I Tilknytning til en ny Hærlov, som allerede er paa Trapperne i Sverige, har en Kreds af Rigsdagsmænd omfattende Højre, Socialdemokratiet, Folkepartiet og Bondeforbundet med Professor Georg Andrén i Spidsen indbragt et Lovforslag for Rigsdagen vedrørende »Udredning om Principperne for Forfremmelse og Pensionering indenfor Krigsmagten«. Sagen drejer sig om en Sænkning af Pensionsalderen for at skaffe yngre Kræfter frem paa de mere betroede Poster efter de Linier, der — i store Træk — angives paa nedenstaaende Skema.
Forslaget motiveres bl. a. med, at selv om man hidtil med fuld Ret har lagt den største Vægt paa, at den, som beklæder en ansvarsfuld Stilling som Chef, maa være i Besiddelse af de mest omfattende Kundskaber og Erfaringer paa den militære Tjenestes forskellige Omraader, saa stiller dog den moderne Krigsføring ved Siden heraf Krav, som Arbejdet i Fredstid delvis lader ude af Betragtning. Under Krig skal vedkommende føre sin Styrke i Felten, og Erfaringerne fra den moderne Krigsskueplads peger paa, at Kravene til fysisk og psykisk Indsats er blevet stærkt skærpede i den moderne »Lynkrig«, der fordrer en udpræget personlig Indsats i Føringen. Man henviser til, at de større Troppeled paa tysk Side under de afgørende Operationer i denne Krig som Regel blev ført af relativt yngre Officerer i Modsætning til, hvad der var Tilfældet i Frankrig, hvor man ikke synes at have haft disse Principper for Øje, hvorfor man midt under omfattende Operationer saa sig nødsaget til at maatte udskifte et større Antal højerestaaende, ældre Officerer med yngre. I England havde Hore-Belisha allerede inden Krigen Blikket aabent for dette Forhold og gjorde sig — dengang — meget upopulær ved et drastiskt » Oprydningsarbejde«. Forslagsstillerne peger paa, at ved en Sænkning af Pensionsalderen vil Krigsmagten faa et haardt tiltrængt Tilskud i Form af velskolede og erfarne Officerer til sin Reserve. I denne Sammenhæng fremholdes Nødvendigheden af, at Forfremmelsesprincipperne for Officerer til og med Kaptajnsgraden revideres derhen at tillade mere fremstaaende Dygtigheder at avancere tidligere, end det nu er Tilfældet. Hensynet til andre Forfremmelsesbegrundelser end Tjenesteaar og »Tur« vilde sikkert blive en nyttig Spore for disse Officerer og give dem mere Fremdrift og større Initiativkraft, samt bidrage til en bedre Rekruttering af Officerskorpset, mener man. Lovforslagets Fremsættelse kommer ikke som nogen større Overraskelse for hverken Hæren eller Offentligheden, men maa ses som en Effektivering af Krigsmagten, et Forhold, der jo som bekendt idag støttes af alle Befolkningslag i Sverige. Allerede i Oktober sidste Aar begyndte Pressen at røre ved Sagen under Indtrykket af Mobiliseringens og de store Efteraarsøvelsers Erfaringer. Forsvarsminister Skold hentydede i en Tale i Eskilstuna hertil, idet han den 31. Oktober bl. a. udtalte: —- »at ved Føringen af betydelige Troppestyrker under feltmæssige Forhold og ved de store Feltmanøvrer, som nylig er blevet afholdt, er der selvsagt gjort adskillige Iagttagelser, som vil komme til influere paa Besættelserne af forskellige Poster«, og nogle senere Besættelser i Efteraaret tyder herpaa.
Problemet er jo imidlertid ikke løst med en Sænkning af Pensionsalderen; dels maa de for tidligt afskedigede Officerer i hvert Fald økonomisk set med Rette føle sig forurettede, og dels vilde de fysisk og psykisk set være i Stand til endnu længe at kunne yde værdifuld Indsats paa andre for Forsvaret vigtige Poster, i Stedet fo r‘at hengive sig til den fuldstændige »retraite«. Kraftige Presserøster peger derfor paa, at man bør yde disse Officerer —- om Loven gaar igennem, hvad der er Grund til at formode — en »Disponibilitetsløn«, for at holde dem økonomisk skadesløse, hvorved man vil være i Stand til at raade over deres Erfaringer bl. a. ved Hjemstavnsforsvaret, hvor de vil kunne yde fremragende Indsats, saa længe de oppebærer denne Løn.
Den ogsaa i Danmark velkendte Oberst K. A. Bratt skriver bl. a. om Spørgsmaalet: »Krigsmagtens Ledelse maa ikke bero paa fysisk og psykisk ældede Mænd. Ikke desto mindre er og har det altid været et Problem, hvordan Spørgsmaalet skal kunne løses. Hos os er det ikke løst, og man har næppe tidligere anstrengt sig rigtigt for at løse det. Dette Forhold hænger aabenbart sammen med, at der ikke er fundet nogen større Interesse for en Nyordning hos de militære Chefer, som paa Grund af langsomme Forfremmelsesforhold først ved en relativ høj Alder naar de ledende Poster. Individuelle og økonomiske Forhold spiller ind, og nogen virkelig stærk Haand, som har kunnet lade Øksen blinke, har vi ikke haft længe. For øvrigt er det vel det sidste, man vil erkende, at man ikke længere dur, og faa af os har Evne til at fatte Tidspunktet, naar man begynder at blive en sjælelig ortoceratit. Disse Forhold, det langsomme Avancement, den relativt høje Pensionsalder, Savnet af Bestemmelser, som tillader den paagældende at kunne trække sig tilbage relativt smertefrit — alt dette, som hænger sammen med Fredsslendrian og Fredshensyn, har haft til Resultat, at den svenske Krigsmagt — med Undtagelse af Flyvevaabnet — har en notorisk for gammel Besætning af højere Chefer«.
Obersten mener, at det andrénske Lovforslag er et Led i en onskelig »Foryngelseskur« og fortsætter: »Men selve Kærnepunktet i Problemet naar man næppe gennem disse Udveje alene. Tilbage staar Vanskelighederne, dels ved at faa de virkelige Kapaciteter frem til de ledende Poster allerede i de forholdsvis unge Aar, dels — og maaske frem for alt — at sortere dem ud, som efterhaanden bor udvælges, og dels at beholde dem, som trods højere Levealder alligevel betragtes som brugelige eller maaske er helt uerstattelige. For at disse Ønsker skal kunne opfyldes kræves bl. a. Muligheden for en Differentiering i Spørgsmaalet om Afgangsalder og frem for alt, at denne ordnes som et Overgangs- eller »Disponibilitetsstadium«, som helst bør give Vedkommende samme økonomiske Vederlag, som var han stadig i aktiv Tjeneste. En bedre Anvendelse for den relativt ubetydelige Sum, som en lignende Ordning vilde kræve, kan næppe tænkes, thi det er dog til syvende og sidst paa den militære Førings Evner, at det overhovedet beror, om alle de andre Penge ikke mere eller mindre kastes bort.«
Denne »Disponibilitetsaflønning« findes ikke i det Andrénske Lovforslag, og Pressen som Helhed beklager det. Igennem de sidste 5 Maaneder ved man dog, at der er »hvisket om det i Rigsdagens Korridorer« — Udenrigsministeriet raader bl. a. over denne Slags Lønninger —, saa man haaber, da Forsvarsministeren ej heller synes fremmed for Tanken, at naa til en Ordning i Retning af det skitserede, »thi«, som Svenska Dagbladet kommenterer Sagen, »vort Land var virkeligt at lykønske, om alle aktive Generaler, Admiraler, Oberster og Kommandører befandtes at være velskikkede til at føre deres Styrker i baade Fred og — h vad vigtige er — i Krig. Hverken indenfor eller udenfor Fagkredsene er Troen herpaa særlig bjergfast, og den synes heller ikke at deles af de fremstaaende Repræsentanter for alle Rigsdagens større Partier, som har underskrevet Forslaget«.
Den sidst citerede Udtalelse maa jo saa helt staa for Svenska Dagbladets Regning, men der kan i den Forbindelse ikke herske Tvivl om, at man i Sverige, hvor man har været og er saa lykkelige at have et samlet Folk bag sig i Forsvarsspørgsmaalet, er klar over Nødvendigheden af med vaagent Blik at kritisere og rette ethvert Forhold, der ikke fører til den størst mulige Effektivering af Krigsmagten.
G. L. Nørgaard.
