Log ind

Forsvarets Auditørkorps

#

Af generalauditør P.H. Lichtenstein.

Historisk udvikling

Spørgsmålet om militær retshåndhævelse har oprindeligt været knyttet tæt sammen med de militære styrkers opbygning og organisation. Omkring Christian den Førstes tid begyndte man at hverve tropper - typisk i udlandet - til hvert felttog. Således udgjorde f.eks. den saksiske garde kernen i den hær, hvormed kong Hans i februar 1500 rykkede ind i Ditmarsken. Blandt disse lejede soldater fandtes særlige militære regler, herunder specielle straffebestemmelser og efterhånden opstod der også særlige krigsretter. Da den saksiske garde således blev forlagt til Neumünster, havde kongen både sørget for rigelig sold og en nyopført galge. Krigsretterne lededes af en retskyndig “Schultheiz” Denne betegnelse ses stavet på forskellig måde f. eks. “Skult”, men fra ca. 1630 blev han nu og da kaldt “auditør”. Men det endelige ansvar for retshåndhævelsen forblev hos de militære chefer. Ifølge Frederik den Andens krigsartikler (1564) skulle forbrydelser straffes efter oberstens “kiendelse”. I tiden omkring enevældens indførelse blev den militære retspleje mere formaliseret ved en krigsretsinstruktion og oprettelse af et generalauditoriat. Generalauditøren skulle medvirke i General- og Overkrigsretten, ligesom han var faglig foresat for auditørerne, der oprindeligt var udnævnt til bestemte embeder ved regimenterne, senere til “auditører i armeen” med skiftende tjenestesteder. Ved den juridiske embedseksamens indførelse i 1736 ved Københavns Universitet blev det en forudsætning for udnævnelse til auditør, at den pågældende var jurist. Først ved lov om hærens ordning i 1867 oprettedes et egentlig auditørkorps fælles for hær og flåde med en generalauditør og et antal auditører. 3 år senere blev auditørpersonellet ved en kongelig resolution indordnet i den militære rækkefølge hvilket blev lovfæstet ved hærloven af 1909, hvorefter generalauditøren blev ligestillet med generalmajorer og auditørerne med kaptajner.

Ved retsplejereformen i 1919 indfriedes 1849-grundlovens krav om oprettelse af uafhængige domstole, og anklagefunktionen blev udskilt som en selvstændig myndighed med politimestre, statsadvokater og en rigsadvokat. Som konsekvens heraf ophævedes krigsretterne, og generalauditøren og auditørerne blev sat uden for den militære rækkefølge. Det blev samtidig fremhævet i den nye militære retsplejelov fra 1919, at auditøren var “selvstændig embedsmand” i relation til officererne. Generalauditøren og auditørerne forblev dog og er fortsat militært personel (jf. nu Bekendtgørelse om militære grader m.v. § 8). Det blev endvidere bestemt ved retsplejereformen, at auditørerne bistod rettergangscheferne ved udøvelse af disses påtalemyndighed, og at auditørerne ledede undersøgelsen i straffesager og virkede som anklagere ved underretterne og landsretterne. ^ Generalauditørens tjenesteområde blev fastlagt til udførelse af militære straffesager for Højesteret samt tilsyn med auditørernes virksomhed. Han stod direkte under forsvarsministeren og bistod denne ved tilsynet af påtalemyndighedens udøvelse og “var i det hele hans juridiske rådgiver i sager den militære retspleje vedrørende”. Ved lov nr. 242 af 27. maj 1950 udvidedes auditørkorpsets personel til tillige at omfatte auditørassistenter - nu benævnt auditørfuldmægtige - der blev rekrutteret fra overordnede stillinger i kriminalpolitiet. Denne udvidelse medførte, at auditørkorpset tilførtes mulighed for og kompetence til at efterforske straffesager inden for militæret på samme niveau som i kriminalpolitiet. Ved ikrafttræden den 1. april 1974 af den nuværende militære retsplejelov blev ligestillingen mellem den civile og militære anklagemyndighed gennemført fuldt ud. Påtalekompetencen blev flyttet fra rettergangschefen til auditøren jf. militær retsplejelovs § 7: Påtalen i militære straffesager tilkommer generalauditøren og auditørerne, der er underordnet forsvarsministeren og står under dennes tilsyn med hensyn til udførelsen af deres hverv. Ved anvendelse af retsplejelovens regler om strafferetsplejen træder auditøren i stedet for politimesteren (politiet) og statsadvokaten og generalauditøren i stedet for rigsadvokaten. Forsvarsministeren træder i stedet for justitsministeren, medmindre andet følger af forholdets natur (militær retsplejelovs § 8, stk 1). Den der udnævnes til generalauditør eller auditør skal opfylde retsplejelovens betingelser for at kunne blive beskikket til rigsadvokat eller statsadvokat. I praksis betyder dette krav, at de pågældende jurister forinden udnævnelsen i auditørkorpset har haft en lang karriere i politi og anklagemyndighed. Den nuværende generalauditør var inden udnævnelsen således politimester, og auditørerne har typisk været vicepolitimestre eller vicestatsadvokater. Den eneste forskel i forhold til den civile anklagemyndighed er reglen i den militære retsplejelovs § 9, stk 1, hvorefter auditøren før det besluttes om der skal rejses påtale, skal forhandle sagen med rettergangschefen. I tilfælde af uenighed kan sagen forlanges forelagt generalauditøren og forsvarsministeren. Herved tilgodeses at også militære hensyn kan indgå i auditørens afgørelse af tiltalespørgsmålet. Denne velbegrundede regel giver i øvrigt i det daglige ikke anledning til problemer mellem auditør og rettergangschef. I praksis fungerer det således, at auditøren i sin afgørelse, der sendes til rettergangschefen, opfordrer til forhandling. Såfremt rettergangschefen ikke ønsker dette, vil han herefter lade auditørens afgørelse forkynde for den sigtede. Der er således ikke hjemmel til at rettergangschefen selvstændigt kan afgøre sagen i strid med auditørens afgørelse eller til, at rettergangschefen kan beordre auditøren til at foretage yderligere undersøgelser. Auditørens rolle, som uvildig undersøger af strafbare forhold inden for forsvaret, og som anklager i militære straffesager, er også gennemført gennem en skarp administrativ adskillelse fra den øvrige del af forsvaret. Forsvarets Auditørkorps er således en selvstændig styrelse direkte under forsvarsministeren med generalauditøren som juridisk og administrativ leder. Auditørernes funktion er således gennem tiden ændret fra juridisk medhjælp for den militære chef indordnet under det militære kommandosystem til en uafhængig anklagemyndighed under forsvarsministeren på samme måde som den civile anklagemyndigheds status under justitsministeren.

Militær straffelov

Den nuværende militære straffelov (og militære retsplejelov) trådte i kraft den 1. april 1974. Loven, der blev vedtaget af alle Folketingets partier - bortset fra SF, der undlod at stemme - var i det væsentlige udarbejdet på grundlag af en betænkning om “Straf og disciplinarmidler. Klageregler” som var afgivet af det såkaldte klimaudvalg (betænkning 586/70). Der var ved udarbejdelsen af lovforslaget lagt vægt på, at der skulle gennemføres en modernisering og gennemgribende revision af den gældende militære straffe- og retsplejelovgivning ud fra følgende 3 synspunkter:

1. Straffe- og retsplejebestemmelser for militært personel bør i videst muligt omfang nærme sig de love og bestemmelser, der gælder for det øvrige samfund, således at der kun fastsættes særregler for dette personel i de tilfælde, hvor hensynet til forsvarets særlige forhold gør det nødvendigt.

2. Lovgivningen på dette område bør tilpasses udviklingen på de pædagogiske, ledelsesmæssige og samarbejdsmæssige områder, som i de senere år har været fremherskende, såvel i forsvaret som i den øvrige del af samfundet.

3. De militære straffe- og retsplejeregler bør udformes på en sådan måde, at lovgivningen kan tjene som et meddelelsesmiddel for de personer, den berører, og herved give de pågældende en klar forståelse af den særlige straffe- og retsplejeordning, de er underkastet som følge af deres tilknytning til forsvaret.

I overensstemmelse med det ovenfor under 1) nævnte synspunkt fremgår det af § 1 i henholdsvis militær straffelov og militær retsplejelov, at borgerlig straffelovs almindelig del og retsplejelovens regler for straffesager anvendes inden for den militære strafferet og straffeproces, for så vidt ikke andet er bestemt. Imidlertid fremgår det af såvel bemærkningerne til lovforslaget som af Folketingets behandling, at der foruden straffeloven er behov for en særlig militær straffelov af hensyn til

a. Forsvarets effektivitet.

b. Retssikkerheden for personellet - især for så vidt angår værnepligtige og udsendt personel.

Efterfølgende er der ved Danmarks ratifikation i 1982 af Tillægsprotokol (TP) I til Genèvekonventionerne opstået en folkeretlig forpligtelse om et internt militært disciplinært system. Under forberedelsen af loven var der i øvrigt ikke tvivl om, at den skulle gælde både i freds- og krigstid.

ad a) Forsvarets effektivitet

Disciplinære hensyn

Militære forseelser skal af hensyn til forsvarets effektivitet forfølges hurtigt og effektivt samt efter klare overskuelige regler. Ikke mindst udfra demokratiske lighedsprincipper, bør alt militært personel være undergivet de samme regler. Der kan ikke generelt skelnes mellem freds- og krigstidsregler, idet al militær uddannelse og virksomhed tager sigte på krigsforhold, ligesom overgangen mellem krig og fred er glidende. I forbindelse med tjeneste i fredsbevarende eller fredsskabende styrker er dette særlig tydeliggjort.

Særlige hensyn til retshåndhævelsen

Civile ansættelsesretlige regler og procedurer vil ikke kunne anvendes overfor værnepligtige. Disse regler og procedurer vil have meget lidt præventiv betydning for andet personel, der udsættes for eller overværer belastende situationer i fredstid f.eks. ved suverænitetshåndhævelse eller tjeneste i kriseområder. I egentlige krigssituationer vil civile regler naturligvis være uden virkning. Der findes ikke civile regler, hvorefter f.eks. ukorrekt mandskabsbehandling eller forstyrrelse af kammeratskabet vil kunne strafforfølges.

ad b) Retssikkerheden for personellet - især for så vidt angår værnepligtige, og udsendt personel.

Hensynet til retssikkerheden for personellet.

Et nationalt militært straffe- og disciplinarsystem er en beskyttelse for udsendt dansk personel, idet der gennem aftaler (f. eks. Status of Forces Agrement (SOFA)) om bl.a. national (dansk) jurisdiktion med allierede og myndigheder i opholdsstater kan henvises hertil. F.eks. bliver militær straffelovs § 27 (beruselse og offentlig uorden) anvendt, såfremt danske soldater under udsendelse, men i fritiden begår mindre volds- eller hærværksprægede eller andre spiritusrelaterede forseelser. Herved kan diskussion om mulig udenlandsk jurisdiktion undgås. Som delvis nævnt ovenfor er værnepligtige menige, der udsættes for ukorrekt mandskabsbehandling eller forstyrrelse af kammeratskabet beskyttet gennem militær straffelovs regler (§15, tilsidesættelse af militære pligter - herunder f.eks. ulovlig brug af disciplinarmidler eller undertrykkelse af en klage, § 19, foresats ukorrekte og navnlig udæskende forhold og § 21, forfølgelse af en undergiven ved forskelsbehandling eller unødig besværliggørelse af tjenesten).

Vedrørende den folkeretlige forpligtigelse.

Det fremgår af Art. 4 i III Genèvekonvention samt Art. 43 i TP I, at væbnede styrker skal være underlagt et internt disciplinært system, som bl.a. skal håndhæve overholdelsen af de folkeretlige regler under væbnede konflikter. Generelt må det antages, at visse grundliggende bestemmelser i konventionerne også finder anvendelse i fredstid, jf. fællesart. 2 til de 4 Genèvekonventioner samt henvisningen i Art. 1 i TP I til fællesart. 2.

Nye opgaver

I de senere år har auditørkorpset fået tillagt en række nye arbejdsopgaver uden for den militære retspleje: Personvurderingssager inden for Hjemmeværnet, bevissikring i arbejdsskadesager, hverv som forhørsleder i tjenestemandssager inden for forsvaret og i civile institutioner under Forsvarsministeriet samt undersøgelser “ved auditør” i særlige sager. Endvidere underviser auditører og auditørfuldmægtige i betydeligt omfang på forsvarets skoler.

Juridisk rådgiverordning

Det faglige ansvar for den juridiske rådgiverordning er henlagt til auditørkorpset. Ifølge TP I til Genè vekonventionerne art. 82 skal “De Høje Kontraherende parter til enhver tid, og de stridende parter under en væbnet konflikt, sikre, at juridiske rådgivere er til rådighed, når det er nødvendigt, med henblik på at vejlede militæreledere på passende niveau vedrørende anvendelse af konventionerne og denne Protokol og vedrørende den behørige instruktion, der skal gives de væbnede styrker om dette spørgsmål”. I overensstemmelse med bemærkningerne til Folketingets beslutning om ratifikation af TP I og på grundlag af en rapport udarbejdet i samarbejde mellem Forsvarskommandoen og generalauditøren besluttede Forsvarsministeriet i 1994, at der skulle nedsættes en implementeringsgruppe med generalauditøren som formand, således at han i samarbejde med Forsvarskommandoen skulle forestå gennemførelsen af den juridiske rådgiverordning. Forsvarsministeriet tiltrådte samtidig, at den juridiske rådgiverordning i fredstidsorganisationen skulle omfatte 5 faste jurister samt i krigstidsorganisationen tillige 46 designerede juridiske rådgivere, heraf 19 jurister ansat under Forsvarsministeriets ansvarsområde, samt 27 reserveofficerer med juridisk embedseksamen og på rådighedskontrakt. De 5 faste juridiske rådgivere skal placeres i Forsvarskommandoen, Den Internationale Brigade og ved de 3 operative kommandoer. Implementeringsgruppen nedsatte 2 arbejdsgrupper, hvoraf den ene skulle udarbejde planer for uddannelse af de juridiske rådgivere, medens den anden arbejdsgruppe skulle udarbejde planer for den generelle instruktion i krigens folkeret for forsvarets personel. Det er herved forudsat, at ansvaret for den juridiske uddannelse af de juridiske rådgivere ligger hos generalauditøren, medens ansvaret for den generelle instruktion i krigens folkeret ligger i basisorganisationen. De pågældende uddannelsesplaner er udarbejdet og godkendt af implementeringsgruppen. De fleste af reserveofficererne er designerede, og Forsvarsministeriet forventes i løbet af meget kort tid at have afsluttet forhandlingerne med juristforbundet om ansættelsesvilkårene for de 5 faste juridiske rådgivere. Der er herefter truffet beslutning om, at uddannelsen af de juridiske rådgivere vil finde sted på Forsvarsakademiet i begyndelsen af 1997. Den juridiske rådgi verordning vil således kunne iværksættes i det tidlige forår 1997. Som betegnelsen viser, er der tale om en juridisk rådgivning til den militære chef. Denne har alene kompetencen til at træffe den konkrete afgørelse på grundlag af sin egen vurdering af situationen og de råd, han måtte indhente fra militære og juridiske rådgivere i sin stab. Auditørerne vil fungere som “juridisk bagland” for de juridiske rådgivere, ligesom generalauditøren er tillagt det øverste faglige ansvar for rådgivningen. Dette indebærer, at generalauditøren eller dennes repræsentant kan udgive såvel generelle som konkrete instrukser m.h.t. den juridiske rådgivning. Det skal i denne forbindelse erindres, at der også i denne situation alene er tale om råd, der kan indgå i den militære chefs vurdering.

Habilitet

I forbindelse med auditørernes rådgivning af militære chefer både for så vidt angår strafferetsplejen f.eks. vedrørende disciplinarmidler og for så vidt angår den juridiske rådgivning vedrørende krigens love m.v. har der fra forskellig side været rejst spørgsmål om auditørens habilitet i forbindelse med et eventuelt strafferetligt ansvar. Reglerne herom er ganske klare. Den, der efter forvaltningslovens kapitel 2 må anses for inhabil i forhold til en bestemt sag, må ikke virke som anklager i sagen jf. retsplejelovens § 97. I sager om rådgivning vedrørende disciplinarmidler er der allerede ved en generalauditørmeddelelse om auditørernes tjenesteområder indført en formaliseret ordning, hvorefter en auditør ikke er formand for disciplinarnævnet ved de tjenestesteder, der ligger i auditørens eget rettergangsområde. I stedet er der ved den nævnte generalauditørmeddelelse udpeget en anden auditør. Såfremt auditørens rådgivning f.eks. måtte vedrøre spørgsmål, der angår den militære chefs eget strafferetlige chefansvar er det ligeledes klart, at den pågældende auditør ikke efterfølgende kan træffe afgørelse i straffesagen, der må overlades til en anden auditør. Hvis den - efter min opfattelse - hypotetiske situation skulle opstå, at den juridiske rådgiver af auditøren skulle blive pålagt at give den militære chef et konkret råd, og der herefter skulle opstå spørgsmål om et strafferetligt ansvar over for den militære chef - hvad enten han har fulgt eller tilsidesat rådet -, er auditøren efter ovennævnte regel i retsplejeloven naturligvis inhabil ved behandlingen af straffesagen. Et eventuelt spørgsmål om inhabilitet blandt auditørerne vil således blive løst ganske i overensstemmelse med de regler og den praksis, der følges inden for den civile anklagemyndighed. Jeg kan i den forbindelse henvise til den vist nok ikke afgjorte udløber af den færøske Skàlafjell-sag, hvor der opstod spørgsmål om rigsadvokatens habilitet. Den strafferetlige undersøgelse blev her overdraget til en ikke inhabil statsadvokat. Sammenfattende er det min opfattelse, at der ikke foreligger principielle problemer med hensyn til auditørkorpsets habilitet hverken m.h.t. den militære retspleje eller m. h. t. den juridiske rådgiverordning.

Fremtiden

Der har i de senere år været et fald i det samlede antal sanktioner inden for forsvaret. Men samtidig har en række komplicerede og omfattende enkeltsager været ret ressourcekrævende, ligesom forsvarets internationale indsats kræver auditørkorpsets medvirken og tilstedeværelse. Endvidere høres generalauditoriatet i stigende omfang af Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen såvel i generelle som konkrete sager ikke sjældent med meget korte svarfrister. Bl.a. under henvisning hertil har auditørkorpset gennemgået en omfattende strukturændring,der har medført en styrkelse af generalauditoriatet ved oprettelse af et juridisk sekretariat samt ved en geografisk koncentration af auditørerne. De hidtidige spredte auditørembeder er nedlagt, og i stedet er auditørerne med auditørfuldmægtige placeret henholdsvis i Rigensgade i København (sammen med generalauditoriatet) samt i Karup dækkende henholdsvis områderne øst og vest for Store Bælt. De tidligere titler forsvarskommando-, hær- og marineauditør er bortfaldet. Afsluttende må jeg som chef for den militære anklagemyndighed sige, at det er min klare og dokumenterede opfattelse, at forsvarets personel absolut er af en hæderlig og moralsk høj standard, ligesom det daglige samarbejde med forsvarets forskellige myndigheder forløber på en saglig og tillidsfuld måde præget af gensidig respekt og forståelse. Der er en udtalt fælles målsætning såvel om effektivitet som retssikkerhed for alle i det danske forsvar.