægget til 2. Verdenskrig har været nyttige for efterkrigstiden. Da den kommunistiske trussel for alvor voksede frem af de kaotiske år efter den tyske kapitulation, og dermed meldte sig som den næste potentielle aggressor, medførte det for en gangs skyld ikke politisk eftergivenhed, men gav tværtimod anledning til et nyt sikkerhedspolitisk begreb, »afskrækkelsen«. NATO-alliancens politiske enighed og militære styrke klargjorde for Sovjetunionen og Østeuropa, hvad konsekvenserne af et angreb ville være. Og det har virket. Ingen er i dag i tvivl om, at den kommunistiske trussel er i hastig aftagen. Politisk enighed og vilje og midler til at forsvare os med har vist sig at være et godt redskab for demokratiet, og det har været et effektivt signal til den potentielle aggressor. Han ser nu ud til at forsvinde, men som sagt viser erfaringen, at nye vil dukke op. Hvis vi tager ved lære af historien, vil politisk enighed og militær styrke fortsat være midlet til at sikre friheden og demokratiet. Svaret på spørgsmålet i overskriften er altså, at historien viser, at der fortsat vil være brug for opretholdelse af et militært forsvar.

Hvordan vil Flyvevåbnets situation være i et »lavspændings-Europa«?

Mange forskellige parametre influerer et forsvars effektivitet og dermed den afgørende troværdighed. Jeg vil i det følgende beskrive nogle væsentlige forhold, idet jeg har valgt at koncentrere mig om Flyvevåbnets vilkår, som efter mit skøn i voksende omfang tillige vil være gældende for de to øvrige væm. Dette skal jeg senere kort vende tilbage til.

Flyvevåbnets profil tegnes af flyenes egenskaber, som i stort omfang kan overføres til raketter og missiler, for så vidt som disse dybest set er førerløse fly. Den grundlæggende fællesnævner er udnyttelsen af luftrummet. Flystyrker er karakteriseret ved ekstrem høj mobilitet (og til flere gange lydens hastighed) og stor rækkevidde med den deraf følgende mulighed for overraskelse og koncentration eller spredning af styrkerne efter behov. Betragter vi flyet som våbenplatform, kan disse grundlæggende, vigtige egenskaber overføres på et bredt udsnit af våben fra kanoner over raketter til bomber, miner og torpedoer. De samme egenskaber er naturligvis også gældende, når flyene bruges til rekognoscering eller indsats i forbindelse med elektronisk krigsførelse Flystyrkemes karakteristika gør dem således egnede til såvel offensive som defensive operationer, herunder støtte til Hær og Søvæm. De er med andre ord meget fleksible. Siden afslutningen af 1. Verdenskrig har det stået mere og mere klart, at ingen seriøse, militære operationer kunne gennemføres med rimelig chance for succes, uden at man kontrollerede luftrummet over det område, hvor de skuUe finde sted. Det er således almindeligt accepteret - også i Danmark - at især flyvevåbenstyrker må sikre områder, hvor mobilisering af andre styrker finder sted - netop fordi Flyvevåbnets mobiliteet og fleksibilitet gør, at det hurtigt kan sættes ind med slagkraftige våben - både mod mål i luften, på havet og på jorden. Prisen for disse attraktive egenskaber er, at fly og raketter udgør komplekse våbensystemer, der gør dem komplicerede at operere og vedligeholde, og derfor placerer dem i den tunge ende af investerings-, uddannelsesog vedligeholdelsesbudgettet. Kompleksiteten betyder altså bl.a., at Flyvevåbnets våbensystemer kræver en omfattende uddannelse af operatører og teknikere, samt at denne uddannelse holdes ved Uge gennem en intensiv, daglig træning. Herved opnås den professionalisme, der karakteriseres ved, at tingene ikke bare hænger sammen, men at menneske og maskine fungerer som en integreret helhed, helt ud til det yderste af begges ydeevne. Parallellen til det civile samfunds udnyttelse af højteknologien turde være åbenbar. Det er her nok værd at repetere Flyvevåbnets operationskoncept, fordi de oven for anførte forhold medfører, at den stort set vil være uændret i et fremtidigt, nationalt suverænitetsforsvar. I et sådant må det forventes, at man i mindre omfang fokuserer på noget, der ligner den hidtidige, kommunistiske trussel mod Vesteuropa og i større omfang koncentrerer sig om procedurer til sikring og forsvar af eget land-, sø- og luftterritoriima. Denne indsats må formodentlig derfor i noget mindre omfang end hidtil forventes koordineret i NATO. Flyvevåbnets operative koncept er i grove træk som beskrevet og kommenteret i det følgende. Man kan grundlæggende sige, at enhver operation er opbygget over følgende elementer:

- Måldetektion, identifikation og evaluering.

- Våbenindsats.

- Støttefunktioner.

Måldetektion, identifikation og evaluering udføres primært af kontrolog varslingssystemet, hvis netværk af sensorer overvåger luftrummet i døgndrift. Denne rolle må antages at være lidet afhængig af det politiske spændingsniveau. Den suveræne stat Danmark vil fortsat have behov for at vide, hvem der flj^er i dens luftrum og med hvilke hensigter. Om nødvendigt gennemføres identifikationen ved hjælp af jagerfly. Mængden af våbensystemerne til indsættelse i luftkampen er i Flyvevåbnet begrænset til de 14 underafdelinger, der indeholder »krudt og kugler« til dette formål, nemUg 6 jagereskadriller (2 eskadriller Draken og 4 eskadriller F-16, jf. sidste forsvarsforlig ialt 89 kampfly) og 8 raketeskadriller (Improved HAWK). Desuden gennemfører Flyvevåbnet lufttransport og fiskeriinspektion samt redningstjeneste. Disse specielle opgaver må også forventes at være under ringe indflydelse af politiske konjunkturer. Det er imidlertid vigtigt at holde fast i, at de egentlige luftoperationer udføres af jager- og raketeskadriller. Al anden aktivitet - uddannelse, forsyningstjeneste, vedhgeholdelse, kanonluftforsvar, administration, nærforsvar, signaltjeneste o.s.v. er støttefunktioner til disse kampenheders indsats. Det spektrum af opgaver, som løses af kampenhedeme, spændende fra luftforsvar over støtte til land- og søoperationer til offensive operationer mod fjendtligt territorium, forekommer for de to førstes vedkommende fortsat relevante i et suverænitetsforsvar. Til trods for, at offensive operationer ifølge traditionelle luftkrigsdoktriner er den bedste udnyttelse af fly, å det være realistisk at antage, at situationen i et »lavspændings-Europa« med tiden vil medføre en reduktion af evnen til »offensive counter air«. Denne gennemgang af Flyvevåbnets generelle operationsvilkår bør ende ud i en overvejelse om Flyvevåbnets størrelse. Det skal i den forbindelse bemærkes, at indgåelse af en CFE-aftale efter politisk beslutning vil beskære Flyvevåbnet med en jagereskadrille (Draken). Den mere faglige overvejelse om størrelsen må naturligvis gå på, hvorledes suverænitetsforsvaret skal indrettes. Hvis dansk luftrum skal forsvares og Hæren og Søværnet støttes, stiller dette krav om et vist antal eskadriller med tilhørende våben, som primært må dimensioneres på baggrund af dansk territoriums udstrækning og den vurderende intensitet af et eventuelt angreb - et problem, som Forsvarskommissionen i sin beretning overkommer ved at sige, at forsvaret skal kunne imødegå en »værste-falds«-situation. Hvad dette betyder for Flyvevåbnets størrelse, kan man umiddelbart konstatere, idet Forsvarskommissionen fastslår, at det stadigvæk er officiel politik at fastholde de forstærkningsaftaler, som i nogle år har udvidet antallet af fly i dansk luftrum i krise og krig betydeligt. Dette forekommer at være en klar indikation af, at der fortsat er brug for flere kampenheder, end vi selv er i stand til at levere, og at en eventuel fremtidig reduktion af flystyrkerne derfor skal søges i støttestrukturen for så vidt angår danske styrker og i opsigelse af forstærkningsaftaler, hvis kampenhederne kan reduceres. At regne med at kunne fastholde forstærkningsaftaler og samtidig reducere nationale styrker forekommer politisk usandsynligt i en sikkerhedspolitisk afspændt situation. I forlængelse af disse overvejelser om Flyvevåbnets forhold, forekommer det mig som tidligere nævnt relevant, at nødvendigheden af konstant proceduretræning og vedligeholdelse af moderne, højteknologisk materiel ikke mere kun er noget, der er gældende i Flyvevåbnet. Det har længe i stort omfang været et behov i Søværnet, og bliver det i stadig større omfang i Hæren. Resultatet må efter min opfattelse være, at »væmskultureme« i de kommende år rykker tættere på hinanden, fordi disse i høj grad er bestemt af de omstændigheder, der betinges af de våbensystemer, man beskæftiger sig med tü daglig. Erkendelsen af, at moderne materiel ikke er forbrugsgods, hvis kvantitet er afgørende for en försvarskamps heldige udfald, må og skal udbygges med en forståelse af, at den slags udstyr skal kunne indsættes effektivt og overleve i kraft af sine veltrænede operatører og teknikeres konstante indsats. Det er som nævnt min opfattelse, at disse arbejdsbetingelser længe har været karakteristiske for Flyvevåbnet, og at Søværnet og Hæren mere og mere vil nærme sig samme situation efterhånden som sofistikerede våbensystemer udbredes i alle dele af værnene. Værnepligten bør af mange årsager sikres i fremtiden, men der er for mig ingen tvivl om, at effekten af udbredelsen af højteknologi vil være, at den »interessante« og kampafgørende del af suverænitetsforsvaret vil blive bemandet med fast personel. Som tidligere nævnt, må et suverænitetsforsvar i højere grad end hidtil være forberedt på indsættelse overalt inden for dansk land-, sø- og luftterritorium. Hidtil har scenariet for indsats været bundet af WAPA’s »order of battle«. Denne binding vil efterhånden afløses af en usikkerhed, som efter mit skøn må medføre, at de tre væm rykker tættere sammen i træning af försvarskamp, således at man i endnu højere omfang end nu er i stand til at levere en koncentreret og koordineret indsats mod et fælles mål, der i meget højere grad end nu ikke kan forhåndsplaceres og størrelsesfastlægges. Betydningen af at kunne samle de forskellige våbensystemers egenskaber i en fælles tyngdedannelse må derfor forventeligt være en vigtig del af en fremtidig forsvarsdoktrin.

Afslutning

Jeg har med dette indlæg i debatten forsøgt at bevæge mig rundt i krogene af specielt Flyvevåbnets forhold under ændrede sikkerhedspolitiske vilkår i vores del af verden. Som så mange andre foregriber jeg imidlertid begivenhedernes gang, når jeg taler om et »lavspændings-Europa«. Sovjetunionen er fortsat en supermagt med et overvældende militært potentiale. Men med den kommunistiske ideologis hastige sammenbrud, eller tilpasning - om man vil - er overvejelser om disse emner, hvor upræcise de end måtte fremtræde, efter min opfattelse nødvendige og berettigede. Om ikke andet så som udgangspunkt for imødegåelse eller videreudvikling. Det forekommer mig vigtigt at holde den kurs, der blev lagt af de vestlige demokratier samlet i NATO efter 2. Verdenskrig. Her erkendte man af bitter erfaring - over 50 mill. mennesker blev dræbt i krigen - at aggressioner og kriser optræder igen og igen, og at evig vagtsomhed er prisen for frihed. Nu ser det ud til, at vi kan komme tn at høste resultatet af mange års beslutsom forsvarspolitik - Europa ser ud til at blive et »lavspændingsområde«.

Men historien viser, at det vil være en drøm at tro, at denne situation vil kunne vedligeholdes uden et militært magtapparat. Den nu opløste, men vist stadig velkendte, svenske sanggruppe ABBA sang ganske vist for nogle år siden til en af deres mest iørefaldende melodier »I have a dream, a fantasy, to help me through reality«... Mange kan sikkert godt lide ABBA’s sang, og situationen i dagens Europa kunne måske oven i købet friste til at tro, at budskabet er rigtigt. Afdøde hofmarskal Hans Sølvhøj har imidlertid i sin erindringsbog: »Rødt på hvidt« sagt omtrent det modsatte om samme emne: »Drømme kan være smukke, realiteter er bedre. De sårer, men de er bedre«. Hans Sølvhøj var en klog mand. I virkelighedens verden er der kun plads for smukke drømme om fred og frihed, hvis vi selv skaber og vedligeholder reahstiske forudsætninger for dem. Bl.a. gennem en demonstreret, troværdig forsvarsevne.

M. Christensen.