Op gennem krigshistorien har de væbnede styrkers kam p­ vilje spillet en væsentlig rolle for udfaldet ved siden af udrust­ ning, den fagmilitære oplæring, organisation og ledelse. Denne kampvilje står imidlertid også i meget nær sammenhæng med hele folkets modstandsvilje, som er en meget væsentlig, men rigtignok også den mest ubestemmelige bestanddel af en nations krigspotentiel.

Moderne krigsførelse karakteriseres bl. a. ved, at opmærk­ somheden i høj grad bevidst er blevet rettet mod dette felt af forsvarsberedskabet. Samtidig med udviklingen af former for krigs­ førelse, som ikke alene trækker de væbnede styrker, men også civilbefolkningen aktivt og direkte med ind i krigshandlingerne, er nye sider af forsvarsberedskabet taget op til teoretisk studium og praktisk løsning.

Kommissionen mener, at de forhandlinger, som i første række må komme i betragtning, når det gælder at styrke modstanden og kampviljen er, at den størst mulige del af befolkningen får:

— oplysning om de værdier vi har at forsvare, vore mulig­ heder for forsvar og kampformerne i moderne krig, og

— oplæring i praktiske færdigheder, som kan dygtiggøre til indsats på det ene eller det andet område i de samlede forsvar under krig samt, at det allerede i fredstid bliver klarlagt hvor, når og på hvilken måde indsatsen skal gøres.

Andet steds i indstillingen er der peget på nye opgaver, som delvis berører det arbejdsfelt, som behandles her. Det gælder organisationen for velfærd, herunder undervisning, i de væbnede styrker. I denne sammenhæng skal betydningen af, at der gives militærpsykologi en stærkere plads i den regulære uddannelse i vore værn understreges. Dette fags stofmængde, tildeling af under­visningstid på de forskellige trin og nærmere ordning må lægges tilrette af faglærte i samråd med de militære myndigheder.

Kommissionen vil i det følgende pege på de faktiske opgaver, som må løses i forbindelse med oplysningsvirksomheden, og kom­mer så senere i indstillingen tilbage til oplæring af betydning for det samlede forsvar samt en række andre spørgsmål, som har be­ tydning for det psykologiske forsvarsberedskab.

Spørgsmålet rejser sig, om dette oplysningsarbejde skal or­ ganiseres centralt gennem et statsorgan eller gennem frivilligt initiativ. Kommissionen foreslår oprettelsen af en centralforening for landets forsvar, hvor de store upolitiske hovedorganisationer og andre frivillige organisationer er medlemmer. Det økonomiske grundlag for en sådan centralforening må tilvejebringes gennem privat indsamlede midler og de fornødne offentlige bevillinger.“

Dette kunne have været et hovedafsnit af den betænkning, som vor forsvarskommission af 1946 udsendte i 1951. Men er det altså ikke, fordi denne kommission fik stillet — og indstillede sig på at løse — sin opgave med det snævrest mulige sigte, nem­ lig på ordningen af det militære forsvar. Et tidssvarende og bre­dere syn på vor tids forsvar — totalforsvaret — kom ikke til orde, endsige behandling, ved den lejlighed. I denne retning så man således i Norge langt mere utraditionelt på forsvarsproble­ merne — allerede i 1949, hvad ovenstående citat fra den norske forsvarskommissions betænkning klart illustrerer.

Stik imod dansk indstilling i almindelighed blev det, som den norske kommission advarede imod, en statsinstitution — for­ svarets velfærdstjeneste — som her til lands fik pålagt oplysningsopgaven over for civilbefolkningen.

Lovparagraffen herom blev ikke meget indholdsrig — men hvordan skulle den kunne blive det på det foreliggende grundlag? Den siger blot, at forsvarets velfærdstjeneste varetager arbejdet vedrørende forbindelsen mellem civilbefolkningen og forsvaret samt vedrørende de værnepligtige og det faste personels velfærd og beskæftigelse i fritiden.

Og de nærmere bestemmelser for forsvarets velfærdstjeneste, som fastsattes i henhold til lov nr. 276 af 18/6 1951 om forsvarets ordning, § 50, i oktober samme år gjorde ikke sagen bedre. For her står efter overskriften: Oplysningsarbejde over for civilbefolk­ ningen og forsvarets personel — følgende: „Oplysningsarbejdet omfatter bl. a. foredragsvirksomhed, filmsforevisninger, udsendel­ ser over statsradiofonien, udgivelse af tidsskrift og andre publika­tioner.“

Mere „formålsløst“ kan et arbejdes indhold jo ikke godt angives, så man må snarere undre sig over, at der overhovedet er kommet noget godt ud heraf. For det er der jo, men makker­ skabet med velfærdsvirksomheden bar på den anden side begræn­set indsatsen, så at den — selvom man lægger det mindst mulige i lovens ord — er en temmelig bleg afskygning af, hvad man har evnet i såvel Norge som Sverige.

Folk og Forsvar-organisationen i Sverige har undertegnede berørt i anden sammenhæng i tidsskriftets decembernummer 1955, og der skal derfor her kun oplyses flg. om denne fritstående organisations formål, som det fastslås i dens loves § 1, her står:

Centralforbundet „Folk och Försvar“ er en kontaktorganisa­ tion mellem landets ledende ideelle, faglige og økonomiske or­ ganisationer og totalforsvaret — det militære forsvar, civilforsva­ ret, det økonomiske og det psykologiske forsvar — samt de fri­villige forsvarsorganisationer.

Forbundets opgave er at medvirke til styrkelsen af landets va’rnekraft gennem at sprede oplysning om vore forsvarsproblemer i bredeste forstand og derigennem befatte og styrke svensk for­ svarsvilje samt udvikle interessefadlesskabet mellem folk og for­ svar.

Af „Folk och Fiirsvar“s hovedprogram for forsvarsoplysning, der er opstillet efter samråd med totalforsvarets centrale myndig­ heder, skal flg. emner for foredrag og studiekredsarbejde m. v. anføres: Jordens befolkning og verdensideologierne, verdenssitua­ tionen og Sveriges udenrigspolitik, den militærtekniske udvikling, Sveriges totalforsvar, forsvaret som samfundsfunktion, den kolde krig, næringslivet — angreb og beskyttelse, samfundet og den enkeltes (organisationernes) forsvarsmuligheder, mennesket og to­ talforsvaret samt „Om kriget kommer“.

Som nævnt var det i Norge forsvarskommissionen af 1946, der udkastede ideen om en „centralforening for landets forsvar“, hvori de upolitiske hovedorganisationer og andre frivillige organisatio­ ner burde gøre deres indsats i bestræbelserne for, at der kunne skabes gensidig tillid og respekt mellem forsvaret og folket. Kom­ missionen mente iøvrigt, at der burde udvikles en omfattende oplysningsvirksomhed vedrørende forsvarsspørgsmålene i deres vi­ deste betydning, og til denne opgave anså kommissionen en or­ganisation som den nævnte for bedst egnet.

Statsminister Einar Gerhardsen nedsatte derfor i 1950 et udvalg, som skulle forberede dannelsen af en sådan organisation.

Udvalgets forslag fik Stortingets tilslutning, og i 1951 blev „Folk og Forsvar“ dannet med tilslutning fra 77 større faglige, økonomiske og kulturelle organisationer i Norge. Som i Sverige financieres „Folk og Forsvars"-arbejdet gennem medlemmernes organisationernes) årsbidrag og med statstilskud.

Det norske „Folk og Forsvar“s formålsparagraf lyder således: Det er „Folk og Forsvar“s oopgave
 at skabe den bedst mulige kontakt mellem forsvaret og folkets organisationer,
 at styrke landets forsvarskraft gennem saglig oplysning og inform ation om forsvarssagen,
 at manifestere de tilsluttede organisationers fælles forsvars­ vilje,
 at samarbejde med og så vidt muligt støtte organisationer, der arbejder for forsvarssagen og
 at bidrage til at styrke den demokratiske indstilling indenfor forsvaret såvel som i folket.

Som i Sverige holdes hvert år i Norge et betydeligt antal kontaktkonferencer som et vigtigt middel til efterleven af „Folk og Forsvar“s formål. Arten af emnerne på disse konferencer belyses gennem flg. eksempler: Ungdommen og forsvaret, A-pagten og NATO samarbejdet, forholdet mellem mandskab og befalings- mænd, tjenestetidens udnyttelse, lærerne og forsvaret, fagforenin­gerne og forsvaret, det totale forsvar, det økonomiske forsvars­ beredskab, det mentale beredskab, pressen og forsvaret, den indre front. På disse kontaktkonferencer, der i de senere år har været afholdt i et antal af ca. 40, har deltagerantallet været henved 2000 personer pr. år.

I Norge har der rejst sig en del indvendinger mod „Folk og Forsvar“ — indvendinger, der stort set bygger på misforståelser — idet det har været hævnet, at „Folk og Forsvar“s virke fører til „militarisering“ af folket og kan være en „fare for demokra­ tiet“. Man har også hævdet, at oplysningsvirksomheden burde over­ tages af forsvarsstaben!

I en publikation har organisationen herom udtalt, at „det er naturligt, at folk som er modstandere af, at Norge skal for­svare sig mod et overfald også er modstandere af organisationen „Folk og Forsvar“ (det kommunistiske parti har således til tider udfoldet en meget energisk mistænkeliggørelses-propaganda). Men det bør være lige så naturligt, at folk, som mener, at vi skal værge vor frihed og selvstændighed, også slutter op om „Folk og For­ svar“ og de opgaver, som organisationen har sat sig.“

Denne artikkel skal ikke afsluttes med nogen som helst pege­ pind — læseren gør sig jo uden den sine tanker — men med flg. udtalelse i en orientering om den norske „Folk og Forsvars­ organisation:

„Ansvarsbevidste mennesker har intet højere ønske end at freden kan bevares. Men vi vil ikke fred for enhver pris. Vi vil forsvare os, hvis nogen skulle forsøge at berøve os vor frihed og selvstændighed og hvis en fremmed magt vil påtvinge os en anden styreform og diktere os en politik, som er os fremmed.

Konsekvenserne af dette må være, at forsvaret gøres så ef­fektivt, som vor evne rækker. Men et lille lands forsvar kan kun løse sin opgave, hvis hele folket slutter op om det, og hvis folket er indstillet på at bære sine byrder — både når det gælder at bygge forsvaret op i fredstid, og hvis det bliver nødvendigt at bruge det.“

Helge Klint.