Log ind

Forbundne Hæres strategiske Samarbejde - Belyst ved Felttoget paa Balkan 1941

#

Det strategiske Samarbejde i Koalitionskrige har altid været vanskeligt, thi hvor flere Magter kæmper mod samme Fjende, vil det ofte være saaledes, at den ene af Forbundsfællernes strategiske Maal afviger fra de andres, og at en fælles strategisk Ledelse er vanskelig at etablere. Navnlig gælder dette, naar de forblndne Magter er af nogenlunde samme Styrke og har nogenlunde samme Held paa Krigsskuespladserne. Den af de stridende Magtgrupper, som forstaar at indrette sine militære Operationer paa det strategiske Samarbejdes og den fælles Ledelses solide Grund, vil have umiskendelige Fordele frem for de Modstandere, som ikke mestrer denne vanskelige Kunst, og sjældent er vel Sandheden af disse Ord traadt saa tydeligt frem som under Balkanfelttoget 1941. Paa Grundlag af en Artikel i „Schweizerische Monatschrift flir Offiziere aller Waffen“ skal der derfor gives en kort Fremstilling af dette Felttog.

Den 28’ Oktober 1940 kom Grækenland i Krig med Italien og førte i det store og hele Krigen med Held, idet Fronten ret hurtigt kom til at ligge fast i det sydlige Albanien — altsaa paa italiensk Omraade. Grækenland havde i April 1939 givet sig ind under engelsk Garanti, og da den græsk-italienske Krig brød ud, blev denne Garanti virksom, idet Royal Air Force fra Baser paa det græske Fastland og i det ægæiske og joniske Hav virkningsfuldt støttede den græske Hær. Ogsaa den engelske Flaade fik Støttepunkter paa græsk Omraade, frem for alt paa Kreta, og ydede herfra Grækenland Hjælp hovedsagelig ved at true Søforbindelserne mellem Italien og Albanien. Desuden sendte England Vaaben og Udrustning til den græske Hær. Modsat hvad der var Tilfældet i Forholdet mellem Grækenland og Serbien i Tiden forud for Verdenskrigen, fandtes der i Foraaret 1941 ingen Garantipagt mellem de to Lande og som Følge heraf heller intetsomhelst Samarbejde mellem den græske og den jugoslaviske Generalstab. Jugoslavien havde nemlig i de Aar, der var gaaet, bestræbt sig for at holde sig fri af enhver Tilknytning til nogen af de stridende Magtgrupper, og dette var lykkedes Landet, indtil det den 25’ Marts 1941 maatte tilslutte sig Tremagtspagten. Men allerede 2 Dage senere rev Jugoslavien sig — efter en indre Omvæltning — løs fra Forbundet med Aksen og maatte derefter imødese et snarligt Angreb fra denne.

Angrebet kom ogsaa den 6’ April, og ved det tyske Armékorps’ Stummes hurtige Gennembrud fra Bulgarien tværs gennem Sydserbien til den albanske Grænse blev Jugoslavien skilt fra sine allierede, før en fælles Front havde kunnet oprettes, og maatte kæmpe sin Kamp alene. Den jugoslaviske Hær var ikke forberedt paa moderne Krig og viste under Indvirkningerne af det overlegne tyske Luftvaaben allerede efter de første Kampdage umiskendelige Tegn paa Opløsning, hvortil dog sikkert ogsaa de store nationale Modsætninger indenfor Monarkiet bidrog. Overfor den i Foraaret 1941 truende Fare for Akseangreb paa Balkan forstærkedes den engelske Indsats i disse Egne, og i Løbet af Marts opmarcherede et engelsk Ekspeditionskorps paa ca, 60.000 Md. under Kommando af Generalløjtnant Sir Maitland Wilson i det nordlige Grækenland, hvor det stilledes under græsk Overkommando. Dette Korps var selv en Slags „Koalitionshær“, idet det bestod af engelske, australske, newzeelandske, polske, tjekkiske og jødiske Tropper; Kernen i det dannedes af de saakaldte „Anzacs“ (Australian and New Zeeland auxiliary corps). Korpset, som paa sin venstre Fløj fik underlagt 2 græske Divisioner, opstilledes mellem den græske Hovedhær i Albanien og den græske Østhær ved den bulgarske Grænse. Om Samvirke med den jugoslaviske Hær var der ikke Tale.

Den 6’ April begyndte det tyske Angreb, og i de Kampe, som udkæmpedes i Østmakedonien og Vesttrakien, og som førte til Salonikis Fald den 9’ April, havde Britterne ingen Del. De nøjedes med ved fremsendte Pionerdetachementer at lade samtlige Broer over Vardar sprænge, hvilken Forholdsregel synes at være blevet gennemført uden nogensomhelst Føling med den græske Østarmé, thi dennes Fører, General Bacopulos, begrundede sin Armés Kapitulation med, at Vardarbroerne var blevet sprængt bag Arméens Ryg! Heller ikke i de senere Kampe synes Forholdet mellem britiske og græske Tropper at have været altfor godt, hvortil sikkert ogsaa bidrog den store Forskel mellem de britiske Troppers store materielle Krav og de græske Soldaters ringe Livsfomødenheder. Medens den græske Armé ud over Ammunitionsforsyningstjenesten kun raadede over meget faa Reserveanstalter, og Troppernes Forsyning iøvrigt lod meget tilbage at ønske, var de britiske Stridskræfter efter en svejtsisk Journalists Beretning „overraskende godt udrustet, ikke blot med Vaaben og andet Krigsmateriel, men med alt andet fra Kødkonserves og Kaffe til Damptromle og Betonblandingsapparat“. Om Losningen af en britisk Skibsladning beretter den samme Korrespondent: „Tandpastatuber alene fyldte 5 Godsvogne, Dusinvis af Kas-

BILLEE HER

ser med Skopudsningsmidler, Skobaand, Naale, Knapper o. lign. fulgte efter — alt omhyggeligt kontrolleret af britiske Officerer.“ Tropperne blev ogsaa fulgt af „et Antal nydelige Sygeplejersker i Feltuniform, som vakte Opsigt i enhver Athener Restaurant, hvor de viste sig. En Vogn tilhørende Kristelig Forening for unge Mænd (Y. M. C. A.) følger de australske Tropper helt fra Tobruk.“ Med de samtidige Fremstød af tyske Styrker fra Saloniki langs Kysten mod Olympen og fra Monastir mod Syd over Florina mod Ptolemais og Kozani kom fra den 12’ April ogsaa de britiske Tropper i Kamp. Det lykkedes dem flere Gange for en Tid at opholde og vanskeliggøre den tyske Fremmarch, men selv blev de paa Grund af den stadige Fare for at blive omgaaet af tyske Tropper Gang paa Gang tvunget til Tilbagegang til nye Stillinger og maatte tilsidst efter Kampeneom Thermopylæstillingen og Tilbagegangen gennem Peloponnes indskibe sig igen. Kampenes Forløb giver Indtryk af, at der hos de allierede manglede en myndig fælles Ledelse. Den gentagne Tilbagetrækning af de britiske Tropper svarede ikke Regning i den fælles Situation og bragte den græske Front i Albanien i en umulig Stilling. Prisgiveisen af de thesaliske Sletter berøvede den albanske Front dens Basis og gjorde det muligt for SS-Leibstandarte Adolf Hitler at trænge frem over Zygospasset til Metsovon og Janina i Ryggen paa den albanske Front og saaledes hidføre den græske Epirus- og Makedonienarmés Kapitulation. Naar sluttelig den engelske Overkommando erklærer, at 80 % af de i Grækenland indsatte Tropper igen har kunnet skaffes bort, saa beviser dette, at de britiske Tropper i det store og hele har ladet sig nøje med henholdende Modstand, hvorved forøvrigt især de australske og newzeelandske Tropper udmærkede sig. Medens saaledes de allieredes Samarbejde i Koalitionskrigen lader meget tilbage at ønske, kan man hos Aksemagterne

BILLEDE HER

finde et Samspil mellem 3 Hære i 5 forskellige Stater, som afvikles med et Urværks Præcision. Det diplomatiske Grundlag for dette Samarbejde dannede Tremagtspagten, som ogsaa stillede Ungarn, Rumænien og Bulgarien til Raadighed for den tyske Værnemagt som Gennemgangs- og Opmarchomraade. Det første Maal, som opstilledes i det Felttog, Aksemagterne den 6’ April begyndte mod Grækenland og Jugoslavien, var Adskillelse af de to Balkanstater og Forhindring af en almindelig engelsk Fremtrængen fra Grækenland ind i det sydlige Jugoslavien. Medens en Kampgruppe af Arméen List fra den bulgarske Grænse dels trængte frem mod det ægæiske Hav og dels ved hurtigt at støde frem mod Saloniki og omfatte den græske Østarmés venstre Fløj, tvang denne Armé til Kapitulation, stødte General der Kavallerie Stummes Korps (Panserdivision Hubicki, en Infanteridivision, en Styrke af Vaaben SS) fra Omegnen af Kiistendil i Bulgarien i vestlig Retning gennem Sydserbien frem til den albanske Østgrænse og den græske Nordgrænse. Allerede den tredie Operationsdag besatte Panserdivisionen Skoplje og gik over Vardar, og den 10’ April naaede Korpset Monastir. Samme Dag var der baade Nord og Syd for Ochridasøen, som ligger omtrent, hvor Albanien, Grækenland og Jugoslavien mødes, opnaaet Forbindelse mellem tyske og italienske Tropper, hvilke sidste den 9’ April let havde gennemstødt de svage jugoslaviske Grænseposteringer.

Den fuldstændige Adskillelse af Jugoslavien og Grækenland dannede Grundlaget for de videre Operationer mod de to Balkanlande. Jugoslavien blev nu angrebet baade fra Nord og Syd. Fra Rummet om Sofia trængte den 8’ April Generaloberst v. Kleists Gruppe over den jugoslaviske Grænse og stødte Syd fra gennem Moravadalen frem mod Belgrad, som blev besat den 13’ April. I Samvirke med Gruppen v. Kleist stødte et tysk Korps frem mod Belgrad fra Temesvaromraadet i Rumænien. Fra Kärnten-Steiermark og fra Ungarn begyndte den 9’ April 2’ tyske Armé under Generaloberst v. Weichs Fremrykningen mod Agram og Belgrad. Med den samarbejdede saavel en ungarsk som den 2’ italienske Armé. Den ungarske Armé besatte i Dagene 11’ til 15’ April de tidligere ungarske Omraader mellem Donau og Drau og mellem Donau og Theiss. Efter Gennembruddet af flere jugoslaviske Grænsestillinger naaede Ungarerne den 15’ April Neusatz ved Donau.

2’ italienske Armé under General Ambrosio (3 Infanteridivisioner, 2 motortransporterede Divisioner, 2 „hurtige“ Divisioner og 1 Panserdivision) stødte dels frem fra de juliske Alper gennem Savedalen mod Laibach, som besattes den 11’ April, dels fra Fiume mod Karlstadt, som naaedes den 13’ April, og fik ved disse to Byer Forbindelse med de tyske Tropper af Arméen v. Weichs. Parallelt med de tyske Troppers videre Stød fra Agram mod Sarajewo besatte Kolonner af 2’ italienske Armé Kroatiens og Dalmatiens Kystomraade, medens samtidig en italiensk Gruppe fra Albanien stødte frem gennem Montenegro mod Ragusa, hvor den forenede sig med de Nord fra kommende italienske Kolonner. Besættelsen af hele den jugoslaviske Adriaterhavskyst fra Fiume til Albanien fuldendte den Indkredsning af de endnu tilbageværende jugoslaviske Stridskræfter i Bosniens og Herzegovinas Bjergland, i Rummet Sarajewo—Mostar, som hurtige Enheder af de tyske Arméer v. Weichs og List havde indledet. I Modsætning til hvad der var Tilfældet i 1915, var Vejen til Adriaterhavet og Tilbagetogsvejen over Havet nu afskaaret for de jugoslaviske Hære, og Resterne af dem maatte derfor kapitulere uden Betingelser den 17’ April, idet dog mindre Dele, som det synes, har fortsat en Guerillakrigsførelse i det vanskeligt tilgængelige Bjergland, formodentlig forsynet ad Luftvejen af Englænderne. Det samme Samarbejde som Landhærene viste ogsaa de tyske og italienske Lufstridskræfter. Medens Luftflaade 4 under Kommando af Generaloberst Lohr først og fremmest havde Maal i de nordlige og østlige Dele af Jugoslavien, ang’reb de italienske Luftstridskræfter og det tyske Flyverkorps Geiszler fra italiensk Omraade de jugoslaviske Støttepunkter, Havne og Forsvarsanlæg i Dalmatien og Herzegovina. Ogsaa i Grækenland præsteredes der et dygtigt Samarbejde mellem den 12’ tyske Armé List og den italienske Hærgruppe Albanien under Cavallero. Medens to Grupper af Arméen List stødte frem fra henholdsvis Saloniki og Monastir og tilkæmpede sig Adgang til den thesaliske Slette, gik 9’ italienske Armé under General Pirjio Biroli og 11’ Armé under General Geloso den 13’ April til Angreb paa den albanske Front. Overfor den fra Ochridasøen truende Fare for Omfatning maatte den græske Hær paa den albanske Front gaa tilbage, indtil SS-Leibstandarten, som var stødt frem fra Thesalien over Zygospasset, den 20’ og 21’ April havde besat henholdsvis Metsovon og Janina i dens Ryg. Dermed var ogsaa Skæbnen beseglet for den græske Armé i Epirus og Makedonien. General Tsolakoglu afsluttede den 21’ April en Kapitulationsoverenskomst med 12’ tyske Armés Overkommando, hvorpaa der den 23’ April sluttedes Vaabenstilstand i Saloniki. Efter Afslutningen af Kampene i Grækenland deltog tyske og italienske Tropper i Athen i en Sejrsparade for General List. Det fortræffelige Samarbejde mellem Aksemagterne er saa meget mere bemærkelsesværdigt, som Statskuppet i Belgrad den 27’ Marts havde stillet dem overfor en fuldstændig uventet og ændret militær Situation. Den oprindelige Felttogsplan mod Grækenland maatte i Løbet af faa Dage ændres og udvides ved de forbundne Arméers Operationer mod Jugoslavien.

F. H. Hartvig.