Den 9. April 1940 kort før Daggry blev Flyvertroppernes Maskiner paa vor eneste faste militære Flyveplads, Værløse Flyveplads, angrebet af 3 Messerschmidt 110 tomotorede Jagere. Angrebet, der udførtes med Maskinkanoner fra ganske lav Højde, ca. 150—20 m, varede nogle Minutter. Et Par Minutter efter, at Patrouillen var forsvundet, dukkede en ny Patrouille paa 3 Maskiner op til et lignende Angreb. Under Angrebene kredsede ca. 6 Bombemaskine]- over Pladsen i større Højde uden at angribe. Flyvepladsen blev forsvaret af 12 Rekylgeværer i Luftmaalspivot, der alle straks kom til Skud og fortsatte Skydningen under begge Angreb, men Skytterne havde kun ganske kort Skydeuddannelse. Det vides naturligvis ikke, om de har opnaaet Træffere, men ingen Maskine blev gjort ukampdygtig. Fjendens Resultat af Angrebet var, at over */-, af vore krigsbrugbare Maskiner var odelagte eller saa beskadigede, at de ikke kunde flyve. Flyvepladsen havde været et taknemligt Maal ikke alene paa Grund af det svage Forsvar, men ogsaa fordi Pladsen ikke var større end nødvendigt for Start og Landing. Angrebet havde sat Flyvertropperne ud af Virksomhed, hvilket blev vor egen bitre Lære om, at der maatte stilles anderledes store Krav til et Flyvevaaben med Hensyn til Flyvepladserne end dem, der var tilfredsstillede med denne ene Plads. Andre Lande maatte gøre lignende Erfaringer i Krigens første Aar, og de Lande, der kunde fortsætte Krigen til henimod Slutningen, udbyggede deres Flyvepladser og Flyvepladstjeneste i Bevidstheden om deres store Betydning. Især Tyskerne organiserede deres Flyvepladsforsvar til et enormt Foretagende, men i 1944 reducerede de det ved at afgive betydelige Troppestyrker og Luftværnsvaaben fra Pladserne til den haardttrængte russiske Front. Da det saa i 1944—45 blev deres Tur at staa over for en overlegen fjendtlig Luftstyrke med et svækket Flyvepladsforsvar, maatte deres Luftvaaben lide store Tab paa selve Pladserne. Det maa være en Krigens Lære, at jo svagere et Flyvevaaben er i Luften, des stierkere maa det være paa Jorden. I vort Land maa der derfor vies Flyvepladserne den største Interesse, og en nærmere Omtale af disse og af det Forsvar, der er knyttet til dem, kan være paakrævet.
Ved Flyveplads forstaas ikke blot det planerede Omraade, der benyttes til Start og Landing. Udover dette kræves et stort Omraade, hvor Maskiner skal opstilles spredt og Bygninger være opført i ret stor Afstand fra hverandre og saa vidt muligt skjult, saa Ødelæggelser ved Luftangreb faar mindst mulig Virkning og er vanskelige at udfore. Yderligere maa der uden om dette Omraade være en Zone til Pladsens Nærforsvar mod Angreb fra Jorden. Medens Startbane-Omraadet naturligvis er fladt, kan Terrainet uden for dette godt være endog temmelig stærkt kuperet og bevokset og bør endda helst være det.
En Flyveplads er endvidere ikke kun det Sted, hvor Flyvemaskinerne starter og lander. Den er tillige Hjemsted for Maskinerne og for Flyverne, der med kort Varsel, alt efter Beredskabet, skal starte til deres Opgaver, og for Mekanikerpersonellet, der undertiden i Døgndrift skal arbejde paa at gøre Maskinerne startklare. Den er Kommandostation for Cheferne for Flyverenhederne paa Pladsen. Den er Reparationssted for Maskinerne og har derfor Værksteder og Beholdninger, og den er Forsyningssted for Benzin, Olie og Ammunition. Er Flyvepladserne saaledes et Flyvevaabens Nervecentre, kan Fjenden ogsaa lamme det ved Angreb mod Pladserne. Det er umuligt for en Fjende at sætte alle Flyvere ud af Spil i Luften, men han kan maaske gøre det paa Jorden. Er der faa Flyvepladser, og er de kendte af Fjenden, har han Mulighed for at koncentrere sine Angreb mod dem og dermed for en kortere eller længere Tid — maaske for stedse — at sætte Flyvevaabnet ud af Virksomhed. En meget væsentlig Del af Flyvepladstjenesten bestaar derfor i at sikre Flyvepladserne mod Fjendens Angreb, saa Flyvevirksomheden kan vedligeholdes, og dette kan kun gøres dels ved at forsvare Pladserne, dels ved at oprette nye Feltflyvepladser, som det gælder om at skjule for Fjenden længst muligt. En Feltflyveplads bestaar af en enkelt, plan Startbane, hvis omliggende Terrain skal have nogen Bevoksning, saaledes at Maskiner og Forsvarsanlæg kan skjules i størst muligt Omfang. Der skal helst findes Bygninger til Indkvartering, Værksteder og Kommandorum m. m., og; Terrainet skal byde gode Muligheder for Forsvar. Der er mange Ulemper forbundet med Oprettelsen af Feltflyvepladser. Bl. a. kræves en Spredning af Flyvepladsforsvarets Tropper og fast opstillede Vaaben, Udførelse af ret betydelige Arbejde]- med Anlæggelse af en Startbane, Opførelse af Sprængstykkevolde for Maskiner og andet Materiel, Sløringsanlæg' samt Udbygning af Pladsens Forsvar. Muligvis vil man kun ty til Feltflyvepladser i særlige Situationer, f. Eks. en ny 8 —9. April, men Feltflyvepladser maa i hvert Fald være forberedte. Flyvepladser, hvad enten der er Tale om faste Pladser (Fredsflyvepladser) eller Feltflyvepladser, udgør en saa væsentlig Del af et Flyvevaaben, at det er naturligt, at deres direkte Sikring mod fjendtligt Angreb overlades Flyvevaabnet i den Udstrækning, det er muligt. Flyverenheder og Flyvepladsforsvar er de to Kampmidler, der frem for alt betinger Flyvevaabnets Kampkraft. Kun den, der raader over begge Midler, kan have Ansvaret for Vaabnet. De Angreb, Flyvepladserne maa være indstillet paa at for svare sig mod kan komme fra Luften, fra Lufttropper*) og lette Jordtropper. Forsvarsmidlerne mod Luftangreb mod en Flyveplads er Luftværnsvaaben og Flyvere, men da det i Særdeleshed i vort Land er usikkert, om Flyverne kan blive sat ind mod de fjendtlige Flyvere, før Angrebet er forbi, maa Luftforsvaret helt været baseret paa Luftværnsvaaben. Det farligste Angreb er Lavangrebet med Beskydning af Maskingeværer, Maskinkanoner og Raketvaaben. Hovedforsvarsvaabnene herimod er de smaakalibrede Maskinvaaben (20 mm og derunder), der bedst forener Kravene til Bevægelighed, Skudkadence og skjult Opstilling, og for 20 mm Kanoners Vedkommende Sprængvirkningen for Ammunitionen. Disse Vaaben maa baade være tildelt de Styrker, der skal forsvare mod Angreb fra Jorden, til direkte Beskyttelse og være fast knyttet til direkte Forsvar af Flyvemaskiner og Lokaliteter paa Flyvepladsen. Selv om Maskinvaaben af de mindste Kalibre kun har ringe Chance for at nedskyde fjendtlige Maskiner, har de dog en Mulighed for at gøre dem ukampdygtige — i hvert Fald saaledes, at de efter Landing ikke anses for flyveklare før efter en større eller mindre Reparation. 8 mm-Maskingeværet bør derfor, hvor det er muligt, ved Siden af sin Jordforsvarsopgave kunne bruges mod Luftmaal, og Skytten maa have den bedst mulige Uddannelse i Skydning mod Luftmaal. Vaaben af større Kaliber, 37 mm og opefter, hvis Forsvar dækker større Omraader, og som udelukkende maa have Standpladser i Udkanten af eller uden for Flyvepladsomraadet, maa alle henregnes til Flyvepladsens Luftværnsartileri. Af alle disse Vaaben maa et Mindsteantal være fast knyttet til enhver Plads, men Antallet maa iøvrigt være afhængigt af Pladsens Betydning og Antallet af Maskiner, der findes paa den.
*) Faldskærm stropper og Luftlandetropper i Glideplaner.
Fjendtlige Lufttropper kan landsættes paa eller i Nærheden af en Flyveplads. Da de kan medføre alle et Fodfolks Vaaben, let Artilleri og Terrainvogne, maa Flyvepladsforsvaret raade over alle Fodfolksvaaben og om muligt have Støtte af Luftværnsartilleriet anvendt som almindeligt Artilleri. Angrebet maa regnes støttet af Flyvere, som bl. a. ved deres Bombekast frembringer Kratere, der kan udnyttes af Angriberne. I Forsvarsstyrken maa der derfor indgaa Morterer til Beskydning af Bombekraterne. En Luftiandsætning er imidlertid et stort Apparat at sætte i Gang, Lufttropper er dyre, og Tabene ved Landsætningen mod en vaagen Modstander i et befæstet Omraade maa regnes at blive store. En Landsætning af større Styrker end ca. 1 Bataillon mod en Flyveplads maa sikkert regnes for lidet sandsynlig. Formaalet bliver muligvis ikke at erobre Pladsen, men kun at ødelægge Flyvemateriel m. m. og at lette Pladsens Indtagelse for andre Styrker, der skal komme til Lands, og hindre eller hæmme dens Benyttelse, indtil disse Styrker naar frem. Flyvepladsforsvaret stiller over for en saadan Modstander ikke saa store Krav om Forsvarsstyrkens Størrelse som om dens Aarvaagenhed og Kvalitet. Den skal hurtigt sættes ind mod Lufttropperne for at angribe dem snarest muligt, medens de endnu er spredte. De første ca. 5 Minutter efter Landsætningen er kritiske for Lufttropperne, da de endnu er spredte og ikke har samlet deres Vaaben sammen. Kan Angrebet paa dem begynde inden for dette Tidsrum, er deres Kampkraft væsentligt nedsat. Flyvepladsforsvaret bør derfor raade over Transportmidler, som hurtigt kan bringe en Del af Styrken ud til Landsætningsstedet, og over pansrede Vogne, der kan trænge gennem eller omgaa spredte Grupper, som eventuelt maatte have til Opgave at dække de øvrige Lufttroppers Samling. Opgaven at nedkæmpe fjendtlige Lufttropper er dog ikke let. Man maa regne med, at de faar kraftig Støtte af Flyvere, at de anvender Skinkast med Dukker og kaster enkelte Grupper paa andre Steder end Hovedangrebsstedet for at vildlede eller for at nedkæmpe særligt generende, fast opstillede Vaaben eller sikre sig gunstige Forsvarspunkter for Landsætningen.
For at vanskeliggøre Landsætningen opstilles Hindringer paa egnet Landsætningsterrain, eller der træffes særlige Foranstaltninger til dets Bevogtning og Nedkæmpelse af Lufttropper. Ved Brug af Røggranater kan man endvidere sinke deres Samling og vanskeliggøre deres Opsamling af nedkastede Vaaben. Der kan fast opstilles veldækkede Vaaben (storkalibrede Maskingeværer), som kan overvaage Terrainet og beskyde Lufttropperne før og efter Landingen, men man maa vogte sig for at udstykke for mange af Vaabnene paa denne Maade, især hvis deres Forsvar faar alt for lokal Karakter. Disse Vaaben maa derfor være anbragt saaledes, at de faar langt Skudfelt, saa vidt muligt Horizanten rundt. Hver Flyveplads maa raade over en Forsvarsstyrke, der i Antal, Kvalitet og Udrustning har Mulighed for at nedkæmpe eller i ugunstigste Fald at standse fjendtlige Lufttropper, indtil fornødne Forstærkninger af egne Styrker ankommer.
Fjendtlige lette Tropper.
Fjendtlige motoriserede Styrker, der har gennembrudt Felthærens Forsvarsstillinger eller Kystforsvaret, kan ventes at optræde med Fodfolk, let Artilleri, Panservogne, lette Kampvogne og Pionerer. Styrkerne kan være saa stærke, at det ikke er muligt at have et jævnbyrdigt fast Flyvepladsforsvar; da de imidlertid i Hovedsagen maa følge Vejene, kan man ved fremskudte Meldeposter og Vejspærringer hindre, at de naar overraskende ind til Flyvepladsen. Pladsens Forsvarsstyrker har da den Opgave at modstaa Fjenden, indtil Forstærkning kan blive sendt, og denne Forstærkning maa være forberedt, saaledes at den kan naa at blive indsat rettidigt. Man kan sikkert ikke regne med at faa Undsætning fra Styrker, der er knyttede til Felthærens Forsvar, da denne maa antages at være for stærkt engageret i sin egen Kamp. Da hele Landets Hjemmeforsvar mod Luftlandsætning eller Landgang fra Søen i Forvejen utvivlsomt maa kræve en Regionsinddeling af Landet med Tropper disponible for Regionerne, maa Styrker af disse hurtigt kunne sendes til Hjælp for Flyvepladsforsvaret.
En første Betingelse for en Flyveplads’ Sikkerhed er, at der er en Front i stor Afstand fra Pladsen og en Kystbevogtning, som giver Sikkerhed mod overraskende Angreb. Jo svagere Fronten er, jo mindre sammenhængende den er, og jo nærmere den er ved Pladsen, des stærkere maa Flyvepladsforsvaret og dets Beredskab være. Giver disse tre Faktorer ikke tilstrækkelig Sikkerhed, maa Flyvemaskinerne og øvrigt Materiel, Værksteder og Depoter trækkes bort fra Pladsen, men denne maa bevares som et Støttepunkt, saa den eventuelt senere igen kan benyttes som Flyveplads, og dette Støttepunkt kan muligvis faa Værdi, hvis Kampzonen nærmer sig Pladsen. Først naar Pladsen maa opgives for at falde i Fjendens Haand, foretages de Ødelæggelser, der skal gøre den uanvendelig til Flyveplads i længere Tid.
Til Forsvaret af en Flyveplads kræves saaledes en fast Styrke paa selve Pladsen med et stadigt Beredskab afpasset efter Truslen paa de forskellige Tidspunkter af Døgnet og Situationen ved Fronten. Paa Grund af Flyvepladsernes Betydning for Landets samlede Forsvar vilde det være ønskeligt at knytte saa store Styrker til Flyvepladsforsvaret, at Risikoen for at miste dem vilde være minimal. Da enhver Forøgelse af Flyvepladsstyrkerne gaar ud over Hærens Styrke og dermed iøvrigt ogsaa over den Beskyttelse, Kampzonen skal give Flyvepladserne, maa den rette Løsning af Flyvepladsforsvaret være at afpasse den faste Forsvarsstyrke paa hver Plads saaledes, at den kan standse ethvert Angreb, indtil Undsætning ankommer, og planlægge Undsætningen fra Regionen, saaledes at den kan sendes hurtigt og med tilstrækkelig Styrke i Antal og Kvalitet.
Ved Angreb paa en Flyveplads tager alt Personel paa Pladsen Del i Forsvaret. Den egentlige Forsvarsstyrke — den der ikke har anden Opgave — danner Kernen i Forsvaret. Alt andet Personel, der har andre Opgaver, som kan afbrydes ved et Angreb, sættes snarest ind enten til Forstærkninger af Stillinger (eller som »Forsynere« til Vaaben), som Reserver eller til Forsvar af særlige Lokaliteter. Derfor bør alt Personellet være uddannet i Flyvepladsforsvar og Flyverne og helst en Del af Mekanikerne tillige være uddannet til at føre Kommando.
en forholdsvis lille Besætning, som kun er i Stand til at besætte en Del af Støttepunktets Stillinger. Derfor maa Støttepunktet være inddelt i Sektorer og Styrken holdes i Beredskab, medens Stillingerne enten er ubesatte eller kun bevogtede af spredte Maskingeværreder eller Kampanlæg paa særligt vigtige Punkter. Saasnart det vides, i hvilke Sektorer og fra hvilke Stillinger Pladsen skal forsvares, maa disse indtages i det stærkest mulige Tempo og muligvis under fjendtlig Beskydning.
Optræder Fjenden med en saadan Styrke, at han ikke kan kastes af Flyvepladsstyrkerne, bliver Forsvarets Opgave for enhver Pris at binde ham, saa egne Forstærkninger faar de bedst mulige Betingelser for at kaste ham eller nedkæmpe ham. Alt efter Mulighederne maa Flyvepladsforsvaret stille sig følgende Maal:
a) at hindre Fjenden i at beskyde Flyvepladsen, saaledes at den ikke kan benyttes til Start, og i at ødelægge de opstillede Maskiner,
b) hindre Fjenden i at foretage Ødelæggelser af større Betydning paa Pladsen,
c) holde det egentlige Landingsterrain enten til senere Benyttelse, hvis Fjenden kastes, eller til Udførelse af Pladsens Evakuering og Ødelæggelse, hvis den maa opgives.
Forsvarets Stillinger er stærkt formerede i Dybden og bestaar af selvstændige Støttepunkter og Kampaniæg, der kan forisætte Kampen ogsaa i Ryggen paa Fjenden, hvis han nedkæmper Nabostøttepunkterne, og de bliver indeshittede. Der kræves betydelige Karakteregenskaber af Tropper, der skal lade sig omringe og fortsætte en Kamp, for hvis eventuelle heldige Udfald de muligvis maa ofre sig.
Som det fremgaar af ovens taaende, maa Flyvepladsforsvaret bestaa a f : Luftværnsbatterier eller -afdelinger, der maa afgives af Hærens Luftværnsartilleri, 20 mm Kanoner og Luftværnsmaskingeværer fast opstillede til Pladsens Forsvar og antagelig formerede i lette Luftværnskompagnier, samt Flyv oplad sbatailloner med lignende Udrustning som Fodfolket. Hver af disse tre Troppekategorier maa have sin Chef, der igen er underlagt Pladskommandanten som den, der har det øverste Ansvar for Pladsens Forsvar. I Fastsættelsen af Myndighedsomraadet maa Pladskommandantens Befalingsret indskrænke sig til at stille sine underlagte Chefer deres Opgaver, medens disse selvstændigt maa afgøre, hvorledes de vil udføre den. Flyvepladsbataillonerne er at betragte som et Vaaben eler Korps inden for Flyvevaabnet. Deres Kampopgaver kan sammenlignes med detacherede Fodfolksstyrkers med stor Dispositionsfrihed og samtidigt stort Ansvar for Førerne. De er ganske vist bundet til et bestemt Terrain, men dette Terrain (Flyvepladsomraade og »Forterrain«) er saa stort, at det giver Mulighed for et Utal af forskellige Situationer især i Angreb mod Lufttropper. Som Kampterrain kan man alt efter Flyvepladsen Størrelse regne med 20—50 km-. Dette Flyvepladskorps kan antagelig faa Størrelse af 1—2 Regimenter. En Ulempe ved et saa lille selvstændigt Korps er, at Officerernes Avancementsforhold er daarlige, saa at Tilgangen sandsynligvis maa blive ringe. Der er dog to Maader, paa hvilke man kan forbedre dette Forhold. En Maade er at give Officererne en saadan Uddannelse i Flyvevaabnets Organisation og Anvendelse, at de kan bruges i Stabe saavel inden for Fiyvevaabnet som ved fremmede Troppeenheder og derved aflaste Flyverofficererne for denne Tjeneste, som vil belaste dem stærkt. En anden Maade er at lade en Del af Posterne — hovedsagelig i de lavere Grader — besætte med Officerer fra Fodfolket til midlertidig Tjeneste. Denne Fremgangsmaade anvendes i R. A. F.-Regimentet, som er det engelske Flyvepladskorps. Uanset hvorledes Organisationen maatte blive,, er det hævet over enhver Tvivl, at Flyvepladsforsvarsstyrkerne vil faa en overordentlig stor Betydning for Landets Forsvar. Deres Opgave giver et stort Spillerum for Fantasi og Initiativ hos Førerne ned til de laveste Grader, og der kræves i særlig Grad Selvstændighed og Beslutsomhed af dem. Som et særligt Korps vilde Flyvepladsstyrkerne kunne vente ud i Fremtiden at faa andre Opgaver end det egentlige Flyvepladsforsvar. Bliver der saaledes en Gang Tale om, at vi skal uddanne en mindre Styrke Faldskærnssoldater, vil det være naturligt, at denne uddannes ved og knyttes til Flyvepladskorpset.
T. P. A. Ørum.