Log ind

Forsvar af byer og fæstninger i Østtyskland

#

Oberst Lawaetz har samlet omtalen af tre bøger om kampene om henholdsvis Breslau, Königsberg og Kolberg til denne artikel og slutter den med en tilskyndelse til at tage emnet „kamp om byer og landsbyer“ op.

1.

Denl 3/14 Jan. 1945 begyndte den russiske storoffensiv ved Weichsel og mod Østpreussen. Da H itle r havde afvist Guderians forslag om rettidigt at trække hæren i Kurland til hjælp og også modsat sig en af stabschefen ved hærgruppe A , general Xylander, udarbejdet plan om bevægeligt forsvar, udviklede operationerne sig straks til en katastrofe for de tyske østhære, der for største delen blev sønderslået i deres stillinger. M id t i februar var russerne i Schlesien nået frem til Oder, i nord var Østpreussen afskåret, en række „fæstninger“ var in ­ desluttet. Hitlers forsikringer om, at fronten ville holde, og at russerne aldrig ville sætte foden på tysk jord, havde i stort omfang fundet tiltro i befolkningen, og de nazistiske gauleitere havde med enkelte undtagelser fulgt parolen om, at, evakuering ikke var nødvendig. Følgen var, at russernes fremtrængen blev en katastrofe ikke blot for hæren, men også for civilbefolkningen. Som et led i forsvaret lod H itler el antal byer erklære for „fæstninger“ , der skulle forsvares til sidste mand og sidste patron. Det. gjaldt bl. a. Breslau, Glogau, Posen, Graudenz, Königsberg, Kiistrin, Kolberg og Berlin. Om disse byer — hvoraf nogle for så vidt nok kunne kaldes for „fæstninger“ , som der i og om dem fandtes mere eller mindre forældede forter, enceinter, gamle volde og grave, hvorimod man for sent havde søgt at styrke forsvaret med feltbefæstninger — udspandt der sig nu heftige, i flere tilfælde langvarige kampe, der dels førtes om fæstningsanlæggene, dels som bykampe i gader og om enkelte bygninger. For 10 år siden udkom to bøger, Jürgen Thorwald: „Es begann an der Weichsel“ og „Das Ende an der Elbe“ . De synes trods deres meget tidlige fremkomst at give et i hovedsagen korrekt billede af begivenhederne fra starten af den russiske offensiv til Berlins fald. Dette gælder også om forsvaret, af fæstningerne. Men selv om helhedsbilledet er korrekt, må en på et så tidlig t tidspunkt skreven frem stilling af et så omfattende afsnit af krigen rumme adskillige mangler og også nogle misforståelser. Det må derfor påskønnes, at der nu af forlaget Gräfe und Unzer i München er påbegyndt udsendelse af mere omfattende frem stillinger af disse kampe, foreløbig omfattende Breslau og Königsberg. H ertil slutter sig en på et andet forlag udgivet beskrivelse af kampen om Kolberg. En anmeldelse af disse tre bøger og nogle betragtninger i tilslutning dertil kan formentlig have interesse.

2. General von Ahlfen og General N ieh o ff: So kam pfte Breslau. Gräfe und Unzer Verlag. München 1959. Illustreret, 135 sider.

Breslaus gamle fæstningsværker havde Napoleon i 1807 ladet sløjfe. Under 1. verdenskrig var der anlagt nogle „infanterivæ rker“, som var bevarede, og enkelte anlæg var senere føjet til. I tiden fra efteråret 1944 var der blevet arbejdet på en feltbefæstet stilling i godt 20 km’s afstand fra byens centrum, men allerede før indeslutningen var man klar over, at man ikke kunne påregne den fornødne styrke til forsvar af den 120 km lange front. Man havde derfor i januar 1945 koncentreret sig om udbygning af en kortere, indre linie. Byen blev fuldstændig indesluttet den 15. febr. Besætningen beslod af 1 infanteridivision, 6— 8 selvstændige infanteriregimenter, artilleri (ca. 200 kanoner), telegraf - tropper, pionerer, „Volkssturm “ m. v., ialt ca. 50.000 mand. Mange afdelinger var sammenskrabede styrker, absolut uegnede til kamp i åben mark, men i bykampen skulle de vise en forbavsende kampkraft. Byen var blevet så vidt evakueret, at der af dens ca. 1 m illion indbyggere kun var ca. 80.000 tilbage. Russerne førte hovedangrebet fra syd og senere fra vest. Forsvaret var meget aktivt, men kunne ikke hindre, at angriberen stadig vandt terrain. Allerede i slutningen af februar blev der på sydfronten kæmpet i gaderne. Russerne førte en række angreb med pauser imellem og var i begyndelsen af maj fra syd og vest nået frem omtrent til byens centrum. Den 6. maj kapitulerede kommandanten. Breslaus forsvar strakte sig således over ca. 3 måneder. De tyske tab angives til 29.000 døde og sårede, men selv om civilbefolkningens tab er indbefattet heri, så er det dog et vidnesbyrd om kampens hårdnakkethed. Angriberen var 6. russiske armé, der skal have rådet over 7 divisioner. Angivelserne af hans tab varierer mellem 30.000 og 60.000 mand, men må — som alle angivelser af russiske tab, såvel i første som anden verdenskrig — tages med største forbehold. Man må således spørge sig selv, hvorledes 7 russsiske divisioner kan have mistet op til 60.000 mand uden helt at blive tilintetgjort — de russiske divisioner talte normalt kun 6— 7000 mand!

Kommandant i Breslau var fra 1. feb. generalmajor von Ahlfen. Han blev stærkt generet i sin kommandoføring af gauleiter Hanke, som havde direkte radioforbindelse med Hitlers hovedkvarter og derigennem udvirkede ordrer til kommandanten. Da v. Ahlfen ikke ville bøje sig for dem, blev han i begyndelsen af marts erstattet med general Niehoff. Chefen for den tyske front i Schlesien, generaloberst (senere feltmarskal) Schörner (en af de højere tyske førere, der fortjente betegnelsen „Hitlergeneral“ ), lovede undsætning, hvis blot Niehoff kunne holde „fæstningen“ 3— 4 dage til. Niehoff holdt ud i 2 måneder, uden at Schörner rørte sig for at undsætte byen. Så meldte Niehoff telefonisk (radiokædeforbindelse til Schneekoppe), at han agtede at kapitulere. Schörner svarede med at forlange kamp til sidste mand og sidste patron og udtalte forventningen om, at kommandanten ville „forblive tro mod den døde fører“ . Beslutningen om at kapitulere blev lettet ved, at Hanke fejgt flygtede i Niehoffs flyvemaskine. Overhovederne for Breslaus katolske og protestantiske gejstlighed henvendte sig til kommandanten og bad ham for civilbefolkningens skyld indstille kampen. Breslaus tapre forsvarere fik fra den russiske hærs side en korrekt og ridderlig behandling — væsentlig anderledes blev det desværre ofte senere i fangelejrene. Bogen om Breslaus kamp er skrevet af byens to kommandanter. Da alle dokumenter er gået tabt, bygger frem stillingen dels på personlige erindringer af overlevende, dels på forskellige tidligere udkomne beretninger. Bogen er godt skrevet og tilpas kortfattet. Forsvaret prægedes i høj grad af kampe i gaderne, og man får et indtryk af en storbys defensive styrke, når man vil tage civilbefolkningens lidelser og byens ødelæggelse med i købet. Den viser, hvad der i en bykamp kan ydes med sammenskrabede, mangelfuldt udrustede og mangelfuldt uddannede tropper. Den er på bykampens område meget lærerig. 1 særlige afsnit er der gjort rede for signaltjeneste, pionertjeneste, forsyningstjeneste, udnyttelse af industrianlæg til supplering og reparation af våben og udrustning, ligesom kloaksystemets forsvar og udnyttelse til trafik, kabelføring m. v. ei behandlet.

3. General Otto Lasch: So fiel Königsberg. Kam pf und Untergang von Ostpreussens Hauptstadt. Gräfe und Unzer Verlag, München 1958. Illustreret. 143 sider.

Königsberg var grundlagt af den tyske orden i 1255. Den ligger ved den østlige ende af Frisches Haff. Umiddelbart nord for byen skyder den brede rektangulære halvø Samland sig ud i Østersøen, og på halvøens sydvestlige spids ligger havnebyen Pillau . Königsberg var såvidt en fæstning, som den var omgivet af en ca. 1880 bygget kreds af 12 forter med mellemværker. Bag denne linie fandtes en 11 km lang, ca. 1870 anlagt enceinte og endelig inde i byen en i det 17. århundrede anlagt bastionær vold og grav. Disse anlæg, særlig fortlinien, har været til nogen støtte for forsvaret. En udenfor fortlinien påbegyndt feltbefæstet stilling blev straks rendt overende og fik således ingen betydning. I de sidste dage af januar 1945 var Østpreussen blevet afskåret ved russernes fremstød til egnen om Elbing. Samtidig trængte russerne nord om Königsberg frem til F risches Haff, og dermed var byen i realiteten indesluttet, bortset fra den betydningsløse forbindelse til den til undergang viede 4. armé ved Heiligenbeil ved Frisches H a ff vest for Königsberg. Kommandant var general Lasch (bogens forfatter). Besætningen bestod af ca. 6 divisioner (3 linie- og 3 folkegrenaderdivisioner), der stod i fortlinien. Den 19. feb. lykkes det ved et udfald fra Königsberg i forbindelse med et af tropperne fra Samland ført angreb at genoprette forbindelsen til Pillau , og de følgende 6 uger udnyttes til fortsat evakuering af civilbefolkningen. Men samtidig svækkes forsvaret ved, at 2 kampkraftige liniedivisioner trækkes bort og erstattes med 2 folkegrenader divisioner. Først efter likvideringen af mottien ved Heiligenbeil (i slutningen af marts) begyndte det egentlige angreb på Königsberg.. 250.000 mand skal i tiden om 1. april være opmarcheret foran byen mod de 40.000 forsvarere. Hovedangrebet, der førtes fra syd, støttedes af et mægtigt artilleri og bombardement fra luften. I dagene den 6— 8. apr. knustes forsvaret. Besætningens forsøg på natten den 8— 9. apr. at slå sig igennem til Pilla u mislykkedes. Forsvarerne var om morgenen den 9. trængt sammen på et lille område bag de gamle volde fra det. 17. århundrede og blev i dagens løb splittet op i 6— 8 grupper. Så kapitulerede general Lasch. Kommandanten havde ordre til at kæmpe til sidste mand og sidste patron, men havde kapituleret først og fremmest for at skåne civilbefolkningen, der ved begyndelsen af det russiske storangreb endnu talte ca. 110.000 mennesker. I Wehrmachtsbericht af 12. apr. 1945 stod bl. a.: „Infanterigeneral Lasch blev på grund af fejg overgivelse til fjenden af en krigsret dømt til døden ved hængning. Hans fam ilie v il blive sat under arrest“ . Men gauleiter Koch, en af de værste krigsforbrydere, som på mange måder havde generet kommandanten og selv fejgt bragt sig i sikkerhed i Pillau , gik fri, forsvandt siden sporløst og blev først fundet 14 år senere. Marskal Wassiliewski, der havde overtaget kommandoen efter den i Østpreussen faldne marskal Tjerniakowski, optrådte korrekt overfor fangerne, men kunne ikke hindre visse overgreb fra soldaterne, der var ophidsede til hævn ved synet af deres eget lands ødelæggelse fra tyskernes hånd og de af H itlers håndlangere (Koch og andre) bag fronten begåede forbrydelser. 1 denne forbindelse skal citeres et opråb, hvormed den senere her i Danmark fejrede kommunistiske forfatter Ilja Ehrenburg ophidsede de af naturen godmodige russiske soldater: „Dræb, dræb. Hos tyskerne er der intet, der er uskyldigt, ikke de levende og ikke de ufødte! Følg den af kammerat Stalin givne anvisning og knus for evigt det fascistiske dyr i dets hule. Bryd med vold de tyske kvinders racehovmod. Tag dem som jeres retmæssige bytte“ . Fra russisk fangenskab rettede general Lasch og hans divisionschefer den 13. apr. en henvendelse til tyske officerer og soldater om at standse kampen og hindre, at Tyskland blev ødelagt af den forbryderiske regering. Det var generalens mening, at brevet skulle afleveres til den kommanderende general på den tyske Samland-front, men russerne foretrak at lade erklæringen nedkaste som flyveblade. General Lasch afviser bestemt at have haft noget med komitéen „Freies Deutschland“ at gøre.

4. Johannes Voelker: Die letzten Tage von Kolber g. Ostdeutsche Beiträge aus dem Göttinger A rbeitskreis,Band X II. Holzer Verlag. Würzburg 1959. 159 sider.

Kolberg, der ligger i Pommern ved Østersøen, omtrent syd for Bornholm , har en smuk krigshistorie. I den preussiske syvårskrig blev den tre gange belejret af russerne og i 1761 erobret efter en 4 måneder lang belejring. Berømt er byens forsvar i 1807, da den holdt stand i måneder og først som følge af fredsslutningen måtte åbne sine porte for franskmændene. Det var som kommandant i Kolberg, major Gneisenau vandt sin første berømmelse. Under 2. verdenskrig havde K olberg ca. 37.000 indbyggere, svarede altså til en af vore større provinsbyer. Men med de flygtninge, som var strømmet sammen der, har der ved indeslutningen i begyndelsen af marts 1945 været ca. 85.000 civile i byen. Da alt, hvad der fandtes af nogenlunde uddannede og mobile styrker var sendt bort til afstivning af den egentlige kampfront, kunne der til byens forsvar kun rådes over nogle sammenskrabede enheder, heri noget marineinfanteri, ialt ca. 3.300 mand med en højst mangelfuld udrustning. Forsvaret støttedes i nogen grad ved artilleriild fra et par tyske torpedojagere. A f befæstninger rådedes der kun over nogle mangelfulde skyttegrave og et par gamle skanser fra 1807, hvilke sidste dog viste sig at være en ikke uvæsentlig styrkelse af forsvaret, Den ringe forsvarsstyrke bevirkede, at forterrainet straks måtte opgives og kampen optages i byens udkant. Kolbergs forsvar blev således en udpræget kamp i gaderne. Kommandant var oberst Fullriede, en gammel „Schnauzbart“ , der havde udmærket sig ved heldig løsning af en række selvstændige hverv på næsten alle krigsskuepladser. A t Fullriede var en „selvstændig“ mand havde han bevist ved ik ­ ke mindre end 5 gange at trodse Hitlers befalinger, bl. a. ved ikke al ødelægge byer i Tunis og H olland samt ved at nægte at nedskyde italienske gidsler. Mærkeligt nok havde han overlevet alt dette, men hans forhold til føreren var spændt. Da Fullriede den 1. marts (3 dage før indeslutningen) tog kommandoen i Kolberg, forelå der en førerbefaling om, at byen var en „fæstning“ . Obersten telegraferede tilbage, at det ville han ikke gå med til, hvorpå H itle r tog ordren tilbage! Fullriedes næste handling var at ophæve samtlige af de nazistiske partiinstanser givne befalinger. Befalingerne fra førerhovedkvarteret lød: „Bis zur letzten Patrone aushalten“ . Dette satte Fullriede sig ud over, idet han meddelte sine soldater, at deres opgave ik ­ ke var at forsvare „Fæstningen Kolber g“ , men at værge civilbefolkningen, først og fremmest kvinder og børn, og at også besætningen v ille blive evakueret, så snart den sidste civile var i sikkerhed. I overensstemmelse hermed blev forsvaret ført i 14 dage fra den 4. til den 18. marts. Angribere var 3 polske divisioner, men det var russisk artilleri og kampvogne, der banede vej. Polakkerne har senere betegnet sig selv som „Kolbergs læ friere“ — men de af byens indbyggere, der har glædet sig over denne „befrielse“, er sikkert hurtigt talt. Bogen skildrer ret indgående forsvaret fra gade til gade, fra hus til hus og civilbefolkningens evakuering ad søvejen fra havnen, der lå under fjendtlig artilleribeskydning. Den 17. marts om aftenen var ca. % af byen faldet og forsvarerne trængt sammen i et smalt rum med ryggen mod havet. På det tidspunkt var ca. 70.000 af de ca. 85.000 civile evakuerede (resten var dræbt eller faldet i fjendens hænder). Den 18. om morgenen lykkedes det oberst Fullriede med det meste af den overlevende del af forsvarerne i små fartøjer at forlade ruinbyen. Kun en arrieregarde på ca. 400 mand blev taget tilfange af polakkerne. Besætningens tab af døde, sårede og syge anslås til ca. 50 %. Angriberens tab kendes ikke.

5. Afsluttende bemærkninger.

Hvilken betydning havde nu forsvaret af disse „fæstninger“ ? V i må her skelne mellem den rent militære betydning, d. v. s. forsvarets værdi for den tyske værnemagts fortsatte kamp, og på den anden side problemet om det overhovedet kunne forsvares at ofre tusinder af soldaters og civiles liv og lade store gamle byer skyde i grus på et tidspunkt, da krigen uhjælpelig var tabt. Det militære formål med et fæstningsforsvar har fra gammel tid dels været med små styrker at binde overlegne fjendtlige kræfter, dels holde strategisk og politisk vigtige punkter, f. eks. hovedstæder, flådebaser, trafikknudepunkter o. 1. Den første af disse opgaver — med småstyrker at binde overlegne fjendtlige kræ fter — kan siges at have foreligget i alle de tre her omhandlede tilfælde, mindst for Königsbergs og mest for Breslaus vedkommende. Sidstnævnte „fæstning“ bandt med en besætning på 50.000, som i åbent terrain ville have været temmelig værdiløse, en fjendtlig armé på 7 divisioner. Hertil kom, at fæstningens beliggenhed kun 30— 40 km fra den nærmeste del af fronten i Schlesien var en trusel i ryggen på marskal Konjevs tropper, ligesom betingelserne for en rettidig undsætning var tilstede, såfremt Schümer kunne sætte de nødvendige kræfter ind derpå. K önigsberg har næppe bundet større russiske styrker, før storangrebet, der hurtigt bragte fæstningen til fald, satte ind den 6. april. Kolberg derimod bandt en betydeligt overlegen modstander i ca. 14 dage.

Ikke-militære formål, evakueringen af civilbefolkningen, har for fæstningskommandanteme i K önigsberg og Kolberg været medbestemmende for beslutningen om at forsvare byerne — for Kolbergs vedkommende var det det eneste formål. I denne henseende har begge gjort god fyldest. Kolberg bar løst opgaven på en særdeles smuk måde, og Königsbergs forsvar havde in d til slutningen af marts stor betydning for evakueringerne over Pillau . Når de tyske hære i Østpreussen, Pommern, Brandenburg og Mecklenburg fortsatte den håbløse kamp, var det ikke for at skaffe H itler og hans forbryderklike nogle flere dage at leve i, men for at dække civilbefolkningens flugt og for at forhindre, at mere tysk jord blev besat af russerne. Hvis de tyske østhære ikke havde kæmpet til det sidste, var englænderne og amerikanerne ikke kommet først, til Elben, og Danmark var da antageligt blevet skueplads for kampe mellem russere og tyskere og havde fået russisk besættelse i stedet for engelsk. H ertil har også forsvaret af fæstningerne bidraget. Man kan med nogen grund spørge, hvorfor russerne satte så meget ind på at. erobre disse „fæstninger“ . De allierede på vestfronten var i 1944 — bortset fra Cherbourg, Brest og Antwerpen, som de behøvede som udskibningshavne — gået udenom de befæstede byer og havde nøjedes med at indeslutte dem, jfr. f. eks. „Die Festung Gironde Nord (Royan) 1944/45“ , en ganske læseværdig artikelserie i „Feldgrau“ 1959/60. Nogle af de tyske østfæstninger var vigtige trafikknudepunkter, hvis hurtige erobring var nødvendig eller i hvert fald ønskelig. Dette gjaldt i høj grad for Posen og formentlig også for Glogau og Graudenz. Breslau lå i så faretruende nærhed af fronten i Schlesien, at der var grund til at sætte noget ind på at erobre byen ved voldsomt angreb. Men var det. værd at binde så store styrker, som tilfældet var, på erobringen af Königsberg og Kolberg? De måtte jo falde af sig selv, de lå ikke i vejen, besætningerne var ikke farlige, og man kunne have holdt dem i skak med små observationsstyrker. Da den tyske befolkning alligevel skulle jages væk, kunne man ikke have noget imod dens frivillig e evakuering, og at få byer, som snart skulle være russiske eller polske, forvandlet til ruindynger, kunne man heller ikke have interesse af. Der mangler im idlertid beretninger fra „the other side of the h ili“ , vi kender ikke de overvejelser, der ligger til grund for russernes beslutninger. Med hensyn til de formodede store tab for angriberne, så må oplysningerne herom tages med største forbehold. Det kan i hvert fald se ud til, at modstanden visse steder, især ved Königsberg, ikke er blevet brudt i blodige stormangreb, men ved en kolossal indsats af artilleri og flyvere. En af divisionerne på Königsbergs sydfront synes bogstavelig talt at være blevet „udraderet“ .

Der er en del at lære af de tre bøger. Forhåbentlig følges de snart af tilsvarende om de andre østfæstninger. Der kan også i andre værker graves adskilligt frem til belysning af kampe om byer og større eller mindre bymæssige bebyggelser. Her skal nævnes et par. Den på Verlag des Ministerium s fur Nationale Verteidigung i Østberlin nylig udgivne „Gefechtsbandlungen der Sohutzenkompagnie“ indeholder f. eks. blandt sine 48 taktiske eksempler også nogle beskrivelser af kampe såvel om landsbyer som i større byer. Både i russiske og tyske beretninger omtales 62. russiske armés månedlange forsvar af Stalingrad som et enestående eksempel på, hvorledes kamp i og om storbyer bør føres — en kampform, som russerne øjensynligt er uovertrufne mestre i. Forhåbentlig kommer der snart en udførlig russisk frem stilling af netop bykampene i Stalingrad. Visse problemer bar været behandlet i udenlandske tidsskrifter, jfr. f. eks. Hauptmann H. von Dach „Detaille aus dem Ortskampf“ (Der Schweizer Soldat nr. 22/1958), hvor særlig 483 udnyttelse af kloaker i forsvaret og kampe om og i disse er behandlet. Om befæstning er nylig udkommet et bemærkelsesværdigt værk, General der Pioniere 0. W. Forster: „Das Befestigungswesen“ (Bind 25 i serien „Die Wehrmacht im Kam pf“ ), jfr. anmeldelsen i nærværende hefte. Der må efterhånden foreligge så meget materiale, at det kan danne grundlag for besvarelse af opgaver eller udarbejdelse af foredrag om emnet „Kam p om byer og landsbyer“ . Erfaringen viser, at større og mindre bebyggelser rigtigt udnyttet kan være til uvurderlig støtte for forsvaret. Der kan derfor ikke være tvivl om, at såvel vore eventuelle fjender som vi selv under et hårdnakket forsvar af dansk område v il inddrage de landsbyer og købstæder, som ligger i kampzonen i forsvaret. Altså må vi tilegne os og udnytte de krigserfaringer, som er tilgængelige.

W. E. O. Lawaetz