(Fortsættelse).*)
Siden forrige Artikels A fslutning omkring 1’ Juni er der paa den marokkanske Front ikke sket Begivenheder a f større Omfang, men under eet taget maa det erkendes, at Forholdene ikke har udviklet sig til Gunst fo r Franskmændene. Dette mærkes bl. a. paa den stigende Nervøsitet i Frankrig, der ikke alene kæmpermod ydre, men ogsaa mod indre Fjender, idet det kommunistiske Parti har staaet i livlig, landsforrædderisk Forbindelse med Abd-el-Krim og givet ham vigtige militære Oplysninger. A t der i Frankrig er en vis Krigstræthed ovenpaa de lange og tunge Krigsaar er meget forstaaeligt, men uforstaaeligt er det, at ikke enhver Franskmand kan indse, at om det ikke lykkes at vinde en politisk eller militær Sejr over Abd-el-Krim, kan det komme til at gælde Frankrigs Prestige i hele Nordafrika for Tid og Evighed. Maa Frankrig bøje sig eller blot delvis bøje sig, kan Virkningerne blive uberegnelige ikke alene i Marokko, men ogsaa i Algier og Tunis. Disse Besiddelser er Nationens Stolthed, Tabet af dem vilde virke lammende, man behøver kun at tænke paa, hvad Erhvervelsen a f dem har kostet i Blod og Penge, hvilken uvurderlig Støtte de ydede under Verdenskrigen, og hvilke Forhaabninger, der knytter sig til dem. Naar det nu efter flere Maaneders Forløb ikke er lykkedes Franskmændene at faa Bugt med Oprørerne eller i det mindste at vinde Fordele over dem, stiller man sig uvilkaarligt det Spørgsmaal: Ila r Frankrig undervurderet Faren, eller har de ikke villet ofre tilstrækkelige Styrker og fornødent Krigsmateriel ? Besvarelsen af disse Spørgsmaal alene vil ikke være fyldestgørende, Grundene maa ogsaa søges paa helt andre Omraader, nemlig i Abd-el-Krims særlige Krigsførelse og i den Omstændighed, at Kampene i Marokko kun har liden eller ingen Lighed med Kampene under Verdenskrigen. Men hvem er nu Abd-el-Krim, og hvilke er de Fo rhold, der betinger hans særlige Krigsførelse?
Abd-el-Krim er Chef for den Gruppe af Stammer — ca. 30 i Tallet — , der gaar under Navnet BeniOunaguel, og som bebor Kyststrækningen omkring Alhueemasbugten og strækker sig mod Syd ned til den fransk-spanske Grænse. Disse Stammer har i Aarhundreder staaet under Dynastiet Abd-el-Krims Styre og har til Hovedstad A jdir, en lille By i Bunden a f Alhucemasbugten. E fte r — til at begynde med — at have staaet paa en fortrolig Fod med Spanierne brød han i 1919 med disse og blev en ivrig Modstander a f den spanske General Silvestre, hvem han tilføjede et knusende Nederlag, hvorefter han proklamerede sig som Chef for Rifrepubliken. I 1924 fortrængte han Spanierne fra Chechoua (Djeballa), hvis derboende Stammer, ialt ca. 00, sluttede sig til ham. E fte r at en Del andre Smaastammer senere ogsaa har gjort fælles Sag med ham, hersker han nu over % a f den — nærmere teoretisk — Spanien tilhørende Zone. Som Grund til sin fjendtlige Holdning overfor Franskmændene angiver han disses tidligere omtalte Fremskyden a f Poster over den frugtbare Ouerghadal. Som bekendt er Marokko imidlertid et Sultanat, og den herskende Sultan, Moulay Joussef, der anerkendte Frankrigs Overhøjhed, staar paa en god Fod med Franskmændene, i hvert Tilfælde tilsyneladende. Naar derfor Abd-el-Krim prædiker den hellige K rig, over skrider han sikkert sin Kompetence, idet han ikke er noget religiøst Overhoved, hvem en saadan Ret tilkommer. Sultanen har da ogsaa under sin fornylig tilendebragte Rejse rundt i Marokko udstedt Proklamationer, hvori han stempler Abd-el-Krims Handling som Oprør og opfordrer Stammerne til at forholde sig roligt. Som omtalt har Franskmændene sikret sig deres Zone ved at fremskyde en Række Poster, ca. 40 i Tallet, hvis Beliggenhed er ret isoleret. Disse Poster har Abd-el-Krim til at begynde med ikke bekæmpet med regulære Tropper, men hans Taktik har bestaaet i efterhaanden at ophidse de omkringboende Stammer mod Franskmændene. Dette er i den Grad lykkedes, at ikke alene de omkring Posterne boende Stammer er fadine fra, men Bevægelsen har bredt sig til de tidligere franskvenlige Stammer helt ned til Jernbanelinien og endog Syd for denne, saa at man i Medingerne fra Krigsskuepladsen nu ogsaa hører Tale om en Sydfront, uden at det dog nærmere opgives, hvor den ligger, eller hvem der fører Kommandoen over den.
A t Skuffelsen over de franskvenlige Stammers F ra fald er stor, er forstaaeligt, men forstaaeligt er ogsaa disse Stammers vanskelige Situation. For dem gælder det vel nærmest om at slutte sig til den a f Parterne, der sluttelig gaar af med Sejren. Paa den ene Side har de Abd-el-Krim, der faktisk har gode Resultater at opvise, ikke alene overfor Spanierne, men ogsaa overfor Franskmændene; yderligere er den a f ham anvendte Fremgangsmaade til Underkastelse alt andet end blid. Paa den anden Side Franskmændene, som hidtil har vist, at ingen i Længden har kunnet modstaa dem. Men det gamle Ord, at selv om Blodet er nok saa tyndt, er det dog altid tykkere end Vand, har maaske kastet det sidste Lod i Vægtskaalen til Gunst for Abd-el-Krim. Efterhaanden som disse Infiltrationer udviklede sig mere og mere, blev det meget besværligt for Franskmændene at holde de fremskudte, ret isolerede Poster. Disse maatte stadig forsynes, og denne Forsyningstjeneste lagde Beslag paa ret betydelige Styrker og kostede mange Ofre. Til at begynde med tilførtes Forsyningerne navnlig med Flyvere; men efterhaanden som K abylerne trængte tættere ind paa Posterne, maatte Fly verne gaa saa langt ned for at kunne nedkaste Forsyningerne inden for Postens meget begrænsede Omraade, at de derved udsatte sig for en heftig, fjendtlig Ild. Som Eksempel paa, hvilke Besværligheder der maatte overvindes, skal anføres, at Drikkevand blev tilfø rt i Form a f Isblokke, der nedkastedes. Man maatte nu i højere Grad gaa over til at fremskaffe Forsyningerne med mobile Kolonner, der efter endt Hverv atter trak sig tilbage. E fte r at Abd-el-Krims Infiltrationer saa godt var lykkedes, blev ogsaa denne Maade meget vanskelig, idet Kolonnerne under M a rchen frem og tilbage blev angrebne fra alle Sider. Dette medførte daglig betydelige Tab, ligesom denne Forsyningstjeneste lagde Beslag paa et stort Antal Tropper, der derved blev unddragne Anvendelse til større offensive Fremstød. Der var derfor ikke andet at gøre end at rømme et større Antal Poster og kun opretholde de, der laa paa de vigtigste Fremrykningslinier, men saa til Gengæld at forstærke dem i saa stort et Omfang som gørligt. Da det gjaldt om ikke at sætte Prestigen til, maatte Posterne rømmes saaledes, at Abd-el-Krim ikke kunde tilskrive sig nogen Sejr. Der fremsendtes Kolonner for at hente Besætningerne tilbage, og naar Posterne var rømmede, blev de fuldstændig jævnede a f det franske A rtilleris Ild. I de enkelte Tilfælde, hvor det lykkedes Kabylerne at fremføre Kanoner mod Posten, blev denne erobret og den lille Besætning enten skudt ned eller taget til Fange. Ogsaa i dette Tilfælde blev Posten jævnet af den franske A rtille riild for ikke at yde Kabylerne Støtte.
Hvad bevirker nu, at Kampene i Marokko kun har liden eller ingen Lighed med Kampene i Verdenskrigen? Abd-el-Krims Hær er ikke en Hær i moderne Fo rstand. Den sammensættes a f 3 Kategorier, nemlig: 1) Regulære Tropger, der bestaar a f indøvede Rifkabyler samt evropæiske Eventyrer, bevæbnede med Mausergeværer. De er Elitetropper og danner en højere Reserve. Hovedparten er Fodfolk, rigeligt forsynede med Mitrailleuser. Blandt disse Tropper findes noget Artilleri, der nævnes ca. 70 Piecer, men intet eller saa godt som intet Rytteri. 2) Hjælpetropper, der afgives a f de oprørske Stammer for et vist Tidsrum og i et Antal svarende til Stammens Størrelse. 3) Partigævgere (partisans), der kun giver Møde, naar det af Stammen beboede Terrain trues, og en Kamp er overhængende. Enhver vaabendygtig Mand er da under streng Straf pligtig til at gribe til Vaaben. Fodfolkets Organisation er indtil Kompagniet som i Evropa, højere Enheder findes ikke. Mod denne Fjende kæmper altsaa en fuldt moderne Hær med de mest fuldkomne tekniske Midler. Man skulde tro, at det maatte være et nogenlunde let Spil for Franskmændene. Men det er ikke Tilfældet. Fodfolket spiller i Kampene i Marokko — langt mere end i Evropa — Hovedrollen, hvilket kommer Abdel-Krim i høj Grad tilgode, idet han raader over et fo rtrinlig t Fodfolk, der har lært meget i Kampene mod Spanierne. De kæmper fuldt moderne, forstaar sig udmærket paa Indretning a f hensigtsmæssige Forsvarsanlæg, Modstandsreder og Støttepunkter, ja de er ligefrem Mestre i Terrainbenyttelse. De unddrager bestandig deres Stillinger den franske Luftrekognoscering og er i Forsvaret lige saa sejge som brutale i Angrebet Dette fdler Franskmændene saa meget mere, som deres moderne Vaaben her ikke kommer til sin fulde Ret. Det vilde, stærkt kouperede Terrain forbyder en større Anvendelse a f Kampvogne. Mangel paa gode Veje besværliggør Transporten for Lastautomobiler og større Udfoldelse a f Artilleri. Fo r at bekæmpe Kabylernes Tilflugtssteder i Kløfter og snevre Dale maa anvendes korte Kanoner. Men i det hele taget mangler saavel A rtille ri som Bombeflyvere tilstrækkelige store Maal. Sammenstuvning a f fjendtlige Tropper forekommer ikke, endsige Maal kendte fra Verdenskrigen, saasom Forsyningskolonner, Trai nkolonner, Magasiner, Etapestationer, Industrianlæg m. m. Ved Rekognosceringer og Forfølgninger a f Fjenden har Flyverne derimod ydet uvurderlig Tjeneste, ligesom de i stor Udstrækning har været anvendte til Transport af saarede fra de forreste Linier.
Samtidig med at man i det franske Officerskorps mere og mere er bleven klar over, at det fortrinsvis er Fodfolkskampen, der bliver den afgørende, indser man ogsaa, at det franske Fodfolks Bevæbning ikke ganske passer for Krigsførelsen i Marokko. De svære M itrailleuser er ikke bevægelige nok og kan ikke hurtig nok bringes til Skud! mod de mange hurtig opdukkende Maal. Man ønsker derfor en stærkere Tildeling ved Kompagnierne af Rekylgeværer, der let kan bringes frem og til Skud, ja endog affyres under Bevægelsen. Man savner ved Fodfolket 37 mms Kanoner, hvis Projektiler har en tilstrækkelig Gennemtrængelsesevne overfor de der optrædende fjendtlige Maal og foreslaar en Tildeling a f 4— 8 Stk. pr. Bataillon. Paa Grund af Kabylernes gode Terrainbenyttelse og Terrainets Overflade er Maalene kun meget smaa og meget lidt synlige og Udpegningen a f dem vanskelig. En Masse Ammunition gaar saaledes tilspilde. Fo r at bøde herpaa foreslaas, at der tildeles hvert Kompagni 20— 30 Geværer med Kikkertsigte, og at Befalingsmændene forsynes med Sporprojektiler, der overflødiggør lange Maalbetegnelser. E fte r det foran anførte vil man maaske bedre kunne forstaa de Vanskeligheder, Franskmændene har at kæmpe imod, og den Fremgang, Kabylerne har haft. A t disse hidtil stadig har været i Offensiven er en given Ting. Det synes, som om Kabylerne nu koncentrerer deres Kræ fter paa Fez, hvor et større Angreb menes forestaaende. Deres Anstrengelser ved Taza er derfor formindskede, dog er det lykkedes Kabylerne at erobre Babel-Taza, en lille By i Tazas Nærhed samt at true Jernbaneforbindelsen saaledes, at Driften har maattet indstillet. Forinden er Taza rømmet fo r evropæiske K vin der ogBørn. Yderligere ser det ud til, at Abd-el-Krim vil forhindre Franskmændenes Forening med Spanierne i det vestlige A fsnit, i hvilken Anledning en Del regulære Tropper er sendt til Understøttelse for Djeballastammerne. Paa denne Front har Franskmændene haft en Del Fremgang, og den 10’ Juli lykkedes det dem at faa Føing, ca. 6 km s. ø. for Ksar-el-Kebir, med de spanske Tropper under General Riquelme.
De i forrige Artikel omhandlede Forhandlinger med Spanierne har ført til en Konference i Madrid, der aabnedes den 17’ Juni under Forsæde af den spanske General Jordana. Paa Konferencen blev man ret hurtig enige om de to Punkter, der omhandlede en Blokade af Marokkos Kyster og en Spærring a f Landegrænsen, livad der yderligere er sket, er der intet officielt fremkommet om, men det ser ud til, at man er bleven enige om ad uofficiel Vej at meddele Abd-el-Krim de fælles Fredsbetingelser. Skulde han ikke gaa ind paa disse, er der Mulighed fo r en fælles Aktion a f de to Magter. Talen er da om en Landsætning af spanske Tropper i Alhucemasbugten for at angribe A jd ir eller en Fællesaktion fra Nord og Syd mod Chichauanplateauet eller eventuelt begge Dele.
General Naulin er udnævnt til Øverstkommanderende over alle Tropper i Marokko under Generalresidenten Marskal Lyautey. Samtidig er General Pétain med Stab a f rejst til Marokko efter egen Udtalelse for at forhandle med de stedlige Myndigheder om Troppeforstærkninger. E fte r Forlydende er ca. 50,000 Mand undervejs, deriblandt en marokkansk Division fra Rhinen. Sultanen er i Færd med at rejse sine „rnahallas", Grupper paa 5— 600 Mand, under Anførsel a f Caider og Notable. Franskmændene venter sig en Del a f dem, idet de skal anvendes til at berolige Stammerne og paavirke de frafaldne ved en udstrakt Propaganda blandt disse. Ligeledes kan de tage aktiv Del i Kampen i de franske Linier.
C. Fock.
