Log ind

Fra vinduesdekoratør til viceadmiral: Volksmarines korte historie

#

Af kommandør Poul Grooss, Forsvarsakademiet Institut for Militærhistorie.

I forbindelse med studiet af de mange arkiver fra det tidligere DDR, som nu er blevet tilgængelige, er der udgivet en række bøger og artikler om den østtyske stat, dens militære styrker og deres opgaver, dens forskellige efterretningstjenester m.m.To af bøgerne er anmeldt i dette nummer af tidsskriftet. Den østtyske flåde, kaldet Volksmarine, har haft varierede opgaver i forbindelse med et Warszawapagtangreb rettet mod Danmark. I det følgende bliver der kort redegjort for Volksmarine, som i 40 år opererede nær de danske kyster.

Kildefortegnelse og forkortelsesliste findes bagest i artiklen.

Oprettelsen af DDR

Da sovjetiske styrker erobrede Berlin i maj 1945, bragte det kamphandlingerne i Europa til standsning. De fire besættelsesmagter i Tyskland fik hver ansvaret for en sektor af det ødelagte land. Det tog nogle år at få genetableret de mest grundlæggende samfundsfunktioner – og omkring 1949 kunne den tyske befolkning atter administrere sig selv, men vestmagterne og Stalin var ikke helt enige om, på hvilken måde dette skulle ske. Stalin havde ventet i nogen tid for at se, hvilke muligheder der bød sig for en ny tysk statsdannelse. Da der ikke var enighed, lod de tre vestmagter deres sektorer indgå i et nyt Vesttyskland, medens den sovjetiske besættelseszone den 7. oktober 1949 blev til Den tyske Demokratiske Republik (DDR). Et kommunistisk diktatur blev på det tidspunkt betegnet som ”et folkedemokrati” af partifolk. Med lidt behændighed bag kulisserne blev socialistiske partier og det kommunistiske parti slået sammen til ”Sozialistiche Einheitspartei Deutschlands” (SED). Alle ledende funktioner gik til kommunister. De socialdemokrater, som kunne bruges, fik sekundære poster. Øvrige ledende socialdemokrater eller socialister, som kunne udgøre en trussel, blev fængslet, sendt til Gulag‐lejrene i Sovjetunionen eller blev likvideret. Tyskland lå i ruiner, og den sovjetiske besættelseszone var formentlig hårdest ramt. Næsten alt hvad der kunne afmonteres, var blevet sendt fra zonen til den krigshærgede del af Sovjetunionen som en slags kompensation for krigsskader.

Flådens start

Opbygningen af DDRs flåde skete i bogstaveligste forstand helt fra bunden. Stalin tillod ikke den nye nation at opbygge egentlige militære styrker før i 1952. Forløberen for den østtyske hær var det såkaldte kasernerede folkepoliti. På havet etablerede man et søpoliti og en hydrografisk tjeneste, som skulle tage sig af søafmærkning, fyr, bøjer etc. I de 40 år, som DDR eksisterede, kan man faktisk inddele tiden fra 1949 til 1989 i 4 faser af 10 år. Den første fase var etableringen, hvor man startede helt på bar bund. I 1960’erne etablerede man en række større byggeprogrammer, men de var præget af dårlig kvalitet. I 1970’erne kom nye og større byggeprogrammer til, og skibene og udrustningen blev bedre. I 1980’erne kulminerede Den kolde Krig. Østtyskerne tabte i den teknologiske kamp i mod NATO, og forsvarsudgifterne og landets uheldige økonomi bidrog til det endelige sammenbrud i 1989. Udgangspunktet i 1949 var, at russerne var løbet med stort set alt af værdi, og flådens forløbere startede ud med en række vrag fundet i de østtyske havne eller på havets bund. Nogle af skibene var kommet til tysk havn som en følge af begivenhederne i Danmark den 29. august 1943. Det var inspektions‐  og skoleskibet HVIDBJØRNEN, værkstedsskibet HENRIK GERNER, minelæggeren LOSSEN og endelig QUINTUS og SIXTUS, de tidligere MINEKRAN V og MINEKRAN VI. I den spæde start i 1950 hed tjenesten Verwaltung Seepolizei. Fra russerne modtog man 6 Räumboote, som stammede fra Kriegsmarine. (Det var den type minestrygere, som vi i Danmark i efterkrigstiden kendte som Næs‐både). Samme år blev Seehydrographische Dienst (Farvandsvæsenet) underlagt tjenesten. Fra 1952 hed det nu Volkspolizei‐See, og man grundlagde en officersskole i Parow i Stralsund ved den gamle luftmarinestation. Alene i løbet af året 1952 steg medarbejderantallet i tjenesten fra 3.000 til 8.000 personer. Det vigtigste skoleskib var det gamle danske inspektionsskib HVIDBJØRNEN, som benævntes ERNST THÄLMANN, som var under kommando frem til 1963. Efter en tid som kaserneskib blev det ophugget i 1968.1 Mellem 1952 og 1958 byggede man relativt simple skibe til minestrygning og patruljering. Der var tale om skibe af HABICHT, SCHWALBE og KRAKE‐ klasserne, som var på et teknologisk stade fra 1930’erne. Det var de muligheder, man havde i starten. Østtyskerne havde selv ansvaret for at rydde havne og skibsruter for miner og vrag fra Den anden Verdenskrig. Der var i virkeligheden to opgaver. Først og fremmest skulle der åbnes op for mulighederne for at drive søhandel, og dernæst skulle grænserne sikres. Egentlige militære opgaver kunne man løse fra omkring 1955. I juni 1956 udførte man den første øvelse med Den sovjetiske Østersøflåde, og året efter fulgte den første øvelse med deltagelse af sovjetiske, polske og østtyske enheder. Den politiske ledelse besluttede den 18. januar 1956 at etablere et militært forsvar med hær‐, flåde‐  og flystyrker. Det blev betegnet ”Nationale Volksarmee” (NVA). I oktober 1960 besluttede det nationale forsvarsråd, at det såkaldte søpoliti nu skulle kaldes for en marine. Den 3. november 1960, på 42. årsdagen for matrosoprøret i Kiel i 1918, skiftede tjenesten navn til Volksmarine. Den officielle forkortelse var NVA‐VM. Samtidig blev det besluttet at give de større skibe egentlige skibsnavne. Ud over stednavne opkaldte man skibe efter kendte revolutionære så som Marx og Engels, DDRs fædre, matroser fra matrosoprøret i Kiel og kommunister, som havde kæmpet imod fascismen. I 1960 var flådens personel vokset til 13.000 mand.

Den øverste ledelse

Den øverste ledelse i Volksmarine var ikke tynget af faglig viden, og det var heller ikke nødvendigt. Det væsentlige var, om partibogen og navnlig loyaliteten over for partiet (SED) var i orden. Den første chef var Waldemar Verner (f. 1914), som hurtigt opnåede rang af viceadmiral. Han var gammelkommunist, leder af SED‐kredsen i Stralsund og oprindeligt uddannet som vinduesdekoratør. Som kommissær udnævntes en kontreadmiral med ansvaret for den politiske forvaltning i det, som udviklede sig til flåden. Da Verner i 1959 blev chef for hele det østtyske forsvars politiske forvaltning, blev Wilhelm (populært kaldet Willy) Ehm (f. 1918) udnævnt til kontreadmiral og chef for Volksmarine. I 1964 udnævntes han til viceadmiral og i 1977 til admiral. Året efter blev han Dr. Phil. ved DDRs militærhistoriske institut i Potsdam på en kollektiv afhandling. Fra 1982 var han tillige medlem af centralkomiteen i SED. Oprindeligt var han telegrafist i Kriegsmarine, og efter sovjetisk fangenskab blev han kommunistisk kredsleder på Rügen, hvorfra han blev hentet til flåden, hvor han blandt andet virkede som efterretningsofficer. Admiral Ehm sad på chefposten fra den 1. august 1959 til den 30. oktober 1987, kun afbrudt af en periode fra 1961 – 1963, hvor han var på kursus i Leningrad, medens hans stabschef, kontreadmiral H. Neukirchen, fungerede. Partiets greb om organisationen var vigtigt. Det fik man et hurtigt bevis på under arbejderopstanden den 17. juni 1953, hvor to af gasterne deltog i de spontane aktioner. En sovjetisk standret i Stralsund dømte de pågældende til døden den 19. juni, og de blev omgående skudt. Da Vesttyskland 10 år efter afslutningen på Den anden Verdenskrig blev optaget i NATO, sørgede den sovjetiske ministerpræsident Khrustjev for seks dage senere at oprette Warszawapagten (WP). Hans udenrigsminister, Molotov, var dog imod oprettelsen af WP og især af DDRs optagelse i pagten. Set over en lang tidshorisont havde Sovjetunionen en varieret kurs over for Vesttyskland, USA og NATO. Østtyskerne havde en mere konsekvent, hård og uforsonlig holdning over for især Vesttyskland, og det bragte Østberlin på kollisionskurs med Moskva i 1963/1964, 1966, 1971 og i slutningen af 1980’erne. Samarbejdet i Warszawapagten (WP) medførte nogle frustrationer for Volksmarine. Igennem årene blev det tydeligt for flådens ledelse, at forholdene i NATO var langt bedre end i WP. Man kunne se, at vesttyske officerer kunne opnå topposter i NATO. I WP havde sovjetiske officerer alle topposterne, og den nationale stab ved den sovjetiske Østersøflåde overlod ikke noget til medlemslandene. Da Volksmarine – i øvrigt støttet af den sovjetiske Østersøflådes chef – søgte at etablere et østtysk marineinfanteri på linie med det polske og sovjetiske, så blev Volksmarine tromlet ned af det østtyske forsvarsministerium, som var meget ”Armé‐tungt” i sin orientering. WP‐ samarbejdet var også præget af østtyskernes forsøg på overivrighed, som stod i nogen kontrast til det sovjetiske beslutningsmonopol. I den øverste militære ledelse i Sovjetunionen var der i slutningen af 1950’erne en skole med de gamle marskaler, som ville satse på en massehær. En nyere skole ville introducere den moderne teknologi. Flådeadmiral af Sovjetunionen, Sergei Georgevich Gorshkov, støttede den sidstnævnte, men han ville gerne udvide den sovjetiske flådes opgaver, dels så man kunne ”bekæmpe den amerikanske imperialisme på verdenshavene” dels støtte hærens flanker med storstilede landgangsoperationer. Volksmarine var et nyttigt instrument, og admiral Gorshkov var en hyppig gæst ved de mange landgangsøvelser i Østersøen fra begyndelsen af 1960’erne og frem til begyndelsen af 1980’erne. Gorshkov havde selv i krigens tid haft ansvaret for alle de sovjetiske landgangsoperationer, som havde fundet sted i Sortehavsområdet. Hans bøger samt artikelserien i flådens tidsskrift ”Morskoi Sbornik” i 1960’erne og 1970’erne argumenterede kraftigt for offensive landgangsoperationer, og heri lå formentlig også argumentationen for, at Den sovjetiske Østersøflåde, den polske flåde og Volksmarine byggede så mange landgangsskibe. Der var dog ikke tilstrækkeligt med landgangsskibe, og WPs handelsflåder skulle også inddrages, specielt til det tunge materiel. DDR var et land, som takket være en voldsom retorik og en ideologisk baseret trussel, nærmest betragtede sig på krigsfod. Den uforsonlige tone får man en fornemmelse af, når man ser på grundlaget for det politiske virke om bord i flådens skibe. Det følgende citat stammer fra et tjenestereglement for officerer i Volksmarine2: ”Aufgabe der politischen Arbeit an Bord ist es…den Klassefeind und seine reaktionäre, aggressive Politik zu entlarven, die Besatzungsangehörigen zum Hass auf den Feind zu erziehen…den Besatzungsangehörigen die Weltweite Offensive des Sozialismus und seinen unaufhaltsamen Vormarsch… überzeugend darzustellen”.

(”Formålet med det politiske arbejde om bord er at afsløre klassefjenden og hans reaktionære, aggressive politik, opdrage besætningsmedlemmerne til at hade fjenden…, på en overbevisende måde forkynde den verdensomspændende socialismes fremmarch for besætningsmedlemmerne”).

Den hårde retorik var som nævnt i høj grad ideologisk betinget, og den virkede selvforstærkende. Efterretningsvurderinger skulle opfatte især Vesttyskland og BALTAP som aggressorer, og derfor blev indholdet i efterretningsrapporterne afpasset efter ideologien og ikke den sagligt vurderede militære trussel. I DDR var det opfattelsen, at den politiske og militære ledelse i Vesttyskland bestod af gamle nazister, som var revanchister. DDR brugte megen tid og mange kræfter på at dæmonisere officerer i forbundsforsvaret, som havde en fortid i Wehrmacht. Da man grundlagde NVA, var det tanken helt at undgå ansættelse af officerer med krigserfaring fra Det 3. Rige, men det kunne ikke undgås, og DDR og NVA slap da heller ikke for skandaler omkring højtstående officerer, som havde tilknytning til krigsforbrydelser under Den anden Verdenskrig. Ideologien gav en gang imellem nogle besynderlige udslag. Når enheder fra den vesttyske flåde mødtes på havet med enheder fra Volksmarine, så skete det jo ofte, at der blev råbt eller gestikuleret fra den vesttyske enhed, for eksempel om afhopning eller nedsættende omtale af østtyske politikere eller gerninger. Det var officiel østtysk opfattelse, at sådanne tilråb måtte være godkendt af regeringen i Bonn som en vedtaget provokation! Tilsvarende fremgår det af en af de østtyske kilder som en slags provokation, at den vesttyske marine omkring 1982 hjalp den danske og norske flåde med en modernisering af ubådsvåbnet. Det er ikke forkert, men det er heller ikke en rigtig fremstilling af sagen.3 WP startede sin krigsplanlægning allerede i 1955: Hvis Vesten angreb, ville man svare igen med et hurtigt modangreb, og inden for 72 timer regnede man med at bruge 70 pct. af de tildelte atomvåben. Der har efter murens fald været en del diskussion i pressen om de forskellige WP‐landes storstilede brug af atomare ladninger. Oplysningerne stammer fra rapporter og kort fra alle de forskellige WP‐lande, undtaget Sovjetunionen. Der var dog ingen af de andre tidligere WP‐lande, som havde haft rådighed over masseødelæggelsesvåben. Dem forbeholdt Sovjetunionen sig selv, og der er ikke offentliggjort et eneste dokument, som fortæller noget om Sovjetunionens policy omkring ”release” af atomvåben i krigstid. Oplysningerne om atomvåben bør derfor læses som en mulighed, som Sovjetunionen havde. Østtyskerne havde absolut ingen indflydelse herpå – uanset hvor store tab de eventuelt måtte have udsigt til i en væbnet konflikt. Angrebsplanerne mod NATO varierede en del mellem 1955 og 1989. I de indledende planer havde østtyske styrker opgaver ved erobringen af Kieler‐ kanalen og fortsatte operationer mod Jylland. I de senere år figurerede WP‐ landgange i Køge Bugt (Den sovjetiske Østersøflåde), Fakse Bugt (den polske flåde) og Lolland og Falster (Volksmarine). Bornholm skulle angribes ved en særskilt operation, hvor man i de første år også regnede med at bruge atomvåben, hvilket nok må vurderes som noget af et ”over‐kill”. Indsættelse af flådens frømænd blev tillagt stor vægt i disse operationer, og har blandt andet fået admiral Gorshkovs store bevågenhed.4 I WP blev der lagt megen vægt på samvirke mellem de tre socialistiske flåder i Østersøen, som omtaltes som våbenbrødre. En af de største øvelser hed netop ”Waffenbrüderschaft”. De tre flåder blev betegnet som ”de forenede flåder” i Østersøen. Landgangsoperationer var blandt de vigtigste øvelser, og der blev afholdt en række storstilede WP‐landgangsøvelser fra 1963 og frem til 1982. Nogle øvelser blev afviklet i den østlige Østersø i nærheden af de sovjetiske øvelsesområder nær Brüster Ort nord for Baltijsk. Efterhånden rykkede de nærmere via den polske kyst til Rügen og Usedom sydvest for Bornholm. Disse landgangsstrande minder meget om de østvendte kyster mellem Køge og Gedser. Øvelserne bar præg af at være mere demonstrationer for den politiske og militære ledelse end egentlige taktiske øvelser.

Volksmarines organisation og arbejdsforhold

Flådens hovedkvarter lå i Rostock‐Gehlsdorf. Kampskibene var inddelt i 3 flotiller: 1. Flotille i Peenmünde omfattede primært landgangsskibene, 4. Flotille i Rostock‐Warnemünde omfattede fregatter og korvetter (Küsten‐ schutzschiffe) samt minestrygere og patruljeenheder. Missil‐ og torpedobåde indgik i 6. Flotille, som først var baseret i Sassnitz, men som senere flyttede til en ny base i Dranske på halvøen Bug på Rügens nordvestpynt. Under hovedkvarteret hørte endvidere frømandskorpset i Kühlungsborn, flådehelikopterne i Parow, SHD, søofficersskolen i Stralsund, stabsmusikkorpset og andre skoler og institutioner. En del af de videregående uddannelser, herunder tekniske uddannelser, fandt sted i Sovjetunionen. Som nævnt i det følgende indgik den søværts grænsebevogtning også som en flotille under hovedkvarteret. Et af Volksmarines karakteristika var, at enhederne lå på et meget højt varsel. Alle skibe skulle kunne forlade deres baser med fuld udrustning på 1 time. Det betød, at 85 pct. af besætningen altid skulle være om bord. Det høje beredskab kunne ikke berettiges på grund af en nøje trusselsvurdering. Det skyldes formentlig den tidligere nævnte ideologisk betingede trusselsopfattelse. Flådens personel var ikke særligt professionelt. Man manglede brændstof til skibene og dermed sejltid til besætningerne. Det bekymrede flådechefen. Desuden var materiellet ikke særlig godt eller pålideligt, vedligeholdelsen var ringe, og skibenes ”levetid” var ca. halvdelen af, hvad vi kender til i Vesten. Der forekom en del ulykker. Den 31. august 1968 kolliderede en torpedobåd af P‐6‐ klassen, skrognummer 844 WILLI BÄNSCH, i tåget vejr med den svenske færge DROTTNINGEN. Torpedobåden sank på få minutter, og syv besætningsmedlemmer omkom.

Grænsebevogtningen langs kysten

Grænsebevogtningen blev etableret i 1950. Fra 1957 blev bevogtningen af søgrænsen organiseret i Grenzbrigade Küste (GBK). Under Berlinkrisen i august 1961 blev GBK midlertidigt underlagt Volksmarine, og den 3. november samme år blev underlæggelsen gjort permanent. Opførelsen af Berlinmuren blev påbegyndt den 13. august 1961. Kun 11 dage senere, medens propagandamaskineriet kørte for fuldt tryk om, at DDR måtte sikre sine grænser, stak en af GBKs enheder af til Travemünde, hvor tre mand benyttede lejligheden til at ”hoppe af” til Vesttyskland. Søterritoriet strakte sig fra republikkens grundlæggelse ud til tre sømil. Fra den 1. januar 1985 udvidede man territorialgrænsen til næsten overalt at være på tolv sømil. Formålet med grænsebevogtningen var at forhindre overløbere og provokatører – især fra Vesttyskland – i at trænge ind i ”det socialistiske paradis”. Når enhederne alligevel var derude, så skulle de også sikre sig, at der ikke var nogen illegale overløbere, som tog den modsatte vej. ”Republikflugt” var strafbart. Patruljeringen langs kysten var meget omfattende, og antallet af ”afhoppere” over havet frem til murens fald var meget beskedent. Det var en ganske vanskelig operation at ”hoppe af” over DDRs søgrænse. I hele kystzonen, fem kilometer ind i landet, krævede man særlige adgangskort, men i øvrigt var store dele af DDRs kyst militært område, som offentligheden ikke havde adgang til. Hjemsendt personel og reservister gjorde tjeneste som ”Grenzhelfer” (grænsehjælpere) og assisterede GBK med at patruljere samt melde om usædvanlige aktiviteter. I floderne patruljerede man med mindre motorbåde, medens man på den åbne kyst brugte enheder af størrelse op til KONDOR‐klassen på ca. 360 tons. Hvis man fangede ”republikflygtninge”, kunne besætningen belønnes med præmier, ekstra orlov eller udnævnelser. Der var givet bemyndigelse til at skyde for at dræbe.

Patruljering og efterretningstjeneste

Patruljeringen langs kysten blev foretaget af Grenzbrigade Küste (GBK) og øvrige enheder fra Volksmarine. Patruljeringen blev støttet af visuel overvågning fra kysten, radarovervågning fra en lang række kystradarstationer samt radioaflytning. Flådens efterretningsskibe, HYDROGRAPH (OKEAN‐ klasse), KOMET og METEOR (mod. KONDOR‐klasse) deltog i indhentningsoperationer rettet mod NATO‐enheder i BALTAPs område. Officielt figurerede indhentningsskibene som opmålingsskibe tilhørende den hydrografiske tjeneste SHD. Flådens helikoptere fra Parow kunne også deltage i overvågningen. Ud over de nationale patruljer havde WP et antal patruljer mellem Stevns, Bornholm og Gedser, som gik på skift mellem de tre WP‐flåder.

Byggeprogrammerne

Volksmarine havde et meget højt ambitionsniveau, men dagligdagen var præget af konstant pengemangel, brændstofmangel, dårlige skibe, dårlig vedligeholdelse, kort levetid for skibene og store forsinkelser på de sovjetiske materielleverancer. Fælles for de større østtyske byggeprogrammer fra omkring 1960 var, at man først byggede en prototype, kaldet 0‐Schiff. Når det var gennemprøvet, rettede man projektet til efter de gjorte erfaringer og byggede derpå første enhed. Sovjetunionen leverede normalt skibsmotorer, elektronik og våbensystemer. Ofte var der meget store forsinkelser på de sovjetiske leverancer, hvilket medførte væsentlige forsinkelser og bitterhed hos østtyskerne. I takt med udbygningen af flåden voksede personelantallet. I 1966 var personelstyrken vokset til 20.000 mand, heraf 6.000 værnepligtige. Disse tal inkluderede GBK med knap 3.000 mand. Midt i 1980’erne blev det reduceret til 16.700 mand inklusive 2.500 mand fra GBK. De første egentlige kampenheder tilgik flåden i 1956, hvor man fik overdraget to RIGA‐klasse fregatter fra Sovjetunionen, og to‐tre år senere fulgte endnu to. Samtidig fik flåden overdraget et antal sovjetiske torpedobåde af typen P‐6. De fire RIGA‐klasse fregatter blev afløst af tre sovjetisk byggede KONI‐klasse korvetter, bygget i Sortehavet omkring 1978 og bugseret til DDR. KONI var udstyret med det sovjetiske luftforsvarsmissil med NATO‐ betegnelsen SA‐N‐4. RIGA‐fregatterne og KONI‐korvetterne var Volksmarines største kampskibe. Omkring 1963 var der planer om at anskaffe 5 sovjetiske destroyere af SKORY‐klassen samt 12 sovjetiske kystubåde (af M V‐klassen på 350 tons bygget mellem 1944 og 1950). Planerne blev aldrig ført ud i livet, og det ville nok også have været en for stor mundfuld for Volksmarine, både økonomisk og mandskabsmæssigt. Allerede omkring 1956 hævede man to sunkne ubåde fra Den anden Verdenskrig, en Type VIIC og en Type XXIII, med henblik på istandsættelse. Hertil behøvede man assistance fra et sovjetisk ubådsværft. Det vides ikke, om østtyskerne opgav af økonomiske årsager eller om russerne blot forbød østtyskerne at beskæftige sig med ubåde, men projektet blev ikke gennemført. Missilbådene blev indført under stor hemmeligholdelse ultimo 1962 og blev først offentlig kendt ved en flådeparade i 1964. 12 missilbåde af OSA‐ klassen (OSA I) var en betragtelig styrkelse af WP‐flåderne nær de danske kyster. Bådene var stadig operative i 1990, men da var de teknologisk blevet overhalet af Vestens HARPOON, EXOCET og KORMORAN‐missiler. Et nationalt østtysk missilbådsprojekt blev ikke gennemført, fordi russerne ikke kunne levere et bedre missilsystem, og fordi østtyskerne ikke selv kunne tilvejebringe bedre udstyr. Man var helt afhængig af leverancer fra Sovjetunionen. I stedet besluttede man i 1984 at købe 5 missilbåde af TARANTUL‐klassen i Sovjetunionen. Missilerne var forbedret i forhold til den oprindelige udgave af STYX‐missilet i OSA I. Yderligere 10 enheder var planlagt, men på det tidspunkt var DDR langsomt ved at gå bankerot, så det blev der ikke noget af. Efter murens fald sendte forbundsmarinen den ene af disse både til USA til teknisk og operativ afprøvning. I samarbejde med de to øvrige WP‐mariner i Østersøen udarbejde østtyskerne et projekt til afløsning af OSA I. Det skulle være en mindre missilbåd med projektbetegnelsen 151. Første enhed blev bygget, men murens fald blev også projektets skæbne. Otte enheder lå på stabelen, tre blev bygget færdigt, men uden bevæbning. De blev overgivet til forbundsregeringens grænseenheder som patruljebåde. Da P‐6 torpedobådene var udslidt, fik man overdraget 15 SHERSHEN‐ klasse torpedobåde fra Sovjetunionen i 1969. Volksmarine udviklede en meget lille type torpedobåd af ILTIS‐klassen, senere fulgt op af LIBELLE‐klassen. Det var små både på ca. 20 tons med 2 – 3 mands besætning. Der blev formentlig bygget ca. 12 ILTIS og 31 LIBELLE. Det var meget hurtige fartøjer, ca. 50 knob, men operationsevnen var meget begrænset. Skrog og motorer var overbelastede, og vejret lagde meget store begrænsninger på deres indsatsmuligheder, men ud over torpedoer kunne de lægge miner og fremføre frømænd. I krigstid – under gunstige vejrforhold  ‐  kunne et stort antal ILTIS eller LIBELLE‐enheder udgøre et taktisk problem i de sydøstlige farvande i Danmark. De første ASW‐enheder (Antisubmarine Warfare) var af den sovjetiske SO‐ 1‐klasse, hvor der blev overdraget 12 i 1959/1960. Herefter byggede man HAI‐ klassen mellem 1964 og 1966. De blev udfaset efter ca. 16 år, hvor de blev afløst af den noget større PARCHIM‐klasse. PARCHIM‐klassen var DDRs største kampskib fra egne værfter. Her var tale om en lille korvet på 800 tons, og der blev bygget 16 af dem. De første landgangsenheder var LABOE 100, som kunne bære to middeltunge kampvogne. Deplacementet var på 230 tons. Der blev bygget 12 enheder mellem 1960 og 1962, og de fik en levetid på 15 år. Den noget større ROBBE‐klasse på 700 tons fulgte umiddelbart efter. Disse enheder var større, havde bedre søegenskaber og kunne tage 8 små kampvogne af typen PT‐765. ROBBE‐klassen blev allerede ophugget fra 1975. Afløseren var landgangsskibene med NATO‐betegnelsen FROSCH. Der blev bygget 12 plus to modificerede depotskibe. I forhold til ROBBE‐klassen var de større. De havde hver plads til 11 PT‐76, og så havde de mere moderne fremdrivning, elektronik, våben og underbringelsesforhold, blandt andet til stabe. Efter nogen tids venten (byggenummer 5) var russerne i stand til at levere et raketkastersystem (af typen Katjusha/Stalinorgel med 2 x 40 rør), som skulle anvendes til ildstøtte under offensive landgangsoperationer. KONDOR‐klassen er en af de få relative succeser for DDRs værfter. Man var i stand til at bruge dette design til en lang række opgave. Der blev bygget i alt 51 enheder af KONDOR‐klassen. Langt de fleste både blev benyttet som minestrygere og patruljebåde. Blandt varianterne er ”Staatsyacht der DDR” OSTSEELAND (statsoverhovedets skib), to skibe til efterretningsindhentning, KOMET og METEOR, et skib til afmagnetisering, CARL FRIEDERICH GAUSS, og en række grænsebevogtningsenheder. I 1976 anskaffede man et nyt skoleskib, WILHELM PIECK, af WODNIK‐ klassen fra Polen. Volksmarine rådede fra 1962 over landbaserede kystmissiler med NATO‐ betegnelsen KENNEL. Den sovjetiske betegnelse var SOPKA. Det var et førstegenerationsmissil baseret på en meget simpel teknologi, men alligevel udgjorde missilerne en trussel for skibe nær DDRs kyster.

Desuden rådede flåden over relativt mange køretøjer, som kunne yde service, værkstedsassistance m.v. på land. Ud over de nævnte skibe var der et meget stort antal hjælpeskibe til rådighed for bugsering, bjergning og brandbekæmpelse. Man havde tillige mange værksteds‐, forsynings‐  og beboelsesskibe etc. som enten kunne sejle ved egen hjælp, eller som kunne bugseres til en ankerplads. I en krigssituation ville sådanne enheder kunne benyttes som baser for Volksmarines enheder i danske farvande. Flådens flyvetjeneste fik MI‐4 HOUND‐helikoptere i 1960. Senere fik man MI‐8 HIP og MI‐14 HAZE til ASW, søredning og måludpegning for sømålsmissiler. Volksmarine havde ikke sine egne jagerfly, men Mig‐21 og MiG‐23‐fly fra JAGERREGIMENT HEINRICH RAU fra Peenemünde øvede jævnligt angreb mod sømål.

Efterskrift

Efter murens fald var der meget få af Volksmarines skibe, som kunne finde anvendelse i den nye ”fælles forbundsmarine”. De fleste skibe blev hugget op, men forbundsregeringen forsøgte at sælge så mange som muligt. Indonesien købte alle16 PARCHIM ASW‐korvetter, alle 12 FROSCH‐klasse landgangsskibe og et antal KONDOR‐klasse minestrygere. Missilbådene af OSA‐klassen er nu patruljebåde uden missiler i de tre baltiske lande. Blandt personellet var der meget få ansatte under NVA, som slap gennem nåleøjet og fik ansættelse i forbundsværnet. Af gode grunde var der ingen politiske officerer, som kunne ansættes. De få officerer, der blev godkendt til ansættelse, måtte rykke to grader ned, hvilket svarede udmærket til gradsanvendelserne i vestlige lande. I WP‐landene havde man generelt meget højere grader – og flere officerer pr. enhed – end vi kender det i Vesten. DDR eksisterer ikke mere, og en nation, som er villig til at dræbe sine egne borgere, hvis de prøver at forlade landet, har også kun fortjent en plads på historiens losseplads. Det forekommer mildest talt tankevækkende – nu som før – at nogen i Danmark har kunnet have sympati for denne besynderlige stat. De omfattende krigsplaner mod blandt andet Danmark krævede store ressourcer af DDR og dets våbenbrødre i WP. De større våbenprojekter i 1970’erne og 1980’erne var med til at undergrave DDRs økonomi og dermed bane vejen for murens fald. Det var godt, at Volksmarines landgangsskibe ikke fandt anvendelse til det, de var anskaffet til.

Kildefortegnelse

1. Carl‐Axel Gemzell: ”Warszawapakten, DDR och Danmark, kampen for en maritim operationsplan”, Historisk Tidsskrift Bind 96, Hæfte 1, Den danske historiske Forening 1996 (findes blandt andet på Marinens Bibliotek).

2. Thomas Wegener Friis; ”Den usynlige front, DDR’s militære spionage i Danmark under den kolde krig”, Lindhardt og Ringhof, 2005. (Anmeldt i dette nummer af tidsskriftet).

3. Thomas Wegener Friis og Andreas Linderoth (red.): ”DDR & Norden, østtysk‐ nordiske relationer 1949 – 1989”, Syddansk Universitetsforlag, 2005.

4. Siegfried Breyer og Peter Joachim Lapp: ”Die Volksmarine der DDR, Etntwicklung – Aufgaben – Ausrüstung”, Bernard & Graefe Verlag, Koblenz 1985.

5. Hans Mehl, Knut Schäfer og Ulrich Israel: ”Vom Küstenschutzboot zum Raketenschiff, Schiffe und Boote der Volksmarine”, Militärverlag der Deutschen Demokratischen Republik, Berlin 1986.

6. Friederich Elchlepp, Walter Jablonsky, Fritz Minow og Manfred Röseberg: ”Volksmarine der DDR, Deutsche Seestreitkräfte im Kalten Krieg”, Verlag E. S. Mittler & Sohn GmbH, Hamburg – Berlin – Bonn 1999.

7. Endvidere diverse årgange af ”Marinkalender” udgivet af Föreningen Sveriges Flotta og ”Weyers Flottentaschenbuch”, F. F. Lehmann Verlag, München.

Anvendte forkortelser

ASW: Antisubmarine Warfare

DDR: Deutsche Demokratische Republik

GBK: Grenzbrigade Küste

NVA: Nationale Volksarmee

SED: Sozialistiche Einheitspartei Deutschlands

SHD: Seehydrografische Dienst

VM: Volksmarine

WP: Warszawapagten

Fodnoter

1 Da en af RIGA‐klasse fregatterne overtog navnet ERNST THÄLMANN, omdøbtes det gamle danske skoleskib til ALBIN KÖBIS.

2 Citat fra kilde nr. 1 i kildefortegnelsen.

3 Kilde nr. 5 i kildefortegnelsen.

4 En del af angrebsplanerne mod Danmark er omtalt i detaljer i kilde nr. 1 i kildefortegnelsen.

5 PT er en sovjetisk forkortelse for ”flydende/svømmende kampvogn”.