Forsvarskommissionens beretning har desværre endnu ikke givet anledning til debatindlæg i Tidsskriftet, og det er derfor med stor glæde, at redaktionen har modtaget følgende kommentar af cand.jur.P. G.H. Vinther, der tillige er major af reserven. Artiklen beskæftiger sig med kommissionsberetningens snitflader til totalforsvarsområdet og opfordrer til, at der snarest formuleres en totalforsvarskoncept.
Der havde gået rygter om, at Forsvarskommissionens arbejde var præget af totalforsvarstanken. En gennemlæsning af beretningen bekræfter disse lygter, for så vidt ordet Totalforsvar forekommer adskillige steder. Imidlertid mærkes en vis unøjagtighed, idet ordet i visse forbindelser er anvendt som et slagord uden nærmere forklaring, og andre steder har man skudt ved siden af eller slet ikke været opmærksom på, at der var dukket et mål op. Man må dog holde kommissionen til gode, at dens kommissorium kun drejer sig om det militære forsvar, og at det uden deltagelse af særligt kyndige næppe havde været muligt at komme ret grundigt ind på de tilgrænsende områder, såfremt tidsfristen skulle holdes og de indholdsmæssige ambitioner tilfredsstilles. Begge dele synes at være blevet tilfældet, hvilket er imponerende, og det følgende må derfor ikke opfattes som kritik, men som et velment supplement til beretningen.
»Koncepten«
Under omtalen af byrdedelingen mellem NATOs medlemslande er det i kapitel 2, pkt 7 nævnt, at vurderinger af byrdedelingen ikke bør foretages alene på grundlag af f.eks. de økonomiske (her i snæver forstand: pengemæssige) forsvarsbidrag, men også (pkt 5) den del af arbejdsstyrken, der permanent eller på mobiliseringsbasis stilles til rådighed. Endelig anføres i pkt 7, at den økonomisk krævende opbygning af et samfund som det danske, generelt har givet stabilitet, og mere specifikt har givet en solid infrastruktur for totalforsvarskoncepten. Forklaringen på denne, lidt kryptiske, bemærkning finder man i det tilsvarende bilag 2, hvor der (side 22) står,at en økonomisk krævende opbygning af et højt udviklet og velfungerende samfund som det danske også mere specifikt er til fordel for det samlede forsvar ved at kunne stille såvel veluddannede unge som en udbygget infrastruktur til rådighed, på hvilken en totalforsvarskoncept kan hvile. - Javel, men det totalforsvarsmæssigt væsentlige er nu ikke blot de fysiske muligheder, men også den rationalisering, der ligger i at have aftaler om fleksibel udnyttelse af ressourcerne på basis af forståelse for, at også andre dele af samfundet end lige de væbnede styrker må kunne fungere, hvis fjenden skal holdes stangen. Det drejer sig om vilje og evne til uortodoks, ubureaukratisk tankegang, om samarbejdsvilje uden at hænge sig i institutionel prestige. Noget af det rigtige kommer frem i bilag 3 om styrkeforholdet mellem Vest og Øst, hvor det på side 28 f.n. er nævnt,at Danmark arealmæssigt er et lille, kompakt land med en veludbygget infrastruktur, og at dette i forbindelse med, at de militære styrker stort set forudsættes indsat i Enhedskommandoens område, bevirker, at Danmark kan nøjes med at afsætte relativt få ressourcer til forsynings- og transporttjeneste. Her kunne der tillige have været nævnt planlægningen af optimal anvemdelse af civile ressourcer på en sådan måde, at det vil kunne undgås at kompromittere de vitale af de civile samfundsfunktioner. Under omtalen af de generelle træk ved den fremtidige krigsførelse, bilag 4, afsnit 5.3.1. (s. 87-88), er kun omtalt opbrydning af de hidtidige væmsspecifikke opgaver, men ikke den tilsvarende proces mellem traditionelt militære og civile opgaver. Det skyldes muligvis, at afsnittet er generelt og kun er en indledning til omtalen af den teknologiske udviklings betydning for det danske forsvar. Dog omtales under sidstnævnte et enkelt eksempel på opbrydning af tidligere arbejdsfordeling, nemlig, at den civile transportkapacitet fortsat vil have stigende betydning for den generelle transport af forsyninger samt for transport af opfølgestyrker. Længere henne i beretningen, i kapitel 7, om bl.a. den fremtidige målsætning, refereres (s. 127) fra NATOs landekapitel 1989, at en række, nærmere opregnede, militære opgaver »nødvendiggør en integreret og fleksibel brug af alle ressourcer, der indgår i »totalforsvarskoncepten««. Den formentlig udenlandske pennefører for dette afsnit af landekapitlet har formentlig ment »nødvendigheden af den integrerede og fleksible brug af alle ressourcer, der er et vigtigt led i »totalforsvarskoncepten««.
De personelle ressourcer
Disses betydning trækkes frem igen i NATO-bilaget (s. 14 f.n.), hvor - meget rigtigt - totalforsvar er nævnt som noget, der bygger på mobilisering af ikke blot reservepersonel, men også af store dele af samfundsmekanismen. Ordet »mobilisering« er måske ikke så heldigt, idet det kan opfattes som udtryk for, at der er tale om at stille disse dele eksklusivt til rådighed for forsvaret, og desværre er totalforsvar og civilt beredskab her omtalt som noget, der især har relation til evnen til at anvende landets personelle ressourcer. Fordelene ved at have et højt udviklet og velfungerende samfund er kun nævnt som værende af generel art. Side 17 f.n. forekommer reservernes beredskab og træning at være tillagt en uforholdsmæssig stor vægt i totalforsvarskoncepten; denne kommentar tilsigter ikke at forklejne deres betydning for de væbnede styrkers kampkraft. Tilsvarende drejer Anette Just’s særudtalelse (om større vægt på det totalforsvarsmæssige) sig hovedsagelig om det personelmæssige, idet den trækker den gamle tanke om totalforsvarsvæmepligtige frem igen. Særudtalelsen synes iøvrigt især at være baseret på Civilforsvarsstyrelsens generelle vejledning vedrørende kommunernes civile beredskab. I beretnigens bilag 2 anføres side 17 f.n. en formodning om, at noget af forklaringen på, at Norge undertiden i alliancen synes at høste større anerkendelse for totalforsvarskoncepten end Danmark, kunne ligge i, at de danske mobiliserbare reservers beredskab og træning ikke af de andre medlemslande regnes for fuldt tilstrækkelig, og at reserverne betegnes som beskedne i størrelse sammenlignet med f.eks. de norske. Det er muligvis, som nævnt, en del af forklaringen; men vurderet ud fra 20 års erfaring fra arbejde i NATOs civile planlægningskomiteer er årsagen snarere, at nordmændene bedre end vi har forstået at reklamere for både deres militære forsvar og deres civile beredskab. Reservernes beredskab og træning er et rent militært personelspørgsmål, uanset at de værnepligtige kommer fra den civile del af samfundet.
Fra overdrevet
Ikke alt samvirke mellem militære og civile myndigheder, og ikke al forsvarets anvendelse af civile ressourcer er udslag af, hvad vi i Norden kalder totalforsvarsideen, hvis kendemærke - som tidligere nævnt - er gensidighed på basis af principiel ligestilling mellem parterne, som alle er underkastet regeringens prioritering. Ordet totalforsvar er da heller ikke i beretningen nævnt i de nedenstående sammenhænge, som blot trækkes frem for fuldstændighedens skyld.
Vekselvirkningen mellem militær og civil forskning og udvikling - og senere mellem militær og civil anvendelse af produkterne - ligger uden for den gængse ramme for, hvad man kalder totalforsvarssamarbejde, idet der blot er tale om et rent kommercielt-praktisk samarbejde i fredstid, som ikke kræver, at nogen af parterne giver afkald på reel eller postuleret fortrinsret. Samarbejde mellem civile skibsværfter om vedligeholdelse og reparation af søvæmsenheder (bilag 12, s. 3), kombineret med nedlæggelse af orlogsværfte, er i hvert fald i overensstemmelse med totalforsvarsideens grundsætninger, bl.a. fordi der også vil kunne opnås beredskabsmæssige fordele ved en sådan spredning.
Samarbejdsstrukturen
I beretningens kapitel 8 nævnes i pkt 22,2. afsnit, at Landsdelskommandochefen varetager samarbejdet med totalforsvarets øvrige elementer for alle forsvarets myndigheder i landsdelskommandoens område, og i pkt 23 siges, at militærregionernes ansvar bl.a. omfatter den nødvendige koordination med totalforsvarets øvrige elementer i forbindelse med beredskabsforanstaltningernes samt mobiliseringens planlægning og gennem førelse. Det er bemærkelsesværdigt, at det vigtigste niveau for totalforsvarssamarbejde, centraladministrationen, slet ikke er nævnt. Det er her, civile og militære interesser i forbindelse med beredskabsforanstaltninger, herunder fredsstyrkernes forøgelse, koordineres både for så vidt angår planlægnigen (de regelmæssigt tilbagevendende ajourføringer af Forsvarskommandoens beredskabsplan) og for så vidt angår gennemførelsen (HILEX og WESfTEX). Hvad der i denne henseende foregår på regionsniveau kan kun være af supplerende karakter. Omtalen af landsdelskommandochefen kunne tyde på, at kommissionen ikke har været opmærksom på,at et afsnit i »kompetencecirkulæreme« fra 1962 om totalforsvarssamarbejdet i regionsledelserne blev slettet i slutningen af 1984. Der stod i dette afsnit, at der på landsdelsniveau skulle etableres en landsdelsledelse efter tilsvarende retningslinier (altså bestående af 4 personer); men udvikhngen var efterhånden løbet fra denne konstruktion på landsdelsniveauet. Samtidig med, at der blev udsendt meddelelse om ændringen, blev der på anden vis sørget for, at forsvarets nødrethge beføjelser ikke ville kunne drages i tvivl. De fornødne opfølgende rettelser i direktivet for landsdelskommandochefeme er muligvis ikke foretaget endnu, idet de kan have afventet resultatet af Forsvarskoimnissionens arbejde. I samme kapitels afsnit 35 (s. 156 f.o.) er nævnt, at chefen for Østre Landsdelskommando i krise- og krigstid bl.a. (fortsat) skal løse de opgaver, som i totalforsvarsmæssig regi løses på landsdelsniveau. Tü oplysning kan her forklares, at disse dels drejer sig om aflastning af centraladministrationen, herunder Forsvarsministeriet og Chefen for Forsvarets Operative Styrker, for løsning af spørgsmål, som ikke rækker ud over landsdelskommandoens geografiske område, og dels løsning af problemer, som ikke har ladet sig løse på regionsniveau, f.eks. hvis civilregionerne ikke endnu er blevet bemyndiget af vedkommende centrale myndighed til at indgå i forhandlinger om dem. Sådan tøves kan skyldes, at et spørgsmål efter sin natur ikke er egnet til at blive løst på et så forholdsvis lokalt niveau.
Værtsnationsstøtte til allierede forstærkninger
I kapitel 2, pkt 13-14 er på side 51 nævnt betydningen af, at modtagerlandene har tilstrækkelig kapacitet til at modtage forstærkninger, og i bilag 2 påpeges på side 33, at eventuelt utilstrækkelige eller utilgængelige civüe ressourcer til værtsnationsstøtte vil kunne rejse behov for opstilling af yderligere mobiliseringsenheder. I bilag 25 er på side 3 i forbindelse med værtslandsstøtte nævnt, at enheder, der udelukkende har til opgave at støtte forstærkninger, indgår i mobiliseringsstyrken og vil kunne indkaldes på et meget tidligt tidspunkt i beredskabsopbygningen. Her kunne det have været nævnt, at den civile støtte vil kunne tilvejebringes endnu tidligere, jfr. bl.a. de ændringer, der med dette for øje i 1979 blev foretaget i loven om et skibsfartsnævn, og de aftaler, som Trafikministeriet nogenlunde samtidig fik i stand med SAS herom. Når civil bistand til modtagelse og videretransport ikke er nævnt under forsvarets evner til at løse de stillede opgaver, bilag 16, pkt 8, kan det skyldes, at denne støtte er accepteret som en civil opgave i medfør af totalforsvarsmæssig holdning. Imidlertid findes på side 34 f.o. i bilag 2 en indikation af, at udeladelsen skyldes utilstrækkeligt kendskab til planlægningens indhold. Det anføres nemlig her, at værtsnationsstøtten fortrinsvis hentes fra den eksisterende forsvarsstruktur og inden for totalforsvarsressourceme, bl.a. gennem udskrivning af materiel. Man kan næsten få en fornemmelse af, at »totalforsvars-« her er brugt som synonym tü »civU«. Det er tilføjet, at der er tale om en ret omfattende planlægnings indsats, som ikke alene berører forsvaret, men også andre instanser inden for totalforsvaret - og så nævnes minsandten som eksempler Indenrigsministeriet, Civüforsvarsstyrelsen og Arbejdsministeriet. Helt overset er Trafikministeriet, som har planlagt, at egnede havne kan være til rådighed, at der kan stilles såvel lastvogns- som j embane- og flytransport til rådighed uden at der bliver tale om udskrivning. Ejheller er Industriministeriets grundige planlægning vedr. rådighedsstiUelse af handelsskibe nævnt, et felt, hvor Danmark ligger blandt de forholdsmæssigt set største ydere. Al respekt for Civilforsvarsstyrelsens koordineringsarbejde, som har været meget nyttigt; men det tunge læs her er trukket af de to nævnte fagministerier, både nationalt og i NATO, hvor det har holdt hårdt at få afsendemationeme til at stille sig tilfreds med, at der ikke er behov for at udarbejde massevis af sæt af detailplaner for de varianter af situationer, der vil kunne forekomme. De danske argumenter har været, at vi råder over et solidt totalforsvarsprioriteringsapparat, og at det er kombineret med den effektivitet i styringen, som det giver at lade denne forblive hos de sædvanlige myndigheder. Man kan undre sig over, hvorfor Indenrigsministeriet er nævnt her; thi efter at det i 1972 havde nedlagt Sekretariatet for civilt Beredskab søgte det at holde sig på god afstand af deltagelse i forstærkningsplanlægningen og henlagde iøvrigt i 1974 koordineringen af de andre ministerier og styrelsers planlægning til et af sine direktorater, Civilforsvarsstyrelsen, med besked på at administrere dette område på det lave aktivitetsniveau, som ministeriet havde praktiseret i de seneste år. Heldigvis havde chefen for Civilforsvarsstyrelsen ansvarsfølelse nok til at sidde denne begrænsning overhørig. Fremhævelsen af Arbejdsministeriet er muligvis endnu et udslag af den store totalforsvarsmæssige vægt, kommissionen har lagt på det personelmæssige. Arbejdsministeriet har for sit felts vedkommende for længe siden fundet ud af, at arbejdskraft også i krise- og krigstid bedst fremskaffes ad de sædvanlige kanaler, og den fornødne planlægning går derfor ud på at påse, at Arbejdsformidlingen er beredt til at kunne klare også denne opgave, som vil kunne blive mere en gros-præget end man måske er vant til.
Efterlysning af bistand fra Søværnet
Beskrivelsen i kapitel 3, pkt 29-30 af det sømilitære forsvar giver kun dækning for beskyttelse af de handelsskibe og færger, der sejler forsyninger mellem landsdelene, men ikke for at beskyttelsen tillige bør omfatte skibe, der sejler forsyninger til landet udefra - med mindre vendingen »sikring af skibsruter« kan fortolkes som også gældende andet end militære forstærkninger. Den omstændighed, at kapitel 3 ikke skal beskrive opgaverne i sig selv, men kun i relation til modpartens muligheder for at forstyrre løsningen af dem, giver belæg for at anlægge den nævnte udvidende fortolkning, uanset at opgaven heller ikke er nævnt i kapitel 5, pkt 20 b, som da også synes at være en sammentrængt udgave af Søværnets krigsopgaver. Man bliver derimod betænkelig, når man ser, at opgaven heller ikke er nævnt i kommissionens forslag (pkt 25). Dette forslag indeholder kun en programerklæring om samarbejdet med det øvrige totalforsvar, samt detaljer om diverse bistandsaktiviteter i fredstid. Der står intet anført om beskyttelse af de civile forsyninger (handelsskibsfarten og olie- og gasudvindingen, hvilke forsvaret dog indirekte er beroende af). - Med mindre man da har været så spidsfindig at mene, at suverænitetshævdelse over dansk område naturligvis også omfatter danske handelsskibe på det åbne hav, sådanne er jo ifølge den almindelige folkeret et lands »flydende territorium«. Den omstændighed, at disse civile opgaver varetages af det private erhvervsliv, gør dem ikke mindre betydningsfulde for totalforsvaret. For retfærdighedens skyld skal det dog tiføjes, at sikring af en fast Storebæltsforbindelse er nævnt i kapitel 9, pkt 61.
Konklusion
Som det fremgår af det ovenstående, omtales der flere steder i kommissionens beretning en totalforsvarskoncept, uden at det er anført, hvad den går ud på. Kommissionen er imidlertid undskyldt, eftersom en dansk totalforsvarskoncept endnu kun findes i udkast; de interesserede myndigheder er foreløbig kun nået til enighed om en definition. (Det flere steder anvendte ord totalforsvarskonceptet er således ret beset korrekt og måske ligefrem ment som en udfordring!) Lad os få formuleret den koncept. Og lad os arbejde på at få den væsentlige, civile bistand, især i forbindelse med modtagelse af forstærkningsstyrker, til at blive regnet os til gode, når der drøftes byrdefordeling med vore alliancepartnere. En begyndelse blev gjort ved en præsentation for EUROGROUP i NATO-hovedkvarteret i 1987. Endelig synes der at være et behov for en større udbredelse afkendskab til, hvad der egentlig ligger i begrebet totalforsvar.
P. G. H. Vinther
