Af Kaptajn O. C. T. D. Wagn.
I en Artikelserie „Fodfolksmorteren og dens Anvendelse“ i M. T. September 1931 — A p ril 1932 søgte jeg at give Bladets Læsere en almindelig Redegørelse fo r Fodfolksmorteren (Teknik, Organisation og Skydning) og bebudede herved som A f slutning nogle A rtikle r om Fodfolksmorterens taktiske Anvendelse, belyst ved Eksempler. I det efterfølgende skal jeg søge at ind fri dette Løfte, idet jeg først fremdrager de almindelige Principper og slutter med en Samling Eksempler fra almindeligt forekommende Situationer. Saa ungt Mortervaabnet er i vor Hær, er det indlysende, at der endnu ikke har dannet sig Tradition for dets Anvendelse, og selv om vi i nogen Grad kan bygge paa fremmedes A n skuelser, skal vi dog — her som andre Steder — være varsomme med at følge de fremmede kritikløst, idet de lokale Forhold (Terrain, Organisation, Personellets Kvalitet o. s. v.) i høj Grad maa præge Metoderne. Fremstillingen a f Principperne er støttet paa de foreløbige Uddannelsesbestemmelser for Skytskompagnierne, og hvor Spørgsmaal endnu ikke er afklarede, har jeg fremsat min personlige Opfattelse a f Tingene til Overvejelse for interesserede Læsere og som evt. Grundlag for en Diskussion.
ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER
Paradokser er undertiden nyttige, naar det gælder om at gribe og fastholde en Sags Kerne, og ud fra denne Betragtning vil jeg sige: „Kunsten at bruge Morteren bestaar først og fremmest i ikke at misbruge den“ . Den taktiske Fører, der lader de ham underlagte Morterer skyde kritikløst paa alt, hvad der viser sig a f fjendtligt i Terrainet, eller giver sin Morterfører — der ofte vil være en ung uerfaren Mand — en almindelig Ordre til at støtte dette eller hint Kampforetagende, misbruger Morteren i højeste Grad. Han ødsler dens dyrebare Granater bort — „skyder Spurve med K anoner“ — eller overlader Ilden til Morterførerens Forgodtbefindende uden Garanti for, at denne unge Mand vurderer den taktiske Situation moden til Morterens Indgriben, eller kender Maalet værdigt til Morterbehandling i det hele taget. Enhver taktisk Handling hviler i Princippet: „Vurdering a f Situationen — Valg a f Maal og Midler. Dette Princip har i udpræget Grad Gyldighed for Morteren, da Ammunitionserstatningen til de ofte fremskudt kæmpende Morterer er vanskelig — særlig under Angrebet — og derfor sætter en Grænse for Valgfriheden af Morteren som Middel. Paa Baggrund af disse Betragtninger viger jeg ikke tilbage for at sige, at Morteren nok saa ofte er et tungt Nødhjælpsraaben som et slet og ret tungt Hjælpevaaben. Dette maa forstaas saaledes, at man overalt, hvor man kan bane sig Vej med Fladbanevaabnene alene, ikke bør sætte M orteren ind, undtagen naturligvis, hvor der er rigelig Ammunition for Haanden, og Erstatningsmulighederne er gode. „Kampreglement for Fodfolket“ giver i sit Pkt. 64 klart Udtryk for disse Tanker, idet det om Morteren under Bataillonens Angreb hedder: „Da den Ammunitionsmængde, der medføres, er ringe og vanskelig kan erstattes, maa intet Skud gaa til Spilde. Ilden maa derfor kun aabnes mod Maal, der virkelig er erkendt som stærke fjendtlige Modstandsreder (-punkter).“ I Forsvaret, hvor en Ophobning af Ammunition i og om Morterstillingerne er lettere end i Angrebet, vil Hensynet til Ammunitionsforbruget træde noget i Baggrunden, med mindre den almindelige Ammunitionssituation nødvendiggør Økonomi — og det tor man vist desværre regne med altid vil være Tilfældet hos os. Men hvad enten det nu gælder Angreb eller Forsvar, maa der altid tilstræbes den størst mulige Nyttevirkning a f Morterens Ild, og dette kan kun opnaas ved et intim t Samarbejde mellem den taktiske Fører og Morterføreren. Rollernes Fordeling herunder fremgaar af det foreløbige Morterreglements Ord om Valg af Maal, der lyder som følger:
„Morterens Hovedopgave i Angrebet som i Forsvaret er at bryde den fjendtlige Modstand, som Fodfolkets øvrige Vaaben ikke kan magte. Som Folge heraf er det a f største Betydning, at Morterens Ild bliver sat ind i rette Tid, paa rette Sted og mod de rette Maal. Den taktiske Fører, hvem Morterenheden i Øjeblikket er direkte underlagt, er den, der inden for det paagældende Kampomraade har bedst Overblik over Situationen. Han vil derfor bedre end Morterføreren kunne skønne, hvor Morterens Ild er nødvendig. 1'et gælder derfor som Hovedregel, at tint ,al;ti»l;c Fører overalt, hvor di t er muligt, nviger Maal for Mortcrcnu•. Morterføreren maa a f den Grund søge den snævrest mulige Forbindelse med den taktiske Fører og ved Valget a f Maal navnlig oplyse ham om, hvilke Opgaver Mortererne kan magte under Hensyn til den øjeblikkelige Ammunitionssituation. Hvis Forbindelsen med den taktiske Forer glipper, maa Morterføreren selv vælge Maal inden for den Ramme, der er givet ham gennem Førerens Befaling. Skønner han, at Morterhjælp er paakrævet, maa han ikke tøve med at skyde. Det maa ikke ske, at eget Fodfolk forbloder i fjendtlig Maskingeværild, medens en Morterfører staar uvirksom og venter paa Skudordre."
Saa meget om Samarbejdet. Man ser, at Morterføreren paa den ene Side er bundet, paa den anden Side skal handle efter Initiativ — en velkendt Dualisme inden for Taktiken. Vi kan jo passende samle det i en Nøddeskal ved at sige: „Morterffireren skal udvise maadeholdent Initiativ.“ Fo r den taktiske Fører kan vi paa tilsvarende Maade uddrage Essensen a f ovenstaaende i et lille Fyndord: „Vaagen K ritik over for Morteropgaverne — altid et Sideblik til Ammunitionskassen.“
DISPONERING OVER SKYTSKOMPAGNIET
Under Diskussioner om Morterens taktiske Anvendelse er jeg undertiden stødt paa den Opfattelse, at Skytskompagniet eller større Dele deraf bør anvendes samlet i Regimentschefens Haand som en Slags Støtteartilleri, en Opfattelse, der kan fin de Hjemmel i „Kampreglement for Fodfolket“ , Pkt. 32: ,,I Skytskompagniet har Regimentschefen et Middel til at lægge en stærk Ildkraft paa de afgørende Steder. Det afhænger a f Situationen, den tildelte Artilleristotte og Terrainet, i hvor høj Grad der skal underlægges Bataillonerne tunge Hjælpevaaben.“ Selvfølgelig maa Regimentschefen have Mulighed for i visse Tilfælde at anvende Skytskompagniet eller større Dele deraf samlet i sin Haand; men jeg vil dog stærkt betone, at disse Tilfælde maa betragtes som Undtagelsen, der begræfter den Regel, at Skytskompagniet 'normalt udstykkes til Ba taillonerne. En samlet Anvendelse af Skytskompagniet direkte under Regimentet har den Mangel, at Mortererne er for langt tilbage, kommandomæssigt eller (og) terrainmæssigt set. Dette medfører:
— at Meldevejen fra Fodfolk i Nod til Mortererne bliver for lang,
— at Punktmaal- er vanskelige for Morterførerne at opdage og stedfæste,
— at Observationen er mindre sikker, og Indskydningen som Følge heraf dyrere og mere langvarig, bl. a. ogsaa fordi Morterformationerne mangler de rent artilleristiske Hjælpemidler (med Personel) og derfor er henvist til Benyttelsen af primitive Skydemetoder,
— at Morterens Virkningsomraade i Dybden af den fjendtlige Front indskrænkes
— dette sidst og ikke mindst.
Retfærdighed byder dog at sige i samme Aandedræt, at tilbagetrukne Stillinger letter Ammunitionserstatningen meget; men til Gengæld gaar der mere Ammunition med i Løbet — man faar aldrig noget gratis. Det eneste, der efter min Mening kan retfærdiggøre en samlet Anvendelse a f Skytskompagniet direkte under Regimentet er: manglende Støtteartilleri. Men selv om Regimentet mangler Støtteartilleri, er det betænkeligt helt at unddrage Bataillonerne Morterer, og bestemmende for Overvejelserne i saa Henseende er først og fremmest Situationens Klarhed. Er Situationen uopklaret, f. Eks. under Angreb paa en fjendtlig Stilling, hvor Modstanden er vanskelig at lokalisere, kan det være hensigtsmæssigt til at begynde med at lade Skytskompagniet eller et Par Delinger a f det gaa i Lurestilling, rede til at gribe ind over for Overraskelser. Betimeligheden a f en samlet Anvendelse a f Skytskompagniet eller større Dele af dette vokser ,naar der foran Regimentets Front findes Maalomraader a f større Udstrækning, f. Eks. længere Skovkanter, Landsbyer o. 1. Der kan da være Tale om Ødelæggelsesskydninger, hvor Ønsket om at opnaa Virkning inden for kort Tid skynder til Koncentrationsild. A propos Skov: Under Kamp i det indre a f en Skov (især tæt Højskov) er Morteren til liden Nytte, idet Observation er vanskelig, og Friheden til Valg a f Stilling stærkt begrænset (Faren fo r Granatsprængninger i Trætoppene over Mundingen). Ved Kampen om selve Skoven maa Princippet derfor være : Morterstøtte under Angrebet paa Skovkanten, og naar Skoven er renset for Fjender, Stillingsskifte med Mortererne til den modsatte Udkant, Ildstillingen ofte inden fo r Skovkanten. Har Skytskompagniet været anvendt helt eller delvis samlet under Angrebet paa Skovkanten, vil der ved Stillingsskiftet muligvis være Grund til at afgive Morterer til Bataillonerne. — Medens en Skov, hvori der kæmpes, i det store og hele maa betragtes som en Hindring for Morterer, vil en Skov, fast i eget Fodfolks Haand, afgive gode Betingelser for Morteranvendelse, særlig hvis Skoven har Strækninger med lav Underskov og Krat, Lysninger, Brandbælter o. s. v. Mortererne kan da finde vel skjulte Stillinger i Skoven med Observation paa Bakker fo ran eller i Træer i Skovkanten (Skyde— Telefonforbindelse). A t holde igen paa Mortererne i en uopklaret Situation er for øvrigt ikke noget specifikt for Morterer, men i skøn H a rmoni med den gode gamle Regel for Disponering over Kræ fter i Almindelighed: „On s’engage partout, et puis l’on voit.“ Fo r en Fuldstændigheds Skyld noteres, at Terrainet kan være saa uoverskueligt, at Regimentet trods Ønske om samlet Anvendelse a f Skytskompagniet tvinges til at udstykke det til Bataillonerne. E r Situationen saa klar, at Regimentschefen ved, hvor han vil slaa til, bør han efter min Mening, selv om han mangler Støtteartilleri, lade Mortererne faa Maksimum a f skydetekniske Fordele i snævrest mulige Kontakt med Kampfronten ved at afgive Morterer til Bataillonerne i V Træfning. Han giver Kampen E ftertryk paa det ønskede Sted a f Fronten ved Uligevægt i Morterernes Fordeling, saaledes at Bataillonen paa den afgørende Fløj, eller den Bataillon, der har bedst Udsigt til at vinde frem, faar flere Morterer, medens de øvrige Batailloner faar enkelte eller slet ingen. V il Regimentschefen bevare sin Handlefrihed til i en given Situation at kunne forstærke Ilden paa et eller andet Plnkt a f Regimentets Front, kan han holde nogle Morterer f. Eks. 1 Deling (Li Stk.) i Reserve. Fo r Resten ynder jeg ikke Ordet „Reserve“ i denne Forbindelse, idet det antyder noget foreløbigt uvirksomt. Naar Regimentet kæmper, maa ikke en Morter være uvirksom i den gængse Opfattelse a f Ordet „Reserve“ . Morterer, der ikke skyder, maa altid være rede til (forberede) Ildaabning med kort Varsel, og benyttes Ordet „Reserve“ i en Befaling til Morterer, bør det derfor altid suppleres med en Ordre til „Lærestilling“ (klar til Skud, orienteret i en sandsynlig Skudretning), undtagelsesvis „Ventest illin g“ (Materiellet paa H jul, klar til at gaa i Stilling, evt. efter en kort Bevægelse i Terrainet). Paa Baggrund a f det foran anførte vil det have sin Betydning for Fodfolksførerne at komme til Klarhed over, hvilken Ildkraft der i Virkeligheden ligger bundet i en Morter, og jeg skal i saa Henseende drage en Sammenligning med den 75 mm Feltkanon, med hvis Pro jektil Mortergranaten kan sidestilles i Virkning.
Morterens største praktiske Skudhastighed er 18— 20 Skud pr. Minut, og det kan den præstere praktisk talt, saa længe man kan overkomme at føre Ammunition frem til den. Man ser heraf, at Morterens Ildkraft er rundt regnet dobbelt saa stor som Feltkanonens og egentlig kun et Spørgsmaal om den fo r Haanden værende Ammunitionsmængde. Til Oplysning for dem, der ikke har set en Morter arbejde, skal jeg anføre, at der fra en enkelt Morter under Virkningsskydning (Punktild) meget vel kan „hænge“ 8— 12 Granater i Luften paa en Gang. De falder med faa Sekunders Mellemrum som en Haglbyge og giver den Fjende, de har Bud efter, det absolutte Chock. Yderligere skal jeg oplyse, at den enkelte Morter kan spænde over et Flademaal, der er 100 Ts. bredt og op til 400 m dybt (Dybden bør dog ikke uden Nødvendighed bringes op til 400 m). Denne Flade kan „rives“ igennem 1 Gang med 16 Skud (Fladeild) i Løbet a f et Par Minutter, og saaledes at Sprængstykkerne fra de enkelte Nedslag har Overgribning. Ønskes Omraadet belagt med tættere Ild, „rive r“ man bare nogle flere Gange — blot der er Ammunition nok. Man vil nu forstaa, at 2 Morterer i en Regimentschefs Haand er en ganske god Ildreserve, og at en overdreven Samling a f Morterer let skaber et Overskud a f Ildkraft over for de Opgaver, der foreligger. Drejer det sig om Beskydning af Punkt nmal (Maskingeværreder o. 1.), vil en enkelt Morter mod hvert Maal være nok, og sætter man flere ind, løber man blot en unødvendig Risiko fo r at røbe Morterstillingerne og spilder Ammunition (Indskydning a f hver Morter for sig). Inden jeg forlader Emnet „Disponering over Skytskompagniet“ , føler jeg Trang til at gøre en lille A fstikker over i Ønskernes Land, vel vidende at trange økonomiske Forhold — i hvert Fald for Tiden — sætter Bom fo r alt fo r dristige Drømmes Virkeliggørelse. Men det kan i alle Tilfælde aldrig skade at klare sig sine Ønskers Maal. Med denne Motivering vil jeg paapege, at der i Mortervaabnet ligger store Muligheder for Hære med smaa økonomiske Midler til en relativ Forøgelse a f et svagt A rtilleri. Morterer er ganske overordentlig billige i Forhold til egentlig t A rtilleri, og med en Pjecevægt a f rundt regnet 1/10 af jævnbyrdige Artillerikalibre (75 mm F. K . : 500 kg — 81 mm Morterer: 55 kg) udslynger Morteren inden for sit Skudomraade paa ca. 3000 m (Minegranat: 1100 m) Projektiler af Virkning op til 10,5 cm Granater, og saa har det glatløbede Morterskyts endelig en langt større Ildudholdenhed og dermed Ildkraft end det riflede Artilleriskyts. Tænker man sig Fodfolket udstyret med et „RegimentsA r tille ri“ , baseret paa Mortervaabnet, og a f Ildkraft svarende til en 75 mm Artilleriafdeling, vil det normalt selv kunne varetage sine „Støtteartilleri-Opgaver“ , hvorved det egentlige A r tilleri — fritaget for Fodfolksopgaverne — kan anvendes helt som Korps- eller Divisionsartilleri paa de længere Sudafstande, overensstemmende med Artilleriets Natur: Koncentration og Masse. Mon ikke Artilleristerne vil hilse en saadan Ordning med Glæde? Det tør siges uden paa nogen Maade at forklejne A rtille riet, at Indførelsen af et „Regim ents-Artilleri“ ved Fodfolket som ovenanført vil muliggøre en mere effektiv Artilleristøtte for Fodfolket end under de nuværende Forhold. Det ligger jo nemlig i Sagens Natur, at Samarbejdet mellem en Regimentschef og det til hans Regiment organisk knyttede „A rtille ri“ , kommanderet af Morterofficerer, udgaaet a f det øvrige Fodfolk og havende intim Forstaaelse a f Fodfolkets K rav i enhver Kampsituation*), vil kunne bliver mere frugtbringende end Samarbejdet med de skiftende Støtteartilleriførere, og endelig: Forbindelseslinierne mellem „Støtteartilleri“ og Fodfolk bliver langt kortere end nu, dermed sikrere og hurtigere virkende. Naar jeg ovenfor advarede mod en for stærk Tilbøjelighed til samlet Anvendelse a f Skytskompagniet, maa denne Advarsel ses paa Baggrund a f den nuværende Morterorganisation, nærmere præciseret det ringe Antal a f 6 Morterer pr. Regiment. Ankerne mod den tilbagetrukne Anvendelse a f Morterer formeret i „Regiments-Batterier“ vil ogsaa delvis forsvinde, da.det er en Forudsætning, at saadanne „Batterier“ bør have bedre artilleristiske Hjælpemidler (f. Eks. Reliefkikkerter) og Meddelelsesmateriel end de nuværende og saa stor en „Batteritrop“ , at der kan anvendes længere udgaaende Sideobservatører, uden at det dermed være sagt, at vi skal ind paa „videnskabelige Artillerimetoder“ . En Anke, der kan rejses mod Morteren som Erstatning fo r egentligt A rtille ri til Støtteartilleri, er Morterens i Fo rhold til det egentlige A rtilleris korte Skudvidde a f 3000 m. Denne Anke vil dog svækkes noget ved en skønsom Anvendelse a f „Morterbatterierne“ netop med Henblik paa den relativt korte Skudvidde. Under Angreb maa Stillingsskifte altid ske ledvis, saaledes at Mortererne i en Udgangsstilling gaar i Stilling i 1’ Træ fnings Omraade og derefter søger skiftevis frem, idet ny Stilling altid tages godt fremskudt. Hvorledes kan man tænke sig en saadan Ønske-Organisation ?
Med Hensyn til den 60 mm Morter kunde jeg tænke mig ved Lejlighed at gøre den til Genstand for Omtale i en særlig Artikel — og skal hermed atter vende tilbage til Realiteternes Verden: Skytskompagniet paa de 6 Morterer ved Regimentet.
(Fortsættes).
