Generalmajor Poul Kiærskou, chef for Hærens Operative Kommando.
Indledning
Vi har nu lagt overgangsperioden efter den Kolde Krigs afslutning i 1990’erne bag os. Tiden er derfor kommet til at drage konsekvenserne af, at den konventionelle militære trussel mod det danske territorium er bortfaldet, og at deltagelsen i internationale operationer i stadigt stigende omfang er blevet en hovedopgave for Forsvaret. Kravene til nutidens militære styrker er i dag anderledes, og skønt der nok er behov for færre styrker, stiller fremtidens opgaver fortsat store, og ikke mindst ændrede krav til disse styrker. Internationale operationer stiller særlige krav til hærens mobilitet, fleksibilitet, logistisk udholdenhed, overlevelsesevne og samarbejdsevne. Det afspejles også tydeligt i NATO nye styrkestruktur. I relation til internationale operationer betyder dette med andre ord, at evnen til umiddelbart at indsætte og understøtte helstøbte og kampklare kapaciteter globalt, der hvor behovet opstår, er forskellen på en relevant og en irrelevant militær struktur, både set med nationale øjne og med NATO øjne. Dette gælder også for den danske hær. På baggrund af den sikkerhedspolitiske ramme kan hærens fremtidige opgavekompleks kategoriseres i:
- Internationale operationer og dermed internationalt deployerbare militære kapaciteter.
-Totalforsvaret, herunder evnen til at imødegå terrorhandlinger og deres virkninger.
Som naturlig konsekvens heraf er deltagelse i internationale operationer i dag hærens højst prioriterede opgave og intet tyder på, at dette vil ændre sig inden for en overskuelig fremtid. Alene siden min tiltræden som Chef for Hærens Operative Kommando i efteråret 2002 har hæren opstillet, uddannet, udsendt, opretholdt og hjemtaget egentlige styrkebidrag til ikke mindre end 5 internationale operationer omfattende missionsområder på Balkan samt i Afghanistan og Irak. Hertil kommer et antal missioner, der blot har været analyseret og overvejet uden at føre til konkrete udsendelser af enheder. Hærens internationale engagement har inden for de seneste 10 år givet Hærens Operative Kommando omfattende og meget værdifulde erfaringer således, at staben i dag rummer en betragtelig knowhow med hensyn til håndtering af hærens bidrag til Forsvarets deltagelse i internationale operationer. I det efterfølgende vil jeg kaste lys over en række aspekter i relation til forberedelse til indsættelse i den internationale mission, idet jeg i muligt omfang vil knytte mit indlæg til erfaringer og observationer gjort i forbindelse med forberedelse af den aktuelle internationale operation i Irak.
Redegørelse, godkendelse, beslutning og iværksættelse
Generelt
Overvejelser vedrørende evt. dansk deltagelse i en international mission tager normalt udgangspunkt i formelle eller uformelle henvendelser fra organisationer eller enkeltlande om et muligt dansk bidrag. Overvejelserne kan også begynde herhjemme som følge af udviklingen i den generelle sikkerhedspolitiske situation. Forud for udsendelse af et styrkebidrag fra hæren gennemføres et omfattende stabsarbejde mellem Forsvarskommandoen, Hærens Operative Kommando og Hærens Materielkommando samt hærens skoler. Processen skal afdække, hvilke styrkebidrag, der kan være aktuelle, få disse forskellige, mulige bidrag afbalanceret og sammenstillet til en række alternative styrkebidrags‐”pakker”, samt – endelig – lede til en anbefaling af et eller flere styrkebidrag, der herefter kan tages politisk stilling til. I det efterfølgende indlæg vil fokus være rettet mod arbejdet forud for en eventuel deployering, herunder på de uddannelsesmæssige aspekter af et eventuelt styrkebidrag.
Redegørelsesfasen
Indledningsvis søges afdækket, hvilke muligheder der er for at imødekomme et behov for styrkebidrag. Forsvarskommandoen fastsætter i sin opgaveformulering – den såkaldte ”tasker” ‐ de ydre rammer for styrkebidraget. Disse ydre rammer omfatter normalt som minimum:
- Opgave, tid og sted,
- trusselsvurdering ved Forsvarets Efterretningstjenestes foranstaltning,
- mandat, herunder hvilken ramme, operationen gennemføres i,
- overordnet operativ struktur, herunder evt.”Lead Nation”,
- eventuelt særligt ønskede kapaciteter og/eller enheder, samt
- ressourcemæssige rammer, herunder personelrammer og operationens forventede varighed.
Det vil ofte ikke være muligt at være konkret på alle de anførte områder, fordi grundlaget til stadighed udvikler sig. I eksemplet Irak var det således indledningsvis uklart, under hvilken af de to potentielle nationer (UK eller US), et dansk styrkebidrag ville blive indsat. Endvidere var de nærmere geografiske forhold, konkrete opgaver, efterspurgte kapaciteter, tidslinier m.v. ikke konkret definerede. Flere af disse forhold blev reelt først meget sent i forløbet afklaret. I en idealsituation er den militære opgave styrende for analysen, men tidligt i forløbet kan det ofte være vanskeligt at beskrive opgaven konkret, hvorfor der må lægges en række forudsætninger til grund for det videre arbejde. Generelt kan man sige, at jo større usikkerhed der er omkring opgavekomplekset, jo mere fleksibelt skal styrkebidraget være i relation til operative opgaver, det kan løse. Det er væsentligt lettere i en senere fase at reducere et styrkebidrags kapacitet end at styrke det. Vor deployering til Irak har tydeligt demonstreret dette. På trods af, at vi også her stræbte efter fleksibilitet fra starten, viste det sig alligevel, at det siden hen har været nødvendigt at styrke bidraget som følge af udviklingen i styrkens ansvarsområde. Når de styrende faktorer m.v. er fastlagt fortsættes arbejdet. Herunder vil der ske en inddragelse af skoler m.v. med henblik på at afdække alle forudsætninger og kendsgerninger, særlige uddannelsesbehov, behov for materielanskaffelser samt de afledte konsekvenser for den hjemlige produktion, hærens beredskab, økonomi m.v., som de enkelte mulige styrkebidrag vil medføre. Ved meget følsomme situationer, som vi så det op til beslutningen om Irak‐bidraget, kan der være pålagt begrænsninger for, hvor langt ud i basisorganisationen sonderinger må gå. Dette medfører selvfølgelig risiko for, at ikke alle konsekvenser belyses fuldt ud på et tidligt tidspunkt, hvilket stiller krav om en omhyggelig opregning af de forudsætninger, herunder ubelyste faktorer, der ligger til grund for redegørelsen. I en sådan situation vil handleberedskabet naturligvis også være påvirket, da alt forberedende arbejde ikke er endeligt afklaret. For at minimere antallet af ubekendte i relation til styrkebidragenes konkrete sammensætning og dermed reducere reaktionstiden skeles i høj grad til den såkaldte ”værktøjskasse”, dvs. enheder, vi råder over og hvis opgavekompleks og sammensætning er kendte parametre. Opstilling af mere eller mindre ad hoc sammensatte bidrag vil altid være mere tidskrævende, men kan af politiske, ressourcemæssige eller evt. af operative årsager ofte ikke undgås. Den til DANCON/IRAK, hold 1 sammensatte enhed var et tydeligt eksempel herpå. Eksisterende enheder i reaktionsstyrkerne, herunder evt. modulopbyggede enheder, hvorfra mindre, selvstændigt operative delelementer kan udtages, udgør de væsentligste elementer i værktøjskassen. Forberedelserne kan i denne fase evt. munde ud i, at der anbefales forskellige styrkebidrag afhængigt af en nærmere afklaring af forudsætningerne omkring styrkeindsættelsen, herunder de mere konkrete opgaver, der tænkes løst. Endelig kan der peges på et antal forskellige styrkebidrag, der repræsenterer hver sit økonomiske niveau. I tilfældet Irak omfattede indstillingen således et antal forskellige styrkebidrag, der varierede dels i størrelse – fra underafdeling til bataljonsværdi, dels i kapacitet til opgaveløsning – fra meget specifikke kapaciteter, som f. eks. et transportkompagni, til bredt anvendelige enhedstyper. Fælles for styrkebidragene er dog, at der i videst mulige omfang søges en relevant ”teeth‐ to‐tail”‐balance, altså balance mellem den del af styrkebidragene, der løser ”operative” opgaver, og den nødvendige støttestruktur i form af national kommunikation, logistisk og administrativ støtte m.v. Alene af denne grund foretrækkes større styrkebidrag, men politiske ønsker om dansk deltagelse kan trække i en anden retning.
Godkendelsesfasen
I Forsvarskommandoen sker nu en afvejning af de mulige styrkebidrag udfra en helhedsbetragtning. De militærfaglige vurderinger danner baggrund for en behandling på det politiske niveau med henblik på en afklaring af det videre forløb. Vigtigst af alt er at få indsnævret mængden af mulige styrkebidrag, som der fortsat skal arbejdes med og evt. indledes forberedelser for. Sideløbende med denne del af processen er der fortsat behov for, at forudsætninger be‐ eller afkræftes, at kendsgerninger konsolideres samt at afledte konsekvenser søges afbødet. Når en politisk tilkendegivelse foreligger, kan arbejdet med de konkrete styrkebidrag fortsætte. På dette tidspunkt vil der oftest ikke være truffet en endelig afgørelse, men en afgrænsning af, hvad der ønskes nærmere bearbejdet og evt. forberedt foreligger som regel. Det er også senest på dette tidspunkt, at der gennemføres fact‐finding missioner, dels til potentielle ”lead nations”, dels til indsatsområdet. I tilfældet Irak blev der umiddelbart efter en sådan politisk tilkendegivelse om iværksættelse af forberedelser, der forelå fredag før påskeferien, gennemført forhandlinger med UK som ”lead nation”, og i forlængelse heraf – tirsdag efter påske, udsendt personel til det sydlige Irak med henblik på operativ og logistisk fact‐finding. I de mellemliggende påskedage afklarede skolerne enhedernes detaljerede personel‐ og materielmæssige sammensætning, Hærens Materielkommando gik i gang med materielklargøring til blandt andet HOT/DRY, og regimenterne iværksatte udpegning af det relevante personel. Det var en hektisk periode!
Iværksættelsesfasen
Selvom den endelige politiske godkendelse på dette tidspunkt oftest udestår, vil et mere detaljeret arbejde således nu være iværksat med henblik på at skabe et opstillingsgrundlag for det eller de tilbageværende mulige styrkebidrag. Dette omfatter udarbejdelse af detaljerede organisationsskemaer udvisende styrkebidragets enkelte elementer, deres indbyrdes kommandoforhold, personelkategorier og materielstyklister, planer for tilvejebringelse af personellet, herunder om der skal aktiveres enheder, materielmæssige tiltag, uddannelses‐ deployerings‐ og eventuelt rotationsplaner. I muligt omfang anvender vi som nævnt enheder fra ”værktøjskassen”. Realiteten vil ofte medføre, at der i større eller mindre grad må arbejdes med ad hoc sammensatte elementer eller ”klippes en hæl og kappes en tå”. Prisen herfor er desværre det nævnte større tidsmæssige forbrug end, hvis vi blot tog fra ”værktøjskassen”. Senest efter beslutning på det politiske niveau om dansk deltagelse bliver tidsdimensionen i det hele taget ofte styrende. Der er – og var også i Irak‐ situationen – i vidt omfang en offentlig forventning til, at de valgte enheder kan sendes af sted på få dage. Men under de givne betingelser, hvor forberedelserne ofte først i fuld udstrækning kan iværksættes i takt med den politiske beslutningsproces, vil der som regel være et udestående behov for tid, før deployering kan iværksættes. I øvrigt foreligger den endelige politiske beslutning i nogle situationer så sent, at det skaber en uhensigtsmæssig usikkerhed for det berørte personel og deres familier. Ved den afsluttende parade den 3. oktober 2003 for DANCON/IRAK, Hold 2 umiddelbart før rotation, var der således stadig ikke truffet endelig beslutning om, hvor længe styrken skulle være ude og om den klargjorte forstærkningsstyrke skulle med. Det havde været rart for alle direkte involverede – soldater og pårørende – om udsendelsens længde havde været kendt, inden der blev kysset farvel. Tidsdimensionen indeholder i øvrigt mange parametre, men ofte er vaccinationstid samt tid til anskaffelse, klargøring og modificering af materiel de mest betydende for den nødvendige forberedelsestid. Uddannelsesmæssige forberedelser kan normalt nås inden for denne tid. I relation til materiel er der ofte – som også i tilfældet Irak ‐ behov for anskaffelse af særligt materiel samt modificering af tilstedeværende materiel til særlige klimatiske og/eller geografiske forhold. Hovedparten af vort eksisterende materiel er anskaffet til anvendelse i nordeuropæisk klima og terræn, og det er derfor ikke i alle tilfælde anvendeligt under tropiske klimaforhold og i eksempelvis ørken‐ eller jungleterræn. Særlige tiltag er derfor nødvendige. Der gennemføres også overvejelser vedrørende lejre og lejropbygning, herunder om der skal indkvarteres i telte, eksisterende faste installationer eller en containerbaseret lejr. Med mindre den operative og sikkerhedsmæssige situation er særdeles gunstig og der er tid til rådighed, vil en udlicitering af lejretablering oftest ikke være et realistisk eller acceptabelt alternativ. En ingeniørsoldat kan bygge lejre eller være soldat, såfremt der under den indledende indsættelse i et nyt område viser sig behov for en øget kapacitet i opgaveløsningen. Det kan en civilt ansat ikke. Den militære kapacitet giver altså fleksibilitet og sikkerhed – og derved bedre ”force protection”
Uddannelsesmæssige aspekter
Sideløbende med den politiske og militære beslutningsproces finder en afklaring af de uddannelsesmæssige behov sted. Dette sker med udgangspunkt både i opgaven og i enhedernes og øvrigt personels aktuelle kvalifikationer. Forudseelig uddannelse forberedes og iværksættes tidligst muligt under hensyntagen til den politiske beslutningsproces. Med en del af personellet på reaktionsstyrkekontrakter er der naturligvis grænser for hvor langt forberedelserne kan gå inden der er politisk accept af en kommende udsendelse. Opstilling af et hold 1 vil normalt ske under anvendelse af fast personel samt ved aktivering af personel på reaktionsstyrkekontrakter. Personellet vil generelt være færdiguddannet i egen funktion, og vil for en stor dels vedkommende have erfaring fra tidligere udsendelse. Uddannelse vil derfor typisk omfatte:
- Supplerende uddannelse, hvorunder eventuelle mangler indenfor funktions‐ og underafdelingsledet enhedsuddannelse inddækkes.
- Missionsorienteret uddannelse, der har til formål at sætte enkeltmand og enheder i stand til at løse forudseelige opgaver i det aktuelle missionsområde, idet uddannelsens indhold og sammensætning udledes af opgaver og mandat for enheden samt de topografiske, klimatiske og kulturelle vilkår i missionsområdet.
Den missionsorienterede enhedsuddannelse gennemføres efter et såkaldt stationsprincip, der planlagt og gennemført af Den Danske Internationale Brigade. Enhederne roterer fra station til station og trænes i de udfordringer, den kommende mission vil stille dem overfor. Brigaden har en meget omfattende erfaringsmasse at trække på og tilsikrer, at uddannelsens instruktører til stadighed besidder et detaljeret og opdateret kendskab til opgaver og løsning heraf for den pågældende mission. I muligt omfang anvendes instruktører, der selv har været udsendt i samme missionsområde, hvorved de nyeste erfaringer fra missionsområdet videregives til det næste hold.Også stabe, der opstilles til internationale operationer, skal være i stand til at løse alle opgaver knyttet til den aktuelle opgave. Dette behov inddækkes ved, at staben efter opstilling gennemfører et uddannelsesforløb, som omfatter:
- En periode til intern stabsuddannelse, hvor procedurer, rutiner m.v. indenfor føringsvirksomheden fastlægges og indarbejdes.
- Stabs‐ og signaløvelser – ledet af HOK – med henblik på at rutinere såvel staben som underlagte enheder.
- En feltøvelse – ligeledes ledet af HOK – hvor hele enheden øves samlet.
I de tilfælde hvor det danske styrkebidrag inkluderer stabsmedlemmer og/eller enheder fra andre nationer tilstræbes disse integreret i uddannelsesforløbet tidligst muligt med henblik på at samarbejde det samlede kontingent og herigennem opnå den højst mulige grad af rutine allerede forud for udsendelsen. Både i forbindelse med de danske styrkebidrag til Balkan‐ operationerne samt senest i forbindelse med styrkebidraget til Irak har blandt andet baltiske stabsmedlemmer og enheder med stor succes indgået i de danske styrkebidrag. Her kan vi høste gevinsten af vores mangeårige og omfattende østsamarbejde, hvor vi blandt andet har anvendt mange ressourcer i bestræbelserne på at støtte de baltiske nationer i forbindelse med opstilling og uddannelse af blandt andet infanterienheder og spejdereskadroner, der efterfølgende udsendes i internationale operationer sammen med danske enheder. Når hold 1 er udsendt, vil opgavernes karakter og betingelserne for løsning heraf konkretiseres i takt med at enheden etableres og påbegynder løsning af opgaver i missionsområdet. Situationens udvikling vil ofte medføre, at opgavespektret tilpasses og metoderne for opgaveløsningen ændres eller justeres. Dette har også været tilfældet for DANCON/IRAK, hold 1, hvor ”modus operandi” måtte justeres efter kort tid i missionsområdet. Den lokale befolknings indgroede angst for det tidligere regimes brutale optræden samt frygten for de hærgende kriminelle bander betød, at opgaverne ikke alene kunne løses med patruljer og mobile kontrolposter. I de lokale irakeres øjne var sikkerhed lig med faste kontrolposter. De måtte derfor etableres for at skabe tillid hos befolkningen. Udviklingen i situationen og opgaveløsningen følges nøje af både Hærens Operative Kommando og af den Danske Internationale Brigade blandt andet ved opsøgende virksomhed i missionsområdet, således at uddannelse af eventuelle efterfølgende hold til stadighed optimeres i forhold til de specifikke, operative krav og vilkår. Såfremt missionen skal opretholdes i længere tid, vil opstilling normalt overgå til primært at ske under anvendelse af personel hvervet fra værnepligtsstyrken efter afslutning af den første samlede uddannelse. Henset til de aktuelle indkaldelsesterminer for værnepligtsstyrken vil det dog ofte være nødvendigt at opstille og uddanne hold 2 på linie med hold 1 indtil der kan bringes ”fase” i systemet. Såfremt et hold 2 opstilles på linie med hold 1, vil uddannelsen heraf i hovedtræk foregå som beskrevet, men med den klare fordel det længere varsel giver, herunder specielt de bedre muligheder for inddækning af et evt. supplerende uddannelsesbehov. Det skal anføres, at uddannelsen af enheder og stabe naturligvis vil fortsætte efter ankomst til missionsområdet. Øvelse gør som bekendt mester og uden træning kan det nødvendige niveau ikke opretholdes.
Fremtiden
Den beskrevne model for forberedelse af hærens styrkebidrag til internationale operationer er udviklet og raffineret på baggrund af mere end 10 års vedvarende udsendelse af større eller mindre styrkebidrag til så fjerne og eksotiske egne på verdenskortet som Balkan, Afrika, Afghanistan og senest Irak. Modellen har vist sin anvendelighed og berettigelse, men fremtidens store og ændrede krav til hæren – som senest beskrevet i Forsvarskommandoens oplæg til næste forlig under overskriften ”Transformation af dansk forsvar fra territorialforsvar til Expeditionary Forces – leaner but meaner” betyder, at der skal tænkes i nye baner. Forsvaret skal tilpasses NATO’s krav om at kunne opstille tidssvarende, indsatsklare og specialiserede kapaciteter, der hurtigt lader sig udsende til operationsområderne og er i stand til at samarbejde smidigt med partnere og allierede under de givne betingelser.
Da NATO er den eneste organisation med et integreret militært samarbejde og dermed styrende for evnen til at operere med styrker fra andre nationer, vil NATO fortsat være fundamentet for udviklingen af den danske hær. Herved bliver ”adgangsbilletten” til deltagelse i internationale operationer– uanset hvilken ramme disse gennemføres i – således opfyldelse af NATO transformationskrav som disse for nærværende kommer til udtryk via tiltag som NATO Response Force, øvrige Deployable Forces og Prague Capability Commitments. Disse tiltag har alle fokus på tilvejebringelse af indsatsklare og fuldt deployerbare styrkebidrag, der kan deltage ”in the full range of missions”. Altså med andre ord – enheder, der med kort varsel kan indsættes og kæmpe eller løse andre opgaver, hvor behovet er. Hærens kapaciteter til internationale operationer skal således være ”available”, ”deployable” og ”sustainable”for at være relevante. Forsvaret lægger således op til, at en større del af Forsvarets ansatte og enheder med kort varsel skal kunne sendes på missioner i udlandet. Med den ændring ønsker Forsvaret at imødekomme et dansk og internationalt ønske om, at Forsvaret skal være endnu mere fleksibelt. Forsvaret har som nævnt i forvejen igennem mere end 10 år opbygget en stor kapacitet til at løse fredsstøttende opgaver af mange forskellige typer, men udviklingen siden den 11. september 2001 har vist, at der i stadig stigende grad er behov for enheder, der med meget kort varsel kan indsættes til løsning af et bredt spektrum af opgaver, herunder egentlige kampopgaver. Og her skal hæren være med! Dette vil stille krav om mere fast personel, hvilket også ses afspejlet i Forsvarskommandoens oplæg til det næste forsvarsforlig. Med:
- en specialoperationsstyrke på meget højt beredskab,
- et divisionshovedkvarter med tilhørende divisionstropper på højt og lavere beredskab,
- en brigade på højt beredskab, der kan løse opgaver i hele Alliancens opgavespektrum, herunder deltage i Nato Response Force periodevist,
- en brigade på lavere beredskab, der kan indsættes i samme operationstyper som brigaden på højt beredskab, men med et vist varsel, der muliggør endelig opstilling og uddannelse af enheden inden indsættelse,
- et brigadehovedkvarter på lavere beredskab samt
- logistiske enheder, der understøtter de deployerbare styrkers indsættelse i internationale operationer
er vejen frem afstukket. En ny brigade og divisionstropper bemandet med fast personel og på tilnærmelsesvis fuld organisatorisk styrke er udset til at være hærens ”first in – first out” kapacitet samtidig med, at brigaden skal være hærens primære kapacitetsbærer og spydspidsen i transformationen. Med de igangværende forberedelser til næste forlig er transformationsprocessen sat i gang og sigtet rettet ind mod en moderne, fleksibel, deployerbar og indsatsklar hær, der ikke bare kan løse de hidtidige opgaver, men også vil være i stand til at honorere de nye og ændrede krav, fremtiden stiller.
