Det var let at forudsee, at der i Frankrig, efter at den for dette Land saa ulykkelige K rig var tilendebragt, vilde fremkomme en Mængde Forslag til Hærens Omordning. Naar en Krig er fort med et absolut uheldigt Resultat for den ene Part, er det naturligt, navnlig naar de paagjældende Magter i og for sig ere omtrent lige stærke, at søge nogle af Aarsagerne i Hærenes forskjellige Ordning, og der kan da i det foreliggende Tilfælde heller ikke være nogen Tvivl om, at mange Forhold ved den franske Hærs Ordning have været stærkt medvirkende Aarsager til Krigens Udfald. Ligesom den franske Presse stadig, efter at Freden var sluttet, har beskjæftiget sig med Hærens Omordning, saaledes have ogsaa en stor Mængde Officerer givet større eller mindre Indlæg i denne Sag, baade i Form af Artikler i Tidsskrifter og af selvstændige Brochurer, som undertiden ere af meget betydeligt Omfang.

Disse Indlæg ere fremkomne under Forhold, der vare overordenlig gunstige for Behandlingen af den Slags Spørgsmaal: det ufrivillige Otium, som Fangenskabet medførte, gav en Del af Forfatterne rigelig Tid og Leilighed til en grundig Behandling af Sagen, og den Omstændighed, at den Regjering, som bar Ansvaret for den tidligere Ordning, ikke længere existerede, medførte, at Udtalelserne bleve friere, end de ellers pleie at være i den Slags Spørgsmaal. At den nye Regjering ikke alene tillod, men endog ligefrem ønskede saadanne frie Udtalelser, har man kunnet see deraf, at der ifølge de franske Blade er udgaaet en almindelig Opfordring til alle Officerer om at besvare en hel Række Sporgsmaal, som Krigsministeriet har stillet.

Vel ere nu de ovenfor antydede Behandlinger af forskjellige Hærordningsspørgsmaal udelukkende affattede med de franske Forhold for Oie, men der forekommer dog mange Betragtninger af en almengyldig Natur, og vi have derfor troet, at det maaske kunde frembyde nogen Interesse at gjore nogle af de Hovedbetragtninger, som findes hos de antydede franske Forfattere, bekjendte i en videre Kreds, idet vi forudsætte, at de fleste af de af os afbenyttede Bøger ikke ere almindelig bekjendte her i Landet.

De Brochurer, der have ligget til grund for denne Undersøgelse, ere følgende:

Le general Faidherbe: Bases d’un projet de reorganisation d’une armée nationale.

Le général Gougeard : Deuxième armée de la Loire, division de l’armée de Bretagne.

Un officier de l’état major de l’armée du Rhin: Les causes de nos désastres; projet de réorganisation de l’armée.

Un off. d’artillerie: Esquisse d’une organisation nouvelle de l’armée.

Le Comte de la Tour du Pin Chambly: l’armée française à Metz.

Samuel, commandant: Considérations sur l’organisation des cadres de l’armée.

Le baron Berge, lt. col. d’art.: Études sur la réorganisa­tion des forces militaires de la France.

Le colonel Lewal: La réforme de l’armée.

Le général Chareton: Projet motivé de la réorganisation de l’état militaire de la France.

Bêdarrides: Réorganisation de l’armée française.

E. Schoelcher, chef d’escadron: La nouvelle armée.

Ch. Fay, lt. col.: Projet de réorganisation de l’armée française.

Le général Ladmirault: Bases d’un projet pour le recrutement de l’armée de France.

Le général Davout: Projet de reorganisation militaire.

Det er en Selvfølge, at man ikke uden at blive meget vidtløftig vil kunne gjennemgaae mange forskjellige Anskuelser om alle Punkter, der komme i Betragtning ved Ordningen af en Hær. Vi skulle derfor indskrænke os til ganske summarisk at angive de Hovedanskuelser, der komme til Orde i de til vor Kaadighed staaende Beger, og kun for et Par Spørgsmaals Vedkommende gaae lidt mere i Detail.

Inden vi gaae over til at omtale de forskjellige Forslag til Forandringer i Hærordningen, som skulle være Gjenstand for denne Undersøgelse, vil det sikkert være hensigtsmæssigt med et Par Ord at fremsætte Hovedtrækkene af den Hærordning, som blev indført i 1868 paa den daværende Krigsminister Marechal Niels Forslag.

Den var baseret paa almindelig Værnepligt, men ikke paa almindelig Udskrivning; der fandt en stor Mængde lovbestemte Fiitagelser Sted baade af Hensyn til Mandens legemlige Beskaffenhed og af Hensyn til Familieforhold; Bytning og Stilling var tilladt. Der blev kun ved Hjælp af Lodtrækning udskrevet et vist lovbestemt Kontingent aarlig, af hvilket en Del, det saakaldte 1ste Kontingent skulde ligge til fast Tjeneste i 5 Aar, medens Resten, det 2det Kontingent, hjemsendtes efter 5 Maaneders øvelse, kun indkaldtes i Krigstid og da tjente til at bringe A fdelingerne paa Krigsstyrken. Disse 2 Kontingenter dannede Liniehæren, i hvilken Tjenestetiden var 5 Aar; derefter tjentes der 4 Aar i Reserven, som i Krigstid var bestemt til at komplettere Afdelingerne. A f det 1ste Kontingent var iovrigt af finantsielle Grunde en Del hjemsendt, inden de 5 Aar vare forløbne.

Liniehæren var anslaaet til omtrent 430,000, Reserven til 270,000 Mand. Til almindelig Reserve skulde endvidere, den saakaldte mobile Nationalgarde tjene; den skulde bestaae af det unge tjenstdygtige Mandskab, som ikke var bleven optaget i det udskrevne Kontingent; Tjenestetiden var 5 Aar, og den skulde have nogle faa Dages aarlige Øvelser. Den var iovrigt saa godt som ikke organiseret ved Krigens Begyndelse, da den lovgivende Magt ikke havde villet bevilge de dertil fornodne Pengemidler. Styrken var anslaaet til 560,000 Mand. Liniehæren havde ingen fast Inddeling i Armeekorps, Divisioner og Brigader, og de enkelte Afdelinger havde Mandskab fra Landets forskj ellige Egne.

Hvad andre vigtige Punkter af den franske Hærordning af 1868 angaaer, da ville saadanne senere leilighedsvis blive omtalte.

Hvor lidet denne Ordning, der paa Papiret var ret anseelig, svarede til Frankrigs Stilling som Stormagt og til den politiske Situation i Europa, kan bedst sees deraf, at Frankrig med en Liniehær paa omtrent 430,000 Mand, kun var i Stand til at mode med 250— 270,000 Mand ved Grændsen, da Fjendtlighederne begyndte omtrent 3 Uger efter Krigserklæringen.

V i ville derefter gaae-over til at omtale de Forslag til Forandringer i denne Hærordning, som have foreligget for os.

Skulle vi ganske i Almindelighed karakterisere dem, ville vi sige, at mange af dem ere stærkt paavirkede af det preussiske Monster, hvad der da ogsaa er naturligt, uden at man derfor kan give et tydsk militært Tidsskrift Eet, som siger, at Forslagene kun ere en slavisk Kopi af den preussiske Hærordning, uden at en eneste ny Ide er kommen frem. I adskillige af Forslagene fremhæves det udtrykkelig, at man maa bevare Traditionen og tage Hensyn til den franske Nations Eiendommeligheder, af hvilke dog vistnok adskillige ikke have den Betydning for Hærens Ordning, som enkelte Forfattere ville tillægge dem. Det Maal, som alle Forslagene gaae ud paa at naae, viser, at Forfatterne have havt et skarpt Blik for de væsenlige Mangler ved den bestaaende Ordning, som Krigen bragte for Dagens Lys. De ville have en Hærordning, der uden nogen stor Forøgelse af Budgettet, giver en større og dog vel øvet Krigsstyrke; de ville have en saadan Overensstemmelse mellem Fredsordningen og Krigsordningen, at Mobiliseringen kan foregaae med den størst mulige Hurtighed, de ville have Hærens moralske Standpunkt hævet, Patriotismen forøget, Disciplinen skærpet; derfor ville de have ikke alene almindelig Værnepligt men ogsaa almindelig Udskrivning uden Stillingstilladelse, at Nationens bedste Kræfter kunne komme med ind i Hæren; derfor ville de have en særegen Omhu anvendt paa Tilveiebringelsen af Befahngsmænd af forskjellige Grader, idet de ere gjennemtrængte af Overbevisningen om det Sande i Napoleons Bemærkning, at den Hær er den bedste, som har de bedste Generaler; de ville endelig have en Hær, der er saaledes udrustet, forsynet og forpleiet, at i Krigstid de strategiske Bevægelser ikke hæmmes af Vanskeligheder ved Forsyningen. Hvorvidt disse Hovedmaal altid kunne naaes ved de Midler, de forskjellige Forfattere give Anvisning paa, er et andet Spørgsmaal, hvis Besvarelse tildels vil komme frem i det Følgende; adskillige af dem synes rigtignok ikke tilstrækkelig at kunne emancipere sig fra det Traditionelle, medens andre til Gjengjæld foreslaae overdreven radikale Forandringer.

Efter disse almindelige Bemærkninger ville vi gaae over til de enkelte Hovedpunkter i Hærordningen.

Værnepligten og Udskrivningen.

Medens Alle gaae ud fra, at Nationen allerede ved saa godt som enstemmige Udtalelser i Pressen og i den lovgivende Forsamling har antaget den almindelige Værnepligt uden Stillingstilladelse, som et nødvendigt Middel til Hærens fuldstændige Reorganisation, er der dog hos de Fleste en vis Tilbøielighed til ved Anvendelsen af den almindelige Værnepligt at tage større Hensyn til den Enkeltes private Forhold, end vi herhjemme ere vante til. Om man derfor end i de fleste Forslag træffer Udtalelser om, at de mange Fritagelser, der tidligere fandt Sted, maae indskrænkes, saaledes f. Ex. at en stor Del af dem, der tidligere kasseredes for Legemsfeil, for Fremtiden skulle anvendes, om just ikke som Kombattanter, saa dog i andre for Hæren nyttige Stillinger, hvor man tidligere anvendte Kombattanter, at mange Fritagelsesgrunde rent burde falde bort, saa vil man dog i adskillige Forslag finde udtalt, at man for ikke at hæmme Landets Udvikling i det Hele taget maa saavidt mulig tage Hensyn til den Enkelte, hvis Indkaldelse til fast Tjeneste i længere Tid vilde være meget uheldig for ham selv eller andre. Dog er det her ikke saa meget ved fuldstændig Fritagelse, at man foreslaaer at hjælpe saadanne, som ved at hjemsende dem tidligere eller ved at lade dem tidligere gaae over i Reserven. I Reglen forudsættes der da, at Vedkommende skal have konstateret en vis Uddannelse, inden en saadan forlods Hjemsendelse finder Sted. Man mærker saaledes paa dette Gebet ikke til nogen Stræben efter absolut Lighed i Vilkaar for Alle, som i den senere Tid er bleven saa stærkt fremtrædende herhjemme; Hensynet til Landets og Hærens Tarv gaaer forud for Hensynet til Lighed.

Værnepligten foreslaaes i Reglen at begynde med det fyldte 20de Aar, nogle ville først have den til at begynde med det fyldte 21de Aar; Varigheden er omtrent 10 Aar, hvorved dog enkelte forudsætte, at der kan indtræde T ilfælde, hvor ogsaa ældre Aargange maae indkaldes, f. Ex. til 40 Aars Alderen.

Udskrivningsmassen er omtrent 300,000 Mand; den Styrke, der beregnes at kunne komme til Anvendelse, angives meget forskjellig, eftersom der er paaregnet en større eller mindre Mængde Fritagelser. Hos de fleste er den Styrke, der bliver tilbage, naar Fritagelserne ere fraregnede, angivet med et Tal, der ligger imellem 150,000 og 200,000. Maaden, paa hvilken denne Masse tænkes fordelt og øvet er selvfølgelig meget forskjellig; i Almindelighed vil man have Tjenestetiden fastsat saaledes, at der tjenes 4— 5 Aar i den aktive Hær eller Liniehæren, 3— 5 Aar i Reserven, hvormed endnu ikke al Forpligtelse til at forsvare Fædrelandet er ophørt, idet de Fleste endnu opstille en anden Reserve. løvrigt kunne Forslagene med Hensyn til Fordelingen og Indøvelsen af den disponible Udskrivningsmasse henføres til 2 Hovedkategorier, eftersom man mere eller mindre fjerner sig fra den tidligere Ordning:

1) hele Kontingentet øves og saa mange Aargange holdes til fast Tjeneste, som Budgettet tillader, hvilket anslaaes til omtrent 2.

2) en Del af Kontingentet øves fuldstændigere ved Hjælp af en længere fast Tjenestetid (4— 5 Aar); en anden Del faaer kun en kort Uddannelse, som undertiden foreslaaes suppleret ved aarlige Indkaldelser til større samlede øvelser, eller gaaer over i Reserven og nøies med en kort øvelse i Udskrivningsdistrikterne i Forbindelse med periodiske Indkaldelser. Fordelingen til disse Grupper skal da skee ved Lodtrækning, uden at Bytning eller Stilling er tilladt.

Vi skulle anføre et Par Exempler paa disse to Kategorier: General Faidherbe gaaer ud fra et Kontingent paa 192,000 Mand, som alle skulle indkaldes og være inde i 2 Aar; derefter skulle de i 2 Aar staae i en 1ste Reserve, som er 2 Maaneder aarlig i Leir og danner Suppleringsmandskabet til den aktive Hær, der altsaa kommer til at bestaae af 4 Aars Mandskab og, naar Kadrene medregnes, naaer op til omtrent 750,000 Mand. Efter i 4 Aar at have staaet i den aktive Hær, skal der tjenes 6 Aar i den saakaldte 2den Reserve, som skal have 14 Dages aarlig øvelse.

Oberstlieutenant Berge gaaer ud fra et Kontingent paa 148,000 Mand; deraf gaae de 32,000 som Frilodder strax over i Reserven; Resten deles i et 1ste Kontingent paa 64,000 Mand, et andet paa 42,000 Mand og 8000 Mand til Marinetropper. Det 1ste Kontingent skal ligge til fast Tjeneste i 5 Aar, af hvilke det dog i de 2 sidste Aar er hjemsendt om Vinteren; efter disse 5 Aars fast Tjeneste, gaaer det over i Reserven, hvor det staaer i 4 Aar. Det 2det Kontingent hører ligeledes i 5 Aar til den faste Hær, men er i de 2 første Aar kun inde om Vinteren, i de 3 sidste til kortvarige Sommerøvelser i Forbindelse med periodiske øvelser i Udskrivningsdistriktet. Det gaaer ligesom det 1ste Kontingent efter 5 Aars Forløb over i Reserven, hvor det staaer i 4 Aar. Den faste Hær kommer saaledes til i Krigstid at bestaae af 5 Aargange paa over 100,000 hver, foruden Kadrene, og vil vel naae op tilhenimod 600,000 Mand. Reserven kommer til at bestaae af 4 Aargange á c. 100,000 Mand, som have tjent i den faste Hær, af 9 Aargange Frilodder (á c. 32,000 Mand) og af 9 Aargange af dem af Udskrivningsmassen, som, uagtet de vare tjenstdygtige, vare fritagne for Udskrivning til den faste Hær. - Den hele Reserve anslaaes til 1,200,000 Mand, og foreslaaes organiseret saaledes, at en Del af den brigadevis kan indtræde i den faste Hærs Armeekorpser, som derved betydelig forstærkes.

Det sees let, at denne Ordning i meget slutter sig til Hærordningen af 1868.

I de forskjellige Forslag til Fordeling og Indøvelse af Udskrivningsmassen træffer man hos de fleste Forfattere Bestræbelser for at indrette Hærordningen saaledes, at den indvirker udviklende paa Nationen i moralsk og intellektuel Henseende ved at fremkalde Kappelyst og overhovedet 'Lyst til at lære. Det er saaledes almindeligt, hvor der er Tale om en længere Tjenestetid, at foreslaae, at de, der godtgjøre en fortrinlig Dygtighed i enkelte Retninger, f. Ex. i Skydning eller Ridning, kunne hjemsendes forlods, at derimod saadanne, som ikke i Tjenestetiden, hvor en tilsvarende Undervisning forudsættes at finde Sted, have lært at skrive og læse, kunne holdes længere til Tjeneste. En Forfatter, unofficier d’artillerie , som vil hjemsende det fuldstændig uddannede Mandskab efter 2,5 Aars Tjeneste, betragter som fuldstændig uddannet kun den, der kan læse og skrive flydende. General Chareton, som vil have Liniehæren bestaaende af 4 Aars Mandskab, der ligger til fast Tjeneste i 2 Aar, vil efter disse 2 Aars Forløb kun hjemsende dem, der kunne læse og skrive. 115

Oberstlieutenant Berge, som foreslaaer en ulige lang fast Tjeneste for den tjenstdygtige Del af Udskrivningsmassen, vil forlods tage dem, der ikke kunne læse og skrive, til den længere Tjenestetid. General Faidherbe mener, at man maa kunne drive det dertil, at alle indkaldte Værnepligtige efter 2 Aars Tjenestetid kunne læse og skrive. Han foreslaaer ogsaa at ophjælpe Befolkningens moralske Tilstand ved at lægge en Skat paa alle ugifte over 25 Aar; den derved vundne Indtægt vil han anvende til Understøttelse af de Familier, hvis Forsørgere ere indkaldte.

Det er bekjendt i hvilken Grad Mobiliseringen af den franske Hær ved Udbruddet af den sidste Krig blev vanskeliggjort derved, at de enkelte Afdelinger vare rekruterede fra Landets forskjellige Egne; de indkaldte Keserver havde derfor ofte en meget lang Vei til Depoterne, hvor de skulde forsynes med den nødvendige Udrustning, og naar Afdelingen imidlertid havde forladt sin Garnison, havde de ofte igjen en lang Vei for at støde til denne. At der maa raades Bod paa denne Ulempe, synes at være klart for alle. De fleste foreslaae i denne Henseende at gaae over til det preussiske System med en fast Inddeling af Hærens Afdelinger i Brigader, Divisioner og Armeekorps, svarende til bestemte Inddelinger af Udskrivningsdistrikterne; naar saa Afdelingen garnisonerer i eller i Nærheden af Udskrivningsdistriktet, vil Mobiliseringen kunne foregaae med den størst mulige Lethed og uden Friktion. Imidlertid have adskillige store Betænkeligheder ved et saadant System af Hensyn til den meget ulige Grad, i hvilken Frankrigs Befolkning skal egne sig til Soldaterhaandværket — man udtaler saaledes, at f. Ex. et Armeekorps fra Provence eller fra Languedoc vilde mangle militær Aand — og af Hensyn til den ulige Grad, i hvilken Departementernes Befolkning vilde rammes ved enkelte Afdelingers større Nederlag. Disse Anskuelser, der sikkert ogsaa af mange i Frankrig ansees for forældede og stammende fra den Tid, da man ansaae det for nødvendigt, at Bekruten kom langt bort fra og mistede enhver Forbindelse med Hjemmet, for at han kunde nodes til at holde sig til sit nye Hjem, Afdelingen, gjendrives skarpt af Andre, som fremhæve det som vigtigt for at give Rekruten Lyst til Soldatervirksomheden, at han i sin Afdeling trælfer gamle Bekjendte, sine Byesborn, han vil derved lettere finde sig hjemme der, end dersom han kom blandt lutter Fremmede. Mod den sikkert utidige Frygt for at faae slette Afdelinger fra enkelte Departementer anføres med Rette, at de mindre gode Elementer vistnok netop kunne skade ved et slet Exempel, naar de fordeles omkring i de enkelte Afdelinger; holdes de derimod sammen, ville dygtige Førere ved at benytte den Ærgjerrighed og Kappelyst, som indtil en vis Grad altid er tilstede, kunne bringe ialfald noget respektabelt ud af dem. Commandant Schoelcher anfører med Hensyn hertil en Yttring af Napoleon I, at hvis man samlede alle Halte i et Regiment, vilde det uden Tvivl blive et fortrinligt Regiment; hvorimod han neppe vilde have sagt, at halte Individer fordelte omkring i Afdelingerne vilde afgive fortrinsvis gode Soldater. A t det maaske kunde være farligt at danne et Armeekorps af lutter Parisere, er ikke usandsynligt; men det kan og, som Flere foreslaae, let undgaaes ved at lade flere Udskrivningsdistrikter støde sammen ved Paris og tildele hvert af dem en vis Del af den store By.

Uagtet der synes at være en Stemning for af Hensyn til hurtig Mobilisering at give Afdelingerne visse, bestemte Udskrivningsdistrikter, findes der mange, som sætte Pris paa Garnisonsskifter; man søger at forene disse 2 Ting dels ved at lade Garnisonsskifterne foregaae indenfor en vis Begrændsning, f. Ex. indenfor en Divisions eller et Armeekorpses Omraade, og dels ved at lade Depoterne være faste og knyttede til Udskrivningsdistriktet, medens Afdelingen skifter Garnison.

Et Par Forslag til at forene hurtig Mobilisering med Garnisonsskifte, ere saa eiendommelige, at de fortjene at omtales. Berge vil dele Landet i 30 Udskrivningsdistrikter, svarende til Liniehærens 30 Divisioner. Disse skifte Garnison hvert 3die Aar og indtage Nabodivisionens Plads; de rekruteres fra det Udskrivningsdistrikt, hvor de sidst garnisonerede. Derved opnaaes, at det indkaldte Mandskab aldrig faaer meget langt til sin Afdeling, og at der finder en vis Blanding af Befolkningen Sted i Afdelingen.

General Davout vil inddele Landet i 50 Udskrivningsdistrikter, svarende til 50 Divisioner; idet Hærordningen træder i Kraft, udskriver Divisionen sit Mandskab i det Distrikt, i hvilket den garnisonerer, og dette Udskrivningsdistrikt beholdes bestandig; alle Divisionerne skifte derimod Garnison hvert andet Aar og indtage Nabodivisionens Plads; saaledes gjennemgaae de enkelte Divisioner efterhaanden alle Garnisonerne, og Forfatteren mener, at i Tilfælde af en Mobilisering vil det indkaldte Mandskab i Gjennemsnit ikke have over 12— 15 Mil til Afdelingen. Selv om denne Gjennemsnitsberegning er rigtig, sees det let, at naar en længere Tid er gaaet, vil en Del Mandskab være nødt til at drage igjennem hele Landet for at naae den Afdeling, til hvilket det horer.

Hvad angaaer de enkelte Vaabenarters Organisation og Styrkeforholdet mellem dem, skulle vi indskrænke os til nogle ganske almindelige Bemærkninger.

De fleste Forslag gaae ud paa at gjøre de enkelte Afdelinger større end de tidligere have været i Frankrig, i det Mindste gjælder det for Fodfolkets Vedkommende; Bataillonerne foreslaaes af de Fleste at være omtrent 1000 Mand og Kompagnierne 200— 250 Mand; ganske enkelte holde dog paa de traditionelle smaa Kompagnier. De større Afdelinger motiveres derved, at det gjør Systemet billigere, idet der behøves færre Kadrer til den samme Styrke; de taktiske Enheder faae tillige større Modstandskraft og smelte under Krigen mindre let sammen til altfor smaa Størrelser. De større Inddelinger svare til det hidtil brugte; et Armeekorps er saaledes paa 2 eller 3 Divisioner, en Division 2 Brigader, en Brigade 2 Regimenter og et Regiment i Reglen 3 Batailloner; Depotbataillonen lader de Fleste falde bort, idet der da enten ved en Mobilisering organiseres smaa Depotafdelinger, eller hele Depotvæsenet er ordnet paa en hel anden Maade, knyttede til Udskrivningsdistriktet. Eliteafdelinger forkastes i Almindelighed, da man mener, at de svække de øvrige A fdelinger med Hensyn til Kvalitet; dog holde mange paa Jægerbataillonerne under den Forudsætning, at de rekruteres, bevæbnes og uddannes saaledes, at de virkelig kunne præstere noget fortrinligt, navnlig som Tirailleurer og Skytter.

Rytteriet foreslaaes i Almindelighed reduceret i Forhold til Fodfolket, navnlig er der en vis Tilbøielighed til at reducere det svære Rytteri; iøvrigt maa man ikke deraf slutte, at Rytteriets Betydning undervurderes; tvertimod anerkjende næsten Alle den fortrinlige Nytte, Preusserne drog af deres Rytteri. Reduktionen af Rytteriet i Forhold til Fodfolket fremkommer ikke derved, at det bestaaende Antal Rytterregimenter indskrænkes — Nogle ville beholde dette Antal, Andre endog forøge det — men derved, at Fodfolket af de Fleste foreslaaes udvidet i en meget betydelig Grad. Faidherbes Anskuelser om Rytteriet ere temmelig enestaaende, han vil til 600,000 Mand Fodfolk kun have 30,000 Mand Rytteri, idet han mener, at der paa Valpladsen ingen Brug er for Rytteri; ved Nordameen havde han 2 Eskadroner og kunde vel have brugt noget mere til Forposttjeneste, men savnede ikke Rytteri i Slaget. Ved St. Quentin havde efter hans Angivelse Preusserne 9 Regimenter uden at udrette noget dermed.

Artilleriet ere Alle enige om at forøge, de fleste endog i meget høi Grad; 4 Kanoner pr. 1000 Mand er det almindelige, enkelte gaae endog til 5 pr. 1000 Mand. Samtidig tillægges det stor Betydning at have Bagladekanoner. Artilleriets Kadrer foreslaaes gjennemgaaende meget stærke navnlig i Forhold til Fodfolkets, og der er kun Tale om 6 Kanons Batterier. Forøgelsen gjælder ikke alene Batteriernes Antal, men ogsaa de Kolonner, der skulle besørge Ammunitionsforsyningen, paa grund af det store Ammunitionsforbrug man vil kunne vente i fremtidige Krige.

Med Hensyn til Ingenieurkorpset skulle vi kun fremhæve, at flere Forfattere foreslaae det slaaet sammen med Artilleriet, idet man raader til Nedlæggelsen af en stor Mængde smaa Fæstninger og til at besørge Bygningstjenesten ved private Kræfter.

Kadrene.

Medens paa den ene Side Betydningen af Kadrenes mere eller mindre gode Beskaffenhed stærkt fremhæves af næsten Alle, idet man gjør opmærksom paa, at navnlig en Hær, der er baseret paa almindelig Udskrivning og har en kort Tjenestetid behøver fortrinlige Kadrer, saa ere paa den anden Side ogsaa A lle enige om, at Kadrene netop, hvor man har en kort Tjenestetid, ere vanskelige at skaffe tilveie, idet nemlig Underofficererne ville forsvinde med deres Aargange, naar der ikke gjores meget for at forbedre deres Stilling, som efter de Beskrivelser, der gives af den, maa have været meget slet. Spørgsmaalet om Tilveiebringelsen af dygtige Befalingsmænd, baade Underofficerer og Officerer, behandles derfor af flere af de Forfattere, vi her heskjæftige os med, med stor Udførlighed.

Hvad Underofficererne angaaer, da giver navnlig Berge og Schoelcher en meget detailleret Beskrivelse af forskjellige dertil hørende Forhold. Deres Stilling var i enhver Henseende slet; de vare tarvelig lønnede, havde ingen bestemte Tjenesteforretninger, som kunde holde dem beskjæftigede, da Officererne ofte besørgede meget, som egenlig var Underofficertjeneste, der sørgedes ikke for deres aandelige Udvikling, den Undervisning der gaves dem i Regimentsskoler var illusorisk. Vilde en Underofficer, siger Berge, læse, havde han tre Vanskeligheder at overvinde; for det første at faae fat i en Bog; for det andet at finde et Sted, hvor han kunde gjemme Bogen, naar han ikke læste, thi han havde hverken Skab eller andet lukket Gjemme; for det tredie at finde et Sted, hvor han kunde opholde sig, medens han læste, da han kun havde et med flere fælles Værelse uden Stole, Lys og Varme at være i. Ved de specielle Vaaben havde man bygget kostbare Skoler for Underofficererne og havde dygtige Lærere, Undervisningssalene bleve aabnede og navnlig lukkede til noie fastsatte Tider; men man havde ikke kunnet finde Penge til at stille oplyste og varme Lokaler til Underofficerernes Disposition om Aftenen, paa hvilken Tid de bedst kunde drage Nytte af dem. Det Eneste, som efterhaanden lokkede Folk til at blive Underofficerer, var Udsigten til at kunne faae en vis Pengesum ved at lade sig stille for en Værnepligtig og Udsigten til at kunne blive Officer. Stillingsvæsenet demoraliserede atter, idet Pengene ødelagdes i kort Tid; der anføres Exempler paa, at Regimentschefer permitterede de nylig stillede Underofficerer for at de kunde rase ud, saa længe Pengene varede, paa andre Steder, og man derved kunde slippe for at straffe dem. Stillingsvæsenet gjorde endvidere, at man fik mange gamle Underofficerer, og i Frankring ansees det for at være meget uheldigt; der foreligge mange Udtalelser for, at en Underofficer, der har tjent længere end en 10— 14 Aar, i Regelen er en slet Befalingsmand. De hyppige Avancementer af gamle Underofficerer til Officer ødelagde igjen Officerstanden.

De Midler der foreslaaes til at tilveiebringe gode Underofficerer gaae nu navnlig ud paa, at man skal gjøre Alt for at gjøre Stillingen saa respekteret og saa god, at man kan vente, at unge Mænd ville gaae ind i den og blive der nogen Tid. Man maa lønne dem ordenlig, indkasernere dem langt bedre end det tidligere har været Tilfældet, tildele dem bestemte Tjenesteforretninger i Afdelingen og sørge for deres aandelige Udvikling ved fornuftig indrettede Skoler og ved at give dem Leilighed til selv at beskjæftige sig med Læsning udenfor Tjenestetiden. Navnlig naar den almindelige Tjenestetid i Linien bliver meget kort, vil det være nødvendigt at gjøre noget for at beholde dem til Tjeneste i den Tid, de ellers skulde staae i Reserven; man maa faae dem til at paatage sig Réengagement ikke ved at udbetale dem en Sum Penge engang for Alle, men ved at give dem høiere Lønning og ved at give dem Udsigt til, naar de have tjent en 10— 14 Aar, at kunne faae en eller anden civil Bestilling. Disse Réengagementer bør dog kun modtages for 1 à 2 Aar ad Gangen, at Vedkommende ikke efterat have sikkret sig en høiere Løn i en længere Aarrække skal blive ligegyldig for Tjenesten. Udsigt til en civil Bestilling er det Universalmiddel, som næsten Alle opstille for at faae dygtige unge Mænd til at gaae Underofficersveien; det er navnlig Bestillinger i Ministerierne, ved Telegrafvæsenet, ved Postvæsenet, ved Toldvæsenet og ved Forstvæsenet, til hvilke der stadig henvises; Samuel mener endog, at det ligefrem burde slaaes fast, at Ingen kunde faae saadanne Bestillinger uden at have tjent et vist Antal Aar som Underofficer. Da man i Reglen ikke vil have direkte Avancement til Officer uden gjennem Officerskoler, foreslaaes det ogsaa, at der divisionsvis skal indrettes Skoler til at forberede dertil anbefalede Underofficerer til Indtrædelse paa Officerskolerne. Flere foreslaae ogsaa, at Underofficererne efter en vis Tjenestetid skulle have Ret til en vis, ringe Pension. Underofficererne faaes fra Geleddet efter en vis kort Tids Tjeneste; i A lmindelighed forlanges der 3— 4 Maaneders Tjeneste for at blive caparal eller brigadier, der vel nærmest svarer til vore Underkorporaler, og andre 3 — 4 Maaneders Tjeneste for at blive Underofficer, hvilken Stilling de skulle naae ved Konkurrence; under deres Tjenestetid skulle de uddannes ved særegne Skoler, som vel nærmest svare til vore Korporalskoler og Sergentskoler, men som iøvrigt foreslaaes forskjellig indrettede. Lewal vil saaledes ved hvert Armeekorps have en Skole, der skal præstere 280 Underofficerer om Aaret. Eleverne komme ind som K orporaler med 3 Maaneders Tjeneste, efter at være udvalgte af en Kommission; Lærerne ere Officerer, Skolen skal vare Va Aar, og Undervisningen gaaer ud paa at danne 122

gode Instrukteurer i Skydning og Manøvrering. Skolen er delt i Afdelinger efter de forskjellige Vaaben. Schølcher foreslaaer Regimentsskoler for Underofficeraspiranter og og Underofficerer; Undervisningen skal væsenlig være theoretisk og gaae ud paa at udvikle Eleverne i aandelig Henseende ved at lære dem Historie, Geografi, Mathematik og lignende Ting; Undervisningen gives af Regimentets Officerer uden for den almindelige Tjenestetid, og Schølcher gjør i den Anledning den karakteristiske Bemærkning, at naar man med den kortere Tjenestetid for Mandskabet skal bringe dette paa et høit Standpunkt baade med Hensyn til Detailinstruktion og til Uddannelsen ved større Manøvrer, saa maa der arbeides stærkt; man maa løsrive sig fra den hidtil udbredte Anskuelse, at Dagen er endt, naar Morgensuppen bliver sat frem. Ghareton foreslaaer, at der for hvert Armeekorps oprettes en Underofficerskole, i hvilken unge Mænd kunne indtræde med 17 Aars Alderen efter at have paataget sig et frivilligt Engagement som Soldat; de lønnes 1 Aar som Menige og 1 Aar som Korporaler; hvert Aar er der Examen, de ikke bestaaede træde ud som Menige eller som Korporaler, de bestaaede konkurrere sammen med andre Korporaler til Underofficerspladserne. Kjendskab til et fremmed Sprog og Geografi har navnlig Betydning ved denne Konkurrence; de, der blive Underofficerer efter at have gjennemgaaet en saadan Skole, skulle være forpligtede til at tjene som Underofficerer til det 24de Aar. Denne Skole vil sees omtrent at høre til samme Kategori som vor Elevskole. Flere Forfattere fremhæve den Betydning, det vilde have for Underofficerstilgangen, dersom der i offenlige og private Skoler var tvungen Undervisning i Gymnastik og Vaabenøvelser.

Hvorledes nu end de forskjellige Forslag søge at løse den Opgave, at skaffe Hæren et tilstrækkeligt Antal Underofficerer, saa gaaes der i dem alle ud fra, at Underofficeren maa frembyde Garantier for, at han vil kunne gjøre Fyldest, derfor maa han prøves og helst udvælges efter Konkurrence, og at der paa den anden Side maa drages Omsorg for, at Underofficerstillingen bliver saa god og anseet, at man kan vente at dygtige unge Mænd ville søge ind i den og ville kunne befinde sig vel derved.

Hvad Officerstilgangen angaaer, da gaae Bestemmelmelsen i den franske Hærordning ud paa, at 2/3 skal tages fra Skolerne (St. Cyr og l’école polytechnique), medens ik faaes ved Avancement fra Underofficerklassen. I Aarenes Løb var imidlertid dette Forhold mellem de 2 Slags Officerer bleven betydelig forandret; Berge anfører saaledes, at i de fleste Regimenter i Fodfolket og Rytteriet ere 5/e af Officererne avancerede Underofficerer; i enkelte Regimenter var der endog kun 2 — 3 Officerer, som vare udgaaede fra Skolerne. I de specielle Yaaben var man vel noget bedre stillet; dog var ogsaa der det oprindelige lovbestemte Forhold forrykket. Aarsagen hertil maa søges i forskjellige Omstændigheder, som gjensidig have indvirket paa hinanden. For at faae den fornødne Tilgang til U nderofficerklassen søgte man at lokke Folk ved at lade mange Underofficerer avancere; da dette skete, uden at der var sørget for deres Uddannelse, da der ved Valgene ofte toges mere Hensyn til, at Vedkommende havde tjent længe, end til virkelig Dygtighed, og da Valgene i Reglen vare afhængige af en enkelt Mands, Regimentchefens, Skjøn, er det let forstaaeligt, at der kom mange ind i Officerklassen, som hverken vare værdige dertil eller overhovedet egnede sig dertil. Den franske Officerstands Anseelse i Samfundet blev derfor mindre og mindre, og dette bidrog til at et færre Antal unge Mænd søgte til Skolerne for gjennem dem at blive Officerer. Tidligere var det visse bestemte af de bedre Klasser i Samfundet, som rekruterede Officerskolerne, der var en Mængde Familier, i hvilke det var traditionelt, at Sønnerne bleve Officerer; det tabte sig efterhaanden, maaske ogsaa fordi Landets almindelige U dvikling navnlig i materiel Retning har medført, at Dygtighed og naturlig Begavelse lettere finder sin Løn for den, der søger ind i civile og private Stillinger, end for den, der gaaer den militære Vei. Hvorom Alting er, saa fremhæves det som et Faktum, at Skolen i St. Cyr i de senere Aar ikke har kunnet præstere en tilstrækkelig Tilgang af Officerer til Afdelingerne, hvilket da atter har nødvendiggjort en mere udstrakt Anvendelse af Avancement fra Geleddet. Det synes ogsaa at være en udbredt Mening, at Uddannelsen i St. Cyr ikke svarede til Tidens Fordringer. Paa Grund af disse Forhold skildres Tilstanden i det franske Officerkorps med temmelig mørke Farver; der er opstaaet Mangel paa Kammeratskab, ja endog ligefrem Antagonisme mellem de to Arter af Officerer, som yderligere forøges derved, at Yalgavancementerne i Regelen ere forbeholdte de Officerer, som ere udgaaede fra Militæ rskolerne. En stor Mængde af de avancerede Underofficerer vare gamle Oversergenter, som slet ikke egnede sig til den nye Stilling, men som vare avancerede, fordi ogsaa et vist Anciennitetshensyn gjorde sig gjældende, og fordi der ved Valget ikke toges udelukkende Hensyn til Dygtigheden men lige saa meget til andre rent personlige Omstændigheder, noget som ikke kan undgaaes, hvor Valget er afhængigt af en enkelt Mand. — Vi ville anføre et Par Citater til nærmere Oplysning.

Berge siger, hvor han taler om de Officerer, der ere avancerede Underofficerer: ude fleste Officerer, som komme fra Geleddet, have været Oversergenter; denne Post er vel en Tillidspost, men i Praxis misbruges Oversergenten meget, uden at man gjor noget for at forøge hans Kundskaber eller udvikle ham med Hensyn til hans eventuelle Avancement til Officer. Det kommer for ham an paa en elegant Haandskrift, ikke at genere Kapitainen ved nogen ubehagelig Gjenstand, ingen Feil at begaae i Regnskabet, altid at kunne give alle mulige Detailoplysninger, aldrig at lade Majoren, Regnskabsføreren eller Munderingsofficeren vente paa nogen Liste o. s. v. Behøver man at tilfoie, at der midt i alle disse trivielle Beskjæftigelser ingen Tid bliver til at høre Forelæsninger, studere eller overhovedet forberede sig til en Stilling som Officer? Forlang ikke af en Oversergent at placere en Feltvagt; han vil ubetinget pla­cere den saaledes, at den kan sees i en Omkreds af 2 Mile; forlang ikke af ham, at han skal optage et Kroquis, han spidser aldrig sin Blyant uden til at liniere en Liste; forlang ikke af ham at foretage en Rekognoscering, han forlader aldrig Kasernen uden for om Morgenen at gaae til sin Kapitain og om Aftenen i Theatret o. s. v. En saadan Tjeneste kan, naar den trækker ud, vel være en ganske god Forberedelse til at blive Kontorbetjent hos et Handelshus, men den kan kun give tarvelige Officerer».

La Tour du Pin siger: «der dannede sig blandt de subalterne Officerer to Kategorier, begge lige lidt arbeidsomme, den ene af de Officerer, som renoncerede paa Valgavancement og derfor troede sig fritagne for at arbeide videre paa deres Uddannelse, den anden af deres mere begunstigede Kammerater, som snart opdagede den ringe Indflydelse deres Uddannelsestrin havde med Hensyn til Valgavancementet, som af forskjellige Aarsager bestemtes paa en meget letfærdig og ofte uretfærdig Maade. Og dog ere begge disse Klasser af Officerer komne ind i Officerstanden med en overmaade lille Ballast af Lærdom: den talrigste, som stammede fra Underofficerklassen, havde hverken knnnet udvikle eller endog blot bevare sin første Uddannelse i de lange Aarrækker, som den havde maattet tilbringe paa Kasernen, inden man fik Epauletten; den anden Klasse stammede fra en militær Skole, der i Løbet af mange Aar efterhaanden blev mindre og mindre søgt, og hvor desuden alt dreves med megen Letfierdighed (ou régnait un grand esprit de légèreté), saaledes at Kundskabsmaalet efterhaanden sank kjendelig ned».

«I Hierarkiets høiere Grader mødte man endelig ganske vist Kundskab og Dannelse, navnlig hos de unge Bataillonschefer, som maaske udgjorde det bedste Element i vore Kadrer, men man kunde dog ikke andet end lægge Mærke til, at Evnen og Kundskaberne ikke sloge til hos mange,, hvem en heldig og ofte paa Tapperhed baseret Karriere havde fritaget for at studere, og hvem Nydelsen af det erhvervede Velvære eller en ærgjærrig Higen efter at komme endnu høiere op ikke levnede Tid til Beskjæftigelser af en mere ophoiet Natur».

De Midler, ved hvilke man foreslaaer at tilvejebringe en Forandring i disse uheldige Forhold, ere: Forandring i den Maade, paa hvilken Officerstilgangen er ordnet, og Forandring i Avancementsbestemmelserne. Detaillerne af de Forandringer, der saaledes foreslaaes, ere selvfølgelig meget forskjellige; Officersuddannelsen er et Punkt, hvorom sikkert allevegne Meningerne ere meget delte.

I Almindelighed gaaer man imidlertid ud fra, at alle Officerer i det samme Vaaben skulle have samme Uddannelse og alle gjennemgaae en Militærskole, derved bliver den gennemsnitlige theoretiske Uddannelse hos Officererne hævet, uden at der opstaaer Jalousi mellem 2 uensartede Klasser, derved undgaaes Modsætningen mellem almindelige Officerer cg «lærde Officerer», hvilken Benævnelse i den franske Hær efter Bédarrides Vidnesbyrd næsten har været ensbetydende med «slette Officerer». General Gougeard og Oberstlieutenant Fay ville dog beholde Avancementet fra Underofficer til Officer, men forudsætte, at det sker efter en Konkurrenceexamen, til hvilken kun udvalgte Underofficerer kunne indstille sig; derved har man det altsaa i sin Magt at sikkre sig, at kun tilstrækkelig uddannede Underofficerer avancere. Fay foreslaaer yderligere, at de avancerede Underofficerer i deres første Tjenesteaar som Officer eller hellere endnu førend deres Udnævnelse, skulle gjennemgaae et særeget Kursus paa Skolen i St. Cyr.

De fleste foreslaae en særskilt Uddannelse for de forskjellige Vaabens Officerer enten i særskilte Skoler (Lewal, Chareton, Berge), eller i samme Skole, hvor da Undervisningen er forskjellig for de forskjellige Vaaben (Faid herbe); nogle ville uddanne alle Officerer i samme Skole, men fordre saa senere Applikationsskoler for Artilleriets, Ingenicurkorpsets og Generalstabens Officerer (Samuel). Schoelcher foreslaaer kun 1 Skole for alle Vaabens Officerer, idet han fremhæver, at Artilleriets Officerer ikke fuldstændig have været optagne som Vaabenbrødre af de andre Vaabens Officerer, hvilket han antager at hidrøre fra, at man har seet skjævt til den specielle Uddannelse, Artilleriets Officerer have faaet, og som maaske har været noget for videnskabelig anlagt. løvrigt stiller han store Fordringer til alle Officerers Uddannelse og mener, at man hør stræbe efter i det mindste for Hærens Vedkommende at gjøre Gøthes Ord til Løgn, naar denne definerer en Franskmand ved en Mand, der har Knebelsbarter og er særdeles uvidende i Geografi. Han indrømmer iøvrigt, at enkelte Officerer i de specielle Vaaben behøve en mere speciel videnskabelig Uddannelse; men naar der er et godt Grundlag tilstede, troer han sikkert, at der altid maa være et tilstrækkeligt Antal, som ville erhverve sig denne ved Selvstudium.

Med Hensyn til Detaillerne ere Skolernes Indretning naturligvis meget indbyrdes afvigende i de forskjellige Forslag. Nogle (Samuel) forudsætte, at Eleverne ved Indtrædelsen skulle være tilstrækkelig uddannede i almindelig Retning, og lade derfor Skolerne være rene militære Fagskoler; andre ville paa Skolen selv give en temmelig vidtgaaende Undervisning i saadanne Fag som Mathematik, Naturvidenskaber, fremmede Sprog, Historie og Geografi. De Fag, der navnlig af mange fremhæves som nødvendige, ere Sprog og Geografi, sandsynligvis fordi man har Følelsen af, at den franske .Officers Kundskaber netop i disse Fag hidtil have været overordenlig mangelfulde. Bédarrides kalder den Undervisning, der hidtil har været givet i Sprog, for en Parodi paa en Undervisning og paastaaer, at dersom Krigen var bleven ført over paa tydsk Grund, vilde flere Afdelinger have været nødte til at søge Tolke udenfor deres egne Geledder. I det Hele taget maa Fordringerne, der stilles, siges at være store; la Tour du Pin siger udtrykkelig, at det er en falsk Anskuelse, at en Officers Uddannelse ikke maa udstrækkes ud over Fjendskab til Tjenstpligterne eller ud over hans Løbebanes ofte begrændsede Horizont. Alle foreslaae, at Eleverne i Officerskolerne skulle være kasernerede, at de gjennem en streng Disciplin kunne vænnes til Arbeide, Orden og Lydighed. Der lægges Vægt paa at faae Eleverne ind paa Skolerne i en ung Alder, derfor foreslaaes der Aldersgrændser, 23 til 25 Aar, og man forudsætter, at de fleste, der ville være Officerer, ville melde sig frivillig til Udskrivning i en Alder af 17— 18 Aar, for efter et Aars Forløb at kunne komme ind paa Skolerne. Uddannelsens Varighed paa Skolen er forskjellig, i Reglen 2 Aar (Samuel 15 Maaneder, Berge 18 Maaneder, Schoelcher 3 Aar).

De fleste forudsætte, at Officersaspiranterne have været udskrevne og gjort en vis Tid Tjeneste i Geleddet som Menige og Underofficerer; Chareton siger, at den, der skal befale over Soldater, maa selv have delt deres Vilkaar og kjende den Aand, der hersker i Geleddet, og dette lærer Skolen ham ikke. For at lette de Underofficerer, som ikke, inden de ere komne i Tjeneste, have de nødvendige Forkundskaber til at kunne komme ind paa Officerskolerne, foreslaaes under forskjellige Former Skoler, i Almindelighed Divisionsskoler; det forudsættes nemlig af Alle, at de, der fra Geleddet ville gaae over i Officerskolerne, forst maa underkastes en streng Bedømmelse ikke alene med Hensyn til Kundskaber men ogsaa med Hensyn til Opførsel og andre Forhold, der kunne have Betydning for deres fremtidige Stilling som Officer; og disse Bedømmelser foreslaaes altid foretagne af Kommissioner og ikke af enkelte Mænd. Det er overhovedet interessant at see, hvor gjennemgaaende det kommer frem hos næsten alle Forfattere, at det er et forkasteligt Princip at lade den Enkelte have en afgjørende Indflydelse paa personnelle Spørgsmaal. Man kan deraf slutte, hvor meget man i den franske Hær har lidt under personlig Begunstigelse af Uværdige og overhovedet af Vilkaarlighed; derfor søger man nu stadig Garantier derimod. Lewal udtrykker navnlig dette med stor Skarphed; han siger omtrent saaledes: «i en Hær skal der være en absolut Adskillelse mellem det, der skal udøves, og det, der skal organiseres; det, der hører under den første Kategori, skal være afhængigt af den Enkeltes absolute Villie, det andet derimod af Raadslagning mellem flere. Alt, som horer til Disciplinen, Instruktionen, Tjenesten overhovedet, Operationer, er udelukkende afhængig af den ene befalende; derimod Alt, som horer til Fastsættelsen af Methoder og reglementariske Bestemmelser, Udskrivning, Avancement, Materiel, Forberedelse til Krig, Forsvarsarbeider o. s. v., skal afgjores af Kommissioner«.

«Man kan ikke gjentage det ofte nok, under Krigsoperationerne tager man hvert Øieblik sin Tilflugt til Krigsraad, og det er galt. I Freden derimod bryder man sig ikke om at forberede sig til Krigen, raadsporger ikke dem, der kunde give nyttige Raad, det er lige saa galt. Derfor bort med Krigsraadene under Operationerne og lad os derimod danne Kommissioner af forskjellig Art, for at undersege, foreslaae og afgjore Alt, som herer til Organisation baade paa det personnelle og materielle Omraade»-

Som anfert foreslaaes altsaa i Almindelighed Officerskolerne rekruterede fra Geleddet. Ganske enkelte, Lewal og Schoelcher, optage ogsaa unge Mænd, der ikke have været i Tjenesten, og som i det forste Aar efterhaanden avancere til Korporaler og Underofficerer. Andre fordre kun en kortere Tjenestetid, 6 Maaneder, for dem, der have godtgjort at være i Besiddelse af en vis Fordannelse, der f. Ex. ere udgaaede fra den polytekniske Skole.

De ved Skolerne bestaaede Elever træde ud som Souslieutenanter; de ikke bestaaede gaae tilbage som Underofficerer, eller kunne under visse Omstændigheder blive Officerer i Reserverne. Lewal vil kun udnævne enkelte af de bestaaede Elever strax til Officerer, men vil lade de fleste gaae tilbage til Afdelingerne som Aspiranter, der efterhaanden blive Officerer, naar de fortsat vise sig skikkede dertil.

Med Hensyn til Lærerne ved Officerskolerne vil man selvfølgelig have udvalgte Officerer dertil, forsaavidt man ikke benytter civile Lærere; enkelte, f. Ex. Lewal, fremhæver udtrykkelig, at de militære Lærere maa kjende Krigen af Erfaring, de maa kunne tale om hvad de have seet; han anfører, at man ved de franske Skoler har seet Lærere i Krigskunst afløse hinanden, som aldrig have været i Krig. Lærerne maa hyppig afløses, for at man kan faae den Koutine, som har ødelagt Alt, til at forsvinde; Undervisningen maa forandres med Tiderne og med de Forbedringer, disse medføre; den maa leve i Stedet for at vegetere.

Medens vi ere ved Officersuddannelsen, skulle vi gjøre en Bemærkning med Hensyn til værnepligtige Officerer med en ringere Uddannelse end de faste Officerer, anvendte i Liniehæren. Hos os anvendes som bekjendt efter en stor Maalestok saadanne værnepligtige Officerer som Delingsførere i Fodfolket og Rytteriet, Halvbatteriførere i Artilleriet o. s. v. Noget lignende finder man meget lidt Spor af i de franske Forslag, der her ere Gjenstand for Forhandling. Den eneste, der har Antydning derom, er Berge. Han gaaer ud fra, at Officerskadrene ere smaa (3 Officerer ved et Kompagni paa 150 Mand, 4 ved et Batteri, 5 ved en Eskadron); ved en Krigs Udbrud er der maaske Vakancer, ialfald faaer Afdelingen hurtig Afgang paa Grund af Fægtninger; det vilde være uheldigt strax at lade Underofficerer avancere, da det under saadanne Forhold er vanskeligere at træffe det rette Valg; han kjender det Regiment, som endnu ved at have slette Kapitainer lider under uheldige Souslieutenants-Udnævnelser foran Sebastopol. Havde man derimod brugbare Reserveofficerer (officiers auxiliaires), som indkaldtes i Krigstid, vilde man kunne faae Tid til at faae sine Officerspladser bedre besatte, maaske vilde saarede Officerer komme til Tjeneste imidlertid.

Han vil have 1 saadan Officer ved hvert Kompagni, Batteri og Eskadron, og mener, at de ogsaa ville kunne egne sig til at være Ordonnantsofficerer og til Tjeneste i Administrationen. Disse Reserveofficerer skulde være unge Værnepligtige med god almindelig Dannelse, som ansaaes egnede dertil, og som efter en kort Tjenestetid hjemsendtes og dermed vare fuldstændig fri for Tjenesten i Fredstid, hvorimod de i Krigstid skulde tjene som Reserveofficerer; denne Forpligtelse skulde vare i 9 Aar. De skulde efter 1 Aars Tjeneste og efter at have produceret visse Beviser for Dannelse og Kundskaber, prøves af en Kommission af Officerer. De vilde vel ved deres Indkaldelse staae tilbage i rent militær Henseende, men medfore til Afdelingen et vist Fond af i forskjellig Retning brugelige Kræfter, som navnlig i Krigstid hurtig vilde udvikle sig videre. Man maatte navnlig vente, at Studerende for ikke at afbrydes for længe ved lang fast Tjeneste vilde aspirere til saadanne Stillinger. Paa lignende Maade foreslaaer Berge at danne og anvende Reserve-Underofficerer.

At der i de forskjellige Forslag til Reserveinstitutionernes Organisation findes Anvendelse for en Mængde Officerer, der ere dannede paa et ganske andet Grundlag end den faste Hærs Officerer, er en Selvfølge, men det skulle vi ikke her ved denne Ledighed komme ind paa.

For at vedligeholde et godt Officerkorps i en Hær, er det ikke nok, at Tilgangen er ordnet paa en hensigtsmæssig Maade; man maa ogsaa have fornuftige Avancements bestemmeiser, der yde tilstrækkelig Garanti for, at de forskjellige Klasser af Befalingsmænd til enhver Tid ere godt besatte.

Af de foreliggende Forslag til Forandringer i den franske Hærordning fremgaaer det, at der har været og navnlig efter Krigen er en almindelig Misfornoielse med det bestaaende System. Dette kan i Korthed angives saaledes: Avancementet i Underofficersgraderne og til Officer skeer ved Valg; Avancementerne i Officerklassen indtil Bataillonschef inklusive skeer dels efter Anciennitet (2/3) dels efter Valg (1/3); Avancementet i de høiere Grader skeer udelukkende ved Valg.

Imod Anciennitetsavancement anføres, at det kun kan give nogenlunde tilfredsstillende Resultat, hvor man fordrer meget store Garantier for de tilgaaende Officerers Duelighed, og selv hvor det er Tilfældet, kan der fremkomme enkelte uheldige Forfremmelser, idet ikke enhver Mand, som i sin Ungdom lover godt, udvikler sig lige heldig, og mangen en, som har været flink og tjenstivrig, kan af forskjellige Grunde falde sammen, saa at han ikke egner sig til at forfremmes; men navnlig hvor man som i Frankrig har faaet en Mængde Officerer fra Underofficerklassen uden nogen aflagt Prøve og ofte snarere udvalgte til Avancement af personlige Hensyn eller Hensyn til en vis Anciennitet end paa Grund af udvist Dygtighed eller fremragende Evner til at være Befalingsmand, der vil Anciennitetssystemet, føre en Mængde Udueligheder og Middelmaadigheder op i de høiere Grader. Al Kappelyst og dermed ogsaa Arbeidslyst forsvinder; Vedkommende kan jo naae Maalet udon Anstrengelse, naar han blot jevnt udfylder sin Plads og ikke giver Anledning til ligefrem Tiltale. Man maa nemlig erindre, at efter de gjældende Bestemmelser er den franske Officer i høi Grad sikkret mod Afskedigelse; Graden er hans Eiendom, som kun vanskelig kan beroves ham. Lewal klager meget over den Vanskelighed, der er forbunden med at komme af med en uduelig eller uværdig Officer; det bør ikke, siger han, saaledes som nu være nødvendigt, at en Officer skal begaae en eller anden «Enormitet», eller at han er en kvalificeret Tyv, for at man skal kunne faae ham fjernet fra Hæren. Han foreslaaer derfor Æresretter, som kunne erklære en Officer for uværdig til at tjene. Berge gjør i denne Anledning den sikkert meget rigtige Bemærkning, at naar som i Frankrig Døren, ad hvilken man kommer ind i Officerklassen, er saa vid, saa maa den Dør, gjennem hvilken Udgangen skeer, ogsaa være vid, at Folk let kunne komme ud; ellers vedbliver en uheldig valgt Souslieutenant som en ubrugelig Officer at gaae lige op i Bataillonschefklassen.

Paa den anden Side er Valgavancement meget uheldigt og skaber megen Misfornøielse, naar ikke den, der virkelig er den Dygtigste, kommer frem; derfor maa Valgavancementet være forenet med ganske andre Garantier, end det hidtil har været. Lewal siger i denne Anledning: «det er den slette Anvendelse af Valgavancementet, som for en stor Del er Skyld i det franske Officerkorpses gradvise Forringelse i de sidste 30 Aar, paa den ene Side har man af Kandidaterne kun fordret illusoriske eller slet ingen Duelighedsprøver, paa den anden Side har Indstillingen til Valg været betroet enkelte Personer, Afdelingschefer eller Generalinspektører; det har nødvendigvis avlet Vilkaarlighed og Lune hos den Indstillende, utæmmelig Æ rgjerrighed eller ogsaa Modløshed hos de Søgende, hos Alle en tiltagende moralsk Slappelse stammende fra en Dag for Dag voxende Foragt for Ret og Retfærdighed. Selv for den hæderligste Mand, der kun handler i god Tro, kan det være vanskeligt at finde den Rette; han kan mangle den Art af Dømmekraft, paa hvilken det her kommer an, han kan være paavirket af ufrivillige Antipatier og venlige Følelser mod Personer. Men er det saaledes, naar det er hæderlige Mænd, der skulle vælge, hvorledes bliver det saa, naar denne Egenskab mangler? saa bliver Valget ikke en Belønning men en Trafik mellem Yndlingsystemet og Intrigen, mellem Patronen og Klienten: Vilkaarlighed træder istedenfor Retfærdighed, Beskyttelsen bliver den bedste Adkomst, Smiger træder istedenfor Dygtighed, Fortjensten kan ikke staae sig imod Indflydelsen. Fra oven af søger man ikke mere dygtige Mæ nd; man hjælper paa sine Slægtninge, man gjør sine Venner og sine Venners Slægtninge en Tjeneste, man skjænker en Grad bort som en anden Gave. Fra neden af bryder man sig ikke om at erhverve Adkomster, man tiltrygler sig Anbefalinger. Det hele er et komplet Skibbrud for Karakterens Værdighed, en Tilintetgjørelse af ophøiede Følelser. Det er Demoralisationen i det Store; og en Hærs Demoralisation medfører med Nødvendighed Nederlag; vi have gjort sørgelige Erfaringer i saa Henseende: Kejserdømmet har høstet, hvad det havde saaet«.

Samuel, som er en Hader af Valgavancement overhovedet, siger: «Valget, saaledes som det nu existerer, med en Korpschefs individuelle og vilkaarlige Initiativ til Udgaugspunkt, med Ministerens eller den udøvende Magts lige saa individuelle Vilkaarlighed som Endepunkt, med lovmæssige, intet betydende Indskrænkninger, der paa ingen Maade garantere Vedkommendes intellektuelle eller videnskabelige Overlegenhed, et saadant Valgsystem i Hænderne paa en Styrelse, der er nøie knyttet til den regjerende Magt, kan let blive et fordærveligt Element til en Hærs Oplosning. Behøver man at gaae langt for at finde et Exempel, der beviser Sandheden af denne Sætning?»

General Chareton mener, at Valgavancementet navnlig for de høiere Officerers Vedkommende har været benyttet af dynastiske Hensyn, idet der for en Regjering, der søger at befæste sig og gjøre sin Magt varig, ikke er Spørgsmaal alene, om Vedkommende egner sig til Posten, men ogsaa om Regjeringen kan have Tillid til ham ; derved kompliceres Spørgsmaalet, og efter hvad vi nylig have oplevet, kunde man passende spørge sig selv, om det ikke var hensigtsmæssigt at renoncere fuldstændig paa Valgavancementssystemet. Vi troe det imidlertid ikke, siger han; thi dersom det er nødvendigt at hæve Hærens moralske Standpunkt ved at lægge en Tomme paa den umaadeholdne Ærgjerrighed og paa den Svækkelse i Karakteren, som er den sørgelige Følge deraf, saa er det ikke mindre nødvendigt i Hæren at opretholde det alt for svækkede Autoritetsprincip, idet man dog maa begrændse Valgavancementet saaledes, at man forhindrer en Tilbagevenden af de Misbrug, som have fundet Sted, og at man sikkrer de Officerers lovlige Interesser, som desværre i altfor ringe Antal betroe deres militære Fremtid til Arbeide og Pligtopfyldelse istedenfor til Protektion og Intriger.

La Tour du Pin Chambly siger: «Valgavancementet er en af de Aarsager, som mest har bidraget til at ødelægge Kammeratskab og god Aand i den franske Hær. Denne Avancemontsmaade existerer ikke i saa betydelig Udstrækning i nogen anden Hær, og Begivenhederne have nylig vist, at den ikke sikkrer nogen overlegen Dygtighed hos de Officerer, som derved hæves op fil Hierarkiets øverste Spidser. 1 den franske Hær var Valgavancementet blevet det, hvorom næsten A lt dreiede sig hos Officererne; at knytte nyttige Forbindelser, aldrig at mishage, at holde sig i Nærheden af indflydelsesrige Personer, det var jo ikke saa farligt; men deraf opstod ærgjerrig Skinsyge, gjensidige Beskyldninger og den værste af Plagerne, A fsmag for den Post man havde, fordi man stadig tørstede efter en høiere Plads. Derfor forsvandt efterhaanden i Hæren de uegennyttige Mænd, som ved deres Maade at tjene paa viste, at de kun havde een Ærgjerrighed, den at blive kaldt en brav Soldat».

Efter at have anført disse kritiske Udtalelser om de 2 Hovedprinciper for Avancement, som have været anvendte i Frankrig, og som begge have givet slette Resultater, fordi der savnedes Garantier imod Misbrug — der var Intet, som sikkrede imod, at en uduelig Lieutenant blev Kapitain efter Anciennitet, og der var Intet, som sikkrede imod, at en uduelig Oberst blev General, naar han var vel seet af Vedkommende, der skulde indstille, eller af den, der representerede den øverste Magt — skulle vi fremdrage nogle positive Udtalelser om de Principer, der formenlig bor lægges til Grund for Avancements-Bestemmelserne og give en kort Antydning af enkelte herpaa baserede Forslag.

Lewal siger: «Avancementet maa hverken være en Begunstigelse eller en Ret; det er en fortjent Belønning for Tapperhed og Duelighed; det bor være Prisen ved en Konkurrence, som vindes af den værdigste.»

Berge siger: «Anciennitet giver en Adkomst, men ingen Ret til Avancement; Valget bør ledes af Korpschefen men uden han er ansvarlig for det; Ret til Avancement erhverves kun ved Arbeide og ved at være skikket til den Grad man stræber efter at naae.»

Chareton siger: «Avancementet skal baseres paa;

1) Ancienniteten, der er en Garanti for en vis praktisk Dygtighed;

2) paa Fremstilling til Valg fra oven af, hvorved faaes en Garanti for «god Opdragelse og for at Vedkommende i moralsk Henseende er skikket til Posten;

3) paa en Konkurrence, som er Garanti for Duelighed og en Opfordring til at arbeide og studere;

4) paa Valg, som er Stemplet, der sættes fra Autoritetens og Regjeringens Side.» Schoelcher siger: «Ancienniteten giver ingen Ret til Avancement; alle Grader besættes ved Valg, efter at Prøver have konstateret, hvem der er den dygtigste. Avancementet er ingen Belønning for den bedste i den lavere Grad, da det ikke er afgjort, at han bedst egner sig til den høiere Post; Avancementet er ikke andet end en egoistisk Handling fra Statens Side, hvorved denne, der kun har Tjenestens Interesse for Die, giver den nye Værdighed til den, den anseer for mest skikket til at beklæde den.

Samuel siger: «Avancementet maa hvile paa et urokkeligt Grundlag, fremfor alt paa Retfærdighed; der er kun eet Princip, som opfylder denne Betingelse, det er Anciennitets Principet. Men Anciennitets Principet kan ikke være det ene Ledende ved Avancement; selv om man forlanger aldrig saa store Garantier, naar det første Trin af Stigen betrædes, viser Erfaringen, at Evnerne kunne sløves, at Iveren kan svækkes og Lysten skifte om selv hos de solideste Mennesker; derfor maa der noget andet til for at supplere Anciennitetsprincipet. Enhver Valgmethode er forkastelig, da den, selv om den er baseret paa Konkurrence, fremkalder Uro, Misfornøielse og M istillid hos Gemytterne, fordi den krænker Anciennitetsprincipet, der repræsenterer Retfærdigheden. Derimod kan Anciennitetsprincipet sættes i Forbindelse med Autoriteternes Ret til at afskedige (éliminer) den, som ikke egner sig til Avancement. Ved Valgavancement gjor man een lykkelig, men mange misfornoiede; ved Anciennitets Avancement i Forbindese med Afskedigelse af den, der ikke egner sig til at avancere, gjør man kun en misfornøiet, og han træder ud af Hæren.

Un officier d’artillerie vil have Anciennitets Avancement indtil Oberst inklusive, men fordrer et duelighedsbevis, som erhverves ved en engang for alle bestemt Prøve for hver Grad.

Undersoge vi nu nærmere de Forslag, der fremkomme til Avancementsbestemmelser baserede paa disse Principer, da kunne de deles i 2 Hovedklasser, som imidlertid begge have det tilfælles, at de forlange Dueligheden og Evnen til at beklæde den Post, hvorom det dreier sig, bestemt konstateret dels ved Prøver dels ved Vedkommendes hele Tjenesteforhold.

De, der holde paa Valgavancement, foreslaae Sagen ordnet omtrent paa den Maade, at der aarlig af dertil bestemte Kommissioner eller Juryer, der ere forskjellig sammensatte for hver Grad, forfattes Avancementstableauer eller Forfremmelseslister; der tages herved baade Hensyn til Officerernes Forhold i K rig og i Fred, hvorover der for hver Officers Vedkommende gjores Optegnelser ved Afdelingen, og til Udfaldet af bestemte Prøver, der baade kunne være skriftlige, mundtlige og praktiske. Efter disse Forfremmelseslister, som flere foreslaae offenliggjorte, avanceres der efterhaanden som Vakancerne komme. En udtaler bestemt, at Ministeren kun maa afvige fra disse Lister, naar han motiverer Afvigelsen. Enkelte opstille detaillerede Forslag til Programmer til disse Prøver for de forskjellige Grader.

Til Ancienniteten tages der samtidig Hensyn ved at fordre en vis Tjenestetid i Graden for at kunne komme paa Listerne eller ved kun at medtage den øverste Halvdel i hver Grad.

Særegne Bestemmelser kunne yderligere begrændse Valgene, f. Ex. den, at ingen kan blive Bataillonschef, der ikke en vis Tid har kommanderet Kompagni, hvorved man navnlig har taget Hensyn til dem, der beklæde særegne Poster (capitaine d’habillement, capitaine trésorier o. s. v.), eller den, at ingen kan blive Brigadegeneral, som ikke en vis Tid har kommanderet Regiment.

De, der holde paa Anciennitets Avancement, fordre ogsaa, at Dygtigheden konstateres ved bestemte Prøver; de, der ikke ved disse erhverve sig det forlangte Duelighedsbevis, forlade strax Hæren, idet de enten fuldstændig afskediges eller anvendes i Keserven. Denne Udrensning (épuration, élimination) fordres navnlig udført med Strenghed i de lavere Grader, for itide at faae de Udygtige fjernede.

Enkelte af de Forfattere, som vi her behandle, gaae ikke detailleret ind paa Avancementsforholdene; Faidherbe siger saaledes ganske kort, at Halvdelen skal avancere efter Anciennitet, Halvdelen ved Valg.

Flere holde paa Aldersgrændser, som for enkelte af de Systemer, der opstilles, maaske ogsaa kunne være ret praktiske. De opstillede Grændser ere meget forskjellige fra vore, idet de gjennemgaaende ere lavere, hvilket formentlig ogsaa er rigtigt, naar man overhovedet vil have dem.

Samuel opstiller følgende Aldersgrændser: for en Lieutenant 32 Aar, for en Kapitain 42 Aar, for en Bataillonschef 53 Aar, for en Oberstlieutenant 58 Aar, for en Oberst 60 Aar, for en Brigadegeneral 62 Aar, for en Divisionsgeneral 65 Aar.

Un officier d’artilleri opstiller følgende Række: Lieutenant 36 Aar, Kapitain 40 Aar, Bataillonschef 45 Aar, Oberstlieutenant 48 Aar, Oberst 50 Aar.

Ved Betragtningen af disse Aldersgrændser, ved Hjælp af hvilke man virkelig maa kunne forskaffe sig forholdsvis unge Oflicerskadrer, maa man erindre, at mange af de saaledes afgaaede Officerer ville finde Anvendelse i Reserverne og i andre under den almindelige Administration henhørende Poster f. Ex. ved Udskrivningsvæsenet og ved Depoterne.

Adskillige udtale sig iøvrigt bestemt imod Aldersgrændser og mene, at den Enkelte bør beholdes saa længe hans legemlige og aandelige Tilstand tillader ham at tjene i den Grad, han er i. Naar der ikke ere ganske særegne Omstændigheder tilstede, synes ogsaa Aldersgrændser snarere at maatte skade end gavne, idet de kunne bevirke, at virkelig gode Kræfter forlade Hæren, hvorimod de ubrugelige altid burde kunne fjernes, hvad enten de have naaet Aldersgrændsen eller ei.

Hvad Avancementet i Krisstid angaaer, da foreligger der mange Udtalelser for, at der bør følges samme Regler som i Fredstid; har man Forfremmelseslister, følges de; ere de opbrugte, og tillade Omstændighederne ikke, at man sætter hele Apparatet til at danne nye i Gang, kan der finde provisoriske Udnævnelser Sted; men der paahviler da atter Vedkommende den Forpligtelse, naar Freden kommer, at fremstille sig til Prøverne for at faae sin Duelighed konstateret, og først da bliver han definitiv udnævnt. De saakaldte »actions d’éclat», som tidligere have spillet en saa stor Rolle med Hensyn til Avancementet, tillægges i Reglen ikke saa stor Betydning; en Enkelt forlanger endog, at en saadan, naar den skal have nogen Betydning, skal konstateres ved Vidneførsel, da der ellers vil finde Misbrug Sted.

Meningerne ere meget delte om, hvorvidt Avancementet bør gaae over hele Hæren eller kun over enkelte Dele, divisionsvis, regimentsvis. De fleste ere imod Regimentsavancementet, som hidtil har været anvendt, paa Grund af den store Ulighed, der let derved fremkommer i Samtidiges Vilkaar.

Hvor forskjellige nu end Meningerne ere om Principerne for Avancementet, saaledes som de komme frem i de foreliggende Forslag, kan man dog sige, at Alle, som ere gaaede nærmere ind paa Spørgsmaal, belærte af en sørgelig Erfaring ere enige om, at kun den bor avancere, hvis Kvalifikation til den høiere Post er bestemt konstateret. Der kan vistnok ogsaa kun være een Mening om, at det er et fuldkommen rigtigt Princip; Avancementet bør kun kunne vindes ved Arbeide. Et andet Spørgsmaal er, om ikke flere af Forslagene med de mange Prøver og de mange forskjellig sammensatte Juryer ville være noget upraktiske. Forslagene, der gaae nd paa at benytte A nciennitetsvalg med et paa en eller anden, tiistækkelig Garanti ydende Maade tilveiebragt Duelighedscertifikat og med Fjernelse af dem, der ikke kunne erhverve dette Certifikat, synes at tiltale ved deres Simpelhed; men netop fordi en umiddelbar Afskedigelse kan følge ovenpaa den Dom, der afsiges om en Mand, fordres der rigtignok en høi Grad af Bestemthed og Karakterfasthed hos den Institution, der skal afsige Dommen, at ikke Supplementet til Anciennitetsvalgene, «Eliminationen», skal blive illusorisk.

Generalstaben.

Alle Forslagene ere enige om, at den franske Generalstab i den sidste Krig ikke har præsteret, hvad man med Rette kan fordre af en god Generalstab; imidlertid mene dog flere, at Feilen lige saa meget laae i en uheldig Afbenyttelse fra de kommanderende Generalers Side og i en uheldig Fordeling af Generalstabstjenesten, idet mange anerkjendt fortrinlige Kræfter slet ikke kom til Anvendelse. La Tour du Pin Chambly, som giver en frem stilling af Fordelingen af Tjenesten i de preussiske og franske Stabe, gjer den Bemærkning, at medens de franske Generalstabsofficerer næsten udelukkende bruges til Kontortjeneste, og kun ere til Hest paa Slagdagene, hvor de bruges som Ordonnanser, saa anvendes de egenlige, preussiske Generalstabsofficerer næsten udelukkende til den Del af Tjenesten i Stabene, som bestaaer i at assistere Generalerne navnlig i strategisk og taktisk Henseende, en Tjenestegren, af hvilke der kun fandtes svage Spor ved de franske Stabe. Den franske Generalstab er langt større end den preussiske, fordi den skal bestride langt flere Tjenestegrene, som ved de preussiske Stabe besørges af andre Individer; hvorimod de vigtige Arbeider, som høre til at forberede og lede Troppernes Bevægelser, som ved de preussiske Hære vare Generalstabsofficerernes Hovedarbeide, i den franske Hær alene paahvilede vedkommende General; at Arbeidet let blev uoverkommeligt for ham og derfor slet udfort, er naturligt. La Tour du Pin Chambly anseer det derfor for hoist sandsynligt, at de franske Generalstabsofficerer anvendte efter det preussiske System vilde have tilfredsstillet fuldstændig, og at de preussiske Generalstabsofficerer ved at anvendes i de franske Stabe ikke vilde have fremkaldt nogen væsenlig Forandring. Denne Forfatter mener derfor, at det mere er Generalstabstjenesten, der trænger til at omordnes, end Generalstabens Rekrutering.

lovrigt ere de fleste Forfattere enige om , at en forandret Kekrutering af Generalstaben væsenlig efter preussisk Monster er nødvendig; Tilgangen skal ikke som nu udelukkende være unge Mænd, der lige have forladt den polytekniske Skole eller St. Cyr, men ogsaa ældre Officerer fra Afdelingerne, selv Kapitainer, som efter Konkurrence komme ind paa en særegen Skole, Generalstabsskole eller Hoiskole, som dog i nogle Forslag kun er en speciel Klasse i den almindelige Officerskole. Gougeard, Fay og «un officier d’arlillerie» ville kun have Officerer, som have tjent flere Aar (mindst 2), til at konkurrere til Generalstabsskolen; Fay vil ingen Lieutenanter have i Generalstaben. Der bor altid optages flere, end man vil bruge, saaledes at man kun vælger de bedste. De træde saa efter at have gjennemgaaet Skolen ud i Generalstaben, men ved hvert Avancement gaae de tilbage til et Vaaben, deres oprindelige eller et andet, og saa efter et Par Aars Forløb atter ind i Generalstaben og saa fremdeles. I den Tid, de ere i Generalstaben, gjøre de Tjeneste ved Stabene, der ere formerede som paa Krigsfod, og øves i de egenlige Generalstabsforretninger, endvidere uddannes de ved topografiske og geodætiske Arbeider og ved Keiser i militære Øiemed. Det fremhæves næsten af Alle, at en stor Del af det Arbeide, som ved de franske Stabe udføres af Generalstabskapitainer eller endog af hoiere Officerer, meget godt kunde udfores af Sekretærer eller Skrivere, som kunne erhverves blandt vel uddannede nonkombattante Værnepligtige.

Nogle fordre, at alle Generaler tages af Generalstaben, andre slaae den specielle videnskabelige Uddannelse, som er nødvendig for en Del af Artilleriets og Ingenieurkorpsets Officerer, sammen med Generalstabsofficerernes Uddannelse, saa at alle til specielle tekniske Hverv nødvendige, videnskabelig dannede Kræfter tages fra Generalstaben.

Kommandoforhold.

Som bekjendt herskede der i den franske Hærs Kom mandoforhold en overordenlig høi Grad af Centralisation, som fordømmes af Alle, og som væsenlig faaer Skylden for den uhyre Konfusion, som under Hærens Mobilisering i 1870 herskede i alle Retninger; A lt skulde paa en Gang fordeles af Ministeriet, Kommandoer og Stabe forst skabes o. s. v. o. s. v. For at undgaae en Gjentagelse af sligt, foreslaae Alle en lignende fast Inddeling som i Preussen, der svarer til den Inddeling der skal haves i Krigstid. Hvert Armeekorps under Kommando af den General, som skal rykke ud med det, naar K rig udbryder, har ogsaa i Fredstid Alt, hvad det skal have i Krigen: Infanteridivisioner med deres Artilleri, Rytteri, Reserveartilleri, Train, Intendantur o. s. v. Det har sine egne Depoter og Magaziner, saa at den kommanderende General ikke behøver at korrespondere med Krigsministeren om hver Bagatel, da han i Fredstid er forsynet med Alt. Han er i Besiddelse af en stor Myndighed i forskjellige Sager, som for alle afgjordes i Paris, f. Ex. med Hensyn til Avancement, Belønninger o. s. v.

lovrigt ere Forslagene selvfølgelig i mange mindre Punkter meget varierende; men Principet er Decentralisation og Overensstemmelse mellem Kommandoforholdene i Fred og i Krig.

Øvelserne.

I mange af Forslagene kommer man ind paa den Karakter, som Gvelserne i den franske Hær fremtidig bør have. Der er navnlig to Ting, som komme frem i alle Forslagene i saa Henseende. Den ene er, at Tiden maa benyttes paa en ganske anden Maade end tidligere; der maa arbeides baade af Officerer, Underofficerer og M andskab; det er kun under den Forudsætning, at flere Forfattere kunne gaae ind paa en langt kortere Tjenestetid, end man for har været vant til i Frankrig. Den anden er, at de større Øvelser maa ligne Krigsforholdene saa meget soin mulig, at de kunne tjene til virkelig Uddannelse for Generalerne, Stabene, Afdelingerne, Trainet, Administrationen o. s. v.

Udrustningen.

Alle ere enige om, at den franske Soldats Udrustning er for tung og absolut maa lettes baade for Fodfolkets og Rytteriets Vedkommende. Forslagene i den Retning ville vi iøvrigt ikke gaae ind paa.

Intendanturen.

Det er bekjendt, at der har været fort meget stærke Klager over denne Tjenestegrens Virksomhed i den sidste K rig, og seer man hen til Resultatet, have disse Klager vistnok været fuldt begrundede. Iøvrigt synes det at være en almindelig Mening, at den øverste Administration var i Hænderne paa fortrinlige Kræfter, men at det skortede paa underordnede Kræfter. I sin Helhed beskyldes Intendanturen for at have arbeidet for meget paa at udvide sin Myndighed over for mange Tjenestegrene, saa at Arbeidet voxede den over Hovedet, ligesom man ogsaa mener, at den ikke i tilstrækkelig Grad forstod sig paa almindelige Handelsforhold og derfor ikke kunde benytte de Landsdeles egne Hjælpekilder, hvor Hærene opholdt sig. Ligeledes klages der over en for vidt dreven Tilbøjelighed til at kontrollere Afdelingerne, hvorfor enkelte foreslaae Kontrollen udsondret.

En Forandring, hvis Nødvendighed med en mærkelig Enstemmighed fremhæves af Alle, er Lægevæsenets U dsondring fra Intendanturen. Der anføres adskillige Exempler paa uheldige Forhold, der ere fremkomne derved, at ikke lægekyndige Kræfter have bestemt Lazarethers Størrelse og Beliggenhed, fordelt læger, besørget Lazarethernes Forsyning o. s. v.

Medens alle de Forslag, hvoraf vi her have givet enkelte Uddrag, gaae ud paa at tilveiebringe en stor Liniehær, som stadig kompleteret og støttet af en Reserve, der iøvrigt væsenlig kun skal anvendes i Landets Indre, skal gjennemføre Krigen, foreligger der ogsaa et enkelt Forslag af en ganske anden Art, som vi i det Foregaaende have forbigaaet, nemlig L. N. Rossel: Abrégé de l’art de la guerre suivi de l’organisation militaire de la France. Denne Forfatter opstiller et Militssystem med en lille, staaende Hær; han vil aarlig udskrive 25— 30,000 Mand, som skal tjene i 8 til 10 Aar, saa at han faaer en fast Hær paa c. 250,000 Mand (100,000 Mand Fodfolk, 50,000 Mand Rytteri og 50,000 Mand Artilleri). Hele den øvrige Del af det værnepligtige Mandskab vil han have ordnet og uddannet som Milits.

Vi ville her standse med den almindelige Bemærkning, at vi ikke troe, at Nogen vil gjennemlæse de Forslag, af hvilke her enkelte Momenter ere trukne frem, uden at beundre den Frimodighed, med hvilken de franske Officerer omtale al den Daarlighed, der har været i Hæren, og den Alvor, med hvilken de synes at tage fat paa det Gjenfødelsesværk, som sikkert er nødvendigt baade for Hærens og Nationens Vedkommende, om Frankrig atter skal indtage sin gamle Plads blandt Europas Stormagter.

 

Efterat dernæst det i Kapitain Bahnsons Foredrag omhandlede Emne var stillet til Diskussion, knyttede Oberst Thomsen af Generalstaben nogle Bemærkninger dertil af omtrent følgende Indhold:

Mine Herrer!

Da jeg, efter i Sommer at have afsluttet en Reise i Preussen, Dsterrig og Schweitz, vendte tilbage igjennem Frankrig, havde jeg, ved i nogen Tid at opholde mig i Paris, Leilighed til paa Stedet at blive bekjendt med en Del af de Forhold, der bleve bragte paa Omtale i det nys afholdte Foredrag. Naar jeg derfor nu efter dettes Afslutning har begjæret Ordet for dertil at knytte nogle Bemærkninger, beder jeg Kapt. Bahnson ikke at betragte disse som en Kritik af hans Foredrag, men kun som et Forsøg paa at supplere enkelte af de af ham nævnte Punkter, og Dem m. Hr., beder jeg erindre, at jeg, der efter at have læst Bekjendtgjerelsen i Dagsavisen er kommen herud for at høre et Foredrag «over franske Betragtninger om Hærordningsforhold» uden iøvrigt forud at vide, hverken hvem der vilde holde Foredraget, eller hvad det nærmere vilde omfatte, — er kommen uden særlig Forberedelse, saa at en Appel til Deres Overbærenhed er nødvendig, og saa at ogsaa jeg er nødsaget til at fremsætte Kapt. Balinsons Undskyldning, — endskjøndt den for hans Vedkommende var overflødig, — for at det, jeg her siger, fremkommer i en aforistisk og kun lidet sammenarbeidet Form.

Under mit Ophold i Paris var jeg saa heldig at gjøre Bekjendtskab med nogle Officerer, som særlig gave sig af med at gjennemgaae de over 150 Værker og Piecer, der vare udgivne, for at opsamle alle Guldkornene, hvor de end fandtes, og give en samlet Fremstilling af dem. Jeg fik derved Ledighed til af dem at faae en kort K ritik over Organisationsliteraturens forskjellige Produktioner og til en sikker Anvisning paa, hvilke af Værkerne der maatte betragtes som de bedste. Af disse har jeg læst en Del; og om der end er enkelte af de af Kapt. Bahnson omtalte Værker, som jeg ikke kjender, saa er dog den større Del mig bekjendt, og jeg kan derhos tilfoie den Bemærkning, at jeg, hvis min Hukommelse ikke slaaer mig feil, troer, at Kapt. Bahnson i sit Foredrag ikke har forglemt noget Værk af større Betydning, i det Mindste efter den Dom at regne, som fældedes over dem i Frankrig.

Det blev af Kapt. Bahnson nævnt, at han troede at have læst, at det franske Krigsministerium havde opfordret Officererne til Udtalelser angaaende Hærordningsspørgsmaal, og at en Del af de udkomne Brochurer sandsynlig vare fremkomne paa Foranledning af denne Opfordring. Jeg tor ikke benægte Muligheden af dette Faktums, lligtighed, men jeg har ikke fundet nogensomhelst Omstændighed, der kunde bekræfte det. Jeg vil endog være tilbøielig til at troe, at en Misforstaaelse ligger til Grund for dette Bygtes Opkomst. Det er mig nemlig bekjendt, at det franske Krigsministerium har ladet nogle saakaldte «questionnaires» uddele til Officererne af de forskjelJige Vaaben, men disse Samlinger af Sporgsmaal, som man ønskede at see besvarede, angik ikke Organisations- men MaterielForhold. Da der nemlig under Krigen til alle Afdelinger var uddelt høist forskjellige Vaaben, navnlig hoist forskjellige Haandskydevaaben og Kanoner, og da det var Krigsbestyrelsen af Interesse at faae de Erfaringer at vide, som af Officererne vare indvundne m. H. t. Vaabnenes Brugbarhed og Anvendelse, udarbeidede Krigsministeriet 3 questionnaires, en for Officerer af Fodfolket, en for Officerer af Bytteriet. og en for Officerer af Artilleriet, hver især indeholdende en meget stor Bække af Principog Detailsporgsmaal angaaende hvert af Vaabnene; disse questionnaires uddeltes da til Officererne med Anmodning om, at Enhver vilde besvare de enkelte af Spørgsmaalene, hvorom han havde havt Leilighed til at indhøste Erfaring. Jeg antager det er disse questionnaires, som have givet Anledning til det af Kapt. Bahnson omtalte Bygte; om Udtalelser angaaende Organisationsspørgsmaal er der, saavidt mig bekjendt, ikke udgaaet Opfordring fra Krigsm inisteriet, som derimod syntes at indtage det Standpunkt, kun at tolerere Diskussioner og kun at tillade Udgivelsen af saadanne Brochurer af Militær-Forfattere, som ikke ligefrem vare skadelige for Disciplin eller god Tone.

Blandt de af Kapt. Bahnson omtalte Militær-Forfattere maa jeg særlig henlede Opmærksomheden paa en enkelt, nemlig Oberstlieutenant Charles Fay, hvis Værk om den sidst afsluttede Krig findes anmeldt i det idag udkomne 1ste Hefte af det krigsvidenskabelige Selskabs militære Tidskrift. Jeg omtaler særlig denne Forfatter, ikke alene fordi han er en mere end almindelig intelligent og produktiv Militærskribent, men navnlig fordi han i sin tidligere Stilling har havt Leilighed til at staae den nuværende franske Krigsminister meget nær, fordi han skrev den 1ste Udgave om Hærens fremtidige Ordning, medens han i Ham burg var i Krigsfangenskab sammen med General de Cissey, og fordi den anden Udgave af hans Bog med Citationstegn indeholder en Del Tilføjelser, der betragtes som hidrorende fra selve denne Generals Haand, — endelig navnlig fordi en Del af de Forslag, som han fremsætter, bleve bragte i Udførelse kort efter at General de Cissey tiltraadte Bestyrelsen af Forsvarsvæsenet; jeg skal saaledes blot som Exempler anføre, at det franske Krigsministerium strax blev omordnet netop efter den Plan, som findes i Oberstlieutenant Fay’s Bog, at Landsenererne bleve afskaffede netop som det i det nævnte Værk var foreslaaet, og at det ikke alene er i store Ting, men ogsaa i smaa Ting, saasom Uniformsforandringer for Officerer, Afskaffelse af Skjedskind og Parade-Pionerredskaber for Infanteri-Regimenternes tidligere martialske Sapeurer, at der er en stor Overensstemmelse mellem det, som blev foreslaaet i den nævnte Brochure, og det, som senere virkelig har fundet Sted.

Det er, som alt udtalt, imidlertid ikke noget synderlig Nyt, jeg angaaende Hærordningsspørgsmaalene kan tilføie fra den mig bekjendte franske Mititær-Literatur udover hvad der alt er meddelt af Kapt. Bahnson; derimod kan jeg fremsætte nogle Bemærkninger over det samme Emne, som stamme fra det Kjendskab, jeg paa Stedet har søgt at erhverve mig, dels ved at følge Komiteforhandlinger i den franske Nationalforsamling og dels ved at see de Foranstaltninger med Hensyn til den franske Hærs praktiske Reorganisation, der ifølge Angivelser i de forskjellige officielle Organer ere. trufne af det franske Krigsministerium. Jeg maa dog hertil føie, at jeg omtrent i Midten af November f. A. forlod Frankrig, at jeg vel senere har faaet tilsendt en hel Del, af hvad der siden den Tid er udkommet, saaledes navnlig de seneste Forhandlinger i Nationalforsamlingens militære Komite, men at jeg endnu kun har havt Tid til aldeles foreløbig at gjennemlobe dem, saa at det, jeg her kan sige, nærmest maa betragtes som kun gjældende om Tidspunktet indtil Midten af November f. A.

Der er 2 store Hovedpunkter, der — som af Kapt. Bahnson udtalt — synes at være gaaede over i den almindelige Bevidsthed i Frankrig, det ene er, at den franske Hær, som hidtil ved Krigsberedskab bragtes paa Benene, var for lille; det andet er, at Mobiliseringen var for lidet forberedt og derfor gik altfor langsomt for sig. Det er den første Omstændighed, som bl. A. har været medvirkende til Ønsket om Indførelsen af le service obligatoire og Uddannelsen af hele Aarets Kontingent. Inden jeg imidlertid gaaer over til at udtale mig om disse Punkter, beder jeg at maatte indskyde en lille Bemærkning. Der tales ofte om et saakaldt Udkast til en ny Hærlov og om den franske Militærkommission; ingen af disse Dele existerer imidlertid i den Betydning, hvori de almindelig opfattes. Der er nemlig aldeles ikke af Regjeringen udarbeidet noget Hærlovudkast, end mindre har et saadant været forelagt Nationalforsamlingen eller nogen Militærkommission; men Nationalforsamlingen har paa Grund af Sagens Vigtighed og foranlediget ved den Masse militære Forslag, som fra dens Medlemmer eller Udenforstaaende indsendtes til samme, af eget Initiativ nedsat en Kommission paa 45 Medlemmer valgte ud af dens egen Midte, i hvilken der jo, som bekjendt, findes flere Generaler og andre høiere Officerer. Det er bleven denne Kommissions Opgave at drøfte alle de store Principer vedrørende Hærordning og Udskrivning; den har imidlertid endnu ikke afsluttet sit Hverv — Kommissioner arbeide som bekjendt i Reglen kun langsomt, navnlig naar det er deres Opgave at skulle skabe Noget — saaledes at selve Nationalforsamlingen kunde faae Ledighed til ved en Afstemning at afgjøre Noget. Da jeg forlod Frankrig, forelaae der for Oflenligheden af dens Betænkning kun de 6 første Paragrafer, der omhandle le service obligatoire-, disse 6 Paragrafer vare enstemmig bievne vedtagne af den 45 Mands Kommission, men havde som sagt ikke været Gjenstand for Afstemning i selve Nationalforsamlingen; efter at være hjemkommen, har jeg seet, at Kommissionen senere har affattet i Alt 71 Paragrafer angaaende Hærens Rekrutering.

Jeg skal nu vende tilbage til Sporgsmaalet om le service obligatoire-, i Frankrig synes alle saavel i Nationalforsamlingen som i Hæren at være enige om dens Nødvendighed. Der er kun een Mand af Betydenhed, som ér imod den, og det er Thiers; — men det antages almindelig, at Præsidenten i dettePunkt som fer i andre Punkter dog tilsidst vil give efter lige over for Nationalforsamlingens bestemt udtalte Villie. Jeg anseer det derfor som givet, at le service obligatoire dog tilsidst vil blive indført.

Med Hensyn til det hele aarlige Kontingents Uddannelse ere imidlertid ikke Alle ligesaa enige; Mange frygte nemlig Konsekvenserne af det franske Proletariats Optagelse i Hærens Rækker, Andre skrækkes tilbage for de finansielle Konsekvenser; thi at en Indskrænkning i Tjenestetidens Udstrækning er en nødvendig Følge af hele Rekrutmassens Uddannelse, er ingenlunde gaaet op for Alle. Tjenestetiden paaregnes endnu at skulle være 4 til 5 Aar; nogle ansee 3 Aar for tilstrækkelig, men jeg erindrer ikke at have truffet en eneste Franskmand, som troede, at 2 Aar vare tilstrækkelige til at uddanne en Soldat. Jeg skal naturligvis ikke paatage mig at bedømme, om der i Frankrig maatte være særegne Grunde tilstede, der tale for Nødvendigheden af en lang Tjenestetid, men jeg troer dog at burde henlede Opmærksomheden paa, at der, naar der tales om lang Tjenestetid, er en overordenlig stor Forskjel mellem den reelle og nominelle Tjenestetid, idet der ved Tanken om den llereaarige Tjenestetid altid er underforstaaet, at en hel Del af det Mandskab, som skulde være tilstede ved Fanerne, i Virkeligheden i de sidste Tjenesteaar er hjemsendt, og altsaa kun i en Slags Disponibilitetstilstand for den aktive Hær. Det som jeg antager, at man dog tilsidst vil blive enig om, er, at hele den aarlige Rekrutmasse uddannes, men at der tillige gjøres Forsøg i alle mulige Retninger for at faae denne store Rekrutmasse betydelig formindsket; det vil sige, at man vil fritage ikke ålene alle Svagelige og Undermaalere, men ogsaa en Mængde andre Personer, af Hensyn til enten deres Fam ilieforhold (som Enkers eneste eller ældste Søn o.s.v.) eller deres Stilling til Staten (t. Ex. unge Mænd, der offre sig til Undervisningsvæsenet eller til visse Statstjenester). Tjenestetiden antager jeg vil blive ansat nominelt til 4 Aar, men saaledes at der efter 1 Aars Tjeneste hjemsendes saa mange, som efter aflagte Prøver vise sig at være tilstrækkelig uddannede, at det samme gjentages i endnu større Udstrækning efter Udløbet af det 2det og 3die Aar, og at der som Følge deraf kun vil være yderst Faa tilstede af den 4de Aargangs Mandskab, maaske endog kun de Faa, som frivillig have ladet sig engagere dertil. Tjenestetidens Byrde antager jeg, at man desuden vil søge formindsket samtidig med Statskassens Udgifter til Hæren ved Indførelse af etaarige Frivillige, saaledes at den Værnepligtige, der har bevist et vist Dannelsestrin, og som i sin Tjenestetid kan holde sig selv med Lønning og Udrustning, naaer Ret til at hjemsendes efter eet Aars Tjeneste og til ved Indkaldelsen under Krig at gjøre Tjeneste som Reservebefalingsmand.

Jeg omtalte før, at det ogsaa synes at være gaaet over i den almindelige Bevidsthed i Frankrig, at Hærens Mobilisering var gaaet meget for langsomt for sig. Jeg antager det derfor som givet, at den franske Hær ved den nye Ordning vil blive inddelt i aktive Armeekorps og aktive Divisioner, bestaaende paa Fredsfod af alle Vaabenarter i samme Forhold som paa Krigsfod, og saaledes at hver enkelt Armeekorps kan, uafhængig af de andre, og uden at behøve Detailordrer fra Krigsministeriet, foretage sin Mobilisering hurtig, uden at der sker nogen væsenlig Forrykning i alt paa Fredsfod bestaaende Institutioner, og uden at der i sidste øieblik skabes nye Kommandoer. Som Følge deraf antager jeg, at ogsaa Afdelingerne fremtidig ville komme til at rekrutere fra og garnisonere i større Armeekorpsdistrikter. Der er ganske vist derved en stor Vanskelighed i de store Byer som Paris, Lyon og Marseille, hvis Befolkning man nødig vil see samlet i særegne Afdelinger, garnisonerende i disse Byer eller deres nærmeste Omegn; denne Vanskelighed antager jeg imidlertid, at man vil komme ud over enten ved at holde disse Byer udenfor Armeekorpsdistrikterne og fordele dem ligeligt til alle, eller ved at ordne Distrikterne saaledes, at de dannes som Sektorer med disse Byer som Centrer og med de store Jernbanelinier, der udgaae fra dem, som de Kurver der skille Sectorerne indbyrdes.

Det kan ikke siges, at man i Frankrig alt har oprettet aktive Armeekorps og aktive Divisioner, men der er dog gjort en Slags Begyndelse dertil, idet der er dannet 5 Armeekorps i Paris, Versailles med omliggende Byer og Leire og et 6te Armeekorps i og om Lyon; i Algier er man ifærd med at oprette et 7de Armeekorps, og flere ville vel blive dannede i det øvrige Frankrig. Hvor mange Armeekorps der i Alt ville blive oprettede, lader sig endnu ikke forudsige; jeg antager, at 20 vil blive det sandsynlige Tal. Er dette rigtig og antages Armeekorpset at deles i 2 Infanteridivisioner, disse atter i 2 Brigader og disse igjen i 2 Regimenter, vil der af Fodfolk altsaa i Alt blive c. 160 Regimenter. Jeg drages til denne Slutning tildels ved Betragtningen af det Antal Regimenter, som faktisk er forbleven efter Krigens Slutning. Som bekjendt bestod det franske Fodfolk for Krigen af 100 Linie-Regim enter, 8 Garde-Regimenter, 7 algierske Regimenter, 21 ChasseurBatailloner og 3 Batailloner afrikansk Infanteri; efter Krigen ere Garderegimenterne bievne ophævede, Linieregimenternes Antal definitivt forøget med 6 og de algierske Regimenters med 1; men desuden bestaaer der endnu midlertidig 20 provisoriske Regimenter, og Chasseur Bataillonernes Antal er voxet til 30. Det er naturligt at Frankrigs indre Forhold have kunnet gjøre en saadan Forøgelse i Fodfolkets Styrke ønskelig, ja endog nødvendig; men den saaledes opretholdte Styrke, svarende til i Alt omtrent 150 Regimenter, har jeg dog betragtet som et Slags Fingerpeg om, at et Antal af henved 160 Regimenter var det, hvortil man i Fremtiden vilde stræbe hen. Jeg antager, at man vil opretholde Regimenterne paa 4 Batailloner, men saaledes at en af dem alternerende danner Depotbataillonen. Jeg troer ogsaa med Kapt. Bahnson, at man stræber efter at komme bort fra de smaa Kompagnier; Aarsagen dertil synes mig imidlertid mindre at ligge i økonomiske end i taktiske Grunde; thi jeg troer det erkjendt, at de franske Kompagnier have vist sig for svage til i Krigen at kunne udrette noget ordenligt, og at det derfor ofte har været nødvendigt at samle dem i Divisioner paa 2 Kompagnier; men da den ældste Kompagnichef i saa Tilfælde overtog Kommando over begge Kompagnier, var enten den yngste Kompagnichef overflødig, eller en Premierlieutenant maatte overtage Kompagnikommandoen istedenfor den ældste. Jeg antager derfor, at der i den franske Hær er en stor Stemning for at faae Bataillonerne formerede paa 4 store Kom pagnier paa 200 til 250 Mand, men jeg antager det da tillige som en nødvendig Konsekvens heraf, at Kompagnikadrene fordres saa meget desto stærkere, og at Kompagnichefen i det mindste paa Feltfod gjøres bereden.

Rytteriet have ganske vist enkelte Militærforfattere foreslaaet indskrænket; saaledes som af Kapt. Bahnson ganske rigtig nævnt, General Faidherbe. Denne General nyder imidlertid i Frankrig udenfor et enkelt Parti kun meget liden Anseelse som Organisator, og den af ham udgivne Brochure lider af saa mange Mangler, at den ikke særlig tjener til Anbefaling for hans Forslag. En aldeles overveiende Stemning synes derimod tilstede for at udvide Rytteriet eller i det mindste vedligeholde det i det nuværende Omfang; men det erkjendes samtidig, at det franske Rytteri i sidste K rig har været enten ikke anvendt eller i det hele taget slet anvendt, og at dets Udvikling til at gjøre Tjeneste som let Kavaleri, navnlig til Sikkringsog Rekognoscerings-Tjenesten paa lignende Maade som det preussiske Kavaleri, er en Nødvendighed. Er den af mig før fremsatte Forudsætning om Oprettelsen af 20 Armeekorps rigtig, og antages der til hver Division at behøves et Rytterregiment, og desuden endnu en Brigade paa 2 Regimenter pr. aktiv Armeekorps, vil der ialt behøves 80 Regimenter, det vil sige: der vil endnu være at oprette 17 nye Regimenter; der er nemlig i Frankrig inklusive Algier for Dieblikket i A lt 63 Regimenter. Før Krigen var der foruden de 7 rent afrikanske og de 6 Garde-Regimenter, endvidere 10 Kyradser-, 8 Landsener-, 12 Dragon-, 12 Chasseurs- og 8 Husar-Regimenter; efter Krigen ere Garde-Regimenterne omændrede til Linie-Regimenter, endvidere samtlige Landsener-Regimenter omændrede til Husar- eller Dragon-Regimenteri saaledes at der for Oieblikket ialt er 12 Kyradser-, 20 Dragon-, 14 Chasseurs-, 10 Husar- og 7 afrikanske Regimenter. Det vil sige, der er bevaret det samme Aijtal Regimenter som før Krigen; Landsenererne ere afskaffede, men mærkværdig nok har denne Bkjæbne endnu ikke truffet Kyradsererne.

Om Artilleriets forøgede Betydning i den nuværende Taktik synes Alle at være enige. Naar Kapt. Bahnson nævnte, at 5 Kanoner pr. 1000 Mand Fodfolk var det høieste Antal, han havde seet fordret af de franske Militærforfattere, maa jeg dog som Kuriosum tilføie, at der imidlertid var een Forfatter, og det endog et Medlem af selve Nationalforsamlingen, der til denne havde indleveret et Organisationsforslag, i hvilket der fordres 9,2 Kanoner pr. 1000 Mand. Jeg antager imidlertid, at 4 eller maaske snarere 3 til 4 pr. mille vil blive den Fordring, der vil blive opstillet med Hensyn til Kanonantallet.

Jeg skal— da Tiden er saa langt fremrykket — ikke indlade mig paa at omtale de forskjellige Anskuelser, jeg har hørt angaaende Artilleriets Fordeling som Divisionsog Korps-Artilleri, og derfor heller ikke gaae ind paa, hvad der i Almindelighed fordres af Materiellet med Hensyn til Bevægelighed, Betjeningshurtighed og Virkning, men afslutte mine Bemærkninger angaaende det franske Artilleri med den Oplysning, at Artilleriregimenternes Antal i Frankrig for Tiden er bleven forøget fra 22 til 24, og at der vel ingen Tvivl er om, at Artilleriregimenterne fremtidig ville blive satte i nøie og fast Forbindelse med de aktive Armeekorps.

Om Ingenieurtropperne har jeg ikke Meget at sige, — derfor kun det Ene, at det har undret mig ikke i Frankrig at spore stærk Vægt lagt paa saadanne Institutioner, som man i andre Lande sætter saa stor Pris paa, saasom Jernbane-, Telegraf- og Signal-Kompagnier.

Generalstaben ønske vistnok Alle i Frankrig omdannet efter preussisk Mønster, og der er navnlig to Forhold, som der lægges megen Vægt paa; det ene er, at Generalstabsofficererne ved enhver Forfremmelse indtræde i aktiv Kommando i en vis Tid, inden de atter kunne kaldes til Generalstabstjeneste; det andet er, at Generalstabsofficererne hverken i K rig eller Fred misbruges til Skrivertjeneste, hvortil Underofficerer kunne bruges, og saaledes afholdes fra den Uddannelse og den Anvendelse, der er den naturlige for dem.

Hvorledes Detaillerne med Hensyn til Officerstilgangen i den franske Hær fremtidig ville blive ordnede, er det mig naturligvis umulig at sige; men det har af Alt, hvad jeg har erfaret om den nuværende franske Krigsministers Foranstaltninger, paatrængt sig mig, at der er 2 Ting, som han vist ubetinget vil fordre, og disse ere, at den tilgaaende Officeer besidder saavel Disciplin som Intelligens. Jeg har draget den Slutning, at han ønsker den fremtidige Officerstilgang ordnet med dette Maal for Die deraf, at han sees at lægge en meget stærk Vægt paa, blandt de alt tilstedeværende Officerer at hævde Disciplinen samt at vække og vedligeholde Intelligensen. Jeg skal tillade mig at oplyse dette med et Par Exempler. Der var, da jeg ankom til Frankrig, en tilsyneladende god Disciplin blandt de franske Soldater, der efter Krigens og Fangenskabets Afslutning havde lært mere end før at erkjende dens Nødvendighed; men blandt Officererne var der en aabenbar Spaltning tilstede; det var ikke den Spaltning, som Kapitain Bahnson omtalte mellem Officerer, der havde tjent sig op fra Geleddet, og Officerer, der havde gjennemgaaet Militærskolerne, men det var en Spaltning mellem de Officerer, der efter mange Aars hæderlig og fortrinlig Tjeneste i Algier, Krim, Italien og Mexiko havde begyndt det sidste Felttog med en for deres personlige Vedkommende lige saa tapper som hæderlig Deltagelse i de store Kampe mod de tydske Hære og endt Felttoget ved efter Metz og Sedan at tilbringe mange og lange Maaneder i preussisk Fangenskab; — det var en Spaltning mellem disse Officerer paa den ene Side og de Officerer paa den anden Side, der under den sidste Del af Krigen havde modtaget Udnævnelse eller Forfremmelse paa en af de mange extraordinære Maader, som Gambetta troede det rigtig at bringe i Anvendelse, og blandt hvilke jeg særlig skal nævne en enkelt, nemlig den, at de franske Officerer, — deres Antal var forøvrigt forholdsvis ringe — der, lokkede ved Gambettas Opraab, i hvilket han tilsagde dem Reisegodtgjørelse og Avancement, havde brudt deres Æresord, og vare flygtede fra de preussiske Fæstninger, virkelig strax bleve forfremmede, ofte endog efter nogle faa Dages Forløb gjennem flere Grader. General Cissey rettede strax sine Bestræbelser paa at faae denne uheldige Spaltning i Officerkorpset hævet; han forelagde Nationalforsamlingen et Lovforslag, efter hvilket en Militærkommission, bestaaende af en Marechal og flere Generaler fra de forskjellige større Hære, der havde ageret selvstændig i Krigen, skulde træde sammen for at undersøge og bedømme alle de, omtrent 5000, extraordinære og irregulære Avancementer, der havde fundet Sted under Krigen. Nationalforsamlingen forandrede imidlertid Lovforslaget saaledes, at Kommissionen ikke kom til at bestaae af Militærpersoner, udvalgte af Ministeren, men af lutter Medlemmer af Forsamlingen, valgte af den selv ud af dens egen Midte. Antallet af Medlemmer i Kommissionen blev fastsat til 15, af hvilke, saa vidt jeg mindes, kun 2 vare Officerer i Hæren, og til dens Formand valgtes den gamle Changarnier. Denne Kommission fik saaledes Bemyndigelse til at afgjore alle Spørgsmaalene aldeles «souveraint» og definitivt; den satte efter Omstændighederne Folk 2 til 3 Grader tilbage, den fordrede bl. A. alle de Officerer afskedigede, som havde brudt deres Æresord, og den opretholdt i Keglen kun Gyldigheden af Forfremmelse til een Grad ud over den, som den Paagjældende havde havt ved Krigens Begyndelse. Kommissionen liavue i den forste Del af Oktober afsluttet sin Opgave for Generalernes Vedkommende og var i November ifærd med at ordne Obersternes Anciennitetsforhold; for Dieblikket synes den atvære naaet til Kapitainerne. Man lod til i Keglen at være tilfreds med dens Bestemmelser, men man beklagede dog, at der var 2 Generaler, for hvilke Forfremmelse undtagelsesvis gjennem 2 Grader ud over deres oprindelige Grad var bleven opretholdt, — 2 Generaler, som netop vare Medlemmer af selve Nationalforsamlingen. De Officerer, som saaledes bleve satte tilbage til en lavere Grad og til Reserve- eller Disponibilitets-Stand, toge i Reglen deres Skjæbne paa en passende og værdig Maade; men der var naturligvis ogsaa Undtagelser, som ikke bare sig saaledes ad; General Michel, der blev forsat til Generalernes Reservekadrer, hvilket omtrent vil sige det samme som at han fik Afsked, og General Cremer, der blev sat tilbage til Stillingen som chef d’escadron, toge den dem overgaaede Skjæbne fortrydelig op og udtalte deres Misfornøielse offenlig paa en mod Regjeringen usømmelig Maade; men Krigsministeren dekreterede da strax den forste 30 Dages Arrest og befalede den anden stillet for Krigsret. Jeg nævner disse Exempler, fordi de tillige med mange andre have givet mig det Indtryk, at General de Cissey vil Disciplinens Gjenindforelse i Officerkorpset fra oven af, og ikke er bange for, om fornødent, at anvende strænge Midler dertil.

Jeg antydede før, at jeg havde Grund til at antage, at den franske Krigsminister ubetinget vilde fordre af de tilgaaende Officerer 2 Ting: Disciplin og Intelligens; saaledes at den gamle Læresætning, at den franske Soldat bærer Marechalstaven i sin Lomme, ikke derved vil være omstyrtet men kun ændret derben, at Soldaten for at faae Staven ud af Lommen tillige maa have givet Garanti for, at han har den fornødne Intelligens til at føre den. Jeg skylder derfor endnu at anføre nogle Exempler paa den franske Krigsministers Bestræbelser for at vække og vedligeholde Intelligensen blandt Officererne; jeg har allerede nævnt for Dem, at General de Cissey til Officerer af alle Vaabenarter lod udgaae 3 questionnaires angaaende de til Hæren indleverede Vaaben; Hensigten dermed var ganske vist at udbytte de under Krigen indvundne Erfaringer, men jeg troer ikke at tage meget feil, naar jeg antager, at det ogsaa var en Bihensigt, at lede Officererne til at kaste deres Interesse paa et Detailstudium af Krigsvaabnene og i de senere indkomne Besvarelser at have et Bidrag til at bedømme Personernes Intelligens og Kundskabsfylde. Jeg antager, at den samme dobbelte Hensigt ogsaa laa til Grund for en anden af Krigsministeriets Foranstaltninger, den nemlig, at Konstruktionen af en for den franske Hær anvendelig Felt-Bagladekanon var udsat som Konkurrence-Opgave blandt Artilleriofficererne.

Erkjendelsen af, at de fleste franske Officerer stode saa langt tilbage i Alt, hvad der vedrørte Terrainets Opfattelse gjennem Kaart og gjennem Rekognosceringer, bevægede Krigsministeriet til, samtidig som et Kavaleri Exercer-Reglement approberedes, at fremhæve Nødvendigheden af at vænne alle Befalingsmænd i Rytteriet til Terrain-Rekognosceringer og Krokering og derhos at meddele, at gode Kundskaber i disse Discipliner fremtidig vilde blive betragtede som en fortrinlig anbefalende Omstændighed ved Valg til Forfremmelse udenfor Tur. Den samme Betragtning antager jeg at have ligget til Grund for, at det blev tilladt Officererne at erhverve sig de franske Generalstabskaart for de Garnisonerne nærmest liggende Egne til en forholdsvis forsvindende Pris.

At ønsket, om at Officererne ogsaa beskjæftigede sig med sproglige Studier, ligeledes er trængt stærkt igjennem, har jeg bl. A. seet deri, at Marechal Mac-Mahon i en Dagsbefaling opfordrede de Officerer, der kunde Tydsk, til at lære det til deres Kammerater og udhævede, at han ved sine Forslag til Forfremmelse vilde tage Hensyn til de Officerer, der udmærkede sig ved fortrinlige Sprogkundskaber. Den reunion des officiers, der nylig er dannet i Paris, er ogsaa et Bevis paa, at saavel Officererne selv som Krigsbestyrelsen, under hvis Auspicier den er opstaaet, lægge Vægt paa Officerernes fortsatte Studier og Selvarbeidor; da Foreningens Fremkomst og dens Virksomhed imidlertid er tilstrækkelig tydelig og i det Væsenlige korrekt fremstillet i det idag omdelte 1ste Hefte af det krigsvidenskabelige Selskabs Tidsskrift, skal jeg her nøies med at henvise til dette. A t de saakaldte conférences régimentaires paatænkes gjenoptagne, er et Exempel, der viser i samme Itetning. Det vil være i d. Hrrs. Erindring, at disse Konferencer i sin Tid indførtes i hele den franske Hær (de havde tidligere udelukkende fundet Sted i Artilleriet) under Marechal Mel paa Forslag af General Jarras, der dengang var Chef for dépot de la guerre; under denne Generals Forsæde bleve 10 Officerer af alle Vaabenarter sammenkaldte; ved Valget af dem blev der ikke taget Hensyn til deres Grad, men kun til deres Dygtighed, og de fik den Opgave først at udfinde passende Emner og dernæst at behandle disse i smaa Brochurer, der tryktes og omdeltes til samtlige Regimenter, indenfor hvis Officerkorps Regimentschefen dernæst lod Afhandlingerne referere og diskutere samt eventuelt, hvis Diskussionen kastede nyt Lys over Spørgsmaalet, lod Rapport derover indsende. Disse Konferencer sloge godt an under Marechal Mel, men dede hen, som flere andre af hans Institutioner, under Efterfølgeren. Det synes, som om det er Tanken, nu atter at gjenoptage dem; i flere af de Leire, der vare oprettede i Paris og Versailles Omegn, blev der saaledes oprettet Træbarakker til Regiments-Konference-Lokaler, og en Passus i det Budskab, hvormed Præsidenten hilste den i December atter sammentrædende Nationalforsamling, synes ogsaa at antyde, at man ved Regjeringens Foranstaltning agter at forsyne Regimenterne med de fornødne militære Værker, der kunne tjene som Grundlag for Konferencerne.

Jeg skal imidlertid her standse disse mine Bemærkninger og kun tilfoie, at jeg er i Besiddelse af flere af de af Kapitain Bahnson omtalte Brochurer om Organisationssporgsmaal, at jeg ligeledes har saavel de omtalte questionnaires, som de - til Konferencerne udgivne Smaapiecer, og at det skal være mig en Fcrnoielse at stille dem til d. Hrrs. Raadighed, hvis Nogen maatte ønske at blive bekjendt med dem. — Men da jeg nu er mødt her for første Gang og endog har faaet Ordet her i det krigsvidenskabelige Selskab, i det Selskab, som har sat sig til Form aal «at fremme militær Videnskabelighed i Hæren» kan jeg ikke andet end henlede d. Hrr. Medlemmers Opmærksomhed paa, at vore Kammerater i Provindserne, med Hensyn til Leilighed til at gjore sig bekjendte med den militære Literaturs Frembringelser, ere langt vanskeligere stillede end vi, der have let Adgang til Hovedstadens store Bibliotheker og rige Samlinger. Jeg henstiller derfor til de Herrer, der skrive Afhandlinger til Tidsskriftet, at de ville lette Officererne i de udenbyes Garnisoner et godt Valg blandt Bøgernes M.isse ved til deres Afhandlinger at knytte en kort kritisk Angivelse af de anvendte Kildeskrifter, og hvis dette gjennemfores, henstiller jeg navnlig til de Herrer ældre Officerer, om da ikke ogsaa saadanne Afhandlinger passende kunde bruges som Grundlag for frivillig sammentrædende Konferencer indenfor Officerkorpserne.