Af Kaptajn A. V. Porsdal.
I Henhold til Hærlovens § 46b er flinke menige af Fodfolket, der bar vist sig brugelige som Sektionsførere, men ikke er udtagne lil Korporalselever, forlods frilagne for al ligge lil fortsat Tjeneste i el Tal af indtil 5pCt. af Holdets Styrke midt i Uddannelsestiden, d. e. rundt regnet 5 Mand af Sommerholdet ved hvert Kompagni. Endvidere hedder det, at de „kan“ deltage i Lodtrækningen. Disse Bestemmelser gøres nu til Genstand for modsatte Tolkninger, og jeg vilde gerne søge at rejse en Drøftelse af Spørgsmaalel ved de følgende Linier. Hvorledes skal tor det fors.e disse menige udtages'? Nogle mener, at det bør være de a 11 c r flinkeste, der fritages, mens saa de næ s t flinkeste bliver Korporalselever; andre vil derimod tage de allerflinkcste hertil og saa fritage ile næstflinkeste. Jeg maa sige, at jeg slutter mig ubetinget lil den første Mening og det af flere Grunde.
Den første af disse er, at jeg mener, al del modsatte vilde stride mod Bestemmelsens Aand, som er al skaffe et Middel lil al lønne dem, der har vist baade særlige Evner og særlig Vilje til at bringe det bedst mulige ud af Rekruttiden, uden at de dog har ønsket al blive Korporalselever, eller rettere Lit T r o d s for, at de ikke har ønsket del. Al delte virkelig er Lovens Aand, fremgaar at de „Bemærkninger lil de enkelte Paragraffer“, der ledsagede Lovforslaget ved dels Fremsættelse i Folkelingel. En anden Grund er, al det Middel til Fremme af Kappelysten, som den forlods Fritagelse frembyder, kun kan komme til at virke i sin fulde Udstrækning, naar Rekrutterne véd, at de skal være blandt de allerførste for at kunne vente at blive forlods frilagne, hvorimod del let bliver uden Virkning, dersom de kun udsætter sig for at blive Korporalselever, naar de er særlig flinke, idet de da hellere vil være mindre flinke og saa — hvis de ikke trækker et Frinummer — lage de Maaneders fortsatte Tjeneste eller købe sig fri. Hvad man end vil kalde del at blive udtagen lil Korporalselev mod sin Vilje — om man vil sige, at det er en Skat, Staten paalægger dem, der har de bedste Evner, eller om man vil nøjes med al sige de udtagne, at saadan er nu en Gang Loven, — saa kan man nu alligevel ikke komme uden om, al de fleste tvungne regner det for en Straf og ikke for en Løn for godt Arbejde, og Loven slaar jo da ogsaa udtrykkelig fast, at man fortrinsvis skal tage de egnede frivillige. Endelig synes det mig noget bagvendt at sige: Vi deler vore bedste Folk i de a 11 e r flinkeste og de næ s ttlinkeste, de første kan bruges som Befalingsmænd, naar de har gennemgaaet en særlig Skole, mens de sidste kan udnævn es til Underkorporaler uden at have gennemgaaet denne Skole. Det forekommer mig naturligere at lade de a 11 e r flinkeste blive Befalingsmænd uden Skole og at kræve, at de næ stflinkeste gennemgaar Skolen; heraf følger da ogsaa, at det maa blive de allerflinkesle, der hjemsendes først.
Jeg kommer dernæst til Spørgsmaalel om de forlods fritagncs Lodtrækning og Nummerbytning. Her finder jeg straks den usikre Bestemmelse om, at de „kan“ deltage i Lodtrækningen, uheldig. Man maa jo nemlig huske, at Lodtrækningen ikke alene drejer sig om, hvem der skal blive liggende lil fortsat Tjeneste, men ogsaa om hvem der skal indkaldes, hvis kun en Del af vedkommende Aargang senere bliver indkaldt af en eller anden Grund. Det kan vel ikke være Meningen, at de paagældende ogsaa skal være forlods frilagne for en saadan Indkaldelse. Det havde derfor været bedre, mener jeg, om der havde slaaet „skal“ i Stedet for „kan“. Men ligger der allerede her en Usikkerhed, saa bliver det dog endnu værre, naar man kommer til Spørgsmaalet om, hvorledes en forlods fritagen skal behandles, hvis han trækker et højt Nummer og bytter det bort mod et lavt, hvad han jo har Lov til i lienhold til § 15, der udtrykkelig siger, at alle, der har deltaget i Lodtrækningen, kan bytte indbyrdes. Skal han da alligevel hjemsendes, eller skal han blive liggende? Jeg mener det første: han skal hjemsendes, med mindre han da ligefrem skulde ønske at blive liggende, saaledes som Tilfældet var med en af de forlods fritagne ved mit Kompagni.
Det afgørende synes mig nemlig her at være, at det jo aldrig er det Nummer, en Mand trækker, der bestemmer, om han skal blive liggende eller ikke, men derimod det Nummer, han har paa den Dag, hvor Bytningen skal være tilendebragt. Med andre Ord: en Mand er stillet ganske paa samme Maade, hvad enten del Nummer, lian staar med i Haanden paa denne Dag, er kommet ham i Hænde ved Trækning eller ved Bytning; Numrets juridiske Virkning er den samme i begge Tilfælde. Hele Bytningen er i denne Henseende saa at sige en ganske privat Sag mellem Rekrutterne, saa at man for saa vidt først skulde spørge dem paa den nævnte Dag, hvilket Nummer de havde — en Sag for sig er, al man af andre Grunde er nødt til at spørge dem om det straks. Men naar dette er Tilfældet med alle de andre Rekrutter, hvorfor skulde del da ikke ogsaa være det med de forlods fritagne? Hvorfor skulde de indtage en Særstilling — og vel at mærke en ringere Stilling, idet de skulde hænge uhjælpelig fast ved det Nummer, de først har trukket? Det kan jo dog ikke have været Lovens Mening, idet man jo netop har villet skabe dem en Særstilling, der er væsentlig bedre end de andre Rekrutters. Hvis man ikke giver de forlods fritagne Lov lil al bytte høje Numre bort mod lave, uden at de derfor skal blive liggende, bliver Lønnen for deres Arbejde ogsaa let et rent Blændværk. Naar der kun skal blive t. Eks. 12 Mand liggende af et Kompagni paa 108 Mand, er Sandsynlighedeii for, at der falder eet Liggenummer blandt de fem fritagne 0,56, for lo Liggenumrc 0,42, for tre 0,28, for fire 0,17 og for fem 0,08; det kan med andre Ord omtrent lige saa leL hænde, at der intet Liggenmnmcr falder blandt dem, som at der falder eet, og der er overvejende Sandsynlighed for, at i alt Fald de fire af dem ingen anden Glæde faar af Bestemmelsen end den, al de er fri for Spænding ved Lodtrækningen — naturligvis bortset fra Glæden, de kan fole ved den Ros, der ligger i Fritagelsen. Hvis man derimod tillader Bytning, uden al den medfører Liggepligl, vil der være en stor Sandsynlighed for, al de i all Fald kan bringe en smuk Pengepræmie med sig hjem — og Udsigten til en saadan er nu en Gang slet ikke det mindst virksomme Middel til at faa Folk til at arbejde godt. Jeg mener derfor som sagt, a t de a 11 e r flinkeste bør frilages forlods for at ligge til fortsat Tjeneste, mens de ikke frivillige Korporalselever bor tages blandt de næste, og a t det bor tillades de forlods fritagne at bytte, uden at de derved kommer til at ligge til fortsat Tjeneste mod deres eget Gnske.
I Anledning af ovenstaaende finder Redaktionen, uden iøvrigt at komme ind paa de rejste Spørgsmaal, Anledning til at bemærke følgende: Den allerh. Anordning af 22. Marts 1910 angaaende Tjenestcomgangen ved Fodfolket (Iv. f. II. B. 8/1910) siger (A. Pkt. 11): „Efter at Korporalseleverne er udtagne, bestemmer Bataillonen, hvilke af de øvrige Rekrutter, der forlods skal fritages for at blive til fortsat Tjeneste som menige.“ Angaaende Spørgsmaalet om Befalingsmandseleverne kan derefter kun Hensynet til al faa de bedst egnede — efter at de egnede frivillige er taget med — være det bestemmende. Først naar dette er afgjort, kommer Spørgsmaalet frem om, hvem af de øvrige der forlods skal fritages for fortsat Tjeneste. Om Lodtrækningen bestemmer Anordningen, at den foretages mellem „samtlige Rekrutter“. Der kan ikke være Tvivl om, at Hærlovens „kan“ her er omsat i cl „skal“, heller ikke om at Bytning af Lodlrækningsnumret er tilladt. Skulde en Mand, der forlods er fritagen for al ligge til fortsat Tjeneste, ønske at hvile et højt Lodtrækningsnummer mod et lavt, er Praksis vist at betragte dette som en Tilkendegivelse af, at han ikke ønsker at blive hjemsendt, og at beholde ham til fortsat Tjeneste.
