Log ind

Forsvarets øverste Ledelse

#

Uddrag af Foredrag i Det krigsvidenskabelige Selskab 8/3-48.

I det følgende skal jeg gøre Rede for, hvorledes Forsvarets øverste militære Ledelse samt Forbindelsen med den politiske Ledelse er ordnet eller tænkes ordnet i Storbritannien, U. S. A,, Norge og Sverige. Jeg vil dernæst ud fra andre Landes Erfaringer og ud fra vore hjemlige Forhold prøve at ridse op, hvorledes jeg mener, at vort Forsvars øverste Ledelse bør organiseres.

Storbritannien.

Den britiske Regering meddelte Parlamentet i Februar 1946, at den agtede snarest at fremsætte Forslag til en Centralorganisation for Forsvaret. Dette Forslag forelaa i Oktober 1946 og er kun et Skridt videre i den rolige Udvikling mod Centralledelsen, som har fundet Sted i de sidste 40 Aar.

Belært af de uheldige Erfaringer under Boerkrigen oprettede man i 1904 »The Committee of Imperial Defence«. Denne beskæftigede sig i Tiaaret op til den 1. Verdenskrig med Formuleringen af Principperne for Imperiets Forsvarspolitik og Planlægning af Overgangen fra Fred til Krig. Den var imidlertid ikke bestemt til at udøve nogen Myndighed i Tilfælde af Krig, ej heller havde den udviklet noget Apparat, der kunde koordinere de enkelte Forsvarsgrenes Planlægning. Den første af disse Mangler blev afhjulpet ved Oprettelsen af »The War Cabinet« i Slutningen af 1916, men gennem hele den 1. Verdenskrig arbejdede de enkelte Forsvarsgrene hver for sig med deres egen Planlægning og Ledelse uden noget Organ til Koordination af disse Arbejder.

Behovet for et saadant Organ var der imidlertid, og det fremhævedes yderligere ved Tilkomsten af den tredie Forsvarsgren »The Royal Air Force«. I 1924 oprettedes derfor »The Chiefs of Staff Committee«, hvori indgik »The Chiefs of Staff« (Cheferne for Hær, Flaade og Flyvevaaben), og i hvis Møder Premierministeren og Forsvarsgrenenes Ministre kunde deltage. Grunden til »Joint Staff«-Systemet blev herved lagt. Dette System udvikledes videre i Aarene mellem 1924 og 1939. Princippet i dette System er, at Officerer af alle 3 Forsvarsgrene paa lige Fod sammen udfører Planlægningsarbejderne paa saavel højere som lavere Trin inden for Kommandomyndighederne.

Ved Krigsudbruddet i 1939 blev der straks dannet et »War Cabinet«, som arbejdede med Assistance af »The Chiefs of Staff Committee«.

Da Churchill blev Premierminister, fik han tillige Titel af Forsvarsminister, og en »Defence Committee (Operations)« blev oprettet. Den bestod af Premier- og Forsvarsministeren som Formand, Vicepremierministeren, Udenrigsministeren, Produktionsministeren, Forsvarsgrensministrene (Hær, Flaa- de, R. A. F.) og »The Chiefs of Staff« samt andre Ministre, naar Sager, der vedrørte deres Myndighedsomraade, var til Behandling. »Defence Committee« behandlede de militære Planer, som var udarbejdede af »The Chiefs of Staff« eller efter disses Anvisninger af »Joint Staffs«, og traf Afgørelser paa »War Cabinet«s Vegne. Et parallelt Organ »Defence Committee (Supply)« behandlede Hovedlinierne i Produktionsprogrammerne.

I Løbet af Krigen fandt visse Ændringer i Forsvarsgrensministeriernes Stilling gradvis Sted. Forsvarsgrensministrene havde stadig Indflydelse paa Krigens Førelse gennem deres Medlemsskab af »Defence Committee«, men »The Chiefs of Staff« blev i Kraft af deres Samarbejde den Autoritet, der til den Øverstbefalende paa den enkelte Krigsskueplads udstedte samlede Instruktioner vedrørende Operationerne og gav strategiske Direktiver for Krigens Førelse. Ansvaret for Forsvarsgrenenes daglige Administration laa fortsat ved Forsvarsgrensministerierne, som supplerede de almindelige Direktiver, der var udstedt af »The Chiefs of Staff«, med detaille- rede Instruktioner til deres respektive Øverstkommanderende.

Der blev ikke oprettet noget egentlig Forsvarsministerium i England under Krigen. Forsvarsministeren klarede sig med at samle de Ministre og Embedsmænd, som skulde have Ansvaret for Gennemførelsen af de approberede Planer. Han brugte som Stab »War Cabinet«s lille militære Sekretariat, hvis militære Leder blev Forsvarsministerens Stabschef og Medlem af »The Chiefs of Staff Committee«.

Med Hensyn til Fremtiden har det været foreslaaet, at de tre Forsvarsgrensministerier skulde slaas sammen til eet Forsvarsministerium. Regeringen har ikke stillet sig afvisende over for denne Tanke, men mener dog, at Tiden til at føre den ud i Livet endnu ikke er inde.

Den nye Organisation skulde i Hovedtræk blive saaledes:

a. Premierministeren har vedblivende det øverste Ansvar for Forsvaret.

b. »The Defence Committee« skal — under Premierministerens Formandsskab — overtage den tidligere »Committee of Imperial Defence«s Funktioner. Den er ansvarlig over for Kabinettet baade for Forslag til en tidssvarende Strategi og for koordinationen af de tre Forsvarsgrensministeriers Arbejde.

c. Der oprettes et nyt Ministerium — Forsvarsministeriet — med en Forsvarsminister som Chef. Denne er ansvarlig over for Parlamentet for visse Sager vedrørende de tre Forsvarsgrene og deres Forsyninger. Han er tillige Viceformand i »Defence Committee« og kan præsidere ved »The Chiefs of Staff«s Møder, naar disse eller han ønsker det.

d. »The Chiefs of Staff Committee« forbliver ansvarlig for Forberedelse af strategiske Vurderinger og militære Planer og forelægger disse for »Defence Committee«. »Joint Staff«-Systemet opretholdes og videreudvikles under dens Ledelse.

e. For svar sy rensministrene vil fortsat være ansvarlige over for Parlamentet for Administrationen af deres respektive Forsvarsgrene i Overensstemmelse med den almindelige Politik, der er approberet af Kabinettet, og inden for Rammen af de Midler, der er bevilget dem.

U. S. A.

I U. S. A. har det særlige Forhold gjort sig gældende, at der indtil for nylig ikke fandtes noget selvstændigt Fdyvevaa- ben. Hær og Flaade havde hver sine Flyverstyrker.

Under den sidste Krig var der saaledes to Ministerier direkte under Præsidenten, et Krigsministerium med et Departement for Hæren og et Departement for Hærens Flyve- vaaben, og et Marineministerium med et Departement for Flaa- den og et Departement for Flaadens Flyvevaaben. Som raad- givende Organ for Præsidenten og til Koordination af Samarbejdet samt Planlægning af Operationerne fandtes et Chefs- rand, »The Joint Chiefs of Staff«, hvori indgik Præsidentens Stabschef, Cheferne for Hær og Flaade samt Cheferne for Hærens og Flaadens Flyvevaaben.

Man var imidlertid ikke tilfreds med denne Ordning, og Spørgsmaalet om Forsvarsmagtens Inddeling og øverste Ledelse blev allerede taget op i Krigens sidste Aar. Der var almindelig Enighed om, at Ledelsen i sin gamle Form ikke var praktisk organiseret, derom vidnede de mange Organer, som man havde været nødt til at oprette for at samarbejde de forskellige Forsvarsgrene. Derimod var der Uenighed om, hvorledes Ledelsen burde organiseres.

Der blev i April 1946 fremsat Forslag om:

a. Oprettelse af et fælles Forsvarsministerium (i Stedet folde hidtidige Krigs- og Marineministerier),

b. Oprettelse af en fælles Forsvarsstab,

c. Oprettelse af et Forsvarsraad og

d. Oprettelse af et selvstændigt Flyvevaaben.

Dette Forslag blev støttet af Præsidenten og af Hæren med dennes Flyvevaaben, medens Marinen var imod. Det maa i denne Forbindelse huskes, at Marinen i U. S. A. er udviklet til en Forsvarsgren, der ikke alene bestaar af Søstridskræfter, men ogsaa af Flyvevaaben, Amfibiestyrker og Marine- tropper til Kamp i Land. Det var derfor naturligt, at denne Forsvarsgren satte sig imod at faa sin Selvstændighed beskaa- ret. En af de væsentligste Aarsager var den, at Marinen under ingen Omstændigheder vilde af med sit Flyvevaaben. Det maa bl. a. erindres, at den amerikanske Marines Opgaver altid vil være af særlig Art, idet Operationerne ofte strækker sig over Tusinder af Sømil over Stillehavet.

Den nugældende Lov »The National Security Act of 7.947« blev underskrevet den 26/7 1947. Loven forordner en Organisation, der fremtræder som et Kompromis mellem den hidtidige Ordning og Forslaget af April 1946.

Præsidenten er ifølge denne Lov Forsvarsmagtens øverste Chef. Under ham udøves Ledelsen af Forsvarsmagten »The National Defence Establishment« gennem en for alle Forsvarsgrene fælles Forsvarsminister, »Secretary of National Defence«. Denne indgaar i Regeringen og hans Hovedopgave er at lede, samarbejde og kontrollere Forsvarsgrensministeriernes Virksomhed.

De tre Forsvarsgrene er:

Hæren,

Marinen, hvori indgaar Marineinfanteriet og Marine- flyvevaabnet, selv det landbaserede,

samt Flyvevaabnet.

Hver af Forsvarsgrenene har en militær Chef og hører under et Forsvarsgrensministerium, Hær-, Marine- og Flyve- ministerierne. Hvert Ministerium ledes under Forsvarsministeren af en Chef (Secretary) som en selvstændig Enhed. Forsvarsgrensministeriernes Chefer er ikke Medlemmer af Regeringen, men kan — dog først efter Underretning til Forsvarsministeren — fremføre Sager direkte for Præsidenten vedrørende deres respektive Forsvarsgrene.

Der oprettes et »War Council« med Forsvarsministeren som Formand og Cheferne for Forsvarsgrensministerierne samt Forsvarsgrenscheferne som Medlemmer. Formanden har besluttende Myndighed. Raadet skal tilrettelægge de grundlæggende Retningslinier for Forsvarsmagtens Virksomhed.

Chefsraadet »Joint Chiefs of Staff« bibeholdes. Dette Raad skal bestaa af de tre Forsvarsgrenschefer samt desuden Præsidentens Stabschef, hvis en saadan bliver ansat. Under Forsvarsministeren skal »Joint Chiefs of Staff« have Ansvaret for Krigsplanlæggelse og Anvendelse i store Træk af U. S. A.s Krigsmagt, paa Grundlag heraf fordele Ansvaret vedrørende Forsyninger paa de forskellige Forsvarsgrene, samarbejde Forsvarsgrenenes Krav i forskellige Henseender og være raad- givende Organ ved Opstilling af det militære Budget.

Til Raadighed for »Joint Chiefs of Staff« staar en Forsvarsstab »Joint Staff« bestaaende af Personel fra alle tre Forsvarsgrene.

Der oprettes et »National Security Council«. Dette er et raadgivende Organ, der staar direkte under Præsidenten, og som har til Opgave at samarbejde den militære Ledelse med Udenrigspolitikken og med andre statslige Institutioner. Raa- det bestaar af Secretary of State, National Defence, Army, Navy, Air Force, Formanden i »National Security Resources Board« samt visse andre Medlemmer derudover, som udnæv- nes af Præsidenten.

Ligeledes direkte under Præsidenten oprettes et »National Security Resources Board«, der har Ansvaret for Udnyttelsen af Landets Ressourcer i forskellige Henseender. Raadet bestaar af en Formand, udnævnt af Præsidenten, samt Chefer eller Repræsentanter for forskellige Departementer og Institutioner, som udnævnes af Præsidenten for hvert enkelt Tilfælde.

Den centrale Efterretningstjeneste »Central Intelligence Agency«, som har været oprettet siden Sommeren 1946, bibeholdes. Chefen for denne Institution »Director of Central Intelligence« udtages af en af Forsvarsgrenene.

Der har i Realiteten ogsaa været fælles øverste Ledelse af det britiske Imperiums og U. S. A.s samlede Stridskræfter. Ved Mødet i Washington i December 1941 besluttedes det at oprette en Institution, kaldet »The Combined Chiefs of Staff«, og omfattende Cheferne for de britiske og amerikanske Hære, Flaader og Flyvevaaben. Dette var, som den amerikanske Generalstabschef, General Marshall, skrev, »den mest fuldkomne Forening af militær Kraft, som nogensinde er opnaaet af to allierede Nationer«. »The Combined Chiefs of Staff« havde Sæde i Washington. Her kunde de britiske Chefer ikke være til Stadighed, men de var hver især til daglig repræsenteret af en Officer.

»The Combined Chiefs of Staff«, der virkede lige til efter Japans Kapitulation, havde følgende Opgaver: Strategisk Ledelse af begge Nationers Stridskræfter, Tildeling af Personel og Materiel til de forskellige Operationsomraader, Koordination af Kommunikationsmidlerne, Kontrol med den militære Efterretningstjeneste og Administration af erobrede Omraa- der. »The Combined Chiefs of Staff« holdt Møder, efterhaan- den som Begivenhederne nødvendiggjorde det, bl. a. naar Beslutninger om nye Operationer skulde træffes o. s. v. De var altid til Stede ved Møderne mellem »de store«, Churchill, Roosevelt og Stalin.

I England og delvis ogsaa i U. S. A. tager selve Ministerierne i langt højere Grad Del i det egentlige Krigsforberedelsesarbejde, hvilket sikkert skyldes ældgamle Traditioner, navnlig i »Admiralty«, alligevel har man indset Nødvendigheden af Samarbejde mellem Forsvarsgrenene, og man har saavel i England som i U. S. A. bevaret og udbygget »Joint Staff«-Syste- met i den øverste militære Forsvarsledelse. Begge har endvidere et Organ »Defence Committee« og »National Security Council«, hvor Forsvarets politiske og militære Ledelse koordineres. Men det kunde se ud, som om Enhedskommando, det gode gamle militære Princip, hvor en Mand har Kommandoen og Ansvaret, ikke er knæsat i U. S. A. og England.

Man maa her betænke, at det, jeg hidtil har beskrevet, har været den allerøverste Ledelse af Storbritanniens og U. S. A.s Krigsførelse over hele Jordkloden. Denne var imidlertid inddelt i en Række Operationsomraader »Theatres of War«, og inden for hvert Operationsomraade oprettedes en fælles øverste Kommando over samtlige Stridskræfter til Lands, til Vands og i Luften.

Eksempler herpaa er:

— General Eisenhower i Nordvestafrika i 1942—43.

— General Maitland Wilson i den nære Orient og senere i hele Middelhavsomraadet i 1943—44.

— General Eisenhower i Nordvesteuropa i 1944—45.

— Admiral Lord Louis Mountbatten i Sydøstasien, Burma m. m.

— General Mac Arthur i den sydvestlige Del af Stillehavet og

— Admiral Niemitz i den midterste og nordlige Del af Stillehavet.

Man ser saaledes, at der overalt har været stedlig Enhedskommando, der sikrede et rationelt Samarbejde mellem de tre Forsvarsgrenes Enheder, og Princippet hyldes ogsaa efter Krigens Afslutning, idet U. S. A. har inddelt sine væbnede Styrker uden for Hjemlandet i 7 Kommandoomraader og taget Cheferne for disse Omraader fra den Forsvarsgren, der paa det paagældende Sted har størst Betydning:

Far East: En General,

Pacific: En Admiral,

Alasca: En Flyvergeneral,

Northeast: ukendt,

Atlantic: En Admiral,

Carribean: En General og Europe: En General.

 

Norge.

»Stortingets Melding Nr. 32« (1945—46) omhandler en »Plan for en første reisning av Norges forsvar«. Fra denne er følgende Betragtninger vedrørende Forsvarets øverste Ledelse i Norge taget.

Erfaringen har vist, at det er af den største Betydning at sikre en god Kontakt mellem den politiske Ledelse og de civile Myndigheder paa den ene Side og de militære Myndigheder paa den anden, saaledes at de civile og militære Synspunkter kan komme umiddelbart til deres Ret under fælles Drøftelser. Forsvarsdepartementet vil ud fra dette Synspunkt opretholde Forsvarsraadet, som skal holde Møde hver

14. Dag og bestaa af Statsministeren, Forsvarsministeren, Udenrigsministeren, Finansministeren, Justitsministeren, Forsyningsministeren og Udenrigsraaden fra civil Side samt Chefen for Forsvarsstaben, Chefen for Hæren, Chefen for Søforsvaret og Chefen for Flyvevaabnet fra militær Side.

Vedrørende Forsvarsdepartementet siges det, at før Krigen var dette delt i et Hærstyre og et Marinestyre samt en fælles juridisk-økonomisk Afdeling. I London blev Departementet organiseret efter Sagernes Art og ikke efter Forsvarsgrene, og denne Ordning er opretholdt som en mere rationel Løsning.

Før Krigen var der ingen fælles militær Ledelse af Forsvarsgrenene og ikke noget Organ uden for Forsvarsdepartementet, der havde til Opgave at arbejde med Forsvarets Fællesproblemer og koordinere Forsvarsgrenenes Arbejde. Den kommanderende General og den kommanderende Admiral udøvede deres Kommando paa Kongens Vegne og stod administrativt under Forsvarsdepartementet. Koordinationen var et svagt Punkt, og vigtige Afgørelser blev let trukket i Langdrag, naar de militære Myndigheder var af forskellig Opfattelse.

Under Krigen i Norge i 1940 blev General Ruge udnævnt til Forsvarschef for alle Forsvarsgrene, og der blev oprettet en Forsvarets Overkommando under Forsvarschefens Ledelse.

I England var der i Begyndelsen ikke nogen Forsvarschef, men ved kgl. Resolution af 6/2 1942 blev Forsvarets Overkommando atter oprettet og bestod indtil 1/8 1946, da Stillingen som Forsvarschef blev nedlagt i Fred, og Forsvarets Overkommando blev afløst af Forsvarsstaben.

Det, der prægede den sidste Krig mere end noget andet, var de kombinerede Operationer, som forudsætter et intimt Samvirke mellem Hær, Flaade og Flyvevaaben, saavel under Planernes Forberedelse som under deres Gennemførelse. En fælles Ledelse af de tre Forsvarsgrenes Operationer kom derfor i de fleste Lande til at strække sig højt op gennem Kommandoleddene, i flere Lande helt til Tops. Der er næppe Tvivl om, at Krigens Erfaringer maa sætte sig Spor ogsaa i Forsvarets Fredsordning., Der er en stadig stærkere Erkendelse i alle Lande af, at de enkelte Forsvarsgrene maa samarbejde og betragte sig som Led i et større Hele. Der er efter Departementets Opfattelse ingen Tvivl om, at det er nødvendigt at bibeholde et Organ, som skal arbejde med Forsvarets Fællesproblemer og have Ansvaret for Koordinationen af Forsvarsgrenenes Virke.

Men Departementet er efter de foreliggende Erfaringer kommet til det Resultat, at Stillingen som Forsvarschef kan nedlægges i Fred, og at Arbejdet med Forsvarets Fællesproblemer og Koordinationen af Forsvarsgrenenes Virke mest rationelt kan løses af en fælles Forsvarsstab under Ledelse af en Forsvarsstabschef, kombineret med et militært Chefsnævn. Forsvarsstaben skal være fritaget for alle administrative Spørgsmaal for at kunne ofre sig helt for Forsvarets fælles strategiske og operative Spørgsmaal og for Koordinationsopgaverne.

Efter Departementets Skøn viser Erfaringerne dog, at man i Norge bør have en øverste militær Chef i Krig, og Kongen bør efter Departementets Opfattelse have Beføjelse til at udnævne en Forsvarschef, naar Situationen synes at gøre det nødvendigt. Som en Mobiliseringsforholdsregel bør endvidere en eventuel Forsvarschef være udpeget allerede i Fredstid, saaledes at han kan forberede sig paa sin Opgave.

Et intimt og tillidsfuldt Samarbejde mellem Cheferne for Forsvarsgrenene og Forsvarsstabschefen er efter Departementets Opfattelse en væsentlig Forudsætning for at skabe et virkeligt Landsforsvar. For at skabe en organisationsmæssig Ramme for et saadant Samarbejde agter Departementet at oprette et militært Chefsnævn, som skal bestaa af Chefen for Forsvarsstaben som Formand og de tre Chefer for Forsvarsgrenene, og i hvilket Forsvarsministeren kan give Møde i den Udstrækning, hvori han finder det formaalstj enligt. Det er Departementets Tanke, at Chefsnævnet skal holde Møde to Gange om Ugen.

Det er endvidere Departementets Tanke, at de militære Stabe skal gaa i Gang med et tilsvarende Samarbejde i den Udstrækning, det anses for hensigtsmæssigt, uden at det skulde være nødvendigt at give et saadant Samarbejde nogen fast, organisationsmæssig Ramme.

Instrukser for Forsvarsraadet, Forsvarsstaben, Chefen for Forsvarsstaben og for »Det centrale Chefsnævn« er fastsat til Prøve og som midlertidigt gældende ved kgl. Resolution af 18/4 1947.

Sverige.

Det svenske Forsvars Organisation bygger i Hovedsagen paa Forsvarslovene af 1936, som i sin Tid fremkom som det første store Resultat af den afgørende Vending, der var ind- traadt i det svenske Folks og den svenske Rigsdags Opfattelse af Forsvarsspørgsmaalet. Disse Love udbyggedes yderligere i meget betydelig Grad ved Forsvarslovene af 19£2.

For saa vidt angaar Forsvarets øverste Ledelse skabtes der ved 1986-Ordningen en centraliseret Organisation, idet der allerede i Fred oprettedes en Forsvarsstab, derimod skulde en Høj stbefalende for den samlede Forsvarsmagt først udnævnes ved Krig. Den 8/12 1939 udnævntes paa Grund af Krigen Chefen for Forsvarsstaben til Højstbef alende for det samlede Forsvar.

I de i 1942 vedtagne Love bestemtes det, at Stillingen som Høj stbef alende allerede skulde indgaa i Fredsorganisationen. Som Motivering anførtes, at Erfaringerne havde vist Nødvendigheden af allerede i Fred at have en over de tre Forsvarsgrene staaende Myndighed, der kunde koordinere deres Virksomhed.

Forsvarets øverste Ledelse i Krig som i Fred paahviler saaledes den Højstbefalende, der bistaas af:

Forsvarsstaben,

Arméledelsen,

Marineledelsen,

Flyvevaabnets Ledelse og forskellige faglige Myndigheder.

Direkte under den Højstbefalende staar Chefen for Forsvarsstaben, Forsvarsgrenscheferne samt — i Spørgsmaal vedrørende det operative Krigsforberedelsesarbejde, Luftforsvar, Forsyningstjeneste, Kommunikationer, Efterretnings- og Meddelelsestjeneste — de syv Militæromraadechefer og Chefer for selvstændige Enheder eller særskilte Dele af Marine og Flyvé- vaaben.

Hovedlinierne i Arbejdsfordelingen mellem den Højstbefa- lende, Forsvarsstaben og de tre Forsvarsgrenes Stabe er i øvrigt som følger:

Den Høj stbef alende angiver Hovedlinierne i Krigsforberedelsesarbejdet samt vedrørende Organisation, Uddannelse, Udrustning m. m.

Forsvarsstaben varetager det operative Krigsforberedelsesarbejde for saa vidt angaar Forsvarets fælles Spørgsmaal, operative Spørgsmaal mere i Enkeltheder vedrørende Hæren og Spørgsmaal vedrørende Hovedlinierne i Søværnets og Flyvevaabnets Opgaver. Hærens Stilling inden for det samlede Forsvar regnes i et Land med Sveriges militærpolitiske Beliggenhed og økonomiske Ressourcer inden for en overskuelig Tid at være saa dominerende, at de operative Krigsforberedelsesarbejder vedrørende de øvrige Forsvarsgrene i alt væsentligt direkte afhænger af den paatænkte Anvendelse af Hærens Stridskræfter. Derfor paaregnes Hærens operative Enheder i Krig direkte underlagt den Højstbefalende og Arbejdet centraliseret ved Forsvarsstaben, idet et vist Detailarbejde efter Forsvarsstabens Anvisninger dog finder Sted ved Militær- omraadestabene. Men Arméstaben har saaledes intet at gøre hermed.

Ved Søværnet og Flyvevaabnet er den operative og organisatoriske Virksomhed i særlig høj Grad afhængig af tekniske Faktorer. Begge disse Forsvarsgrene har endvidere baade i Fred og i Krig sammenlignet med Hæren en begrænset Styrke af Personel m. v. Grundet paa disse Omstændigheder regnes med, dels at de operative Enheder af disse to Forsvarsgrene i Krig i Reglen staar under de respektive Forsvarsgrenschefer og kun undtagelsesvis direkte under den Høj stbefalende eller anden ham direkte underlagt Chef, dels og som Følge heraf, at disse Forsvarsgrenschefer faar en Særstilling vedrørende det operative Krigsforberedelsesarbejde, saaledes at alle Detailarbejder udføres i de respektive Stabe.

For at Chefen for Hæren kan være à jour med Krigsforberedelsesarbejdet, har han Inspektionsret over for underlagte Myndigheders Arbejde af denne Art. Ligeledes forudsætter Ordningen, at den Høj stbef alende giver Chefen for Hæren Lejlighed til at udtale sig i Spørgsmaal af den omtalte Art.

Forsvarsstaben behandler endvidere alle fælles Spørgsmaal vedrørende Luftforsvar, Kommunikationer, Efterretningstjeneste, Meddelelsestjeneste, Pressetjeneste, Film m. v.

Ved de tre Forsvarsgrenes Stabe behandles alle Spørgsmaal vedrørende Personel, Organisation, Uddannelse og Udrustning, altsaa det daglige Liv i Fredstid.

Der synes i Sverige stort set at herske Tilfredshed med denne Ordning, hvilket klarest ses af den Omstændighed, at Betænkningen fra den svenske Forsvarskommission af 1945 med Forslag vedrørende Forsvarets Organisation, som udkom i November 1947, kun indeholder faa Bemærkninger til Ordningen af Forsvarets øverste Ledelse. Da Udviklingen gaar imod et stadig mere øget Samarbejde mellem de forskellige Forsvarsgrenes Kampmidler, har Kommissionen fundet, at det set fra det samlede Landsforsvars Synspunkt vilde være en Fordel, om den Højstbefalende og Forsvarsgrenschefeme organisatorisk førtes nærmere sammen. Herved skulde den Sagkundskab, som disse Chefer hver for sig besidder, i vid Udstrækning kunne tages i Brug ved Ledelsen af det samlede Forsvar, og øget Sikkerhed skulde skabes for, at det ønskelige Samarbejde mellem den Højstbef alende og Forsvarsgrenscheferne og mellem de sidstnævnte indbyrdes kunde opnaas. Forsvarsgrenscheferne skulde bære deres Del af Ansvaret for det samlede Forsvars Ledelse og saaledes bringes til at betragte Forsvarsspørgsmaalene ikke blot ud fra deres egen Forsvarsgrens, men ud fra det samlede Landsforsvars Synspunkt. Kommissionen foreslaar derfor, at der — uden at den Højstbefa- lendes Befalingsret derved indskrænkes — for Forsvarets øverste Ledelse i Fred skabes et Organ, kaldet Forsvarsledelsen, og sammensat af den Høj stbefalende og de tre Forsvarsgrenschefer. Forsvarsledelsen indkaldes til Møde af den Højstbef a- lende mindst en Gang om Maaneden, samt i øvrigt naar den Højstbefalende skønner det ønskeligt, eller en af Forsvarsgrenscheferne fremsætter Anmodning derom. I Forsvarsledelsen behandles Spørgsmaal af stor Rækkevidde eller principiel Betydning. Den Højstbef alende leder Mødet og er ene besluttende, medens eventuelle afvigende Meninger hos de øvrige Chefer føres til Protokols, ligesom de anføres, saafremt Mødet afføder Skrivelser til Kongen eller Ministeren. Til Forsvarsledelsens Møder kan, naar det skønnes ønskeligt, Chefen for Forsvarsstaben, en Forsvarsgrensstab, en faglig Myndighed, Forsvarets Forskningsanstalt eller en Repræsentant for en anden Myndighed, hvis Virksomhed berøres af Mødet, indkaldes.

Ud over Oprettelsen af en saadan Forsvarsledelse har Kommissionen ingen Forslag til Ændringer i den Højstbefa- lendes Stilling eller Opgaver.

Selv om Stillingen som Højstbef alende, Chef for Forsvarsstaben og Chef for Forsvarsstabens Operationssektion kan besættes med Personale fra alle tre Grene af Forsvaret, har de hidtil kun været givet til Officerer af Hæren. Kommissionen finder det i det samlede Forsvars Interesse betydningsfuldt, at disse Stillinger bestrides af Officerer fra forskellige Forsvarsgrene, og Kommissionen vil derfor foreslaa, at Stillingerne i Fremtiden virkelig fordeles mellem Forsvarsgrenene i det Omfang, som disse har kvalificeret Personel til Raadig- hed.

Inden for Kommissionen er der med Udgangspunkt i Krigserfaringerne fremsat Forslag til Oprettelse af et Forsvar sraad med den Opgave at sikre Samarbejdet mellem den politiske og militære Ledelse. I dette Forsvarsraad skulde ind- gaa dels de Ministre, som i deres Virksomhed beskæftiger sig med Spøi’gsmaal af særlig Betydning for Landets Forsvar, dels Forsvarsledelsen samt Repræsentanter for Civilforsvaret og det økonomiske Forsvarsberedskab. De Hovedspørgsmaal, som skulde kunne forelægges Forsvarsraadet, er eksempelvis vigtigere, militærpolitiske Spørgsmaal, den udenrigspolitiske Situation og deraf følgende forsvarspolitiske Konsekvenser, militærorganisatoriske Spørgsmaal af større Rækkevidde, Beredskabs- og Forsvarsplaner, Behovet for Bevillinger til Forsvaret og disses Fordeling, Landets Forsyningssituation i den Udstrækning, den har forsvarspolitisk Interesse, Industriens Mobiliseringsplaner, Krigsproduktionen samt Civilforsvaret. Ved Hjælp af Forsvarsraadet skulde man forberede det Krigs- kabinet, som synes en Nødvendighed i en moderne Krig for at kunne koordinere alle Anstrengelser i Landsforsvarets Interesse.

Selv om Forsvarskommissionen i Princippet finder det rigtigt at styrke Samarbejdet mellem den politiske og den militære Ledelse, føler Kommissionen sig dog ikke overbevist om Behovet for en permanent Institution til dette Formaal. Efter Kommissionens Mening bør den nødvendige Kontakt uden større Ulejlighed kunne etableres fra Gang til Gang og under friere Former.

Sluttelig skal bemærkes, at de fra Betænkningen fra Forsvarskommissionen af 1945 fremførte Forhold endnu ikke (Februar 1948) er fremsat som Lovforslag paa Rigsdagen.

Man vil saaledes se, at saavel Sverige som Norge i Princippet er gaaet ind for en fælles Øverstkommanderende. Sverige har en saadan baade i Fred og i Krig, medens Norge først udnævner ham i Krig. Begge Lande har en Forsvarsstab, hvis Hovedopgave det er at varetage det operative Krigsforberedelsesarbejde for saa vidt angaar Forsvarets fælles Spørgsmaal og at lede Landsforsvaret i Krig. Af Hensyn til den store Betydning, som maa tillægges Samarbejdet mellem Forsvarsgrenene, omgaas begge Lande med Tankerne om en Forsvarsledelse, som Sverige kalder det, og et Chefsnævn, som Norge kalder det, hvor den Øverstkommanderende, Chefen for Forsvarsstaben og Cheferne for Forsvarsgrenene kan behandle Spørgsmaal af principiel Betydning. Endelig har begge Lande Forslag om et Forsvarsraad, hvor Forsvarets politiske og militære Ledelse kan koordineres.

Danmark.

Skal vi dernæst se paa vore hjemlige Forhold, og hvorledes vi indpasser Udlandets Erfaringer i disse Forhold, maa jeg begynde med at forudsætte Oprettelsen af et selvstændigt Flyvevaaben.

Dette Problem hænger nemlig nøje sammen med Organisationen af Forsvarets øverste Ledelse. For et dansk Flyve- vaaben vil der næppe blive Tale om langt udgaaende Opgaver, men navnlig om Jagerforsvar, Flyverbekæmpelse og taktisk Samarbejde med Hæren og Søværnet. Den Fordeling af Flyverkræfterne til Løsning af de forskellige Opgaver, som skal finde Sted, vil Chefen for Flyvevaabnet ikke være i Stand til at kunne foretage, idet han vil mangle det fornødne Overblik over den samlede militære Situation. Dersom det selvstændige Flyvevaaben oprettes, hvad alle jo ønsker, saa maa der nødvendigvis ogsaa oprettes en fælles Overkommando over alle tre Forsvarsgrene under en eller anden Form.

Danmarks Forsvar har ikke — som Stormagterne — Opgaver over meget store Afstande at varetage, men alle tre Forsvarsgrene har kun en fælles Opgave, nemlig et snævert Forsvar af vort Territorium over for en Angriber.

Jeg vil derpaa kort omtale visse af Landets strategiske og geografiske Forhold, som spiller en væsentlig Rolle ved Opbygningen af Landets Forsvar.

Danmarks Beliggenhed bevirker, at man næppe kan se bort fra, at Landet ved en Storkrigs Udbrud kan blive udsat for et strategisk Overfald allerede paa Krigens første Dag.

Landets geografiske Udstrækning er saa ringe, at det med et Slag kan blive Krigsskueplads i sin Helhed. Vi saa det i 1940 — ganske vist i beskeden Maalestok, hvor Tyskerne samtidig med Grænseoverskridelsen i hele Grænsens Længde gik i Land i København, Korsør, Gedser, Nyborg, Middelfart og Esbjerg samt landsatte Folk fra Luften i Aalborg og paa Masnedø.

Landets ømæssige Karakter bevirker endvidere, at Operationer mod Danmark i Fremtiden sikkert altid vil blive kombinerede Operationer under en eller anden Form. Øerne indebærer i det hele taget en Vanskelighed, idet man kan risikere, at visse Dele af de landmilitære Styrker kommer til at staa uvirksomme, medens andre bliver slaaet.

Som Medlem af U. N. har man formentlig ogsaa Lov til i Fremtiden at regne med en vis militær Hjælp fra andre Medlemsstaters Side. En saadan Hjælp kan i vore Dage i første Række komme ad Luftvejen og dernæst ad Søvejen, det vil sige, at vore Flyvepladser og vigtigere Havne er vitale Objekter for Forsvaret.

Sammenholder man nu de Forhold, jeg har fremført for Danmarks Vedkommende, med de Argumenter, der er fremført af Norges Forsvarsdepartement og Sveriges Forsvarskommission vedrørende Samarbejdet mellem Forsvarsgrenene, og betænker man, at en Krig i Danmark kan blive Knald eller Fald i Løbet af nogle faa Dage, synes det mig indlysende, i Betragtning af den Hurtighed hvormed der skal handles, at Danmark maa have en centraliseret Ledelse med en fælles Øverstkommanderende over det samlede Forsvar. Een Mand maa have det fornødne Overblik over den samlede Situation og have Ansvaret for, hvor der skal kæmpes afgørende, og hvor der skal kæmpes henholdende, og han maa have Ansvaret for Kræfternes Fordeling i Overensstemmelse hermed. Dette kan efter min Mening ikke i en særdeles kritisk Situation overlades til et eller andet Chefsraad, idet Løsningen da sikkert vil blive en Kompromisløsning med alle en saadan Løsnings Mangler. Man kan efter min Mening slet ikke sammenligne vore Forhold med Storbritanniens og U. S. A.s, idet Afgørelser, der træffes af disse Landes Chefsraad, ikke skal omsættes i øjeblikkelig Handling. Er man enig med mig i disse Betragtninger, synes jeg ogsaa, man skal tage Skridtet fuldt ud som i Sverige og udnævne en Øverstkommanderende allerede i Fred.

Naar man dernæst har en Chef for det samlede Forsvar, vil jeg mene, at det kun vil være en Styrkelse af den øverste militære Ledelse, dersom man i Lighed med det svenske Forslag om Forsvarsledelse bestemmer, at Forsvarschefen, Chefen for Forsvarsstaben og Cheferne for Forsvarsgrenene skal holde periodiske Møder, netop for at alle kan bringes til at betragte Forsvarsspørgsmaalene ikke blot ud fra deres egen Forsvarsgrens, men ud fra det samlede Landsforsvars Synspunkt, idet det i Dag er en nødvendig Kvalifikation hos Chefen for en Forsvarsgren, at han har Evne til at samarbejde med de andre Forsvarsgrene.

Chefen for Forsvaret maa til sin Raadighed have en Forsvarsstab, sammensat efter »Joint Staff«-Systemet, saaledes at der i alle Forsvarsstabens Afdelinger eller Sektioner, eller hvad det nu kommer til at hedde, sidder Officerer fra alle tre Forsvarsgrene, som paa lige Fod udfører alle Arbejder. Forsvarsstaben skal naturligvis være fuldstændig frigjort for almindeligt administrativt Arbejde. Forsvarsstaben skal i Fred først og fremmest beskæftige sig med Studiet af Krigsførelsens Udvikling og med det operative Krigsforberedelsesarbejde i store Træk for Landets samlede Forsvar. I Krig skal den føre den operative Kommando over de fem Hoveddispositionsenheder, nemlig Landsdelsforsvaret Vest og Øst for Store Bælt samt paa Bornholm, Flaaden og Flyvevaabnet. Med Landets særlige Karakter in mente og i Betragtning af den Hast, hvormed moderne Operationer udvikler sig, kan man ikke forudsætte, at der vil blive Tid til Flytning af større Hærstyrker fra en Landsdel til en anden, Landsdelenes Jordforsvar maa derfor ved Krigens Begyndelse stort set hvile i sig selv. Den taktiske Ledelse kommer saaledes til at paahvile Landsdelskommandoerne, medens Hærledelsen kan indskrænkes til et administrativt Apparat. De Kræfter, som Forsvarsstaben derfor i særlig Grad disponerer over til at lægge Tyngde i Forsvaret, bliver Flaaden og Flyvevaabnet, som forhaabentiig ved Operationernes Begyndelse vil kunne bevæge sig mere frit mellem Landsdelene. Forsvarsstaben bliver tillige det Sted, hvor alle Landets Kræfter, saavel militære som civile, samarbejdes i Forsvarets Tjeneste, og den skal endvidere behandle alle Spørgsmaal, der er fælles for alle tre Forsvarsgrene.

Jeg har nævnt Landsdelskommandoerne, og det kan siges at være noget specielt dansk, idet vi som nævnt næppe kan regne med Flytning af større Hærstyrker efter en Krigs Udbrud. Vi kan ikke som i Sverige lade Forsvarsstaben operere med den samlede Hærstyrke, men det vil i de fleste Tilfælde blive Landsdelskommandoerne, som den egentlige Troppeføring kommer til at paahvile, medens Forsvarsstabens Troppeføring kommer til at omfatte Direktiver til Landsdelskommandoerne og Disposition over de bevægelige Kræfter fra Flaade og Fly- vevaaben under Hensyn til Tyngdepunkterne i Forsvaret. Landsdelskommandoerne maa saaledes have ret frie Hænder i det egentlige Krigsforberedelsesarbejde ved i Detailler at udarbejde Landsdelens Forsvarsplan. I Landsdelskommandoernes Stabe maa der ogsaa være Personale fra alle tre Forsvarsgrene, saaledes at disse er i Stand til selvstændigt at lede kombinerede Operationer, naar Forsvarsstaben maatte tilkommandere dem Styrker af Flaade og Flyvevaaben.

Min Tanke er altsaa, at vi skal have en Forsvarets Overkommando med en Chef for det samlede Forsvar og en Forsvarsstab, som leder og koordinerer Krigsforberedelsesarbejdet, og som i Krig bestemmer, hvor Tyngden i Forsvaret til enhver Tid skal lægges og handler derefter. Men den egentlige taktiske Krigsførelse kommer stort set til at hvile paa Landsdelskommandoerne. Hærledelsen faar intet med det operative at gøre, men bliver kun et administrativt Organ. Flaade- og Flyveledelse faar saavel med det operative som med det administrative inden for hver sin Forsvarsgren at gøre. I mangt og meget ligner det den svenske Ordning, som har staaet sin Prøve, og som der nu synes at herske almindelig Tilfredshed med, men i visse Henseender er den simplere end den svenske.

Som Bindeled mellem Forsvarets politiske og militære Del bør der utvivlsomt oprettes et Forsvarsraad, hvori visse Ministre og de øverste militære Chefer maa have Sæde. Her skal alle udenrigspolitiske Spørgsmaal med forsvarspolitiske Konsekvenser drøftes, ligesom alle principielle Forsvarsspørgs- maal, som kræver Regeringens Medvirken, skal føres frem i Forsvarsraadet. Jeg tror, man skal paalægge Forsvarsraadet at holde periodiske Møder, som Norge har gjort, og ikke som den svenske Kommissionsbetænkning overlade det mere til Tilfældighederne, idet en gensidig periodisk Orientering om udenrigspolitiske og militære Spørgsmaal vil være meget gavnlig.

Forsvarets administrative Ledelse af økonomiske, personelle og materielle Spørgsmaal m. v. bør naturligvis henhøre under et Ministerium. Den Løsning, som Norge har valgt, med et fælles Forsvarsministerium organiseret efter Sagernes Art og ikke efter Forsvarsgrene, forekommer mig umiddelbart tiltalende, men jeg skal i øvrigt ikke komme nærmere ind paa dette Spørgsmaal.

Jeg er ikke blind for, at det springende Punkt i mit Forslag er Forsvarschefen, men efter det, jeg har udviklet, føler jeg mig overbevist om, at det er nødvendigt at have en Øverstkommanderende over det samlede Forsvar. Man hører i Diskussioner af og til fremført, at en General ikke kan føre Flaadestyrker, og at en Admiral ikke kan føre Hærstyrker, men der er jo heller ikke Tale om den direkte Troppeføring.

Den Øverstkommanderende giver sine Direktiver, til hvis Udarbejdelse han har sine Hjælpere af alle tre Forsvarsgrene i Forsvarsstaben.

Vi kender alle i Hæren de gemytlige og kammeratlige smaa Stiklerier mellem Vaabenarterne indbyrdes, men det er dog lykkedes os at skabe Divisions- og højere Stabe, hvor der sidder Officerer af alle Vaabenarter, og hvor man ikke et Øjeblik tænker i Vaabenarter, men bestræber sig paa at spille paa hele Registret. Nu drejer det sig om at faa Officerer fra alle tre Forsvarsgrene til at interessere sig for og uddanne sig i kombinerede Operationer, idet de naturligvis hver for sig maa lære saa meget af de andre Forsvarsgrenes Taktik, at de bliver i Stand til at anvende dem taktisk og derved hæve sig op over deres egen Forsvarsgren og se Problemerne ud fra det samlede Landsforsvars Interesser. Disse Officerer bør sidde i Forsvarets øverste Ledelse, og den bedste af dem bør være Forsvarschef uden Hensyn til, hvilken Forsvarsgren han stammer fra.