Institut for militærpsykologi har netop færdiggjort et pilotprojekt i samarbejde med Livgarden. Soldaterne i kompagniet Odin, der vendte hjem efter 6 mdr`s hårde kampe i Hellman sidst i august, kunne alle se frem til en forlængelse af deres ansættelse på tre måneder. Overskriften i de tre måneder var restitution og stress reduktion. Den overordnede tanke bag projektet var, at yde soldaterne i Odin Kompagniet støtte i processen fra at være kampsoldat til igen at indgå i en civil kontekst.
For forsvaret er fokus på efterreaktioner hos hjemvendt soldater ikke et nyt fænomen. Undersøgelser af trivsel hos hjemvendte soldater fra bl.a. Balkan har vist, at et mindre antal af soldater udvikler efterreaktioner, traumer og for nogens vedkommende egentlig PTSD (Posttraumatisk stresstilstand). Dette bakkes ligeledes op af en række internationale studier og undersøgelser bl.a. af amerikanske soldater udstationeret i Korea, Vietnam og Irak. Der synes at være blevet skabt et paradigme med fokus på forskellige typer af efterreaktioner. Det centrale i dette paradigme er netop, at fokus snævert er på efterreaktioner. Nye tiltag overfor soldater ser imidlertid dagens lys. Og det nye ved pilotprojektet er at det ikke tager udgangspunkt i efterreaktioner. Projektet er forebyggende og arbejder i stedet med begrebet overgangsreaktioner. Til det formål har kompagniet undergået et akklimatiseringsprogram, der tager udgangspunkt i soldatens proces fra kampsoldat til civilist.
IMP leverede ved denne lejlighed et program bestående af gruppesamtaler og mindfulness meditation. Foruden psykologiske gruppesamtaler og mindfullnes meditation, blev gruppen af soldater tilbudt kompetenceafklaringsforløb, fysisk træning, vedligeholdelse af basale militære færdigheder og ikke mindst socialt samvær i form af en adventure‐tur.
Fra kampsoldat til civilist
Selve projektet byger på en overordnet og forholdsvis simpel filosofi. Nemlig den at soldater, der er underlagt voldsomt pres og stres og i øvrigt opholder sig i en krigszone, undergår en forandring, der bringer dem i et såkaldt ”state of battlemind”.
Konceptet bag projektet tager afsæt i de forandringer udsendte soldaters undergår under udsendelse herunder biokemisk/hormonelt, psykologisk og socialt. Soldaten i en krigszone producerer eksempelvis mere adrenalin end normalt. Fordelen ved dette er, at soldatens opmærksomhed øges samtidig med, at det generelle beredskab skærpes.
Soldaten oplever i den daglige mission en øget hormonpåvirkning. Dette sker fx ved daglige patrulje i greenzone, hvorved stressniveauet stiger betragteligt. Det øgede stressberedskab igangsætter en hormonel kæde reaktion, herunder en øget adrenalin‐, cortisol‐ og endophinproduktion.
Samtidig kan soldaten opleve forandringer efter hjemkomst, der peger på en øget aktivitet i andre dele af hjernen, som normalt ikke benyttes i en civil eller hjemlig sammenhæng. Kognitivt arbejdes der med en hypotese, der peger på en øget aktivitet i pattedyrshjernen, hvor bl.a. kamp‐, flugt‐ og ”frys”‐responsen er placeret. Soldaten bliver eksempelvis ekstremt ”god” til at handle hurtigt på udefrakommende stimuli. Soldaten har ligeledes indlært forskellige handlingsmønstre, der lagres, styres og udføres som en refleks uden indblanding fra det kortikale lag i hjernen, der er involveret i forbindelse med refleksion. Ofte kan disse handlingsmønstre indeholde aggressive momenter, da dette er hensigtsmæssigt for overlevelse i en krigszone.
Battlemind er altså en tilstand som soldaten grundlæggende skal sætte pris på. Fordi den øger soldatens chance for at overleve i en krigszone. Aktiviteten i hjernens øvre dele bliver nedsat og pattedyrsdelen tager over, mens øvre cortex benyttes mindre. Den øverste del af hjernen er mest udviklet hos mennesket og er den del af hjernen, der bruges i forbindelse med tankeaktivitet (refleksion). Men at tænke for længe for en infanterist i en krigszone kan koste livet. Her er det øjensynligt en fordel, at der ikke er langt fra stimulering til handling. Hjernen hos de fleste soldater der opholder sig i en krigszone synes forbavsende hurtigt at tilpasse sig de ændrede betingelser. Og dermed yder den soldaten de bedste betingelser for at handle rationelt i forbindelse med overlevelse.
Hvis hjerne og krop forbliver kampberedt også efter en mission, kan det føre til alvorlige efterreaktioner, der får indflydelse på soldatens evne til at navigere socialt.
Men når soldaterne vender hjem efter 6 mdr. i krig, opdager de når den første glædesrus over at have overlevet og gennemført missionen har lagt sig, at de har forandret sig.
Den nødvendige restitution
Når soldaten vender hjem igen kræver omgivelserne, at de kan navigere socialt. Det betyder, at de ikke længere skal være i højeste alarmberedskab og handle hurtigt, men i stedet geare ned og opøve evnen til at tænke før de reagere. Her er det væsentligt, at soldaten gennemgår en periode med restitution. De fleste soldater finder ud af at slappe af, når de kommer hjem, men der er mange faldgruber. For at forstå forandringen, kan det være nyttigt at sammenligne soldatens tilstand med en eliteidrætsudøver. De fleste elitesportsfolk benytter ikke bare psykolog/coach før en stor idrætspræstation men i stigende grad også efter. Det gør de, fordi det er vanskeligt bare at slappe af, at falde ned efter, at hele systemet (det sympatiske nervesystem) har været aktiveret. Det kræver guidning og ekspertise. På samme måde er det væsentligt, at soldater guides til at restituere og slappe af, så hjernen derigennem finder ud af, at den ikke skal producere de tidligere store mængder af adrenalin mv.; det er simpelthen ikke nødvendigt i hjemlige og trygge omgivelser. Men det ved hjernen ikke, og den skal hjælpes på vej. En soldat sagde til mig under en gruppesamtale: ”Jeg har det helt fint med det. Jeg skal til New Zealand og surfe. Ja, svarede jeg, det lyder dejligt. Men sig mig er du bange for hajer? Ja, for pokker dem kan jeg ikke li`. Nej, men så skal du måske overveje, at lade være med at surfe. Fordi din hjerne lige nu vil elske, at du fortsat sætter den i alarmberedskab. Den har trænet sig op til at producere adrenalin, så det vil den elske. Men det betyder du risikerer at forlænge din tilstand af battlemind. Og jo længere du er i Battlemind state, jo vanskeligere er det at komme i gang med transformationen til homemind state.”
Ovenstående er et godt eksempel på en soldat, der gør noget godt for sig selv, men i virkeligheden sætter han sin hjerne på overarbejde og risikere, at forblive i et fortsat state of battlemind.
I dag foregår hjemtransport af soldater således, at soldaten praktisk talt flyves direkte fra en krigszone og hjem til København eller Karup. Soldaten kan ved ankomst til Danmark glæde sig over, at være kommet fysisk hel hjem. Alle ti fingre i behold mv. Men hjernen er ikke hjemme. Overindlærte færdigheder, forhøjet adrenalinspejl mv. betyder, at hjernen ikke nødvendigvis af sig selv går i homemind mode. Når adrenalinet pumper i kroppen, kan soldaten opleve det som en voldsom restløshed. Dette ubehag vil de fleste føle sig nødsaget til, at nedregulere. Præcis som når en, der er sulten, søger efter mad i køleskabet. For at undgå rastløsheden, skal der ske noget, og så vil der meget let kunne opstå en cirkel, der opretholder tilstanden af battlemind og dermed forsinker eller forhindre en tilbagevenden til en homemind tilstand.
Soldaten, der fortsætter i battlemind ”mode”, vil ofte afkode dagligdags ting og begivenheder med voldsomme reaktioner, og i nogle tilfælde vil reaktionen helt udeblive, fordi det der sker simpelthen ikke formår at stimulere soldaten til handling.
Det 1. battlemind program
Det såkaldt 1. psykologiske projekt med fokus på battlemind – homemind debriefing er netop afsluttet pr. 1. december 2008. Projektet, der havde karakter af et pilotprojekt, bestod indledningsvist af testning i relation til deltagernes psykiske symptomer (SCL Symtom Cheklist). Gruppesamtaler med soldaterne i deres organisatoriske grupper (2 sessioner af 2 timer til hver gruppe (i alt var der 10 grupper). Mindfulness afspænding/meditation (et modul af to timer til hver gruppe) og efterfølgende re‐testning (for at se efter effekt af interventionen).
Programmet var tilrettelagt med henblik på, at yde soldaterne i kompagniet den mest optimale støtte i bestræbelserne på at gennemføre transformationen fra kampsoldat til civilist. Det vil sige at hjælpe dem til positivt at håndtere de forandringer psykisk, socialt og fysisk/biologisk, der er nødvendige for at kunne omstille sig til det civile liv igen.
Formålet med programmet har været at give soldaten indsigt i de forandringer, der er knyttet til at vende tilbage fra en intensiv mission, og dermed motivere soldaten til aktivt at tage ansvar for sin egen gentilpasning.
Typisk eksempel på Battlemind adfærd fra gruppe samtalerne
De egenskaber som soldaten har overindlært gennem militær træning, forandringer psykisk, biokemisk og socialt, giver som nævnt soldaten en hensigtsmæssigt adfærd i en krigszone. Soldaten skal her være snarrådig, hurtig, gerne aggressiv, og fejl kan have konsekvenser, der kan betyde forskellen på liv og død. Den adfærd forsvinder ikke blot, fordi soldaten er landet i Danmark. Men den samme adfærd er ikke hensigtsmæssig i et civilt samfund som Danmark.
Lad mig blot komme med et enkelt eksempel på en sådan adfærd fra en af de afsluttede gruppe‐ samtaler: ”En soldat er ude at køre bil 3 uger efter sin hjemkomst. En kvindelig bilist lægger an til overhaling og signalerer med blinklyset, at hun vil trækker ind foran soldatens køretøj. Soldaten reagerer instinktivt ved at træde på speederen og dreje ud mod kvinden. Sekunder efter korrigerer han sin adfærd, mens han højlydt siger; tænke, tænke, hvorefter han resolut træder på bremsen og drejer bilen væk fra medbilisten.”
I gruppe samtale fortæller soldaten, at han instinktivt reagerede som han ville have gjort i Afghanistan. Aggressiv bilkørsel skal mødes med modagression for at sikre den bedst mulige chance for overlevelse.
Som eksemplet peger på, er den tillærte adfærd ikke nem for soldater at aflære. Dette kan skabe en del konflikter for soldaterne, der vender hjem, fordi deres adfærd kommer til at fremstå som besynderlig for civile i en dansk kontekst.
På samme måde ses aggression som værende en af de gennemgående problemstillinger hos de fleste kampsoldater, der har været udsendt og kommer hjem. Af omgivelserne betegnes soldater med højnet aggressivitet typisk som ”kort luntede”. Soldaterne har ofte endnu ikke aflagt sig den adfærd, som var hensigtsmæssig og nødvendig, mens de var i mission.
Forhøjet adrenalin spejl fører til impulsive handlemønster. Stimulering bliver øjeblikkelig omsat til reaktion. Der ses hos soldaterne i gruppesamtalerne en tydelige tendens til, at sekvensen:
Refleksionen er væsentlig og helt essentiel i forhold til at kunne fungere i en civil kontekst, fordi den netop giver soldaten mulighed for at overveje og nuancere sin reaktion. Uden refleksion eller med en nedsat refleksion, bliver reaktionen ofte konsekvent hård, og personen fremstår aggressiv. Ca. 70 pct. af soldaterne, der indgik i gruppesamtalerne havde bemærket en forandring i forhold til affektregulering. Dette kom oftest til udtryk ved bilkørsel i forhold til andre medbilister og ved konflikter i forbindelse med nære relationer.
Den type adfærd, der altså gennem 6 måneders udsendelse har været hensigtsmæssig for soldaten, og som har sikret soldatens overlevelse i Afghanistan er efter hjemkomst til Danmark ikke længere hensigtsmæssig. Som en soldat i gruppen fortalte: ”Jeg drømte ikke om, at jeg nogensinde kunne glemme, at når der er rødt lys i et vejkryds betyder det, at jeg skal holde stille. Men det tog nogen tid, før jeg havde indlært det igen. Jeg havde som kører i Afghanistan indprentet mig indstillet, at have fokus på hjulsporene foran og i øvrigt sikre mig, at andre køretøjer ikke kom for tæt på.”
Respons på projektet?
Det gennemførte projekt har ifølge de deltagende soldater været særdeles relevant og udfyldt et væsentligt behov. Soldaterne havde efter projektet mulighed for at tilkendegive deres tilfredshed med projektet i tre kategorier:
- Meget tilfreds: 75 %.
- Tilfreds: 25 %.
- Ikke tilfreds: 0 %.
Flere soldater udtrykte eksplicit tilfredshed med primært gruppesamtalerne, sekundært med mindfulness programmet. Indledningsvist havde vi overvejelser over, hvorvidt et program med mindfulness, ville være for usædvanligt for denne målgruppe. Tilbagemeldingerne viser, at dette ikke er tilfældet, og at denne form for intervention er relevant og et godt supplement til den øvrige psykologiske indsats. Soldaterne påpegede endvidere, at den psykoedukation omkring hjernen og hormonforandringer samt fokus på forskelle mellem battlemind reaktioner og egentlige efterreaktioner, har været særligt anvendelige for dem. Soldaterne i projektet har endvidere i evalueringen lagt vægt på det positive i at høre om andres lignende overgangsreaktioner.
Behov for flere erfaringer
Konceptet omkring battlemind og homemind, tilbyder utvivlsomt både behandler såvel som soldaterne nye og vigtige perspektiver, ikke mindst i forbindelse med gentilvænning til normal hverdag efter en intensiv mission.
Filosofien omkring transformation fra battlemind til homemind og vise versa, arbejder ud fra, at en lang række af de reaktioner som soldater bemærker efter hjemkomst er naturlige. Naturlige set fra det perspektiv, at de er normale reaktioner som følge af tilpasning til ekstreme vilkår.
Det betyder, at en soldat ikke er ”syg” eller nødvendigvis ødelagt, fordi soldaten udviser en anderledes adfærd. Det er altså ikke soldaten, der er noget galt med, men adfærden, som er forandret som følge af de ekstreme forhold soldaten har befundet sig i. Hvis vi i denne forbindelse ser på en række af de soldater, der var udstationeret på Balkan i midt og slut halvfemserne, så ved vi at mange af disse ved deres hjemkomst kunne beskrive en række af de samme forandringer. Vi ved ligeledes gennem det nyligt afsluttede projekt ”20.000” breve, at en mindre del af disse soldater opretholdt det, der kunne minde om en battlemind tilstand. Der er ligeledes skabt en vis sandsynlighed for, at der netop kan være en sammenhæng mellem manglende fokus på netop battlemind transformation og en manglende tilpasning til et normalt liv i Danmark.
Det er dog vigtigt ikke at tage munden for fuld og retfærdigvis skal det siges, at der endnu ikke ligger valide effektmålinger på denne type af intervention. Ligesom nærmere studier og udvikling af konceptet omkring battlemind skal prioriteres. Ved IMP er troen på kvaliteterne i relation til battlemind dog så stor, at der er taget skridt til udviklingen af en egentlig battlmind scale. Med udviklingen af en battlemind scale er det hensigten, at kunne måle overgangsreaktioner, som relaterer sig til battlemind. Hvis dette arbejde bærer frugt, vil det fremover være muligt at identificere og differentiere mellem soldater, der er præget af battlemind, og soldater der lider af egentlige traumer som følge af deres udsendelse.
Litteratur
A.B. Adler, C.A., Bliese, P.D., Huge, C.W., McGurk, D., Wright, K.M., & Milliken, C.: Post‐deployment interventions to reduce mental health impact of combat deployment to Iraq. November 2006.
A.B. Adler, Castro. C. & McGurk. D.: Battlmind Psychological Debriefings, 2007.
S. Joseph, & Linley: Trauma, Recovery, and Growth, 2008.
R. Jonasen & Krag. L.: Fra Battlemind til Homemind. Evalueringsrapport, 2008.
M. R. Sapolsky: The Trouble with Testosterone, 1997.
M.R. Sapolsky: Why Zebras Don`t Get Ulcers, 2004.
K. Strøm: Odinprojektet. Pilotprojekt for et mekaniseret infanterikompagni i forbindelse med hjemkomst fra udsendelse på ISAF, hold 5. Evalueringsrapport, 2008.
