Log ind

Fra udlandet 2 - 1966

#

Luftværn

I The Journal og the Royal Artillery, september 1965, har Aramis skrevet nedenstående artike l: »AIR D E F E N C E F O R A LL« , der her bringes i oversættelse.

På den konventionelle krigs område fremkommer der fra tid til anden — i vore dage ca. én gang i hver generation - en ny faktor, som får stor taktisk betydning, og hvis rette udnyttelse fører til overlegenhed på slagmarken, altid betydelig og ofte afgørende. Den hær, der først erkender betydningen af denne faktor, og hvis militære doktrin og praktik udvikles i overensstemmelse med dens indførelse, kommer som regel ubemærket sin modstander i forkøbet. Faktoren kan være et nyt våben, f. eks. maskingeværerne i 1914, eller et taktisk princip , som den pansrede bevægelighed i 1939'-40. Tyskerne udnyttede begge disse faktorer med uhyre fordel for sig selv og et ikke ringe ubehag for os. De høstede belønningen for deres fremragende skarpsindighed og fremsyn i årene før de to krige. I vor generation er den tilsvarende faktor utvivlsomt den store og voksende udnyttelse af luften af h idtil jord-bundne hære. Det er ganske klart, at flere og flere operationelle bevægelser af enhver art fra nu af v il ske gennem luften. Rekognoscering v il ske fra luften; fjenden v il blive angrebet fra luften; og jord-slagets natur v il gradvist ændres eftersom det udstrækkes opad for at medinddrage den tredie dimension. For at tage et hjem ligt eksempel, så v il føreren ikke længere have behov for at finde ud af, hvad der sker på den anden side af bjerget; han v il til stadighed have den anden side af bjerget for øje via sine rekognosceringsfly. Det turde være let at indse, at den hær, der gør den mest effektive brug af luften, v il have en kolossal fordel overfor sin modstander. Og det er da klart: fugle dræber orme - og ikke omvendt.

Komplementært hertil - medaljens anden side - er så nødvendigheden af at forhindre fjenden i at benytte luften effektivt til sine formål. Standardmetoden til at forhindre bevægelser har altid været at indsætte ildkraft, og der er ingen grund t il at tro, at dette ikke fortsat v il gælde også i fremtiden. Men fra nu af må forsvarerens ildp lan øges og strækkes ud til at inkludere luft-flanken. E t tre-dimensionalt slag må udkæmpes med en tredimensional ildplan. Artilleriet er hovedleverandøren af ildkraft i hæren og må varetage den store del af hvervet med at nægte fjenden aktionsfrihed i vort luftrum. Men det v ille være forkert at tro, at det kan gøre mere end det. Det v il også være ufornuftigt at forvente det. Ingen har nogensinde foreslået, at Infanteriet skulle fratages deres tunge våben. Det kunne ikke virke uden dem. Det behøver f. eks. sine morterer til særlige lejligheder, hvor artilleriild ikke er til rådighed, og som en reserveildkraft under førerens absolutte kommando. Ganske tilsvarende argumenter er gældende med samme styrke for ildp laner i den tredie dimension, eller som det normalt kaldes: luftværn (air defence). Hv is vi erkender, at Infanteriet og andre våbenarter har behov for deres eget luftværnsvåben, så bliver det næste spørgsmål selvsagt: Hvad skal dette våben kunne, eller hvad skal være de militære krav til det? Man må i denne forbindelse først betragte truslen som en helhed samt overveje, hvorledes man v il imødegå den. Den moderne lufttrussel mod en hær i felten dækker et stort område. Den ene ende af skalaen dækkes af superhurtige angrebs- og rekognosceringsfly, som nærmer sig målet i meget lav højde og med overlydshastighed. De v il være synlige for det blotte øje eller for radar i den kortest mulige tid. For med held at engagere den slags mål har vi behov for et våben med en meget kort reaktionstid og i hvert fald nogen grad af automatik. I skalaens anden ende finder v i det langsomtflyvende transport- eller rekognosceringsfly, der kan være fastvinget eller helikopter. Disse v il også flyve lavest muligt og anvende terrænet bedst m uligt for at undgå fjendtlig iagttagelse; men de v il normalt være synlige som mål i længere tid, end de superhurtige fly, og når de kan ses, v il de være nemmere at ramme. Selv våben fra sidste verdenskrig v il have gode chancer overfor mål af denne art. Mellem disse to yderpunkter omfatter truslen fly og droner med vekslende egenskaber og hastigheder: Nogle kan operere om dagen og om natten, men størstedelen nok kun om dagen. Engagement af superhurtige fly i lav højde over kampområdet præsenterer en vanskelighed, der er en hel størrelsesorden sværere end engagement af jordmål, og årsagerne hertil er ikke svære at få øje på. F ly v il flyve måske tyve gange så stærkt, som en kampvogn kan køre. Det v il manøvrere op og ned, til siden og frem og tilbage. Det v il kun være synligt i meget kort tid. Og det v il endelig komme uventet. E n fører kan normalt stole på at få en antydning om et truende panserangreb mod sin front, men han får overhovedet intet varsel om et lavangreb fra luften. Dette er de simple kendsgerninger, der gør forsvaret mod lavtgående fly t il det vanskeligste problem på slagmarken i dag. Det er derfor klart, at intet simpelt våben kan give løsningen på spørgsmålet. For at imødegå lufttruslen i sin helhed — selv ved dagslys — har vi behov for et smidigt, højtudviklet våben, der benytter den mest moderne teknik. Og det v il b live dyrt. Ønsker vi, det skal kunne virke om natten, som nogle fjendtlige fly utvivlsomt v il, må det være endnu mere kompliceret og v il være endnu mere horribelt dyrt. Økonom iske årsager er én blandt mange, som fører til tanken om, at man må have mere end et våben. Den rige v il kunne bestemme sig for en løsning med en enkelt våbentype. Han kunne købe et våben (hvis det eksisterer), der kunne ødelægge det vanskeligste mål ved dag og ved nat. Han kunne udstyre hele sin hær med dette våben og give en god dag i udgifterne. M en tiggere kan ikke tillade sig at vælge, og vor hær kan ikke sy sine sko over så simpel en læst. V i må købe vore resultater på det b illig ­ ste marked, og kan man imødegå en væsentlig del af lufttruslen tilfredsstillende med et relativt simpelt og b illigt våben, må v i have dette våben. Faktisk peger økonomiske, styrkemæssige og operationelle overvejelser alle henimod en fam ilie af våben af varierende finhedsgrad og styrke, og det viser sig da også at være den officielle po litik i dag. Det næste punkt, vi skal se på, er betjeningen af disse våben. Hvem skal have hvad? Skal vi fordele hele fam ilien til alle våbenarter? Enhver enhed v ille i så fald blive helt selvforsynende med luftværn. Den kunne tage sig af alt, hvad der kom. M en imod denne fordel må man afveje den kendsgerning, at f. eks. Infanteriet allerede beklager sig over antallet af specialvåben i en bataljon. Ethvert ekstravåben, de skulle bemande, v ille yderligere nedsætte antallet af fo lk med bajonetter, og vi kan være ret forvisset om, at de v il se med nogen afsky på et forslag om at påtvinge dem en fam ilie på 2 eller 3 luftvæmsvåben. Man kan næppe forvente, at de andre kampenheders synspunkter v il være ret forskellige herfra, og vi når derfor til den konklusion, at de ikke-specialiserede våbenarter ikke kan acceptere mere end ét luftvæmsvåben. H v ilket slags våben bør det være? Lad os for at simplificere argumenterne forudsætte, at vor fam ilie består af to våben, et avanceret våben, der kan tage sig af de vanskeligste mål, og et simpelt våben, der er billigere, og som kun er effektivt imod den nedre del af den trusselskala, der tidligere er omtalt.

I almenhed afhænger fordele og ulemper ved at opdele våben i special- og ikkespecialenheder af tre faktorer, henholdsvis uddannelse, logistics og kommando. Hvad uddannelsen angår, så er det bedst at have specialenheder, hvis våbnet kræver højt specialiserede færdigheder. Den fortsatte uddannelse v il sandsynligvis være bedre organiseret og gennemført i en enhed, hvis hovedformål er at betjene dette våben, end noget andet sted. H v is det yderligere er nødvendigt at have kostbart uddannelsesudstyr - og moderne luftværnsvåben vil bestemt kræve dette - så får vi behov for et m indre antal af træningsudstyr og -personel, hvis vi benytter specialenheder, end ellers. Vi vil derved spare penge. For det andet er det mere økonom isk at samle våben i specialenheder, hvis specialiseret vedligeholdelse og forsyning er nødvendig. Teknikere og tekniske reparationsfaciliteter er sjældne og dyrebare, og hvis de skal kunne betale sig, skal vi undgå at splitte dem op i småstykker spredt over hele Hæren. De skal have en økonom isk arbejdsbyrde, og dette v il lettere være tilfæ ldet i specialenheder end i ikke-specialenheder. Hvad angår kommandoforholdene er det nok rigtigt at sige, at jo større kraft, der er i et våben, des højere plan skal kommandoen over det føres fra. E t historisk eksempel herpå er tildelingen af A rtiller i t il de forskellige kommandotrin i hæren i de sidste to krige. D ivisionerne havde deres lette feltkanoner, de middeltunge var placeret under korpset, det meste af det tunge artilleri var ikke decentraliseret under arméplan, og endelig var de supertunge kanoner og jernbaneskyts på armé-gruppe-plan. Atomammunition kan nok modificere, men ikke ganske afskaffe, dette føringspr inc ip ; men på det konventionelle område har det stadig fuld gyldighed. Og dette er ikke blot som følge af den forholdsvise sjældenhed af magtfulde våben; ej heller ford i m idlerne t il at bestemme mål for magtfuldt, langtrækkende våben kun findes på højere føringstrin; men også i betragtelig grad fordi rækkevidden og kraften hos disse våben giver en smidighed, som kun kan udnyttes fuldt ud, hvis de føres på det højst mulige plan. Hv is vi anvender disse tre faktorer på vor fam ilie af luftvæmsvåben, og hvis vi forudsætter, at de avancerede våben kræver flere specialister til drift og vedligeholdelse end de simple, samt at de avancerede er mere »magtfulde«, så er det klart, at de avancerede våben ikke bør fordeles til ikke-specialist våbenarteme. I den særlige luftværns-sammenhæng skal endnu en faktor tages i regning. Lu ftrummet over slagmarken gennemkrydses af egne luftfartøjer; og vore våben skyder op i dette luftram. Når man ikke har et sikkert og pålideligt IFF-system (og et sådant v il næppe være t il rådighed i den nærmeste fremtid, og selv om det findes, v il det ikke være b illigt og simpelt nok t il at kunne monteres på vores simple medlem al våben-familien), må der træffes foranstaltninger til at tillade begge parter størst mulig aktionsfrihed samtidig med, at man sikrer flyenes sikkerhed; disse foranstaltninger kaldes kontrol. Luftvæmsvåben er under kontrol dels af S.O.P. og dels af ordrer fra højere myndigheder, og disse ordrer er h idtil blevet bedpmt vigtige nok og af tilstrækkelig høj prioritet t il at berettige et særligt radionet, idet alle luftværnsstillinger indgår på dette net. M en hvad enten man bibeholder et særligt net eller ej, så er en eller anden form for kommunikation vigtig, og den må være permanent besat, når våbnene er i stilling, hvis en effektiv kontrol skal kunne udøves. Det er klart, at betydningen af kontrol varierer direkte med rækkevidden og sårbarheden for de pågældende våben. Hv is vi v ille tildele de avancerede våben t il Infanteriet, v ille de uundgåeligt blive indvik let i kontrolproblemer, og de v ille nok føle dette som et ubehag. Hv is de kun fik de simple våben, kunne en rudimentær kontrol blot ved S.O.P. muligvis være nok. Denne faktor virker derfor også i samme retning som de andre tre.

Hidtil har argumenteringen peget på, at det avancerede medlem af luftværnsvåbenfam ilien skal bemandes af specialtropper, d. v. s. af Artilleriet. Det er interessant at se, at amerikanerne synes at have bevist gyldigheden af disse ganske alm indelige tanker ved vidtgående studier af den detaljerede indsættelse af et særligt våbensystem. R E D E Y E blev oprindeligt betragtet som et ikke-specialist våben. Det skulle have en rimelig virkn ing imod de fleste taktiske fly, og skulle være yderst simpelt at betjene og vedligeholde. M en under udviklingsfasen er der opstået uforudsete vanskeligheder med uddannelsen og vedligeholdelsen; og følgen er, at der nu synes tegn på, at når R E D E Y E kommer ud t il tropperne, v il det nok b live betjent af specialtropper. Den uundgåelige logiske konsekvens heraf er, at et »all-arms«- våben må være simpelt. H v ilke n udform ­ ning skal det have? Selvom det teoretisk er m uligt at konstruere et våben med høj ydelse og dog simpelt nok til at tilfredstille vore betingelser, så kan man endnu ikke i praksis løse dette problem . Styrede raketter dur især ikke. Kompleksiteten i systemer med aktiv styring er for stor, og passivhomende raketter lider under skelnevanskeligheder og er endnu ikke effektive nok. V i tvinges henimod en kanon-løsning; og her bør man iagttage, at selvom det for få år siden var moderne — både her i landet og i U .S.A . - at betragte luftværnskanonen som et forældet eller i hvert fald snart forældet våben, så er det nu modsat. Amerikanerne, der havde sat aDe deres 40 mm kanoner på depoter, og fordelt personellet til andre opgaver, blev alarmerede over hullet i deres luftværn under Cuba-krisen, og er nu bange for den fare, der er skabt ved svigten af deres luftværnsvåbensproduktions-program. De prøver målbevist at finde en løsning på deres vanskeligheder, og blandt de mulige løsninger er kanoner dominerende. Tyskerne, der altid har været realister og særligt følsomme, hvad angår luftværn, siden de sidste år af sidste krig, er nu ved at nyudruste deres luftværnsartilleri med en 30 mm kanon. V i skal heller ikke glemme, at der på en enkelt dag fom y lig (marts 1965) blev nedskudt fem højtmodeme fly fra U.S. Air Force af Nord-Vietnamesisk maskinskyts. Kanoner er på ingen måde forældede, og de bør være vores løsning som »all-arms«-våben, indtil noget bedre dukker op. Indenfor rammerne af en kort artikel er det umuligt at undersøge dette emne udtømmende, og mange relevante og interessante argumenter er udeladt. Men der er måske alligevel sagt nok for at opfylde formålet, som har været ved hjælp af grundlæggende principper og helt almene argumenter at vise den kolossale betydning af luftværnet i fremtidens kamp; det heraf følgende behov hos alle våbenarter for at have deres egne luftvæmsvåben; samt årsagerne, der fører til den konk lusion, at disse våben bør være kanoner (maskinskyts).

N .B .

Helikoptere som kampfly

Et af de nye træk i krigen i V ietnam er den udstrakte amerikanske anvendelse af helikoptere, der nu - i modsætning til hvad tilfæ ldet var i tidligere krige - i ret stort omfang benyttes som egentlige kampfly, hvorfra ild rettes mod jordmål. U d ­ viklingen er gået fra ganske prim itive affutager for maskingeværer - ja, man holdt eventuelt blot et maskingevær i hænderne og skød ud fra helikopterens åbne dør - til stedse mere ydedygtige våben og affutager, hvilket fremgår af det amerikanske militære tidsskrift *Army Digest« af september 1965. A llerede for et par år siden begyndte man på den alm indeligt anvendte he likopter U H IB at montere 2 stk. M60 maskingeværer på hver side, hvorved en samlet kadence på 2200 skud pr. m inut opnåedes (det amerikanske maskingevær M60 har en kadence på ca. 550 s/min. eller lidt under halvdelen af 7,62 mm maskingevær M/62).

T i l disse maskingeværer føjes nu 2X 7 stk. 70 mm raketter forsynet med et meget følsomt brandrør (de h idtil anvendte brandrør funktionerer ofte først, når raketten er trængt så langt ned i blød bund, at virkn ingen er m inimal). Raketterne har en effektiv rækkevidde på op mod 3000 meter (den maksimale rækkevidde er ca. 10.000 meter). Raketter og maskingeværer med affutager vejer ialt ca. 1025 kg. H e likopteren kan også bevæbnes udelukkende med 70 mm raketter, i hvilket tilfælde den kan bære 24 stk. på hver side. M od modstandsdygtige mål - f. eks. sværere panserkøretøjer — kan benyttes trådstyrede panservæmsraketter af typen SS-11. Hv is helikopteren udrustes med sådanne, kan den bære 3 stk. på hver side. E n ganske ny type bevæbning er en 40 mm automatisk granatkaster, der monteres i spidsen på helikopteren. Kadencen er 220 s/min. Den 40 mm granat er ganske vist lille (den vejer ca. 170 gram), men ved detonationen slynger den alligevel et stort antal (og derfor små) sprængstykker ud. Disses udgangshastighed er meget stor, men da de er så små, taber de hurtigt hastigheden, hvorfor virkningen er lokal (dræbende afstand 5-10 meter). T i l gengæld er så antallet af affyrede granater stort, hvorved den samlede virkn ing kan blive voldsom mod udækket personel. De før omtalte 4 stk. maskingevær M60 har erfaringsmæssigt en for ringe kadence. De skal efterhånden udskiftes med 2 maskingeværer (1 på hver side), hver med en kadence på ca. 6000 s/min. I den kommende tid v il den mest alm indelige he likopterbevæbning da komme til at bestå af disse 2 maskingeværer med den høje kadence tillige med de tidligere nævnte ialt 14 stk. 70 mm raketter. Også den i øjeblikket anvendte trådstyrede panservæmsraket SS-11 vil man gerne have udskiftet med en bedre raket (formentlig TO\¥ eller S H I L L E L A G H , men ingen af disse synes endnu at være sat i serieproduktion).