(Udarbejdet efter »Gas in defenses i »National Service- for November 1919).
Da det Stof, Klor, som Tyskerne anvendte ved deres første Gasangreb, var vel kendt fra det civile Liv, havde Englænderne straks et Beskyttelsesmiddel paa rede Haand, idet de indførte Bomuldspuder, dyppet i en Sodaopløsning, som under Gasangrebene blev trykket op imod Næse og Mund, saaledes at Ind- og Udaanding foregik gennem Puderne. Disse var imidlertid i flere Henseender upraktiske saavel som uhygiejniske, og da der dengang var lange Ophold mellem Gasangrebene, gik de ofte tabt, eller Sodaopløsningen blev ødelagt eller fordampede. Efter faa Ugers Forløb indførte Englænderne derfor en Maske, den saakaldte P. H.-Hjelm. Denne var en dobbelt Pose af Flonel mættet med kemiske Stoffer, der kunde opløse Kloren, og var forsynet med Øjenbeskyttere af Celluloid og senere ogsaa med Indaandingsventil. Ved Gasangreb blev Posen trukket over Hovedet, og Frakken knappet om dens nederste Del, saaledes at Gassen ikke kunde slippe ind. Hjelmen var ganske virksom overfor Klor, ligesom — om end i mindre Grad — overfor den nye Gasart Fosgen, der kom frem i Foraaret 1916, men den var varm og ubehagelig navnlig om Sommeren — den Aarstid paa hvilken Gas blev mest anvendt — , og de kemiske Stoffer i Tøjet irriterede Ansigt og Øjne, i Særdeleshed naar Masken paavirkedes af Gassen.
Vistnok paa Grundlag af Erfaringer med Indaandings- .apparater anvendte i Minerne konstruerede Englænderne en ny Maske. Dennes Hovedbestanddel er en Beholder med Kemikalier. Beholderen bæres paa Brystet og forenes ved en Slange med et Mundstykke af Gummi. Indaandingen sker gennem Munden, og for at undgaa, at den tillige finder Sted gennem Næsen, holdes denne sammen med en Klemme. Hele Ansigtet og dermed Øjnene beskyttes ved et elastisk Stykke Tøj, der ved ligeledes elastiske Baand trykkes tæt ind til Ansigtet. Stoffet i Beholderen, „the canister“, er Trækul, helst fremstillede af Nøddeskaller og Ferskenstene, blandet med Kemikalier, men det har stadig maattet forbedres, idet Tyskerne naturligvis har bestræbt sig for at finde Gasarter, der kunde trænge igennem Beholderen. En særlig Vanskelighed voldte „Nysegassen“, der kunde faa Folkene til at tage Masken af, hvorved de blev Ofre for den dræbende Gas, der anvendtes i Forbindelse med Nysegassen.
Den tyske Maske er konstrueret efter samme Princip som den engelske, nemlig med Beholder med Trækul og Kemikalier til at aande igennem. Men i Stedet for at Englænderne bærer Beholderen paa Brystet, har Tyskerne den anbragt i selve Ansigtsstykket, saaledes at der ikke findes nogen Slange, men Ind- og Udaanding sker direkte gennem Trækullene. Masken er simpel i sin Konstruktion, vejer ikke meget og er fuldstændig virksom, men den Omstændighed, at Beholderen sidder fast i Ansigtsstykket, gør det vanskeligt at indføre større Beholdere, naar Fremkomsten af nye Gasarter gør det ønskeligt, og under Bevægelser slingrer Beholderen til Siderne, hvad der generer Synet og gør Ansigtsstykket tilbøjeligt til at løfte sig fra Ansigtet, saa at Gassen kan trænge ind bag Masken.
Den franske Maske, M. 2., giver ikke Beskyttelse mod saa stærke Koncentrationer af Fosgen, som forekommer i Gasskyer og Gas udsendt fra Gasprojektører. I 1917 antog Franskmændene derfor en Maske af tysk Type, i hvilken der dog er tilføjet en Udaandingslaage, hvorved Kemikalierne i Beholderen kan bevares længere. Yderligere har Franskmændene en anden Maske, TissotMasken, hvor Beholderen bæres paa Ryggen. Der findes her hverken Mundstykke eller Næseklemme, og den tørre Luft passerer, før Indaandingen, Øjestykkerne, hvorved disse holdes fri for Fugtighed, hvad der er en meget betydelig Forbedring fra de andre Masker. Ansigtsstykket er af ren Gummi. Der findes ikke noget Bærehylster til Masken, Beholderen er uhaandterlig, og hele Masken for skrøbelig, tung og klodset til almindelig Anvendelse, hvorimod den kan benyttes af Udkigsposter, Artillerister og andre, som har Tid til at sætte den omhyggeligt paa og behandle den med Varsomhed.
Amerikanerne havde i Begyndelsen udleveret to M asker til hver Mand, saaledes at den ene Maske skulde tjene som Reserve, hvis den anden blev beskadiget eller kastet bort. Man maatte imidlertid snart afskaffe den ene Maske, da det viste sig, at Folkene ofte under Gasangreb følte uimodstaaelig Trang til at skifte Maske og derved blev udsatte for Forgiftning, mens de skiftede den. Den amerikanske Maske er iøvrigt en Forbedring af den engelske, og navnlig er Mundstykke og Næseklemme udeladt. Den angrebsvise Anvendelse af Gas gaar ofte ud paa at tvinge Modparten til at bære Gasmaske i lang Tid i Træk. Selv den bedste Maske er nemlig ubehagelig og trættende at bære, idet Aandedrættet- møder en betydelig Modstand, ved at Luften skal passere Beholderen med^Trækul etc. Anvendes Mundstykke og Næseklemme, gør dette yderligere Aandedrættet unaturligt. Naar Englænderne har bevaret Mundstykket og Næseklemmen, er det, fordi de ønsker en fuldstændig Beskyttelse overfor den koncentrerede Gas i Gasskyer, men for at undgaa Overanstrængelse af Soldaten, bestemte de engelske Instruktioner, at han, naar han kom ind i en saadan Gassky, skulde staa stille, til den var dreven over. Det gjorde i saa Fald ikke noget, at Aandedrættet blev vanskeligt, og i taktisk Henseende var det uden Betydning, at Bevægelsen standsedes, da Tyskerne erfaringsmæssigt ikke angreb i Gasskyer.
Ved Indførelsen af Sennepsgas, der jo udskydes paa endog lange Afstande, og som kan holde sig virksom i lang Tid, vokser Kravet med Hensyn til Udholdenhed i at bære Maske. En engelsk Maske med dens Mundstykke og Næseklemme kan af et almindeligt Menneske allerhøjst bæres i 6— 8 Timer, af mange endda ikke nær saa længe. I Tusinder af Tilfælde er der derfor fremkommet Forgiftninger, fordi Folkene har mistet Besindelsen paa Grund af Udmattelse og Ildebefindende ved at have Masken paa, og har kastet denne, idet de hellere vilde dø end pines længere ved at bære den. Vanskeligheden ved at se med Maske paa har yderligere faaet mange til at tage Ansigtsstykket af og blot beholde Mundstykke og Næseklemme paa. Herved har de vel beskyttet Lungerne, men ikke Øjnene, og da Sennepsgassen meget hurtigt angriber disse, er der derved fremkommet store Tab.
Baade de Allierede og Amerikanerne lærte af bitter Erfaring, hvor vanskeligt det er at iværksætte en gennemført og stadig Træning i at bære Gasmaske, ligegyldigt, hvor gode Maskerne er. Det var vanskeligt for de amerikanske Soldater at forstaa, at en usynlig Gas, som maaske ej heller kan lugtes cg ikke frembringer noget øjeblikkeligt Ildebefindende, kan virke dræbende. Kun ved stadig Indøvelse og ved stadig gentagne Paamindelser kunde man faa dem det indprentet. Englænderne lagde megen Vægt paa, at Masken skulde kunne tages paa i kortest mulig Tid, i Almindelighed i Løbet af 6 Sekunder. Erfaringen har imidlertid vist, at det er farligt at gaa for vidt i saa Henseende, idet Soldaten derved foranlediges til ikke at sætte M asken omhyggeligt paa, hvad der kan føre til Forgiftninger. Ej heller synes det nødvendigt at kunne sætte Masken saa hurtigt paa, da enhver uden særlig Anstrængelse eller forudgaaende Øvelse kan holde Vejret i 20 Sekunder.
Jens Johansen.
