Efterhånden som erfaringerne fra krigen i Korea begynder at bundfældes, vil det være muligt også at studere forløbet af den dertil knyttede forsyningstjeneste. Medens der her hjemme i tidsskrifter og på anden vis er fremkommet adskilligt vedrø­ rende koreakrigens strategi og taktik i almindelighed, er de op­ lysninger, der er fremsat om forsyningstjenesten, meget sparsom­ me. Det er derfor med interesse, man bemærker en særdeles grundig gennemgang af dette emne i et af den svenske oberst P. Kellin holdt foredrag, der er gengivet i „Kungl. Krigsvetenskaps-Akade- miens handlingar ocli tidskrift“, nr. 7/1953.

Da forståelsen af forsyningstjenestens vitale betydning for operationernes heldige forløb også her hjemme synes stadigt vok­ sende, skønnes oberst Kellings foredrag at være af almindelig in­teresse, hvorfor en oversættelse deraf nedenfor gengives i uddrag.

„Efter de to verdenskrige fik man nærmest det indtryk, at U. S. A. først var indtrådt i krigen, efter at dets krigsindustri var kommet igang, siden man havde kunnet lægge så store „buffertlagre“ op, at man kunne imødegå tabene under transporterne over havet og endda forsyne hærene på den anden side af dette. Man fik ligeledes det indtryk, at forsyningstjenesten i Amerika arbejdede med en sjælden rigdom af forsyninger, transportmidler og personel, så rigelig, at der forlangte« en indskrænkning af forsyningsorganisationen til fordel for de kæmpende styrker og tilgangen af erstatningspersonel. Således var det, da U. S. A. havde tid til at forberede en indgriben i krigen. Det kan måske være af interesse at undersøge, om samme tilsyneladende overlegenhed med hensyn til forsyningstjenesten har gjort sig gældende også under koreakrigen, eller om denne pludselige indgriben stillede de amerikanske forsyningsressourcer overfor problemer af nogen­ lunde samme art, som andre nationer må regne med, når det gæl­ der om at forsyne arméerne i felten. I det omfang, det har været muligt at indhente oplysninger også om de kommunistiske strids­ kræfters forsyningstjeneste, er disse oplysninger medtaget for at belyse forskelligheder bl. a. i tankegang, tilgange og udførelse. Nogle træk af, hvad Korea-krigen hidtil har lært os, og hvad man har villet videregive til offentligheden af disse lærdomme på forsyningstjenestens område, danner grundlaget for denne års­ beretning.

Ledelse og organisering af forsyningstjenesten. De kinesiske stridskrafter.

I et infanteriregiments stab findes der en forsyningssektion ved siden af stabssektionen og den politiske sektion. Forsynings­ sektionen behandler sager vedrørende beklædning, regnskabsvæ­ sen, forplejning, sanitetstjeneste, krigsmateriel og transporttjene­ ste.

I regimentet indgår:

• —  et transportkompagni på 3 delinger à 3 grupper (135 mand, ca. 100 heste, 30— 40 karrer eller vogne),

• —  et forsyningskompagni på 3 delinger à 3 grupper (ca. 100 mand, 12 heste, 6 karrer). Kompagniet svarer nærmest til et svensk intendanturkom pagnis forplejningsenhed,

• —  en sanitetsdeling (45 mand).

• Regimentets styrke varierer fra 2.800 mand til 3.250 mand.

  Forsyningsstyrken udgør således 10—8,5 % af regimentets styrke. Ligesom regimentet har divisionsstaben en forsyningsafdeling, men sanitetsanliggender behandles af en særlig sundhedsafdeling, der direkte leder de sanitets- og sygebærerstyrker, som kan ind­ gå i divisionen. Divisionen disponerer over et transportkompagni og et sygebærerkompagni. Det til forsyningstjenesten afsatte per­ sonel udgør næppe mere end 10— 11% af divisionens styrke.

  Det er uvist, hvorvidt forsyningsenhederne i regiment og di­ vision har en fast organisation, eller om de organiseres efter behov. Det menes, at der også i regimentet indgår et sygebærerkompagni. Det mest sandsynlige er, at begge organisationsformer forekom­ mer, afhængig af om regimentet og divisionen er gået over til ny organisation eller ikke. Det ser nemlig ud til, at de kinesiske frivillige enheder stadig moderniseres i takt med leverancerne af nye våben og andet materiel fra udlandet og Kinas egne arsenaler.

  De amerikanske stridskræfter.

I infanteriregim entet indgår et forsyningskom pagni (190 mand) og et sanitetskompagni (210 mand), hvilket personel altså udgør 10 c/c af regimentets samlede styrke.

I infanteridivisionen indgår endvidere 2 forsyningsbatterier i divisionsartilleriet samt en stabssanitetsafdeling, en sanitetsbatail- lon på et stabskompagni, et svgetransportkompagni og et sanitets­ kompagni, et krigsmaterielkompagni (306 mand) og et intendan­ turkompagni (248 mand). Det med forsyningstjenesten direkte be­ skæftigede personel udgør ialt 13—15 % af infanteridivisionens samlede styrke.

Forskellen mellem den kinesiske og den amerikanske forsy­ ningsorganisation bliver endnu mere påfaldende, hvis man regner med den amerikanske etapeorganisation, hvis sidestykke ikke fin­des i den kinesiske hær.

Den under den anden verdenskrigs sidste år og i tiden frem til Korea-krigen førte diskussion om den altfor rigelige personel- tildeling til forsyningstjenesten synes stort set ikke at have resul­ teret i andet, end at de forreste enheders køkkenpersonel er blevet nedskåret. Dette har først kunnet finde sted, efterhånden som krigen i Korea er blevet stationær, og man har kunnet gå over til en gennemført centralisering af forplejningstjenesten. Ifølge „New Y o rk Tim es“ (januar 1953) skulle gevinsten have været, at 8.000 kokke kunne overføres til våbentjeneste. I sandhed et magert re­ sultat af den førte diskussion.

Ammunitionstjeneste.

Ammunitionstjenesten kan betegnes som et tilvejebringelses- og transportproblem, d. v. s. opgaver, der ikke skulle være vanske­ lige at løse for U.S.A. med dets store ressourcer på disse områ­ der. Det er derfor ganske mærkeligt, når man gennem et par ar­ tikler i vinteren 1952—53 gøres opmærksom på, at ammunitions- tjenesten ikke har fungeret tilfredsstillende i Korea. Arméstabs­ chefen, general Collins, anfører, at årsagen hertil er de små be­ villinger til ammunitionsfremstilling i årene nærmest efter den anden verdenskrig, idet bevillingerne ikke slog til til fremstilling af mere ammunition, end der medgik til uddannelsen. En anden årsag er, at visse kamphandlinger har krævet mere ammunition, end man havde regnet med på grundlag af erfaringer fra den anden verdenskrig. Således er der i visse tilfælde forbrugt to — undertiden endog tre — gange så meget ammunition i Korea. Af særlige årsager hertil kan nævnes:

— de kinesiske modoffensiver, som understøttes af kampvogne, hvorved mængder af raketgeværammunition gik med,

— at modstanderen har gravet sig ned i stadig stærkere stillin­ ger, hvor han ikke kan nås med geværammunition.

— at taktiken med masseangreb mod svagt besatte områder har krævet ildkoncentrationer til disse områders forsvar,

— at kontinuerlig stærk ild ofte har måttet lægges over områ­ der, som man ikke selv har forsvaret, men som man har villet holde modstanderen borte fra, og

— at ilden ofte er lagt i dybden over modstanderens etapeom­ råder.

General Collins nævner også, at den amerikanske divisions ildkraft er forøget med 70 % siden 1945, samtidig med at personel­ styrken kun øgedes med 20%.

Som eksempel på, hvilke mængder ammunition man måtte regne med, kan anføres den II. amerikanske divisions angreb i Inje-egnen 18/8— 5/9 1951. Under 15 dages hård kamp afskød di­ visionens fem 10,5 cm liaubitsafdelinger 10.000 projektiler pr. dag og afdeling og de tre 15,5 cm afdelinger 7.500 projektiler pr. dag og afdeling. Sammenlagt affyredes således 1.087.000 projektiler til en samlet værdi af 36 millioner dollars.

Mangelen på nyfabrikeret ammunition måtte i efteråret 1952 dækkes fra overskudslagrene fra den anden verdenskrig og gen­nem om dirigering af am m unition beregnet bl. a. til atlantpagtstyrkeme i Europa samt begrænses gennem restriktioner. Trods de gjorte anstrengelser indsås det, at man i et par måneder i efter­ året befandt sig i en sådan krise, at man ikke med sikkerhed havde kunnet modstå en almindelig offensiv. I løbet af vinteren 1952—53 er også de til en værdi af 7.300 millioner dollars anslå­ ede lagre fra den anden verdenskrig stort set udtomt.

Man bar delvis givet krigsm aterielforvaltningen skylden for de forsinkede ammunitionsleveringer. Behovet var beregnet efler skrivebordsmæssig teori og ikke efter metoder, der ,.gav plads for anvendelse af sund dømmekraft“, hedder det bl. a. Krigsma­ terielforvaltningen skulle også have besluttet at overgå til lad- ningsbylstre af stål i stedet for af messing, selvom man ikke var kommet over forsøgsstadiet. Beholdningen af projektiler og brand­ rør kom derved til væsentligt at overstige tilgangen af ladnings­ hylstre, og produktionen af bel ammunition blev begrænset. Lige­ ledes skyder man skylden på umoderne maskiner og store forsinkel­ ser, når det gjaldt om at fremskaffe moderne værktøj og maskiner.

Det er åbenbart, at det amerikanske system først og fremmest med ild at forberede et angreb eller at møde et sådant har ført til et ammunitionsforbrug, som man ikke havde ventet sig. På den anden side forekom m er de røster at liave nogen berettigelse, som hævder, at man ikke uden videre kan overføre erfaringer fra een krig eller een krigsskueplads på en anden krig eller en anden krigsskueplads. De kinesiske og nordkoreanske stridskræfters an­ grebsteknik har været så særpræget i sin massevirkning, at man må regne med helt nye og højere værdier, når det gælder ammu­ nitionsforbruget. Et studium af modstanderens taktiske frem­ gangsmåde må derfor bl. a. munde ud i mængdeberegninger ved­ rørende modstandsvirkningen, hvilket virker tilbage på fabrikations- og transportplanerne. Disse undersøgelser bør helst fore­ tages før en krig, for at man derved kan få en opfattelse af, hvilke krav der vil blive stillet til ammunitionstilførslen. På den kine- sisk-nordkoreanske side bar det måske først og fremmest været mangelen på ensartet våbenudrustning, som har vanskeliggjort ammunitionstjenesten. Man har bl. a. så godt som omgående måt­ tet udnytte de fra modstanderen tagne våben. Denne begrænsning i våben- og ammunitionsudrustningen har også afspejlet sig i taktiken. Således er angrebene meget ofte foregået med kim kortva­ rige ildforberedelser og har måttet begrænses i tid og rum under hensyntagen til ammunitionstildelingen. Mangelen på ildkraft måtte i en vis udstrækning kompenseres af menneskelig masse­ virkning. Dette vil ikke kunne ændres, før nordsiden kan få øgede leverancer udefra, thi den indenlandske kinesiske fabrika­ tion er for lille til alene at være i stand til at forsyne Korea- fronten. Skal desuden den kinesiske hjemmehær som antydet øges lil det dobbelte, bliver Korea-fronten måske helt beroende på importen af våben og ammunition.

Drivmiddeltjenesten.

Indenfor drivmiddeltjenesten har FN-styrkerne gjort den er­ faring, at personellet hellere arbejder med 200-liters fade end med 20-liters dunke. Årsagen hertil er, at et oplag af dunke er mere udsat for rapserier end et oplag af fade, en erfaring, som man i øvrigt gjorde allerede under den anden verdenskrig. En drivmiddeldeling på 1 officer og 25 menige samt 500 koreanere kunne pr. døgn modtage, rengøre, fylde og distribuere til fronten 4.000 stk. 200-liters fade.

Transporter, trafiktjeneste.

De kinesiske og nordkoreanske styrker disponerede i krigens begyndelse kun over et begrænset antal transportenheder. Efter­ hånden som kampene kom til at finde sted i et og samme område, og kravene om tilførsel øgedes, måtte man organisere nye trans­ portenheder og samtidig forsøge at opstille en moderne udrustet transportorganisation. I særdeleshed for de kinesiske styrker blev forskellen med hensyn til transportproblemerne stor i sammenlig­ ning med forholdene under den anden verdenskrig og borgerkri­ gen. Kineserne var tidligere vant til at mobilisere civilbefolknin­gen i de områder, som berørtes af krigen, eller som hærene flyt­tedes til eller fra i forbindelse med operationerne. Chefen for 4. feltarmé, general Lin-Piao, havde således ved en bestemt lej­ lighed i 1948 i Manchuriet udskrevet 300.000 bønder med 460.000 heste og 120.000 hestekøretøjer for at klare hærens forsyningstje­ neste. Ved samme lejlighed rekvireredes 170.000 civile til at gøre tjeneste som bærere bl. a. i sanitetstjenesten. Ved en anden lejlighed, hvor forsyningstjenesten truede med at gå i stå, indkaldtes fra et nærliggende distrikt 23.000 håndtrukne køretøjer. Disse la­ stedes med levnedsmidler, og de civile dragere måtte marchere med hæren i to dage for at sørge for de røde styrkers forplejning. Planlægningen var også enkel og ordrerne korte.: „Øst-Kiangsus bønder sender 40 millioner catties (= 24.000 t) korn til fronten. Hastighed 50—60 km pr. døgn.“ For at opfylde dette krav måtte de civile ofte tilbagelægge 30—40 km på en nat og med en båret vægt af ca. 45 kg.

Også i Korea har nordsiden flere gange ordnet sin transport­ tjeneste på stedet, idet man anvender manchuriske bønder med deres hestekøretøjer. Man har i transportøjemed også organiseret en såkaldt „folkehjælp“ i form af frivillige fra Kina. Det siges, at aflønningen af disse frivillige er lav, og at frivilligheden i no­gen grad modsiges af, at arbejdet hævdes undertiden at blive ud­ ført under bevogtning.

Da kineserne gik ind i krigen, havde de kun et fåtal militært organiserede og anvendelige motorkøretøjer. Disse var samlede i, hvad man kunne kalde korpstransportenheder. Det menes, at trans­ portorganisationen nu er forstærket og moderniseret derved, at til- og fraførsien mellem baserne i Manchuriet og fronten kan ske på motorkøretøjer. Fordelingen indenfor frontområdet turde dog stadig være beroende på bærere og hestetrukne transport­ enheder. Således menes det, at disse bærerskarer tager sig af for­ delingen indenfor et 30—35 km dybt bælte nærmest bag fron­ ten, d. v. s. stort set, hvad vi ville kalde det fremskudte forsynings­ område og fremad, i visse tilfælde endog etapeområdet. Dette er dog mere betinget af krigsskuepladsens geografiske forhold end af mangel på moderne transportmidler. En krigsdeltager på FN-siden siger nemlig: „Af hensyn til, at forsvarsslillingerne i mange tilfælde lægges i højt beliggende terrain, må hver bataillon have sit eget bærerkompagni, sammensat af lokalt rekruterede koreane­ re indkaldt til den koreanske forsyningstjeneste. Disse bærerstvrker må dog stå under kom m ando af forsyningsuddannet personel. Det er hændt, at bærerstyrker har følt sig så solidariske med deres kæmpende kammerater, at de ved angreb mod disses for­ svarsstillinger har grebet ind i kampen og efter bedste evne har kastet håndgranater eller er gået til modangreb med opsnappede våben.“

Fordelingsproblemet danner baggrund for nogle af de inter- essanteste erfaringer fra Korea. En iagttager siger herom: „En hær. som skal kæmpe i fremmed land, må lære at forstå dette lands særpræg og disses indvirkning på militære foretagender. Hvis det — som f. eks. i Korea — i 4.000 år har været sædvane at anvende et så særpræget transportmiddel som „Jikkay“ (kore­ansk bæreanordning), må der jo findes særlige årsager hertil, og der må allerede fra begyndelsen tages hensyn til sådanne. Nu lag­ de man ikke mærke til den i krigens første måneder, ikke før 1. kavalleridivision begyndte at anvende koreanske bærere med „Jikkay“. Det havde været værdifuldt på forhånd at have planlagt en bærerorganisation.“ Atter et bevis på værdien af at foretage studier vedrørende sandsynlige fremtidige krigshandlinger og dis­ ses særpræg.

Endvidere mærker man sig sandheden i det gamle ord om at hyle med de ulve, man er iblandt, når man erfarer, at ti ko­ reanske bærere anslås at kunne transportere lige så meget som et dakotaplan og med en hastighed af 3—4 km i timen. Denne iransportmåde gør jo også transporterne mindre vejbundne, end når de foregår med de konventionelle transportmidler. I sammen­ ligning med disse primitive, men også på FN-siden i stort om­ fang accepterede transportmåder, forekommer det, som om den amerikanske transportorganisation er overkvalificeret.

Det amerikanske transportsystem må med tanke på frontens fjerne beliggenhed fra produktionskilderne regne med både sø-, luft-, jernbane- og landevejstransporter og har derfor et ret stort omlastningsproblem at løse. Her skal ikke berøres det på den anden verdenskrigs erfaringer hvilende og tilsyneladende vel ar­ bejdende transportsystem. Man synes dog at have gjort den er­ faring, at transportsikkerheden i sidste instans hviler på, at man anvender egnede transportmåder og transportmidler. Derved har man for øje bl. a„ at det koster flere penge og mere tid at sætte standardkøretøjer ind i svært fremkommeligt terrain, end fra be­ gyndelsen at benytte terraingående køretøjer. Omladninger anses derfor, som en uting, ikke mindst fordi regnskabsføring og kon­trolforanstaltninger derved kræver sin rigelige tribut i arbejdstid og arbejdskraft.

Den stærke trafikintensitet tillige med risikoen for partisan­ angreb har krævet en omfattende trafikkontrol og trafiksikring. Denne varetages i hovedsagen af det amerikanske militærpoliti, som gennem sin sammensætning og uddannelse er velegnet til op­gaven. Kravene til politiorganisationens opgaver og dermed dens omfang har dog va-ret så store, at man i største hast måtte uddan­ ne nyt personel, hvorved kvaliteten er dalet noget. Militærpoli­tiet er i øvrigt en enhed, som finder mange anvendelser omfattende såvel trafik- og ordenshåndhævelse som bevogtning og ren polititjeneste. Det er en afgjort erfaring, at kombinationen trafik­ tjeneste og polititjeneste er vellykket. I flere tilfælde har man gjort den erfaring, at når trafiktjenesten har været i hænderne på m indre skolet og m indre autoritativt personel, er forskrifter og anvisninger blevet negligeret. Følgen har været, at man hur­ tigt har kørt svage veje eller nødbroer i stykker, hvorefter tra­ fikken har måttet lægges om ad mere tids- og personelkrævende ruter. Trafikpersonellet må udstyres og optræde med en sådan autoritet, at det uvilkårligt bliver adlydt. Jo dårligere og jo mere spredt vejnettet er, og jo mere begrænset transportmateriel man råder over, desto vigtigere er det, at det trafikdirigerende og tra­ fikovervågende organ har en ubestridelig autoritet. Del forekom­ mer derfor at være en ganske betydelig fordel at forene trafik- og polititjenesten samt hertil at udtage førsteklasses og vilje­ stærkt personel.

Det må her tilføjes, at man i Korea undertiden har måttet bygge og reservere veje specielt for forsyningstransporterne, og at man herved til og med måtte skelne mellem veje for lettere trafik („jeep-veje“ ) og veje, som tålte normal belastning.

Erfaringer på det forsyningsmæssige område i almindelighed.

Det er et spørgsmål, om ikke et studium af forsyningstjene­ stens organisation og virkemåde er en af de sikreste og hurtigste måder at bedømme en hærs eller et forsvars kraft og muligheder. Forsyningstjenesten er jo livsnerven mellem hjemlandets kapaci­ tet (krigspotentiellet) og krigsskuepladsens præstationer. Udfra dette synspunkt er personel af FN-styrkerne da også til stadighed beskæftiget med at studere modpartens forsyningsorganisation, hans transportintensitet og -kapacitet samt det pågældende lands produktionsevne. Man forsøger uden tvivl så hurtigt som muligt at omsætte de gjorte erfaringer i praksis. Herved er det af stør­ ste vigtighed at huske den rolle, landets særpræg spiller. En er­ faren kender af dc kinesiske kampstyrker anfører herom: „Det hævdes ofte, at asiatiske officerer ikke forstår sig på forsynings­ tjeneste, blot fordi deres forsyningstransporter sker med kærrer og heste. Trods dette ruller deres kampvogne dog stadig ved hjælp af moderne drivmidler, og de udskyder stadig dræbende projektiler, selv om disse dufter lidt af gødning efter transporten. Vi må gøre os klart, at asiatens forsyningstjeneste fungerer, selvom den udføres efter deres egne metoder og er afhængig af deres præstationsevne i forskellige henseender.“ Dette turde være en iagttagelse, der er værd at huske, nemlig det relative forhold mel­ lem krav, midler og ydelser.

Samme forfatter resumerer sine anskuelser om de kinesiske hæres forsyningstjeneste paa følgende måde:

— millioner af mennesker kan under det kommunistiske re­ gime i Kina mobiliseres for at tage sig af forsyningstransporter til og fra fronten,

— der findes i dag udenlandske instruktører, som træner kinesisk personel i forsyningstjenesten,

— de kinesiske styrker kræver ikke så meget ammunition som FN-styrkerne for at gennemføre den samme taktiske operation,

— den kinesiske soldals enkle livsførelse gør, at mængden af fornødenheder, som må transporteres frem, pr. tids­ enhed er væsentlig lavere end det, europæiske og ameri­ kanske kampstyrker fordrer,

— mangelen på store motoriserede enheder samt den om­ stændighed, at hærene i overvejende grad bevæger sig til fods, medfører, at drivmiddelforsyningen næppe er noget problem, sammenlignet med hvad tilfældet er ved vestens kampstyrker,

— lokale ressourcer udnyttes på enestående måde.“

Disse „styrkefaktorer“ har dog samtidig en forsinkende virk­ning på de kommunistiske hæres evne til kraftudfoldelse. Hvis de kinesiske og nordkoreanske stridskræfter disponerede over en ligeså udviklet og velfungerende forsyningstjeneste som den, der støtter FN-siden, ville også præstationsevnen hos den direkte kæm­pende del stige uanet hurtigt. Som forholdene nu er, begrænser forsyningskapaciteten feltarméernes offensive bevægelighed.

Netop her kan man måske indskyde spørgsmålet om hjem- landets indsatsmuligheder. Spørgsmålet er vel, om ikke også ve­ stens lande i en fremtidig krig må regne med her at gribe me­ get mere aktivt ind end tidligere. Den totalitære krig vil komme til at kræve, at hjemlandet ikke blot på bedst mulige måde pas­ sivt beskytter sig mod krig, men også at det stadig mere aktivt støtter styrkerne ved fronten. Det asiatiske system med et totalmobiliseret hjemland kan også andetsteds blive nødvendiggjort, såvel som en til lejligheden specielt oprettet og uddannet trans­ port- og forsyningsorganisation, der til trods for at den er sam­ mensat af personel, der ikke i egentlig forstand er tjenestepligtigt, forudsættes at slutte op bag frontsoldaterne. Alt beror på råd og lejlighed og afgøres i sidste instans af den øjeblikkelige situation.

Når man gennemgår erfaringerne fra Korea på det forsy­ ningsmæssige område, er der yderligere en ting, man lægger mærke til. Det er, hvorledes grænsen mellem de kæmpende styr­ ker og forsyningsstyrkerne udviskes mere og mere. Det er klart, at de hver for sig har deres hovedopgave, men de kæmpende styrker må ofte gribe ind for at få forsyningstjenesten til at glide, og forsyningsenhederne må ligeså ofte gennemføre kamp­ handlinger for at kunne forsyne fronten. En forsyningsenhed må derfor altid have et vist mål af kampkraft, eller også må særlige styrker afgives til sikring af forsyningstjenesten. Man må herved altid huske på, at styrken i et angreb eller forsvar i sidste in­ stans beror på tilførselen af de for kampens gennemførelse nød­vendige forsvninger. Kontinuiteten i tilførslerne må for enhver pris sikres.

Det har vist sig, at hvis man til forsyningsenhederne kun be­ nytter ældre årgange eller mindre veluddannet mandskab eller mandskab med kortvarig kampuddannelse, så må man samtidig til denne styrke afgive befalingsmænd i rigeligere omfang end ellers og befalingsmænd, som har grundig erfaring med hensyn til kamp og kampuddannelse. Forsyningspersonellet skal nemlig ikke blot kunne sit eget fag og organisere forsyningstjenesten, det skal desuden kunne optræde som kæmpende enhed. Kravene om kampduelighed og kampberedskab mindskes givetvis i samme må­ lestok, som forsyningsenhedernes virksomhed forlægges længere tilbage eller helt indenfor et fra direkte kamphandlinger und­ draget område. Det turde dog sjældent være muligt at gruppere forsyningsenhederne efter dets kunnen udfra et kampsynspunkt. På den anden side fremhæves det, at „enhver forsyningsenhed må forvandles til en veritabel hvepserede for en fjende, som forsøger et fremstød i baglandet.“ „Det er på tide, at man holder op med at skelne mellem kæmpende tropper og forsyningstropper samt mellem kampområdet og etapeområder“, siger samme kilde.

Forsyningsenheder og forsyningspersonel har måttet sættes ind i kamp ikke alene for at kunne gennemføre sine egne opga­ ver. I flere tilfælde er der i Korea blevet tildelt train- og for­syningspersonel kampopgaver for at forsvare kommandostationer eller for at holde tilførselsveje åbne. Denne opgave bliver mere omfattende i samme målestok, som modstanderen anvender infil­ trationstaktik og forsøger at opnå resultater ved at afskære kom­ mandoforbindelser og forsyningsveje. I samme målestok, som egne kampstyrker er modstanderens underlegne i antal, oges kravet om, at forsyningsenhederne skal kunne løse begrænsede kampopgaver og deltage i kamphandlinger på lige fod med kammera­ terne i forreste linie. Ved flere lejligheder er betydningen af, at forsyningspersonellet stadig holder dets udrustning i kampduelig stand, samt at det opøves i at løse kampopgaver, blevet frem­ holdt. På den anden side anbefaler man, at forsyningspersonellet hyppigt besøger fronten for derved bedre at sætte sig ind i den­ nes øjeblikkelige behov samt for at opnå den personlige kontakt mellem forsynings- og frontenbeder, som er en nødvendig forud­ sætning for, at forsyningstjenesten kan løse de opgaver, som front­ styrkerne må stille til denne.

Hvad angår forsyningsanstalternes gruppering bar man fun­ det, at der er 3 hovedfaktorer at tage hensyn til:

• —  forsyningsanstaltemes evne til at løse deres opgave, hvor­ ved man må påse, at de lægges således, at de ikke for­ styrres altfor meget af fjendtlig ildvirksomhed,

• —  mulighederne for at forsvare forsyningsanstalterne. Visse forsyningsanstalter må spredes over større områder end andre, visse er mere sårbare end andre på grund af de forsyninger, de omfatter, eller del personel, der betjener dem,

  — nødvendigheden af at sprede forsyningerne for at gøre dem mindre sårbare overfor flyverangreb.

Vanskelighederne ved samtidigt at give forsyningsanstalterne de bedste forudsætninger for at løse deres forsyningsopgaver og at give dem en sådan placering, at de er relativt lette at be­ skytte, anses bedst at kunne løses, dels ved at man anbringer ens­ artede forsyningsstyrker indenfor et og samme område, og dels ved at man placerer en meget krigserfaren officer som chef for forsyningstjenesten indenfor området.

Man mener ligeledes, at forsyningsveje og forsyningstranspor­ ter er sikringsobjekter af høj prioritet, og at det tilkommer operationsafdelingen at planlægge og etablere sikring for forsy­ ningstransporterne. Dette er vigtigere, jo større bredde fronten har og dermed modstanderens muligheder for infiltration.

Truslen om anvendelsen af atomvåben vil i fremtiden tvinge (il endnu større spredning af bl. a. forsyningsenbederne. Herved bliver de endnu mere sårbare overfor partisanangreb, hvilket igen stiller krav om, at forsyningssoldaten er veltrænet og bevæbnet til selvforsvar.

En særlig erfaring er, at forsyningstjenesten ikke må være skematisk, men smidigt rette sig efter situationen og terrainet. Operationer og kampe i de mere bjergrige dele af Korea har ganske særlig åbenbaret nødvendigbeden af, at forsyningstjenesten i visse situationer må lægge tyngdepunktet frem mod kompagni-, bataillons- og regimentsforsyningspladserne. Denne forskydning fremefter sker for at reducere eftervirkningerne af midlertidige standsninger i tilførslen, bl. a. på grund af at vejene bliver ufar­bare.

Forsyningstjenesten på FN-siden har efterhånden baseret sig mere og mere på lufttransporter. Man fremhæver, at lufttrans­ porter ganske vist er en dyr transportmåde, men den er også mange gange den sikreste, og fremfor alt er den den hurtigste. Man bør derfor ikke afholde sig fra at anvende dem, når hurtig­ hed er en nødvendighed, f. eks. når det gælder om at understøtte et angreb eller bringe hjælp til en indesluttet styrke. For sanitets­ tjenesten er helikopteren uundværlig i alle situationer.

Der skal sluttelig peges på, at forsyningstjenesten og forsy­ ningsorganisationen undertiden kan blive det operative mål for et angreb. Ved Inclion-operationen i september 1950 var det FN- styrkernes greb om nordsidens forsyningsbase i Seoul-området, som fik de kom m unistiske styrker i Sydkorea til at bryde sammen. Det hedder herom i FN-styrkernes officielle rapport bl. a.: „Fan­get mellem vore styrker i nord og syd, livor forsyningstjenesten fungerede upåklageligt takket være vort absolutte herredømme til søs og i luften, blev modstanderen helt og holdent revet op, på grund af at hans forsyningstjeneste smuldrede ben under vore kom binerede styrkers angreb.“

Forsyningstjenestens grundlag er jo det matematisk saglige resultat af en beregning af faktorerne, behov, forbrug og tilførsel. På dette stabile grundlag burde i hvert fald planlægningen og udformningen af taktik og organisation fremstå som følgevirk­ ninger, alt under forudsætning af at man ikke bar så at sige ube­ grænsede tilgange. Hvor det gælder lande med god tilgang i men­ neskemateriale, og hvor den betragtning gør sig gældende, at det enkelte individ er underordnet i forhold til stat eller regime, kan man være ødsel med indsatsen af mennesker og først efter­ hånden udbygge forsyningstjenesten. På den anden side har man

trods materielt overflod måttet overveje nøje, hvorledes den i det almindelige liv akklimatiserede medborger kan formås til delvis frivilligt at rykke ud i felten og der opfylde sin opgave under bibeholdelse af følelsen af individualitet og komfort. Trods de talrige historiske erfaringer virker det dog stadig, som om na­ tioner undertiden ret tilfældigt kaster sig ud i et eventyr og først under dettes oplevelser og erfaringer begynder at tænke over, hvorledes det hele skal ordnes.

Studerer man forsyningsorganisationerne, finder man, at de gennemgående hver for sig er ret standardiserede, og at standar­ den i overvejende grad er bestemt af forholdene i hjemlandet og egne tidligere krigserfaringer, mindre med tanke på den mod­ stander man står overfor. Udfra denne iagttagelse må man be­ dømme de gjorte erfaringer, når øst og vest er mødtes i så udpræ­ get „forskellige dragter“ som nu, hvor FN og det vågnende Kommunistkina er kommet i konflikt med hinanden på en ikke for­ udset krigsskueplads.“

Omend forsyningstjenestens problemer i Korea på næsten alle områder er væsensforskellige fra vore, frembyder oberst Kel­lins foranstående redegørelse dog for os den særlige interesse, at de gjorte iagttagelser baseres dels på FN-styrkernes teknisk efter­ hånden næsten fuldkomne organisation, dels på nordstyrkernes jævnthen meget primitive forsyningsmetoder. Da vor egen forsy­ningstjeneste vel må påregnes at befinde sig et eller andet sted mellem disse to yderpunkter — forhåbentlig nærmere det første end det sidste — er der i beretningen adskilligt af interesse også for danske forhold.

Stenkov