Log ind

Frankrigs nye Grænseforsvar

#

Der er nu hengaaet mere end 10 Aar siden Frankrig ved Fredslutningen fik nye Grænser, og i dette Tidsrum har man fra ansvarlig Side med stigende Krav forlangt en betryggende Ordning af disse Grænser. I Løbet a f sidste A a r tog Forhandlingerne Fart, og ved Udgangen a f Aaret vedtog det franske Kammer Bevillinger til Fæstningsanlæg paa Østgrænsen. Regeringen forlangte hertil 2.900 Millioner Francs og yderligere 400 Millioner Francs til Luftværnet at anvende i Tidsrummet indtil 1’ Januar 1935. Forslaget blev vedtaget den 28’ December i Deputeretkamret, og hvad der er meget sjældent ved Haandsoprækning. Naar undtages det kommunistiske Parti stod alle Partier enige om Forslaget, dog var det socialdemokratiske Parti splittet, idet Poul Boncour— Renaudelgruppen stemte for Forslaget, Resten imod. I Senatet blev det vedtaget samme Dag med 274 Stemmer mod 26. Et tysk Blad siger med et H jertesuk, at hvor det gælder Rigets Forsvar, viser det fran ­ ske Folk en misundelsesværdig Storstilethed. T il dette Hjertesuk kunde vi Danske godt slutte os. Krigsminister Maginot har hurtig bragt dette Spørgsmaal, som hans Forgænger har sat i Gang, til Afslutning. Han begrunder Nødvendigheden af at gennemføre Bygningsprogrammet med Hensynet til Frankrigs Sikkerhed, som var bragt i Fare ved Indførelsen af den eetaarige Tjenestetid, og Rømningen af Rhinlandet før Tiden. Alle Ordførere understregede, at de Foranstaltninger, man var i Færd med at træffe, kun kunde tjene til at styrke det franske Militærsystems forsvarsvenlige Karakter, man ønskede kun at være Herre i sit eget Hus. Kun en Gruppe a f Socialdemokraterne frygtede, at Frankrigs Naboer vilde se et Tegn paa Mistillid i Landets befæstede Grænser, de fandt denne Organisation lige saa farlig som unyttig og vilde stemme imod Forslaget. Tiden fo r Tilendebringelsen af Arbejderne er sat til 1’ Jarnuar 1935, det fo r Frank rig kritiske Aar, hvor Udskrivningsmassen foranlediget ved Verdenskrigen vil gaa ganske betydeligt ned. Befæstningsprogrammet bestaar af Forsvarsforanstaltninger, der skal være udførte i Fredstid, og Fo ranstaltninger, der er saaledes planlagte og forberedte i Fredstid, at de ved Hjælp af Mobilparker og Ingeniørparker hurtig kan etableres i det afgørende Øjeblik. Disse Parker er en Nyhed, som støtter sig paa de under Krigen gjorte Erfaringe r og er baserede paa store oplagrede Materielforsyninger. Selv om Luftforsvaret for Øjeblikket maa erkendes at være i sin Vorden, saa er dog Organisationen af det af lige saa stor Betydning som Organisationen af Grænsebefæstningeme. Den Magt, som Luftvæsenet daglig erhverver sig — selv om man ikke, som mange tror, at det vil komme til at danne Overvægten i Fremtidens Kampe — bevirker, at Landets Indre maa beskyttes mod Lufttogter ligesaa fuldt, som man værger Landets Grænser. Der maa saaledes paa saarbare Punkter af Territoriet etableres Net af bevægelige Batterier, Maskingeværafdelinger og Projektører, der er nødvendige for at gøre Front mod Luftangreb. Det er det første vigtige Skridt, der her bliver gjort, for at beskytte den civile Befolkning mod Bombardement fra Luften. Det er endog sandsynligt, at dette Program kun er en første Etape, og at der vil finde en Udvikling Sted, hvis man virksomt vil modsætte sig større Angreb af Luftfartøjer, der dirigeres mod Nationens Nervecentre.

Grænsebefæstningerne skal i Forbindelse med Dækningstropperne beskytte Grænserne og dermed de store østlige Industricentre, som for en stor Del indgaar i Frankrigs Krigsforberedelser, og som omvendt vil komme Fjenden til Fordel, om det lykkes ham at bemægtige sig disse. Om de moderne Befæstningsanlæg paa Østfronten udtaler Krigsminister Maginot sig saaledes: Anlægene skal bestaa a f smaa Værker, Kasematter og Blokhuse bevæbnede med automatisk Maskinskyts og spredte over Terrainet i en saadan Dybde, at Modstanderens Ild spredes og dens Virkning formindskes, medens de selv danner en fortsat Ildlinie. Disse Værker, der er forenede i Kommandogrupper ved telefonike Forbindelser sikrede mod Beskydning, bliver yderligere ved Mobiliseringens Begyndelse forstærkede med Skyttegrave og Pigtraadshegn, hvortil Materiellet allerede i Fredstid er samlet i mobile Fæstningsdepoter, medens Personellet udskrives blandt Arbejdere paa Stedet i de første Timer efter Mobiliseringen for at udføre dette Arbejde saa hurtig som mulig. Det svære mobile A rtille ri yder sin Støtte fia langt tilbageliggende Stilling. Store Værker indgaar kun undtagelsesvis i Befæstningen. Systemet, der nøje skal knytte sig til Terrainets forskellige Formier og Særegenheder, er taget efter det bedste fra forskellige Systemer og bliver saaledes forskellig i de forskellige Afsnit. Paa Sydøst-Fronten, Alpekæden, bestaar Forsvaret i, at alle tilgængelige Veje spærres, medens Sydfronten, Nizzaaf snittet, hvor Veje og Jærnbanelinier samles, og som tillige er tilgængelig fra Havet, skal beskyttes ved en befæstet Region. I Elsass udnytter man den dobbelte Hindring, som Rhinen og det skovbevoksode Bælte langs denne danner, ved at spærre alle Passagerne med Maskingeværer, anbragte i Kasematter, medens man længere tilbage organiserer et System af Forbindelsesveje til Transport af Artilleri, Ammunition og Reserver.

I Vogeserne benytter man Vanskelighederne ved at passere de store Skovstrækninger, idet man allerede i Fredstid systematisk forbereder Ødelæggelsen a f alle passable Veje og indretter lette Poster der. I aabent og overskueligt Terrain kombinerer man lette og svære Værker med hinanden for at opnaa den største Ildvirkning for alle Vaaben. I bølgeformet Terrain skal der ved Værkernes Anlæg tages Hensyn til en kra ftig Bestrygning a f Dalstrøgene. Endelig har man paa de vigtigste Punkter, det vil sige de Punkter, der er mest truede, forudset mere kraftige Værker, hvis Formaal skal være i det omhandlede Terrain at bringe Bestykningens Ild til den største Udfoldelse. Denne Organisation er saaledes tænkt anvendt for „la trouée de Lorraine" (Indfaldsporten i Lothringen). Nordfronten, mod hvilken et Angreb maa antages at blive forsinket, vil blive forsvaret a f Maskingeværer i Kasematter og behandlet som „Øjeblikkets Kampplads", det vil sige en Kampplads, der først sættes i Stand, naai den trues af Angreb. Til alle disse Forberedelser knytter der sig som sagt Mobilparker, som bliver en af den fremtidige Forsvarsordnings vigtigste Institutioner. Som det vil fremgaa af ovenstaaende, tager det foreslaaede System først og fremmest Hensyn til det Terrains Natur, som skal forsvares, og sikrer Frankrig en Grænseorganisation, der i de første Dage underen Mobilisering opvejer Dækningstroppernes numeriske Underlegenhed. Fra en forsvarsvenlig Side har man under Forhandlingerne givet til Kende, at man ikke nærede Tillid til de store Betonværker, skilte ved Mellemrum paa adskillige Kilometer-, dels fordi man ikke anser Betonen fortilstrækkelig modstandsdygtig, dels for-di man let karr bedække dem med Røggranater, naar deres Beliggenhed først er konstateret, og endelig fordi en Forsvarer-, der ikke endnu er tilstrækkelig krigsvant, fristes til at trække sig tilbage i Læ a f disse. Man kunde herefter tro, at der nu var Enighed om de i Lovforslaget fremsatte Synspunkter, idet de omhandlede store Værker kun vil blive anvendt i meget ringe Udstrækning og kun, naar de anses for særlig paakrævede. Ikke desto mindre er der efter Vedtagelsen af Loven fremkommen en K ritik a f den i „La France militaire". Forfatteren af Artiklen slutter sig ganske ti! den Opfattelse, at der findes Regioner, hvis Adgange maa forsvares bedre end andre, saaledes „la trouée de Lorraine" og andre svage Punkter, der saa at s/ge kun er løst sammenhængende med Fronten, men han ser ingen Grund til i disse Tilfælde at afvige fra den spredte Befæstning og Kampplads, som man i Almindelighed maa anse for mere betryggende. Fo r la trouée de Lorraine’s Vedkommende vil det saaledes være tilstrækkeligt at forøge de automatiske Vaaben, at etablere et dybere Ildbælte, at tildele det mere let Artilleri til Skydning i mere eller mindre krumme Baner og at stille en større Mængde mobilt svært A rtille ri til Raadighed længere bagved. Til Gengæld vil det være logisk at forstærke de saarbare Punkter, der ligger tæt op ad Grænsen, og som kun forsvares ved en smal Barriere af smaa fremskudte Værker, med stærkere armerede og mere beskyttede Værker længere tilbage. Det drejer sig jo om at forhindre et Bombardement af disse Punkter, og at Fjenden sætter sig i Besiddelse a f dem. Der er ingen Tvivl om, siger Forfatteren, at den første Opgave løses lettere a f et mobilt svært Artilleri, som kan forstærkes betydeligt, og som skyder fra ukendte Standpladser, end fra to eller tre svære Kanoner, anbragte i et kraftigt Værk. Den anden Opgave, at forhindre Fjenden i at sætte sig i Besiddelse af det svage Punkt, vil nok kunne opfyldes ved Anlæget af et stort Værk. Men selv der vil smaa Værker echelonnerede fra Grænsen og helt bag de svage Punkter synes formaalstjenlige; thi hvad man end gør i paakommende Tilfælde, vil de omhandlede svage Punkter ikke være synderlig anvendelige, det vigtigste er, at man ikke lader sig drive bort fra dem, da de ellers vil kunne blive brugbare for Fjenden. Som det fremgaar heraf, er der stadig ikke Enig ­ hed om, hvorvidt store Værker — selv som Nødhjælp — kan anses for forsvarlige.