Af Forsvarsminister Erling Brøndum
En solskinsdag for 5-6 år siden sad vi nogle Venstrefolk i udenrigsminister Guldbergs sommerhus på Bomholm. Vi talte om værnepligten i fremtidens vestlige verden. Ville det i længden være muligt at bygge forsvaret op på værnepligt? Flere og flere unge meldte sig som militærnægtere. Ungdommen gjorde overalt oprør mod autoritet, færre og færre følte sig som samfundsborgere i gammel forstand. Ord som »fædreland« og »væmevilje« sagde dem ikke mere rigtig noget. Og det danske forsvar fik stadig skåret flere bidder af sine bevillinger, så kløften mellem forsvaret på papiret - forsvarsloven - og forsvaret i praksis blev større og større. Alt det talte vi om. Ud af disse sommersamtaler kom det Venstre-oplæg, der blev lagt frem i forsvarskommissionen af 1969, og som senere førte i hvert fald Venstre frem til forsvarsforliget i fjor. Nogenlunde ad samme baner dukkede Socialdemokratiets tanker om fremtidens danske forsvar op, og ligesom de fleste danske forsvarsforlig er lavet mellem Venstres og Socialdemokratiets standpunkter, så har vi nu også fået forsvarsordningen af 1973, som er ved at blive ført ud i livet. Den hviler forøvrigt på et ganske solidt grundlag denne forsvarsordning. Der skal spares overalt, og nedskæringerne her i foråret rammer dybt og bredt. Men forsvarets milliardbevillinger er sluppet uskadt igennem, båret oppe dels i al beskedenhed af regeringens klare vilje til at holde forliget til sidste punktum og sidste krone, dels af det meget brede flertal i folketinget, som står bag forliget. Meget virker usikkert i folketinget, men forsvarspolitikken er der ingen tvivl om. Det vil der heller ikke være i de kommende år. Det er ikke for at være morsom, jeg selv har kunnet fortælle gæstende ambassadører og militærattacheer her efter regeringsdannelsen, at nok skifter vi hurtigt forsvarsministre, men forsvarspolitikken skifter vi ikke. Det er situationen rent faktisk. Og når vi endelig piller ved forsvarets bevillinger, så er det kun for at pristalsregulere dem. Den situation misunder mange andre landes forsvar os. Der er flere grunde til, at vi har et så stærkt forsvarsforlig at bygge på. Man kan se forliget i en politisk sammenhæng, og så er det let at regne ud, at ingen af de mulige regeringsdannelser ville kunne være sket, uden at forsvarsspørgsmålet var afklaret. Det er bekvemt for alle partier og for alle politiske manøvremuligheder, at sagen er ordnet gennem et bredt forlig, som binder hen over den politiske midte. Men nedenunder sådanne politiske overvejelser ligger der noget andet. Der ligger det forhold, at dansk forsvar er blevet lavet om efter de krav, som en moderne, vesteuropæisk befolkning og dens ungdom stiller til det. Forsvarsforliget er nemlig en ordning, der forbinder de krav, som den sikkerhedspolitiske situation stiller, med det, som en industrialiseret og i grunden yderst civil befolkning som den danske er parat til at yde. Naturligvis kan forsvarsforliget kritiseres, og mange i forsvaret gør det. Sådan er det imidlertid altid gået med nye forsvarsordninger. Jeg er vokset op på kaserner og husker forsvarsdiskussionerne tredive år tilbage. Hver gang var der nogen, som ud fra et ærligt hjerte mente, at nyordningen ikke var god nok. Deres mening var let at forstå. Vælger man en livsgerning i landets sikkerhedsapparat, så ønsker man naturligvis, at apparatet bliver bedst muligt, og »bedst muligt« vil altid ligge langt ude i det ubetalelige. Men netop fordi forsvarsforliget svarer til den ny tids og den nye ungdoms betingelser, er det et godt forlig. Glem ikke, at forsvar er mere end det synlige apparat. Apparatet, dets personel og dets uddannelse, dets udstyr og dets bevillinger, er kun den ene halvdel. Den anden halvdel af forsvaret består af befolkningens forsvarsvilje. I sig selv er apparatet ingenting, det er i hvert fald højst en række muligheder. Hvis ikke befolkningens vilje er der, og hvis ikke omverdenen forstår, at viljen er der, så virker apparatet ikke efter sin hensigt. Derfor er det nødvendigt med et i bedste forstand folkeligt forsvar - ikke som vi brugte ordet folkeligt under krigen, eller som vi brugte det for 100 år siden, men sådan som vi må bruge det i dag - et forsvar, hvis arbejdsform og troværdighed, folk vil akceptere.
At få landets sikkerhedsapparat akcepteret af landets ungdom, det er virkelig et problem for Vesteuropa. Det er ikke bare hos os, ungdommen siger farvel til de gamle måder at være samfundsborger på. Også de andre landes unge vender sig mod autoriteten, også de andre lande kender til svælget mellem samfundet og dets borgere. Men netop derfor er det en glæde at kunne fortælle interesserede gæster fra andre lande, hvordan udviklingen går under vor nye forsvarsordning. Vore allierede har nok været noget skeptiske over for forsvarsforliget. Især var de vist skeptiske overfor, om vi nu også ville kunne få tilstrækkeligt mange unge til at melde sig frivilligt. Vanskelighederne med at få de unge til at akceptere værnepligten var jo indlysende. Men helt galt står det nu ikke til i forholdet mellem samfundet, dets militære apparat og dets borgere, når man som hos os ser, at masser af unge frivilligt forlænger deres tvungne tjenestetid med tre ekstra måneder. Og uvilje kan der ikke være tale om, når der er så overraskende god tilgang af unge, som tegner sig for flere års tjeneste i de stående styrker. Det er noget, fremmede interesseret spørger om årsagerne til. Det er dog ikke vanskeligt at forklare, og i hvert fald nogle omrids af forklaringerne følger her: For det første har vi erkendt væmepligtsbyrdens åbenbare uretfærdigheder. Af en årgang unge - kvinderne medregnet, for det skal man jo i vore dage - er det kun en trediedel, som faktisk aftjener værnepligt. Den ene halvdel, kvinderne, slipper helt. Af mændene slipper f.eks. 40 procent af akademikerne, som kasseres. I det hele taget skulle man efter kassationerne at dømme tro, at hver fjerde eller femte dansker er defekt. Af dem, der bliver tilbage, foretrækker en stor del af blive militærnægtere, hvad man sådan set let kan forstå, når man tænker på, hvor behageligt en militærnægter har det i sammenligning med en rekrut. Men tilbage bliver altså den sidste trediedel af ungdommen, som værnepligtsbyrden lægges på. Denne byrde opfattes helt korrekt som en særskat. Skatten kan endda regnes ud i kroner og ører - den er nemlig lig med det beløb, som den tvungne soldat skulle have for at påtage sig opgaven frivilligt. Et sådant system, hvor der lægges særskat på et mindretal af de unge, kan nok ikke opretholdes uændret. De unge føler - med megen ret - at det er uretfærdigt. Derfor lempes værnepligtsbyrden i den nye forsvarsordning. De unge slipper for beredskabet og nøjes med selve den militære uddannelse. Det betyder dels, at værnepligtstiden skæres ned til ni måneder i stedet for tolv - dermed ryger 25 pct. af værnepligtsbyrden - og dels, at selve uddannelsen kan gøres langt mere effektiv - »målrettet«, hedder det vist i vore dages dansk. At det opleves som en lettelse for de unge, siger sig selv. Hvad man ser en mening i, føles ikke nær så tungt. For det andet har vi med den nye forsvarsordning bevæget os samme vej som det civile samfunds tekniske virksomheder. Forsvaret er, når det kommer til stykket - en teknisk virksomhed, der blot til forskel fra andre producerer det specialprodukt, som hedder national sikkerhed. Også i denne specialproduktion sker der en industrialisering. Den unge kommer ind til forsvaret med høje, tekniske forventninger. Han er vant til, at ting fungerer, og at hans værktøj er af nyeste slags, for i det civile samfund har man lært ham, at effektivitet kræver mindst lige så moderne teknik, som den konkurrenten har. Hvis han så hører, at »konkurrenten«, altså andre landes militær, er udstyret med glimrende tekniske hjælpemidler, så bliver han frustreret, hvis han selv må gå rundt med udslidte geværer og forældede radioer eller køre i kampvogne, som der ikke er tilstrækkeligt med reservedele til. De store materielinvesteringer, som nu sker i forsvaret, betyder iøjnefaldende fordele for forsvarets muligheder og troværdighed. De er også forudsætningen for, at mandskab kan spares, uden at effektiviteten går ned, ganske som investeringer er forudsætningen for, at den civile industri kan undvære arbejdskraft uden produktionstab. Men materielanskaffelserne betyder også noget direkte for forholdet mellem forsvaret og samfundet. De giver den unge soldat tillid. Han genkender det civile samfunds normer i det militære liv. Han føler, at forsvaret er moderne, og at dets ledelse, politikerne, har tilstrækkelig tiltro til at ville investere i det. Det er lettere at få en ung mand til at tage tre ekstra måneder som frivillig nu, hvor nye selvkørende kanoner præger artilleriet end i min tid i halvtresseme, hvor vi måtte slæbe rundt på de gamle engelske kanoner fra ørkenkrigen, som næppe for alvor kunne forskrække nogen mere. For det tredie har vi samtidig med den nye forsvarsordning - og nok som en forudsætning for dens succes - tilnærmet forsvarets hverdag til samfundets almindelige livsformer og arbejdsmetoder på alle områder, hvor det kan ske uden at støde sammen med de særlige krav, som beredskab og uddannelse til krig stiller. Der er sikkert stadig nogen, som foretrækker, at soldater lægges i seng hver aften klokken ti med badetøflerne pænt stillet op på række foran sengene.
De samme mennesker gruer måske også, når de ser de cowboyklædte unge strømme ud fra kasernerne ved fyraften, som var de på vej hjem fra fabrikken. Og måske kan de samme mennesker aldrig glemme den kærlighed til paradenumre og kasernemanerer, som opstår, når det sure soldaterliv er kommet tilstrækkelig mange år på afstand. Men for forsvaret og forsvarsviljen er denne tilpasning til civile måder at opføre sig på aldeles afgørende. Mange unge - og det er ikke de ringeste - vil se en mening med det, man sætter dem til. De vil ikke bøje sig for det, som må forekomme dem meningsløst. Man kan i vore dage få selv en forkælet og forvænt storby-yngling til at gå gennem feltøvelsens ild og vand eller NATO-manøvrens trælse ventetid i kulde og regn, hvis han blot forstår, at der er en mening med det. Men man kan ikke som i fortiden få ham til at polere knapper blanke, hvis de alligevel skal sværtes til i krig. Er det da nødvendigt at få de unge til at opfatte forsvarets hverdag positivt? Ja, det er nødvendigt. Hvis vi hjemsender sure soldater, som vi alt for ofte har gjort det før, så vender ungdommen og siden befolkningen forsvaret ryggen og holder op med at regne med det. Vi er nødt til at indrette forsvaret sådan, at vi i stedet sender gode ambassadører for forsvaret ud i befolkningen på hjemsendelsesdagen. Det tyder meget i øvrigt på, at vi gør. Se blot på det store fald i antallet af straffesager eller se som oven for nævnt på den interesse, der er for at melde sig som frivillig. Den nye forsvarsordning bygger på to, afgørende principper: den skiller hærens beredskab og uddannelse ad og overlader det stående beredskab til frivillige. Det er en vældig udfordring til forsvaret selv. Skal den nye, moderne ordnings principper ikke blot i teorien, men også i praksis resultere i forsvarsvilje og forsvarsforståelse blandt de unge og blandt vælgerne i det hele taget, så må vi i forsvaret fra minister til menig forstå at få uddannelsen til at fungere. Lad os smide alt overbord, gammelt som nyt, der i den militære uddannelse ikke direkte tjener til at give de indkaldte duelighed i felten. Lad os alene sigte mod den krigsindsats, som forhåbentlig aldrig behøves. Det kræver megen åbenhed af os således at tilrettelægge en pædagogisk rigtig uddannelse til noget så specielt som moderne krigs krav, og det kræver, at vi sætter selve den militære lærergerning meget højt på rangstigen. Der kræves også noget af os, når vi går over til at lægge hærens beredskab udelukkende på frivillige. Det kræver af os, at vi formår at opretholde en høj træningsgrad og et højt beredskab, uden at de frivilliges årelange tjeneste føles som en trummerum. Det kræver også, at vi virkelig passer på at gøre de civile uddannelsesmuligheder, som følger med den frivillige tjeneste, så mange og så gode som muligt. Hvad man som frivillig lærer i forsvaret, skal kunne bruges i det civile liv. Det skal helst også være særlig eftertragtet. I det hele taget: geledtjeneste som befalingsmand bliver en krævende og ærefuld post, hvor vi har brug for de bedste. Det har det måske altid været, men det bliver det endnu tydeligere i fremtiden, hvor rekrutten ikke mere er noget, man rekvirerer med et brevkort, men en elev, gennem hvilken man både skal skaffe forsvaret en god soldat og samfundet en forsvarsvenlig borger.
