Log ind

Forsvarets øverste Ledelse

#

I Decembernummeret 1935 af „Militært Tidsskrift“ gjorde undertegnede opmærksom paa de Synspunkter angaaende Forsvarets øverste Ledelse, som er kommet til Orde i den svenske Forsvarskommissions Betænkning, og som klart trækker Grænserne op mellem de to Begreber: Krigsførelsen, som er Regeringens Sag, og de de rent militære Operationer, som er den militære Fagmands Sag. Den tidligere polske Conseilpræsident og Krigsminister, General W. Sikorski, har i sin i 1935 udkomne Bog „La guerre moderne“ paa en særdeles instruktiv Maade belyst det samme Problem. Nutidens Krige kræver en stærk Koncentration af Magten, saavel for Krigens almindelige Ledelse som for Ledelsen af Operationerne. Samarbejdet mellem disse to Ledelser, der bør forenes i den fælles Vilje til Sejr, maa selvfølgelig klart fastlægges, og Ansvarsomraaderne maa præciseres.

Til den særlige Situation, der opstaar ved en Krigs Udbrud, bør svare en særlig Magtbeføjelse for og Organisation af Regeringen, som især vil komme til at begrænse den lovgivende Magts Indflydelse, samtidig med at den befæster den udøvende Magts Omraade. Statsmagten bør med Held kunne gribe ind paa alle Omraader af Nationens Liv og bl. a. trække Grænser for Presse-, Produktions- og Handelsfrihed. Regeringen maa befri sig for den indre Politiks Lænker, som er særlig farlige i Krigstid. Dens Virksomhed i Krig er uforenelig med Parlamentets normale Funktionering. Begivenhedernes hurtige Forløb, som kræver øjeblikkelige Forholdsregler, gør det selvsagt umuligt for den ansvarlige Regering at være bundet af den sædvanlige parlamentariske Fremgangsmaade med Diskussioner og Interpellationer i en Uendelighed. Har Nationen betroet Omsorgen for det nationale Forsvar til Regeringen, bør denne ogsaa have den samme Handlefrihed med Hensyn til Krigens Ledelse, som man har tilstaaet den Øverstbefalende i Ledelsen af Operationerne. Efter at have faaet denne Fuldmagt til Nationens Forsvar maa Regeringen tilpasses efter sin nye Opgave. Fredsregeringen er ikke egnet til at lede Krigen. For at kunne træffe hurtige Afgørelser maa Regeringschefen reducere Antallet af sine Medarbejdere til et Minimum. Hans „Krigskabinet“ vil da komme til at omfatte følgende Ministerier: 1) Ministeriet for det nationale Forsvar, omfattende Krigs-, Luft- og Marineministerierne, 2) Udenrigsministeriet, 3) Indenrigsministeriet, som til sine normale Funktioner vil føje Sundheds-, Arbejds- og Undervisningsministeriets Virksomheder, 4) Ministeriet for Nationaløkonomi, hvis Omraade vil blive udvidet med Finansvæsenet, Handel, Industri og Agerbrug, 5) Ministeriet for Veje og Kommunikationsmidler, som vil udstrække sit Magtomraade baade over Land og Sø, over Post og Telegraf og alle offentlige Arbejder. Alle de sekundære Poster vil blive besat med Understatssekretærer. Der maa dannes en særlig teknisk „Generalstab“ til Raadighed for C ons eilqnæ sidenten, et Sekretariat for det nationale Forsvar, sammensat af civile og militære Specialister, som udelukkende skulde have til Opgave at forberede Grundlaget for de Beslutninger, som det paahviler Regeringschefen saavel i Krig som i Fred at træffe med Hensyn til den almindelige Ledelse af det nationale Forsvar og af Krigen. Til Hjælp for Regeringen ved den militære Ledelse af Krigen bør staa et Raad for det nationale Forsvar. Det vil især faa følgende Opgaver: 1) udadtil: Samarbejdet mellem de allierede Magters og egne militære Handlinger med Henblik paa en samlet Plan, 2) indadtil: Fordeling af Styrker, Materiel og Ammunition mellem de forskellige Fronter. Raadet udtaler sig om de Resultater, der sandsynligvis kan naas, og som kan medføre Valg af en offensiv eller defensiv Holdning. Det afgør, om lokale Fronter, som f. Eks. Salonikif ron ten under Verdenskrigen, skal skabes eller ophæves. Det tilkommer Forsvarsraadet at foreslaa partiel eller almindelig Vaabenstilstand og at udnytte de vundne Fordele politisk. Med andre Ord: Det udgør et Forbindelsesled, som centraliserer alle Spørgsmaal, der angaar Krigspolitiken, og som i lige Grad er af Interesse for Regeringen og for den Øverstbefalende. Afgørelser af denne Vigtighed maa selvfølgelig ikke træffes af Regeringschefen eller Forsvarsministeren alene; det bliver Statschefens Sag og under hele Kabinettets Ansvar. Det er ogsaa Regeringens Sag at opstille et Budget og en Plan for Krigen, som klart gør Rede for de Anstrengelser, som maa kræves af Nationen. Hvis man maa forudse en samtidig Konflikt med flere Modstandere, afgør Regeringen, mod hvilken Hovedkræfterne skal sættes ind. At bringe alle disse Spørgsmaal af rent teknisk Art i Orden kræver selvfølgelig et nøje Samarbejde allerede i Fredstid mellem de militære Sagkyndige og Regeringen. Som en Underafdeling af det nationale Forsvarsraad maa derfor staa en Militærkomité, som i Fredstid omfatter Generalstabscheferne for Hær, Marine og Luftvaaben med den designerede Øverstbefalende i Spidsen. I Krigstid bestaar Komitéen af de stedfortrædende Generalstabschefer og af en General, designeret af den Øverstbefalende. Denne Komité udarbejder bl. a. den Del af Krigsplanen, som angaar de militære Operationer og sikrer Samarbejdet mellem de 3 Værn. Krigsplanen forelægges Regeringen, som kan godkende, forkaste eller ændre den.

I Virkeligheden er derme Institution, Militærkomitéen, set med militære Øjne langt f ra Idealet. Det vilde være uendelig mere logisk allerede i Fredstid at skabe en højere Fælleskommando over Hær, Marine og Luftstyrker (jfr. den svenske Forsvarskommission). Det er den Løsning, som sandsynligvis vil blive antaget af alle de Stater, hvis Marine og Luftstyrker er forholdsvis svage, og af de diktatorisk styrede Stater (Tyskland, Italien). Den militære Ledelse af Krigen i snæver Forbindelse med Regeringen bør dog ikke smeltes sammen med den Øverstbefalendes Funktioner. Det var det, Tyskerne gjorde i 1914 i deres „Oberste Heeresleitung“, og som muligvis er en af Grundene til deres Nederlag. En saadan ret indviklet Ordning med mange Komitéer og Raad er øjensynlig fra Forfatterens Side beregnet paa Stormagtsforhold. I Danmark vilde man formentlig i Krigstid kunne nøjes med en Repræsentant for den Øverstbefalende med en særlig teknisk „Generalstab“ til Raadighed for Statsministeren. Ledelsen af Operationerne og alle de Afgørelser, der knytter sig hertil, er udelukkende den Øverstbefalendes Sag, men selvfølgelig er han ansvarlig for sine Handlinger over for Regeringen. Inden for Krigsplanens Rammer har han fuldstændig frie Hænder i Anvendelsen af de Midler, der er stillet til Raadighed. Det udelukker Indblanding i de militære Operationer fra Regeringens og især fra andre politiske Elementers Side.*) Nutidens og Fremtidens Krige vil kræve Forholdsregler af øjeblikkelig Natur og uden utidig Indblanding. Ledelsen af Operationerne omfatter nemlig ikke blot Ledelsen af Slaget, men alt hvad der angaar Frontens materielle Organisation, dens Tilførsler, Koncentrationer, Inddeling af Tropperne i Arméer eller Armé-Grupper, kort sagt en Helhed af Militæroperationer, saaledes som den Øverstbefalende udtænker dem og leder dem inden for Rammerne af Regeringens Krigsplan. Hans Initiativ kan lige saa lidt begrænses som Kaptajnens Initiativ paa et Skib i Stomivejr. Han maa være absolut Herre over alle Afgørelser, ikke blot fordi der skal handles hurtigt i den moderne Krig, men afgørende er især Overraskelses- og Hemmeligholdelsesmomentet.

*) Krigen 1870—71 viser et klassisk Eksempel paa politisk Indblanding i Operationerne, da Mac Mahon befales til at undsætte Bazaine i Metz.

Styrker paa Landjorden, i Luften og paa Havet, der opererer paa samme Front, bør staa under een Chef. Man maa undgaa den Kapitalfejl, der blev begaaet ved Gallipoli i Marts 1915, da Angribernes Hær og Marine havde hver sin Øverstbefalende. Treaarskrigen 1848—50 og Krigen 1864 viser paa dansk Side ved flere Lejligheder det uheldige i, at Krigsministeren blander sig i Operationerne. En Sammensmeltning af Forsvarsministerens og den Øverstbefalendes Funktioner er imidlertid under moderne Forhold udelukket paa Grund af de uhyre Opgaver, som de hver for sig har at løse. Klart er det, at i den moderne Krig, hvor den store Udstrækning i Rum er et af de væsentligste Karaktertræk, kan Operationszonen ikke begrænses. Det kan resultere i, at den Øverstbefalendes og Regeringens Myndighedsomraader kommer i Kollision, hvis de ikke er klart defineret allerede i Fredstid. En saadan civil og militær Organisation af det nationale Forsvar, som her er skitseret, synes hidindtil kun at kunne trives i Diktaturstater (Italien, Tyskland, Rusland). Det er, som kun disse Stater har draget den fulde Erfaring af Verdenskrigen. Men hvilken politisk Styreform et Land end har, saa er det dog Krigen, som bestemmer Metoderne, hvis det nationale Forsvars Nødvendighed er indrømmet. For demokratiske Stater er der ingen Fare for Diktatur ved en rationel Ordning af Forsvaret, som nødvendigvis maa give Regeringschefen og den Øverstbefalende en større Magtstilling; men derimod i det Kaos, som vil opstaa, hvis Ansvar og Magtbeføjelser ikke er fordelt paa rationel Maade. Krigen er ikke en tom Trusel i Verden af i Dag, og de ovenfor omtalte Institutioner lader sig ikke improvisere. Det er i Fredstid, den fuldstændige Mobilisering af Nationen bør forudses og forberedes med alle dens nødvendige Forholdsregler til at forlene den reducerede Krigsregering med eksceptionelle Magtmidler. En Organisation af denne Art er allerede for Aar siden skabt i Italien. Øverste Chef for alle Landets væbnede Styrker er Kongen, og Conseilspræsidenten, Mussolini, er tillige Indehaver af Krigs-, Marine- og Luftfartsministeriets Portefeuiller. Chefen for det samlede Værns Generalstab, den designerede Øverstbefalede, er direkte underlagt Regeringschefen og har som Opgave Krigsforberedelsen og Samarbejdet for det samlede Værn. Han giver sine Direktiver til Cheferne for Generalstab, Admiralstab og Luftstab, som er direkte underlagt de paagældende Ministre, d. v. s. Mussolini i alle tre Tilfælde, og som sammen med de paagældende Understatssekretærer danner et udførende Organ paa alle tekniske og administrative Omraader. Denne Organisation, der afhænger saa meget af en enkelt Mand, kan næppe direkte overføres paa andre Lande, men selv i de mest demokratiske Lande strider Udnævnelsen af en Øverstbefalende for det samlede Værn allerede i Fredstid ikke mod Forfatningen. Der vilde ikke være nogen Fare for „Militarisering“ forbundet derved, naar hans Stilling til Regeringen i Fred som i Krig var klart defineret. I 1935 er der i det franske Deputeretkammer forelagt et „Projet de Loi sur l’organisation générale de la Nation pour le temps de guerre“, som ikke er blevet vedtaget endnu, men som alligevel har stor Interesse i denne Forbindelse. Jeg skal kort gøre Rede for nogle af de vigtigste Artikler:

Art. 2 Regeringen skal i Fred forberede K rigsm agtens Mobilisering og den krigsmæssige U dnyttelse a f alle Landets Hjælpekilder.

Art. 5 Udnyttelsen a f Landets Hjælpekilder paahviler de paagældende M inistre, idet de m ilitære M inistre h ar F orret til U dnyttelse a f de Om raader, der sikrer deres Fornødenheder.

Art. 6 Til Hjælp ved Forberedelserne disponerer Regeringen i Fred over det øverste Raad for det nationale Forsvar.

Art. 27 Medlemmerne af Regeringen, som leder Krigen, og Medlemmerne a f Parlam entet, der saavel i Krigs- som i Fredstid er U dtryk for Nationens Suverænitet, forbliver i Funktion ved Mobilisering.

Art. 28 Kamrene vedbliver med at udøve Kontrol med Ministrene.

Art 28-29 Kamrene udøver fuld parlam entarisk Kontrol. De kan dog ikke herunder f. Eks. gennem Udvalg, Kommissioner el. lign. henvende sig direkte til de Myndigheder, de kontrollerer, med K ritik, O rdrer el. lign., men M inistrene sikrer dem den frie Udøvelse af deres M andat, og alle civile og m ilitære A utoriteter skal nøjagtig besvare de Spørgsmaal, der stilles.

Disse 3 sidste Artikler synes uheldige, da de ikke sikrer mod politisk Indblanding i Krigens Ledelse og Ledelsen af Operationerne.

Art. 31-32 Regeringen har Ret til provisoriske Bevillinger, hvis Kamrene ikke er inde.

Art. 33 Regeringen har Ledelsen af Krigen. Den fastsæ tter de militære Maal og skaffer Midlerne dertil.

Art. 34 Regeringen disponerer over det øverste Raad for det nationale Forsvar. Særlige D ekreter fastsæ tter Raadets Funktioner ved Mobilisering.

Art. 35 De Øverstbefalende leder paa hver sit Omraade de m ilitære Operationer. Sam arbejdet mellem Hær, Flaade, L uftstyrker og Luftvæ rn ordnes ved særlige Dekreter.

Her er altsaa ikke udpeget nogen fælles Øverstbefalende over det samlede Værn.

Art. 37 Regeringens K rigsorganisation forberedes ved allerede i Fred at underlægge Personale i eet Ministerium det andet Ministerium, hvor det skal gøre Tjeneste i Krig.

Talrige Artikler tager Sigte paa Udnyttelsen af Landets Hjælpekilder.

Art. 45 behandler Organisation af Transportvæsenet.

Art. 46 centraliserer i Krigstid al Fabrikation og Fordeling a f Industriprodukter, der er fælles for flere af Statens Tjenestegrene, under een M inister.

Art. 47. Det samme gælder Fødevarer og Foderstoffer (ogsaa til Krigsmagten).

Art. 48. Alle industrielle Virksomheder, der ikke falder ind under A rt. 46 og 47, er i K rigstid underlagt M inisteren fo r Handel og Industri, der herved skal sikre Landets økonomiske Liv.

Art. 49. Centralisation af Anvendelse og Fordeling af Arbejdskraft forberedes i Fred.

Art. 50. Centralisation af al Transport og Eksport.

Art. 51. Finansm inisteren forbereder i Fred og tager i Krig de finansielle Forholdsregler, der er nødvendige til Krigens Førelse.

Art. 52. Der træffes i Fred Forberedelser til ved Mobilisering a t skabe en Oplysningstjeneste, der kan løfte Moralen i det nationale Forsvars Tjeneste.

Dette er med andre Ord en Propagandatjeneste, som vi allerede under Verdenskrigen saa i Virksomhed paa saavel de allieredes som paa Centralmagternes Side.

Art. 53. Ved Krigsudbrud underlægges alt videnskabeligt Arbejde og Undersøgelser een M inister, som forbereder det i Fredstid.

Man ser af dette Forslag til Lov, at Frankrig er inde paa mange af de samme Tanker, som kommer til Udtryk i Sikorskis Bog. Men Frankrig er hermed endnu langt fra Idealet af en Forsvarsorganisation, som efter General Sikorskis Mening maa være et reduceret Krigskabinet, ledet af en Conseilpræsident med udvidet Magt. Denne har til Hjælp ved Krigens almindelige Ledelse et Raad for det nationale Forsvar, og endelig findes em, fælles Overkommando over alle Værn, som alene er ansvarlig for Ledelsem, af Operationerne.

A. E. G. Klein.