Log ind

Fra 8. britiske korps operationer omkring Caen

#

Det er ikke hensigten med dette arbejde at give en almindelig skildring af 8. britiske korps operationer omkring Caen med dertil knyttet egentlig vurdering, hverken strategisk eller operaliv; dertil er de rådige kilder for ufuldstændige og navnlig for ensidige i deres belysning af begivenhederne. Det rådige kildemateriale, der på visse områder er meget detailleret, frister langt mere til, udfra en almindelig orienterende ramme, at fremdrage og belyse visse taktiske og stabsmæssige problemer, hvis ensidige belysning alene ud fra britiske kilder ikke v il komme til at influere på fremstillingens objektivitet. Målet skulle således være at understrege visse iagttagelser og dertil, gennem enkelte kommentarer, at føre disse videre som erfaringer, der kan bygges videre på.

Situationen efter landgangen.

Den 11. juni var den første fase af „Operation Overlord“ bragt til afslutning. De adskilte landgangssteder på stranden var efter hårde kampe nu fast forbundet til et sammenhængende brohoved med en front af over 80 km. (Skitse 1). Tempoet i operationerne måtte im idlertid nu sættes ned. Dels behøvede de først landsatte divisioner et pusterum, medens de reorganiserede og optog deres opslutningsechelonner, dels måtte strandorganisationen bygges op til fuld styrke. Administrationsapparatet skulle til at begynde at funktionere, og forstærkninger og forsyninger af enhver art .føres frem. T i l trods for disse omstændigheder var det af vital betydning at fastholde initiativet. Ganske vist havde de voldsomme og ødelæggende slag mod det tyske forsvarssystem langs kysten ikke givet tyskerne andre muligheder end at stoppe hullerne og med de reserver, der hastigt kunne føres frem, at rette nogle voldsomme, men temmelig usammenhængende modangreb mod landgangsMederne. Man måtte fra allieret side gå ud fra, at situationens alvor nu i sit fulde omfang var gået op for den tyske liærledelse, og at man derfor snart ville komme til at stå over for en mere koordineret tysk anstrengelse. Det måtte forventes, at tyskerne af al magt ville forsøge at frigøre deres i fronten indsatte panserenheder for gennem en serie velovervejede modangreb at opnå en systematisk reduktion af det allierede brohoved.

Skærmbillede 2020-06-15 kl. 13.29.26.png

Det var at vente, at den tyske opmærksomhed særlig ville rette sig mod Caen-området, og at man måtte reagere voldsomt overfor en trusel mod Cherbourg, dels ved at søge at holde en korridor åben langs vestsiden af Cotentin-lialvøen, dels ved at presse på i rummet nord for St. Lo mod Carentan for at klippe brohovedet over på dets smalleste og mest sårbare sted.

Den strategiske plan.

Feltmarskal Montgomery’s almindelige strategiske plan gik ud på at udvikle en kraftig og stadig trusel fra brohovedets østlige del i rummet om Caen, for på denne måde at tiltrække og fastholde fjendens hovedreserver, fremfor alt hans panserenheder i dette frontafsnit, for herefter at foretage udbruddet på den vestlige flanke med amerikanske tropper. Herunder skidle amerikanerne, efter erobring af Cotentin-lialvøen med Cherbourg, støde frem mod Loire, sikre Bretagnes havne og i en langt udgående bevægelse gå frem til Seine ved Paris og således afskære alle tyske tropper i rummet syd for Seine.

Denne strategi havde sit udspring forst og fremmest i den tyske opstilling af reserverne i Vesteuropa, af vejnettets og jernbanernes retning og af det øjeblikkelige behov for erobring og åbning af bavne. Særlig dette sidste hensyn nødvendiggjorde hurtige og afgørende terrainvindinger mod vest. Dette krævede igen, at tyngden i den fjendtlige opstilling måtte tra-kkes bort fra den vestlige sektor, og i dette spørgsmål var de allierede stærkt begunstiget af Caens umådelige strategiske betydning. Byen Faen var et vigtigt vej- og jernbaneknudepunkt, gennem hvilket hovedforbindelserne fra ost og sydøst passerede. Eftersom hovedparten af de fjendtlige reserver var opstillet nord for Seine, fortrinsvis i Pas de Calais-området, måtte de nærme sig Normandiet fra ost og således naturligt konvergere mod Caen. Et stærkt og vedholdende tryk i Caeu-sektoren ville således naturligt drage disse reserver herimod. Også et andet hensyn ville kunne fremkalde den kraftigste tyske reaktion i dette område. Angreb om Caen kunne indicere en allieret hensigt om at bryde igennem her for at udvikle panserstyrker i det mere åbne terrain mod sydøst. Denne retning ville tilmed give den korteste vej til Paris. Montgomery siger selv herom :

„Disse argumenter overbeviste mig om, at stærke og gentagne operationer i Caen-sektoren ville opfylde vor hensigt at trække de fjendtlige mobile reserver mod vor venstre flanke. Det var min oprindelige opfattelse af den måde, slaget om Normandiet skulle føres. Straks fra begyndelsen dannede den grundlaget for al vor planlægning og var ledetråden for alle vore angreb fra landgangen op til den endelige sejr i Normandiet.“

I overensstemmelse med denne strategiske plan må de kommende operationer i den britiske sektor ses. De formede sig dels som en række mindre angreb med begrænset mål foretaget af divisioner i 1. linie for at binde de over for dem stående styrker, dels som en række storangreb i korpsforbindelse med det formål at engagere de fjendtlige panserreserver, binde dem i kamp og systematisk decimere deres styrke.

8. brit. korps, der som et ,.follow-up“-korps var overført til Frankrig i dagene 11.— 1.1. juni, foreløbig med 1.1. (skotske) division og 11. panserdivision, kom til at spille en betvdelig rolle i disse operationer. 8. korps bestod foruden af de nævnte enheder af Gardepanserdivisionen og 6. Gardekampvognsregiment (6th Guards Tank Brigade) og var med disse enheder, gennem et årelangt samarbejde, svejset sammen til en særdeles kampkraftig og kampduelig enhed, gennem et slort antal øvelser særlig trænet i gennembrudsoperationer med påfølgende „exploitation“. Det var da naturligt, at dette korps ikke blev direkte indsat i hævdelsen af brohovedets front, men kom til at udgøre en slags operativ reserve for 2. brit. armé. 8. korps deltagelse i disse kampe i den britiske sektor falder i hovedsagen i to adskilte operationer, nemlig „Operation Epsom“ fra den 26. juni, der tilsigtede etablering af brohoveder over floderne Odon og Orne sydvest for Gåen, og „Operation Goodwood“, udbruddet fra Ornebrohovedet ost for Gåen den 18. juli. Fælles for disse angreb er det, at de står overfor sejgt forsvared»», vel udbyggede forsvarssystemer, med en resolut, handlekraftig og modig forsvarer. Der er altså ikke tale om flydende, hurtige operationer, men om angreb, der har kra'vet den mest omhyggelige planlægning og det snævreste samarbejde mellem de forskellige våben. Når dertil kommer betydelige vanskeligheder med opbygning af styrkerne, forsyningstjenestens mangfoldige problemer og ikke mindst koncentrationsvanskelighederne på grund af den enorme trafik i det snævre brohoved, forstår man, at et betydeligt og meget kompliceret stabsarbejde er gået forud for hvert enkelt angreb. Skal man efter taktiske synspunkter sa'rlig karakterisere disse operationer, der i deres anlæg er vidt forskellige, må det blive således:

„Operation Epsom“ lægger op til panserdivisionens klassiske rolle-indsættelse til udnyttelse af et gennembrud skabt af infanteridivisioner, medens „Operation Goodwood“ er panserdivisioner indsat i gennembrudsforsog overfor en dyb, fjendtlig forsvarszone.

Operation ..Epsom“.

Grundlaget for „Operation Epsom“ blev skabt på en konference i Crcully den 19. jun i under forsæde af chefen for 2. brit. armé, general Dempsev, der fromlagde arméens hensigter for de kommende operationer. Det var herunder 8. korps’ opgave at bryde trem gennem den af 3. can. division holdte front vest for Gåen med henblik på erobring af det hoje parti nordost for Bretteville-sur-Laiz for herfra at beherske adgangsvejene til Caen fra syd. (Skitse 2). På dette grundlag fulgte herefter en række konferencer, dels med 2. armé, dels med de korpset underlagte enheder: 15. (skotske) division, 11. panserdivision, 43. (Wessex) division samt 31. kampvognsregiment. Den 23. jun i kl. 1500 kunne korpschefen herefter ved et mode i korpshovedkvarteret for chefer fra oberst

Skærmbillede 2020-06-15 kl. 13.30.51.png

løjnant og opefter gennemgå den almindelige situation og uddybe angrebsplanen. Denne kom tydeligt til syne i den den 23. juni efter konferencen udsendte foreløbige angrebsbefaling, hvori det bl. a. hedder:

„På D-dag (26. juni) vil 8. korps bryde ud fra den af 3. can. division holdte front med henblik på erobring af overgange over

a. floden Odon,

b. floden Orne,

og senere erobring af højdepartiet nordøst for Brettevillesur-Laize (foreløbigt mål).

Angrebet iværksættes i følgende faser:

1. fase: Erobring af højdepartiet Evrecy— Esquay, herunder etablering af brohoveder over Orne.

2. fase: Erobring af rummet om bøjdepartiet nordøst for Bretteville-sur-Laize.

I dette rum rede til efter situationens udvikling at gå frem mod syd i retning af Falaise.“ Korpsets manøvreidé var elastisk, idet den var tilpasset således, at man i tilfa'lde af forholdsvis svag modstand på et tidligt tidspunkt kunne slippe panserdivisionen los for at udnytte overraskelsesmomentet og den øjeblikkelige fjendtlige svaghed. Hvis der på den anden side modtes hård modstand, skulle fodfolksdivisionerne kæmpe sig igennem og herved muliggøre en gunstig indsættelse af panserdivisionerne. Divisionernes opgaver var i overensstemmelse hermed fastsat således:

Indbruddet i den fjendtlige stilling skulle foretages af 15. division med

1. mål: St. Mauvieu— Gheux og

2. mål: Etablering af brohoveder over Odon.

Såfremt der efter erobringen af 1. mål var svag modstand, skulle 11. panserdivision snarest mulig gå igennem 15. division, kæmpe sig vej over Odon med 1. mål bøjdepartiet Evrecy— Esquay og herefter uden nærmere ordre gennemføre angrebets første fase med etablering af brohoveder over Orne. Såfremt modstanden efter 1. mål var stærk, skulle 15. division også tage 2. mål, sikre (eventuelt tilvejebringe) overgange over Odon og således skabe betingelser for indsættelsen af panserdivisionen sydøst for Odon. Tilrettelæggelsen viste således et klart ønske om at undgå at få panserdivisionen bundet i opslidende gennembrudskampe; tværtimod at bevare denne til gennembruddet var opnået. Tidspunktet for dens indsættelse var således den variable faktor i manøvreideen, og det rette valg kunne på va-sentlig måde komme til at præge den senere udvikling af angrebet. Efterretningsgrundlaget måtte her være af afgørende betydning. Dette su’ rlige problem skal i det følgende søges belyst ved som grundlag at skildre angrebets forlob, således som det efterhånden tog sig ud for førerne.

Angrebets forløb.

15. division brød frem fra sine udgangsstillinger bag linien le Mesnil-Patry— Norrey-en-Bessin kl. 0730 med 2 regimenter i første træfning, hvert støttet af en kampvognsbataillon og tæt bag en krybende spærreild i spring paa 100 m hvert 3. minut. (Skitse 3). På divisionens højre fløj nåede kl. 1000 den forreste bataillon Cheux’ nordlige udkanter, hvor den, støttet af sit kampvognskompagni, vandt fodfæste i byen. K l. ca. 1230 var bataillonen nået gennem byen og var igang med at rense denne. Bataillonen til højre var ved at trænge ind i den nordlige del af le Haut du Bosq. Regimentet til venstre var i tiden 0835 til 0930 med sin forreste bataillon nået frem til de nordlige udkanter af henholdsvis St. Mauvieu og La Gaule og var henad middag trængt igennem disse efter hårde kampe. Ved middagstid var således alt gået efter planen. 15. division havde taget 1. mål i hovedsagen efter let modstand, men var i selve angrebsmålet indviklet i hårde rensningsaktioner. På dette tidspunkt satte nu det fjendtlige artilleri og frem for alt betydelige mængder af tunge morterer ind og begyndte at forvolde store tab. 11. panser divisions kampvognsregiment (29. Armoured Brigade) var fra sit fremskudte beredskabsrum om Secqueville-en-Bessin gået frem bag 15. division og var kl. 1230 i rummet syd for Norrey-en-Bessin rede til frembrud mod Odon. Divisionens opklaringsregiment (af typen A rmoured Car Regiment) var lige nord for Cheux, og kl. 1250 blev een af dens eskadroner beordret til at rekognoscere mod floden langs korpsets hovedangrebsakse for at konstatere den fjendtlige modstandskarakter. Im idlertid var passagen gennem Cheux på grund af den kraftige ild og de betydelige ødelæggelser meget vanskelig og kompliceredes yderligere ved tilstedeværelsen af betydelige minefelter, der dækkede de nordlige adgange til byen. Den ret gunstige udvikling af situationen til middagstid må

Skærmbillede 2020-06-15 kl. 13.32.10.png

ses som det grundlag, på hvilket korpset nu bestemte sig til at lade panserdivisionen gå igennem 15. division mod Odon. Ordren hertil udgik kl. 1400, idet 29. armoured brigade beordredes frem mod Gavrus og Tourmauville. Brigaden gik frem med to batailloner i første linie, den ene vest om Clieux langs vejen til Grainville— Gavrus, den anden gennem Gheux langs vejen til Golleville— Tourmauville. Begge batailloner løb im idlertid straks syd for Clieux på alvorlig modstand. Opklaringsafdelingen var ligeledes løbet fast langs højdedraget syd for Cheux kort efter kl. 1430. Ethvert forsøg på at udvikle bataillonens fulde styrke blev mødt med hårdnakket modstand fra kampvogne, panserværnskanoner og fodfolk. Hen på eftermiddagen blev det klart, at situationen ikke var gunstig for at fortsætte angrebet med panserdivisionen. Odon kunne ikke nås ved forcering med kampvogne alene.

Det var nødvendigt at fortsætte med en mere koordineret anstrengelse. K l. 1800 fik 15. division derfor ordre til at fortsætte angrebet, forstærket med to af kampvognsbataillonerne fra 29. armoured brigade. Angrebet mødte im idlertid fortsat hårdnakket modstand og løb ved 2100-tiden fast i linien straks syd for le Haut du Bosq— nord for Colleville. Da samtidig mørket faldt på, og voldsomme regnskyl satte ind, blev det besluttet, at angrebets videreførsel skulle udsættes til den næste morgen. Angrebet den 27. resulterede i etableringen af et snævert brohoved over Odon ved Tourmauville og i løbet af den 28. med en udvidelse af dette i rummet om Gavrus. Men yderligere forsøg på at udvide dette til højdepartiet om Evrecy— Esquay mislykkedes. Panserdivisionen i sin helhed var under disse operationer sat ind i rene gennembrudskampe, hvilket medførte, at fremaddriften i angrebet gik tabt. Da det egentlige forsvarssystem var gennembrudt ved overskridelsen af Odon, manglede korpset panserdivisionen som slagelement og var derfor ude af stand til at gøre sig gældende overfor de hastigt tilførte fjendtlige mobile reserver. Den 29. jun i kom derfor den endelige beslutning om at standse det videre angreb mod Orne. Tyske modangreb satte nu ind i fu ld styrke, særlig mod indbruddets udsatte flanker. Operationen som helhed havde im idlertid derved nået sit hovedformål: at tiltrække og binde de tyske mobile reserver i kamp. Man måtte nu i overensstemmelse med den almindelige strategiske plan atter søge at frigøre sig for at kunne slå med fu ld styrke i en anden sektor. Initiativet måtte for enhver pris bevares. Denne korte gennemgang af „Operation Epsom“ havde som nævnt bl. a. til formål at soge belyst spørgsmålet om det rette tidspunkt for panserdivisionens indsættelse i gennembrudsoperali oner. Der kan lier anlægges to modstridende synspunkter. Det ene er den hensynsløses og stærkes synspunkt: at indsætte panserdivisionen så tidligt som muligt, se bort fra de tab, der følger med gennembrudskampen i forsvarsstillingens bageste del, men som, såfremt den fører til gennembrud, giver mulighed for dyb indtrængen i det fjendtlige bagterrain, inden fjendens modforholdsregler kan nå at gøre sig gældende. Det andet er det mere forsigtige synspunkt rat bevare panserdivisionen intakt, indtil gennembruddet er fuldstændigt, men som, da det nødvendigvis må tage længere tid, giver fjenden tid til at reagere, og som måske i sidste instans alligevel stiller divisionen overfor et nyt koordineret forsvar. Hvilket synspunkt, der bor vælges, hænger også afgørende sammen med styrkeforholdet bos forsvareren, fremfor alt hans rådige mobile reserver og deres opstilling. Den af 8. korps trufne bestemmelse om allerede på angrebets første eftermiddag at forsøge gennembrud med panserdivisionen alene synes under de givne omstændigheder rigtig. Dels kunne den forholdsvis lette modstand ved angrebets begyndelse, som allerede i manøvreidéen forudset, friste til en hurtig udnyttelse af de allerede vundne resultater, dels måtte korpset regne med den kraftigste tyske reaktion. Det gjaldt derfor om så hurtigt som muligt at opnå operative resultater. Derimod synes beslutningen om at anvende panserdivisionen i rene gennembrudskampe de na-ste dage i direkte modstrid med de almindelige grundsætninger for dens anvendelse. Resultatet udeblev da heller ikke. Korpset savnede efter erobringen af Odonbroljovedet et slagelement til udnyttelse af resultaterne og tillod derfor tyskerne en koordinering af forsvaret sydøst for Odon, som det ikke var muligt at løbe overende.

Tidsfaktoren i angrebet.

En anden ting, der kort skal fremdrages til belysning, er tidsfaktoren i angrebets indledende fase. Der kan naturligvis ikke drages generelle erfaringer fra et enkelt angreb, men det giver dog ct bidrag til belysning af dette særlige problem, der i alm indeligbed må siges at være undervurderet. Følgende beskrivelse fra 15. divisions højre regiment i første træfning giver et levende billede af de vanskeligheder og forsinkelser, der kan opstå under angrebet.

Bataillonerne i første træfning opdagede snart, at et stort antal snigskytter havde overlevet spærreilden. Snart begyndte også automatiske våben og morterer at komme til live overalt. 300 m syd for udgangslinien løb angrebet ind i et minefelt. Trods tab gennem fodfolksminer fortsatte de forreste kompagnier dog angrebet, men blev skilt fra deres ledsagekamp vogne. Rensning af det vundne terrain bandt efterhånden reservedelinger og -kompagnier, hvilket svækkede det tilskud af kraft til første linie, som skulle bevare fremaddriften. Det planlagte ophold i spærreilden på 15 minutter over hovedlandevejen Caumont— Caen var derfor for kort til at afslutte den nødvendige reorganisation af forste linie, hvilket medførte, at denne mistede kontakten med spærreilden. Angrebet fortsattes dog og var benboldsvis kl. ea. 1000 og 1130 nået frem til de nordlige udkanter af henholdsvis Cheux og le Haut du Bosq. Den afsluttende rensning af disse mål var først fuldstændig henad kl. 1800.“

Det ses således, at angrebet til første mål gik frem med en hastighed af mellem 1 og 1,5 km i timen på trods af, at terrainet kun var forsvaret af forposter for de i landsbyerne le Haut du Bosq— Cheux— la Gaule— St. Mauvieu indrettede støttepunkter, tilsammen besat af 1. bataillon. Denne ringe fart og ikke mindst de langvarige rensningsaktioner kan ikke andet end virke overraskende. Det er således alt i alt et eksempel, der tydeligt understreger, hvorledes det hårdnakkede forsvar, der ikke gratis giver een fodsbred jord fra sig, selv overfor en overvældende overmagt bar muligheder for at berede fjenden alvorlige vanskeligheder, der måske kan kuldkaste hans planer. Det er den enkelte soldats vilje til at kæmpe, der trods krigens mekanisering stadig står som eksponenten for en styrkes kampduelighed og kampkraft. Det tvske forsvar i Normandiet har til fulde vist dette.

Begivenhederne den 29/6— 13/7 1941.

Medens 8. korps i dagene efter den 29. juni udfoldede de største anstrengelser for at udbygge og fastholde det vundne terrain over for de gentagne tyske modangreb, hvori efterhånden 5 tyske panserdivisioner var indsat, var 2. brit. armé hurtigt rede til at rette et nyt voldsomt slag mod det tyske forsvar. 1. brit. korps gik den 7. ju li til det afgørende angreb på selve byen Caen, der faldt den 9. juli. Stadige angreb med begrænset mål fra divisionerne i første linie vedligeholdt det stadige tryk langs brohovedets østlige del. Mod vest var Cotentin-halvøen med Clierbourg erobret, og de amerikanske styrker var i hovedsagen nået frem til linien Lessay— St. Lo og var efter fuld opbygning af deres styrker nu rede til det afgørende gennembrud mod syd. (Skitse 1). Jo hurtigere dette kunne sættes an jo bedre, medens betingelserne herfor endnu var gunstige. Det syntes nu utænkeligt, at tyskerne fortsat meget længere skulle forvente en ny invasion i Pas de Calais-området. Hvor stor deres ængstelse for dette områdes sikkerhed med dets udskydningsbaser for V-våbnet end måtte være, måtte Normandiet nu have fu ld prioritet, og betydelige forstærkninger ville kunne stilles til rådighed fra 15. tyske armé. Montgomery ønskede derfor at sikre gennemførelsen af det afgørende gennembrud ved endnu engang at rette en kraftig trusel fra Caen-området med det formål at sikre fastholdelsen af de tyske panserreserver øst for floden Orne, længst borte fra gennembrudsstedet. I et til 2. brit. armé den 10. ju li udsendt direktiv hed det derfor:

2. brit. armé skal fastholde muligheden for at operere med en stærk, pansret styrke øst for floden Orne i det alm indelige rum Caen— Falaise. T i l dette formål skal et korps på tre panserdivisioner holdes i reserve, rede til anvendelse på m in ordre. Anvendelsen af dette korps kan blive nødvendig med kort varsel. Derfor skal studiet af de med dets anvendelse foreliggende problemer straks påbegyndes.“

Dette direktiv resulterede herefter i en konference under forsæde af stabschefen ved 2. armé i 8. korps hovedkvarter, hvor kontrollen over den af 8. korps holdte front overdroges til 12. brit. korps. De 8. korps underlagte enheder overgik umiddelbart til 12. korps; 11. panserdivision og 8. artillerigruppe (8. A. G. R. A.) måtte korpset dog kun disponere over efter bemyndigelse fra arméen. Grunden til denne differentation var, at general Dempsev var ivrig efter at begynde planlægningsarbejdet til de forestående operationer så tidligt som muligt, men samtidig ville undgå at svække 12. korps reserver, før korpset havde situationen fuldstændig i sin hånd. På denne måde var de nævnte enheders stabe i stand til at påbegynde planlægningsarbejdet sammen med 8. korps, der yderligere fik kommandoen over Gardepanserdivisionen og 7. panserdivision. Overdragelsen til 12. korps fandt herefter sted den 13. ju li kl. 0200.

(Fortsættes).

H. Cordsen.