Forplejnings- og Etapevæsenets Ordning ved 3die tyske Armee i Krigen 1870-71 fra Operationernes Begyndelse til Paris's Kapitulation.

Da 3die Armee i Dagene fra den 24de Juli til den 3die August 1870 under Kronprindsen af Preussens Kommando koncentrerede sig omkring Landau, havde den til Opgave at sikre venstre Flanke for 2den Armee, der dannede Centrum af den tydske Front, og at beskytte de sydlige Forbundsstater mod Indfald fra Elsass. Da det forventede Indfald fra fransk Side imidlertid udeblev, besluttede man sig efter endt strategisk Opmarche til at gaa angrebsvis frem, og Operationerne toge derfor deres Begyndelse den 4de August, idet 3die Armee paa denne Dag overskrider den fransk-tydske Grændse. Allerede samme Dag kastes efter Fægtningen ved Weissenburg Divisionen Douay af det 1ste franske Armee- korps tilbage paa dette sidste, der havde taget Stilling ved Wørth. To Dage senere kastedes dette Korps efter Slaget ved Wørth tilbage til Mosel, og 3die Armees Fremryk ning gjennem Vogeserne til Meurthe- og Moselfloden iværksættes nu i Dagene fra den 7de til den 16de August, idet Armeen den 13de overskrider Saar. Da Franskmændene imidlertid ikke oppebie Tydskernes Angreb, men trække sig tilbage til Chålons, følger i Dagene fra den 17de til den 25de August Armeens Frem rykning mod Cbålons ved en Svingning mod Nordvest. 1 de samme Dage (16de til 18de Augustl finde imid lertid ved 2den tydske Armee de blodige Kampe Sted omkring Metz, der ende med, at Hovedstyrken af den franske Rhinarmee indesluttes i denne Fæstning. Den franske Hær ved Cbålons faar da Ordre til at undsætte Metz og begynder derfor en Fremrykning mod Øst. For at forebygge den tilsigtede Forening mellem Chålonsarmeen og Styrken i Metz, beslutter man i det store tydske Hovedkvarter at trække Armeerne nærmere til hverandre, og 3die Armee udfører derfor i Dagene fra den 26de August til den 1ste September en Flankemarche mod Nord langs Aisnefloden, hvilken Bevægelse ender med Armeens Deltagelse i Slagene ved Beaumont (den 30te August) og Sedan (den 2den September). Ved Chålonsarmeens Undergang laa Vejen til Paris aaben, og 3die Armee deltager derfor som venstre Fløj i Fremrykningen mod denne By, der indesluttes i Dagene fra den 17de til den 19de September. Under Paris’s Belejring hørte 3die Armee vedblivende til Belejringshæren, indtil Byen kapitulerede den 26de Januar 1871. Ved Operationernes Begyndelse bestod 3die tydske Armee af følgende Korps: 5te preussiske Armeekorps. 11 te — — 1ste bayerske — 2det — — Den wiirtembergske Division. Den badensiske Division. 4de preussiske Kavaleridivision. Styrken ved disse Korps var som følger:

A. Forplejningsvæsenet. Den Opgave, som Forplejningsvæsenet i Felten har at løse, er: at sikre Provianteringen af Uæren saaledes, at denne til enhver Tid kan være et brugbart Værktøj i den kom manderendes Haand. De militære Operationers Uafhængighed af Forplej ningen maa derfor være det ideale Maal og den ledende Grundsætning for Ordningen af Feltforplejningen. Operationernes Uafhængighed af Forplejningen be tinger en uafbrudt, vexelvis Samvirken mellem Armee- kommandoens Generalstab og det denne attacherede Or gan for Forplejningen. Denne Nødvendighed yder den tydske Organisation imidlertid i fuldeste Maal Retfærdighed, idet den umid delbare Samvirken mellem Forplejningsorganet og Armeekommandoens Generalstab bestemt fordres, og den sikres ved hensigtsmæssige organisatoriske Bestemmelser. Vi finde saaledes i «det store Hovedkvarter» ved Siden af Chefen for Generalstaben et særegent Organ for den centrale Ledelse af Etape- og Jernbanevæsenet. Samme har ogsaa konsekvent den øverste Ledelse af enhver af de Tjenestegrene, som gjøre mest Brug af Forbindelserne bagud, hvortil Forplejningstjenesten jo ubetinget maa henregnes. Som denne Ordning af den administrative Tjeneste i det store Hovedkvarter udviser, staar Etapevæsenet i saa nøje Forbindelse med Forplejningsvæsenet, at et Par Be mærkninger om det første maaske her bør forudskikkes. Etapevæsenet, det vil sige Vedligeholdelsen af den opererende Hærs Forbindelse med Hjemlandet, var i Krigen 1870—71 lagt i Hænderne paa Hærens General- Kvartermester; Jernbanevæsenet blev ledet af en Afde lingschef i Generalstaben; Intendantforretningerne af Hæ rens Generalintendant. Enheden i Styrelsen blev naaet ved, at disse stadig plejede Samraad med Chefen for Generalstaben og derved erholdt det orienterende Grundlag for deres Virksomhed. Gjennem Organisationen af Etapevæsenet blive de Hjælpemidler paa Forplejningsvæsenets Omraade, til hvilke den opererende Armee er henvist, delte i 3 store Grupper. Den første Gruppe omfatter Hjælpemidlerne og Hjælpe kilderne hos den opererende Armee selv og i det af denne umiddelbart besatte Omraade. Den anden Gruppe omfatter Hjælpemidlerne i det mobile Etapevæsens Om raade. (Det mobile Etapevæsens Virksomhed strækker sig fra Grændsen for det af den opererende Armee midlertidig besatte Terrain til eget Lands Grændse, eller til det en særegen militær Forvaltning underlagte fjendlige Gebet. Saadanne Forvaltninger havdes i Krigen 1870—71 i Gene- ralgouvernementerne Elsass, Lothringen, Rheims m. fl.). Den tredie Gruppe omfatter saa Hjælpekilderne i Etape zonen i eget Land.

Forplejningen skal i første Linie tilvejebringes af Armeen selv i det Terrain, den besætter. Det mobile Etapevæsen skal træde hjælpende til, medens Etape væsenet i eget Land leverer, hvad der yderligere er for nødent. I Spidsen for Armeens Etapevæsen staar General- Etape-Inspektøren. Denne staar paa den ene Side under Organet for Ledelsen af Etape- og Jernbanevæsenet i det store Hovedkvarter og paa den anden Side under egen Armee-Kommando. Forplejningen i den opererende Armees umiddelbare Omraade ledes af Armee-Intendanten o: Referenten for Intendanturtjenesten i Armeens Hovedkvarter. I Etapezonen ledes Forplejningsvæsenet af den Etape- Inspektøren attacherede Etape-Intendant, hvis Opgave det er at understøtte Forplejningen af Armeen, særlig naar denne staar stille eller er under Tilbagegang, ved en Ud bytning af Etapezonens Hjælpekilder. Hertil tjener frem for alt Etape-Vognparken, hvis Stamme dannes af den af hvert Korps afgivne, militært ordnede Vognpark-Kolonne, som forøges ved Rekvisition, Leje eller Kjøb. I Krigen 1870 — 71 var Etape-Vognparken beregnet til 600 Vogne pr. Korps, men maatte betydelig forøges under Felttoget. Etape - Intendanten tildeles det fornødne Personel (7 Intendanturs- og 13 Proviant-Beamten). Armeen har sin egen bestemte Etapelinie og Etape zone. I denne indrettes den Station, hvor Trafiken mid lertidig ender, som Hoved-Etapestation, hvor Tilførslerne deles, og al Afgang ordnes. Hvor Banen forlader eget Land, indrettes en Sam lingsstation (Sæde for Jernbane-Linie-Kommandanturerne), paa hvilken Tilførslen samles, forinden den gaar over paa Banen paa Krigsskuepladsen. 1 denne Samlings station blive store Proviantdepoter oprettede og Proviant tog échelonnerede.

Efter denne Udflugt paa Etapevæsenets Omraade skal jeg atter gaa til Organisationen af Forplejnings væsenet, idet jeg først skal omtale de administrative Led. I Spidsen for Armee-Intendanturen stod Armee- Intendanten, der ved Direktiver ledede de ham under lagte Korps-Intendanturer, uden i nogen væsentlig Grad at gribe ind i Husholdningen ved de enkelte Armeekorps, og hvis Opgave det var at anvise hvert enkelt Korps dets Forplejningsrayon, at give Ordre angaaende Forplejnings- maaden, angaaende Oprettelse af Magasiner og Vogn kolonner, alt i Overensstemmelse med de af Armee- Kommandoen paatænkte Operationer. Af Personel raa- dede han over 10 «Intendanturs- og Proviant-Beamten». Armeekorpset ledede selv sine Forplejningsan liggender, uden iøvrigt at indskrænke den Divisionerne paa visse Omraader indrømmede, selvstændige Virk somhed. Det raadede til Opnaaelse heraf over det samlede Intendantur- og Proviant-Personel, over Operationskassen og over de til Forplejningstjenesten bestemte Formationer af Korps-Train-Bataillonen. Tab af og Mangel paa Per sonel og Materiel udjævnede det ved Forstærkning fra eget Korpsdistrikt i Hjemlandet. »Das Korps macht sich mobil und erhält sich mobil.» 1 Spidsen for Armeekorpsets Forplejningsanlig gender stod en Korps-Intendant. Det ham underlagte Personel bestod af: 1 Feltintendant, 1 Feltintendantur- raad, 2 Sekretærer, 3 Expedienter og 3 Assistenter, ialt 10 Personer. Til Korpsintendanturen hørte desuden 4 Felt inten danturer, hvoraf 1 for hver Infanteridivision og I for Korpsartilleriet. Felt intendanturerne, der havde samme Opgave overfor Divisionerne som Korpsintendanluren overfor Armeekorpset, bestode af: 1 Intendanturraad, 2 Sekre tærer, 2 Expedienter og 1 Assistent, ialt 6 Personer.

Korpsintendanten og ligeledes Spidserne for Felt intendanturerne hørte, som Referenter for Intendantur tjenesten, til den kommanderende Generals stadige Om givelser og maatte under en Fægtning kun forlade ham paa hans udtrykkelige Befaling. Intendanturpersonalet for Armeekorpset bestod altsaa af 34 Personer. Jeg skal dernæst gaa over til Organerne for den exekutive Forplejningstjeneste. Disse Organer vare: a) De saakaldte «Feld-Proviant-Aemter», nemlig: 1) ved Armeen: «das Ober-Proviant-Amt», 2) ved Armeekorpset: «das Haupt-Proviant-Amt», 3) ved hver lnf.-Division og ved^«das ProviantKorpsartilleriet / Amt», i) endelig «das Bäckerei-Amt», der direkte sor terede under «das Haupt-Proviant-Amt».

1. «Das Ober-Proviant-Amt» var forestaaet af en Felt-Overprovianlmester og stod direkte under Armee- Intendanten. Det bearbejdede alle Armeens Naturalforplejnings- anliggender og besørgede Forplejningen ved Armeens Hovedkvarter og ved alle udenfor de enkelte Armeekorps staaende Dele af Armeen.

2. «Das Haupt-Proviant-Amt», som styredes af en Felt-Proviantmester, stod i samme Forhold til Korps- Intendanturen som Ober-Proviant-Amtet til Armeens In tendantur og besørgede Forplejningen ved Korpsets Hoved kvarter og ved alle de ikke til Divisionerne og Korps artilleriet børende Dele af Korpset.

3. »Das Proviant -Amt» ved Infanteridivisionerne og ved Korpsartilleriet besørgede under Divisions-Inten danturens Ledelse Forplejningen ved Divisionernes og Korpsartilleriets Afdelinger. 4. «Das Feld-Bäckerei-Amt» var, som oven for omtalt, underlagt Armeekorpsets «Haupt-Proviant Amt» og sørgede efter Anvisning fra dette gjennem den til dels Raadighed stillede Felt-Bageri-Kolonne for det fornødne af Brød og Tvebak. Ved den i Bagerikolonnen indbefattede Slagterkolonne lod det Kvægparken drive og slagte.

1. Proviantkolonnerne. Af disse havdes ved hvert af de preussiske Armee korps 5, ved de bayerske ligeledes 5, ved den wiirtem- bergske Division 4 og ved den badensiske 3. Deres Opgave var at tjene som en bevægelig Reserve for det Tilfælde, at Landet ikke alene kunde ernære Tropperne. Hver Proviantkolonne bestod af ca. 30 firspændige, dækkede Vogne med en normal Ladning af 850 Kilogr.

Vognene vare fortrinsvis ladede med Mundforraad, hvoraf alle 5 Kolonner ved et preussisk Korps indeholdt ca. 110000 Portioner, o: omtrent 4 Dages Behov. Lad ningen bestod af holdbare, lidet voluminøse Artikler som Tvebak, Ris, Flæsk, Kjød-Konserver. Brød og fersk Kjød blev i Reglen ikke medført. Proviantkolonnerne skulde kunne følge Tropperne i første Linie og førtes enten samlede eller bleve fordelte til de enkelte Divisioner. Deres højeste og vigtigste Opgave var at tilføre Tropperne Forplejning paa Tider, hvor stærkt sammen trængt Kantonnement anvendtes. For at lette Udleveringen under disse Forhold brugte man at lade Vognene portionsvis i Stedet for artikelvis. Ladet paa den første Maade kunde en Vogn rumme 750 Portioner. Hver Proviantkolonne førtes af en Ritmester og havde desuden af Personel: 1 Zahlmeister og 103 Mand samt 164 Heste. 2. Vognparkkolonnerne. Disse havdes i samme Antal som Proviantkolonnerne og bestode hver af 80—90 tospændige Vogne med en normal Ladning af ca. 400 Kilogram. De vare navnlig bestemte til at transportere Fourage og skulde forøvrigt understøtte Proviantkolonnerne. Vognene til Vognparkkolonnerne tilvejebragtes ved Rekvisition eller Kjøb; Hestene ligeledes. Hele Forplejningstrainet førtes af en Trainkomman- dant (Chefen for Korpsets Trainbataillon). Den mili tære Bedækning afgaves af Korpsets »Trainbegleitungs- Schwadron». 3. Feltbagerikolonnen. Denne bestod af 4 Sektioner Bagere og 1 Sektion Slagtere.

Den skulde under Ledelse af «das Feld-Bäckerei-Amt» sikre Forsyningen med Brød og Tvebak, forsaavidt denne ikke kunde ske paa anden Maade; den skulde føre Kvæg parken samt besørge Slagtningen. Dens Virksomhed var saaledes stedse kun en Hjælp til, hvad der kunde erholdes i Landet eller til, hvad Tropperne selv bagte. Kolonnen førtes af 1 Premierløjtnant og talte des uden: 1 Zahlmeister, 111 Mand, 19 Heste og 5 Vogne (hvoraf to firspændige). Der staar nu kun tilbage at omtale Organisationen af 1) Forplejningstjenesten ved Tropperne og 2) Portioners og Rationers Sammensætning og Størrelse. 1. Noget Troppe-Proviant-Train havde de enkelte Afdelinger ikke ved Begyndelsen af Krigen 1870—71. Først ved Kabinetsordre af 12te September 1870 blev der tildelt hver Bataillon 2, hver Eskadron og hvert Batteri I Proviantvogn. Da det imidlertid strax viste sig nødvendigt at have nogle faa Vogne pr. Afdeling som Provianttrain, rekvi rerede Bataillonerne paa egen Haand nogle Vogne i Fjendens Land, ladede dem med Levnetsmidler, især henhørende til Reserveportionen, og førte dem med sig. Dette Train, der kunde føre Bataillonens Behov for 1 Dag, stod under Opsyn af Bataillonens Zahlmeister og gik derfor i Almindelighed under Navnet «Zahlmeister kolonne». Hver Bataillon førte selvstændig Økonomi, der styredes af Bataillonens Regnskabsfører. 'Regimentstab ens Forplejning blev besørget af en af Regimentets Ba- tailloner. Hver Bataillon havde to Marketendere, hver med sin 2-spæudige Marketendervogn. Marketenderne vare udtagne blandt Landeværnssoldaterne, bare militær Uni form, Kappe med Skulderklapper, hvorpaa et Blikskilt

med Bataillonens Nr. Et lignende Skilt var anbragt paa Vognen. Hver Mand af Infanteriet og Kavaleriet bar en Kogekjedel, der tillige tjente til Spiseskaal. Artilleriet og Trainet var forsynet med Korporalskabskogekjedler. Desuden var hver Mand forsynet med Brødpose, hvori var særlige Rum til Salt, Ris og Kaffe, og med Feltflaske. For hver 20 Mand medførtes en Kaffemølle, medens Bønnerne brændtes ved Proviantkolonnerne, der i den Anledning medførte 2 Kaffepander pr. Kolonne. 2. Med Hensyn til Portioner og Rationer skal her først omtales: Reserveportionen. Denne, der, naar den kommanderende General fandt det nødvendigt, kunde medføres af hver Mand for 3 Dage ad Gangen, bestod af: V4 ft Ris, 2 Kvint Salt, 2 Kvint Kaffe og 3 ft Tvebak. I det andet Stadium af Felttoget (efter Sedan) bestod Reserveportionen dog hyppigst af Ærtepølse, Tvebak og Kaffe. Skjøndt den enkelte Mand selv skulde bære den 3 Dages Reserveportion, indrettede man sig dog under al mindelige Forhold paa den Maade, at Manden kun bar de to Portioner, medens den tredie medførtes paa Proviant vognene i «Zahlmeisterkolonnen». Reserveportionen maatte kun bruges efter Befaling. Den daglige Portion bestod af en Brødportion og en Viktualieportion. Brødportionen udleveredes for 2 Dage ad Gangen og bestod af: lVsf? Brød eller 1 fb Tvebak daglig.

Den første anvendtes af: Stabene, hele Rytteriet, hele Artilleriet og alle Træk heste. Den anden anvendtes af: Alle beredne Officerer m. fl.’s Heste ved Fodfolket og Trainet. Af Rationer medførtes paa Hesten: ved alle Trækheste og ved Artilleriets Rideheste et 3 Dages Behov, ved Kavaleriet kun for 1 Dag. Ved Armeen fandtes altsaa ved Operationernes Be gyndelse af Proviant:

hos den enkelte Mand og i Zahlmeisterkolonnen Proviant for 3 Dage, i Proviantkolonnerne en Viktualieportion for . . 4 — i Vognparkkolonnerne Brødmateriale og Flæsk for 4 — og af Fourage: paa hver Hest en Kation for 1 eller 3 Dage, i Vognparkkolonnen en Ration af Hø og Havre for 6 Dage. Gangen i Magasinforplejningen var, kort fremstillet, saaledes : «Zahlmeisterkolonnen» hentede Provianten paa Armee- korpsets eller den enkelte Divisions Udleveringssted og bragte den til sin Bataillon. Proviantkolonnerne bragte Provianten til Armeekorp- sets eller Divisionens Udleveringssted, medens Vognparkkolonnerne besørgede Proviantkolonnerne forsynede fra Magasinerne i Hoved-Etapepunktet. Til Slutning skal kun for at lette Oversigten over Tjenesteforholdet mellem Forplejningsorganerne ved 3die Armee her gives en grafisk Fremstilling af dette. I Tilslutning til ovenstaaende Fremstilling af Forplej ningsvæsenets Organer og Hjælpemidler skal jeg endnu omtale de ledende Grundsætninger for Udførelsen af For plejningstjenesten, saaledes som de fremsattes i de for Krigen 1870—71 udgivne «Direktiver for Forplejningen ved den mobile Armee». Ved Emaneringen af disse Direktiver blev, for at forebygge Misforstaaelser, udtrykkelig betonet, at de paa ingen Maade vare at anse som bindende Norm, men kun skulde betragtes som almindelige Holdepunkter for den til de øjeblikkelige Forhold passende Fremgangsmaade. Direktiverne stillede i Spidsen den almindelige Grund

sætning, at den kommanderende var ansvarlig for, at alt, hvad der under de givne Forhold kunde ske for at sikre cn god Forplejning af Tropperne, ogsaa skete, og var han til Opnaaelse heraf berettiget til paa eget Ansvar at træffe alle de Forholdsregler og afholde alle de Udgifter, som maatte være nødvendige. «Armee-Intendanten er berettiget til at gjøre For plejningshensyn gjældende ved Fastsættelsen af Opera tioner. Dette skal dog ikke hemme eller hindre Opera tionerne, men kun sikre en Muliggjørelse af Forplejningen. Overfor sin General er han ansvarlig for, at hans For plejnings-Anordninger altid give den til hvert Tilfælde svarende bedste Forplejningsmaade uden Hensyn til finantsielle Spørgsmaal.» «[fjendskabet til de militære Hensigter og Planer danner Grundlaget for Intendantens Dispositioner, og maa han derfor aldrig skilles fra Hovedkvarteret.» «For Forplejningen fra Mobiliseringens til Opera tionernes Begyndelse skal Korpsintendanten sørge. Han skal afslutte de foreløbige Leverance- og Lejekontrakter og raader over Magasinerne med deres Indhold af Lev- netsmidler. Han paabegynder Oprettelsen af Magasiner paa Koncentralionspunkter, i Heglen ved Leverandører, og er ansvarlig for, at Armeekorpset møder med fuld stændige Beholdninger og fuldtladede Proviantkolonner.» «Forplejningen under Operationerne skal saavidt muligt tilvejebringes i selve Operationszonen, i eget Land mod Kvittering eller Betaling, i fjendligt Land ved Kvar ter-Forplejning, Rekvisition eller Indkjøb.» «1 fjendligt Land skal Armeen leve paa Fjendens Bekostning. Hvor dette slet ikke eller kun delvis kan opnaas direkte, søges det naaet indirekte ved Udskrivning af Penge-Kontributioner, hvoraf Forplejningsomkostnin gerne bestrides.» «Disse Kontributioner inddrives lettest i større Byer og skulle inddrives i korteste Tid, inden højst 3 Dage.

Det simpleste Tvangsmiddel lierved er en rask stigende Indkvartering hos de besiddende Klasser af Ilefolkningen.» »Brød og Tvebak skal, hvis det ikke skaffes tilveje paa tidligere nævnte Maade, tilvejebringes gjennem den militære Forvaltning; alt andet derimod ved Hjælp af Leverandører.» »Der stipuleres faste Priser for alle Artikler. Leve randøren for et Armeekorps stiller en Kavtion paa 30000 Thaler. Hans Kontrakt lyder ikke paa Forplejning af visse bestemte Tropper, men paa Leveringen af et vist Antal Portioner og Rationer.» Det Tidspunkt, paa hvilket Etape-Inspektionen skulde overtage Anskaffelsen af Naturalierne, og som Følge deraf Korpsleverandørerne skulde stilles til dennes Raadighed, overlod Direktiverne til Armeekommandoen at bestemme. I Reglen skulde det ske samtidig med Etapeliniens Betrædelse. Leverandørerne skulde da skaffe Forplej ningsartiklerne til Etapelinien, paa hvilken de førtes videre efter Etape-Inspektionens Anordninger. (I Begyndelsen af Krigen 1870 skulde Leverandørerne ogsaa besørge Fordelingen af Artiklerne, men da dette meget snart førte til Standsninger i Jernbanetrafiken, blev det senere opgivet.) Med Hensyn til Rekvisilionsforplejningen paabøde Direktiverne Oprettelsen af Magasiner ved Hjælp af det fjendlige Lands Avtoriteler. Saadanne Magasiner skulde oprettes, saasnart der indtraadte en Stilstand i Bevægel serne. «For et Armeekorps anlægges om muligt 3 Maga siner, til hvilke stedse Indlevering sker for 3 Dage ad Gangen.» «De anlægges paa Steder, hvorfra gode Forbindelser haves med Hoved-Etapepunktet.» «Ved Armeens videre Fremrykning overgaa Maga sinerne til Armee-Etape-Inspektionen.» «Forvaltningen af Magasinerne sker af Landets egne Avtoriteter under Kontrol af en militær Embedsmand.»

Fyldningen af Magasinet skulde lilendebringes i 24 Timer. «Direkte Rekvisitioner indskrænke sig til at omfatte Fourage, levende Kvæg og Mel, det sidste enten til Etape portion eller til Forbagning i de forhaandenværende, civile Bagerier. Anlæget af Bagerier, udført eller understøttet af Feltbagerikolonnerne, sker hensigtsmæssigst i forreste Linie.» Direktiverne gav endvidere Regler for Udførelsen af Rekvisitionerne, men disse skulle ikke her omtales. Kun skal nævnes, at det udtrykkelig blev fremhævet, at Penge betaling var det bedste Middel til at lokke skjulte Forraad frem med. Efter at jeg saaledes bar fremstillet Organisationen af og de Grundsætninger, der skulde være de ledende for Forplejningstjenesten i Krigen 1870—71 , skal jeg gaa over til at omtale de faktiske Forplejningsforhold ved 3die tydske Armee, saaledes som det fremgaar af de, desværre kun sparsomme, historiske Beretninger, der have staaet til min Raadighed. Ved Begyndelsen af en Krig stilles der strax store Fordringer til de med Forplejningsvæsenet beskjæftigede Organer. Den strategiske Opmarche fører store Troppe masser sammen paa et lille Rum, medens Jernbanerne endnu ere optagne af Troppetransporter. Den Landstrækning, hvori Armeen opmarcherede, besad for største Delen rige Hjælpekilder. Desuagtet kunde den dog kun stille Levnetsmidler til 2 Dage for samtlige Korps. Dette havde dels sin Grund i, at Aarets i sig selv sparsomme Høst endnu tildels laa paa Marken, og dels deri, at den stærke Tørke vanskelig- eller snarere umuliggjorde Brugen af Vandmøller og Vandveje. Forplejningen af 3die Armee besværliggjordes yder ligere ved, at de pr. Leverance forud bestilte Forsyninger

ikke bleve leverede i rette Tid paa Grund af Forsinkelser i Jernbanetrafiken. Alligevel opstod der ikke nogen egentlig Forlegenhed, da Kvarterforplejningen ydede særdeles meget, da de sydtydske Stater beredvillig stillede deres Forraad til Disposition, og endelig fordi den allerede den 26de Juli til Mannheim indtrufne General-Etape-Inspektør strax be gyndte Oprettelsen af et stort Armee-Magasin og samlede en Vognpark paa 1000 Vogne dersteds. Ved Begyndelsen af Operationerne stode saaledes foruden ovennævnte Magasin i Mannheim tillige de syd tydske Staters Magasiner til 3die Armees Raadighed. Indtil det første Sammenstød med Fjenden var der for 3die Armees Vedkommende ingen Vanskeligheder ved Forplejningen, da Armeekorpsets Proviantkolonner vare trukne tæt op til dette, og da Kolonnerne kunde søge Erstatning i de tæt bagved værende Beholdninger, der den 5te August flyttedes fra Landau, Homburg, Mannheim og Wiirzburg til Weissenburg, og den 6te til Sulz. Under Fremrykningen gjennem det tyndt befolkede Bjergland, Vogeserne, vare Forplejnings forholdene noget vanskeligere. Tropperne førte her en 3 Dages Reserveportion med sig, dels hos Manden selv, dels i «Zahlmeisterkolonnen», da Trainet skulde holde sig 2 Dagsmarcher tilbage og først maatte betræde Bjergpassene, naar Tropperne vare komne ud af dem. Langt udgaaende Rekvisitioner skaffede forøvrigt Proviant i tilstrækkelig Mængde, saa at der ved de fleste Armeekorps ikke føltes nogen Mangel. Den 12te August fik Korpsene, der da havde naaet Saar, atier Tilladelse til at trække Proviantkolonnerne til sig, og disse fulgte derefter stadig Armeekorpset under Fremrykningen til Meurthe og Mosel. Forholdene stillede sig derfor under denne sidste

Fremrykning (13de—17de August) gunstigere. Kvarter forplejningen gav i de rige Egne, man nu drog igjennem, et godt Resultat. Kvarterværterne leverede enten selv den fornødne Forplejning, eller ogsaa blev denne leveret af liele Sognet i Fællesskab under Mairens Ledelse. Ingen Kompagnichef, hvis Mandskab kantonnerede, maatte lade dette gaa i Kvarter, førend han havde givet det nøjagtig Underretning om, hvilken Forplejningsmaade der i det enkelte Tilfælde skulde anvendes. Lejrstraa og Rrændsel blev rekvireret. Rekvisitioner for bivouakerende Tropper saavel som Rekvisitioner til Fuldstændiggjørelse af Forraadene bleve udskrevne af Intendantur- eller Proviant-Embedsmænd. 3die Armee, der under denne Fremrykning benyttede Vejen Saarunion—Dieuze og Terrainet IV2 Mil til begge Sider af Hovedvejen, havde da endnu ikke sin egen Jernbanelinie bagud, i hvilken Anledning et Magasin af 2den Armee blev anlagt i Saarunion til Brug for 3die. Først da Jernbanen den 21de August blev gjort farbar til Nancy, anlagdes Magasiner i denne By og i Luneville. Forøvrigt fik Armeen en ikke ringe Hjælp ved paa flere Steder at gjøre franske Beholdninger til Bytte; saaledes i Luneville (navnlig Havre). Under Fremrykningen fra Mosel mod Chå- lons (18de—25de August) gik Armeens Forplejning for sig paa samme Maade som under Fremrykningen fra Saar til Mosel; men under den den 26de begyndende Flankemarche mod Nord besværliggjordes Forplej ningen i høj Grad ved den tætte Sammenpakning af store Styrker paa et lille Rum, ved al Proviantvognene og det levende Kvæg maatte holdes tibage, og endelig derved, at hverken Rekvisitioner eller Kjøb gav noget tilfreds stillende Resultat. Tropperne vare under denne Marche i Almindelighed henviste til deres Reserveportioner, som medførtes for 3 Dage, og som bleve fornyede ved, at man saa vidt muligt trak nogle Vogne frem fra Proviantkolonnerne. —

Nogen Hjælp fik man ved af og til at gjøre franske Forraad til Bytte. At Forplejningsforholdene paa denne Tid have været yderst vanskelige kan ses af Beretninger fra Iste bayerske Armeekorps, i hvilke det hedder, at Korpset den 27de August, da Tropperne først kunde komme i Bivouak ved Midnat, sendte en Eskadron med nogle Intendanter forud for at forberede Bivouaken, men at Resultatet af disse Forberedelser var saa lidet tilfredsstillende, at mange Afde linger maatte bivouakere i stærk Regn uden Lejrstraa og Brændsel. — Endvidere at Korpset den 30te maatte leve af Reserveportioner og af Rekvisitioner, der næsten ikke kunde kaldes organiserede. I «ôte Armeekorps’s Historie« fortælles, at den 28de August bleve 200 Vogne trukne frem fra Proviantkolon nerne til Komplettering af Reserveportionerne og naaede Korpset Kl. 6 om Aftenen. Ligeledes maatte den 29de nogle Proviantvogne hentes frem fra Trainet. Den 30te kom Korpset i Bivouak Kl. 10 Aften, men forefandt kun sparsomt af Brændsel og Vand og aldeles intet Lejrstraa. Til Slaget ved Sedan maatte Tropperne rykke ud med tomme Maver og havde paa Slagdagen kun Reservepor tionen at holde sig til. Den 2den September trækkes Trainet igjen til de respektive Armeekorps. Under Fremrykningen fra Sedan mod Paris, der af Hensyn til en god og let Forplejning fandt Sted med bred Front, gav Kvarterbespisning og Rekvisition gode Resultater, saa at Proviantkolonnernes Hjælp kun i ringe Grad behøvedes. Samtlige Troppedele vare i Be siddelse af deres Reserveportioner og medførte desuden Beholdning for flere Dage i Vognkolonnerne. Selv det daglige Behov af Brød blev dækket dels ved Inddrivning og dels fra Bagerikolonnernes Side. For om muligt at vedligeholde disse gunstige For hold lod Armee-Intendanten store Magasiner oprette i Rheims og Châlons sur Marne og lod de store Bagerier i Mourmelon sætte i Drift af 5te og 6te Armeekorps’s Bagerikolonner. Jo nærmere man kom Paris, desto mere forsagede imidlertid Kvarterforplejningen. I den nære Omegn af Paris vare nemlig alle Korn- og Kvægforraad bragte til Hovedstaden. Hvad der ikke var bragt bort, var tildels tiliutetgjort. Paa Markerne røg ofte endnu de paa mange Steder antændte Kornstakke, og kun hist og her fandt man Rester af Korn, nogen Frugt paa Træerne og nogle Kartofler i Jorden. Den eneste Baneforbindelse spærredes af Fæstningen Toul, og da denne den 23de September overgav sig, stop pede den igjen ved Nanteuil sur Marne, hvor en Tunnel var grundig ødelagt. I høj Grad forstyrrende for Forplejningen var der næst Kvægpesten, som nu brød ud. For at forebygge at den greb alt for vidt om sig under Kvægtransporterne, maatte der træffes omfattende Forholdsregler. Alt paa Strækningen Landau—Nancy i Tilførsel værende Kvæg blev dræbt. Det sunde Kjød blev nedsaltet, det syge gravet ned. Tilførsel af Kvæg tillodes hovedsagelig kun fra Frankrig, Belgien os; Holland og blev til Tider endog fuldstændig forbudt. Trods dette forekom. dog senere nogle Tilfælde af Kvægpest, hvorved Forsyningen med Kjød og navnlig den ønskelige Afvexling i Forplejningen i højeste Grad besværliggjordes. Tilførslen af saltet Kjød og andre Konserver, til hvis Tilberedelse et særegent Slagteri i Mainz traadte i Virksomhed, formaaede lige saa lidt som en udstrakt Brug af Faarekjød ganske at fore bygge Mangel paa Kjød. Under disse Forhold var Forplejningen af Armeen for Paris meget vanskelig. Strax efter Cerneringen bleve vidtudgaaende Rekvisitioner iværksatte af Kavaleri-Divi sionerne, og Udbyttet af disse samlet i et Magasin i Corbeil. Da disse Rekvisitioner imidlertid ikke gave noget stort Udbytte, vare Tropperne i de første Dage henviste til deres mobile Forraad.

I Dispositionerne for 2det bayerske Korps den 19de September hedder det: «Forplejningen i Bivouaken ved Chatenay sker hovedsagelig ved Reserveportionerne; le vende Kvæg medtages.» Kun paa Vin var der ingen Mangel. De velfyldte Vinkjældere i Paris’s Omegn leverede saa meget af denne Vare, at ifølge «5te Armeekorps’s Historie» hver Mand i dette Korps indtil Aarets Udgang kunde forsynes med l/2—1 Flaske daglig. Senere lykkedes det vel ved Løfte om høj Betaling at bringe de alligevel i Omegnen skjulte Forraad frem for Dagen, og saaledes at gjøre store Indkjøb for Maga sinerne paa de anordnede Markeder. Dernæst gav den i hele den belagte Zone anordnede Høst et saa betydeligt Udbytte af Kartofler og Grøntsager, at enkelte Korps indtil Vinterens Slutning vare rigeligt forsynede hermed. Tærske maskiner, Møller og Bagerier bleve satte i Drift, og det ved de høje Priser foraarsagede livlige Udbud gjorde, at man fra Slutningen af Oktober saa sig i Stand til at til fredsstille Behovet. Ogsaa Armeens Forsyning med fersk Kjød blev atter gjennemført, da de af Armeeintendanturen iværksatte Op- kjøb, navnlig i Fgnen omkring Meaux og Epernay, gave særdeles gode Resultater. Saaledes indkjøbtes i Midten af November ca. 100000 Beder. — Dernæst traadte Brugen af Kjød-Konserver, tilberedte foruden i Mainz og Berlin tillige af en ny indrettet Fabrik i Frankfurt am Main, nu mere i Forgrunden. Dette Næringsmiddel bød Intendanturen Fordelen af en lettere Transport og Tropperne Fordelen af en hurtig ere Tilberedelse, navnlig under Forposttjeneste. Den ved Brugen af Konserver indtrædende uund- gaaelige Ensformighed i Kosten udjævnedes heldigt ved Vinen og af og til ved forøgede Brændevinsportioner. Der indtraadte saaledes under Belejringen i Hoved sagen Magasinforplejning. Tropperne fik anvist bestemte Udleveringsmagasiner, saaledes f. Ex. for 5te Korps og 2det

bayerske Armeekorps samt for 21de Division af 11te Korps 1 Versailles, for de andre af Armeens Bestanddele i Corbeil. Efterhaanden som Belejringen trak ud, maatte man imidlertid basere Forplejningen paa Tilførsler fra Tydsk- land, og da Banen Weissenburg-Paris i November blev farbar til Lagny, kunde dette ogsaa ske, om end den Omstændighed noget besværliggjorde Tilførslen, at alle 4 Armeer paa dette Tidspunkt i Fællesskab maatte benytte samme Bane paa Strækningen Frouard-Blesme, hvorved 3die Armee kun kunde disponere over 6 Tog daglig. Hvor ved den tidligere omtalte Kvarterforplejning denne ikke blev ydet in natura, blev en Pengeydelse af 2 Francs pr. Portion og I Vi Francs pr. Bation forlangt. At Forplejningen dog endnu lod noget tilbage at ønske, beviser blandt andet en Skrivelse fra Stabschefen ved 3die Armee, General von Blumenthal, i hvilken Skrivelse det hedder: «Wenn es irgend möglich wäre, auch für unser hiesiges Magazin einiges Vieh aufzutreiben, so würde das sehr dankbar anerkannt werden; es könnte dafür auch haare Zahlung geleistet werden, wenn sich Händler fänden, die es hieher bringen wollen.« I samme Skrivelse betonedes, at der ved alle Rekvisitioner skulde udstedes Kvittering. Naar man imidlertid i Krigen 1870—71, skrives i det tydske Generalstabsværk, alligevel kom godt over de Forplejningsvanskeligheder, der til Tider opstode, uden at Mandens eller Hestens Sundhed tog Skade, saa maa dette tilskrives den Omsigt og Pligttroskab, som blev lagt for Dagen saavel fra Intendanturens som fra de ved Trainet ansatte Officerers og Mandskabers Side. Naar faktisk i nogle Tilfælde, f. Ex. paa Slagdagene, For plejningen var mangelfuld, og i andre Tilfælde Portionerne ikke ganske havde den forskriftsmæssige Sammensætning, saa havde dette sin Grund i Forhold, som under en Krig aldrig ganske lade sig overvinde. En væsentlig Tak, hedder det endvidere, maa ogsaa ydes de mange Foreninger og Privatpersoner i Hjemlandet, som sendte Armeen store Gaver af Beklædnings- og For- plejningsgjenstande.

B. Etapevæsenet. Etapevæsenet omfatter den samlede Forbindelse mel lem den opererende Armee og dens Operationsbasis og Forbindelsen mellem denne og Hjemlandet. Den første besørges af det saakaldte mobile Etapevæsen, og det er nærmest det, der skal omtales her. Da Etapevæsenet i Krigen 1870—71 ifølge de gjæl- dende Reglementer og Anordninger var baseret paa Jern baneforbindelser, bør maaske her en kort Oversigt over Forvaltningen af Jernbanerne forudskikkes. Den øverste Ledelse af hele Jernbanevæsenet havde en i det store Hovedkvarter værende Exekutiv-Kom- mission. Fra den udgik de almindelige Bestemmelser for det samlede Transportvæsen, for hvilke Linier der skulde tages i Brug, og for Driften paa disse. For de i Frankrig benyttede Baner traadte desuden mobile Linie-Kommissioner i Virksomhed, hvilke skulde vaage over, at de militære Hensyn paa den enkelte Linie skete Fyldest, og anordne og lede al Transport paa denne ved Udarbejdelsen af Kjøreplaner og Farttableaux. Til Hjælp for disse sidste havdes dernæst Jernbane- Driftskommissioner, der for en vis Strækning af Linien havde Opsyn med og anordnede Anvendelsen af Personel og Materiel paa denne, ligesom alle tekniske Anliggender afgjordes af dem. I Januar 1871 bestod for den af 3die Armee benyt tede Jernbane Weissenburg-Nancy-Paris: En mobil Liniekommission med Sæde i Epernay og To Driftskommissioner,

en for Strækningen Øst for Nancy med Sæde i Strassburg, og en for Strækningen Vest for Nancy med Sæde i Nancy. Desuden var, som senere skal omtales, en Felt- Jernbane-Direktør attacheret 3die Armees Etape- Inspektion til Bearbejdelse af Jernbaneanliggender. De meget omfattende Fordringer, som stilles til Etapevæsenet, ere kortelig resumerede i det preussiske «Reglement for Etapevæsenet i Krigen» af 2den Maj 1867, hvis 1ste Paragraf derfor skal gjengives i sin Helhed. Etapevæsenets Opgave bestaar i: 1. «Eftersendelse af levende og livløst Materiale til Armeen, med andre Ord: Tilførsel af alle for Hæren bestemte Mennesker, Heste, Transporter og Mate" rialier.» 2. «Tilbagesendelse, Underbringelse og Istandsættelse af alle for Tid eller for stedse fra Hæren afgaaende Mennesker, Heste og Gjenstande, nemlig: Syge, saarede, kommanderede og Krigsfanger, reparable eller overtallige Vaaben og Fdrustningsgjenstande saa vel som erobrede Trofæer og andet Bytte.» 3. «Vedligeholdelse og Sikring af Hærens Forbindel seslinier med Operationsbasis og Hjemlandet; altsaa Vedligeholdelse, Istandsættelse og eventuelt Tilveje bringelse af Veje, Broer, Jernbaner, Telegraflinier og Postforbindelser saa vel som den militære Be sættelse og Forsvaret af Forbindelseslinierne; end videre Hævdelse af Politimyndigheden paa Etape linierne og i disses Rayon samt Organisationen af det okkuperede fjendlige Landomraade, indtil der ved kongelig Anordning bliver indsat en kompetent Berstyelse for dette.» Etapevæsenets Opgave bestod ikke blot i at sørge for Fremskaffelsen af gjennemgaaende Transporter m. m.

mellem Armeen og Hjemlandet, men der var tillige her under henlagt en overvejende Del af de til 2den og 3die Linie af Hærens Sundheds- og Forplejningstjeneste hen hørende Institutioner, saasom Lazarether, Magasiner, Parker og Depoter, saa at der langs Etapelinien fandtes Forraad, hvortil Armeen kunde rekourere, saa snart de i dens umiddelbare Nærhed værende Beholdninger ikke strakte til, ligesom den paa den anden Side ikke besvæ- redes af Evakuationen af syge og saarede eller Admini strationen af bagvedværende Lazarether, hvilket alt over toges af Etapevæsenet. I det hele taget paahvilede det denne Institution at ordne alle Forhold bag Hæren, at tilvejebringe og sikre dens Forsyningslinier. Hærens Overkommando befriedes saaledes for det dermed forbundne besværlige og tid krævende Arbejde og kunde da med saa meget desto større Frihed henvende hele sin Opmærksomhed paa selve Operationerne mod Fjenden. 3die Armee havde under hele Felttoget sin egen Etapelinie, nemlig den tidligere nævnte Jernbane Weis- senburg-Nancy-Paris, for de sydtydske Staters Vedkom mende fra Wendenheim over Strassburg efter denne Fæstnings Fald. Ifølge den Maade, hvorpaa det tydske Hærvæsen var ordnet, dannede Armeekorpset et afsluttet hele for sig som den højeste administrative Enhed, saa ledes at hvert Korps med Hensyn til Erstatning og For syning med Personel og Materiel stod i stadig Forbin delse med sin Korpskreds. I Overensstemmelse hermed forgrenede Etapelinien sig ved sine Endepunkter, paa Krigsskuepladsen til Armeekorpsene, i Hjemlandet til Korpskredsene. De sidstnævnte Forgreninger vare Jern baner, medens man paa Krigsskuepladsen i Almindelighed var henvist til at benytte Landevejene som Forbindelses- middel mellem Hovedliniens Endepunkt og Armeekorp sene. Dette Hovedendepunkt, Hovedetapen, som var Sædet for den største og vigtigste af Liniens Etapekommandoer, flyttedes, efterbaanden som Jernbanen bag den fremrykkende Armee blev gjort farbar, men maatte aldrig komme Armeen nærmere end en Dagmarche. Foruden Hovedetapen blev der langs Jernbanelinien og langs Landetapelinierne oprettet Etapestationer med Kommandanturer, der skulde forpleje og underbringe Transporter, som skulde overnatte paa Stationen. — De første Etapestationer ved Jernbanelinierne vare disses Ud gangspunkter i de forskjellige Korpskredse, hvilke Punkter — Begyndelses-Etaper — i Beglen vare i de Byer, hvor Korpskommandoens Kvarter var i Fredstid. Medens der saaledes kun var een Hovedetape, var der en Begyndelsesetape for hvert Armeekorps, een for den wiirtembergske og een for den badensiske Division. Den øverste Ledelse af Armeens Etapevæsen var over draget en General som General-Etapeinspektør, hvem hele Ansvaret for Etapetjenestens tilfredsstillende Udførelse paahvilede. Han skulde lede Etapevæsenet og etablere Etapelinierne i Overensstemmelse med Armeens Operationer, og det var derfor gjort den paagjældende Armeekommando til Pligt snarest muligt at meddele ham Underretning om de Operationer, der paatænktes udførte, medens General- Etapeinspektøren paa sin Side stedse skulde sørge for at vedligeholde Forbindelsen med Hovedkvarteret, skaffe sig Kundskab om, hvad der foregik ved Armeen, og føre Journal over de forskjellige overordnede Kommandoers Kvarterer. I Almindelighed skulde han tage Ophold paa det Sted, som Armeens Hovedkvarter sidst havde forladt, og i hvert Fald burde han ikke være mere end en Dag marche fjernet fra Hovedkvarteret. Nødtes han herved til at opholde sig i længere Afstand fra Hoved-Etapen, maatte han efterlade største Delen af sin Stab i dettes Nærhed. f General - Etapeinspektionens Hovedkvarter skulde enten General-Fnspektøren selv eller hans Stabschef være nærværende ; begge maatte aldrig samtidig være fra værende. Til Assistance ved Opfyldelsen af de mangehaande Pligter, som paahvilede General-Etapeinspektøren, var der tildelt ham en anselig Stab, hvori de forskjellige Ret ninger af Etapevæsenets Virksomhed vare repræsenterede. Denne Stab bestod af:

Endvidere disponerede General-Etapeinspektionen over et Antal Batailloner og Eskadroner af Besætningstropperne, som allerede ved Mobiliseringen bleve den anviste, og som kunde tilkaldes efter Behov i en forud angiven Rækkefølge. Endvidere havde General-Etapeinspektionen til sin Raadighed : Nogle Piouerkompagnier, 1 Elape-Telegrafafdeling, 1 Lazarethdirektør for hvert Armeekorps, samt Sygetransportkommissioner, Lazareth-Reservepersonel og 1 Gendarmeriafdeling. Endelig henhørte under 3die Armees General-Etape- inspektion den kongelige bayerske General-Etapeinspek- tion af en lignende Sammensætning som den preussiske, men med mindre Personel.

General-Etapeinspektionens Arbejde var nu fordelt til de forskjellige Organer paa følgende Maade: Stabschefen stod i Spidsen for den samlede For retningsgang og var medansvarlig for dennes Overens stemmelse og Samklang med Overkommandoens Befalinger. Selv bearbejdede han de fra Overkommandoen indgaaede Befalinger, Dispositioner og Efterretninger og meddelte de andre af Inspektionens Medlemmer disse i Form af positive Befalinger og Anordninger. Den første Adjutant bearbejdede Efterretnings væsenet, den militære Organisation af Etaperne, Anven delsen af Tropperne, Korrespondancen med Armeekom- mandoen samt alle Personalia ved Inspektionen. Den anden Adjutant bearbejdede Styrkelisterne, Transportanliggenderne, Sagerne vedrørende Forstærkning og Vognparker og besørgede alt vedrørende Rapport- og Hestevæsenet. Den tredie Adjutant var Ordonnantsofficer. Artilleriofficeren besørgede alle Vaaben- og Ammunitionsanliggender saavel som Anlæget af Repara tions-Værksteder, Oprømning af Slagpladse og Trans porten af Bytte og Trofæer. Ingeniørofficeren bearbejdede Planer til Anlæg og Demolering af Befæstninger, Istandsættelse af Broer og Veje. G e n darm e ri of ficeren bearbejdede alle Anlig gender vedrørende Gendarmeriet, bestemte Styrken, der skulde afgives til de enkelte Etape-Kommandanturer, og regulerede Tjenesten for den øvrige Gendarmeristyrke. Etape-Intendanten bearbejdede Inspektionens økonomiske Anliggender, og under ham sorterede Krigs kassen; men hans Hovedopgave var at indsamle Proviant fra hele Etapezonen og at besørge alle Tilførsler af Pro viant til Armeen. Etapeintendanten erholdt fra Armeeintendanten Under retning om, hvad Armeen maatte behøve. I Overens stemmelse hermed lod han ved Hjælp af de ham anviste Forplejnings-Embedsmænd Magasinerne fylde, enten ved Rekvisition, ved Afslutning af Leverance-Kontrakter eller ved Tilførsler fra Magasinerne i Operationsbasis. Den første Maade blev især anvendt ved Provianteringen af Etapepunkterne. Etapeintendanten bestemte i Forening med Linie kommissionen Rækkefølgen i Forplejningstransporterne paa Jernbanen og lod paa dertil egnede Steder anlægge Bagerier og Slagterier. Etape-Lægen ledede Oprettelsen af Lazarether, regulerede Lazarethdirektionernes og Sygetransport-Kom missionernes Virksomhed, bar Omsorg for den rigtige Anvendelse af Lazareth-Reservepersonellet og fordelte i Forbindelse med de delegerede for «den frivillige Syge pleje» dennes Sygeplejere og Sygeplejersker til de for- skjellige Lazarether. Auditøren bearbejdede alle Inspektionens juridiske Anliggender. Jernbanedirektøren ledede som teknisk Chef for Jernbaneafdelingerne efter de givne Bestemmelser Istand sættelsen af og om nødvendigt den begyndende Drift paa de afbrudte Jernbaner, saavel som Nybygning og Øde læggelse af Baneforbindelser. Den fortsatte Drift paa Jernbanerne lededes derimod, som foran omtalt, af Driftskommissionerne. Postdirektøren ledede Armeens Postforbindelse med Hjemlandet. Han dirigerede Posten til en Dag- marche fra Armeekorpsenes Hovedkvarterer og derfra tilbage. I Jernbanetogene indsatte han en Postvogn, og paa Landetape-Linierne indrettede ban i Etapestationerne Postbureauer (Postrelaiser), hvor der kunde faas frisk Forspand, rekvireret af Etapekommandanten i Omegnen. Telegrafdirektøren ledede Bygningen, Istand sættelsen og Vedligeholdelsen af Telegraflinierne mellem Statstelegraf-Nættet og Armeens Hovedkvarter saavel som Driften af disse.

Ved Armeekorpset blev Etapevæsenet ledet af en Oberst som Etape-Inspektør. Hans Virksomhed indskrænkede sig til den kortere Linie, der forbandt Armeekorpset med Armeens Hovedetape, og hans Stab bestod derfor kun af 2 Adjutanter og 1 Intendant. Forøvrigt havde han indenfor sit lille Omraade samme Opgave som General-Etape- inspektøren, under hvem ban direkte sorterede. Af de Etape-Kommandoer, der oprettedes langs Etapelinierne, var Kommandoen paa Hov edetapen den vigtigste. Det var et meget vanskeligt og ansvarsfuldt Hverv, der her paahvilede Kommandanten, navnlig naar Omstæn dighederne medførte, at man til Hovedetape maatte benytte en mindre Jernbanestation, som kun kunde optage faa Tog, og hvor det bedækkede Rum kun var meget lille, idet der da udkrævedes den højeste Grad af Energi og Snarraadighed for at opfylde de Fordringer, der stilledes til ham. Til Hovedetapen ankom alle Forsendelser fra Hjem met for at dirigeres videre til Armeens Afdelinger; Tog ene skulde snarest muligt aflæsses for at skaffe Plads til nye Tog; hvad der var aflæsset kunde ikke altid strax sendes videre, men maatte foreløbig bringes under Tag og, for Mandskabets og Hestenes Vedkommende, for plejes. Paa den anden Side indtraf der fra Armeens for- skjellige Korps alt andet end regelmæssige Sendinger af syge, saarede, Fanger, erobrede Vaaben, beskadiget Materiel m. m., som skulde dirigeres tilbage, og som ligeledes ofte foreløbig maatte anbringes ved Etape- Stationen. Ved Siden heraf skulde Kommandanten drage Om sorg for Stationens Sikring og Forsvar, for Opretholdelse af Orden og Disciplin, saavel som for den civile Besty relse af Distriktet indenfor Etapestationens Omraade. Til Hjælp ved Varetagelsen af disse forskjelligartede Tjenestegrene havde Kommandanten paa Hovedetapen:

1 Banegaards-Kommandant, 1 Adjutant, 1 Intendant, 1 Laege, 1 Auditør, 1 Jernbane-, 1 Post- og I Telegrafembedsmand. De almindelige Mellemetaper havde ligeledes hver sin Etape-Kommandant, men med et mindre Personel til dennes Assistance. Det bestod paa Jernbane-Mellem- etaperne af: 1 Pladsmajor, I Forplejnings- og 1 Jernbaneembedsmand. Paa Land-Mellemetaperne manglede den sidste. Land-Mellemetapernes Bestemmelse var at besørge Indkvartering og om fornødent Forplejning af alle gjennem- gaaende Troppekommandoer og Transporter, og de vare derfor forsynede med: 1 Magasin, I Lazareth og 1 Vognpark, der ved Siden af andre Fornødenheder ogsaa skulde be fordre Kourerer og Posten. Sikringen af Etapepunkterne besørgedes efter General- Etapeinspektørens Bestemmelse af de til hans Raadighed stillede Etapetropper. Deres Opgave var ikke blot at sikre selve Etapepunktet, men ogsaa det omliggende Ter- rain mod fjendlige Strejftog, mod Beskadigelse afTelegraf- og Jernbanelinier, samt at afgive de fornødne Transport kommandoer.

Efter saaledes at have givet en Oversigt over Etape væsenets Organisation ved 3die Armee, skal jeg i Lighed med, hvad jeg gjorde for Forplejningsvæsenets Vedkommende, give en Oversigt over de faktiske Etapeforhold, grundet paa de historiske Beretninger. Ved Operationernes Begyndelse den 4de August kunde Etapevæsenet endnu ikke være fuldstændig organiseret, da den samlede General-Etapeinspektion først indtraf i Lan- dau den 7de August. Indtil da vidste imidlertid General-Etapeinspektøren, der allerede den 26de Juli var indtruffen ved Armeen, ved Hjælp af det tilstedeværende, sydtydske Etapepersonel at udnytte alle de til Selvhjælp fra Tropperne i Bevæ gelse satte Kræfter for Etapevæsenet. Det lykkedes ham, selv efter de blodige Kampe ved Weissenburg og Wørth, at overvinde Vanskelighederne ved at skaffe Forplej ning, ved at oprette Lazarether, ved at evakuere de saarede og fangne, saavel som ved Sikringen af Etape linierne. Det indtil den 7de August selvstændig virkende bayerske, wiirtembergske og badensiske Etapevæsen traadte paa dette Tidspunkt under General-Etapeinspektionens Ledelse til fælles Virksomhed. Af Etapelinier var der ved Operationernes Begyndelse anvist 3die Armee følgende Banelinier: 1) for de nordtydske Korps Linierne: a. Leipzig-Fulda-Mainz, b. Posen—Gørlitz—Leipzig — Wiirzburg—Mainz— Landau, og 2) for de sydtydske Korps Linierne: a. Augsburg-Ulm-Bruchsal, b. Nørdlingen-Crailsheim-Meckesheim, c. Nurnberg-Wurzburg-Mosbach-Heidelberg. Hovedetapen var Mannheim. Som Etapetropper var der anvist 8 Batailloner og 4 Eskadroner preussiske Landeværnstropper, 4 Batailloner og 1 Pionerkompagni bayerske Landeværnstropper, 2

badensiske Batailloner do. og 1 wurtembergsk Linie- bataillon. Allerede her kan maaske bemærkes, at en fuldstændig reguleret Etapetjeneste paa Grund af Armeens stadige Fremrykning først lod sig ordne i Dagene fra den 27de August til den 7de September, idet General - Etapeinspektionen under hele Armeens Flankemarche forblev i Bar le Duc. Tidsrummet fra den Sde August til Begyndelsen af September. Allerede under Armeens Marche gjennem Vogeserne var det lykkedes den bag denne fremrykkende General- Etapeinspektion at istandsætte flere fra fransk Side øde lagte Banestrækninger og saaledes føre Jernbaneforbin delsen videre fra Weissenburg over Hagenau til Zabern. 2 store Landetapelinier førte dernæst fra det nord lige Elsass til det af 3die Armee okkuperede Terrain Øst for Meurthe, den ene fra Weissenburg over Sulz, Hagenau, Buxviller, Saarburg, Blamont, Luneville til Nancy, den anden fra Weissenburg over Niederbronn, Puberg, Fenestrange, Marsal til Nancy. Den første blev benyttet af Preusserne og Wiirtem- bergerne, den anden af Bayrerne. To af Bayrerne i Begyndelsen i Brug tagne nord ligere Landeveje bleve opgivne paa Grund af Fæstningen Bitsch’s Nærhed. Paa den Tid, da Armeen naaede Meurthe og Mosel, befandt Etapetropperne sig endnu i det store og hele mellem Rhinen og de nordlige Vogeser, idet de den 15de August stode paa følgende Punkter:

General-Etapeinspektionen, der fulgte efter Armee- kommandoen og den 14de indtraf i Saarburg, den ISde i Nancy, lod den 19de Hovedetapen forlægge fra Zabern til Nancy, da den sprængte Tunnel ved Zabern var istandgjort, og som Følge deraf Jernbanen over Luneville til Nancy var bleven farbar. En Benyttelse af Jernbanen ud over Nancy var ikke mulig, da Franskmændene boldt Fæstningen Toul, og da et Forsøg paa at omgaa denne ved Anlæget af en intere- mistisk Jernbane udenom Fæstningen strandede paa tek niske Vanskeligheder. Der blev derfor ved Armeens videre Fremrykning anlagt en Landetapelinie fra Nancy over Colombey og Void til Bar le Duc. En kortere Linie over Gondreville og Ecrouves blev vel ligeledes taget i Brug; men Vejen befandtes allerede efter faa Dages Forløb i en saadan Tilstand, at den kun kunde benyttes af tomme Vogne paa Retour. Da dernæst 3die Armee den 26de August tiltraadte sin Flankemarche mod Nord, bleve Etapelinierne forlæn gede fra Void over St. Mihiel og fra Bar le Duc over Glermont og førte Øst og Vest for Maasfloden ind paa Naboarmeens Etapelinier indtil henimod Sedan. General-Etapeinspektionen befandt sig fra den 26de August i Bar le Duc, hvor den ligesom tidligere i Luneville lod anlægge Magasiner og Lazarether. Af Etapetropperne vare Badenserne og Wiirtemberg- erne gjennemgaaende forblevne i Elsass, medens Preus serne og Bayrerne bleve trukne Øst for Vogeserne. Nogle af de sidste sikrede i Forbindelse med andre bayerske

Tropper Armeens over den nordlige Del af Bjergene forende Forbindelseslinie især mod Fæstningen Bitsch, medens de preussiske Etapetropper for største Delen traadte i Virksomhed mod Fæstningerne Pfalzburg og Toul. Da Fæstningen Bitsch’s Besætning, forstærket ved Flygtninge fra Mac Mahons Korps, begyndte at forurolige Bayrernes Etapelinie mellem Lemberg og Niederbronn, forsøgte man ved et coup de main at bemægtige sig Fæstningen, men da dette mislykkedes, indskrænkede man sig til at cernere den, væsentlig ved tilkaldt Forstærk ning fra de bayerske Rhinfæstninger. Pfalzburg, der var indesluttet af 3 Balailloner og 1 Eskadron preussiske Elapetropper, lykkedes det ikke heller i den her omhandlede Periode at tvinge til Over givelse, saa at man ogsaa her maatte indskrænke sig til en Cernering. Medens saaledes 3 af de preussiske Batailloner fast holdtes for Pfalzburg, havde de andre fortsat deres Marche mod Vest. Af disse bleve 2 Batailloner opstillede langs Banen fra Rechicourt til Nancy, medens de øvrige 3 erholdt Ordre til at indeslutte Toul og naaede denne Fæstning den 27de August. Der blev altsaa kun faa Kræfter tilbage til Sikringen af den allerede ved Slutningen af August ca. 40 Mil lange Etapelinie. Sikringstjenesten var derfor overordentlig anstrængende. Ren Omstændighed, at Jernbanen gik gjen- nem Bjergland og følgelig gjennem mange Tunneler, gjorde, at der maatte vedligeholdes en livlig Patrouillering langs Banelinien, ligesom de nyorganiserede Frikorps i Forbindelse med Nationalgardisters, Mobilgardisters og bevæbnede Bønders hyppige Forsøg paa at overfalde mindre Etapetransporter nødvendiggjorde Patrouillering i det omliggende Terrain. En fuldstændig Oversigt over Etapetroppernes Stand- pladse ved Slutningen af den her omtalte Periode (den 4de September) giver følgende:

2. Linien Hagenau-Saarburg-Blamont-Luneville Colombey-Bar le Duc:

Den i Styrken manglende bayerske Etapeeskadron var dels i Bar le Duc, dels, opløst i mindre Styrker, for delt til forskjellige Etapestationer. Ovenstaaende Oversigt viser en Forøgelse af Etape tropperne med 1 bayersk Bataillon, 1 — Eskadron, I preussisk Pionerkompagni, der vare tilgaaede General-Etapeinspektionen i Slutningen af August. Tidsrummet fra llegyndelseii af September til Slutningen af Oktober. Efter Slaget ved Sedan marcherede, som foran om talt, 3die Armee mod Paris ad Vejene i Marnedalen. Da Etapetropperne nu ikke længere vare tilstrække lige til at bevogte den lange Etapelinie, fik Storhertugen af Mecklenburg den 8de September Ordre til med sit Armeekorps (13de) at beskytte 3die Armees Etapelinie mellem Nancy og Chålons sur Marne, og da han senere blev ansat som Géneralgouvernør i Rheims og fik anvist nogle Etapetropper, udvidedes denne Forpligtelse til ogsaa at omfatte Strækningen Chalons sur Marne—Epernay. Sikringen af den Øst for Nancy liggende Del af Armeens Etapelinie kom fra Slutningen af September til at paahvile Generalgouvernementerne Elsass og Lothringen, til hvilke nogle Etapetropper afgaves af de forskjellige

Armeer. 3die Armee maatte saaledes den 23de September afgive 6 Batailloner og 1 Eskadron, men fik tildels Er statning herfor ved en Forstærkning paa 5 Batailloner og derved, at en kgl. [{abinetsordre befalede de preussiske Etapebatailloner forøgede med 2 Kompagnier og Bytter- regimenterne med 2 Eskadroner. Den 23de September overgav Fæstningen Toul sig. Jernbaneforbindelsen kunde saaledes føres længere mod Vest, og da Jernbanen Vest for Toul allerede før denne Fæstnings Fald var istandgjort af Jernbaneafdelingerne, blev faa Dage efter Touls Fald Jernbaneetapelinien for længet over Bar le Duc, Châlons og Nogent l’Artaud til Nanteuil sur Marne, hvor den igjen maatte stoppe af Hensyn til betydelige Bro- og Tunnelsprængninger. Det lykkedes vel i Slutningen af Oktober at istand sætte den Vs Mil lange Tunnel, men et flere Dages voldsomt Regnskyl bragte den 3die November det hele til atter at styrte sammen. Man opgav da at føre Toget gjennem Tunnelen og begyndte Anlæget af en Jernbane uden om det Bjergparti, gjennem hvilket Tunnelen førte ; men denne 2l-i Mil lange Bane blev først aabnet for Traflken den 21de November. General-Etapeinspektionen for 3die Armee, der over Châlons (d. 7/9), Epernay (d. 12/9), Montmirail (d. 15/9), Cou- lommiers (d. 16/9) og Tournan (d. 19/9) fulgte Armeens Frem rykning, havde fra den 20de September sit Sæde i Cor- beil. De den underlagte Tropper dækkede med enkelte Kompagnier de større Stationer paa Jernbanen Vest for Epernay samt Landetapelinierne : 1) Nanteuil-Lagny-Villeneuve St. Georges-Corbeil og 2) Epernay-Corbeil. En længere mod Syd løbende Etapelinie fra Vitry le Français over Sézanne til Coulommiers maatte allerede den 25de September opgives paa Grund af dens Usikkerhed.

 1 det hele taget var Sikringen af Etapelinierne van skelig og især i Slutningen af Oktober, da Skarer af Francs-tireurs dukkede frem paa alle Kanter. De enkelte Etapepunkter i denne Periode vare : 1) Langs Jernbanen: Dormans, Nogent l’Artaud og Nanteuil. 2) Langs Landetapelinien 1): La Ferté sous Jouarre, Meaux, Lagny, Villeneuve St. Georges, og 3) Langs Landetapelinien 2): Montmirail, Coulommiers, Tournan, Brie-Comte- Robert og Corbeil. Af Etapetropperne stode i Slutningen af Oktober 4 Batailloner, 4 Eskadroner og 2 Pionerkompagnier i Cor beil til Sikring af Armeemagasinet, 1 Bataillon i Montmirail, 1 — i Coulommiers, 1 — i Brie-Comte-Ilobert, 1 — i Tournan, medens Resten var fordelt til de andre Etapepunkter. Tidsrummet fra Itegyndelseu af November til Paris’s Kapitulation. Som i de tidligere Perioder baserede 3die Armee ogsaaa nu sit Etapevæsen paa Jernbanelinien Weissenburg- Nancy-Paris. De sydtydske Korps skulde efter Istand sættelsen af Forbindelsen mellem Strassburg og Kehl sende deres Tilførsler over disse Punkter og Wenden- heim ind paa denne Linie. Der fordredes imidlertid omfattende Arbejder udførte, forinden Strækningen Nanteuil sur Marne-Paris blev farbar. Begge Marnebroerne ved Esbly og Broen ved Trilport vare sprængte. Ved Armentiéres var en Tunnel ødelagt. Disse Beskadigelser var det imidlertid ved ihærdigt Ar bejde fra samtlige Jernbaneafdelingers Side lykkedes at

reparere inden medio November, og da, som tidligere omtalt, Banen uden om Nanteuil blev fuldført den 2Ide November, blev fra dette Tidspunkt hele Strækningen farbar. Lagny blev Hovedetape, men desuden anvendtes Esbly og Meaux som Udladningssteder for Belejrings materiel. Med Hovedetapens Forlæggelse til Lagny blev den lange Landetapelinie Epernay-Coulommiers-Tournan med dens Fortsættelser til Corbeil og Villeneuve St. Georges opgivet, og i dens Sted traadte Laudetapelinierne : 1. Meaux-Corbeil og 2. Lagny-Villeneuve St. Georges, begge for de Syd for Paris staaende Tropper, samt 3. Linien fra Corbeil over Longjumeau til Versailles for den Vest for Paris staaende Styrke af Armeen. For den endnu længere mod Vest værende 5te Kava leridivision, hvis Forsyning under Belejringen var paalagt 3die Armee, lod denne fra Slutningen af December Bane strækningen Versailles-Houdan, og fra 21de Januar Stræk ningen floudan-Dreux gjøre farbar. Driften paa denne Bane udførtes i Begyndelsen ved Hestekraft, da Loko motiver først tilvejebragtes i Slutningen af Januar. Hvad Sikringen af Etapelinierne angaar, da blev Armeens Etapetropper i Midten af November bragt op til en Styrke af:

16 Batailloner,

9 Eskadroner,

2 Batterier og 4 Pionerkompagnier.

Men af disse maatte man i Midten af December afgive 5 Batailloner til 2den Armees Etapeinspektion, da Etapelinierne, som denne skulde sikre, paa den Tid bleve for lange, til at de den anviste Etapetropper kunde overkomme det.

Denne Formindskelse i Styrken foraarsagede imid lertid ingen Ulemper, da, som ovenfor nævnt, den lange Landetapelinie var opgivet, og da Generalgouvernementet Rheims havde overtaget Sikringen af Jernbaneetaperne Dormans og Château Thierry, saa at der kun var den korte Banestrækning fra Nogent l’Artaud til Lagny, de ovenfor nævnte korte Landetapelinier samt Banestræk ningen Versailles - Chartres tilbage. (Den sidstnævnte Linie blev benyttet af 2den Armee, men skulde sikres af 3die Armees Etapetropper.) Naar Sikringstjenesten desuagtet i denne Periode var yderst vanskelig, saa havde dette sin Grund i Terrainet. De betydelige Skove, der i Omegnen af Epernay, Mont- mirail og Nogent sur Seine strække sig mellem Marne og Seine, afgave nemlig Skjul for stærke Bander Francs- tireurs, der optraadte med stor Dristighed og idelig truede de til Paris forende Jernbaner og Landeveje. General-Etapeinspektionen formerede derfor en flyvende Kolonne paa 2 Batailloner, 1 Eskadron og 1 Batteri, som gjennemstrejfede Egnen mellem Coulommiers, Sézanne og Provins, og som efterhaanden i Forbindelse med lignende Kolonner, udsendte af Generalgouvernementet Rheims, rensede Terrainet. Ved Slutningen af Januar 1871 (Paris kapitulerede den 26de Januar) stode 3die Armees Etapetropper paa følgende Punkter:

Jeg skal dernæst gaa over til at omtale Ordningen af de forskjellige Grene af Etapeljenesten. Sundhedstjenesten lededes, som tidligere omtalt, af Etape-Generallægen og blev udført af det saakaldte Lazareth-Reserve-Personel. Dette bestod for hvert preussisk Armeekorps af 3 Stabs- og 9 Hjælpelæger med de fornødne Assistenter og Sygepassere, men blev senere forstærket ved civile Læger. Det dannede 3 sefvstændige Afdelinger, der kunde anvendes adskilte. For de bayerske Korps tjente de saakaldte «Haupt- Feld-Spitåler» som Lazareth-Reserve-Personel og var til % Stede i et Antal af 5. For den wurtembergske og baden- siske Division havdes intet Lazareth-Reserve-Personel. Etapelazaretherne vare ikke alene bestemte til at dække Fornødenhederne i Retning af Sygepleje i Ryggen af Feltarmeen, men skulde tillige danne en Række af Støtte punkter for Evakuationen af syge og saarede. I sidste Henseende var deres Arbejde især besværligt, naar regel mæssig Jernbaneforbindelse manglede, idet Landsyge transporterne da for det meste maatte overnatte paa Etapepunkterne. Lazaretherne oprettedes i dertil egnede Byg ninger; men naar det lod sig gjøre, gjordes der udstrakt Brug af særlige Lazarethbarakker (saaledes f. Ex. i meget stor Maalestok ved Nancy). Evakuationen gik for sig paa følgende Maade: Alle syge og saarede, som kunde taale Transport, bleve samlede paa dertil egnede Punkter, hvor de bleve an bragte paa Vognene og derfra kjørte langs Etapevejene til nærmeste i Drift værende Jernbanestation for herfra at befordres videre. Togene gik over Weissenburg, og Sygetransporten blev fra Begyndelsen af September ledet af en særlig Evakuations-Kommission i Weissenburg og senere tillige af en lignende i Epernay. Disse Kommissioner delte de ankomne Transporter i passende mindre Grupper og sendte dem til Hjemlandet. Som Samlingspunkter for syge og saarede maa især nævnes Nancy og Lagny. Paa det første Punkt forenedes til Tider den hele Sygetransport for alle Armeerne, saa ledes at af og til 1400—1700 syge indtraf paa samme Dag og skulde overnatte. Fra den 24de November dannede Lagny Hovedsam lingspunkt for syge fra hele Cerneringsstyrken. De syge og saarede, der som oftest ankom til Lagny med Proviantkolonnerne, bleve i Reglen Dagen efter førte til Epernay, hvorfra de saa enten fordeltes til de i Elsass værende Lazarether eller befordredes videre til Tydskland. Til Befordring paa Jernbanen af letsaarede og syge anvendtes særegne «Sygetog», der vare sammensatte af lukkede eller tildækkede Godsvogne, forsynede med Straa eller iVladratser og i Vintertiden tillige med uldne Tæpper, og som lededes af Læger. Alle haardtsaarede derimod bleve saa vidt muligt befordrede i de saakaldte «Sanitetstog». — Vognene hertil bleve leverede af de tydske Baneforvaltninger, medens deres indre Indretning dels besørgedes .af Staten, dels af «For eningen til den frivillige Sygepleje». Hver Vogn havde

et vist Antal Baarer, der vare saaledes ophængte, at de vare frigjorte for Vognens Rysten. Samtlige Vogne kunde opvarmes og vare saaledes forbundne med Kjøkken- og Lægevognen, der tillige indeholdt et Apothek, at et uhindret Samkvem kunde finde Sted. Hvert Tog indeholdt gjennemsnitlig 200 Senge eller Baarer.

Alle Lazarether og Sygetransporter forsynedes med Medikamenter, Forbindingsmidler og andre Fornødenheder fra det Armeen følgende Lazareth-Reserve-Depot, fra de af den militære Forvaltning oprettede Lazareth-Reserve- Magasiner saavel som fra «den frivillige Sygeplejes» De poter. En særdeles betydelig Hjælp paa Sanitetsvæsenets Omraade ydedes af «Foreningen til den frivillige Sygepleje», der ved Oprettelsen af Depoter af Lazarethmateriel, ved Anlæget af Forfrisknings- og Forbindingsstationer langs Etapelinierne, og frem for alt ved Afgivelse af Hjælpe personel til Lazarether og Sygetransporter i høj Grad lettede Sundhedsplejen. «Foreningen» var ved General-Etapeinspektionen re præsenteret af en «Delegeret», der under Etape-General- lægens Overledelse og med Bistand af flere «Subdelege- rede» og en Styrke paa ca. 200 frivillige Sygeplejere under en «Kolonnefører», styrede og udførte den frivillige Sygepleje i Etapezonens Lazarether og i Sygetranspor terne. Af 3die Armees Lazaret!) - Reserve - Personel vare Etapelazarether etablerede paa følgende Punkter: a) i Tidsrummet fra Operationernes Begyndelse til Slaget ved Sedan: i Nancy, Luneville, Reichshofen og Niederbronn.

b) i Tidsrummet fra Slaget ved Sedan til Paris’s Kapitulation : i Lagny, Chålons sur Marne, Void, Nancy, Lune- ville og Weissenburg. Haandhævelsen af militær Retspleje og Politi i Etapezonen lededes af Etapeauditøren og ud førtes for den førstes Vedkommende af Auditører og for Polititjenestens Vedkommende af Gendarmeriafdelingen. For den militære Retspleje i Felten gjaldt hoved sagelig de samme Grundsætninger som under Freds forhold. Ved Forordning af 20de Juli 1870 blev dog den militære Rettergang gjort simplere, hvorved den under Krigsforhold nødvendige hurtige Indgriben af Justitsen muliggjordes. Ved en samtidig udgiven Forordning ord nedes Retsforholdene mellem egen Armee og det fjend- lige Lands Beboere. At de fjendlige Autoriteter, paa hvis Medvirkning man ved Ordningen af de sidst omtalte. Retsforhold havde gjort sikker Regning, gjennemgaaende nægtede at yde Bistand, førte til betydelige Vanskelig heder i denne Forvaltningsgren. Man maatte endog til 'l’ider anvende Auditører til Bestridelse af Præfektens Forretninger i de okkuperede fjendlige Departementer. Gendarmeriafdelingen, hvis Opgave omfattede Uaand- hævelse saavel af Ordens- som Sundhedspoliti, havde sin egen Chef og formeredes ved Afgivelse af 1 Underofficer og 20 Gendarmer af hvert preussisk og bayersk Korps og en mindre Styrke fra den wiirtembergske Felt-Jæger- Eskadron. Polititjenesten var yderst besværlig og vanskelig, da Styrken var for lille til de lange Etapelinier, og da det fremmede Sprog saavel som de franske Politiembeds- mænds Udvirksomhed vanskeliggjorde en Samvirken med disse sidste. Til Bestridelse af E tape te le gr af tj enes ten o: den telegrafiske Forbindelse mellem Armeekommandoen og de bagved værende, faste Statsledninger samt tildels

Forbindelsen mellem Armeekommandoen og de andre Armeekommandoer samt det store Hovedkvarter, raadede General-Etapeinspektionen over Etape-Telegrafdirektøren som øverste Ledelse og dernæst over: 1 preussisk og 1 bayersk Etape-Telegrafafdeling. Den preussiske Afdeling bestod af: 1 Telegrafdirektør som Chef, og 2 Sektioner. 1ste Sektion paa: 2 Løjtnanter, 7 Telegrafister, 35 Pionerer, 37 Trainsoldater, 8 Ride- og 52 Trækheste samt 11 Vogne. 2den Sektion paa: 5 Telegrafister, 15 Trainsoldater, 24 Telegrafarbejdere, 3 Ride- og 18 Trækheste samt 5 Vogne. Af disse to Sektioner var kun den 2den forsynet med det nødvendige Værktøj og Materiale til Istandsættelse af faste Ledninger. Den bayerske Afdeling var saavel i Personel som Materiel noget svagere. Efter Indrykningen i Frankrig var 3die Armee henvist til at basere sin telegrafiske Forbindelse paa Linien Lan- dau-Ludwigshafen, og til denne faste Linie knyttedes saa en Linie over Ilagenau, der efterhaanden forlængedes over Ober Modern og Luneville til Nancy. Under Fremmarchen mod Chålons forlængedes Linien over Frouard, Commercy til Bar le Duc.

Da i dette Tidsrum af Hensyn til en eventuel Sam mendragning af Armeerne en hurtig Forbindelse mellem det store Hovedkvarter, Armeekommandoen og de enkelte Armeekorpskommandoer i 3die Armee var nødvendig, bleve i Dagene fra den 21de til den 25de August ved Op bydelse af alle Kræfter Linierne: 1) Void-Ménil la Horgne, 2) Void-Vaucouleurs-Gondrecourt, 3) Gondrecourt-Tréveray, 4) Vaucouleurs-Pagny, 5) Ligny-Nan^ois le Petit, 6) Ligny-Tronville og 7) Har le Duc-Blesme-St. Dizier-Vassy anlagte. Under Flankemarchen fra den 26de August til den 1ste September fortsattes den telegrafiske Forbindelse fra Bar le Duc over Clermont til Varennes og til Cernay en Dormois. Under Fremrykningen mod Paris udvidedes Telegraf forbindelsen dernæst fra Bar le Duc over Epernay, Mont- mirail til Coulommiers, hvorfra den over la Ferté sous Jouarre atter førtes ind paa Ledningen langs Jernbanen Epernay-Paris. Under Belejringen forlængedes Linien endvidere fra Coulommiers over Tournan og Villeneuve St. Georges til Palaiseaux. Telegrafarbejdet udførtes i første Linie af Felttele- grafafdelinger, der fulgte Armeen. — Etape-Telegrafafde- lingerne afløste saa de førstes Materiel og byggede atter deres Linier af, efterhaanden som Statstelegrafafdelingens Linier traadte i Stedet. Det viste sig imidlertid snart, at Etapetelegrafafde- lingerne under den hurtige Fremrykning ikke formaaede at opfylde de Krav, der stilledes til dem, hvorfor en ny preussisk Etape-Telegrafafdeling tildeltes 3dic Armee i September Maaned. Under Paris’s Belejring blev Byen omgivet med en dobbelt Telegraflinie, hvoraf 3die Armee anlagde Linien mellem Lagny, Villeneuve St. Georges, Longjumeau og Versailles. Ved Hjælp af disse Linier forbandtes samtlige Korps- kvarterer og fjernere liggende Divisions- og Brigadestabe med hverandre, ligesom ogsaa vigtige Observationspunkter i Forpostlinien inddroges i den telegrafiske Forbindelse. Til Bestridelse af Postvæsenet havde 3die Armee, som foran omtalt, i Etapezonen: I Etape-Postdirektør som øverste Ledelse og desuden: 1 preussisk Etape-Postdirektion, 1 bayersk — — 1 wiirtembergsk Feltposletape. Etape-Postdirektionerne begyndte deres Virksomhed en Dagmarche bag Armeekorpskvartererne og strakte den derfra langs Etapelinierne til Hjemlandet. Postforsendelserne til 3die Armee samledes og ord nedes korpsvis i Landau og gik derfra over i Etapepost væsenets Hænder, der saa befordredede dem til det for hvert Armeekorps oprettede «Felt-Post-Amt», hvorfra de fordeltes til Tropperne. Allerede ved Felttogets Begyndelse maatte Postdriften kæmpe med store Vanskeligheder, da Jernbanerne ude lukkende brugtes til Troppetransporter. Først i Tiden fra den 7de til den 10de Aug. kunde Etape- Postdirektionerne begynde deres Virksomhed i Landau, og fra Midten af August aabnedes derfor en regelmæssig Postforbindelse over Landau og Hagenau til Nancy. De kort derpaa begyndende, hurtige Bevægelser af Armeen nødte imidlertid Postvæsenet til at opgive at an lægge faste Postrouter, saa at Postgangen først efter Slaget ved Sedan atter bliver stabil. Den lédtes da fra Nancy, uden om Toul, over Bar le Duc, Chålons, Eper- nay og Coulommiers til Villeneuve St. Georges og Corbeil. Den gik i Begyndelsen langs Landetapelinien, fra Etapepunkt til Etapepunkt, hvor de der oprettede Postburauer sørgede for friske Forspand eller selv befordrede Posten visere; men saa snart Jernbanen gjordes farbar, ledes Posten af denne ved bevægelige Postkontorer. 

Pakkepostforsendelsen tog sin Begyndelse den 15de Oktober. 

Efter denne historiske Oversigt over Etapevæsenets Virksomhed ved 3die tydske Armee i Krigen 1870—71, skal endnu kun angives nedenstaaende, ved Udarbejdelsen benyttede Kilder, nemlig: 1) Der deutsch-französische Krieg 1870—71, udar bejdet af «den store Generalstab«. 2) Der deutsche Feldzug gegen Frankreich, af en preussisk Stabsofficer. Berlin 1871—72. 3) Die Operationen der HI Armee, af Major v. Hahnke. Berlin 1873. 4) Das V Armee-Corps im Kriege gegen Frankreich, af S. v. Heydekampf. Berlin 1872. 5) Reglement über die Naturalverpflegung im Kriege. Berlin 1867. 6) Die Verwaltung des deutschen Heeres, af A. Froe- lich. Berlin 1872. 7) Die Feldverpflegung im deutschen Heere, af Hof mann von Wellenhof. Wien 1878. 8) Das Verpflegungswesen der deutschen Armee, af de schweiziske Oberster Feiss og Good. Bern 1872. 9) Organisation des Etapen-Wesens zur Zeit des Krieges af 2den Maj 1867. 10) Studien über das Etapenwesen, af en Offieer af den kgl. bayerske General-Etapeinspektion i Felt toget 1870—71. Nørdlingen 1872. 11) Jernbanekrigen i 1870—71, af Premierløjtnant Ramsing. Kjøbenhavn 1873. 12) Übersichtskarte Nr. 10 (Bilag til det under 1) nævnte Værk).