Af Oberst E. Koefoed.
De af mig i Militært Tidskrift Nr. 22/1926 fremsatte Bemærkninger om „Stillingsindtagelse og Tider" har, efter hvad jeg har kunnet forstaa, ikke vundet udelt Tilslutning. Og dette kan for saa vidt ikke undre mig i et Tilfælde som dette, hvor Bedømmelsen ikke har direkte, konkrete Holdepunkter, og hvor derfor Optimisten maa være uenig med den nøgterne Praktiker, den videnskabelige Krigshistoriker let kommer i Modstrid med den, der mere stoler paa sin sunde Fornuft i sit Skøn over det enkelte Tilfælde. Jeg skulde derfor lade dette Emne ligge; men da den Meningsudveksling, som det har rejst, har bragt et nyt Spørgsmaal frem eller rettere sagt har taget hele Spørgsmaalet om Fodfolksstøtte ved Artilleriild frem til Diskussion, føler jeg mig fristet til endnu en Gang at fremsætte nogle Bemærkninger herom. Og for at klarlægge det Synspunkt, hvorimod jeg vil rette mine Indvendinger, vil jeg først forsøge kort at gengive Pointerne, saaledes som jeg har forstaaet dem, i en Artikel af Kaptajn Falkenberg i Norsk Militært Tidsskrift Nr. 4/1927, fremkommen paa Grundlag af en Opfordring fra Redaktionen i Nr. 2/1927 til de artilleritekniske Fagmænd om at fremsætte deres Udtalelser angaaende min Artikel „Stillingsindtagelse og T ider".
Kaptajn Falkenberg giver mig i Hovedsagen Ret, naar jeg i det betragtede Tilfælde — „E t taktisk Eksempel", Mil. Tidsskrift Nr. 20/1926 — regner med, at Artilleriafdelingen vil bruge 2 Timer til at gaa i Stilling og blive klar til Skud. Kaptajnen er derimod dybt uenig med mig, naar jeg regner med, at et Stillingsskifte i Almindelighed vil kræve 3— 4 Timer og begrunder dette med, at man ved et velorganiseret Angreb bør have forberedt og oprettet en solid Stamlinie med en Telefoncentral i Højde med hver Stilling, og at i saa Fald en Flytning af Batterier ikke bør være „noen affære". Fo r det første er nu denne Stamlinie ikke bestemt til Brug for Artilleriets Udledelse, men selv bortset herfra tvivler jeg stærkt paa, at Kaptajnen her har Ret — tvivler paa, at det vilde gaa saa let og hurtigt, som clet bliver sagt. Her skal jeg dog nu lade Paastand staa mod Paastand, for saa vidt jeg ikke berører det i det følgende. Kaptajn Falkenberg hævder imidlertid, at det anvendte Eksempel kun er i ringe Overensstemmelse med Principperne for moderne Kamp, og benævner det et „Førkrigseksempel". Kaptajnen søger at paavise dette ved en længere Udredning og kommer herunder med følgende Paastand: „Infanteri vil aldri begynne et angrep, ikke engang en „prise contact" uten att det har i det minnste ett avprosset batteri i ryggen, eller at det har noe følgeartilleri med sig."
Idet jeg ser bort fra den i sidste Sætning forudsatte Betingelse, vil jeg i Hovedsagen give Kaptajnen Ret i, at et Angreb ikke kan føres uden Artilleristøtte, men jeg er dybt uenig med Kaptajnen i, at det samme gælder Optagelse a f den nærmere Fpling. 1 sine ret nærliggende Konsekvenser vil dette nemlig sige, at Fodfolket ikke kan passere en Terrænlinie eller et Omraade, hvor det muligvis kan blive udsat for Beskydning, uden at det har sit Støtteartilleri i Stilling med Forberedelser trufne til øjeblikkelig at aabne liden for at beskytte det, og jeg vil hævde, at dermed har et Fodfolk skrevet Dødsdommen over sin Evne til resolut at udnytte mangfoldige Situationer, der kan forefalde udenfor den egentlige Stillingskrig. Saaledes vil f. Eks. i Bevægelseskrig en forfølgende Styrkes Fodfolk eller Fodfolket i en Fordækning herefter almindeligvis ikke kunne fortsætte sin Frem rykning resolut, hvilket nu en Gang skal lige i dens Natur og dens Opgave. Opgiver man dette Princip, vil det føre til Tøven og Fanden og forskertse Resultater, som ellers kunde være opnaa^ et; ofte vil man kun kunne blive seende ved en resolut Fremrykning, der sker til Dels i Blinde. Den kan koste Tab, endog store Tab, hvis det viser sig, at Modstanderen grundigt har forberedt et Forsvar og specielt sin Artilleriild , og er der Sandsynlighed herfor, maa man tage sig iagt og selv grundigt forberede og støtte sit Angreb. Men i de Tilfælde, hvor man ved en rask Frem rykning har Chancer for at opnaa store Resultater, bør man udnytte dem, idet man anordner Fremrykningen saaledes, at større Tab kan undgaas selv under en overraskende stærk fjendtlig Ildvirkning. Og er vort Fodfolk ikke uddannet til at formindske Tabene mest muligt ved at indtage hensigtsmæssige Formationer under den fjendtlige Ild? Denne vil da næppe kunne opnaa en katastrofal Virkning under de Fo rhold i Bevægelseskrigen, som der her er Tale om. Jeg haaber, at ingen vil misforstaa det her udviklede derhen, at det ikke skulde være absolut nødvendigt at give den stærkest mulige Artilleristøtte til et A n greb, idet jeg forudsætter, at Beslutningen om et saadant altid maa grundes paa en vis Viden om, at der dog kan ventes nogen Modstand. Men lad os derfor ikke glemme, at Fodfolket skal hjælpe sig selv frem, hvor det kan — navnlig hvor ingen Modstand findes — og da heller ikke paakalde Artilleriets Hjælp, hvor denne ikke er paakrævet, hvilket ialfald fører til Forsinkelse af Manøvren. Mon nogen for Alvor vil tro, at enhver Manøvre i moderne Kamp vil være omhyggeligt, saa at sige skematisk organiseret efter de af Kaptajn Falkenberg omtalte Principper? Og at den nødvendige „prise de contact" ikke ofte maa søges saaledes, at der kræves Initiativ og Resoluthed hos Føreren fø r Artilleristøtte? De Principper, hvis Gyldighed i alle Tilfælde jeg her har tilladt mig at bestride, vil jeg tro navnlig støtter sig paa Studiet af de allieredes Frem rykning paa Vestfronten i Efteraaret 1918, karakteriseret ved Spring fremad fra Linie til Linie under Fordrivelse af Modstanderen ved metodisk anordnede Angreb, uden at Følingen almindeligvis kunde siges at være gaaet tabt, og idet man stadigt mødte haardnakket, vel forberedt Modstand for hvert Spring. Men saadanne Fo rhold er ikke et typisk Eksempel paa en Nutidskamp, men en særlig Kombination a f Stillings- og Bevægelseskrig, hvor det vel nok vil være muligt at organisere Forbindelsestjenesten, saaledes at Tiden for et Stillingsskifte kan forkortes, selv om et særligt A rtille riforbindelsesnet er nødvendigt. Men af de her omtalte og lignende Kampe at slutte, at enhver Fremrykning, der kan føre til Kamp, er umulig uden forud forberedt Artilleristøtte, er for farligt.
E. Koefoed.
