Log ind

Forsvarsattachéen i Bonn

#

1. Det er mit indtryk, at kun de færreste ved, hvad ovenstående titulatur egentlig dækker over, for så vidt angår ansvarsområde og aktivitet i tilknytning hertil.

Der er naturligvis den almindeligt herskende opfattelse af, at en forsvarsattaché - ligesom kollegerne i diplomatiet - især er beskæftiget med livet på de »bonede gulve«.

Da dette kan betragtes som værende en slags sandhed med meget væsentlige modifikationer, og da - mig bekendt - ingen tidligere har beskrevet en forsvarsattachés dagligdag, vil jeg derfor i det følgende indhente det forsømte og hertil i øvrigt bemærke, at jeg naturligvis beskriver embedet i Bonn. Kollegerne andetsteds ville sikkert kunne beskrive deres forhold i princippet ganske tilsvarende. Som en særlig omstændighed bør det nævnes, at en forsvarsattaché dækker alle værn, hvorfor han af og til må indhente væmsekspertise for at kunne behandle en sag.

De af Forsvarsministeriet udsendte attachéer sorterer under dette, men er naturligt nok knyttet til den i landet værende ambassade, som med sine faciliteter yder en uundværlig støtte i den daglige tilværelse, herunder ikke mindst for så vidt angår hjælp til løsning af de mange praktiske problemer, som bosætning og dagligliv i et fremmed land frembyder.

I Bonn er forsvarsattachéen normeret med en kvindelig sekretær, og der rådes over to udmærkede kontorer, hvoraf det ene - sekretærens - også rummer arkiv m.m. Ambassadens signalkommunikationsmidler kan naturligvis benyttes. Det bør nok nævnes, at Forsvarsministeriet til Udenrigsministeriet betaler for kontorerne (m2-pris) og disses drift (varme, elektricitet, telefon), hvorimod andre ydelser, såsom brug af fotokopieringsmaskine og frankering, ikke afregnes.

I de sjældne tilfælde, hvor såvel attaché som sekretær måtte være fraværende fra ambassaden, varetager en civil kollega det uopsættelige som f.eks. indhentning af en overflyvningstilladelse, en uventet militær grænsepassage og tilsvarende hastesager.

Som det vist allerede er fremgået, har man (jeg) ikke kunnet ønske bedre arbejdsforhold og samarbejde med ambassadens personel, end det har været tilfældet i Bonn. Den interne kommunikation - også vedrørende vigtige diplomatiske anliggender med militærpolitiske aspekter - har været forbilledlig.

2 .a. Forinden udsendelsen modtager man instruktion m.v. såvel i Forsvarsministeriet som Forsvarskommandoen.

Forsvarsministeriet har udarbejdet et direktiv for attachéernes aktivitet, herunder også rapporteringsvirksomheden.

Principielt bør det nævnes, at i sager af politisk og diplomatisk karakter, er vedkommende ambassadør at betragte som nærmest foresatte chef, og at samme normalt rapporterer om sådanne sager, og da ofte med kopi til forsvarsattachéen. Tilsvarende forholdes i sådanne sager, hvor forsvarsattachéen rapporterer og skønner, at sagen også er af interesse for ambassaden.

Denne vurdering af, hvem der bør rapportere hjem, har ingen problemer forvoldt - især ikke, da man jo sammen drøftede de sager, som lå i grænsezonen og om fornødent aftalte, hvis »bord« det var.

For at sætte lidt »kød« på alt dette kan jeg nævne, at f.eks. TNF-modemiseringssagen og spørgsgsmålet i NATO-regie om de 3% forøgelse af det tyske forsvarsbudget behandledes af ambassaden, hvorimod jeg tog mig af f.eks. forsvarsbudgettets detaljer, den militære ombudsmands årsrapport og valuta- og andre problemer for visse NATO-landes i forbundsrepublikken stationerede styrker.

b. De områder, der bliver gjort til genstand for rapporteringsvirksomhed, er i hovedtrækkene:

Spørgsmål vedrørende forsvaret i almindelighed:

- personskifter på ledende poster,

- styrketal,

- tjenestetidslængde, værnepligtslove, militæmægterproblemer, civilarbejdstjeneste, frivillige i forsvaret,

- beredskabsforhold,

- totalforsvar,

- militærvidenskabelig forskning, EDB-anvendelse, langtidsplanlægning,

- materieludvikling og -produktion, værnenes logistiske forhold,

- generelle personelforhold (aflønning, uddannelse, avancementsmuligheder etc.),

- strukturproblemer på det overordnede (integrerede) niveau: ministerium og fællesvæmsledelsen,

- budget,

- særlige lovinitiativer på det militære område (f.eks. den »strandede« militæmægterlov).

Spørgsmål vedrørende hær, søværn, flyvevåben, lokalforsvar, såsom:

- styrke og organisation, ændringer heraf, kommandoforhold,

- de vigtigste materieltyper,

- taktiske principper,

- logistiske forhold,

- uddannelse - gamisonering.

Spørgsmål vedrørende civilforsvaret og dets samarbejde med de militære myndigheder.

- Tysk presses omtale af danske militære forhold, evt. dens kommentarer til danske militærpersoners udtalelser.

c. Hele denne overvejende selv-initierede virksomhed er hjemadrettet, men det er jo klart, at herudover er der nok så megen anden aktivitet, inspireret af de hjemlige myndigheder.

Da denne aktivitet som oftest drejer sig om sager af personel, materiel eller økonomisk art, bør disse prioriteres højt, hvorved ret så interessante sager, f.eks. af militærpolitisk art, »trykkes« ned i en lavere prioritet.

Andre og de ovennævnte »hjemmefra« kommende sager vedrører f.eks. følgende:

(1) Sager fra materielkommandoerne, især HMAK. Disse sager, hvis afslutning i værste fald kan vare årevis, drejer sig om køb af nyt eller brugt materiel (herunder våben og ammunition) af enhver art, lån eller leje af materiel, deltagelse i materieludvikling, besigtigelse og konsultationer, kontraktforretninger, betalinger, informationer om tyske erfaringer, materielprøvning og meget andet. For SMK vedkommende også sager vedrørende diverse kontrolprøver af visse af flådens fartøjstyper under udnyttelse af den tyske marines faciliteter i Østersøen. Disse sejladser kombineres ofte med rutinebesøg i Østersøhavnene.

Det bør her anføres, at hjælpsomheden fra tysk side er stor - så stor, at de besværlige skriftlige formaliteter i enkelte påtrængende tilfælde kan reduceres eller helt undgås.

Forretningsgangen er normalt, at en ny sag via forsvarsattachéen sendes til det tyske Forsvarsministeriums »attachékontor«. Derfra går den til den respektive materielafdeling i ministeriet til udtalelse, behandling m.v. i respektive væms-materielafdeling, tilbage til ministeriets ovennævnte afdeling, derfra måske til »Bundesamt fur Wehrtechnik und Beschaffung (BWB)«, tilbage til forsvarsattachéen via attachékontoret, evt. med kopi af, hvad der er beordret til BWB. Skal der betales f.eks. i en købs- eller lånesag, vil der fra BWB komme et kontraktudkast til forsvarsattachéens accept. Denne gives naturligvis ikke, førend den hjemlige materielkommando har accepteret. Efter accept kommer så den endelige kontrakt til forsvarsattachéens underskrift. Betalingen sker normalt til »Statskassen« i Koblenz og - heldigvis - direkte. Det fremgår således, at der er mange ekspeditioner i materielsager, men det drejer sig jo også ofte om mange penge.

(2) Som det formentlig er bekendt, foregår der en betydelig uddannelsesvirksomhed for danske befalingsmænd på tyske skoler af alle værn. Hertil kommer de såkaldte »On-the-job-training« arrangementer. Administrationen heraf foregår mellem Forsvarskommandoen og de respektive tyske myndigheder over forsvarsattachéens bord.

Den altovervejende del af denne aktivitet er en i god tid, på grundlag af kursusoversigter, tilbudt og accepteret uddannelsesmulighed. Men der kan dog også forekomme situationer, hvor et pludseligt behov for specialuddannelse ønskes dækket. Dette lader sig meget ofte gøre, idet de tyske myndigheder er meget hjælpsomme og forstående i sådanne tilfælde. Det bør måske her tilføjes, at danske elever normalt placerer sig særdeles godt i forhold til andre, også tyske kursusdeltagere. Jeg erindrer i min tid ikke at have modtaget negative udtalelser om danske elever.

(3) Ønsker om tilsendelse af tyske reglementer, materielbeskrivelser, tekniske publikationer o.l. - samt den senere nødvendige rettelsesprocedure herfor - er også en del af det daglige arbejde.

»Leopard-tiden« har naturligvis i særlig grad influeret herpå, i øvrigt også med hensyn til teknisk uddannelse af personel.

(4) Danske stabskurser gennemfører årligt rejser til tyske myndigheder eller NATO-myndigheder beliggende i forbundsrepublikken for dér at få briefings om disses virke m.v.

(5) I øvrigt er forsvarsattachéen normalt behjælpelig med arrangementer for diverse kommissioner eller enkelte personer, der mødes med tyske kolleger. En passant Bonn-besøg; noget af det sværeste er at skaffe de pågældende overnatning, idet Bonn som oftest har fuldt belagte hoteller. Det kan tit være nødvendigt at anvende længere væk beliggende og ikke just luksuriøse hoteller, hvilket de pågældende besøgende ikke altid er helt forstående overfor.

(6) Den bilaterale øvelsesaktivitet (hær) finder jo ikke sted i en større målestok, men kræver dog en vis administration (anmeldelse af grænsepassage, evt. tilladelse til medførelse af våben m.v.).

(7) De fleste kender jo til »Kieler Woche«, som én gang årlig i Juni samler ganske mange maritime enheder fra især europæiske lande. I ugen gæster enhederne byen, hinanden og deltager i diverse sportsarrangementer, herunder regatta’er; desværre er det jo »dyrt« at deltage med flådens større enheder, så sædvanligvis repræsenteres Danmark kun ved de to smukke sejlkuttere »Thyra« og »Svanen«. For forsvarsattachéen selv er det en begivenhedsrig uge med megen aktivitet, især på de »bonede gulve«.

De fleste ambassadører deltager i »Kieler Woche« efter invitation fra landsregeringen i Schleswig-Holstein.

(8) Af andre opgaver for »Marineattachéen« er, udover det administrative arrangement af de mange flådebesøg til Østersøhavnene, også tilvejebringelse af tilladelser m.v. til passage af Kieler-kanalen og - som tidligere nævnt - benyttelse af diverse marinetekniske installationer (trykprøver af u-både, afmagnetiseringer etc.).

(9) Også det danske flyvevåben har opgaver for forsvarsattachéen. Dels er der køb af reservedele, dels er der overflyvninger og/eller landevejstransporter med særligt materiel. Her kan der blive tale om at opnå tilladelser fra flere ministerier.

(10) Agenter fra den tyske rustningsindustri hjemsøger alle landes militære attachéer for at få solgt deres varer. Disse talrige besøg resulterer sjældent i andet end, at brochurer sendes hjem.

Tilsvarende forsøger dansk industri at sælge sine militært betonede produkter til Bundeswehr.

Her er der nu etableret en, efter det for mig foreliggende, ny samarbejdsflade mellem ambassadens handels- og dens forsvarsafdeling. Denne sidste har nogle - måske på de »bonede gulve« opnåede - gode kontakter inden for Bundeswehr og kan således hjælpe til direkte møde m.v. om sagerne. I forhold til anstrengelserne må man nok sige, at kun lidt er opnået, og det har da været især på det elektroniske område. Lidt er jo bedre end intet, og alene det at få foden indenfor er værdifuldt for eksportfirmaeme.

(11) Forsvarsattachéen er naturligvis danske militære enheder eller personer behjælpelig under disses ophold i forbundsrepublikken, dersom dette skulle være eller blive nødvendigt.

(12) Der er stor interesse fra især tysk side til at følge med i, hvad der sker i Danmark på det forsvarsmæssige område. I den anledning må forsvarsattachéen ofte besvare spørgsmål fra det tyske forsvarsministerium herom. Det er derfor nødvendigt, at han løbende orienteres i al almindelighed om de hjemlige forhold og især om akutte, væsentlige problemer, der f.eks. bringes frem i folketinget.

Jeg finder, at den generelle orientering af forsvarsattachéen fra de hjemlige myndigheders side i alt væsentligt dækker behovet.

Det er naturligvis også forekommet, at der har været særligt krævende forespørgsler. Ministerium eller Forsvarskommandoen har her måttet yde en særlig hjælp til forsvarsattachéen.

(13) For fuldstændighedens skyld skal jeg nævne, at Forsvarsministeriet naturligvis også pålægger forsvarsattachéen forskellige særlige opgaver til drøftelse med det tyske forsvarsministerium.

3. Al forbindelse til og fra Bundeswehr skal foregå via et bestemt kontor (Fu SII, 5) i Forsvarsministeriet. Dette kontor administrerer også de i udlandet værende tyske militærattachéer. Et særligt direktiv pålægger de i Bonn akkrediterede militærattachéer nøje at følge dette forbud imod direkte kontakt med ikke alene Bundeswehr, men også Forsvarsministeriets andre afdelinger.

Direktivet pålægger også attachéerne at følge forskellige regler for skrivelsers udfærdigelse, samt for tidsfrister for anmeldelser og tilladelser vedrørende øvelser, besøg, transit og lignende.

Det skal helst foregå skriftligt og på tysk, hvilket sidste enkelte lande ikke kan leve helt op til! Der er mere end 125 attachéer i Bonn, og disse plus »egne« attachéer i udlandet kan nok give det nævnte kontor rigeligt at bestille.

Generelt set bliver man godt betjent af dette kontor og af ministeriet i øvrigt. Med et NATO- og EF-medlemskab og godt naboforhold er det nok lettere for en dansk forsvarsattaché end for så mange andre attachéer at få et godt og ofte uformelt samarbejdsforhold til Bundeswehr. Forinden min udsendelse i 1975 blev det mig pålagt, når og hvor det var muligt at give udtryk for, at tjenesten som forsvarsattaché naturligvis - og heldigvis - er meget andet end det selskabsliv, som uvægerligt følger med en diplomatisk tilværelse. Dette pålæg har jeg stedse holdt mig for øje, især da berettigelsen deraf er indlysende: kun få uden for de højeste myndigheder ved, hvilke ansvars- og tjenesteområder, der henhører under en forsvars­ attaché.

Nærværende - causerende - indlæg er derfor ment som et mere udførligt bidrag til informationen om dagliglivet for en forsvarsattaché.

Diplomaters selskabelige aktiviteter er jo ikke alene ofte blevet kritisk vurderet af menigmand, men da heldigvis også imødegående kommenteret af embedsmænd, bl.a. en fhv. udenrigsminister, fra Udenrigsministeriet.

Jeg vil her blot anføre, at mit arbejde ofte er blevet lettet derved, at de kontakter, der skabtes gennem cocktails, vin d’honneurs, lunches, middage, baller, besøg etc., har kunnet udnyttes.

I Bonn er der jo mange missioner, og aktiviteten på de »bonede gulve« er naturligvis ligefrem proportional med dette antal. I de første par år bør man deltage i så meget som muligt for at lære folk at kende og selv at blive kendt. Derefter kan man tillade sig en vis udvælgelse, således at »nøglepersoner« under alle omstændigheder ikke forsømmes.

I sæsonen, der er noget lang, vil man have næsten alle fredage besat, og herudover en ca. 15 månedlige engagementer.

Naturligvis er man jo også selv værtspar, og uden en ægtefælle, der mestrer de mange selskabelige krav, kan man ikke leve op til de forventelige egne »ydelser«, og ej heller til det diplomatiske liv i almindelighed.

Da den selskabelige, diplomatiske aktivitet er stor, har man heldigvis den almindelige regel, at en middag varer fra kl. 20-23. Det er usvigeligt sikkert, at den ældste tilstedeværende kl. 23 tager afsked - skulle han hygge sig for godt, så skal hans kone nok tage affære!

Undtagelser fra denne regel gøres da heldigvis også, nemlig når man ind imellem har gode venner til en »udiplomatisk« hyggeaften. Der er et naturligt tættere forhold til ambassadens personel og de skandinaviske lande. Og da lørdag og søndag er tabudage diplomatisk set, kan man netop disse dage hygge sig uformelt.

Udover den beskrevne lokale aktivitet i forhold til de andre diplomater, så er der gode muligheder for at lære landet og Bundeswehr nærmere at kende. Forsvarsministeriet lader talrige rejser arrangere for væmsattachéeme, således at disse kan stifte bekendtskab med øvelsesområder, steder og enheder, og gennem enhedernes øvelsesvirksomhed danne sig et indtryk af disses kvalitet.

Een gang årligt arrangeres en forsvarsattaché-rejse, hvori også ægtefællerne deltager. Disse sidste aflægger så diverse mere kulturelt betonede besøg, medens de militære normalt holder sig til branchebetonede oplevelser. Rejserne tilrettelægges således, at man hver gang ser et nyt landområde. Naturligvis lærer man især på disse rejser kollegerne godt at kende, og får gennem fællesskabet måske en bedre forståelse for de pågældendes hjemlandes problemer.

Samværet med russere, kinesere, koreanere, afrikanere og andre, til hvilke en dansk officer normalt ingen berøringsflade har eller har mulighed for at få, er ikke alene lære-, men også udbytterigt.

Een gang i udsendelsesperioden arrangeres af det tyske presseamt en rejse til Vestberlin. Man belæres om det tyske problem, ser Berlins smukkeste eller historisk mest betydningsfulde steder, og tilbringer nogle timer i den gamle Rigsdagsbygning, der er renoveret og rummer et overordentligt godt museum, der beskriver Tysklands historie, især den nyere tids, indgående og ganske objektivt.

4. At bestride tjenesten som forsvarsattaché i Bonn - eller rettere Forbundsrepublikken Tyskland - er, som jeg håber gennem ovenstående at have beskrevet, at bestride en tjeneste vidt forskellig fra al anden stabstjeneste.

Værtslandet er dejligt, de myndigheder, man skal have forbindelse med, åbne, hjælpsomme og ikke slet så formalistiske, som man egentlig tror, og endelig føler man sig godt tilpas i og accepteret af den danske ambassade, som giver rammen om ens arbejdsmæssige tilværelse.

Efter afslutningen af en 4,5-årig periode i denne tjeneste har man fået mange gode minder og mange gode venner, som man håber at kunne holde forbindelse med fremover.

At have fået lejlighed til at bestride denne særlige tjeneste fornemmes som en begunstigelse, og man kunne kun ønske, at der rundt om gaves flere muligheder for officerer til at varetage denne tjeneste, som ikke alene er udviklende for én selv, men i nærværende tilfælde også gerne skulle have bidraget positivt i samarbejdet mellem det tyske og danske forsvar.