Log ind

Fra nationalkomite til østtysk folkerepublik

#

1. Emigranter og nationalbolchevikker
Da de tyske kommunister i årene omkring nazisternes magtovertagelse følte jorden brænde under sig, flygtede de i stort tal til Sovjetrusland, livor de naturligvis fandt en velvillig modtagelse. Lenin har engang sagt, at verdensrevolutionen skulle gå over Tyskland, »Den tyske revolution er uendeligt vigtigere end den russiske« — det var ikke glemt. Blandt disse pionerer for tysk kommunisme var så promintente navne som Wilhelm Pieck, Walter Ulbricht, den kommunistiske digter Erich Weinert og Theodor Plivier, den senere forfatter til de også i Danmark kendte krigsromaner »Moskau«, »Stalingrad« og »Berlin«.

Wolfgang Leonhard var kun 13 år, da hans moder, som af Gestapo var eftersøgt for kommunistisk virksomhed, efter en flugt til Sverige i 1935 tog sin søn med til Rusland, hvor lian skulle uddannes til »Sovjet-pioner« med påfølgende indsats i Tyskland for øje.

Var de tyske emigranter først blevet vel modtaget i Rusland, sker delen betydelig forværring efter afslutningen af den tysk/russiske pagt i august 1939. De fleste deporteredes som »upålidelige udlændinge« til Karaganda i Kazakstan, hvor de med et mildt udtryk ikke har det godt. Kun gamle »Genossen« som Ulbricht, Pieck og Weinert nyder stadig som privilegerede en vis frihed, men må gå meget stille med dørene.

Det tyske angreb på Rusland i juni 1941 ændrer igen emigranternes stilling til det bedre. Russerne får atter brug for dem, og de hentes hjem fra Kazakstan. De unge som Wolfgang Leonhard sættes på kommunist- skole, de ældre sættes ind i propagandaarbejde overfor tyske krigsfanger og overfor de tyske soldater på østfronten.

Naturligvis havde russerne selv straks efter krigsudbruddet påbegyndt en propaganda. Men der er forskel på en propaganda, som kunne gøre indtryk på russere, og en propaganda, der havde udsigt til at indvirke på tyske soldater, hvad enten disse kæmpede ved fronten eller befandt sig i russiske fangelejre. Den første russiske propaganda viste sig at være forfejlet, og de første af russiske flyvere nedkastede flyveblade fremkaldte kun latter bos tyskerne. Kun ganske få tyske soldater løb over, og det drejede sig udelukkende om folk, som i forvejen var kommunistisk indstillede. Naturligvis var denne første tid, da tyskerne endnu var sejrrige og troen på Hitler ikke var rystet, lidet gunstig for den russiske propaganda.

Men da krigslykken i efteråret 1942 på sydfronten i Rusland vender sig mod tyskerne, håber man på større resultater — og nu tager man emigranterne til hjælp.

Ulbricht og Weinert ankommer i december 1942 til fronten ved Stalin- grad. Deres flyveblade nedkastes bag de tyske linier, og i god afstand brøler de deres propaganda ud gennem højttalere. Weinert læser sine digte højt — et par dage før jul får de tyske soldater et blasfemisk digt at børe »Vom Himmel hoch da komm icli lier«, en infam omdigtning af Luthers dejlige julesalme »Fra Himlen højt kom budskab her«, et eksempel på, livad denne digter og politiker kunne nedlade sig til. Da højttalerne ikke rækker langt nok fra Ulbriolits og Weinert sikre opholdssteder, må russiske soldater krybe, frem til hindringsbælterne med transportable højttalere og råbe tysk propaganda, som man bar lært dem udenad, ind mod de tyske stillinger. Resultatet er lig nul — jo, den 12. december skal en tysk soldat være løbet over til russerne. At rende over til fjenden strider mod den tyske soldats natur og er desuden forbundet med risiko for at få et skud i ryggen, at blive hamgende i egen eller fjendtlig pigtråd eller at træde i en landmine.

I begyndelsen af januar får Ulbricht hjælp af et par krigsfangne tyske officerer fra den senere omtalte Hadcrmann-gruppe. Forgæves — fiaskoen er uomtvistelig.

En dag i august 1942 blev en lysk flyverløjtnant skudt ned ved Stalin- grad. Han slap levende fra det, men kom ned bag de russiske linier og blev således krigsfange.

Løjtnant Heinrich Graf von Einsiedel må have været en brav flyver — ban bavde 35 luftsejre bag sig, dels i vest, dels i øst. Hans moder var født fyrstinde von Bismarck, barnebarn af Tysklands store statsmand. At have fanget Bismarcks oldebarn, det interesserede russerne.

Oberst Tulpatiow modtog barn ganske vist med ordene »Wir ltaben Sie niclit eingeladen« og behandlede liam de første dage i overensstemmelse hermed, men tilbød så Einsiedel at ekspedere et brev til lians slægtninge, hvori disse underreltedes om, at ban var i live. Han skulle blot tilføje, at ban blev godt behandlet, og at Tyskland ville tabe krigen, fordi det ikke havde fulgt Bismarcks advarsel om ikke at indlade sig i krig mod Rusland. Einsiedel tænkte på sin gamle moder, tog imod tilbudet og var dermed »fanget« for anden gang.

Men når Einsiedel så hurtigt lod sig indfange, så havde delte bl. a. sin rod i nationalbolchevismen.

Del er en gammel læresætning, som synes bekræftet i historien, at Rusland og Tyskland skal holde sammen, og at hver gang de har bekæmpet hinanden, er det gået dem hegge ilde.

Det tysk/russiske venskab rækker tilbage til året 1764 og er altså i år netop 200 år gammelt. I den preussiske syvårskrig (1756—63) havde preusserne og russerne leveret hinanden en ra:kke blodige slag i en for begge parter meningsløs krig. I erkendelse heraf sluttede de to store herskere, Frederik den Store af Preussen og Katharina den Anden af Rusland i 1764 det forbund, som blev begyndelsen til det traditionelle preussisk/russiske venskab, som i frihedskrigen 1813 blev til våbenbroderskabet ved Bautzen, Katzbach, Kulm og Leipzig. Særlig kendt er »Konventionen i Tauroggen« den 30. december 1812, hvor den preussiske general York af den russiske general Diebitsch lod sig overtale til at forlade Napoleons sag og på trods af sin konge at erklære sit korps for »neutralt«.

Helt venskabeligt var det preussisk/russiske forhold vel ikke altid — men Bismarck søgte på Preussens og senere på Tysklands vegne at opretholde venskabet. Han ville ikke vide af nogen tofrontkrig mod Frankrig og Rusland samtidig. Men under den store kanslers efterfølgere kølnedes venskabet, og Rusland kom i stedet i armene på Frankrig og senere tillige England. Således blev i den første verdenskrig Rusland og Tyskland atter fjender og erfarede ligesom i syvårskrigen, at det var til ulykke for dem begge.

Indflydelsesrige kredse i begge lande ville drage lære heraf. Allerede inden krigen var sluttet, opfordrede Lenin Tyskland til at slutte sig til bolclievismen og sammen med Sovjetunionen genrejse begge riger i deres fordums magt og derved lægge grunden til en ny og bedre verden. Efterhånden fandt disse tanker gehør i tyske kredse. Var bolclievismen mon virkelig så slem, som man sagde? Havde ikke i sin tid den store franske revolution hurtigt udviklet sig til noget helt andet end et jakobinsk ræd- selsherredøinme? Man skulle ikke lade sig afskrække af bolclievismen, den var kun et overgangsfænomen. Venskab med Rusland skulle ligesom efter 1806 blive vejen til Tysklands genrejsning.

Dette var nationalbolclievismen, hvis første repræsentant i Tyskland var general von Reibnitz. Den fandt i tyverne praktisk udformning i et tysk/russisk militært samarbejde, idet tyske officerer med general v. Seeckts velsignelse i russiske flyverlejre og på russiske kampvognsskoler fik en traming, som de ifølge Versaillesfreden ikke måtte få i deres fædreland. Det er forøvrigt værd at mærke sig, at der i kredsen om Beck og Witzleben fandtes i hvert fald to betydelige tyske diplomater, Ullricb von Hassell og Grev von der Scbulenburg (den tidligere gesandt i Moskva), som godt kunne tænke sig at få en afslutning på krigen gennem en udsoning med Rusland, jfr. Buchlieit: »Soldatentum und Rebellion«, side 359—60.

At Bismarcks ætling, Graf von Einsiedel, ikke var fremmed for natio- nalbolclievisinens tanker, er let at fatte — og hvis man vil prøve at forstå, hvad der under krigen kunne bevæge mange tyske officerer til at samarbejde med russerne og emigranterne, så var i hvert fald een af bevæggrundene nationalbolchevismen.

2. Emigranternes agitation i krigsfangelejrene — Fangerne fra Stalingrad

At påvirke tyske krigsfanger i kommunistisk ånd, få dem til at agitere mod nazistyret og svække kampviljen i den tyske værnemagt passede godt med Sovjets interesser. At det også tjente emigranternes mål, et kommunistisk Tyskland, er indlysende. Således fandt russerne og emigranterne let hinanden og fik etableret et intimt samarbejde, som desværre mange af de krigsfangne officerer efterhånden, nogle af spekulation, andre i godtroende blåøjetbed, lod sig lokke med ind i.

På russisk side sorterede agitationen under VII afdeling af den røde armés administration, men af emigranterne blev det Ulbriclit, der sammen med Weinert og andre ledede agitationen i krigsfangelejrene. Fremgangsmåden er ikke ukendt. En passende blanding af venliglied og hårdhed, lejraviser, møder, gruppedannelser, diskussioner, »kultnrsammen- komster«, kursus på de i lejrene oprettede antifascistskoler o. s. v. I lejrene opererede mere eller mindre hemmelige agenter, russiske og tyske »politiinstruktører« — udspionering og angiveri trivedes.

Der må skelnes mellem antifascistskoler og kominternskoler. Anti- fascistskolerne var indrettet i selve krigsfangelejrene og havde til formål at omskole tyske soldater og officerer. Lærerne var tyskere, og marxistiskleninistisk filosofi var et hovedfag. Kominternskolerne var for viderekomne. d. v. s. især for kommunistiske emigranter fra fremmede lande og deres hørn (f. eks. Wolfgang Leonliard), der her skoledes til aktiv indsats i deres fædreland — og det har i stort omfang været eleverne fra kominternskolerne, der senere kom til at beklæde høje stillinger i de kommunistiske satellitstater i Øst- og Centraleuropa efter krigen.

Målet for arbejdet i fangelejrene var at få aktiveret det størst mulige antal krigsfanger til indsættelse i et arbejde, der på een gang tjente kommunismens, Ruslands og emigranternes interesser. Gennem udspørgning, personlige samtaler, diskussionsaftener m. v. fandt man frem til de folk, man mente at kunne bruge, omskolede dem på antifascistskoler, videre- uddannede dem evt. på kominternskoler og inddrog dem, efterhånden som man følte sig sikker på dem, i det aktive arbejde.

Desertører og vankelmodige sjæle var de første ofre. Udsigt til bedre behandling og bedre kost fristede adskillige, nogle lod sig simpelthen narre og blev »fanget«. Hvor meget der har været af bevidst mishandling, er svært at sige — beretningerne er på dette punkt yderst forskellige. Selvfølgelig havde de tyske krigsfanger det ikke godt. Einsiedel har givet en skildring af fangernes tilværelse, sammenstuvet i store uopvarmede sale, i tynde, pjaltede uniformer i vinterkulden og med en ernæring svarende til eksistensminimum. Endnu værre er den fremstilling, som major Assi Halm har givet i sine erindringer. Men kan der end anføres adskillige eksempler på direkte mishandling, så må det erindres, at de russiske soldater ved fronten ingenlunde havde det bedre end de tyske krigsfanger, og at civilbefolkningen i Rusland mange steder led bitter nød. Når emigranterne overfor de russiske myndigheder prøvede at opnå en bedring i fangernes kår, fik de til svar: »I kan da ikke forlange, at vi skal behandle jeres krigsfangne landsmænd bedre end vore egne soldater — og forresten bar vi jo ikke indbudt dem til at komme til vort land.« Det må forøvrigt erkendes, at adskillige af aktivisterne brugte deres indflydelse til at mildne tilværelsen for deres medfanger, men andre handlede efter princippet» først maden, så moralen«. Der kunne være betydelig forskel på fangernes behandling. Der var forskel på officerslejre og på mandskabslejre. Det afhang naturligvis også af de forskellige russiske lejrkommandanter og vel ofte ikke mindst af de »lejrbefuld- mægtigede«, som de stedlige kommandanter udtog blandt krigsfangerne. Naturligvis blev de føjelige bedst behandlet, medens folk som major Hahn, der altid var i opposition, fik en langt hårdere tilværelse. En ret indgående fremstilling af disse forhold findes i Putlkamers »Von Stalin- grad zur Volkspolizoi«.

Resultatet af agitationen i fangelejrene var til at begynde med alt andet end imponerende. Endnu ved slutningen af 1942 blev de i lejrene dannede kommunistiske grupper boykottet af flertallet af soldaterne, og navnlig blandt officererne var modstanden svær at bryde. Dog var del i lejren ved Jelabuga allerede i vinteren 1941/42 lykkedes kaptajn Ernst Hadermann at danne en »officersgruppe« på 22 mand. Den bestod ikke af kommunister, men af officerer, der troede på loyalt samarbejde med Sovjet. I et opråb opfordrede den den lyske værnemagt til kamp mod Hitler. Gruppen talte en del idealister, bl. a. Einsiedel, der ikke var bange for at kritisere agitationen i lejrene. Møderne i mandskabslejrene sammenlignede han med soldaterråd, hvor »officerskorpset blev fremstillet som een eneste stor hob af forbrydere«. Det var en skandale, sagde ban, at folk som kommissær Wagner (alias Otto Braun) sammen med desertører og angivere fik lov til at tyrannisere fangelejren i Oranki. Hadermann gav Einsiedel medhold i denne kritik, men anså det for håbløst at forsøge at skride ind.

Agitationen i krigsfangelej rene var naturligvis ikke begrænset til tyske krigsfanger. Der fandtes i antifascistskoler og komintemskoler sektioner for rumænere, ungarere, spaniere, italienere o. s. v., der dannedes grupper af aktivister også til indsats i disse lande. I lejrene nr. 20 og 27 er kernen af de kommunistiske legioner blevet trænet, og da senere »Nationalkomi- tee Freies Deutschland« blev stiftet, blev der også dannet nationalkomitéer for emigranter og fanger af de andre nationer.

Ved nytårstid 1942 udsendte tyske emigranter og krigsfanger deres første opråb til det tyske folk og de tyske soldater om at styrte Hitler og gøre ende på krigen. Endnu var dog kun meget få soldater med. Senere fulgte flere opråb, også fra krigsfanger fra andre lande. I juni 1942 udsendtes på Wcinerts initiativ et radiomanifest, som 1900 tyske krigsfanger skal liave tilsluttet sig. Det drejede sig om fanger fra 4 forskellige lejre — og det er værd al mærke, at forbindelsen mellem fangerne i de forskellige lejre udelukkende formidledes af emigranternes »vandrepræ- dikanter«.

De fleste steder var dog en kold skulder eller åbenlyst bad og foragt den modtagelse, de tyske kommunistiske agitatorer mødte hos deres landsmænd. Navnlig Ulbricht havde det ikke godt, han blev rent ud sagt grint ud, når han mødte op med sine irriterende fraser. Der var naturligvis også folk, som havde mod til åbent at tage til genmæle i forsamlingerne. En af de skarpeste og dristigste var major Assi Halm, som i Oranki satte Ulbricbt grundigt til vægs, hvad han så måtte døje adskilligt ondt for.

I februar 1943 blev krigsfangerne forøget med fangerne fra Stalingrad.

Af 91.000 fangne menige, underofficerer og frontofficerer døde de fleste hurtigt — kun ca. 6.000 skal have overlevet. Dette synes ikke at have været en følge af mishandling, for folkene var simpelt hen så legemligt udtæredc, at de under de forhold, der blev budt dem, måtte dø. Man kan ikke bebrejde russerne, at de ikke havde sørget for fangelejre i nærheden af Stalingrad eller for tog- eller biltransport. Fjenden stod jo dybt inde i Rusland, og de foreliggende chancer for med de nu frigjorte arméer at knuse den tyske sydfront og afskære de tyske arméer i Kaukasus måtte udnyttes til det yderste, og alle transportmidler måtte anvendes til dette formål og til troppernes forsyning. Derfor kom de tyske fanger til at vandre de lange veje til fods, hvad de ikke havde kræfter til. Peter Strass- ner har i sin bog »Verräter« en rædselsfuld skildring af fangernes døds- marcli, men et væsentligt andet billede giver Puttkamer, som selv var fange fra Stalingrad. De fleste af dem, der klarede marchen, bukkede bagefter under for udmattelsen og smitsomme sygdomme trods russiske lægers og sygeplejerskers forsøg på at redde dem.

Men feltmarskal Paulus og 23 fangne generaler overlevede alle på nær een. Man har haanet dem for det — burde de ligesom general Hartmann have søgt og fundet døden på slagmarken? Man kan ikke kommandere en division med generalen og hele staben liggende i skyttehuller i 30 graders frost. De strabadser, som en 30-årig soldat kan tåle i ugevis, slår på få timer en 60-årig general ihjel. Det var ikke af fejglied, divisions- generalerne og deres stabe havde siddet i dybe, opvarmede dækningsrum og derfor overlevede. Flere af dem har vel for øvrigt selv taget deres tørn i skyttegravene i første verdenskrig.

Alligevel gjorde det et yderst pinligt indtryk, da generalerne den 4. marts 1943 holdt deres indtog i lejr nr. 27 med »lynende monokier og ordener, iført pelskapper, i strålende humør efter transport i sovevognssærtog med ekstra forplejning og med stor bagage, som nu udhungrede pjaltede medfanger måtte slæbe ind i generalskvartcreme«. Der var, som vi senere skal se, adskillige meget uheldige elementer blandt generalerne fra Stalingrad og forøvrigt også blandt andre tyske generaler. Der kan ikke være tvivl om, at den voldsomme stigning i behovet for højere officerer, som var en følge af den tyske oprustning i årene før og under krigen, i forbindelse med nazistpartiets begunstigelse af medløbere har affødt en kvalitetsmæssig og moralsk forringelse af det tyske officerskorps og da især i generalsklassen. (I årene 1933—39 var hærens officerskorps blevet 6-doblet!).

Fra lejr 27 førtes generalerne kort efter sammen med nogle få udvalgte officerer og menige til gcneralslejr nr. 48 ved Susdal, ca. 300 kilometer øst for Moskva, hvor de kom til at leve under gode forhold i gamle adelsvillaer. Da officerslej rene jævnligt vil blive nævnt i det følgende, skal de vigtigste anføres lier:

— Lejr nr. 20, lidt nordøst for Moskva, indrettet på et forhenværende gods.

— Lejr nr. 27 i Krasnogorsk, en nordvestlig forstad til Moskva. Det var en gennemgangslejr, hvortil russerne efterhånden sendte alle de fanger, som de af en eller anden grund var særligt interesseret i. Her blev de forhørt og sorteret til eventuel senere uddannelse, anvendelse, straf o.s.v.

— Lejr nr. 97 ved Jelabuga i tartarrepublikken ved Kamafloden, ca. 1000 kilometer øst for Moskva.

— Lejr nr. ? ved Oranki i nærheden af Gorki.

3. Nationalkomites Freies Deutscliland (NK)

Emigranterne, deres hjælpere og medløbere havde haft fiasko, både ved fronten og i krigsfangelcjrene. Russerne tog lære heraf. Peter Kleist, forfatter til »Zwisclicn Hitler und Stalin« og »Audi Du warst dabei«, skriver:

»Pieck, Ulbricht og deres fæller, som siden 1933 havde levet i eksil i Moskva og intet havde begrebet af udviklingen i Tyskland i de mellemliggende år, var uhjælpeligt strandet med deres gamle fraser. Ved fronten havde man leet dem ud, og selv fangerne havde hidtil vist proletariatets pelsklædte forkæmpere en kold skulder. Derfor må de tyske kammerater nu træde tilside og give plads for en national propaganda, som bliver serveret af behændige russiske emissærcr med glacéhandsker, og som bydes videre af tyske offieercr.«

Det må i hvert fald formodes, at idéen om at samle alle antinazistiske tyskere i Rusland (emigranter og krigsfanger) i en nationalkomité er udgået fra russerne, nogle påstår fra Stalin selv.

Et brugeligt redskab var nationalbolchevikken Einsiedel. Den 6. maj 1943 underskrev han efter opfordring fra den russiske kommandant i lejr 27, major Stern, en erklæring, hvori han forpligtede sig til »et oprigtigt samarbejde med Sovjetunionen i kampen mod Hitler«. Et par dage senere opfordrede Stern ham til at søge at komme på talefod med officererne fra Stalingrad for at vinde dem for en politisk aktion mod Hitler. Dette var nu lettere sagt end gjort, for Einsiedel var i forvejen boykottet af Stalingradofficererne, som lod hans hilsen ubesvaret og var uvillige til overhovedet at indlade sig i samtale med ham. Stalingrad havde vel hos nogle rystet troen på Hitler, men ikke hos det store flertal af tyske krigsfanger, som endnu bag fangelejrenes pigtråd troede på Tysklands sejr.

Imidlertid begyndte man gennem artikler i krigsfangeavisen »Das freie Wort« at gøre fangerne modtagelige for idéen om nationalkomitéen. Naturligvis var man interesseret i at skjule, at tanken var udgået fra russerne — det skulle se ud, som om bevægelsen stammede fra fangerne selv. Der fandtes i alle lejre mindre kommunistiske grupper, og dem fik man til at udsende opråb og erklæringer og danne »nationale kampudvalg«. Weinert taler om »stiirmisclie Forderungen«, krav om at alle ærlige tyskere i hjemlandet, ved fronten og i krigsfangelejrene skulle forenes i en fælles aktion.

Midt i juni 1943 afholdes i lejr nr. 27 et møde mellem Ulbricht, Weinert og nogle udvalgte officerer af lavere grader. Her drøftes dannelsen af en nationalkomité af folk af forskellige politiske retninger til en fælles aktion mod Hitler. Det lykkes Weinert at overtale deltagerne i mødet til at underskrive et opråb til stiftelse af komitéen. Endvidere får man sammensat en »foreløbig komité«, hvori indgår nogle få officerer, dog ikke over majorsgrad.

Opråbet vækker røre i lejrene, og bølgerne går højt på møder og i diskussioner. Naturligvis støder tanken om al drive politik og propaganda ud fra krigsfangelejrene på slank modstand. En sådan »Aktion vom feindlichen Boden« måtte jo også være noget uhørt, oprørende, ikke mindst for tysk soldatertankegang. Især stillede naturligvis officererne sig afvisende, og i lejrene Oranki, Jelahuga og Snsdal blev agitationen mødt med iskoldt afslag.

Men andre steder vandt overbevisningen om, at krigen uigenkaldeligt var tabt, og at kun fjernelsen af naziregimet kunne redde Tyskland fra en katastrofe, gehør for, at man også fra fangelejrene Imrde gøre en indsats. Selv enkelte stabsofficerer gik nu ind for oprettelsen af national' komitéen. Herved lykkedes det i forskellige lejre at få stablet »delegationer« på benene. Om disse siger Einsiedel truTfende: »Delegationer kalder man dem, men hvem er de egentlig delegerede for? Officerslejrene er imod komitéen, og hvorledes det går for sig i mandskabs- lejrene, derom er der ingen, der bar nogen rigtig forestilling.« 1 hvert fald repræsenterede delegationerne kun et lille mindretal i hver lejr og var således kun, hvad Slrassner kalder »bestellte Delegierte«.

I Orankilejren blev fangerne samlet til el »pligt-massemøde«, hvor de måtte høre på Ulbrichts fraser. Men derefter blev denne af major Halm sat eftertrykkeligt på plads. De tyske krigsfanger, sagde Halm, havde set for meget af kommunismens velsignelser til, at de skulle lade sig vildføre af Ulbrichts »løgnepropaganda overfor værgeløse krigsfanger«. Ulbricht kunne, skriver Einsiedel, takke sin komplette mangel på psykologisk forståelse af officererne for, at ban ved denne og andre lejligheder blev til latter.

Russerne indså, at de tyske officerer stod absolut afvisende overfor de kommunistiske emigranters fraser. Man måtte slå på andre strenge, hvis man ville vinde officererne. Russerne bremsede derfor op for Ulbrichts og lians fadlers agitation. Der skulle fra nu af ikke være mere snak om klassekamp. Ikke engang et demokratisk styre som Weimarrcgcringcn efter første verdenskrig skulle være målet — tbi Wcimarregeringen stod for tyske officerer som indbegrebet af tysk svaghed og fornedrelse.

I stedet foranledigede russerne, al agitationen blandt officererne fik en ganske anden klang. Som symbol valgte man farverne fra den tyske storhed i kejsertiden: »schwarz/weiss/rot«, og man talte med dyb respekt om de mænd, som havde genrejst Preussen efter nederlaget i 1806: Stein, Arndt, Scharnhorst, York. Nu var tiden inde til at gentage, hvad der var sket i 1813 — ved tysk/rnssisk samarbejde skulle Hitler slyrtes og Tyskland genrejses. Hvad emigranternes kommunistiske agitation ikke havde formået, det skulle nu nationalbolclievismens tanker formå overfor de tyske officerer.

Den 12. juli 1943 samles de delegerede i Krasnogorsk i en med sort/ hvid/røde farver smykket mødesal.

Einsiedel hævder i en fortrinlig tale nødvendigheden af, at Tyskland vender tilbage til Bismarcks politik overfor Rusland. Stærkt indtryk gør en tale af premierløjtnant Frankenfels, der få dage i forvejen var taget til fange i slaget ved Kursk. Endnu rystet af rædslerne, da hans hataillon blev tilintetgjort, skildrer han gribende den frygtelige virkning af russernes masseindsats af artilleri og kampvogne. Han bidrager til at vende stemningen hos de ubeslutsomme.

På mødets anden dag lykkes del Weinerl at få vedtaget el manifest. I delte opråb til den lyske værnemagt og det lyske folk siges, at krigen uhjælpeligt var tabt, at Hitler var skyld i alle ulykker, og at ingen ville slutte fred med ham. Men Tyskland måtte ikke dø! Det tyske folk skulle derfor frigøre sig for Hitler og hans klike og i stedet skabe en demokratisk statsmagt — dog ikke en svag Wcimarregcring, incn en stærk regering, støttet på en stærk bær. Den nye regering skulle straks standse krigen, lade de tyske bære føre tilbage til rigsgrænserne, indlede fredsforhandlinger og give afkald på alt erobret territorium. Sandt og rigtigt all sammen — men alligevel: en røst fra fjendens lejr!

Den 13. juli blev »Nationalkomitee Freies Deutschland« (NK) stiftet. Den talte 32 medlemmer, hvoraf 1 /a emigranter, 1/3 officerer og 1/3 menige soldater. Præsident blev kommunisten Weinert, 1. vicepræsident blev major Hetz, 2. vicepræsident løjtnant Einsiedel.

4. Bund deutscher Offiziere. (BDO)

Nationalkomitéen havde ikke fået tilslutning fra højere krigsfangne officerer. Blandt underskriverne af manifestet var ingen over majorsgrad. Feltmarskal Paulus og hans generaler havde stillet sig absolut afvisende, og uden støtte fra dem ventede man ikke, at NK’s propaganda skulle gøre indtryk på den tyske værnemagt. Men, hvorledes skulle man vinde dem — for de tyske generaler havde tydeligt vist, at de ikke ville lade sig dirigere af de tyske kommunister. Her var det igen russerne, der fandt løsningen. Der skulle oprettes en særlig sammenslutning af officerer, i hvilken »generalerne ville føle sig hjemme, bilde sig ind al spille en selvstændig rolle og måske efterhånden kunne indfanges af kommunistisk tankegang«.

»Bund deutsclier Offizierc« (BDOj skulle således være en slags fælde til at fange officerer, og især generaler, i. Som ophavsmand til idéen nævnes en mystisk »professor Arnold«, livis virkelige navn skal have haft en mere russisk klang.

Man begyndte med at oprette en »iniliativgrappe«, hvis leder hlcv oberst Steidle. Gruppen bestod iøvrigt mest af reserveofficerer, hvoriblandt den kendte forfatter til »Die vcrratene Arntee«, premierløjtnant Gerlach.

Den 5. august 1943 afholdes et stort møde i lejr nr. 97 i Jclabuga. Det er et »pligtmøde«, livor alle lejrens fanger er tilstede. Hovedtaler er løjtnant Einsiedel. Begyndelsen tegner ikke lovende. Da taleren ser ud over forsamlingen, bemærker han, at ca. en fjerdedel af tilhørerne har drejet deres stole, således at de demonstrativt vender ryggen til talerstolen. Men Einsiedel forstår at belægge sine ord. Han slår på det gamle venskab mellem Rusland og Tyskland. Bismarck havde betragtet forholdet til Rusland som hovedhjørnestenen for tysk udenrigspolitik, og udviklingen havde »tusinde gange« givet ham ret. »Jeg kan ikke forstå,« siger Einsiedel, »hvorfor den radikale ændring i den russiske stats- og samfundsform skulle bevirke en forandring i det tysk/russiske forhold.« Dette var den rene nationalbolclievisme, og det gør indtryk. Adskillige tilhørere, som til at begynde med sad med ryggen til, når at få vendt deres stole, inden taleren slutter. Et halvt hundrede officerer giver straks deres tilslutning, resten opgiver deres hilseboykot.

Men generalerne står fortsat afvisende. Der må noget særlig lokkende til for at vinde dem. En sådan lokkemad skal den russiske general Melnikow have pra'senteret for de tyske generaler Seydlitz, Korfes og Lattmann i form af følgende tilbud: Ilvis det kunne lykkes for »Bund deutsclier Offiziere« at få den tyske værnemagts øverste førere til at styrte Hitler og få afsluttet krigen, endnu før der blev kæmpet på tysk grund, så ville Rusland »gå ind for« et Tyskland med grænserne fra 1938 og affinde sig med en borgerlig regering i Tyskland. Dette hygger hovedsageligt på Scheurigs »Freies Dcutschland«, men også andre kilder tyder på, at der har været noget om det. Man vandt i hvert fald de tre generaler for planen om officersforbundet, men det burde have vakt deres mistanke, at deres ønske om skriftligt tilsagn blev afvist. Scheurig siger med rette, at generalerne viste mangel på politisk behændighed.

Den 5. september ankommer ca. 100 tyske officerer til nationalkomitéens bygning i Lunowo, ca. 50 km fra Moskva. Blandt dem er der 6 generaler, hvoraf et par fortjener lidt omtale.

Artilleri general Walther v. Seydlitz-Kurzbach havde i vinteren 1941— 42 udmærket sig ved at undsætte de i Demjansk indesluttede tropper. Han var en efterkommer af Frederik den Stores berømte ryttergeneral Scydlitz, som engang, vistnok ved Zorndorf, havde handlet mod kongens befaling og derved vundet slaget. Scydlitz viste samme ansvarsmod, da han ved Stalingrad uden Paulus’ tilladelse trak sin front nogle kilometer tilbage — men kom galt fra det! Den smukke general med det hvide hår var en brav soldat, men temperamentsfuld og noget af en fantast. Han skulle i fangenskabet lade sig rive med til handlinger, som ikke kan stå for kritik.

Blandt de 5 andre generaler skal nævnes generalmajor Korfes, der allerede før tilfangetagelsen ligesom Scydlitz var kendt for sine kritiske udtalelser om Hitler og nazismen. Endvidere generalløjtnant Edler von Daniels, der var berygtet for sit vilde liv, og generalmajor Lattinann, en for sin forfængelighed kendt, fanatisk nazist, som med forbavsende hurtighed gjorde springet til glødende kommunist. Han var langt fra den eneste tyske officer, der således gik lige fra den ene yderlighed over i den modsatte. Det er vist psykologisk set slet ikke unaturligt, at mennesker, som ser alt, hvad de har troet og bygget på, styrte sammen, i deres skuffelse og fortvivlelse havner i den modsatte vejgrøft. Lattmann og mange andre havde troet på Hitler og i tillid til ham blindt fulgt hans befalinger. Nu blev bindet revet fra deres øjne, ofrene ved Stalingrad havde været forgæves, de følte sig bedraget af nazismen og søgte tilflugt i dens modsætning: kommunismen.

De 6 generaler lod sig i hvert fald overtale til at deltage i stiftelsen af officersforbundet, men ikke uden betingelser. De ville ikke vide af nogen »Zcrsetzungspropaganda«, d. v. s. de ville ikke gå med til, at tyske soldater skulle opfordres til at løbe over til russerne, nægte at adlyde deres officerer eller danne illegale grupper, der mindede om soldaterrådcne fra 1. verdenskrig. Generalerne ville undgå en borgerkrig i Tyskland. Værnemagtens chefer skulle styrte Hitler, man ville ikke have en revolutionær folkebevægelse, men en paladsrevolution i toppen.

Emigranterne gik ind på generalernes betingelser og skød også overløberen Zippel, som Scydlitz ikke ville vide af, tilside — for en tid. Russerne havde ikke sparet på vodka, og stemningen blev (som også ved andre lejligheder) efterhånden ret høj. Seydlitz, der mente al have udført en bedrift svarende til Yorks ved Tauroggen, kaldte ved tilbagekomsten til lejren sine kammerater ud af sengen med råbet »Tauroggen — Tau- roggen«. De andre generaler viste imidlertid ingen begejstring, men gik hovedrystende i seng igen. Endnu en tid modsatte de sig den tanke ved et »dolkestød« fra russiske fangelejre at bidrage til Tyskland nederlag, som de forøvrigt endnu ikke anså for absolut givet.

Stiftelsen af »Blind deutsclier Offizivre« (BDO) finder sted den 12. september 1913 i nationalkomitéens festsal, som atter er smykket med det tyske kejserriges farver. Hovedtalen holdes af oberst van Hooven, der bl. a. minder om en af Stalin den 6. november 1942 fremsat udtalelse om, »al der ikke var nogen, som havde til liensigt at afvæbne Tyskland eller ødelægge dels hær.« General Lattmann forklarer officererne, hvorfor de ikke behøver at føle sig bundet af deres ed til Hitler. Oberst van Hooven oplæser BDO’s program, som bl. a. omfatter: Alle nationers ligeberettigelse, befrielse af de undertrykte folk og genoprettelse af deres suverænitet, ret for ethvert folk til at ordne sine anliggender efter eget ønske, økonomisk hjælp og skadeserstatninger, genoprettelse af de demokratiske friheder, tilintetgørelse af nazistyret.

Præsident for officersforbundet blev general Seydlitz, vicepræsident generalløjtnant Daniels. BDO bekendte sig til de samme mål som NK, vedtog at slutte sig til NK og udstedte et opråb til det tyske folk og den tyske værnemagt.

5. Nationalkomitéen arbejder

Hvis NK og BDO skulle opnå resultater, kunne det kun ske i indbyrdes samarbejde og i samarbejde med russerne. Det krævede gensidig tillid og tro på et godt resultat. Men kunne officererne have tillid til russerne og til emigranterne, og kunne de virkelig tro på, at fangne officerer ved opråb, flyveblade og radioagitation kunne bevæge deres kammerater ved fronten til midt under krigen at forsøge at styrte landets regering, hvad der næppe var muligt uden borgerkrig og kapitulation overfor de ydre fjender? Langt de fleste stillede sig afvisende, idet de nægtede at indlade sig på samarbejde med fjenden og på ethvert forsøg på at påvirke krigens gang og udviklingen i deres fædreland. Men mange, og ikke mindst generalerne, blev efterhånden møre.

Kunne officererne stole på russerne? Rusland havde ikke glemt, at dets vestlige allierede havde svigtet det i 1. verdenskrig. Trods sejrene ved Slalingrad og Kursk var situationen slatlig vanskelig. Endnu et år til måtte Rusland bære krigens hovedbyrdc i kainji mod mindst 60 p/o af Tysklands landmagt. liar Slalin tænkt sig muliglieden af en separatfred med Tyskland, såfremt tiel forinden lykkedes lyskerne selv at styrte Hitler? Har general Mclnikow givet så vidtgående tilsagn som foran anført? Noget har russerne stillet i udsigt, og var det særlig blåøjet af tyske generaler at bygge på sådanne løfter? Endnu så sent som den 8. marts 1944 udtalte præsident Rooscvelt: »Jeg tror, at russerne belt igennem er venligt sindede. Det er ikke deres bensigt at opsluge resten af Europa. De næret- ingen bensigter om erobringer. Mange folk liar udtalt frygt for, at nisserne ville dominere Europa. Personligt tror jeg ikke, at der er noget som lielst om det.« Kan man bebrejde tyske generaler, at de i politisk henseende ikke var mere vidtskuende end USA’s præsident?

Kunne officererne nære tillid til emigranterne? Ulbricht virkede fra første færd frastødende på dem. Pieek var måske mere tillidvækkende, og Wcincrt har, hvad man så ellers kan mene om barn, haft betydelig forhandlingsevne og sandsynligvis også en vis charme. Yi skal straks se, hvem der blev de dominerende, officererne eller emigranterne.

Allerede samme dag, BDO stiftedes, foreslår et medlem af nationalkomitéen, at et par af officererne i BDO’s ledelse også skal indtræde i NK’s præsidium. Officererne går i fælden, og den 21. september indtræder 9 officerer, deriblandt generalerne Seydlitz og Daniels, tillige i NK. Ein- sicdel siger træffende: »Seydlitz og lians kammerater aner endnu ikke, al med deres indtræden i nationalkomitéen bar officersforbundet allerede opfyldt sin opgave, og at dermed bar Bund deutseher Offiziere mistet enhver betydning.«

Strassner kalder del »et klassisk eksempel på, hvorledes man indfanger godtroende, nationale kræfter til ubevidst at støtte kommunismens sag.« Nogle af officererne anede dog uråd og udmeldte sig af BDO, medens andre, som ikke viste sig tilstrækkeligt føjelige, blev udstødt af officersforbundet. I flere lejre gik bølgerne højt, og da Seydlitz, Korfes og Latt- rnann tog til generalslcjr nr. 48 i håbet om at kunne vinde de andre generaler for BDO, blev de afbrudt med tilråb som »landsforræder« og tilsidst pebet ud.

Men generalerne stod langtfra alle fast — de blev efterhånden »møre«. De fortsatte tyske nederlag, efterretningerne om invasionen i Normandiet og om opstanden den 20. juli 1944 bidrog alle dertil. Flere og flere tyske generaler faldt i russisk fangenskab, og i modsætning til tidligere behøvede de ikke en længere bearbejdning, men underskrev få dage efter tilfangetagelsen opråb og sluttede sig til BDO. Under offensiven ved Witebsk/ Minsk i juni/juli 1944 tog russerne 20 tyske generaler til fange. Ikke mindre end 17 af dem rettede straks på eget initiativ et opråb til den tyske værnemagt om at styrte nazidiktaturet og gøre en ende på krigen. Højst utiltalende virker generalløjtnant Yincenz Müller, som få dage forinden med store ord havde opildnet sit korps til at slå sig igennem, men straks efter tilfangetagelsen sendte sine endnu kæmpende kammerater en opfordring til at indstille kampen. »Når man ser de nye generaler fra centralfronten, så undrer man sig ikke over, at mændene fra den 20. juli blev ladt i stikken,« skriver Einsiedel spottende. Det fremragende tyske officerskorps, som havde præget general v. Seeckts rigsværn, og som Tyskland havde haft lige fra Scharnhorsts dage, var gennem en mere end seksdobbelt udvidelse og 10 års nazistyre blevet moralsk forringet, og da ikke mindst i generalsklassen.

Til almindelig forbavselse sluttede selve feltmarskal Paulus sig i begyndelsen af august 1944 til bevægelsen og udsendte en appel til de »krigsfangne tyske officerer og soldater i Sovjetrusland og til det tyske folk.« Paulus, der vistnok handlede under indtrykket af opstanden mod Hitler den 20. juli, blev naturligvis bilst med forloren hyldest af emigranterne. Hvad må ikke ban selv og de tilstedeværende officerer have følt, da de kommunistiske emigranters fører, Wilhelm Pieck, i animeret feststemning slog generalfeltmarskallcn på skulderen med ordene »Unser Freund, Herr Paulus.«

Det vrimlede med opråb, især fra generaler. Wolfgang Leonhard fortæller, at fangerne efterhånden spottende kaldte NK’s avis for »Generalanzeiger«, grundet på de mange indlæg fra generaler. Sluttelig udsendte Paulus og 50 krigsfangne generaler den 8. december 1944 et opråb, som russerne i millionvis lod nedkaste bag den tyske front og i ugevis lod udsende i radioen.

BDO skal mod krigens slutning have haft ca. 4.000 medlemmer, d. v. s. 30—40 % af alle krigsfangne officerer. Puttkamer siger 45 % og sætter antallet af menige, som var tilsluttet NK, til 75 %, men erkender, at oplysningerne stammer fra emigranterne og ikke er pålidelige. Særlig stor var tilslutningen blandt generalerne, livor den omfattede over halvdelen, 50 af 80. Blandt dem, der stod fast, må nævnes Paulus’ stabschef, general Arthur Schmidt — havde han fejlet ved Stalingrad, så indtog han nu i fangenskabet den værdigste holdning. Det var vel også stort set de bedste, der holdt sig udenfor BDO og dermed på afstand af NK og dens virksomhed. Einsicdel erkender dette, idet lian (med særligt henblik på sin fordums ven og kammerat, major Halin) skriver: »Tænk, hvad kunne vi ikke udrette, hvis vi havde disse folk på vor side ... Nu udmatter vi os i en kamp mod hinanden.« Selv visse erklærede nationalsocialister udtaler han sin agtelse for. I flere lejre førtes kampen mellem tilhængere og modstandere med et næsten fanatisk had, således i officerslejren i Jela- liuga, hvor Halm var sjælen i oppositionen mod BDO.

Agitationen, der udøvedes af NK’s forretningsførende udvalg og russerne, virkede ved følgende midler:

Avisen »Freics Deutscliland« (omrandet med farverne sort/lividt/rødt) udkom en gang ugentlig og lededes med hård hånd af chefredaktøren, emigranten Rudolf Herrnstadt. Bladet bragte »objektive« informationer om de vigtigste begivenheder i verden, om situationen i Tyskland og Rusland, om antifascistiske bevægelser blandt krigsfangerne og endelig ugentlige beretninger om de militære begivenheder. Forfatter til disse sidste var den tidligere håndværker, emigranten Karl Maron, efter krigen vice-ovcrborgmester i Berlin, senere generalløjtnant og chef for det østtyske folkepoliti samt sluttelig østtysk indenrigsminister. Hans fronlberet- ninger er i 1960 under titlen »Von Charkow his Berlin« udgivet i Østberlin. Avisen »Freies Deutscliland« blev fordelt til krigsfangelejrene og nedkastet såvel i det indre af Tyskland som ved fronten.

Radiosenderen »Freies Deutscliland« sendte flere gange daglig og rakle over hele Europa. Udsendelserne indledtes med Arndls »Der Gott, der Eiscn wachsen liess«. Den blev ledet af en redaktionsstab.

Den agitation, som såvel avis som sender bragte, gik ud på det sædvanlige: Den nazistiske forbryderregcring havde styrtet Tyskland i ulykke. Krigen var uhjælpeligt tabt, enhver forlængelse bragte kun nye og større ulykker over det tyske folk. Hitlers løfter om nye våben og Gobbels propaganda var løgn fra ende til anden. Det samme gjaldt Welirmaclits- berichte. Russerne var ikke så slemme, som man gjorde dem til. Fangerne blev godt behandlet, og blot værnemagt og folk i forening ville styrte forbryderregeringen og i orden føre hærene tilbage til grænserne, så ville Tyskland blive pænt behandlet osv. De fleste manifester og opråb findes aftrykt i Weinerts to bøger, hos Strassner og Scheurig. Særlig bos Wcincrt finder man talrige uddrag m. v. af, hvad der udsendtes gennem avisen og radioen. Det er det samme igen og igen, næsten til ensformighed, og det ville kun virke trættende på læseren at komme med eksempler — det turde være tilstrækkeligt karakteriseret ved foranstående.

NK sendte befuldmægtigede til fronten. Deres virksomhed er et kapitel for sig og skal nærmere omtales i det følgende afsnit.

Det politiske arbejde i fangelejrene blev drevet af befuldmægtigede fra NK, støttet af delegationer og bestod i politisk oplysning, foredrag, kulturelt arbejde, dannelse af studiekredse, undervisning i socialpolitik, økonomi m. v. At tendensen i alt dette var stærkt kommunistisk præget, er hævet over al tvivl. I juni 1944 oprettedes inden for NK en »arbejdskreds for kirkelige spørgsmål«, hvori indtrådte såvel katolske som lutherske præster.

På en meget snedig måde forstod emigranterne, støttet af russerne, at reducere officerernes indflydelse.

Nationalkomitéens 32 medlemmer blev ikke indkvarteret samlet. Komitéens officielle kvarter var Lunowo, ca. 50 km nord for Moskva, incn her befandt sig kun de militære medlemmer. De civile, emigranterne, vat- indlogeret i selve Moskva. Der var således i virkeligheden 2 nationalkomitéer, nemlig:

— Den officielle NK i Lunowo (de militære repræsentanter) og

— Den uofficielle NK, der liavdc navn af »Institut nr. 99«, i Moskva — og det var lier, det foregik. Her residerede Ulbricht og Weinert, her var redaktionerne af avis og radiosender, dér samarbejdede emigranterne direkte med den russiske generaloberst Seherbakow og ordnede alle politiske spørgsmål.

Officererne, som ikke vidste, hvad der foregik i institut nr. 99, blev efterhånden ganske stille sat fra bestillingen. Officerer har kun alt for ofte været et værgeløst bytte for drevne politikere. Her skyldtes det dog i nogen grad, at der indenfor officerernes egen kreds fandtes umoralske elementer, som kun var indstillet på at udnytte deres medlemskab af NK og BDO til at skaffe sig personlige fordele. Seydlitz mente det sikkert ærligt, men var alt for let at tage ved næsen, og ban blev slet støttet af sin nærmeste hjælper, general Daniels. Det er svært at forstå, hvorledes officererne kunne vælge denne moralsk fordærvede general til vicepræsident i BDO (han var heller ikke valgt enstemmigt). Daniels sagde ja til alt, hvad der blev foreslået fra emigranternes side. Ilan skrev under på ting, som Seydlitz aldrig ville liave godkendt — ofte satte han sit navn på papiret uden i forvejen at liave læst, hvad der stod på det.

Strassner siger om officererne: »Mange af dein er skamløst blevet misbrugt af Sovjet.« Nej, ikke af Sovjet, thi at russerne benyttede sig af de tyske officerers godtroenbed, er der intet at sige til. Vist blev de skamløst »belogen und betrogen« — men de »skamløse« bedragere var officerernes egne landsmænd, de kommunistiske emigranter og disses medløbere.

Naturligvis blev der efterhånden utilfredshed blandt officererne i BDO, som delle sig i en højre fløj under Seydlilz og en venstre fløj, bestående af de officerer, soin mere eller mindre betingelsesløst sluttede op bag Ulbricht og Weinert. Der opstod også et centrum med folk som Korfes og Steidle.

Soldaterne i mandskabslejrene havde naturligvis intet at skulle liave sagt. Emigranterne, som jo var de ledende i NK, var kun interesserede i at vinde dem for kommunismen. Forholdene i mandskabslejrene var og blev elendige. Man kunne knap nok kritisere russerne derfor. Ruslands egen befolkning levede på rationer, som for tyskere ville liave været ensbetydende med sultedøden. Når tyske officerer talte med russerne om soldaternes forhold, fik de til svar, at så længe den tyske værnemagt endnu kæmpede for Hitler, måtte de tyske fanger bære de samme byrder som det russiske folk. I Tyskland havde nazisterne ladet 400.000 russiske krigsfanger dø af sult — og så klagede tyske fanger i Rusland over at blive bidt af et par lus!

NK og BDO vakte en del opsigt, såvel bos vestmagterne som i det neutrale udland og blev gunstigt modtaget i venstreorienterede kredse. Bevægelsen blev hilst velkommen af tyske kommunistiske emigrantorganisationer i flere lande. Også pressen var, såvel i England som i USA som helhed venligt indstillet. Derimod stillede det officielle England sig afvisende, og USA var tavst.

I Tyskland søgte Hitler først at tie sagen ihjel, dernæst forsøgte han sig med at stemple officerernes optræden som fremtvunget ved tortur. Først på et rent sent tidspunkt rejste Hitler sig mod generalerne og forgreb sig på deres familier.

Der var ingen forbindelse mellem NK og mændene fra den 20. juli (gruppen om Beck, Witzleben, Goerdeler m. £1.). Emigranterne i Rusland var kun tilfredse med, at attentatet den 20. juli mislykkedes. Hvis det nemlig var lykkedes, ville det ikke have ført til et kommunistisk, men til et demokratisk Tyskland, som måske endda havde opnået fred med vestmagterne.

Enkelte forfattere, f. eks. Schourig, liar i tieres iver for at tage NK i forsvar stillet officererne i NK og BDO på linie med mændene fra den 20. juli. Dette må der tages afstand fra. Bucldicit sætter lier tingene på plads, når han i sin bog »Soldatenlum und Rebellion« siger: »Modstandsbevægelsens mænd og kvinder satte deres liv ind for frihed, ret og orden, medens nationalkomitéen og det af den afhængige officersforbund handlede opportunistisk og under beskyttelse af det sovjetiske fangenskab uden selv at løbe nogen risiko og til fordel for bolchevikiske mål.«

6. Agitation ved fronten Gud se i nåde til os

Officererne i BDO ville ikke vide af »Zcrsctzung« og havde derfor bestemt modsat sig en propaganda gående ud på opløsning af de tyske hane, såvel ved, at enkeltmand og smågrupper løb over til russerne, som ved at soldater deserterede fra fronten og løb hjem. Emigranterne havde gerne set dette, men havde måttet bøje af af frygt for, at NK og BDO ellers skulle sprænges.

»Værnemagten skulle forblive uantastet«, et kaos i Tyskland skulle undgås. De tyske militære førere skulle vindes for følgende plan: Han-ene skulle i god orden føres tilbage til grænserne, og dermed skulle signalet gives til at styrte Hitler. Sat således op var det at gøre tingene i forkert rækkefølge. Så forstod mændene fra den 20. juli det bedre: først styrte Hitler (slå barn ihjel) og dernæst ordnet tilbagetog til grauisernc.

Imidlertid havde Hitler på fronten i Rusland selv overtage! og beholdt den direkte øverste føring. Har ban frygtet, at ban ved at udnævne en af feltmarskallerne til øverstkommanderende over bele østfronten risikerede netop det, som NK nu ville?

Som det var nu, måtte NK prøve at overtale hver af de tyske armé- gruppechefer (frontchefer) på østfronten. Altså henvendte man sig til dem. Seydlitz skrev til generaloberst Model, chefen på centralfrontcn: »Tving Adolf Hitler til at træde tilbage. Røm russisk jord og før østhæren tilbage til den tyske grænse. Ved denne beslutning vil De skabe de politiske forudsætninger for en a-refuld fred, der bevarer det lyske folks rettigheder som en fri nation.« Noget tilsvarende skrev Daniels til generalfeltmarskal von Manstcin, chefen for den tyske sydfront i Rusland. Disse og andre lignende henvendelser forblev ubesvarede — selvfølgelig! Den blotte tanke, at liærcns øverste førere af deres i fjendeland siddende krigsfangne landsmænd skulle lade sig bevæge til ved oprør mod egen regering at styrte deres fa-dreland ud i kaos og borgerkrig, var i sig selv uhyrlig. De af dem, der følte sig kaldet dertil, forsøgte det jo af sig selv (20. juli) — og de, som ikke troede på muligheden eller ikke ønskede Hitler styrtet, lod sig ikke påvirke af NK.

Manstein fortæller i »Vcrlorcne Siegc« ligesom i forbigående, at »et sådant brev, der gjorde indtryk af at være ægte«, var blevet lagt på hans skrivebord. Nu var Manstein bestemt ikke nogen ven af Hitler, men han vidste kun alt for godt, hvor umulig NK’s plan var. Et ordnet tilbagetog forudsatte bl. a. en forudgående aftale med russerne. Selv om han havde forsøgt at arrangere det for sin egen fronts vedkommende, så vidste ban godt, at lians nabo mod nord, Model, der troede på Hitler, aldrig ville have gjort det samme. Ville Mansteins egne undergivne have adlydt hans befaling om almindeligt tilbagetog — sikkert ikke alle, altså kaos. Forøvrigt var nok alle højere førere overvåget af nazister og ville hurtigt have lidt Schleichers skæbne eller i hvert fald have set sig arresterede og erstattet med tro hitlertilhængere. Resultatet var blevet kaos ved fronten og borgerkrig i Tyskland. løvrigt har Manstein nok ret i, at muligheden for at styrte Hitler med magt først forelå i krigens aller sidste måneder.

NK’s agitation gav iøvrigt stødet til »fcltmarskallernes loyalitetserklæ- ring«, hvortil idéen sikkert er udgået fra Hitlers nærmeste omgivelser. Manstein fortæller, at førerens adjutant general Schmundt i marts 1944 forelagde ham en »besynderlig skrivelse«, der — på foranledning af den af general Seydlitz udfoldede propaganda — skulle være en slags loyali- tctserklæring til Hitler fra feltmarskallcrnes side. Da en vægring ville have betydet, at Manstein var »sympatisk indstillet overfor Seydlitz’ propaganda«, var der ikke andet for ham at gøre end at skrive under.

NK havde sendt befuldmægtigede til fronterne for derfra at indvirke på de overfor stående tyske tropper. Hertil anvendtes naturligvis de sædvanlige midler: nedkastning af flyveblade, radiopropaganda og agitation gennem højttalere, bl. a. ved at sende hilsener fra krigsfanger til deres pårørende. Resultaterne var uhyre ringe — men mulighederne var også nærmest forværrede.

Russerne havde i efteråret 1943 tilbageerobret store stra’kningcr af deres land, især i Sydrusland. Og hvad forefandt de her? Et af tyskerne under tilbagetoget ødelagt land og ligene af deres dræbte landsmænd. Einsiedel, der var delegeret til den russiske sydfront, siger herom: »Man kan ikke andet end tie, når man under kørselen til fronten kommer gennem nedbrændte landsbyer, hvor overalt ligene af nedskudte civilpersoner og kadavere af dræbte kvæghjorder forpestei luften . . . Efter at jeg en dag sammen med flere russiske officerer havde stået ved en brønd, der var fyldt til randen med ligene af civilpersor.er, som var skudt af tyskerne, vovede jeg ikke mere at gøre indsigelser, når det ikke lod sig gøre at få en marchudygtig fange taget ud af en fangetransport og anbragt i bilen. Jeg måtte skamme mig for meget.«

Sådanne ugerninger virkede naturligvis ophidsende på russerne, som nu på deres side tog hævn over fangne tyske soldater. Nazisternes organiserede massemord var forfærdelige, men russernes gengældelser blev efterhånden lige så frygtelige. Betegnende skrev Einsiedel: »Wenn dieser Krieg niehl beendet ist, bevor die Russen deutschen Boden betreten, dann gnade uns Gott.«

Når tyskerne under deres modoffensiver igen erobrede større eller mindre terrainområder, fandt de ofte ligene af tyske soldater, som på grusom måde var dræbt af russerne. Dette rygtedes, og når tyske soldater forventede en pinefuld død, hvis de faldt i hænderne på fjenden, så døde de naturligvis hellere kæmpende eller begik selvmord, end de overgav sig eller løb over. Einsiedel fortæller om en tysk bataillon, som i en håbløs situation var omringet nord for Krim. Alle værger sig desperat, men en enkelt mand af staben falder levende i hænderne på russerne, efter at bataillonschcfen bar begået selvmord. Tilfældigvis var imidlertid manden faldet i hænderne på godmodige russere, som på deres gebrokne tysk sagde til ham: »Das nix gut. Du werden leben, heimkehren. Deutsche Soldaten leben in Russland. Hitler tot — gut. Deutsche leben — gut. Anders nix gut.«

Det er dog klart, at der ikke var nogen gunstig atmosfære for NK’s frontpropaganda.

En stor chance vejrede man, da to tyske korps i februar 1944 var indesluttet ved Korsun i nærheden af Tsclierkassy i Ukraine. (NK’s virksomhed synes at liave været særlig intensiv på den ukrainske front. I hvert fald handler Weinerts bog »Sie kämpften für Deutschland« særlig indgående herom og giver et rigt indblik i een af NK anvendte frontpropaganda).

Ved Tsclierkassy blev et stort apparat sat i scene, det største som NK nogensinde har præsteret. Her var endelig et stort resultat i sigte, og det ville unægtelig have styrket NK’s position, hvis det var lykkedes at overtale de to tyske generaler Stemmermann og Lieb til en »organiseret kapitulation« med deres 75.000 mand. En hel delegation med Seydlitz, Korfe« og Steidle kører til fronten. De sender breve til Stemmemiann, Lieb og andre af de indesluttede generaler, de holder radiotaler til de tyske stabe. Resultatet bliver en fiasko. Tyskerne forsøger at bryde ud, hvilket lykkes for henved halvdelen, omend i en elendig forfatning. General Stemmer- mann falder med tusinder andre, ca. 20.000 mand tages til fange, men af disse melder sig kun nogle få hundrede til NK. Ifølge Weinert og Maron skal general Stemmermann have været indstillet på kapitulation, men være blevet skudt ned på foranledning af chefen for SS-division »Wiking«, general Gille.

For NK blev Tscherkassy et alvorligt nederlag. Russerne tabte troen på, at der var nævneværdige fordele at hente af komitéens virksomhed. Hårdest var slaget for Seydlitz og hans højre fløj, som hidtil havde kunnet gennemføre kravet om »geordneter Rückmarsch« og »organiseret kapitulation«. Nu havde denne taktik ved en oplagt chance spillet komplet fallit! Herved fik emigranterne, støttet af officerernes venstre fløj, vind i sejlene. Kun nødtvungent havde de givet afkald på overløberpropagandaen, hvad de forøvrigt ikke havde overholdt loyalt. I virkeligheden havde emigranterne og venstrefløjen allerede før Tscherkassy fået overtaget i NK, thi på et møde den 5. januar 1944 var det trods Seydlitz’s indsigelser blevet besluttet at erstatte »ordnet tilbagemarch til grænserne« med »indstilling af kampen og tilslutning til nationalkomitéen«. Seydlitz fik sin sidste chance ved Tscherkassy — men derefter lykkedes det for alvor for emigranterne at sprænge generalernes front, idet venstre fløj under Lattmann sluttede sig helt til emigranterne. Hermed var der fri bane for overløberagitationen. Den havde nu heller ikke ligefrem succes — for i stort tal løb de tyske soldater aldrig over.

NK forsøgte at sende tyske krigsfanger, som var uddannede på antifascistskoler, klædt i tyske uniformer og udstyret med falske identitetspas ind bag de tyske linier, dels ved nedkastning i etapeområderne, dels ved at forcere fronten. Hvad man så end kan mene om deres forehavende, så må man erkende, at de har været i besiddelse af personligt mod. De var jo fortabt, hvad enten de faldt i hænderne på tyske tropper, »geheime Feldpolizci« eller på russiske eller polske partisaner. Weincrt beretter en del herom i »Sie kämpften für Deutschland«, f. eks. opregnes 33 underofficerer og soldater, som det i marts/april 1944 skal være lykkedes at snige sig ind i det af russerne indesluttede Tamopol i Østgalicien. De skal være sluppet tilbage medførende 728 tyske soldater, som de havde overtalt til at løbe over.

I begyndelsen af 1945 blev der foretaget ct lignende forsøg inod fæstningen Graudcnz. 20 »Frontlielfer« prøvede i tyske uniformer at snige sig ind i fæstningen, men klin 5 af dem lykkedes det al forcere minefelterne, og de blev hurtigt grebet og skudt ned. Kun 4 af de 20 slap levende tilbage. Tilsvarende blev ved den såkaldte »befrielse« af Brcslatt en »antifascistisk kampgruppe« sat ind, men også den synes at bave fået en temmelig tragisk skæbne.

»Hvis krigen varer ved, til russerne trænger ind på tysk grund, så se Gud i nåde til os«, havde løjtnant Einsicdel skrevet i efteråret 1943. Han skulle komme til at opleve det. da ban i januar/februar 1945 med 60 »Frontlielfer« sendtes til fronten i Østpreusscn. Hvad der lier foregik af rædsler, var for meget, også for mange sovjetofficcrer.

De russiske soldaler havde under fremrykningen gennem deres eget krigshærgede land set de forbrydelser, som de tyske nazister havde gjort sig skyldige i. Yderligere ophidsede lilev de gennem de hadefulde opråb, som 11 ja Ehrenburg og andre rettede til den røde armés soldater. »Dræb, dræb«, således tilråbte denne skurk af en forfatter de let bevægelige russiske soldater. »Ved tyskerne er der intet uskyldigt, ikke de levende og ikke de ufødte. Følg den af kammerat Slalin givne anvisning og knus for bestandig det fascistiske dyr i dels luile! Bryd med vold de germanske kvinders racehovmod. Tag dem som retmæssigt bytte! Dræb, I tapre frem- stormende røde soldater!«

Einsiedcls fronthjælpere vendte tilbage fra fronten med forfærdelige indtryk af ødelæggelsesorgierne. Selv russiske officerer bekræftede, hvad de fortalte. Cheferne var ikke mere herre over deres soldater. All dette kunne kun opflamme tyskerne til en fanatisk kamp til det sidste. Således udtalte en i Østpreusscn fangen hitlerdreng: »Måske har De ret i, hvad De fortæller om det tredje rige og dets førere . . . men jeg kan ikke omstille mig fra i dag til i morgen ... og mener De da, at Sovjet er bedre? Ilvad de har bedrevet i vore byer og landsbyer ... er værre end døden. Vi østpreusserc vil hellere dø kæmpende end finde os i det uden modstand.«

Einsicdel måtte holde et møde med sine 60 fronthjælpere. To russiske officerer var tilstede. Den tyske kommunist Bcchler, der var Einsiedcls foresatte, bebrejdede fronthclfcrnc, at de kritiserede den røde anne, og det kom til et heftigt sammenstød mellem Bcchler og Einsicdel, som erklærede, at fronthelfcrnes forfærdelse over misgerningerne var fuldt forståelig. Det er betegnende, at de lilstedeva-rende russiske officerer tog parti for Einsiedel — den ene trykkede lians hånd med ordene: »De liar talt som ud af mit hjerte.« Det hjalp dog ikke Einsiedel, som blev kaldt tilbage fra fronten og en tid sad arresteret i Moskwa.

Nu virkede ingen propaganda mere, ingen opråb om Hitler og hans forbryderregimente, ingen løfter om fred, frihed og retfærdighed, blot lyskerne nedlagde våbnene — thi de tyske tropper mod øst kæmpede nu ikke mere for erobringer og »Lebensraum«, men for den jord, som havde været deres i mere end 700 år, de kæmpede ikke for Hitler og for hans nazisme, men for hus og hjem, for kvinder og børn.

7. Splittelse og opløsning Spiren til det kommunistiske Østtyskland

Svaret på NK’s frontpropaganda var stort sel blevet afvisning og tavsbed. Det var først og fremmest et nederlag for Seydlitz og lians højre fløj. Kommunisterne i NK havde sejret over officererne i BDO.

Splittelsen i en højre og en venstre fløj fik ny næring gennem Teheran- konferencen (28. nov.—1. dee. 1913), efterhånden som meddelelserne om de trufne beslutninger sivede ud. Det har været påstået, at stiftelsen af NK hos vestmagterne skulle have fremkaldt bekymring for en russisk/tysk udsoning og endog have givet stødet til konferencen. Dette er at vurdere NK’s indflydelse for højt, og det turde være tvivlsomt, om NK overhovedet har haft nogen nævneværdig betydning i det storpolitiske spil. Udelukket er det dog ikke, at NK i forbindelse med de af den tyske diplomat Peter Klcist i lians bog »Zwischcn Hitler und Stalin« omtalte russisk/tyske undcrhåndsforhandlinger i Stockholm 1943 kan have gjort noget indtryk på vestmagterne. At Stalin for alvor skulle have tænkt på at udsone sig med Tyskland, er meget lidt troligt, i alt fald så længe Hitler endnu var ved magten. Heller ikke er det sandsynligt så sent som i sommer og efterår 1943, altså efter at krigen for alvor havde vendt sig til fordel for Rusland. Derimod kan det nok tænkes, at den såkaldte russiske fredsføler i Stockholm sammen med NK i Stalins hånd har været et redskab til at begge et vist pres på vestmagterne før og under konferencen.

Men de efterretninger fra Teheran, som gennem russiske kilder tilgik NK, virkede sønderknusende. En artikel i »Iswcstia« berettede om den mellem vestmagterne og Rusland opnåede enighed og vilje til at fortsætte kampen til Tysklands betingelsesløse kapitulation. Hertil kom rygter om løfter til Polen om store områder af del østlige Tyskland, omfattende ikke blot Østpreusscn, men også store dele af Pommern og Schlesien.

Dette bragte splittelsen mellem BDO’s to fløje til kulmination. Ulbriebl og lians fadlcr forligede sig vel hurtigt incd den tanke, at indenfor et kommunistisk storområde var del underordnet, om en landegrænse lå nogle bundrede kilometer vestligere, end den egentlig burde. Avisen »Freics Deutschland« havde den frækhed at skrive, at de tre provinser i sin tid havde været »det polske riges vugge« ,var røvet af lyske agres-sorcr og nu af den »ædelmodige Sovjetunion« blev tilbagegivet til den retmæssige ejer. Ulbriclit udtalte, at de tyske østområder var »verspielt« af Hitler.

For Seydlilz og lians fløj var dette det rene landsfornederi. Lige så lidt som en dansk patriot kunne godkende den i 1864 trukne grænse eller en fransk kunne forlige sig med grænsen fra 1871, lige så lidt vil en tysk patriot kunne akeeptere, at tre provinser, som i 7—800 år barvaret tyske og var beboet af en alt overvejende tysk befolkning, er blevet røvet af Polen. Det behøver en tysker ikke at være »nynazist« for at mene.

NK og med den BDO førte efterhånden en hensygnende tilværelse. Russerne havde ingen interesse af komitéen mere, efter at den havde vist sig ganske ude af stand til at opfylde de forventninger, man havde stillet til den. Russerne havde vigtigere ting at tage vare på end en nytteløs komité af krigsfanger. Også emigranternes interesse vendte sig i en anden retning, den der hele tiden havde været deres egentlige mål, nemlig oprettelsen af et kommunistisk Tyskland. Officerernes venstre fløj bagede sig naturligvis på emigranterne, thi nu gjaldt det for dem om at indkassere lønnen for deres medløben i form af gode stillinger i det af emigranterne styrede Tyskland.

Efter krigens ophør levede nationalkomitéen i nogen tid videre, men det var en skyggetilværelse. Splittelsen mellem højre og venstre fløj gjorde sig stadig mere gældende. Nogle officerer i »centrum« som Korfes og Steidlc søgte forgæves at forlige de to yderpartier. Officererne i BDO følte sig bedraget, holdt sig udenfor og hengav sig ligesom mandskabet til håbet om snarlig frigivelse fra fangenskabet og hjemkomst til Tyskland.

Naturligvis opstod tanken om, at det var på tide at opløse både NK og BDO, og efter Potsdam-konfercncen forlangte en kreds af officerer et plenarmøde afholdt. Det fandt sted den 2. november 1945. Weinert søgte at dække over fiaskoen, medens Seydlitz gav udtryk for skuffelse og bitterhed. Der var imidlertid enighed om, at hverken BDO eller NK havde noget formål mere, hvorfor begge sammenslutninger af den, ganske vist ikke beslutningsdygtige, plenarforsamling blev erklæret for opløst.

»Tror De virkelig,« sagde emigranten Hcrrnsladt brutalt til major von Frankenberg, »at folk af Deres klasse endnu kan spille en rolle i det nye Tyskland? ... Vi kommunister kan ikke belaste os med Dem og Deres klassefæller.« Denne åbenhjertige udtalelse, fremsat under indflydelse af rigeligt med vodka, søgte Pieek, Ulbricht og Weinert forgæves at bortforklare. De tog selv afsked med officererne med løfter om snarligt gensyn i det nye Tyskland — men selvfølgelig blev foreløbig kun venstreorienterede officerer frigivet. De fik ophold i Østtyskland, hvor de i de følgende år fik stillinger bl. a. i »Volkspolizei«. Adskillige indtrådte senere i det i 1958 oprettede »Arbeitsgemcinschaft eliemaliger Offizicre«, livis mål bl. a. var at propagandere mod forsvarsviljen i Vesttyskland, jfr.

W. Kiilins anmeldelse af Scheurigs bog i »Wehrkunde« nr. 10/1960 og skriftet »Die dritte Norm der Generale Korfes, Lattmann, Barnier, Lenski und Genosscn«. For officererne gjaldt iøvrigt reglen: de, der fulgte kommunisternes parole, kom til at leve som afhængige funktionærer i Østtyskland — men de, som tilhørte højre fløj i BDO, og naturligvis de, der hele tiden havde stillet sig afvisende overfor NK og BDO, vendte først efter mange år hjem fra fængsler og fangelejre.

Til disse sidste hørte også general Seydlitz, som stilledes for en domstol, der på et mere end tvivlsomt grundlag dømte ham til døden som krigsforbryder. Han blev dog benådet til 25 års fængsel og løsladt i 1955. Han var hverken forbryder eller forræder, men hans skæbne var tragisk.

Feltmarskal Paulus tilbragte sine sidste år i Østtyskland, hvor han arbejdede på sine erindringer, som lian dog ikke nåede at få udgivet før sin død i Drcsden i 1957. Hans memoirer er senere udgivet i udvalg og med kommentarer af Walter Gorlitz under titlen »Paulus — Ich stelle hier auf Bcfehl«, jfr anmeldelsen i Militært Tidsskrift 1961, side 77 m. fl. Memoirerne indeholder intet om feltmarskallens forhold til NK og BDO. I årene efter krigen hørtes ofte rygter om en såkaldt »Paulus-armé« af tyske krigsfanger fra Rusland. I realiteten synes det kun at have drejet sig om, at officerer i kredsen om general Seydlitz har drøftet en plan om at formere en politistyrke, som bag den røde armé skulle rykke ind i Tyskland for at drage omsorg for ro og orden.

Wolfgang Leonhard kom i Ulhriclits følg«* lil den russiske zone. Iler virkede han i nogle år for kommunismens sag, men væmmedes efterhånden ved regimet og flygtede i 1949 under ret dramatiske former til Jugoslavien, hvorfra han senere er kommet lil Vesttyskland. lians bog »Die Revolution entlässt iltre Kinder« indeholder fortrinligt skrevne skildringer fra hans tiårige ophold i Rusland og fireårige i Østtyskland, ofte præget af en ikke ringe humor, lians senere bog »Kreml ohne Stalin« er i 1961 udkommet på dansk under titlen »Sovjetunionen efter Stalin« og skal være el fortræffeligt værk.

Einsiedel kom til Østberlin i sommeren 1947 og virkede nogle år som journalist ved »Tägliche Rundschau«. Hans bog »Tagebuch der Versuchung« hører ligesom Leonhards til det hedste, der er skrevet om disse emner, fuld af rammende bemærkninger, lige hård i kritik af meningsfæller som af modstandere, hvis gode egenskaber han ikke viger tilbage for at anerkende. Af idealistiske grunde var han gået i samarbejde med russerne og emigranterne — men ligesom Wolfgang Leonhard hørte han til dem, der aldrig hørte op med selv at tænke, lian kunne derfor ikke i la-ugdcn indordne sig under Ulbrichts system, thi, som han skriver: »Hvor man ikke mere har noget valg mellem ondt og godt, mellem rigtigt og forkert, mellem ret og uret, der mister disse begreber deres mening.« Han ville ikke forvandles til en viljeløs robot og forlod derfor i december 1948 østzonen for at tage ophold i Vesttyskland.

»Keimzelle der DDR« (spiren lil Deutsche Demokratische Republik) er undertitlen på Peter Strassners bog »Verräter«, og hermed fortæller forfatteren, at »Nationalkomitee Freies Deutschland« var oprindelsen til del nuværende Østtyskland (DDR). I dette er der megen sandhed. NK var stiftet af emigranterne, hvis mål, længe før de udvandrede til Rusland, havde været et kommunistisk Tyskland. Deres samarbejde med russerne, agitationen i fangelejrene og hele deres øvrige virksomhed sigtede fra starten mod dette, deres endelige mål. Kun nødtvungent fik NK fra begyndelsen et demokratisk præg — i smug udnyttede emigranterne deres indflydelse til at lokke officerer i NK og BDO over i den kommunistiske lejr, og «let var efterhånden ikke så få, de fik hvervet. Ulbricht, Pieck, Weinert og deres fæller havde udnyttet deres stilling som de ledentie i NK lil i samarbejde med russerne at få udtaget de krigsfanger, som de på antifaseistskoler, kominternskoler og specielle »Schulungskursus« for politiske opgaver i Tyskland kunne omforme til viljeløse redskaber for deres planer, folk som de kunne bruge ved opbygningen af det kommunistiske styre i Østtyskland (som naturligvis skulle liavc va-ret liele Tyskland). Selv besatte emigranterne sammen med deres mest fanatiske tilhamgcrc nøglestillingerne.

Allerede i april 1945 sendtes 20 emigranter i 2 grupper til de af den røde lia-r erobrede områder af Tyskland. Den ('tie gruppe — »Gruppe Ulbriclit« — skulle virke i marskal Sbukows område, den anden i marskal Konjews.

Wolfgang Leon hard karakteriserer Ulbriebt således: »Hans hovedstyrke var hans organisatoriske talent, hans fænomenale evne til at buske navne, lians evne til forud at ane enhver ændring i kursen og lians utra'ttelige arbejdskraft. Uden at være belastet med personlige følelser lykkedes det ham altid ved list og hensynsløshed at gennemføre de ham fra sovjetisk side givne direktiver.«

Pieck og Weinert er døde, men Ulbriebt er endnu Østtysklands leder.

NK var ikke blot spiren til det kommunistiske styre i Østtyskland (DDR) — det var en spire til i let tredelte Tyskland, til Tysklands opdeling i Vesttyskland, Østtyskland og det af Polen administrerede område Ide øst for Oder/Ncisse liggende tre gamle tyske provinser, som endnu 19 år efter krigens ophør venter på den fredskonference, som efter Pots- damkonfcrcncens bestemmelser skal fastsætte den endelige gramse mellem Tyskland og Polen). Hele dette problem, der på langt sigt rummer langt mere spramgstof end de meget omtalte mur og korridor, bliver i Vesten overalt behandlet med største forsigtighed, lier i landet oftest fortiet eller skævt fremstillet. Det af NATO's højeste militære myndigheder udgivne tidsskrift »Revne Militaire Générale« bar taget mere håndfast om nælden ved i juni og november 1960 at give plads for nogle artikler om problemet Oder/Ncisse, i hvilke henholdsvis det polske og det tyske standpunkt er sat hårdt op mod hinanden. En fremstilling af forhandlingerne om grænsespørgsmålet på Potsdamkonferencen findes i Herbert Feis: »Between War and Peace. The Potsdam Confcrence«. 1960. I dagbladet »Politiken« har problemet nylig været behandlet i nogle artikler fra Bonn, jfr. »Politiken«, den 13. og 20. april 1964 m. fl.

8. Forrædere eller frihedskæmpere

Hvad skal man nu mene om de tyske officerer, som tilsluttede sig NK og BDO — og for så vidt også om emigranterne? Peter Strassncr har givet sin bog titlen »Verråter«, medens Weinert bar givet en af dine bøger titlen »Sio kampftcn fiir Dcutschland«. I begge tilfælde en generel dom —Strassner fordømmer dem som forrædere, Weincrt vasker dem hvide som frihedskæmpere. Men en generel dom kan ikke hlive retfatrdig (hvad Strassner i fortalen til sin bog ikke er helt blind for). Der var for officerernes vedkommende en vid forskel på Seydlitz og Vincenz Miiller og for emigranternes en tilsvarende forskel på Wolfgang Leonhard og Ul- briclit. Når en retfærdig dom skal fældes, er det ikke handlingen alene, men nok så inegel motivet for handlingen, der er afgørende — og motiverne har for de enkelte mennesker været højst forskellige.

Formålet, at styrte det forbryderiske nazivælde, at få en ende på krigen, at redde Tyskland fra kaos og ødelæggelse, at opnå en tålelig fred, medens det endnu var tid, var jo godt nok. Disse motiver skal også nok have va^ret de fremherskende for de officerer, som sluttede sig til 15D0, for de menige, som tilsluttede sig NK, og vel også for en del af emigranterne. Også i nationalbolchevismen var der megen idealisme. Men mange har handlet ud fra motiver, som ikke kan forsvares, for blot at nævne: personlige fordele i form af bedre behandling, de fordele, som kunne opnås ved at indynde sig hos de kommende magthavere i et kommunistisk Tyskland, personlig forfængelighed i forbindelse incd trangen til også i fange- livet at kunne spille en rolle, muligheden for al hlive blandt de foretrukne ved hjemsendelserne, fritagelse for at komme for en domstol som krigsforbryder o. s. v. Adskillige er nok simpelt hen løbet med, fordi kammeraterne gjorde det, andre har godtroende ladet sig »fange«. Hvem formår her at udgranske den enkeltes motiver, endsige da at fadde en generel dom, som er retfærdig for alle?

Einsiedel siger om sig selv: »En blanding af misforstået patriotisme, fejlslagen fremskridtstro, ærgerrighed og mere eller mindre bevidst optimisme havde hos os alle en væsentlig andel i, at vi bestemte os for kommunismen.«

Puttkainer siger rigtigt: »Wo der Irrlum aufhort, beginnl die Schuld.« Man hør ikke fordømme et menneske, blot fordi det begår en fejl, thi en fejl kan begås i den hedste hensigt — først når der ligger en ond hensigt, fejghed, efterladenhed eller andeL fordømmeligt bagved, bliver der tale om skyld. Men denne grænse mellem fejl og skyld ligger det ofte over menneskelig formåen al drage.

Har Peter Strassner ret i, al officererne i BDO og emigranterne var forrædere?

Da de allierede liære i 1814 havde erobret Paris, ville Napolcon fortsætte kampen. Hans marskaller indså det håbløse heri — og en af dem, Marmont, traf på egen hånd den aftale med de allierede, at hans korps skulle indstille kampen, hvorved lian umuliggjorde fortsættelsen for Napoleon. Dette stempledes i gamle dage som forræderi, og det blev det lier i Danmark endnu for 70 år siden, jfr. oberst N. P. Jensens bog »Na- poleons Felttog 1814«. Men senere har der gjort sig en noget andet opfattelse gældende. Således går Pierre Saint Marc i sin bog »Le Maréchal Marmont, Duc de Raguse«, Paris 1957, ind for den opfattelse, at Marmont vel var forræder mod Napolcon, men ikke mod Frankrig. Det er ikke forræderi at standse en unyttig blodsudgydelse, endnu mindre at styrte en forbryderisk regering, selv om dette medfører, at en tabt krig tabes endnu hurtigere. Det store flertal af officererne i BDO var (ligesom officererne fra den 20. juli) ikke forrædere mod Tyskland, men nok mod Hitler, hvilket sidste man ikke kan bebrejde dem — tværtimod!

Men at gå ind for Oder/Neissc som en fremtidig grænse mellem Polen og Tyskland og at medvirke til, at fædrelandet blev delt i 2 riger, det var forræderi mod Tyskland. Derfor var ikke blot Ulbricht og hans emigranter, men også de officerer, som for egen vindings skyld fulgte emigranternes parole i grænsespørgsmålet, forrædere mod deres land.

Fejle gjorde imidlertid alle, der sluttede sig til NK og BDO. Også BDO’s højrefløj er — uden at ville det — gået fjendens og kommunismens ærinde ved direkte at støtte det af kommunistiske emigranter ledede NK, som samarbejdede med Sovjet og ved sin virksomhed bidrog til den nuværende tredeling af Tyskland. Man fordømmer imidlertid ikke mennesker, blot fordi de griber fejl. Det bar man såvidt vides heller ikke gjort i Vesttyskland, hvor ikke blot officererne fra den 20. juli, men også de, der som Kesselring forblev »Soldat bis zum letzten Tag« er respekterede. Og livad NK- og BDO-folkene angår, så kan Einsiedel, Wolfgang Leon- liard, Gerlacli, Plivier såvidt vides leve frit og uantastet i Vesttyskland. Kun de i østzonen levende forrædere fordømmes — og så naturligvis krigsforbryderne. Og disse sidste, alle disse store og små »Eichmanner«, giver øjensynligt både domstole og den offentlige mening nok at dømme og fordømme for mange år.

Helt rigtigt handlede kun de officerer og soldater, som boldt sig borte fra enhver politisk virksomhed i fangenskabet og ikke lod sig påvirke, hverken af russernes, emigranternes eller deres venstreorienterede kammeraters agitation. Og de var, såvidt vides, heldigvis de fleste.

De tyske krigsfanger i Rusland i 2. verdenskrig er ligesom de amerikanske fanger i Koreakrigen et memento om, at en krigsfange aldrig bør glemme, at lian kun er en fangen soldat, der skal afvise enhver tilnærmelse såvel fra tvivlsomme landsmænds som fra fjendens side.

W. E. O. Lawaetz.

 

Kildefortegnelse

— Heinrich Graf von Einsiedel: »Tagebuch der Versuchung«, Berlin/Stuttgart 1950.

— Assi Hahn: »Ich spredte die Wahrheit«, Esslingen 1951.

— Peter Kleist: »Zwischen Hitler und Stalin«, Bonn 1950.

— Wolfgang Leonhard: »Die Revolution entlässt iltre Kinder«, Köln/Berlin 1955/61.

— Karl Maron: »Von Charkow bis Berlin«. Østberlin 1960.

— Jesco von Putthumcr: »Von Stalingrad zur Volkspolizei. Geschichte des Nationalkomitees Freies Deutschland«. Wiesbaden 1951.

— Bodo Srhenrig: »Freies Deutschland. Das Nationalkomitee und der Bund Deutscher Offiziere in der Sowjetunion 1913—1915.« München 1960.

— Peter Strassner: »Verräter. Nationalkomitee Freies Deutschland. Keimzelle der DDR.« München/Lochhausen 1960.

— Erich Weinert: »Das Nationalkomitee Freies Deutschland 1943—1945«. Østberlin 1957.

— Erich Weinerl: »Sie kämpften für Deutschland«. Østberlin 1959.

Større litteraturfortegnelser findes i Strassners og Scheurigs ovennævnte bøger.