På grundlag af et studie foretaget i forbindelse med gennemgang af generalstabskursus fremsætter major J. C. Essemann, Forsvarsministeriet, i denne artikel en række betragtninger over kampenbeders og ildstøtteenheders værdi og forholdet mellem de to typer enheder i dansk organisation, herunder sammenligninger med den i en række andre lande anvendte organisation.
Indledning.
Fastsættelsen af det ideelle forhold mellem kampenheder og ildstøtteenheder i en moderne hær kræver sikker viden om en fremtidig krigsnatur. Da denne imidlertid er under indflydelse af en række ikke kontrollable faktorer, må fastsættelsen bygge på en hypotese, som til stadighed er underkastet den taktiske og tekniske udviklingspåvirkning. Når et ideelt forhold mellem de to typer enheder skal fastsættes, er det derfor af afgørende betydning, at vurderingen af krigens natur nærmer sig sandheden med størst mulig sandsynlighed. Ved en umiddelbar betragtning, kan afvejningen af forholdet mellem kampenheder og ildstøtteenheder synes alene at berøre antallet af enheder. Denne betragtning er imidlertid kun i ringe grad dækkende. Forholdet skal i langt højere grad betragtes ud fra forholdet mellem kampenhedernes kampværdi og ildstøtteenhedernes ildstøtteværdi. Til illustration af de forskelligheder, der kan træffes inden for de to grupper af enheder, skal her blot anføres, at en kampafdeling kan være en panserinfanteribataljon, en marineinfanteribataljon, en motoriseret infanteribataljon, en helikopterbataljon (Air Assault Battalion), en faldskærmsbataljon, en panserbataljon, en opklaringsbataljon eller en panserjagerbataljon. Afdelingens personelstyrke kan variere fra mindre end 200 mand til ca. 1000 mand, uden at dette dog på nogen måde behøver at have indflydelse på enhedens kampkraft, som stort set afgøres af dens føring, organisation, uddannelse, bevæbning og materiel. Vender man sig mod ildstøtteenhederne, kan disse være udrustet med et større eller mindre antal missiler, raketstyr, raketkastere eller kanoner af vidt forskellig kaliber og med vidt forskellig skudvidde, skudhastighed og bevægelighed. Idet der helt ses bort fra den indlysende forskel mellem atomartilleri og konventionelt artilleri, skal her anføres nogle få eksempler på forskellighederne indenfor det konventionelle artilleri. En amerikansk 105 mm haubits kan afgive 15-18 skud pr. minut. En sovjetisk 140 mm raketkaster kan levere 40 raketter indenfor et halvt minut, og en svensk 120 mm Bofors kanon kan afgive 70-80 skud pr. minut. En svensk 120 mm kanon har altså - granatvægten taget i betragtning - samme ildkraft som et 105 mm haubitsbatteri på seks pjecer. Afhængig af den taktik der anvendes, og den modstander man påregner at komme til at stå overfor, samt det terræn hvori der skal kæmpes, har enhedernes størrelse, bevæbning, mobilitet m. v. forskellig indflydelse på den relative kampværdi. Dette gør sammenligning med udenlandske enheder overordentlig vanskelig. Yderligere må det ved sammenligning med udenlandske enheder altid holdes for øje, at de større lande er i besiddelse af enheder af armé- og armégruppestørrelser. Disse store enheder råder over artilleristyrker, der kan variere fra blot at omfatte kernevåbenleveringsmidler til også at omfatte et stort konventionelt artilleri. Sammenligninger på dette troppetrin kan ikke umiddelbart foretages, da armeer og armégrupper sammensættes efter de opgaver de skal løse, og først da tildeles de midler, der antages at være nødvendige — et forhold, der ofte gør sig gældende allerede på korpstrin. Vurderingen af de midler hvert enkelt land er i stand til at tildele sine enheder, kræver betydelig indsigt i det pågældende lands ressourcer, og kan derfor normalt ikke foretages. Dette sidstnævnte forhold er trukket frem, fordi man, hvis det ikke tages i betragtning, i et lille land kan være tilbøjelig til kun at sammenligne sine enheder med udenlandske af tilsvarende størrelse, hvorved der fås et fejlagtigt billede af forholdet kamp- og ildstøtteenheder imellem. Et godt eksempel herpå er luftværnsartilleriet. Dette er i udlandet ofte koncentreret på korpstrin, men det medfører naturligvis ikke, at luftværn kan undværes, fordi man ikke har enheder større end division. I det følgende er der søgt foretaget en analyse af de faktorer, som har afgørende indflydelse på forholdet mellem kampenheder og ildstøtteenheder, ligesom der er foretaget en række vurderinger af og sammenligninger med udenlandske enheder. Af det oven for nævnte vil det imidlertid fremgå, at konklusion en af sådanne analyser og sammenligninger altid vil indeholde usikkerhedsfaktorer, ligesom de medtagne faktorer kan tillægges forskellig vægt. Den givne konklusion kan derfor kun betragtes som et fingerpeg om tendensen i sammensætningen af moderne hærenheder.
Dansk organisation og de faktorer, der har indflydelse på den. Almindeligt.
Organisationen af et lands hærstyrker må være nøje afpasset de opgaver, det er pålagt hæren at løse i forbindelse med landets øvrige værn. Organisationen vil være helt afhængig af, under hvilke vilkår opgaverne skal løses, hvorfor en lang række faktorer vil have indflydelse på såvel hærens samlede organisation som på de enkelte enheders. Af disse faktorer skal nævnes:
- landets geografi — eller de enkelte landsdeles geografi, såfremt der ikke er nogen umiddelbar sammenhæng mellem forsvaret af de enkelte landsdele for hærens vedkommende,
- de midler en angribende fjende vil være i besiddelse af, og den taktik han anvender,
- anvendelsen af kernevåben,
- hjælp fra eller forpligtigelser overfor forbundsfæller,
- den taktik der påregnes anvendt overfor et fjendtligt angreb.
For Danmarks geografi spiller adskillelsen af de enkelte landsdele en væsentlig rolle, også uanset at Grønland og Færøerne udelades. Der er ikke i øjeblikket mulighed for en snæver koordination af løsningen af landmilitære opgaver i landets forskellige dele, da de fornødne midler til udførelse af amfibie- eller luftlandeoperationer ikke er til stede. Det er derfor naturligt at betragte hver landsdel for sig.
Det egentlige Danmark kan opdeles i fire dele:
- Bornholm,
- Sjælland med omliggende øer,
- Fyn med omliggende øer, og
- Jylland.
De tre førstnævnte landsdele kan kun angribes fra søen eller fra luften, mens Jylland tillige kan angribes over land. Landsdelenes placering i forhold til kontinentet bevirker, at såvel amfibie- som luftlandeoperationer forholdsvis let kan udføres og støttes, ligesom de kan iværksættes med et for forsvareren meget kort varsel.
Landsdelenes størrelse begrænser i høj grad størrelsen af de enheder, en angiber kan indsætte imod dem. Amfibieoperationer er stedvis vanskelige at udføre, men dog begunstiget af det lukkede farvand og en ringe tidevandsforskel. Landsdelenes terræn adskiller sig ikke fra terrænet på det europæiske kontinent. Vandløbene er dog præget af de små afvandingsområder og ringe højdeforskelle. Størrelsen af de enheder en angriber vil anvende mod de enkelte landsdele, samt de midler der iøvrigt vil blive bragt i anvendelse, kan ikke på forhånd beregnes, men er afhængig af de styrker og midler vi som forsvarer har til rådighed. Angriberen vil med sikkerhed indsætte de midler og enheder, kan udfra sit efterretningsgrundlag anser for nødvendige, og det er vel sandsynligt at ansvaret for erobringen af det danske landområde vil påhvile en armé (front). Generelt kan det sikkert antages, at større mekaniserede og større panserenheder næppe vil finde anvendelse på Bornholm, samt at større panserenheder næppe vil finde anvendelse på Sjælland og på Fyn. I Jylland må der påregnes indsat såvel store mekaniserede som store panserenheder.
Efter de sovjetiske doktriner, må det forventes at et angreb vil komme til at foregå således:
- indsættelse af kernevåben mod vore kernevåbenleveringsmidler, vort regeringscenter samt større hovedkvarte er og enheder af værnene,
- neutralisering af vort varselssystem og luftværn, primært gennem elektronisk forstyrrelse,
- indsættelse af luftlandetropper og helikopterbårne enheder mod enheder af hæren og flyvevåbnet som må antages at kunne levere kernevåben, mod vigtige objekter (permanente hovedkvarterer, trafikknudepunkter, havne m. v.), betydende broer og dæmninger, snævringer samt planlagte brohoveder for efterfølgende enheder,
- angreb med panser-, mekaniserede og motoriserede enheder støttet af store taktiske flyverstyrker. Angrebet indsættes i smalle kiler over bred front, for derved at splitte og vildlede forsvareren samt vanskeliggøre indsættelsen af kernevåben. Frontalangrebet støttes gennem indsættelse af helikoptertransporterede enheder af motoriseret infanteri.
Om kernevåben vil blive benyttet under angrebet kan i visse situationer være usikkert, men det må ikke overses, at de mål der her i landet findes for kernevåben for de flestes vedkommende også vil kunne ødelægges ved indsættelse af konventionelle midler. Vor viden om modstanderens besiddelse af kernevåben må imidlertid medføre, at alle forholdsregler mod disse våbens særlige virkninger tages. Som medlem af NATO vil vi, afhængig af situationen i verden iøvrigt, kunne forvente betydelig støtte. Støtten vil i Jylland omfatte de under Enhedskommandoen placerede tyske hærenheder, men kan derudover omfatte tyske sø- og luftstridskræfter, ACE Mobile Force, samt indirekte og evt. direkte støtte fra NATO’s strategiske og taktiske flyver- og missilstyrker. Den taktik vi påregner anvendt til imødegåelse af et fjendligt angreb er delvis nedfældet i vore feltreglementer. Det må ses i øjnene, at den hastige udvikling i teknik og taktik for de store nationers vedkommende, vil tvinge os til, med stadig kortere mellemrum, at ændre taktikken i det omfang vor egen tekniske udvikling tillader det. Efter denne korte oversigt over en del af de faktorer, der ved valget af organisationspilleren afgørende rolle, skal en række omstændigheder, som specielt har indflydelse på forholdet mellem kamp- og ildstøtteenhedeme, betragtes. Disse omfatter:
- den forventede fjendes indflydelse
- taktikkens indflydelse
- ildstøtteenhedernes opgaver under kampen.
Fjendens indflydelse.
Af afgørende betydning for ildstøtteelementets størrelse i en dansk enhed er organisationen af modstanderens enheder, og herunder specielt den ildstøtte disse enheder råder over. Danske enheder må, for at kunne klare sig i en kamp med sovjetiske enheder, have en relativ styrke i forhold til disse, der muliggør kamp med gunstigt resultat. Forholdet mellem kamp- og ildstøtteenheder må være nogenlunde svarende til modstanderens, med mindre særlige forhold gør sig gældende, som f. eks. overlegenhed i mobilitet, ildkraft fra direkte skydende våben, flystøtte, pansring el. lign. Da det sovjetiske artilleri primært er koncentreret ved armeen (fronten), og denne ikke har nogen fast organisation, men sammensættes efter opgaven, er et fuldstændigt indtryk af det sovjetiske artilleris størrelse og kapacitet vanskeligt at opnå. Der må vælges en sandsynlig sammensætning af arméartilleriet (frontartilleriet), og på grundlag heraf må det udregnes, hvilken støtte f. eks. en division vil kunne påregne. Sammenlignes denne støtte derpå med den støtte der vil være til rådighed for en dansk panserinfanteridivision, vil det fremgå, at vi råder over flere men mindre morterer, har flere haubitser, men færre kanoner og raketstyr, og ganske mangler den sovjetiske divisions tyngdedannende våben: raketkasterne. Den danske division er derfor i bekæmpelsen af punktmål den sovjetiske division jævnbyrdig, men på grund af kanonartilleriets mindre kaliber og rækkevidde og manglende raketkastere, kan vore ildstøttevåben ikke præstere den samme ildkoncentration og dermed den samme ødelæggende eller lammende virkning på flademål. Vender man sig mod de sovjetiske kampenheder for at betragte disses sårbarhed overfor ildstøttevåbnenes ild i forhold til vor egen sårbarhed, er to forhold iøjnefaldende: den større sovjetiske pansring og den langt mindre personelstyrke i kampenhedeme. Den udstrakte pansring af kampenhederne giver disse betydelig beskyttelse overfor artilleri- og morterild. Ganske vist kører endnu mange sovjetiske enheder med åbne pansrede mandskabsvogne, men såvidt vides er dette et forbigående fænomen, da der ikke siden 1964 er bygget åbne mandskabsvogne i Sovjetunionen. For at opnå rimelig virkning mod sådanne pansrede enheder, kræves betydelige ildkoncentrationer fra mindst middeltungt skyts. Mens fordelene ved en større pansring er åbenbare, er der grund til at analysere mandskabsstyrkens betydning nærmere. Selvom marskal Sokolowski i sin militærslrategi anfører, at det er en fejltagelse at tro, at man i en kommende krig kan klare sig med talmæssigt svage, men teknisk veludrustede enheder, findes der nemlig ikke noget land i verden, som i højere grad end Sovjetunionen er gået indfor en forøgelse af ildkraft og bevægelighed sammenkædet med en særdeles ringe personelstyrke. Et sovjetisk regiment har således i sine kampenheder kun halvt så stor personelstyrke som en dansk brigade. Suppleres det sovjetiske regiment med en eller to artilleriafdelinger, hvad der er normalt, står det sovjetiske regiments kamp- og ildkraft næppe tilbage for den danske brigades. Vurderes personelstyrkens betydning, må det konstateres, at denne under visse omstændigheder kan have afgørende indflydelse. Dette gælder f. eks. under kamp i byer og skove. I dansk normalterræner det derimod ikke personelstyrken, men ildkraften, der har betydning. Tværtimod vil en stor personelstyrke med relativt ringe ildkraft være betydeligt vanskeligere og tungere at føre, end en stærkt mekaniseret enhed med stor ildkraft og ringe personelstyrke. Endnu et forhold må dog tages i betragtning. Lider enhederne tab, er det nærliggende at antage, at det sovjetiske regiments ildkraft i langt højere grad mindskes i takt med de personelle tab, end tilfældet vil være ved en dansk brigade, hvor meget sekundært personel kan indsættes på primære pladser, hvis omstændighederne tvinger dertil. En betingelse for en sådan udnyttelse af personellet vil det dog være, at personellet har den fornødne alsidige uddannelse. Er uddannelsen ikke tilstede, har den større personelstyrke i denne sammenhæng ingen værdi. Hertil kommer, at en forudsætning for den større personelstyrkes værdi er, at tabene hos modstanderen vil indtræffe i samme størrelsesorden som hos os. Har han, som følge af sin mindre personelstyrke, forholdsvis mindre tab, har vor større personelstyrke ingen betydning. Tabenes størrelse vil ganske afhænge af, hvilke midler der anvendes i kampen. Udkæmpes kam pen m ed udpræ gede punktm ålsvåben, vil m odstanderen have tab af stort set samme størrelsesorden som vi, m en indsættes flademålsvåben, hvad enten det drejer sig om kernevåben, kemiske kampmidler eller fladeild fra kanon artilleri eller raketkastere, vil vi få større personeltab end modstanderen. Da en kommende krig må antages i meget høj grad at ville blive udkæmpet netop med flademålsvåben, vil vi således kun have meget ringe glæde af vor større personelstyrke, især da modstanderen har bedre midler til bekæmpelse af flademål end vi.
Taktikkens indflydelse.
Den danske hærs primære opgave er forsvar af dansk territorium, d. v. s. afvisning af fjendtlige angreb og nedkæmpelse af angribende fjendtlige enheder. Vore enheder vil således hovedsagelig komme til at kæmpe med defensiv målsætning. Udviklingen af atomvåben, og lufttransporterede enheders stigende betydning, har medført en enorm udvidelse af kamppladsen. Atomvåbnene har gennemtvunget en stadig stigende decentralisering af enhederne, og faren for angreb udført af lufttransporterede styrker tvinger os til en stadig større dybdegruppering. Fjendens mulighed for at gennembryde vor fronter på grund af kernevåbens og mekaniserede enheders tilstedeværelse blevet temmelig uafhængig af den styrke, vi umiddelbart har indsat til at hindre sådanne gennembrud. Samtidig har hastigheden i operationerne medført, at hindre arbejder kun i ringe udstrækning kan udføres med de hidtil anvendte midler. Konsekvensen af denne udvikling må for forsvareren være, at færrest mulige styrker anvendes til opretholdelse af føling og overvågning af fronten, og at flest mulige styrker anvendes til imødegåelse og nedkæmpelse af fjendtlige indbrud og luftlandsætninger gennem blokering og angreb. En kommende landkrigs feltstyrker kan således umiddelbart opdeles i overvågningsenheder, blokeringsenheder og angrebsenheder. Denne udvikling i taktikken, fra en mere eller mindre stedbunden kamp temmelig uafhængig af tidsfaktoren, til en kamp hvor angreb fra bevægelse under hårdt tidspres vil være det normale for forsvareren, stiller ganske ændrede krav til de enheder, der skal udføre operationerne, navnlig med hensyn til deres ildkraft og bevægelighed. Betragtes vor forsvarskamp som den praktiseres idag, anvendes normalt mellem to trediedele og halvdelen af vore kampenheder i den henholdende (udvigende) kamp, og mellem en trediedel og halvdelen som modangrebsstyrke. Hovedparten af artilleriet støtter indledningsvis den henholdende (udvigende) kamp, og derefter modangrebet (eller modangrebene). Angriberen søges fra kampens begyndelse ledet ind i et eller to ganske bestemte terrænområder - de områder, hvor modangrebsstyrken har forberedt sine angreb og kernevåben er planlagt indsat. Angriberen er ganske klar over, at vi agter at anvende denne taktik, og han har til hensigt at hindre dens udførelse ved at angribe i flere tyngdeakser, selv med en division. Angrebet i disse akser udføres med kampvogne og pansrede mandskabe vogne støttet af fly. For at sikre den hurtige fremrykning, anvendes helikopterbåme enheder til besættelse af vigtige objekter i angrebsrummets dybde, samt til at nedkæmpe eller binde vore vigtigste kampmidler. Denne taktik skal dels hindre os i at finde gunstige mål for kernevåben og dels splitte vor modangrebsstyrke, således at tilintetgørelse af angrebskileme umuliggøres. Forsvarereren har kun ét svar på denne angrebstaktik: store reserver, der er i besiddelse af så stor ildkraft og bevægelighed, at fjendtlige enheder hurtigt kan nedkæmpes, og fastlåsning af modangrebsstyrkerne i enkeltoperationer undgås. Vort artilleri må under disse kampe kunne støtte såvel vore overvågnings- og blokeringsenheder som vore modangrebsenheder, samtidig med at artilleriet i videst muligt omfang unddrages indvirkning fra fjendens artilleri og fly. Artilleriet skal således kunne imødekomme ildstøtte til kampenheder, der overvåger stadig større frontbredder, som i stadig større dybde kæmper såvel mod flere fjendtlige angrebskiler som mod luftlandsatte enheder, og som udfører kampen i et stadigt stigende tempo. Artilleriet synes at kunne løse denne opgave på to måder:
- med mange letbevægelige artillerienheder, der hver for sig støtter kampenhedernes enkelte operationer. Rækkevidde og sideretningsfrihed vil for disse enheder have mindre betydning.
- med færre artillerienheder med stor bevægelighed, stor rækkevidde, ubegrænset sideretningsfrihed og større ildkraft end de ovenfor nævnte, således at flere kampenheder kan støttes samtidig, selvom disse er indsat med store mellemliggende afstande og i vidt forskellige retninger.
Tages der udover løsningen af opgaverne hensyn til artillerienhedernes egen sikkerhed, må følgende forhold tages i betragtning:
- den skydetekniske enhed bør være mindst mulig,
- der må være rimelig afstand mellem de skydetekniske enheder (2-4 km),
- stillingsskifter må jævnligt kunne foretages, selv om løsningen af opgaverne ikke gør det påkrævet,
- enhederne bør ikke kunne rækkes af fjendens tunge morterer, rækkevidden må derfor ikke være for lille,
- betjeningsmandskabet bør være bedst muligt beskyttet mod fjendens våbenvirkning.
Det vil af ovenstående betragtninger fremgå, at taktikken stiller store krav til artilleriet, men at disse krav fortrinsvis synes teknisk betonede, ligesom de stiller krav til artilleriets interne organisation. Det indbyrdes forhold mellem kampenheder og ildstølteenheder vil under kampen være helt afhængigt af, hvilke opgaver ildstøtteenhederne skal løse, i langt mindre grad af, hvorledes kampen føres. Den passive beskyttelse mod fjendens våben synes at pege på, at udviklingstendensen går mod mindre og teknisk højtudviklede enheder, men dette forhold gælder også kampenhederne.
Vore terrænforhold medfører, at antagelsen af andre taktiske opfattelser end de gældende må betragtes som urealistiske. Der findes næppe hos os, som i Norge og delvis i Schweiz og Sverige, større muligheder for billigere løsninger i materielmæssig henseende.
Ildstøtteenhedernes opgaver.
Af fjendens organisation og af den taktik, der fremover må forventes anvendt kan sluttes:
- at målene normalt vil være pansrede og under bevægelse samt af betydelig udstrækning,
- at afstandene mellem målene normalt vil være betydelig, og at de kan ligge i alle retninger,
- at der må påregnes virkningsfuld kontraartilleriskydning fra fjendens langtrækkende middeltunge kanoner,
- at der må påregnes meget betydelig indsats af fjendtlige fly,
- at den bevægelige kamp og hensynet til egen sikkerhed vil medføre hyppige stillingsskifter,
- at truslen om kernevåbens indsættelse tvinger til stor spredning.
Opfattelsen af artilleriets opgave er meget forskellig i de forskellige lande, men kan i hovedsagen inddeles i tre kategorier:
1. Artilleriet skal støtte kampenhederne, således at disse kan tilintetgøre modstanderen - artilleriet er et støttevåben.
2. Artilleriet skal i forening med kampenhederne tilintetgøre modstanderen, idet de to typer enheder skiftevis skaber forudsætningerne for den andens indsættelse - artilleriet er sidestillet med kampenhederne.
3. Kampenhederne skal tvinge fjenden til at udgøre mål for artilleriet, således at dette kan tilintetgøre ham - artilleriet er hovedvåbnet.
Baggrunden for disse forskellige opfattelser er formentlig de artillerileverede kernevåben, hvis rolle nødvendigvis må betragtes med megen usikkerhed, da ingen kan sige i hvilken udstrækning deres anvendelse vil være mulig, samt hvilken virkning de vil have på kampens forløb. Samtidig er der, på grund af de ændrede måltyper, opstået nogen tvivl om det konventionelle artilleris betydning, helt uanset om kernevåben vil finde anvendelse eller ikke. Måltyperne må derfor gøres til genstand for en nærmere vurdering.
Betragtes en række af de primære mål for det konventionelle artilleri i prioritetsorden, kan følgende opstilling foretages:
Gruppe 1: samlinger af kampvogne og pansrede mandskabsvogne
Gruppe 2: stilling som råder for artilleri og morterer (ABC-leveringsmidler).
Gruppe 3: ingeniørmateriel (overgangsmateriel)
Gruppe 4: personel
Gruppe 5: forsyningskøretøjer
Gruppe 6: målopklarings- og overvågningsmateriel (radar)
Gruppe 7: kommandostationer.
Prioritetsordenen er et resultat af en kombineret vurdering af målenes farlighed og hyppighed. Den vil variere f. eks. for Sjællands og Jyllands vedkommende, og være en anden hvis andre ildstøttemidler, f. eks. fly, betragtes.
Det vil ved en nærmere betragtning af måltyperne fremgå, at:
Gruppe 1 er pansrede og oftest bevægelige flademål,
Gruppe 2 er i stadig større udstrækning pansrede, men oftest faste flademål,
Gruppe 3 er i stadig større udstrækning pansrede, men oftest faste punktmål,
Gruppe 4 kan være såvel pansrede som ikke pansrede, såvel bevægelige som faste, men normalt altid flademål,
Gruppe 5 er ikke pansrede, bevægelige eller faste flademål,
Gruppe 6 er måske pansrede, faste punktmål,
Gruppe 7 er normalt ikke pansrede, faste punktmål.
Med hensyn til bekæmpelsen, er det afgørende for artilleriet, om målet er
- et punktmål,
- et flademål,
- beskyttet,
- ubeskyttet,
- bevægeligt, eller
- fast.
Et punktmål kræver lille ammunitionsindsats, men stor præcision, mens et flademål kræver stor ammunitionsindsats og mindre præcision. Et beskyttet mål kræver stor ammunitionsindsats med sværkaliber, det ubeskyttede mindre ammunitionsindsats og stiller ikke krav til kaliber. Et bevægeligt mål er vanskeligt at ramme og kræver derfor ofte stor ammunitionsindsats, mens et fast målet kan rammes og derfor kræver mindre ammunitionsindsats.
Betragtes de opstillede mål i den nævnte prioritesorden, og sammenlignes de med artilleriets mulighed for ødelæggelse eller lammelse af målene med almindelige ammunitionstyper, får følgende resultat:
Gruppe 1: ringe kræver stor kaliber og stor ammunitionsindsats,
Gruppe 2: ret god kræver stor kaliber og stor ammunitionsindsats,
Gruppe 3: ret god kræver stor kaliber og middel ammunitionsindsats
Gruppe 4: god kaliber og ammunitionsindsats efter forholdene,
Gruppe 5: meget god kaliber underordnet men stor ammunitionsindsats
Gruppe 6: meget god kaliber og ammunitionsindsats efter forholdene.
Gruppe 7: meget god kaliber normalt underordnet, lille ammunition sindsats.
Artilleriet vil således have store vanskeligheder med hensyn til bekæmpelsen af især de højst prioriterede mål, såfremt de hidtil anvendte konventionelle ammunitionstyper anvendes. Vender man sig mod de øvrige ildstøttemidler: atomartilleri, fly og helikoptere, må det konstateres, at atomvåben kan løse opgaverne, såfremt hensynet til egen sikkerhed tillader det, hvad fjenden vil tilstræbe, at det ikke gør. Fly og helikoptere er velegnede til løsning af opgaverne, såfremt fjendens fly og luftværn tillader anvendelsen. Det må imidlertid ses i øjnene, at vore muligheder i luften vil være stærkt begrænsede. Endelig kommer endnu en faktor ind i billedet: kampenhedernes egen ild. Denne ild, som primært leveres af kampvognskanoner og panserværnsvåben, har begrænset rækkevidde - indtil ca. 2 km - men er meget effektiv overfor målene i gruppe 1, hvorimod den normalt ikke kan anvendes mod gruppe 2 og 3, og derfor kun delvis kan erstatte artilleriilden.
Konklusion af faktorernes indflydelse på organisationen.
Den fjendtlige organisation, den af fjenden og egne enheder anvendte taktik, samt måltyperne synes at medføre:
- at fjendens muligheder for anvendelse af konventionelt artilleri mod vore enheder i øjeblikket er større end vore muligheder mod fjendens enheder. Årsagen er dels fjendens større pansring, dels det fjendtlige artilleris større mulighed for at skabe store ildkoncentrationer,
- at der kræves stor ammunitionsindsats til kontraartilleriskydning,
- at artilleriet samtidig må kunne løse opgaver over meget bred front og mod mål i eget rums dybde,
- at stor ildkoncentration må kunne samles mod ethvert punkt indenfor den støttede enheds ansvarsrum, indenfor kortest mulig tid,
- at de enkelte skydende enheder bør være små, letbevægelige, have lang rækkevidde, stor ildkraft, mindst middelstor kaliber, fuld sideretningsfrihed og yde personellet god beskyttelse mod fjendens våbenvirkning,
- at kampenhedernes evne til nedkæmpelse af pansrede køretøjer bør styrkes, såfremt artilleriets evne til ødelæggelse af pansrede mål ikke forbedres særdeles betydeligt gennem længere rækkevidde og nye ammunitionstyper,
- at enhedernes luftværn må have en sådan styrke, at fjendens helikoptere og jagerbombere ikke hindrer egne enheders bevægelsesmuligheder og dermed umuliggør anvendelsen af den fastsatte taktik.
Andre landes organisation og synspunkter.
USA.
De amerikanske kampenheder er beregnet på bevægelig kamp og er i besiddelse af stor ildkraft. Organisationen er smidig og tillader let omgrupperinger, således at tyngden kan tilpasses de øjeblikkelige krav. Amerikanerne har imidlertid haft betydelige vanskeligheder med hensyn til at finde en hensigtsmæssig organisation, og har i de senere år flere gange foretaget betydelige ændringer. Artilleriets styrke i de gennem disse år anvendte divisionstyper, giver et ganske godt billede af det amerikanske syn på ildstøttevåbnenes samlede og indbyrdes betydning: Indtil 1957 havde man i den amerikanske division 72 artilleripjecer (54 105 mm haubitser og 18 155 mm haubitser). Ved ROCID divisionens indførelse i 1957 blev antallet af pjecer radikalt nedskåret til 46 (30 105 mm haubitser, 12 155 mm haubitser og 4 203 mm haubitser), samtidig med at Honest John indførtes i division en som en tilkendegivelse af atomvåbnenes indtræden på kamppladsen. I 1959 indførtes PENTOMIC divisionen, hvorved antallet af pjecer forøgedes til 64 (tilføjelse af 18 155 mm haubitser). I 1962 kom derpå ROAD divisionen med 76 pjecer (54 105 mm haubitser, 18 155 mm haubitser og 4 203 mm haubitser). Indenfor denne division er ildkraften siden blevet forøget ved erstatningen af 105 mm haubitserne med 155 mm haubitser i såvel den mekaniserede division som i panserdivisionen.
Udviklingen viser at man, ved placeringen af atomaffyringsmidler ved divisionen i 1957, mente at kunne nedskære det konventionelle artilleri afgørende. Allerede to år senere, i 1959, var denne opfattelse ændret, således at divisionen fik tilført betydelig konventionel ildkraft. Denne udvikling er siden fortsat, til trods for at indførelsen af David Crockett i høj grad styrkede atomleveringskapaciteten, således at antallet af konventionelle pjecer nu overstiger antallet fra før 1957. Udviklingen understreges yderligere af den senere forøgelse af såvel kaliber som rækkevidde. Tilstedeværelsen af atomleveringsmidler (David Crockett) på bataljonstrin må formodes at indebære, at selv om alle konventionelle pjecer i den mekaniserede division og i panserdivisionen kan afskyde atomgranater, er det kanonartilleriets primære opgave at støtte med konventionel ild. Amerikanerne synes at hælde til den anskuelse, at det konventionelle artilleri skal have en sådan styrke, at det i væsentlig grad kan medvirke til at tvinge fjenden til koncentration og dermed til at udgøre atommål. Det divisionerne organisatorisk tildelte artilleri anses derfor kun for at være den minimumsstøtte, divisionen altid må kunne råde over. Skal der løses krævende opgaver tildeles der yderligere støtte fra det meget betydelige korpsartilleri (20-25 artilleriafdelinger). Alt i alt må det konstateres, at kun det sovjetiske artilleri i styrke kan måle sig med det amerikanske med den i dag herskende organisation i de forskellige lande.
England.
De engelske kampenheder er beregnet på bevægelig kamp og er i besiddelse af betydelig ildkraft. Organisationen synes at have fundet et stabilt leje og forekommer smidig og simpel. Omskiftninger af kampenheder kan således let foretages, hvorved tyngden kan tilpasses situationen. Det britiske artilleri er tydeligt opdelt i to grupper: brigade artilleriet, hvor 105 og 155 mm haubits påregnes bevaret i adskillige år fremover, og det tunge korps artilleri, som udelukkende synes beregnet til levering af kernevåben. Den konventionelle ildkapacitet må betegnes som værende meget ringe, navnlig da tunge morterer også mangler, og mål i mere end 13-14 km afstand fra fronten kan ikke bekæmpes med konventionelt artilleri. Det må således konstateres, at englænderne helt har baseret deres ildstøtteenheder på anvendelsen af kernevåben, og at disse skal indsættes til løsning af alle opgaver med undtagelse af nærstøtten til infanteri og panser. En vis betænkelighed synes dog at være ved at gøre sig gældende hos englænderne overfor dette forhold, og det må derfor formodes at forlydender om britisk anskaffelse af 175 mm kanoner (M107) er foranlediget af ønsket om at styrke det konventionelle artilleri, navnlig med hensyn til rækkevidde.
Frankrig.
De franske kampenheder er, og vil i endnu højere grad blive opstillet til en overordentlig bevægelig kamp. Organisationen synes at være stabil, men er ikke helt så smidig som det ellers efterhånden er karakteristisk for NATO-landenes hærenheder. Ombytning af enheder kan således kun vanskeligt foretages brigaderne imellem. Ildkraften er derimod meget betydelig mod såvel pansrede som ikke pansrede mål. Artilleriet er som i England tydeligt delt i det konventionelle haubitsartilleri og raket- og missilartilleriet til levering af kernevåben. Det konventionelle artilleri er dog betydeligt stærkere end det engelske, selv om heller ikke franskmændene på noget troppetrin er i stand til at bekæmpe dybe mål med konventionelle midler. Franskmændene gør sig tydeligvis ingen illusioner om at bekæmpe pansrede mål med konventionelt artilleri, men har i stedet lagt tyngden på de direkte skydende våben. Ingen divisioner i verden råder over så stort et antal kampvogne og kanonbærende panservogne som de franske. Artilleriafdelinger og batterier er små og letbevægelige og udgør vanskelige mål for fjendens artilleri. Til gengæld er det blevet umuligt at samle ilden til effektiv bekæmpelse af flademål. Disse må overlades til kernevåbnene, mens det konventionelle artilleri overtager kontramorterskydning og bekæmpelse af punktmål, og de pansrede nærmål overlades til kampenhederne.
Vesttyskland.
De tyske kampenheder er beregnet på en meget bevægelig kamp og er i besiddelse af meget stor ildkraft mod såvel pansrede som ikkepansrede mål. Organisationen er smidig og simpel, og ombytning af enheder kan let foretages. Artilleriet er af betydelig størrelse og udrustet med de mest moderne amerikanske pjecer. Tyskerne mener selv at være nået frem til en balance mellem ild og bevægelse, der regnes som de to betydende og ligestillede faktorer i kampen. Som vor nærmeste nabo og det NATO - land vi på mange områder har det snævreste samarbejde med, har den tyske organisation betydelig interesse. Det er tyskernes opfattelse, at målene for det konventionelle artilleri har ændret sig fra punktmål til flademål, hvorfor det har været nødvendigt at ændre artilleriets skydemåde fra » Ein zelfeuer« til »Flächen feuer«. Man har derfor søgt at øge de amerikanske pjecers skudhastighed, og er ifærd med at indføre raketkastere i panserinfanteribrigaderne, samtidig med at det lette skyts i det store og hele er erstattet af middeltungt og tungt skyts, således at større virkning mod pansrede mål kan opnås. Tyskerne har været særdeles opmærksomme på vanskelighederne ved nedkæmpelse af pansrede køretøjer med artilleriild. De har afholdt forsøg med artilleriudskydning af miner, for herigennem at opnå indirekte virkning mod sådanne mål, og har med held anvendt såvel kanon- som raketbatterier til udlægning af store røgbælter, der erfaringsmæssigt tvinger pansrede styrker til standsning eller til at ændre fremrykkeretning, da de ikke i røgen kan bevare orienteringen. Herudover er der til raketkasterne fremstillet en særlig napalmraket, som menes at være mere effektiv overfor pansrede køretøjer end brisantraketterne.
Det er bemærkelsesværdigt, at tyskerne fremhæver, at artilleriets rolle som umiddelbart støttevåben for kampenhederne er udspillet, medmindre ganske særlige forhold gør sig gældende. Kampenhederne betragtes som værende så veludrustede, at de selv er i stand til at skabe den fornødne ildoverlegenhed. Det konventionelle artilleri skal udelukkende løse opgaver mod fjernere liggende flademål, og kan omfornødent suppleres med eller erstattes af det meget betydelige antal raket- og missilstyr.
Sverige.
De svenske kampenbeder er på grund af landets meget varierede natur og de store klimatiske forskelle temmelig uensartet opbygget. Der skal her kun drages sammenligninger med de svenske panserbrigader og divisioner sammensat af disse brigader. Enhederne er tilsyneladende særdeles velafbalancerede og tydeligvis udelukkende beregnet på bevægelig kamp mod pansrede enheder. De er i besiddelse af meget betydelig ildkraft, navnlig mod pansrede mål. De lyske panserdivisioners erfaringer fra 2. verdenskrig er anvendt med megen realitetssans. Artilleriet er organisatorisk tildelt helt ned til bataljonsniveau. Det er for bataljons- og brigadeartilleriets vedkommende udrustet med 155 mm haubits, mens divisionsartilleriet er udrustet med 155 mm selvkørende automatkanon.
Sidstnævnte er en særdeles moderne magasin fødet pjece med en rækkevidde på ca. 25 km og en skudhastighed på 15 skud i minuttet. Den synes alle andre kendte pjecer af tilsvarende størrelse ganske overordentlig overlegen. Svenskerne er af den opfattelse, at kravene med hensyn til artilleristøtte vil være større i en kommende krig end de var under 2. verdenskrig, en opfattelse der, de specielle forhold til trods, støttes af de amerikanske erfaringer fra Korea og Vietnam. Derimod er det klart, at de store koncentrationer af konventionelle artilleripjecer ikke længere er realistiske. Løsningen må derfor være færre pjecer med større ildkraft, en løsning der er realiseret gennem det nye divisionsarlilleri. Et 155 mm svensk kanonbatteri vil således være i stand til at levere samme ildkraft som ca. 15 danske kanon batterier, og vil tilmed kunne levere denne ildkraft i enhver retning. Mål vil nu kunne bekæmpes i løbet af sekunder, hvor det før tog minutter.
Sammenligning mellem de enkelte landes organisation og synspunkter.
Af det ovenfor viste skema fremgår, hvilke våben den enkelte kampafdeling i forskellige lande kan støttes af. Antallet af våben giver imidlertid ikke noget indtryk af ildstøtte værdien, dertil er de tekniske forskelle i materieltyperne for store. Skal der foretages en egentlig sammenligning, må der udføres en beregning af våbnenes udnyttelsesgrad. En sådan beregning kan foretages ved hjælp af et produkt bestående af følgende faktorer:
Antal pjecer - Skudhastighed indenfor et givet tidsrum - Træffesandsynlighed - Rækkevidde - Granatvirkning — Sideretningsfrihed - Tidsforbrug til stillingsskifte - Kørehastighed (på vej og i terræn) - Personelbeskyttelsesgrad.
De enkelte faktorer i et sådant produkt har imidlertid ikke samme værdi, og værdien vil være variabel alt efter den måltype, der beskydes, og den øjeblikkelige taktiske situation. Et par eksempler vil vise dette: En tung morter har fuld sideretningsfrihed, men mindre rækkevidde end en 105 mm trukket haubits. Skudhastighed og granatvirkninger stort set den samme. Regnes sideretningsfaktoren lige med rækkevidden, vil morteren få en slutfaktor, der er ca. 2 y2 gange større end haubitsen, hvilket vil være rigtigt, hvis der hurtigt skal beskydes et nyopdukket mål, som ligger udenfor haubitsens sideretningsfrihed, men indenfor morterens rækkevidde. Ligger målet derimod uden for morterens rækkevidde, men indenfor haubitsens, kan haubitsen kastes rundt, mens morteren skal anvende måske seks gange så lang tid på et stillingsskifte. Morterens udnyttelsesgrad er altså, i stedet for at være ca. 2% gange større end haubitsens, blevet ca. 6 gange mindre. I Schweiz har man foretaget et feltøvelsesforsøg med tre forskellige skytstyper: en trukket 105 mm haubits med skudvidde 9 km, en tilsvarende selvkørende, samt en trukket haubits med samme kabber, men med 14 km rækkevidde. Forsøget viste, at den selvkørende pjece havde 0-7% større udnyttelsesgrad end den trukne, men at den længere rækkende trukne haubits havde 14-20% større udnyttelsesgrad. Det må bemærkes, at forsøget knytter sig til schweizisk taktik, hvorfor rækkevidden har større indflydelse end bevægeligheden. Forsøget kan ikke overføres til danske forhold. Som det vil fremgå, er beregningen af udnyttelsesgraden overordentlig vanskelig og kræver et omhyggeligt studium af et stort antal taktiske situationer med på følgende udregning af hver skydende enheds værdi i hver enkelt situation, under hensyntagen til det benyttede terræn. Forudsat at fjendens taktik er vurderet rigtigt, vil en elektronregnemaskine herefter hurtigt kunne give et nøjagtigt billede af udnyttelsesgraden. Bekæmpelsen af pansrede køretøjer indtager naturligt nok en fremtrædende plads i alle landes organisationsproblemer. Marskal Sokolowski angiver klart, at det er Sovjetunionens kampvogne, der med deres store ildkraft skal tilintetgøre sådanne mål, og den samme opfattelse mødes hos franskmændene og i større eller mindre udstrækning i de øvrige lande. Problemet er blot ikke løst dermed. Det vil altid, og især når modparten har initiativet, være ønskeligt at kunne lamme eller ødelægge fjendens pansrede styrker, inden de når frem og kan tage del i kampen. Ligeledes vil det være ønskeligt at kunne bringe et overraskende fjendtligt gennembrud til standsning eller svække det afgørende alene under anvendelse af ildstøttevåbnene. Muligheden for varetagelsen af sådanne opgaver er søgt løst på flere måder: Hos Sovjet ved fortsat udvikling af raketkastere, hvis enorme ildkraft menes at kunne bringe en pansret styrke til standsning. Tyskerne hælder til samme anskuelse, men mener at der kræves specialammunition (napalm) hertil. Tyskernes andre alternativer er udskydning af miner eller røg. Svenskerne er veget tilbage for anskaffelsen af raketkastere - formentlig på grund af udviklingsprisen - og har i stedet udnyttet erfaringerne fra deres fremragende skibsskyts til at konstruere pjecer, som er endog raketkasterne overlegne i ildkraft, og som tilmed kan levere ilden over en større afstand, mere præcist og uden i samme grad at røbe ild afgivelsen. Endnu en løsning på problemet er fremkommet med den amerikanske Air Assault Division, hvor pjecerne i vid udstrækning er afløst af helikoptere, som ligeledes fra en spredt opstilling hurtigt kan samles mod opdukkende mål, og derpå atter spredes. Erkendelsen af, at de vigtigste mål kun kan bekæmpes gennem voldsomme ildkoncentrationer, har medført større kalibre og større rækkevidde for det benyttede skyts, således at ilden fra spredt opstillede skydende enheder lettere kan samles. Indførelsen af selvkørende pjecer med fuld sideretningsfrihed skal samtidig sikre, at skudopgaverne kan løses i hurtig rækkefølge i alle retninger. I tilgift har man opnået en fortrinlig beskyttelse af personellet overfor fjendens våbenvirkning.
Konklusion.
Som det er fremgået af det foregående, har ildstøtteenhederne i øjeblikket overordentlig vanskeligt ved at løse de opgaver, der må prioriteres højest. Dette medfører en naturlig svækkelse af ildstøtteenhedernes betydning i forhold til kampenhederne, som selv er istand til at løse opgaverne omend på korte afstande. Til trods for, at næsten samtlige lande i disse år udbygger deres konventionelle kanonartilleri til supplement af atomartilleriet, synes det således som om denne udbygning i højere grad er bestemt af modstanderens artilleristyrke end af det konventionelle kanonartilleris værdi overfor fjendens kampenheder. Det må derfor betragtes med megen opmærksomhed, at Sovjet synes at svække sit kanonartilleri til fordel for raketkastere. Marskal Sokolowski skriver herom: »Af konventionelle midler til ildstøtte behøver landstridskræfterne våben, der samtidig kan afgive store ildmængder til lammelse af fjendens raket- og kernevåben og hans modstandsreder, såvel som til ødelæggelse af hans panser. Disse krav imødekommes bedst af raketartilleriet og panserværnsraketterne, og disse må øjensynlig videreudvikles.« I 1964 fremkom således den nye B M 14-40 raketkaster, formentlig til erstatning af de hidtidige BM -14 og BM -24. Præcisionen synes ved denne nye raketkastertype forbedret og rækkevidden forøget til mellem 12 og 16 km. Oplysninger om sovjetiske nedskæringer af kanonartilleriet ved linieenhederne må vies stor interesse, og det må i denne forbindelse erindres, at de sovjetiske styrker i Østtyskland ikke altid kan betragtes som givende udtryk for sovjethærens almindelige materielsituation. Ungarnkrisen i 1956 viste som bekendt, at de tilførte sovjetiske enheder fra selve Sovjetunionen var langt mere moderne udrustet end de hidtil fra Østtyskland kendte enheder. Uanset den stigende indførelse af pansring ved alle enheder, vil der dog altid være mål som kan lammes eller ødelægges af konventionel kanonartilleriild. Målene vil primært være fjendens ildstøtteenheder, forsyningskøretøjer, målopklarings- og overvågningsmateriel, kommandostationer samt luftlandsatte enheder. Også sølandsatte enheder vil fortsat, navnlig umiddelbart efter landsætningen, være meget sårbare overfor artilleriild. Karakteristisk for disse mål er det, at de for de flestes vedkommende vil befinde sig i betydelig afstand fra egne enheder og at bekæmpelsen af dem kræver veludviklede opklaringsmidler. Artilleriets rækkevidde synes således at have hastigt stigende betydning, og det er vel tvivlsomt, om kravet til rækkevidde fortsat kan opfyldes af konventionelt skyts af haubitstype. Målene vil primært være flademål, men punktmål villig eledes hyppigt forekom m e, h v o rfo r k ravene om p ræ cision ik k e kan nedsæ ttes. D a raketkastervåbnet endnu er på u d v ik lin g sstadie t, n a v n lig i de vestlige lande , synes den svenske in d fø re lse af au tom atkanoner at væ re den eneste ø je b lik k e lig e lø snin g , h vis den fo rnødne ild k ra ft sk al opnås. Forudsæ ttes det, at et pansret m ål n o rm alt v il have en ud stræ kning på ca. 200X 300 m eter, m å det påregnes, at det sk al ku n n e beskydes m ed 540 155 mm grana ter in d en fo r et m in u t, så frem t 50% tab skal opnås. E n sådan ild k o n ce n tra tio n v il kun n e fås, h vis m an k an sam le ild e n fra 36 svenske autom atkanoner. B e trag te r m an nu den danske d ivisio n i Jylla n d , som er m est udsat fo r angreb a f fje n d tlig t panser, v il den fo rn ø dn e ild k ra ft kun n e opnås, hvis divisio n en råd e r over tre a fd e lin g e r å 9 155 mm au tom a tkanoner (tre b a tte rie r) og b rigad e rn e over én a fd e lin g å 9 p jecer, id e t det forudsæ ttes, at a r tille rie t er således o p s tille t, at det sam lede d iv is io n s a r tille ri sam t én b rig a d e a fd elin g v il kunn e ræ kke eth ve rt p u n k t in d en fo r division en s rum . A n ta lle t a f p je cer ved division en v il således kunn e nedskæ res t il 54, m od de nuvæ rende ca. 100 p jecer. P je ce rn e i den nuvæ rende o rg anisa tion er ganske vist i stand t il at levere fle re skud p r. m in u t end de 54 autom atkanoner, m en det nuvæ rende, a r tille ri kan ik k e ræ kke de m ål, det e r i stand t il at bekæm pe, og den fo rn ødn e ild k o n c e n tra tio n kan ik k e skabes. Tæ n ke r m an sig en fo rtsa t u db ygnin g m ed 155 mm h au bits M 109 og evt. senere 175 mm kanon M 107 ved division en , sk al der, fo r at den samm e ild k ra ft kan leveres, fin d e s 45 lia u b itse r ved hver b rigad e og 120 kanon er ved division en . E t an tal de r er in dly sen d e u re alis tisk . V il m an a fvente raketkasternes u d v ik lin g , v il disse i v id udstræ kning , og fo rm e n tlig t il en b illig e re p ris , kunn e erstatte k a n o n a rtille rie t. D et tred ie alte rn a tiv : h eliko p te rn e , e r endnu van skelig t at sætte i re la tio n t il de øv rige våben. Betrag tes h e lik o p te ra fd e lin g e n ved den am erikan ske A ir A ssault D iv isio n , k an denne levere ia lt 1872 2,75" rake tte r, som k an anvendes m od stort set a lle m åltyper. H elik o p te rn e s sårbarhed m å dog anses fo r at væ re større end det k o n v en tio n elle selvkørende og pansrede a r tille ris , både henset t il fjenden s m ange lu ftvæ m svåben og o v e rfo r k e rn e våben. T il gengæ ld v il h elik o p te rn e le t kun n e fly tte s fra den ene lan d sd el t il den anden, og v il således væ re et m ere sm id ig t våben. E n hensigtsmæ ssig o p d elin g i kam p- og ild stø tte en h ed e r i Jy lla n d ses således at væ re h e lt afhæ ngig a f det benyttede m a teriel. A nvendes det m est m oderne m a te riel, kan den nuvæ rende o p d elin g op retholdes, og blo ke rin g ss ty rke rn e i v id ud stræ kning udgå, m en kan dette k v alite tsk ra v ik k e o p fyld e s a f ild stø tteenh ed em e , m å alte rn a tiv e t væ re, at kam penhedem es fla d b a n e ild k ra ft styrkes på ild stø tteenhedernes bekostning . P å S jæ lland v il fjenden s ild s tø tte in d led nin g svis væ re baseret på jagerbom bere, h eliko p te re , le tte raketkastere og le t k a n o n a rtille ri, m ens tu n gere a r tille ri fø rst på et senere tid sp u n k t v il tilg å . S am tidig v il de pansrede m ål væ re a f en m ere beskeden størrelsesorden end i Jy lla n d , således at k ravene t il vore våbens v irk n in g m od sådanne m ål v il væ re stæ rkt m indsket. D e tte v il have in d fly d e ls e på såvel kam penhedem es m a te riel som på a rtille rie ts p jecer, id e t m in d re k a lib re v il kunn e fin d e anvendelse. Y d e rlig e re m å det form odes, at fjenden s bevæ gelighed v il væ re b e tyd elig t m in d re på S jæ llan d end i Jy lla n d , hvorved kravene om ræ kkevidde og bevæ gelighed k an nedsæ ttes. K ra v e t om sid e re tn in g s frih ed m å im id le r tid op re tholde s a f hensyn t il tru sle n fra lu ftla n d sa tte enheder. H a u b its e r v il således fin d e bed re anvendelse på S jæ llan d end i Jy lla n d . Selvbevæ gelighed e r ing en betingelse, b lo t sid e re tn in g s frih ed og personelbeskyttelse er tilgodeset. V o r t nuvæ rende a r tille ri v il d e rfo r væ re bedre anvend t på S jæ llan d end i Jy lla n d . F jen d en s sand synlige sårbarhed o v e rfo r a r tille ribe skydning på S jæ llan d synes at tale fo r, at a r tille rie t på S jæ llan d fo røges i fo rh o ld t il a n talle t a f kam penheder. F o r F y n s vedkom m ende er fo rh old e n e så lig v ilk å re n e på S jæ lland , at de også h e r ta le r fo r en forøgelse a f a r tille rie t i fo rh o ld t il kam penhederne.
På Bornholm vil fjendens sårbarhed overfor artilleriild formentlig være endnu mere udtalt end på Sjælland og Fyn, og denne vurdering giver sig da også allerede udslag i Bornholms Værns organisation, men hør sikkert yderligere understreges. Den sandsynlige udstrakte anvendelse af lufttransporterede enheder mod øen, samt vanskelighederne ved at landsætte tungt materiel synes at pege på, at et betydeligt antal opgaver her kan overgå fra kampenhederne til artilleriet. Kravene til det indsatte artilleri vil tilmed være små. Lille kaliber og kort rækkevidde kan godtages, ligesom bevægeligheden har mindre betydning. Sideretningsfrihed og personelhe skyttelse må dog også her være et krav.
Da der i ovennævnte betragtninger kun er taget hensyn til den tendens nyttevirkningen peger på, kan det ikke undgås, at resultatet på visse punkter bliver urealistisk. Alene kravet om personelbeskyttelse vil formentlig være ensbetydende med anskaffelse af nye pjecer, en investering det nuværende forsvarsbudget ikke kan imødekomme, selvom ammunitionen evt. fortsat bliver den samme. Indførelsen af en ny pjecetype i Jylland, eksempelvis 155 mm automatkanon, vil medføre en fuldstændig fornyelse af krigsreserven også for ammunition, og således kræve en totalinvestering på formentlig ikke under en halv milliard kroner.
Endnu et problem opstår imidlertid ved benyttelsen af de meget store ildkoncentrationer til bekæmpelse af pansrede køretøjer: ammunitionsforbruget. Betragtes den samlede kampreserve ved en dansk division, ses denne at bestå af omkring 13.000 stk. artillirigranater, svarende til at 24 mål kan beskydes med hver 540 skud. En beregning på grundlag af et tilfældigt kampbillede vil imidlertid hurtigt vise, at divisionen, såfremt den udsættes for et angreb, vil blive stillet overfor mindst 48 mål alene indenfor gruppe 1. Disse mål vil således ikke kunne tages under ild, medmindre der sker en særdeles betragtelig forøgelse af kampreserven med de deraf følgende forsyningsvanskeligheder.
Dette forhold bevirker, at det må antages at være urealistisk at bekæmpe pansrede mål med artilleripjecer, så længe granatvirkningen ikke er blevet meget betydeligt forbedret. Konkluderende må det således fastslås, at artilleriets ildkraft synes at burde forøges på øerne, hvilket kan ske med det nuværende pjecemateriel uden at den relative sårbarhed bliver betænkelig. I Jylland synes artilleriets kvantitet derimod at burde mindskes i forhold til kampenhederne, hvis panserbekæmpende evne til gengæld må forøges. Vælges den alternative løsning: en totaludskiftning af det nuværende pjecemateriel, vil der kunne opnås mindre sårbarhed, blokeringsstyrker kan delvis undværes og kampenhedeme vil kræve en mindre kvalitativ udbygning end det ellers vil være påkrævet. En betingelse for den effektive udnyttelse af artilleriilden er det imidlertid, at målopklaringsmidlerne er så effektive at målene med sikkerhed erkendes. Er dette ikke tilfældet svækkes artilleriets værdi i forhold til kampenhederne meget betydeligt.
J. C. Essemann.