Ved Loven af 14. Januar 1930 om „Forsvaret af Landets Grænser“ tilsigtedes en Beskyttelse mod pludseligt Overfald ved at anlægge solide Støttepunkter til Styrkelse af Dækningstropperne.
Fra Naturens Haand er ingen Stormagt saa begunstiget med Hensyn til Grænseforsvar som Frankrig. Dets Grænser mod Nord, Vest, Syd og -k af Østgrænsen er næsten uangribelige, idet de støtter sig til Hav, Bjærge eller Rhinen. Kun en Strækning mod Nordøst fra Lauterburg til Lille ligger mere eller mindre aaben, men heraf dækkes omtrent Halvdelen af det stærke belgiske Maasforsvar fra Namur til Liège og Befæstningerne fra Antwerpen til Gent. Mellem Maasfloden og Longwy ligger de uvejsomme Ardenner, saaledes at der til det egentlige Grænseforsvar kun bliver Strækningen fra Longuyon til Lauterburg tilbage.
Arbejderne, der allerede blev paabegyndte i Løbet af Aaret 1929, er paa det nærmeste fuldførte. I store Træk skal her gives en Oversigt over:
1. Det samlede Udseende af de permanente Befæstningsanlæg og
2. Den særlige Organisation af Tropperne i de befæstede Afsnit (régions fortifiées) med de Forholdsregler, der er taget for at sikre Bevogtningen af Værkerne og deres hurtige Besættelse i Tilfælde af Fjendtligheder.
Foreløbig har man specielt haft Opmærksomheden rettet mod Nordost-Grænsen og Rhinforsvaret, men der skal fortsættes med de andre Grænser, saafremt det ikke allerede er sket.
Fra Longuyon til Basel omfatter den permanente Grænsebefæstning:
1. To „régions fortifiées“, den ene nord for Thionville (kaldet région foi'tifiée de Metz) har en Udstrækning af ca. 110 Km, den anden mellem Saarfloden og Rhinen (kaldet région fortifiée de la Lauter) har en Udstrækning paa ca. 80 Km.
2. Den befæstede Rhinlinie.
LauterUnien gaar fra Hochwald, ca. 30 Km vest for Lauter- burg, over Windstein—Bitseh—Rorbach til Wittring. Ved Hochwald er Stillingen stærkt udbygget og bojet ned mod Wørth, hvorved man opnaar en Flankering af Sletten imellem Hochwald og Rhinen, en Strækning, der derfor kun er svagt udbygget med Forsvarsværker.
Mellem de to régions fortifiées findes et Oversvømmelsesgebet, der i en Længde af ca. 40 km strækker sig fra Saaralben ved Saar til henimod Remilly og fremkommer ved Opstemning af Vandet fra Floderne Saar, Albe og Rotte.
Metzlinien begynder nord for den vestlige Del af Oversvømmelsen ved Steinbidersdorf og gaar over Buschhorn—Anzelingen—Ha- ckenberg ost for og Galgenberg vest for Moseldalen. Begge de to sidstnævnte Punkter danner store Befæstningsanlæg, der tjener til Dækning af Ertsbækkenet omkring Briey. Linien fortsættes dernæst over Tircelet og Longuyon, hvorefter den til Beskyttelse af venstre Flanke bøjer af mod Mangiennes.
Rhinfronten fra Lauterburg til Basel er ikke særlig truet, idet Schwarzwald, hvortil der ikke fører mange Jernbaner, vanskeliggør en tysk Opmarch, og Rhindalen yderligere mod Vest hæver sig op til de uvejsomme Vogeser. Derfor har Franskmændene her indskrænket sig til Anlæget af Mask.-Gev. Blokhuse og dækkede Observationsstandpladser, der ofte er indbyggede i Rhindæmningerne. Til Støtte for Forsvaret ligger yderligere Fæstningen Strassburg.
I Alperne er Franskmændene i Besiddelse af de vigtigste Passer, som er spærrede ved Forter. „Hullet ved Nizza" er udbygget som en befæstet Zone med talrige Værker, der har krævet betydelige Summer.
Oprindelig skulde Forsvaret af Nordgrænsen indskrænke sig til nogle passive Forsvarsforanstaltninger, som i det givne Øjeblik yderligere skulde forstærkes med Feltarbejde. Denne Ordning blev gennemfort i Aarene 1932—33.
Det har imidlertid vist sig nødvendigt paa en mere virksom Maade at sikre særlig udsatte Afsnit paa denne Grænse, specielt „Hullet ved Oisefloden“, ved Hjælp af permanente Anlæg. De tekniske Planer hertil er færdige og forelagt Senatet. De vil blive paabegyndte, saa snart som Regeringen har bevilget de fornødne Penge.
Princippet i Befæstningen er en Vekselvirkning mellem store, udbyggede og forsvarede Befæstningsanlæg (centres de résistance) og mindre stærkt indrettede Mellemrum (intervalles).
En Befæstningsgruppe bestaar i Almindelighed af en Forpostlinie paa den fremadvendende Skraaning og en Hovedmodstandslinie paa den bagudvendende med een eller flere Mellemlinier. Linierne er indbyrdes forbundne med flere Tværrigler.
Værkerne er anlagte der, hvorfra de har bedst Virkning og er mindst synlige. De er gensidigt forenede ved et System af underjordiske Galerier. Mellemrummene forsynes med Hindringsbælter, der flankeres fra Befæstningsgrupperne. De bevogtes af Patrouiller, anbragte i Skyttegrave, eller af Kampvogne.
Omtrent i Midten af hvert Værk ligger Kommandostationen og længere bagud Kasematter til Besætningen, Magasiner, Elektricitetscentraler m. m. Lyset, Opvarmningen og Kokkenet er elektrisk, ligesom Ladningen foregaar ved Elektricitet. Kraftige Ventilatorer sorger for Luftfornyelsen. Den fuldstændige Gasbeskyttelse sker ved et ganske simpelt System, idet man forøger det atmosfæriske Tryk i Værkets Indre, hvorved Gassen holdes ude. Overalt finder man pansrede Dore og Rum med Skydeskaar, som i Tilfælde af fjendtlig Indtrængen i Værket tillader et Forsvar Afsnit efter Afsnit.
Til Befæstningen hører Forberedelser til Ødelæggelse af Hovedadgangslinier og Defileer, Formationer til Forsyningstjenesten, Ammunitionsdepoter og Materialdepoter (0,60 M. Skinneveje, Vejanlæg og Telefonnet). Paa dertil egnede Jernbanestationer bag Stillingen anbringes „pares mobiles“.
Den 1. Januar 1934 kunde alle Betonværker betragtes som fuldendte paa Nordøstfronten, tilbage staar Opstillingen af Skyts m. m., der menes tilendebragt inden Aarets Udgang.
For at give et Begreb om Vigtigheden af de udførte Arbejder skal anføres, at de strækker sig over en Front af ca. 700 km, har krævet Udgravninger af 12 Miil. enf Jord, Støbning af U/c Mili. cm3 Beton, Anlæg af 100 km underjordiske Gange og 450 km Veje og Jernbaneanlæg. Til Befæstningen er anvendt 150.000 Tons Staal.
Anlæget af de befæstede Regioner paa Nordøstfronten forudsætter, at der allerede i Fredstid findes specielle Fæstningstropper. Organisationen af disse „garde frontière“, der er vedtaget ved Loven af 17/3 1932, er foretaget siden April 1933. Sammensætningen af disse Enheder er noget forskellig i de to befæstede Regioner Metz og Lautern. De bestaar af :
2 Fodfolksregimenter à 6 Batl., 2 à 5 Batl. og. 4 à 4 Batl., ialt 8 Regimenter med 38 Batl. + 2 Jægerbatl. Den gennemsnitlige Styrke pr. Regiment er 2400—3000 Mand.
4 Artilleriregt. å G lette og 2 svære Batt.
1 motoriseret Art.regt. å 8 lette og 4 svære Batt.
1 motoriseret Art.afd. å 4 lette og 4 svære Batt.
3 Fodartilleriregimenter å 30 svære Batt.
Dertil de fornødne Ingeniørtropper, Tanks, Luftværnsskyts m. m., som afgives af G. og 20. Region.
Til Udbygning af Luftbeskyttelsen, Standpladser for Luftværnsbatterier og Mask. Gev. er bevilget 400 Mili. Frcs.
Som Chefer for hvert af de to „regions fortifiées" er ansat en Divisionsgeneral, hvem alt Personel og Materiel i Regionen er underlagt.
Rhinforsvaret sikres ved Mitrailleusebatailloner af en særlig Type, stationeret i Elsass i Nærheden af de Steder, hvor de skal anvendes, og knyttet til 14. og 43. Fodfolksdivision. Alle Formationer til Besættelse af Værkerne i de befæstede Regioner er forsynede med det fornødne Antal faste Specialister til Armering af Værkerne, Forsvarsforanstaltninger og Forbindelsestjenesten.
For ved Mobilisering at sikre en hurtig Besættelse af Værkerne findes en mindre Sikkerhedsbesætning, der dog er tilstrækkelig til at udføre Hovedarmeringen. Disse Styrker stationeres i umiddelbar Nærhed af Fortlinien i Sikkerhedskaserner, bestaaende af permanente Bygningskomplekser, indeholdende alle de nødvendige Indretninger for en længere Indkasernering selv i den daarlige Aarstid. Fra disse Detachementer udstilles de fornødne Bevogtningsposter med korte Mellemrum.
Oprindelig havde man tænkt sig en Kaserne for hver Bataillon af Fæstningstypen, men visse Garnisoners Nærhed, f. Eks. Longuyon, Thionville, har tilladt at reducere Antallet, der nu er bestemt til een pr. Regiment. Disse er udvidede med en Lejr, der er forsynet med alle Indretninger, der er nødvendige for at modtage en hel Bataillon. Denne Foranstaltning tillader, at Værkerne under Uddannelsesperioderne besættes med saavel aktive Tropper som indkaldte Reservister. Af de 8 fastslaaede Kaserner er allerede de 7 belagte.
Ifølge Loven af 24. Juni 1931 kan Reservister af enhver Klasse, der hører til Dækningsstyrken, indkaldes for Mobiliseringen. Til Dækningsstyrken henregnes de Værnepligtige i 3 Aar. Denne Bestemmelse tillader faktisk i Tilfælde af urolige, politiske Forhold at indkalde de Reservister, de saakaldte „frontalters“, der bor i Nærheden af Værkerne. Der er truffet særlige Forholdsregler til deres øjeblikkelige Iklædning, Udrustning og Bevæbning, saaledes at denne Forstærkning straks kan deltage i Bevogtningstjenesten.
Den første Echelon af „frontaliers“ vil eventuelt blive suppleret med Reservister, der bor udenfor den umiddelbare Fæstningszone, hvorved Enhederne bringes op paa Krigsstyrke. Hel eller delvis Indkaldelse af „frontaliers“ kan oftere finde Sted af Øvelseshensyn i Fredstid. Loven af 14. Juni 1931 tillader Indkaldelse til kortere, gentagne Øvelsesperioder indenfor den Reservisterne i Dækningsstyrken paahvilende samlede Indkaldelsestid. Fra 1934 er forudset en første Genindkaldelse af 4 Dages Varighed, for at gøre Reservisterne bekendt med de særlige Forhold ved Befæstningen.
Der er saaledes sørget for, at Indkaldelsen af „frontaliers“ under truende politiske Forhold kan foregaa hurtigt med Orden og Præcision.
