Udkast til Feltreglement II, Punkt 9, er saalydende:
„Tjenestegrenenes hensigtsmæssige Ordning er af største Betydning for Operationerne, hvis Forløb ikke bør paavirkes af Forsyningsvanskeligheder ell. lign. paa en saadan Maade, at Ledelsen hindres eller sinkes i Gennemførelsen af sine Planer. Det er derfor paa den anden Side ogsaa nødvendigt, at man ved Fastsættelsen af disse tager Forsyningsforholdene m. v. med i sine Beregninger.“
Den Vægt, der i Almindelighed lægges paa Studiet af Forsyningstjenestens Ordning og rette Funktionering, staar næppe i rimeligt Forhold til denne Tjenestes ovenfor citerede, officielt fast- slaaede, store, ja afgørende, Betydning for Operationerne. Under større Øvelser sætter økonomiske — og andre — Hensyn meget hurtigt en Grænse for, i hvor høj Grad denne Tjeneste kan indøves, — Reserveanstalter er jo udprægede Mobiliseringsformationer. Saa meget desto større Grund synes der at være til teoretisk at gennemarbejde Problemet, ogsaa fordi de udførende Organer, Reserveanstalterne, skal føres af Reservebefalingsmænd, der ikke i Fred kan faa praktisk Øvelse heri. Men ogsaa i teoretisk Henseende bliver Forsyningstjenesten ofte stedmoderligt behandlet. Hvor ofte nøjes man ikke ved Befalingsudfærdigelser under Krigsspil med i de Punkter af Befalingen, der omfatter den faglige Tjeneste, at sætte ...... eller, hvad der er værre, nogle almindelige — og ofte ikke helt gennemtænkte — Bemærkninger? Og mon Feltreglement II er saa kendt og gennemstuderet, som Spørgsmaalets Betydning egentlig kræver?
Nu skal det paa den anden Side villigt erkendes, at Forsyningstjenesten langtfra i Militærlitteraturen er gjort til Genstand for samme indgaaende Behandling som de operative og taktiske Forhold. Eksempelvis kan anføres, at vedrørende Erfaringer m. m. fra Verdenskrigen paa Forsyningstjenestens Omraade har der fra tysk Side — saa vidt mig bekendt — hidtil kun foreligget eet mere indgaaende Værk, nemlig det for en halv Snes Aar siden udkomne Fost: Munitionskolonnen und Trains im Weltkriege, hvori behandles hele Udviklingen under Verdenskrigen og de vundne Erfaringer. Men en egentlig, dybtgaaende Beskrivelse og Behandling af Forsyningstjenestens Ordning og Funktionering indenfor et begrænset Omraade og et begrænset Tidsrum har ikke tidligere foreligget. Nu har imidlertid den bekendte tyske Militærforfatter Oberst a. D. T. Jochim i et nylig udkommet Værk „Die Operationen und rückwärtigen Verbindungen der deutschen 1. Armé in der Marneschlacht 1914“ (Verlag E. S. Mittler & Sohn, Berlin, Pris 5,50 R. M.) taget dette vigtige Sporgsmaal op. At Forfatteren har udarbejdet sin Bog paa Foranledning af Rigsværnsministeriet gor ikke dens Tilsynekomst mindre interessant.
Bogen indledes med en Redegørelse for 1. Armés Sammensætning i August 1914 og for Forsyningstjenestens Ordning. Sidstnævnte er i Hovedsagen den samme, som tidligere var gældende hos os. Ved Afdelingerne fandtes Fægtningstrainet (Gefechts- bagage), medens Bagagetrainet (Grosse Bagage) i Reglen var samlet under (bag) Divisionen. Trainets Sammensætning og Fordeling svarer ret nøje til de tidligere herhjemme gældende Bestemmelser, blot forbavses man over, at kun uberedne Vaaben havde Feltkøkke- ner (1 pr. Kompagni), medens de beredne Vaaben maatte klare sig uden disse. Denne Ordning viste sig da ogsaa snart mangelfuld, og det anføres flere Steder i Bogen, at Artilleriet i de kritiske Dage
8.—10. September maatte henvises til Forplejning ved nærmeste Fodfolks-Feltkøkken.
Trosset (Munitionskolonnen und Trains) sorterede normalt under Armékorpset. Det var ikke ringe Styrker, det drejede sig om. For hvert Armékorps bestod Trosset af følgende (Tallene i () gælder for Reservekorps): 4 (4) Infanteri-, 9(5) Feltartilleri- og 8 (0) Fodartilleri-Ammunitionskolonner, 12 (7) Feltlazaretter, »3 (2) Proviantkolonner, 7 (G) Vognparker, 2 (0) Hestedepoter, 2 Feltbageri- og Slagterikolonner samt Korpsbrotrain. Alt var hestetrukket. Nogle af Kolonnerne havde 6-spændige, andre 4-spændige og Resten 2- spændige Køretøjer.
Under March deltes Trainet i en I og II Echelon (Staffeli, hver under sin Fører, og naar Kamp forestod, kunde en Del af Trosset føres tættere til Kamptropperne, som en Fægtningsechelon (Ge- fechtsstaffel).
Kolonnelængderne var for I Echelon 10 (7) km, for II Echelon 11 (4,5) km. Føjer man hertil Kolonnelængden for Bagagetrainet — 7 (5,5) km pr. Armékorps, ses det, at den samlede Kolonnelængde (uden mellemliggende Afstande) af Bagagetrainet og Trossets I og II Echelon — 28 (17) km — omtrent var lige saa stor som Kolonnelængden af Kamptropperne — 21 (28) km for et Armékorps i een Kolonne. Og hertil kom, at Trainet hurtigt kom til at omfatte endnu flere Køretøjer; saaledes lod f. Eks. alle Armékorps udskrive Vogne til Transport af Fodfolkets Tornystre under de hurtige Marcher gennem Belgien og Nordfrankrig.
Under Etappe-Inspektionen hørte en Del Kolonner, saavel heste- trukne som Motorvognkolonner. Disse sidstes Antal forøgedes allerede i Opmarchomraadet ved Udskrivning og Leje — og med frivillige Førere.
Ved Armékorpset lededes Tjenesten af en Kommandør for Ammunitionskolonnerne og en Kommandør for Trainet. Ved Arméen lededes hele Forsyningstjenesten selvstændigt af Overkvartermeste- ren efter Stabschefens Direktiver.
Det er indlysende, at der med saa omfattende Kolonner, som der her er Tale om, kræves nøje Planlæggelse af Tjenesten og Ordreudgivelse i god Tid, for at alt skal funktionere paa rette Maade. Under Fremrykningen til Marne maa Betingelserne for Tjenestens rette Udførelse dog betegnes som ret gode, og Tjenesten synes da ogsaa at have funktioneret tilfredsstillende. Det er først i Dagene
6.—10. September, at Vanskelighederne for Alvor melder sig.
Efter en kortere Gennemgang af saavel Operationer som Forsyningstjeneste ved 1. Armé i Tiden indtil 4. September, giver Forfatteren en indgaaende Redegørelse for Begivenhederne i Dagene 5.—13. September, saaledes at hver Dag behandles for sig. Da Operationerne og Forsyningstjenestens Ordning er afhængige af hinanden, er det ganske naturligt, at begge Dele behandles samtidig, ja det er umuligt at behandle Forsyningstjenesten som et selvstændigt Hele og ikke samtidig behandle Operationerne.
I Tilslutning til Redegørelsen for Begivenhederne den 5. September, hvor Beslutningen om Tilbagedragning og Frontforandring mod Vest, mod 6. franske Armé, blev taget, giver Forfatteren en Oversigt over de forskellige Maader, paa hvilke en saadan Frontforandring kunde tænkes udført og diskuterer de forskellige Maa- ders Fordele og Mangler saavel fra et operativt som — især — fra et forsyningsteknisk Synspunkt. Nu blev, som bekendt, Frontforandringen ikke udført af alle Korps paa een Gang, men stort set i to Tempi, med to Korps Nat 5—6/9 og i Løbet af den 6/9, med de to resterende Korps den følgende Nat og Dag.
Beskrivelsen giver et levende Billede af de Vanskeligheder, Forsyningstjenesten led under i disse Dage, baade som Følge af Omgrupperingen med de deraf følgende, uundgaaelige Krydsninger, Standsninger m. m., og som Følge af den Uro, som fransk og engelsk Rytteris Optræden i Omraadet bag de kæmpende Tropper frembragte blandt Train og Tros. Forfatteren anfører, at Oberstløjtnant Hentsch under sin Kørsel fra 2. til 1. Armé den 9/9 blev opholdt ved de Sammenstuvninger, der skete visse Steder, og han anser det ikke for usandsynligt, at Oberstløjtnanten herigennem fik sit mørke Syn paa Situationen yderligere bestyrket.
Havde Vanskelighederne været store i Dagene 7—9/9, blev de ikke mindre i de følgende Dage som Følge af den pludselige Ordre til Tilbagegang. Det maa her erindres, at 1. Armé lige indtil den 9/9 ved Middagstid var indstillet paa senere, videre Fremrykning og derfor havde truffet alle sine Foranstaltninger ud fra dette Synspunkt.
Dette Forhold gav naturnødvendigt Anledning til megen Friktion og stadige Sammenblandinger af Tropper, Train og Tros. Som Eksempel paa Sammenblanding anføres (Side 90) Marchordenen for de Styrker, der passerede Ourcq ved La Ferté Miion sammen med 8. Infanteridivisions Gros; af 53 anførte Enheder hørte kun de 16 til Divisionen, Resten var Tropper, Train og Tros fra andre Divisioner og Korps.
At Forsyningstjenesten ikke kunde funktionere paa vanlig Maade i disse Dage er en Selvfølge; men man forsøgte at hjælpe sig paa bedste Maade, saaledes nævnes flere Eksempler paa, at Etapekolonner uden om Trosset har udleveret direkte til Bagage- trainet eller til Afdelingerne, ligesom disse sidste i stor Udstrækning maatte ty til Reserveportionerne, hvoraf der ved Afdelingerne medførtes 3 pr. Mand. Manglen paa Brød i disse Dage var særlig generende.
For igen at faa Orden paa Kolonner m. v. sendte Arméen sin „Artillerifører“, Oberst v. Berendt tilbage til Aisne (Soissons). Obersten anbragte Vejvisere ved alle Aisne-Overgangene, og efter- haanden som de forskellige Kolonner og forsprængte Afdelinger eller Personer passerede disse Overgange, blev de herfra dirigerede til de for de enkelte Korps’s Kolonner m. v. anviste Samlingsrum. Paa denne Maade lykkedes det Obersten i Løbet af den 10. og 11. September at faa fat paa alle Kolonner, saa at alle Korps senest den 11/9 Aften havde Hold paa deres Kolonner.
Beskrivelsen af Begivenhederne er meget klar og udtømmende. Den eneste Anke, der kan fremføres, er, at Skitserne er i for lille Maalestok og derfor for uoverskuelige. Til Studiet er et Kort, f. Eks. som Reichsarchiv’s i 1 : 200,000, absolut nødvendigt.
Betragter man Perioden 5.—12. September under eet, kan Situationen i store Træk opgøres saaledes:
Den r’/» kæmpede 1. Armé i Hovedsagen Syd for Grand Morin med Front mod Syd, kun IV Reservekorps (R. K.) havde Front mod Vest (mod Paris). De med Front mod Syd kæmpende Korps stod i Ordenen (fra højre Fløj): II, IV, III og IX Armékorps.
Den 8/9 og 9/9 kæmpede Arméen ved Ourcq med Front mod Vest og med Korpsene i Hovedsagen i Ordenen (fra højre Fløj): IX, 1/2 III, 1/2 IV, 1/2 H, 1/2 IV, 1/2 R. K., 1/2 II, 1/2 III, altsaa stærkt sammenblandede.
Den 12/9 stod Arméen bag Aisne med Front mod Syd og nu med Korpsene samlede og i Ordenen (fra højre Fløj): IX, IV R. K,, IV, II, III.
Endepunktet for Jernbanetransporterne, Chauny, hvorfra Landevejstransporterne udgik, ligger 70—80 km fra Marne, 50—60 km fra Ourcq og 30—35 km fra Soissons (Aisne). Forbindelseslinierne gik i Begyndelsen Vest om Soissons, men de maatte under Marne- slaget forlægges længere Øst paa — over Soissons — af Hensyn til den truende Fare fra Vest, hvilket Forhold medvirkede til at komplicere Forsyningstjenesten.
Tager man Hensyn til disse Forhold og til det Faktum, at Forsyningstjenesten samtidig skal virke som en Evakuationstjeneste (Borttransport af saarede, Fanger, Materiel m. v.), erindrer man sig de betydelige Styrker, det drejede sig om — saavel af Tropper som af Train og Tros — og gor man sig endelig rede for de store Vanskeligheder, der naturnødvendigt maatte melde sig som Følge af den hele Situation, kan man ikke noksom undres over, at det i det store og hele lykkedes at fore alle Kolonner m. v. tilbage bag Aisne og at Forsyningstjenesten stort set blev gennemført i denne Periode. Det Arbejde, der her er ydet af alle Instanser, og som gjorde hele Operationen mulig, er al Beundring værd.
Men man kan samtidig ikke undlade at gøre sig sine Tanker om, hvilket Forlob Tilbagegangen havde faaet, saafremt det engelske Ekspeditionskorps og venstre Floj af 5. franske Armé var trængt kraftigere frem i det Hul, der var mellem 1. og 2. Armé. Den Ravage, det franske og engelske Rytteri anrettede i Omraadet bag de kæmpende Tropper, giver en svag Antydning deraf.
Saavel spredt rundt i Bogen som samlet til sidst fremfører Forfatteren mange lærerige Betragtninger om gjorte Erfaringer m. m. En stadig tilbagevendende Anke er manglende Forstaaelse af Forsyningstjenestens Funktionering og store Betydning, en Betydning, der ikke er blevet mindre ved Hærenes stærkere Mekanisering.
Særlige Afsnit er viet Forbindelsestjenesten — Forbindelsen mellem Øverste Hærledelse og Arméerne, samt mellem disse indbyrdes. Der fremhæves stærkt det uheldige Forhold, at der ingen Traad- forbindelse var mellem Øverste Hærledelse og 1. Armé, men at Forbindelsen indskrænkedes til Radio, og at Øverste Hærledelses Radiostation tilmed skulde holde Forbindelse med alle 7 Arméer. Ligeledes ankes stærkt over, at 2. Armé forst for sent gjorde sig Anstrengelse for at faa Traadforbindelse med 1. Armé. Forfatteren mener, at en saadan etableret Traadforbindelse kunde have hindret
2. Armés Tilbagegang fra Marne, men Traadforbindelsen blev forst etableret mellem de to Arméer den "/» Kl. 13 — een Time efter, at 1. Armé, efter Oberstløjtnant Hentseh’s Ordre, havde udgivet sin Tilbagegangsbefaling.
Til Slut kommer Forfatteren ind paa det Spørgsmaal, om 1. Armé, i Tilfælde af en afgørende Sejr over 6. franske Armé den "/», af rent forsyningstekniske Grunde vilde have været i Stand til umiddelbart derefter med sine Hovedkræfter at vende sig mod de i Aab- ningen mellem 1. og 2. Armé fremtrængende Englændere og Fransk- mænd (af 5. Armé). Han besvarer Spørgsmaalet med et klart, og begrundet, Ja. Arméens daværende Stabschef, General der Infanterie a. D. v. Kuhi, udtaler sig i sin Anmeldelse af Bogen i „Militär-Wochenblatt“ i Tilslutning til Oberst Jochim og erklærer, at ogsaa Tropperne vilde have haft Kræfter til at udfore denne Operation.
Enkelte vil maaske drage Nytten af historiske Studier paa Forsyningstjenestens Omraade i Tvivl, idet de f. Eks. vil henvise til, at baade Train og Tros i 1914 var hestetrukket, medens den største Del deraf nu er motoriseret, hvad der maaske endog kunde forlede enkelte til at tro, at hele Forsyningstjenesten er lettere at gennemføre nu. Hertil er at sige, at selvfølgelig kan Eksemplerne fra 1914 ikke direkte overføres paa nutidige Forhold, men det er fejlagtigt at tro, at Forsyningstjenestens Gennemførelse nu skulde være lettere end tidligere. De daglige Forsyninger for en Division omfattede i 1918 1 —3 Gange saa meget som de daglige Forsyninger
for et Armekorps i 1914, og de er ikke blevet mindre siden. Motor- vognkolonner er bundet til Vejen og kan ikke, som flere af de heste- trukne Kolonner i September 1914, marchere længere Strækninger gennem Terrainet, og endelig har Flyvervaabnet gennemgaaet en rivende Udvikling siden 1914, hvilket bidrager til at vanskeliggøre Fremføringen af Forsyninger.
Selv om man saaledes ikke slavisk kan kopiere Fortidens Frem- gangsmaader, kan man dog ved et indgaaende Studium af Begivenhederne faa fat i de altid gældende Hovedprincipper for Forsyningstjenestens Ordning og Funktionering, og faa Tankerne beskæftiget med Problemerne. Og saa faar man i Tilgift den Erfaring, at det for Forsyningstjenesten, ligesom for det operative og taktiske Om- raade, gælder, at al Skematiseren er af det onde og bør være bandlyst, eller, som man Gang paa Gang finder det udtrykt paa Tysk: Kein Schema.
Af disse Grunde kan Studiet af Oberst Jochims meget interessante Bog anbefales paa det bedste, og jeg kan ikke gøre det bedre end ved at citere Begyndelsen af Oberst Bircher’s Anmeldelse i „Allgemeine Schweizerische Militärzeitung“:
„Wir halten dieses Werk für eine der bedeutendsten Erscheinungen aus dem Gebiete der so reichlichen Kriegsliteratur über den Weltkrieg 1914 bis 1918. Wir möchten von vorneherein erklären, dass dieses Buch in die Hand jedes Stabsoffiziers und jedes Generalstabsoffiziers gehört, der es mit den Vorbereitungen für sein Amt als Truppenführer ernst nimmt.“
