Log ind

Fodfolkets Udrustning

#

Om den Befalende mister sine Folk ved Fjendens Kugler eller ved Sygdom og Træthed, det kommer, seet fra et taktisk Synspunkt, ud paa Et. Hovedsagen er, at han mister dem. At formindske det Tab, som foraarsages paa sidstnævnte Maade, er derfor ligesaa vigtigt som ved Taktikens Hjælp at forringe det, Fjendens Ild er Skyld i;ja det faaer endnu større Betydning ved den Erfaring, at Kombattantstyrken som oftest formindskes i langt høiere Grad ved hin end ved denne Aarsag.

Blandt de sanitære Forholdsregler, som bør tages for at bringe det Tab, Kombattantstyrken lider, ned til det mindst mulige, er en hensigtsmæssig Beklædning ikke en af de mindst vigtige. For den, som personlig har erfaret, hvor meget Soldatens Sundhed og Udholdenhed er afhængig af Udrustningens Beskaffenhed, vil det derfor ikke synes overflødigt, at Principerne for Valget af Gjen- standenes Stof, Form og Farve samt Spørgsmaalet om Udrustningens Totalvægt gjøres til Gjenstand for Under­ søgelse, dels for om muligt derved at forbedre den nu­ værende Udrustning, dels for at belyse de overfladiske Meninger, der i saa Henseende saa ofte komme til Orde.

I. Gjenstandenes Stof, Form og Farve.

Valgetbestemmesaf: 1)Sundhedshensyn, 2)Hensigts­ mæssigheden som Arbeidsdragt, 3) at Farven ei bliver for iøjnefaldende, 4) Hensyn til det Økonomiske og 5) det Pyntelige.

Vanskeligheden ved at konstruere en Paaklædning, som tilfredsstiller disse forskjellige Hensyn, ligger i, at flere af dem kun kunne gjøres gjældende paa de andres Bekostning. Er Opgaven umulig — Erfaringen synes at tale herfor — saa gjælder det at komme paa det Rene med, hvilke Hensyn der bør tillægges størst Vægt, og da at offre de underordnede for de vigtigere. I vore Dage kan der næppe være Uenighed om, at Pynleliglieds-IIen- synet bør vige overalt, hvor det kommer i Strid med Hensynet til Sundheden og Fordringen til, at Dragten skal være bekvem at røre sig i. Paa den anden Side vilde det røbe Mangel paa Menneskekundskab, hvis man vilde betragte det Pyntelige som noget Ligegyldigt. Sol­datens Arbeidsdragt bør, saalænge den er saa god som ny, tillige kunne bruges som Høitidsdragt. i saa Hen­ seende burde man mere end hidtil benytte sig af Folk, der forstaae sig derpaa, som Malere og andre Kunstnere, og i saa Fald gjøre Uniformeringen til Gjenstand for en Prisopgave, i hvilken Friheden til at løse den forud var begrændset af, hvad der skyldes de andre Hensyn.

Almindelige Bemærkninger.

1. Stoffet bor i det mindste til en vis Grad kunne beskytte Legemet mod Kulde, Varme og Fugtighed. Hverken Planter, Dyr eller Mennesker kunne taale pludse­ lig Afkjøling. I henseende til at holde paa Legemsvarmensamt at indsuge Sved og anden Fugtighed, hvorved en langsommere Fordampning og som Følge heraf en lang­ sommere Afkjøling bevirkes, er Uld (Klæde) det bedste; derefter kommer Bomuld og saa Lærred. Evnen til at absorbere Solstraalerne er størst hos mørktfarvet Klæde, mindst hos hvidt Bomuldstøi. Derfor er det i et Klimasom vort rigtigst at benytte mørktfarvet Klæde. Manglerne ved Uld ere, at det er dyrere, vanskeligere at vaske, krymper ind og er Bærer af Smitstof. Klæder afVoxdug og Gummi beskytte bedst mod liegn, men hindre Hud­ uddunstningen. Stoffet bør være saa stærkt, at det i længere Tid, mindst et Aar, kan modstaae den Medfart, det er udsat for i Felten.

2. Formen. Klædedragten bør ikke sidde saa stram, at den hindrer Muskelvirksomheden, Blodomløbet og Hududdunstningen. Med Lommer bør den være rigelig forsynet, men derimod ikke med flere Knapper end nød­ vendigt, da disse i Felten vanskelig kunne erstattes. Af Hensyn til det Pyntelige bør Knapper, Beslag o. s. v. ei fordre megen Pudsning, thi dertil savnes i Felten ofte tilstrækkelig Tid. Formen bør være simpel, saa at Forarbeidelsen kan skee saa hurtig og billig som muligt. Hvor nødvendigt det af Hensyn til Ralliering er, ved Hjælp af iøinefaldende Kjendemærker at kunne skjelneIndividerne af de forskjellige Vaabenarter og Afdelinger fra hverandre, bør dog Forskjelligheden ikke være større end at man i en snever Vending kan benytte overtallige Beholdninger for en Vaabenart til dermed at forsyne de andre.

3. Farven. Af Hensyn til Fjenden bør den ei være for iøinefaldende. Rødt og Hvidt ere mest, Graat og Brunt mindre synlige i Frastand. Hensynet til det Pynte­ lige fordrer, at Farven er holdbar, og hvor flere anvendes, at de ved Sammenstillingen passe til hinanden (harmoni­ ske og karakteristiske Farvesammenstiliinger).

Hovedbedækning.

Stoffet. Man benytter enten Metal, Læder, Filt eller Klæde. Metal og Læder hindre Hududdunstningen, hvorfor Hovedbedækninger af disse Stoffer, endnu mere end ved Filt og Klæde, fordre Anbringelsen af Ventiler. Deres Ubøielighed foraarsager let Gnavning og Tryk, og gjør det ligesom ved de stive Chakoter, nødvendigt at forsyne Soldaten endnu med en blød Felthue, som han kan tage paa, naar han vil lægge sig ned for at søge Hvile. Da man for Fodfolkets Vedkommende ikke længere forlanger, at Hoveddækningen skal tjene som Dækvaaben, men kun være blød, let og beskytte mod Sol, Regn og Kulde, og da Filt krymper ind, naar det bliver vaadt, maa Klæde ansees for det bedste.

Skærmbillede 2023-10-30 kl. 15.51.05.png

Formen er ikke saa afhængig af Stoffet, som man undertiden forestiller sig. Der er Intet til Hinder for at forfærdige f. Ex. en Hjelm af Filt og en Chakot af Metal. Det naturligste er at give Hovedbedækningen Halvkugle­ form; dog maa den ikke berøre Issen, da dette bevirker Skaldethed. Er den fladpullet, bliver den let til en Regn­ beholder. Opadstaaende Skygge foran seer maaskee bedre ud end nedadgaaende, idetmindste træder Ansigtet derved mere frit frem, men Erfaringen viser, selv i de sydlige Lande, hvor Solstraalerne falde mere lodret, at den ofte foraarsager Øiensygdom. Til at beskytte Nakken mod Regn er et Voxdugs-Overtræk at foretrække for en stiv Skygge, der generer, naar Soldaten søger Hvile. I stærkt Solskin bør det aftages og, for de varme Landes Vedkommende, erstattes med et Overtræk af hvidt Bomuldstøi. Den saakaldte Stormhue, der baade kan beskytte mod Sol, Regn og Ørene, Nakken og Halsen mod Kulde, synes at være den mest praktiske Ilovedbedækning; den gjør uldne Halstørklæder, Kappehætte og Kappekrave overflødig og forebygger Ørepine, Halspine og andre slemme Følger af Bivouakeringer om Natten. Dog tør det ikke oversees, at den ogsaa let kan misbruges. En Vedet, hvis Hoved er aldeles indhyllet, vil næppe kunnevære ganske paalidelig, og en Soldat, som Dag ud, Dag ind er saaledes emballeret, vil inden kort Tid blive altfor følsom for Kulden. De ere indforte i Østerrig. Benyttes en blød Filthat bør Skyggen være opkrampet paa Siderne, for at ikke Vindfanget skal blive for stærkt og Hatten derved blæse af. Er Hovedbedækningen tung, maa den være afbalanceret, saa at dens Tyngdepunkt kommer til at ligge i Forlængelsen af Legemsaxen. Skulle de nu brugelige Felthuer kunne opfylde de nævnte Fordringer, maae de forsynes med nedadgaaende Skygge og ligesom under de slesvigske Krige med Voxdugs Overtræk. En let Klædes Chakot med Læderskygge for og bag i For­ bindelse med en Stormhue vilde opfylde baade Pyntelig­ bedens og Sundhedens Fordringer.

Halsbedækning.

Brugen af Beskyttelsesmidler for Halsen er en Vane­ sag. Matroserne bruge intet, og dog ere de nok saa meget udsatte for Veirligets Indflydelse som Soldaten. Størstedelen af det indkaldte Maedskab er imidlertid nu engang vant dertil, og Tjenestetiden er for kort til at vænne det til noget Nyt. Halsbind ere pynteligere end Halstørklæder, men de hindre let Blodomløbet, hvorfor man paa Marchen om Sommeren ofte nødsages til at lade Soldaten aftage dem. Faaer en Mand ondt underveis, er det Første man gjør, at befrie ham for Halsbindet. Siden 1872 bæres i Frankrig et blaat Bomuldstørklæde,hvilket er at foretrække for et stivt Halsbind med Spænde.

Undertøi.

a) Skjorte

Stoffet. Af Renlighedshensyn er hvidt Romuldstoi eller Lærred mest hensigtssvarende i Garnisonen; men i Felten, hvor Soldaten, selv i de varmeste Lande, daglig er udsat for den for hans Sundhed saa skadelige pludse­ lige Afkjøling, bør Uld foretrækkes.

Formen. Istedetfor Knapper bør Skjorten forsynes med Baand, dels for at kunne løsnes i Halsen, dels fordi de sidste ere lettere at erstatte under Feltforhold.

Farven. I Preussen hruges blaa og røde Skjorter, rimeligvis af Pyntelighedshensyn. Heinrich von Biilow paastaaer i «sin Taktik der Neuern», at den blaa Farve forebygger Utøi. Er dette virkelig Tilfældet, bør den absolut foretrækkes.

b) Underbenklæder.

De beskytte Legemet mod Urenlighed og kunne under et Vinterfelttog ikke godt undværes som Værn mod Kulden, idetmindste er det under saadanne Forhold ganske almin­ deligt, at Soldaterne, som næsten altid mangle dette Slags Undertøj, benytte deres hvide Lærredsbei:klæder dertil. Man seer gjennem Fingre dermed, fordi — det er saa koldt. I Preussen er hver Mand reglementeret med 2 Par Underbenklæder af graat Kaliko.

c) Strømper.

Stoffet bør være af Uld, da dette bedre end Bom­uld optager Sveden og er blødere for Foden.

Formen. Lange Strømper maa holdes oppe ved Baand, ved hvis lndsnoring Blodomløbet standser og bringer Benene til at svulme op. Det Skadelige herved bliver endnu mere fremtrædende, naar man husker paa, at Soldaten ofte i flere Uger ja Maaneder baade Dag og Nat maa være i Klæderne. Strømperne bør være saa rummelige ude ved Taaspidsen, at Tæerne ikke sammen­ trykkes. I de slaviske Lande som f. Ex. Østerrig og Rusland bruge Soldaterne Fodlapper. Fordelene ved disse bestaae i, at de ei behøve at stoppes, at de i Felten lettere erstattes og at de holde ligesaa længe som 2 Par Strømper eller Sokker; men naar de ikke omvikles rigtig, forskyde de sig let og gnave da Foden istykker. Den russiske Fodlap skal være den bedste. Den bestaaer af et talget Lærredsstykke og et Flonels Rullebind. Rulle­ bindet kan bedre anlægges jævnt om Foden, forskydes derfor ikke saa let og forhindrer Opsvulmning af Foden.

Farven. I den svenske Læge Westergrens Bog «Soldatens Helsovärd» advares mod de Strømper, somere farvede magenta- eller solferinorødt, ligeledes mod de, der ere farvede gule med Pikrinsyre, livilke Farver inde­ holde Giftstoffer, der inflammere Huden. Lidens naturlige Farve er den bedste. For Udseendets Skyld ere Strøm­per af sort eller halvt af sort og halvt af hvidt Uld at foretrække.

Fodtøi.

Stoffet. Overlæderet bør være tyndt og blødt Fedt­ læder. For at bevare Bøieligheden bør det indsmøres. Af de Smørelser, som kan faaes i Felten, er Tran den bedste. Indsmøringen maa helst skee, medens Støvlerne ere halvvaade, for at Trannen bedre kan trænge ind i Læderet.. Saalerne maa være tykke, dels for at kunne vare længere, dels for at beskytte Foden mod Tryk af skarpe Stene og andre Ujævnheder paa Veiene. At bestaae Saalerne med bredhovede Søm bar sine Mangler, men ogsaa sine Fordele. Sømspidserne gaae undertiden gjennem Saalerne og beskadige Foden; Jern er en god Varmeleder; men Stoffet, hvoraf Fodtøiet forfærdiges, bør belst høre til de slette, for at skjærme mod Kulde og Varme ; Sømbeslag gjør desuden Fodtøiet ikke saa lidt tungere. Men de Fordele, Kapitain Baron Bretton anfører i sit Forslag til en forbedret Beklædning og Udrustning, ere i Felten ikke uden Betydning. Sømmene gjøre Saalen mere holdbar og lette Forsaalingen; naar Hovederne paa Sømmene ere afslidte, indslaaes ved Siden af, delvis eller over det Hele, nye Søm, og dette kan gjøres 1 á 2 Gange, forinden der behøves en ny Saal. Hælene bør altid beslaaes med Sinker for ikke at blive skjæve.

Formen. Frederik den Stores og Napoleons Sol­dater brugte Sko og Gamacher. De ere langt fra saa tunge som Støvler med lange Skafter, og jo lettere Fod- tøiet er, desto større er Evnen til at marchere. De lade sig bedre tilpasse uden foregaaende Maaltagning; men de fordre lange Strømper og følgelig ogsaa de skadelige Strømpebaand. Den væsentligste Ulempe er, at Forbin­ delsen mellerp Skoen og Gamachen ikke tilstrækkelig be­ skytter mod Vandets Indtrængen. Tænker man derfor blot paa et Vinterfelttog med Alt hvad dermed følger, vil man snart blive enig om, at Støvler, der kunne trækkes uden paa Benklæderne, ere de hensigtsmæssigste, naar man vil have et Fodtøi, som passer til alle Forhold. Rytterietbør have lange Skafter; men for Fodfolkets Vedkommende er det unødvendigt at lade disse gaae høiere op end til midt paa Læggen. I Østerrig benyttes Snørestøvler, der sidde udenpaa tætsluttende Benklæder. Skafterne bør være bløde; ere de stive, hindres Gangen. Hælene maa være lave og brede, for at Legemets Vægt ikke skal falde paa den forreste Del af Foden, hvorved Tæerne trykkes mod Støvlesnuderne. Disse sidste bør være tilstrækkelig brede for at give Tæerne rigelig Plads. En lille Afhand­ling: «Om den rigtige Form afSkotøi, Foredrag holdt i Arbejderforeningen af 1860 af Oberstlieutenant Lundahl af Artilleriet«, angiver nærmere de vigtigste Principer for Maaltagning, Tilpasning og Syning af Fodtøiet, Principer, som først i den senere Tid ere begyndte at komme til deres Ret

Benklæder.

Stoffet. Der kan kun være Tale om Klæde. Om ogsaa Lærredsbenklæder ere tilstrækkelige om Dagen i den varme Aarstid, beskytte de dog ei tilbørlig mod Kulden om Natten. Selv i Algier har man atter maattet forsyne Soldaterne med Klædesbenklæder.

Formen. De bør være vide omKnæene og Læggen, for ei at stramme under Marchen, men snævre forneden, for lettere at kunne trække Skafterne paa Sokkerne og Støvlerne udenpaa Benklæderne. Disse maae bæres oppe af Selen, som dog ei maa gaae over Kors foran Brystet; derimod bør Spændetamp eller en Rem om Livet forkastes, da Soldaten derved let fristes til at stramme for stærkt, hvorved Underlivet sammensnøres og Fordøjelsen lider. Lommer kunne ikke undværes til Opbevaring af Penge­ pung, Kniv, Fyrtøi osv.

At bære Benklæderne indeni Støvlerne er i den senere Tid blevet meget almindeligt saavel hos os som i Preus­ sen og Frankrig. Man skjærmes derved bedre mod Støv og Kulde og undgaaer, at den nederste Del af Benklæ­ derne tilsøles og inden kort Tids Forløb slides i Stykker. At der trænger Regn ned i Støvlerne, kan let forhindres ved at false Benklæderne et Par Tommer ud over Støvle­ skafterne. Det vilde være heldigt, om den lier beskrevne Maade at bære Støvlerne paa, ikke alene var tilladt, men ogsaa reglementeret. I Anledning afParader kunde man jo pynte paa Udseendet, som f. Ex. blanke Skafterne, forsyne disse med en Dusk eller lignende Prydelser.

Vaabenfrakken.

Stoffet. Af de tidligere anførte Grunde bør delte være Klæde.

Formen. For ikke at hindre Blodomløbet, Muskel­ virksomheden og Ilududdunstningen bør den sidde løs om Skuldrene og Brystet. En Frakke, der sidder stramt, er desuden for varm om Sommeren og for kold om Vinteren. Under den italienske Krig i Sommeren 1859 indførte saavel Østerrigerne som Franskmandene derfor den Skik, at iføre sig Kappen istedetfor den snævre Frakke. Armene maae kunne røres frit, derfor maae Ærme­ gabene være tilstrækkelig udskaarne og Ærmerne vide; derimod snævre om tlaandleddet, for at skjærme mod Kulden. I det Hele taget bor Frakken være saa vid, at man uden Gene kan bære en Uldskjorte udenfor; den bor have 2 Bryst- og 2 Baglommer. Ærmegabene maae forsynes med Belægninger af Lærred til at tage imod Armsveden. Den opstaaende Krave maa ei være for snæver eller for stiv, saa at Blodomløbet i Halsen hæm­ mes; heller ikke for høi. Nedfaldende Krave eller ogsaa slet ingen Krave vilde være hensigtsmæssigere. Skjøderne maae ei naae længere end til midt paa Laar et, for ikke at være til Hinder i den knælende Stilling. Forsynes Frakken med 2 Rækker Knapper, saaledes som hoe os, dækkes Bryst og Mave bedre, end naar den som bos Preusserne kun har 1 Række Knapper. Disse bør væte broncerede; det seer pynteligere ud end hvide Knapper af Aletal, der ei ere pudsede.

En Bluse med Spændetamp bagtil, saaledes som den bruges i flere Armeer, opfylder bedst Foreningerne. Den sætter Soldaten i Stand til at afkjøle sig uden at blive forkjolet, saaledes som det nu ofte skeer, naar Frakken knappes helt op foran. Under Marchen atbnes Blusen i Brystet; hviles der, knappes blot til foran og Spænde­ tampen aabnes. Bluser passe Alle, hvormed de mange Vanskeligheder ved Iklædningen, navnlig i Tilfælde af hurtig Mobilisering, undgaaes.

Kappen.

Stoffet. Klædet maa have en saadan Beskaffenhed, at Kappen ogsaa virkelig kan beskytte mod Kulden. Stoffet maa ikke være for løst, saa at dc i al for høi Grad indsuger Vand, saaledes som Tilfældet er med de Kapper, vi i 1864 fik fra England. De fleste Slags Kapper blive ved at gjennemblødes af Regn 3 á 4 tungere. At finde et Stof, som baade er varmt, vandtæt og let, er en Opgave, som kun tilnærmelsesvis lader sig løse.

Formen. Lædertøiet maa kunne bæres saavel udenpaa som indenfor Kappen, derfor bor den have tilstrækkelig Vide og ved en Klædes Rem bag paa kunne gjøres tilstrækkelig snæver. linder Vinterfelttoget paa Krim forsynedes Franskmændene med en Kappe (la criméenne), hvis Form var oplaget efter de indfødte Tartarers. Den er en vid og lang Overfrakke med en Hætte og et lille Slag; Klædet er grovt, men varmt, og holder Regnen godt ude. Dr. Bandens, som paa Keiserens Befaling under­ søgte de sanitære Forhold paa Krim, anbefaler at for­ færdige Slaget af Kautscliuk, hvorved den vilde blive endnu mere uigjennemtrængelig. Var Slaget til at knappe af og paa, kunde det tillige benyttes som Underlag i Bivouakken, til at omvikle den sammenrullede Kappe med for at be­ skytte den mod Regn og muligt ogsaa som Teltstykke. Hætten beskytter Hovedet mod Kulde, Blæst og Fugtig­ hed og gjør Krave og alle komplicerede Hovedbedækninger overflødig. Skal imidlertid Kappen og Hætten kunne skjærme mod Kulden, saa inaae de ikke misbruges. Be­nyttes de til enhver Tid, selv paa Marchen i nogenlunde mildt Veir, forøges Modtageligheden for Kulden, og Sol­ daten har da ingen Nytte af den, naar der skaf bivouakeres. Efter Sigende har man i Preussen efter Vinterfelttoget 1871 indført Slag og Hætte. Det gaaer med Formen som med Stoffet; Bestræbelsen for at vælge den i sanitær Henseende bedste hindres ved den uundgaaelige Omstændighed, at Soldaten selv maa bære Kappen. Den russiske Kappe skjærmer bedst mod Kulden, men den veier 8 ht 19 Kvint. Den danske Kappes Middel-Vægt er 5 ht 6 Kvint. Den franske Kappe er den letteste, den veier 4 ht 28 Kvint.

Vanter.

Disse ere nødvendige om Vinteren. De bør være af Uld og strikkede som Bælgvanter. Fingervanter ere ei saa varme, da Fingrene i disse ei formaae at varme hverandre, de gaae desuden lettere i Stykker. For bedre at haandtere Geværet har man i den østerrigske Armee forsynet Bælgvanterne saavel med særskilt Pege- som Tommelfinger.

II. Udrustningens Vægt.

Hvorvidt tør man gaae i Henseende til Vægten af den Byrde, hvormed Fodfolket belastes i Felten?

I «Soldatens Helsovärd» af den svenske Militærlæge Westergren siges, at et Menneske, for saa vidt det ei skal benyttes som Lastdrager, ikke kan bære mere end 0,33 af sin egen Vægt. Den norske Læge Lindholm, der har skrevet om Infanteriets Oppakning og Ekvipering, angiver ogsaa 1/3 af Legemsvægten, som de« største Vægt en Mand bør bære, naar han nogenlunde skal bevæge sig uhindret. Legemsvægten er i Gjennemsnit 140 ht. Vægten af Byrden maa altsaa ei overstige 48 ht. Det samme kan Enhver sige sig selv, naar han husker paa, at Fodgjængeren, Officeren i det Høieste bærer 15 ht; og at man maa have naaet Maximum, naar Soldaten, der i Reglen ikke har flere Kræfter end de subalterne Of­ficerer, belastes med 3 Gange saameget.

Hvormeget bærer Soldaten eller, rettere sagt, hvormeget kan han i Felten komme til at bære? At angive dette nøiagtigtved en enkelt Vægtstørrelse er ikke muligt; thi Udrustningsgjenstandenes Vægt afhænger af Størrelsen og Tilfældigheder ved Forarbeidelsen. Forskjellen træder selvfølgelig endnu stærkere frem ved de al disse Sager, hvis Anskaffelse er overladt til Soldaten selv. — Hos os varierer Vægten af hvad Soldaten kan komme til at bære (see Tabellen) mellem ca. 70 og 80 ht, altsaa en Middel­vægt af 75 ht. Dette er omtrent 30 ht for meget.

Kan det være en Trøst, at de andre europæiske Hære ere ligesaa uheldig stillede, vil man finde den. Ganske vist fortælles der hist og her om Armeer, i hvilke Byrden er langt ringere; men undersøger man det nøiere, viser det sig, at der i Vægtangivelsen er glemt saa Et saa etet Andet. Snart er det Paaklædningen, snart Provianten, Ammunitionen o. s. v., som ikke er medregnet. For at kunne sammenligne disse uensartede Størrelser, maae de derfor først bringes til Ensbenævning.

Westergren angiver Vægten for de forskjellige Armeer i 1873 saaledes:

Skærmbillede 2023-10-30 kl. 16.04.21.png

Disse Talstørrelser angive kun Total-Vægten for Vaaben, Paaklædning, Reserve-Sager, Rekvisiter og Bæreapparat samt 60 Patroner. Lægges hertil livad der mangler i Udrustningen, og antages disse Sager at veie ligesaa meget som hos os (see Tabellen) faaes følgende Vægtforøgelse:

Skærmbillede 2023-10-30 kl. 16.05.22.png

Skærmbillede 2023-10-30 kl. 16.05.57.png

Totalvægten af de Sager, hvormed Frederik den Andens og Napoleon den Førstes Soldater vare regle­ menterede, angives til 60 ht; den franske Keisergardes endog til 70 ht. Da man vel dengang ligesom nu ogsaa har medført andre Gjenstande end de reglementerede, saa er det sandsynligt, at Soldaterne i ældre Dage have havt ligesaa meget at bære som nu. Men Alt gaaer fremad og bør gaae fremad, og derfor maa Udviklingen i denne Retning heller ikke staae stille. Det er aabenbart, at naar Byrden lettes, vil Soldaten vinde i Udhol­ denhed, og ikke, som det under Tilbagetog i tidligere Krige saa ofte er skeet, blive fristet til at bortkaste Vaaben og Bepakning. Men — vil man maaskee ind­ vende — har man tidligere kunnet udrette saa store Ting med den samme Byrde som nu, saa maa man vel ogsaa kunne gjøre det i Fremtiden. Ja, hvis Forholdene vare de samme som før, men det ere de ikke. Den alminde­ lige Værnepligt bringer ind i Hærens Rækker en Mængde Mennesker, hvis fysiske Kraft ikke er udviklet i den Gradsom Bondens; den medfører tillige en kortere Uddannel­ sestid. Evnen og Vanen til at bære 70 ht ere herved bievne ringere samtidig med at Fordringerne, i Retning af Bevægelighed, ere bievne større ved Indførelsen af Bagladevaaben og den deraf følgende udstrakte Benyttelse af den spredte Orden som Fægtningsformation. Tidligere hengik der Maaneder mellem Krigens Udbrud og det første Sammenstød, i hvilken Mellemtid Soldaten fik Tid til at vænne sig til Oppakningen. Nu derimod, hvor Alt gaaer med Jernbanefart, tørne Hærene efter faa Dages Forløb imod hinanden. Det indkaldte Mandskab, som i en Række af Aar kun har været vant til at bære høist 10 á 15 ht, belastes ikke lidt efter lidt, men strax med 4 til 5 Gange saa meget. Følgen af denne bratte Overgang er, at der bos Mange lægges Spiren til Lungekongestioner og hjertefeil, at Hærens Styrke snart forringes ved en Mængde Syge, og at mangen Soldat selv med sin bedste Villie ikke kan følge med, men maa slutte sig til Efternølernes store Skare. I Slaget ved Bov traf en Bataillons- chef en af sine Soldater liggende paa Marken. Paa Spørgsmaalet om lian var saaret, svarede Jyden: «A vil saa gjern’, men a ka’ it mer». Chefen, som foretrak at miste en Tornyster, fremfor en Mand med Tornyster, tillod ham at «permittere» denne, og nu gjorde Jyden sin Pligt.

«Oppakningsspørgsmaalet» — siger Korpslæge Lind­holm — «har derfor langt større Betydning for en uøvet end for en staaende Armee. Betegnende nok og til Støtte for denne min Opfattelse er det, at medens de preussiske og franske Militærlæger forholdsvis Lidet have at berette om de skadelige Følger af en uhensigtsmæssig Oppakning, er den amerikanske Literatur temmelig rig paa Tilfælde, hentede fra Nordstaternes nybagte Soldater under densidste Krig, ligesom for et Par Aar siden en engelsk Læge, A. Mayr, har paavist, at de ovennævnte Sygdoms­ tilfælde (Lungekongestioner og Hjertefeil) forekomme hyp­ pigere i Armeen end i Marinen og — saavidt jeg erindrer— specielt hyppig blandt Frivilligvæbningens Mandskaber.»

Midlerne til at lette Byrden ere: I. Vanen; II. en hensigtsmæssig Bæremaade; III. at aftage Bepakningen forinden Fægtningen begynder; IV. at kjøre Bepakningen; V. at forringe dens Vægt.

I. Vanen har ikke saa lidt at sige. I Slutningen af et Felttog bæres Tornysteren med en ganske anden Lethed end i Begyndelsen.

II. Ved Valget afBæremaaden gjøres følgende Regler gjældende:

1) At Bepakningen fortrinsvis anbringes paa de Steder af Legemet, som bedst taale Tryk, nemlig den øverste Del af Skulderbladene, Krydset og Hofterne.

2) At Byrden ikke udelukkende kommer til at hvile paa et af disse Steder, men fordeles paa passende Maade paa dem alle.

3) At de mekaniske Love for Ligevægten fyldestgjøres. Tænkes en Linie, Legems-Axen, dragen midt gjennem Legemet fra Hovedet til Foden, saa falder Lege­mets Tyngdepunkt i denne Linie lidt ovenfor Krydset. Legemet vil være i Ligevægt, naar Byrden anbringes paaet hvilket som helst Punkt i Legems-Axen, altsaa ogsaa naar den anbringes oven paa Hovedet. Det samme vil være Tilfældet, naar Byrden er lige stor paa begge Sider og ophængt i lige store Afstande fra Legemsaxen. Hvor disse Betingelser ikke ere tilstede, vil Tyngdepunktet flyttes; og i det Øieblik dets Projektion falder uden for den Polygon, som dannes af Føddernes Berøringspunkter méd Jordfladen, vil Legemet falde omkuld. For igjen attilveiebringe Ligevægten, kan man enten bøie Overkroppen eller udstrække en Arm til den modsatte Side, hvorved Tyngdepunktet atter flyttes tilbage. Ere disse Hjælpe­ midler ikke tilstrækkelige, kan man endnu anbringe en Kraft ved Hjælp af Musklerne. En Vægt paa 15 ht bliver ikke mindre ved at fordeles med 7,5 ht til hver Side, men ved denne ligelige Fordeling fritages man for at anvende en Del af sin Muskelkraft, til dermed at holdeJægernet i Ligevægt. En Spand Vand, som i alt veier 15 ht, er derfor langt vanskeligere at bære i een Haand, end naar den samme Vægt ved Hjælp af et Aag fordeles til begge Sider. Ifølge Statiken maa Modvægten være desto større, jo længere Vægten skydes ud paa den ene Arm af Vægtstangen. Heraf følger, at naar Byrden ikke lader sig bære paa Hovedet eller fordele til begge Sider, saa maa den søges anbragt saa nær Legemsaxen som muligt. Man føler derfor mindst Besvær ved at bære Tornysteren paa Skulderbladene; thi derved opnaaes, at Byrdens Tyngdepunkt fjernes mindst fra Legemsaxen, og ved at bøie sig forover kan man endog faae det til at falde lodret over Legemets Tyngdepunkt. Den Bevægelse, man saa ofte seer Soldaterne gjøre med Skuldrene, foratfaae Tornysteren, der er gledet ned paa Ryggen, høiere tilveirs, hidrører fra, at de have erfaret det Samme. Har man to Tornyste af samme Vægt, men hvoraf den ene er høi, bred og flad, den anden derimod lav, smal og tyk, saa. tynger den sidste mest. Er der Tale om at anbringe en Byrde f. Ex. et Kogeapparat paa Tornysteren, bør det, forsaavidt ikke andre Hensyn forbyde det, ikke anbringes bag paaLaaget; thi Tornysterens Tyngdepunkt vil derved flyttes længere bort fra Legemsaxen.

4) Det vigtigste Hensyn ved Bæremaaden er, at denne ikke vanskeliggjør Aandedrættet. Jo hurtigere man be­væger sig, og jo høiere Luftens Temperatur er, desto større er ogsaa den respiratoriske Virksomhed. Derfor generer Tornysteren mest paa Marcher om Sommeren. Frederik den Stores Soldater bare deres Sager i en Randsel, der lignede vore Jagttasker. Under de franske Revolutionskrige flyttede man den fra Krydset til Skuldrene,men derved opstod et Tryk af de i Randselen værende Sko, hvorfor man forandrede dens Form til den nuværende Tornysters. Hvad der mest er at indvende mod den Maade, hvorpaa Tornysteren bæres, det er de Remme, som gaae under Armene. De foraarsage, som Korpslæge Lindholm siger, «at Skuldrene trækkes bag over og Brystkassen derved tvinges til at indtage en stadig Indaandingsstilling, hvoraf Følgen bliver ufuldstændigt Aandedræt, Blodoverfyldning af Lungerne og forøget Arbeide for Hjertet.» Denne Tilbagetrækning af Skuldrene harman søgt at raade Bod paa, dels ved Bæreremmene, der hages ind i Livremmen, dels ved Tornysterbæreren, der over­ fører Vægten fra Skuldrene til Krydset. Ulempen vedBæreremmene er, at de udøve et Tryk paa Brystkassen. Imod Tornysterbæreren indvendes, at Krydset belastes for meget, at den skarpe Kant af Livremmen skjærer Hofterne, at Livremmen trækkes i Veiret, hvorved bevirkes, at Spændet, der foran holder Livremmen sammen, trykker Underlivet; endvidere at Tornysteren hopper op og ned under Løbet, og at der ei kan skydes i liggende Stilling, forinden Skruen paa Tornysterbæreren er sat ud af Virksomhed. Imidlertid kan det ikke nægtes, at Brystet befries for Trykket af Tornysterremmene. Den bedste Bæreniaade skal efter Alles Sigende være Kobbelsystemet, som skyldes den engelske Læge, Dr. Parkes. Det be- staaer — ifølge Kapitain Karmarks Beskrivelse — i det Væsentlige af en Vadsæk af blødt Læder, der anbringes i Høide med Lænderne og bæres i Seler, der krydse sig over Ryggen, føres over Skuldrene og fasthages fortil i Livremmen. Ved smaa horizontale Remme, der ere an­ bragte paa Siden afVadsækken og fastspændes fortil paaSelerne, forhindres Sækken i at slingre til Siderne under Gangen. Feltkappen sammenlagt i en rektangulær Pakke og indsvøbt i et vandtæt Stykke, anbringes ovenover Vad­ sækken og fastspændes ligeledes ved Remme til Selerne. Kogekjedelen er endelig anbragt udvendig paa Vadsækken. Paa Livremmen findes fortil 2 Patrontasker. Saavel i Frankrig og Tyskland som i Norge og Sverrig har dette System fundet Anerkjendelse baade hos Lægerne og de Militære. Vadsækken med Remme, Livremmen, de 2 Patrontasker og det vandtætte Stykke veier i Alt 3 ht 79 Kvint. De tilsvarende Sager hos os, nemlig: Bolsters Tornyster, Kapperem, Kappebærerem, Tornysterbærer, Livrem med Sværdtaske og Lommetasken veie tilsammen 5 ht 81 Kvint. Ifølge Alg. milit. Zeitung Nr. 51 og 521871 benyttede Preusserne under Felttoget 1870 deres Kappe baaren en bandoulière som Bære-Apparat. Denne Bæremaade er ikke ganske fri for at trykke Brystet, men Aandedrættet lettes dog betydelig ved, at selve Tornysterens Vægt falder bort.

III. At gjøre Soldaten mere bevægelig og udholdende ved, forinden Fægtningen begynder, at lade ham aflægge Oppakningen er et Middel, der ofte er blevet forsøgt, forkastet og desuagtet atter benyttet. At man uden Farekan gjøre det overalt, hvor Sandsynligheden taler for, at man vender tilbage, hvorfra man er kommen, som f. Ex.ved Patrouilleringer, Rekognosceringer, Forsvaret af og Angrebet paa befæstede Punkter, er en Selvfølge. Men Spørgsmaalet er, om det ogsaa kan gaae an, naar der fægtes i aaben Mark. Marchal Marmont berører denne Sag i sine Memoirer og yttrer Følgende herom.

«I Slaget ved Austerlitz benyttede Russerne sig for sidste Gang af en Skik, som de hidtil ufravigelig havde fulgt. For at kunne attakere med større Hurtighed og Kraft, aflagde de nemlig Tornystrene samtidig med, at de gik over til Angreb. Ingen Militær, som veed, hvor vig­ tigt det er for Soldaten at bevare det Lidt, han har af Skotøi, Linned og Ammunition, fordi Sundhed, Velbefinde og Kampdygtighed i saa høi Grad ere afhængige heraf— vil kunne fatte, hvorledes man har kunnet indføre en saadan Skik. Et af to: enten seirer man eller man be- seires; i sidste Tilfælde mister Hæren sine Tornystre og maa underkaste sig de heraf flydende Følger; men selv om man til Slutning vinder Slaget, saa hændes det dog ofte, at man forinden har maattet gjøre en tilbagegaaende Bevægelse, og saa kan man alligevel risikere at miste dem. Sæt imidlertid, - at man er saa heldig bestandig at kunne avancere, saa fjerner man sig efterhaanden mere og mere fra sin Bagage og vil, efter at have tilbagelagt1 eller 2 Mil, blive nødt til at standse Forfølgelsen og lade Fjenden i Ro, for at faae Ledighed til at hente de tilbageblevne Tornystre, hvorved der tabes en uvurderlig Tid. Den franske Armee tog ved Austerlitz mere end10,000 Tornystre, der fandtes liggende i snorlige Rækker paa det Sted, hvor de russiske Korpser havde været placerede om Morgenen. Denne Skik er med Undtagelse af saadanne Tilfælde, hvor et befæstet Punkt skal angribes eller forsvares, noget af det Ufornuftigste, man kan tænke sig,, og Russerne have heller ikke siden gjenoptaget den. Der er 5 Ting, har Napoleon sagt, som en Soldat aldrig bør skille sig fra: Gevær!, Patroner, Tornyster, Proviantog Skanseredskaber. Man bør — tilføiede han — gjøre Tornysteren med dens Indhold saa let som mulig, men Soldaten maa altid have den hos sig. Skjøndt disse Sandheder ere almindelig anerkjendte, fremgaaer det dog af Krigshistorien, at man i den varme Aarslid hyppig er bleven tvungen til at handle herimod. Man har hellere villet lade Oppakningen i Stikken, og saa tage Følgerne heraf, end ved at beholde den paa, udsætte sig for at tabe Slaget.

Den 12te August 1759 marcherede Frederik den Store omMorgenen mod Russerne og Østerrigerne, som havde taget Stilling ved Kunnersdorf. Det var en tryk­ kende næsten kvælende Varme, og Kongen saae sig nød­ saget til at lade Mandskabet aflægge Oppakningen. Sombekjendt tabte han Slaget og har rimeligvis ogsaa tabt alle sine Tornystre. Ved Solferino (Juni 1859) lagde Franskmændene Bepakningen; men de Regimenter, som umiddelbart efter Slaget maatte forfølge Østerrigerne, savnede den i høi Grad om Natten og de paafølgende Dage. I «Praktische Rückblicke auf den Feldzug von 1866» fortælles, at ved Indrykningen i Bøhmen (Juni) af­ lagdes baade Pikkelhue og Bepakning; kun enkelte Ba- taillonschefer vare saa betænksomme at lade Mandskabet beholde Kappe, Kogeindretning og Patroner. Efter enhverFægtning maatte der anvendes megen Tid og Møie med at hente Bepakningen, som i'Almindelighed gjenfandtes i udplyndret, fortraadt og overkjørt Tilstand. Han ud­ bryder: «Hvad vilde der være bleven af vore Soldater, hvis Fjenden havde seiret, og de ved en tilbagegaaende Bevægelse havde mistet Bepakningen, og altsaa havde maattet savne Kappe, Kogekar osv.» Preusserne, som i 1866 havde været nødsagede til at lægge Bepakningen, fordi det ellers vilde have været en fysisk Umulighed atfyldestgjøre de Fordringer, der stilledes til dem, men som paa den anden Side ogsaa havde modtaget et uudsletteligt Indtryk af de Ubehageligheder, Savnet af Bepakningen medførte, indrettede sig i 1870, da de igjen skulde føre Krig i den varme Aarstid, paa følgende Maade: Forinden de aflagte Tornysteren udtog de 1 Skjorte, 1 Par Strømper, 1 Par Gymnastik-Sko, Patroner og nogle Toilet-Rekvisiter, hvilke de rullede ind i Kappen. Koge-Apparatet spændtesudenpaa. Benyttedes Kappen, bleve Sagerne puttede i Kappelommerne og Koge-Apparatet spændt bag paa Liv­ remmen. Paa denne Maade blev Byrden betydelig lettet; og at Soldaterne ikke følte Savnet af Tornystrene, be­ vises ved, at de vare alt andet end glade, da de efter 4 Ugers Forløb fik dem igjen.

IV. Men hvorfor — spørges der ofte — lader man da ikke Oppakningen transportere paa Vogne? Paa den Maade vilde man ikke miste Tornystrene, naar Ilæren efter et tabt Slag maatte trække sig tilbage, eller savne dem, naar man efter en Seir rykkede fremad. Det vildeda ikke være under Fægtningen alene, at Soldaten fik mindre at bære paa, men ogsaa under forcerede Marcher,hvor det gjaldt om f. Ex. enten at kaste sig ind paa Fjendens Retrætelinie eller unddrage sig hans Forfølgelse.Det kan ikke nægtes, at Fordelene vilde være uberegne­lige, og var der ingen andre Ulemper ved en saadan Foranstaltning end den, at Hærens Train blev forøget, vidle vi — naar der var Tale om en mindre Armee —bifalde den. Saavel Tornystrene som Kompagniets øvrige Bagage lader sig befordre paa 2 tospændige Vogne, og Forøgelsen af Trainet vilde kun blive 1 Vogn, 3 Heste og 1 Kjørekudsk pr. Komp. Desværre lader Opgaven sig ikke løse paa denne Maade. Befandt Kompagniet sig altid i sluttet Orden, og kunde det altid lade sine Vogne følge umiddelbart efter sig, saa lod det sig gjøre; men dette er kun Tilfældet paa Reisemarcher. Hver Gang Kompagniet spreder sig, enten det nu er for at opstille sig i en Sikkrings- eller Fægtningsformation eller for at gaae i et spredt liggende Kantonnement, vil Soldaten ikke kunne faae fat i sin Bepakning og igjen skille sig ved den, naar han vil. Vanskeligheden bliver endnu større ved Nødvendigheden af at lade Vognene, for at de ikke skulle hindre Armeens Bevægelser, opholde sig 2 Mil bag Fronten, hver Gang der kan ventes et fjendtligt Sammenstød. Disse Forhold bevirke, at der kun kanvære Tale om at kjøre Tornysteren; Kappen og Reserve- Ammunitionen maa Soldaten altid have hos sig. Men sæt, at ban bliver saaret, falder i Fangenskab eller sen­ des til Lazaretet, hvorledes skal han da, hvad han i saa Fald liaardt trænger til, faae fat i sin Tornyster, naar Vognen befinder sig et eller andet Sted i Verden, om hvilket man kun med Vished veed, at det ligger mindst 2 Mile derfra. Ved at lade Tornystrene kjøre, kan det ikke undgaaes, at man ofte kommer til at savne dem. De preussiske Soldater, som aflagde deres Tornystre kort før Slaget ved Gravelotte, saae dem ikke igjen før en Maaned efter. Selv paa en Reisemarche til Leiren viser det sig, at Officererne ofte maa vente i flere Timer, efter at de ere komne i Kvarter, inden Bagagen kommer dem i Hænde. Vi see heraf, at hvad enten Tornystrene af­ tages forinden Fægtningen eller de kjøres, vil Soldaten ofte i længere Tidsrum være henvist til det, han person­ lig fører med sig; og man kan derfor ikke udstrækkeBenyttelsen af disse Midler, skjønt de nok lade sig bruge i de enkelte angivne Tilfælde, til alle Forhold.

V. Det eneste praktiske Middel til at lette Byrden er at forringe dens Vægt ved at gjøre de enkelte Udrustningsgjenstande lettere og ved at indskrænke deres Antal. Hvor nødig man end griber til den sidste Udveiaf Frygt for at udsætte Soldaten for følelige Savn, saa erder dog en Mulighed for at turde vove det i den Om­ stændighed, at han for Tiden ikke alene medfører, hvadder er absolut nødvendigt, men tillige en Del Sager, hvis Bestemmelse strængt taget kun er at erstatte, hvad der eflerhaanden bliver kassabelt. Ved at medføre et pas­ sende Antal Fodtøi, Skjorter, Strømper paa Bagagevognen,ved at lade sig det være lige saa magtpaaliggende i retteTid at komplettere denne Beholdning, som Tilfældet eri Henseende til Ammunitionen, Provianten, og ved en forøget Aarvaagenhed fra Befalingsmændenes Side i at paasee Udrustningens Vedligeholdelse, troe vi, at man vedvor Tids forbedrede Kommunikationsmidler uden stor Risiko kan indskrænke Undermunderingen til 1 Par lette Sko, 1 Skjorte og 1 Par Strømper, foruden hvad der hører til selve Paaklædningen. Ganske vist kan der tænkes Tilfælde, hvor det er umuligt i rette Tid at forsyne Hæren enten ved Tilførsler eller ved Indkjøb paa Stedet. Saaledes befalede Napoleon, da han 1806 sendte Marchal Marmont til Dalmatien, at forsyne hver Mand med 3 Par Sko og flere Skjorter end sædvanlig, fordi der i det nævnte Land var Mangel baade paa Læder og Lærred. I det Felttog, Preusserne i December 1870 førte mod den franske Loire-Armee, og hvor alle Tilførsler vanskelig­ gjordes ved, at Befolkningen ødelagde Jernbanerne og angreb Transporterne, var der mange Batailloner, i hvilke der fandtes Folk, som gik med bare Ben i Træsko og med Lærreds-Huxer. Der gaves Kompagnier, i hvilke der fandtes over 40 Mand, som vare blottede for Skotøi, men saadanne extraordinære Forhold ville vi næppe møde,saalænge der kæmpes i vort eget Land og i hvert Fald er det ikke de usædvanlige, men de almindelige Forhold, som bør være Rettesnoren.

Af medfølgende Tabel vil det sees, at Middelvægten af hvad Soldaten for Tiden kan komme til at bære og den, hvortil den foreslaaes nedbragt, udgjør:

Skærmbillede 2023-10-30 kl. 16.15.52.png

Denne Forringelse af 15,83 ht vil kunne opnaaes ved paa følgende Maade at reducere Udrustningsgjenstandenes Antal.

A. Vaaben med Tilbehør.

Den 3die Del af Mandskabet, som bærer Spade, for­ synes kun med 60 Patroner, de andre med 90 Patroner pr. Mand. For de Spadebærende vil Vægten derved blive formindsket med 2 Bundter Patroners Vægt = 1,46 ht

B. Paaklædning. — C. Reserve-Sager. — D. Yderligere Bagage.

At Soldaten medfører en Reservedragt til at kunne skifte med, naar hans Paaklædning skal vaskes, istand­ sættes, rengjøres eller tørres, er nødvendigt. I saa Hen­ seende vil 1 Skjorte, 1 Par Sokker og 1 Par lette Sko være tilstrækkeligt, naar der paa Bagagevognen medføres en Beholdning af ca. 25 Uldskjorter, 50 Par Uldsokker, 50 Par Saaler og Flikker og 25 Par Støvler til Ombytning af hvad der efterhaanden bliver kassabelt. Beholdningen vil næppe behøve at være større, fordi Mandskabet hyp­ pigt forsynes enten hjemme fra eller ved frivillige Gaver og under almindelige Forhold finder Ledighed til selv at anskaffe sig hvad det mangler. For Fodtøie;s Vedkom­ mende vil den sidstnævnte Maade være at foretrække fremfor at skulle tye til Beholdningen, da Soldaten derved lettere opnaaer at faae Støvler, som passe ham. Bagage­vognen bør være 2spændig, ikke alene for den nævnte Beholdnings Skyld, men ogsaa for at kunne medføre Skomagernes Værktøi, de overflødige Geværer, hvoraf der altid haves en Del tilovers, samt om Vinteren et saa stort Antal uldne Tæpper, som svarer til Halvdelen af Kompagniets Styrke.

Istedetfor 3 Lærredsskjorter forsynes hver .Mand til Feltbrug med 2 blaa Uldskjorter, som leveres af Staten. De veie mindre og varme mere. De 2 Uldtrøier og Vesten blive derved overflødige. Er det meget koldt tages begge Uldskjorter paa. Dreils Frakken kan ligeledes falde bort. Iført Dreils Benklæder eller Underbuxer, Uldskjorten og Kappen vil Soldaten være tilstrækkelig beskyttet mod Kulden, medens Vaabenfrakken og de blaa Klædes Benklæder tørres eller rengjøres. Den franske Læge Dr. Bandens siger i sin Rapport om Forholdene paa Krim følgende:

«De engelske Soldater havde hver 2 Flonelsskjorter. Intet er sundere end Uld; om Vinteren giver det en be­ hagelig Varme og vedligeholder lindens Virksomhed; om Sommeren forebygger det, at Hududdunstningen under­ trykkes. Araberne bære kun uldne Klæder; vore Matroser benytte dem under alle Himmelstrøg. 2 uldne Skjorter veie ikke mere end 1 almindelig Soldaterskjorte. I For­ ventning om, at man vil indføre den uldne Skjorte for Soldaterne i Felten, vil jeg for det Første forlange, at man giver den til alle de Syge i Hospitalerne og Ambulancerne.»

Hos os bære de Værnepligtige fra Ærø og vistnok fra flere andre Steder kun blaa Uldskjorter. Vel ere de vanskeligere at vaske end Lærredsskjorter; men kunne Matroserne lære dette Kunststykke, saa lader det sig vel ogsaa lære af Soldaterne.

De lange Strømper med de skadelige Strømpebaand erstattes med 2 Par uldne Sokker. Et Par Dreils Ben­ klæder kan ikke undværes, naar de Klædes Benklæder skulde tørres, rengjøres eller istandsættes. Da de under et Vinter-Felttog i Almindelighed benyttes som perma­ nente Underbuxer og som Følge heraf snart blive til Pjalter, vil det være rigtigst ved Vinterens Begyndelse at forsyne hver Mand endnu med 1 Par Bomulds-Under­ buxer, for saa vidt man ikke foretrækker, naar Sommeren er forbi, at bytte Dreils Benklæderne om med 2 Par Underbuxer.

Et Par Støvler vil i Heglen kunne holde et Felttog ud, for saa vidt de ere nye ved Udrykningen. Ved Hjælp af 2 á 3 Kompagni-Skomagere og tilbørligt Tilsyn fra Befalingsmændenes Side ville Reparationerne kunne ordnes saaledes, at de blive udførte fra den ene Dag til den anden. Et Par lette Gymnastik-Sko for at kunne skifte med efter en anstrængt March, eller naar Støvlerne skulle rengjøres eller istandsættes, er nødvendigt. Under et Vinterfelttog vilde franske Træsko eller Trætøller være at foretrække, naar blot Soldaten ikke skulde bære dem. Efter Forslaget vil Soldatens Klædningsstykker kun komme til at bestaae af:

1 Hue med Voxdugs Overtræk,
1 Halsbind,1 Vaabenfrakke,
1 Par Klædes Benklæder med Seler,
1 Par Dreils dito,
1 Kappe,
2 uldne Skjorter,
2 Par uldne Sokker,
1 Par Støvler med lange Skafter,
1 Par Gymnastik-Sko,

hvortil om Vinteren endnu føjes:

1 Par Underbuxer,
1 Par Vanter og
1 uldent Halstørklæde.

Vilde denne Forsyning være mindre tilstrækkelig endden nuværende?

E. Rekvisiter.

De 26 Rekvisiter indbyde stærkt til at formindske deres Antal; men — Totalvægten er kun 2,25 ht; de ere Mandskabet til megen Gavn, og i Tidens Løb reduceres Vægten af sig selv. Ved et Felttogs Slutning er der kun meget Faa, som endnu ere i Besiddelse af et fuldstæn­digt Sæt Bepaknings-Rekvisiter.

F. Proviant.

Den sidst approberede Feltflaske rummer kun 2 Pægle. Vægten af dens Indhold vil derfor i Fremtiden kun blive 1 ht.

Middags Portionen bestaaende af:

Skærmbillede 2023-10-30 kl. 16.22.26.png

er ikke medregnet i Tabellen, fordi den i Reglen med­ føres paa Proviantvognen og bliver spist strax efter Ud­leveringen.

G. Bære-Apparat.

Naar man undtager, at Soldaten benytter Tornysteren som Hovedpude og til at sidde paa, saa har han ellers ikke nogen direkte Nytte af det hele Bæreapparat. Det veier 8,46 ht, og der er derfor stærk Opfordrtng til at søge efter Midler til at formindske dets Vægt.

Efter den ovenfor foreslaaede Sammensætning af Soldatens Klædningsstykker ville de Sager, som skulle op­bevares i Tornysteren, komme til at bestaae af:

Skærmbillede 2023-10-30 kl. 16.24.51.png

synes at være urimeligt. Vi foreslaae derfor, at Tornyster og Tornysterbærer aldeles falde bort, at 60 Patroner bæres i Lommetasken, og at de andre Sager tilligemed de øvrige Patroner rulles ind i Kappen, saaledes som Preusserne gjorde i Frankrig. Tages Kappen paa, fordeles de nævnte Gjenstande i Kappe-Lommerne. Paa denne Maade vindes 4,42 ht; det Generende og for Sundheden Skadelige ved den nuværende Maade at bære Tornysteren paa falder bort, og der opnaaes tillige en tilforladelig Garanti for, at de uerfarne Soldater ikke frivillig belæsse sig med overflødige Sager. En Ulempe ved den foreslaaede Bæremaade er, at Soldaten, hver Gang han skal have Kappen paa eller rulle den sammen, maa flytte de nævnte Sager; men det vil næppe falde vanskeligt at finde paa en praktisk Maade, hvorved de altid kunne opbevares i Kappelommerne, hvad enten Kappen bæres paa Kroppen eller rulles sammen. Gymnastik-Skoene, Rekvisiterne og de Patroner, der ikke opbevares i Lommetasken, kunne f. Ex. anbringes i Bag­ lommerne; Lommetørklædet og Sokkerne i den ene, de Dreiels Benklæder i den anden Brystlomme og Uldskjorten i en indvendig Lomme i Ryggen af Kappen; derved opnaaes tillige, at denne bliver varmere.

Benyttelsen af Kappen som Bæreapparat er et Middel, der altid staaer til Raadighed og — koster ingen Penge. Vilde man indskrænke sig til blot at anvende det under overordentlige Forhold, kunde Tornystrene aflægges paa Jernbanevogne, og ved disses Hjælp hurtig bringes i Sikker­ hed, indtil Forholdene igjen tilstede at lade dem afhente.

Paa den anførte Maade vil Vægten selv under de mest ugunstige Forhold, som naar Reserveportionen er udleveret og Klæderne gjennemblødte, i det Høieste blive 58,42 ht. Under almindelige Forhold vil den om Vinteren være 49,53 ht og om Sommeren, hvor det især gjælder om at lette Byrden, 48,38 fb, idet et Par Underbuxer (0,75 ht), et Par Vanter (0,20 ht) og et uldent Halstørklæde (0,20 ht) falde bort. Vægten er for Sommerens Vedkom­ mende endnu 2,38 ht for stor; men ved at benytte det andet foreslaaede Middel: at gjøre Udrustningen lettere, vil den kunde bringes ned til 46 ff, naar der blot paa hver enkelt Gjenstand vindes nogle Kvint. I saa Hen­ seende bemærkes:

Vaaben med Tilbehør.

Efter Sigende har man i Preussen konstrueret et Gevær, som imidlertid ikke er fundet hensigtsmæssigt, hvor Viskestokken er indrettet til Bajonet. Kunde det lykkes at realisere denne Idee, vilde man ved at lade Sabel Bajonetten falde bort vinde 1,63 ht.

Paaklædning.

Hvis man ligesom i Østerrig indførte Stormhner, der ikke veie mere end vore Felthuer, behøvede man ei at tillade Mandskabet at bære uldent Halstørklæde under et Vinterfelttog og kunde spare Regnhætte. Gevinsten vilde i blive 35 Kvint. Den franske Kappe er 0,78 ht lettere end vor; den Kappe, som brugtes i den Iste slesvigske Krig, var ligeledes lettere end den nu brugelige og dog fyldestgjørende.

Rekvisiter.

Nogle af disse kunne være fælles for flere af Sektions­ eller i al Fald for Rodekammeraterne. Ved at reducere Middelvægten til Minimumsvægten(see Tabellen) vindes 0,29 ht.

Proviant.

Tillade Omstændighederne at uddele Brød for 1Dag adGangen, vindes 1,50 ht, og man undgaaer, at Soldaten selv skaffer sig denne Lettelse, ved at give sit Brød bort.

Bære-Apparat.

Feltflasken veier 1,50 ht, dens Indhold kun 1 ht; et Misforhold, som bør hæves, hvis det er muligt.

Ved paa den her antydede Maade at gjøre Gjenstandene lettere vil man, uden at overskride 46 ht, kunne forsyne Soldaten med endnu en Lommetaske og et Stykke vandtæt Tøi, der tænkes rullet omkring Kappen, naar denne bæres en bandoulière. Hensigten dermed er at formindske den Vægtforøgelse, som hidrører fra, at Klæ­derne gjennemblødes af Regn, og som kan stige til 7 ft. At alunere Klæderne har ei vist sig praktisk; efter kort Tids Forløb bliver Aluneringen mere eller mindre afslidt, og Gjennemblødning finder da alligevel Sted. Mulig kunde det vandtætte Stykke tillige benyttes som Regnslag, Underlag i Bivouakken og maaskee ogsaa som Tellstykke.

Skulde det lykkes Opfindsomheden at formindske Vægten saa meget, at man ei behøvede at tye til det foreslaaede Middel at indskrænke Patron-Antallet for de Folk, der bære Spade, samt at man desuden kunde for­ syne Alle med en Koge-Indretning (1,19 ht) og af Pynte­ lighedshensyn med en Klædes Chakot (0,50 ht) foruden Felthuen, vilde det være saa meget desto bedre.

Paa hvilken Maade faaer man den heldigste Løsning af dette saa vigtige Spørgsmaal? Vi troe, at det langt bedre end ved Kommissioner vil opnaaes ved en Pris­ opgave, hvis Bedømmelse baseres paa den almindelige Dom hos Soldaterne; thi den, der har Skoen paa, veed bedst, hvor den trykker.

Skærmbillede 2023-10-30 kl. 16.32.09.png

Skærmbillede 2023-10-30 kl. 16.33.57.png

Skærmbillede 2023-10-30 kl. 16.34.12.png

Skærmbillede 2023-10-30 kl. 16.36.04.png