Log ind

Forslag til fremskridt

#

Major Jørgen Svaneberg, CH/STKMP/I/Den kongelige Livgarde har følgende kommentar til den i de to foregående numre af tidsskriftet løbende debat om hærens fremtidige vilkår.

Vi har fået et politisk forsvarsforlig den 12.8.1981 rækkende frem til ultimo 1984, og nye forsvarslove vedtaget i maj 1982 gældende fra 1.7.1982 (forsvarslov og hjemmevæmslov) og 1.1.1983 (personellov).

Og hvad har vi så i realiteten fået? - Bl.a.:

- Vi har heldigvis igen fået et forlig om forsvaret mellem langt den overvejende del af Folketingets medlemmer.

- Vi har fået en økonomisk ramme for forsvaret med forøgede midler i forligsårene 1982 - 1983 - 1984.

- Vi får en meget tiltrængt forbedring af luftværnet ved tilgang af lejede improved HAWK-enheder til Fyn og Langeland.

- Vi har fået væsentligt forøgede danske økonomiske bidrag til NATO infrastruktur, en forøgelse fra 1980 tU 1981 og 1982, der tankevækkende svarer til driftsbesparelsen ved nedlæggelse af to pansrede bataljoner i den stående styrke i samme år!

- Vi har fået reduceret hærens stående styrke betydeligt, alle kampbataljoner har mistet den ene af tre kampunderafdelinger i 1981, og to kampbataljoner på Sjælland er i 1982 overført fra fredsstyrken til hjemsendt supplement. Resultat-at vi i dag på Sjælland i den stående styrke kun har tre panserinfanterikompagnier mod før ti, og kun fem kampvognseskadroner mod før otte - en smertelig reduktion med alvorlige uddannelsesmæssige, organisatoriske, operative og beredskabsmæssige problemer.

- Vi har fået reduceret hærens uddannelsesstyrke med syv underafdelinger i forhold tU den tidligere målsætning fra 1977/1981.

Hvilke konsekvenser drager vi så af de sidstnævnte realiteter i hæren, specielt med blik for, hvor vi kan risikere at havne, og hvor vi ønsker at stå ved forsvarsforligets udløb? I Militært tidsskrifts seneste numre har problemerne vedrørende kampbataljonemes sammensætning været behandlet under overskriften »Er tiden moden til et tilbageskridt«? Men er det de rigtige løsninger, der er peget på? Før forsøg på svar på dette, først et tilbageblik på planlægningen i årene 1978-1981 og nogle af de forudsætninger for de fremlagte forslag inden for de givne forskellige økonomiske planlægningsrammer. Det blev næsten enstemmigt udtrykt som noget meget ulykkeligt, at de jyske brigader manglede den tredie pansrede kampbataljon i fredsstyrken. Tilvejebringelse af bataljonskadren med blot nogle enheder i stående styrke blev derfor prioriteret meget højt i alle planlægningsmodeller for at sikre brigader og Jyske division bataljoner med ensartet professionel kunnen og evne til at opsuge mobiliseringsenhedeme til snarlig indsættelse på lige fod med enhederne i stående styrke. Hvordan blev de manglende kampbataljoner i stående styrke da tilvejebragt i planlægningen inden for en fastlagt økonomisk ramme? - Ja, svaret kender vi. Ved at reducere samtlige eksisterende kampbataljoner i den stående styrke med en kampunderafdeling fra tre til to ved overførsel til hjemsendt supplement. Med andre ord - vi har betalt prisen, men fik aldrig varen. Men ikke slut hermed. Når de jyske brigader har kunnet leve uden den tredie pansrede bataljon i fredsst}n"ken - og det har de jo gjort - ja, så kunne de sjællandske vel også? Hvorfor skulle de have det bedre? Derfor reduktionen på Sjælland i begyndelsen af dette år med overførsel af to kampbataljoner fra stående styrke til hjemsendt supplement! En anden væsentlig forudsætning for accept af reduktionerne af hærens stående styrke og uddannelsesstyrken, var en planlagt massiv forøgelse af mønstringerne af den relativt forøgede mobiliseringsstyrke. Hvad er der så sket på dette område? Vi har i 1981 og 1982 fået kraftige reduktioner i antal mønstringsmanddage ned til et niveau langt lavere end under 1973/ 1977/1981-ordningen, selvom der var planlagt med en forøgelse på 50% i forhold til det tidligere målsatte. Hvad gør vi så? Er det i hærens fredsstyrke fortsat hensigtsmæssigt, at skelne mellem den stående styrke og uddannelsesstyrken efter de skete omfattende reduktioner, hvor enhederne over underafdelingsniveau i stående styrke i dag forekommer meget hule. Eller kan vi med fordel integrere enhederne, som vi allerede har set det nogle steder? Endnu har vi ikke de afsluttede erfaringer fra de første væmepligts-panserinfanterikompagnier med 9 måneders værnepligtige omkring en kadre af stampersonel, men det tegner spændende.

Forslag til fremskridt:

- Snarest mulig genoprettelse af de i stående styrke nedlagte kampvognseskadroner, startende med en i hver landsdel til de to bataljoner, der fra 1981 ikke mere har kampvogne i fredsstyrken. Herefter planlægning på genoprettelse/oprettelse i stående styrke af brigadens tredie pansrede kampbataljon, hver med en kampvognseskadron, tilrettelagt således, at iværksættelse kan ske ved forsvarsforligets udløb i 1984. Den ene af de nu fem manglende bataljoner kan dog fortsat opstilles ved Hærens Kampskole.

- Konvertering af panserinfanterikompagnier og middeltunge haubitsbatterier fra stampersonelenheder til væmepligtsenheder med en kadre af stampersonel. Herudover værnepligtige i begrænset omfang i stabsunderafdelinger (sygehjælpere m.fl.).

- Nedlæggelse af al central konstabelgrunduddannelse, undtagen for 6 års automekanikerlærlingeuddannelsen. Den lokale konstabelgrunduddannelse skal ske integreret i væmepligtsenheder.

Begrundelse:

- Det er en stor svaghed i den nuhavende ordning, at et antal kampvognsenheder er overført til mobiliseringsstyrken. For de gamle centurion-kampvogne på Sjælland betyder det, at troen skal være i behold, hvis man skal tage beredskabskravet om at kunne virke inden for 48 timer alvorligt. Hvis de ikke kører til daglig, er de tvivlsomme startere. For leopard-kampvognene virker det noget paradoksalt at have købt dem for så at lægge dem på hylden, også når man ser på, hvor lidt mandskab kampvognsenheder kræver.

- Uanset lønudvikling er stampersonel fortsat dyrere end værnepligtige, der indkaldes under den almindelige værnepligt, som nu er ualmindelig på grund af det lille antal af en årgang, der gennemgår militær tjeneste. Af mange grunde bør antallet øges.

- Den centrale konstabelgrunduddannelse er en meget dyr ordning med stor frafaldsprocent, uheldig flj^tning med kraftig ændring af arbejdsvilkårene og med enheder, der i fem måneder ikke tæller andre steder end i det samlede væmepligtstal. Den lokale uddannelse kan skræddersys til det lokale behov og med kendte vilkår for alle implicerede.

Jørgen Svaneberg.

NOTER

1. Oplæg til forsvarsordning efter 1.4.1981, fase 3 rapporten (OKT 1979).

2« Forsvarskommandoens plan for forsvarets virksomhed 1982.

3. Militært tidsskrift april og maj/juni 1982.