Log ind

FN og regionalt samarbejde - Subsidiaritetsprincippet anvendt på Afrika

#

Bjørn Møller.

Bjørn Møller er Ph.D. i statskundskab og MA i historie. Han var seniorforsker ved Center for Freds- og Konfliktforskning (COPRI) fra dets oprettelse i 1985 indtil det blev en del af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor han i dag er seniorforsker ved afdelingen for udviklingsforskning. Han underviser deruden ved Institut for Statskundskab og ved Center for Afrikastudier, Københavns Universitet.

Siden den kolde krigs afslutning er det blevet stadig mere udbredt at tale om, at regionale organisationer skal spille en fremtrædende rolle i bevarelsen eller endog skabelsen af fred i deres respektive regioner. Dette begrundes ofte med henvisning til normen om “subsidiaritet”. I denne artikel vil såvel argumenter for som imod anvendelsen af princippet på Afrika blive skitseret, ligesom det faktiske samspil mellem FN og afrikanske regionale og subregionale organisationer vil blive belyst.

Subsidiaritet: Pro & Contra

Subsidiaritetsbegrebet stammer oprindeligt fra den katolske kirke og kan bl.a. findes formuleret i pavelige “encyklier” fra 1930erne.2 Det er nok bedst kendt fra EU, hvor det f.eks. i udkastet til forfatningstraktaten nævnes som et helt grundlæggende princip for arbejds- og ansvarsfordelingen mellem EU og medlemsstaterne.3 Man finder tilsvarende principper i FN-pagten, der i art. 52 og 53 slår fast, at Intet i nærværende pagt udelukker regionale aftaler eller institutioner, der skal behandle sådanne sager vedrørende opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed, som egner sig til foretagelse af regionale skridt, forudsat at sådanne aftaler og institutioner og deres virksomhed er i overensstemmelse med de Forenede Nationers formål og grundsætninger (art. 52.1)

Sikkerhedsrådet skal, hvor det er hensigtsmæssigt, benytte sådanne regionale aftaler eller institutioner til tvangsforanstaltning under dets myndighed. Dog skal ingen tvangsforanstaltning iværksættes i medfør af regionale aftaler eller af regionale institutioner uden sikkerhedsrådets bemyndigelse (…) (art. 53.1) Man kan altså opfatte regionale organisationer som en “første instans” i forhold til FNs Sikkerhedsråd, men det samme princip kan også anvendes på de regionale organisationer selv, hvilket giver et mere komplekst og differentieret billede, som illustreret i Fig. 1, hvor Afrika er taget som eksempel: Ideelt set skal to stater naturligvis klare deres indbyrdes problemer selv, dvs. bilateralt. Hvis ikke de kan det, skal deres tvist i første omgang håndteres af den subregionale organisation, hvortil de begge hører, hvis da en sådan eksisterer.4 Hvis ikke dette er tilfældet, eller hvis denne organisation er ude af stand til at løfte opgaven, skal den regionale organisation tage over, og kun hvis heller ikke denne kan løse opgaven, ender den på Sikkerhedsrådets bord.

Skærmbillede 2020-02-13 kl. 10.43.58.png

Der er ganske meget, der taler for en sådan ansvars- og arbejdsfordeling. Dels undgår man, at Sikkerhedsrådet bliver overbebyrdet. Dels er nabostater i tilfælde af intrastatslige konflikter ofte mere tilbøjelige til at lade sig involvere, om ikke andet så fordi de uvægerligt bliver berørt af konfliktens konsekvenser, f.eks. i form af flygtningestrømme. Det er derfor mere sandsynligt, at stater vil leve op til deres forpligtelser som medlemmer af en region eller subregion, dvs. som naboer, end som medlemmer af det internationale samfund, da det simpelthen svarer til deres nationale interesser. Nabostater er også i mange tilfælde bedre rustet til at forstå en konflikt end andre, da de ofte har samme kulturbaggrund. Endelig er det regionale niveau ofte meget velegnet til at håndtere grænseoverskridende problemer som f.eks. håndteringen af etniske grupper, der bor på begge sider af en grænse, problemer mht. “delte” floder og andre miljø- og ressourceproblemer samt migration og transnational kriminalitet o.l. Subsidiaritetsnormen er på den anden side ikke uden problemer. For det første eksisterer der måske hverken regionale eller subregionale organisationer, der passer til en bestemt konflikt, eller de er for svage til at kunne løfte opgaven. Kun ganske få af verdens regioner består af så rige og stærke stater og har så stærke økonomiske, politiske og værdibaserede fundamenter for regionalt samarbejde som Vesteuropa, hvor en bestemt form for regionalisme dominerer, nemlig regional integration. I andre dele af verden er staterne langt svagere, og andre og langt mindre ambitiøse former for regionalisme er det bedste, man kan gøre sig realistiske forhåbninger om. At overlade ansvaret for så komplicerede problemer som forebyggelse, håndtering og løsning af konflikter er måske derfor dømt til at mislykkes, simpelthen fordi de nødvendige midler ikke er tilstede på dette niveau, hverken hos medlemsstaterne eller hos organisationen som sådan.

Skærmbillede 2020-02-13 kl. 10.44.24.png

For det andet kan subsidiaritetsprincippet misbruges af de rige lande til, hvad der undertiden betegnes som “buck-passing”, dvs. til at negligere udviklingslandenes problemer og overlade løsningen af deres problemer til dem selv. Hertil kommer, at uanset hvor logiske og rimelige udsagn som, at “Afrika skal løse Afrikas problemer,” umiddelbart måtte forekomme, halter både logikken og etikken gevaldigt. Det er aldeles ikke selvindlysende, at f.eks. Zambia skulle have noget specielt ansvar for problemer i Elfensbenskysten, blot fordi det tilfældigvis ligger på det samme kontinent. Hvis nogen har et særligt ansvar, kunne man tværtimod med mindst lige stor ret hævde, at det skulle være de tidligere kolonimagter (i dette tilfælde Frankrig), eftersom de faktisk bærer en del af skylden for de aktuelle problemer. Hvad der gør den omtalte “buck-passing” endnu mindre retfærdig er ydermere, at det vil være de stærke, der fralægger sig ansvaret på bekostning af de svage, som hverken har den økonomiske eller militære kapacitet til at løse opgaverne, som fordelingen af de globale militærudgifter i Tabel 1 klart illustrerer.5

Skærmbillede 2020-02-13 kl. 10.44.42.png

Hvis vi sammenligner denne fordeling af militær kapacitet med behovene, dvs. antallet af væbnede konflikter fordelt på regioner i Tabel 2,6 kommer arbejdsdelingen under subsidiaritets-princippet til at fremstå endnu mindre rimelig. Med kun godt én procent af verdens samlede militærudgifter gøres Afrika ansvarlig for håndteringen en femtedel af verdens konflikter, herunder nogle af de allermest omfattende, destruktive og komplekse som f.eks. konflikterne i DR Congo og Sudan. Ikke desto mindre synes Afrika at have accepteret subsidiaritetsprincippet og hermed hovedansvaret for håndteringen af “sine egne” konflikter, både på det regionale og det subregionale niveau (se nedenfor). En del af forklaringen kan være, at de afrikanske lande simpelthen ikke har haft noget valg, eftersom de jo ikke kan tvinge langt større og stærkere stater til at leve op til et ansvar, disse ikke vil vedstå. Man skal dog heller ikke se bort fra, at de afrikanske lande faktisk opfatter sig som et fællesskab, både i betydningen skæbnefællesskab og “klub” med en vis indbyrdes solidaritet. Fordums pan-afrikanisme afgik aldrig (helt) ved døden, og gennem de seneste år har vi set en genopblomstring af denne ideologi under parolen “den afrikanske renæssance.”7 Det har utvivlsomt også gjort subsidiaritetsnormen mere acceptabel for afrikanerne, at de rige lande har vedkendt sig et vist ansvar for at hjælpe den 3. verden med dens problemer. Ikke blot har en række lande som f.eks. England, Frankrig og USA (og selv lille Danmark) taget initiativer til at støtte Afrika med at opbygge kapaciteter til konflikthåndtering, 8 men de rige landes “klub”, G8, søsatte på et topmøde i juni 2004 en G8 Action Plan: Expanding Global Capability for Peace Support Operations. 9 Den indebærer løfter om frem til 2010 at træne og i et vist omfang også udruste og bevæbne i alt ca. 75.000 tropper på verdensplan – hvoraf en stor del utvivlsomt vil være fra Afrika. Selvom dette er billigt sluppet i forhold til, hvad disse lande er både folkeretsligt og models forpligtede til, er det formentlig bedre end ingenting, set med afrikanske og andre 3. verdens-øjne.

FN i Afrika

Selvom de rige landes svigt i forhold til Afrika nødvendigvis har påvirket FN, har organisationen alligevel gjort en ihærdig indsats for at løse kontinentets problemer, som det bl.a. fremgår af generalsekretær Kofi Annans “Afrika-initiativ” (officiel betegnelse “UN System-Wide Special Initiative on Africa,” SIA).10 Ikke blot dette initiativ, men også FNs hidtidige indsats har naturligvis dækket et bredt spektrum af opgaver, både humanitære, politiske, retslige og økonomiske. Den efterfølgende gennemgang vil dog fokusere ret snævert på den militære side og i særlig grad på fredsbevarelse. En vigtig del af FNs indsats i Afrika har da også bestået i fredsbevarende operationer, hvoraf der i alt har været 23, herunder 15 afsluttede og 8 igangværende. Langtfra alle disse operationer har været succeshistorier. Den allerførste, ONUC i Congo umiddelbart efter landets selvstændighed, var således en total fiasko, bl.a. fordi det lykkedes USA og den tidligere kolonimagt Belgien at skævvride missionen fra at støtte den demokratisk valgte regering med Patrice Lumumba i spidsen til at støtte oprørerne (støttet af lejesoldater rekrutteret af bl.a. USA) og fra at handle om at bevare Congos enhed til reelt at støtte Katangaprovinsens løsrivelse.11 De to missioner i Somalia, UNOSOM-I og II gik ligeledes gruelig galt, bl.a. som følge af det utilstrækkelige samarbejde med den amerikanske UNITAF-mission, der gik helt sine egne vegne. Den lancerede f.eks. på egen hånd en jagt på en af de rivaliserende krigsherrer, Mohammed Aideed, for så ikke blot at indstille jagten efter tabet af 18 specialtropper (fra den hemmelige “Delta Force”) i en skudveksling, der også kostede mellem 300 og 1000 somaliere livet), hvorefter USA indledte en total tilbagetrækning og samtidig lancerede en kampagne for at få de øvrige lande til ligeledes at trække sig ud. Snarere end at have løst eller i det mindste afdæmpet konflikten efterlod FN-missionerne således et land i total opløsning, hvor den reelle magt i endnu højere grad end før indsatsen var flyttet fra de traditionelle ledere til krigsherrerne.12

Den allerstørste fiasko var dog indsatsen i Rwanda. Efter at den tutsi-dominerede oprørsbevægelse RPF i 1990 havde angrebet Rwanda fra baser i Uganda havde FN i overensstemmelse med “standardproceduren” for borgerkrige indsat en lille og kun let bevæbnet fredsbevarende styrke (UNAMIR, en overgang assisteret af UNAMUR) til at overvåge en våbenhvile mellem parterne. Sideløbende med borgerkrigen planlagde regeringen (og især ekstremistiske fraktioner i de hutu-dominerede regeringspartier) imidlertid et folkemord, hvis målsætning var intet mindre end den totale udslettelse af de ca. 15% af befolkningen, som tutsierne udgjorde. Selvom der i januar 1994 indløb troværdige efterretninger om dette – bl.a. om træningen af Interahamweog Impuzamugambi-militserne i massemord med macheter — blev disse advarsler ignoreret af FN, tilsyneladende som følge af en enighed mellem især USA og Frankrig. Da folkemordet begyndte den 6. april kunne UNAMIR derfor intet foretage sig, trods øverstbefalende Roméo Dallaires gentagne appeller om forstærkninger. I de følgende hundrede dage blev gennemsnitligt 8-10.000 mennesker (dvs. tre gange “11. september”) om dagen (sic!) slagtet på den allermest brutale vis, mens FN blot planlagde evakueringen af udlændinge samt den endelige tilbagetrækning. 13 FN havde ikke engang kapacitet til at “jamme” den radiostation (Radio-Télévision Libre des Milles Collines), hvis udsendelser dirigerede morderne til deres ofre.14 Efterspillet blev om muligt endnu mere skandaløst. Da borgerkrigen var genoptaget af RPF, der hurtigt bragte regeringsstyrkerne i defensiven, lykkedes det Frankrig at få et FN-mandat (Sikkerhedsråds-resolution 929 af 22. juni 1994) til at foretage en “humanitær intervention,” Operation Turquoise. Den ikke så meget som forsøgte at redde ofrene for folkemordet, men hjalp derimod gerningsmændene med at flygte (medbringende hele hæren, statskassen og hovedparten af embedsapparatet)15 til nabolandet Zaïre, hvorfra de lige siden har rettet jævnlige angreb på Rwanda samt deltaget aktivt i den congolesiske borgerkrig. 16 Dette var formentlig den mest skamløse misbrug af angiveligt humanitære begrundelser for en militær intervention siden Hitler invaderede Tjekkoslovakiet for at beskytte sudertertyskerne! Mens heller ikke de på hinanden følgende FN-missioner i Angola (UNAVEM-I, II og III samt MONUA) just kan påstås at have været kronet med succes,17 regnes indsatserne i Namibia (UNTAG) og Mozambique (UNOMOZ) samt den igangværende UNAMSIL-mission i Sierra Leone (til forskel fra forgængeren UNOMSIL) som regel, og formentlig med rette, for vellykkede. Det samme kan formentlig siges om den UNMEE-mission, som (med et dansk bidrag) siden 2000 har skullet opretholde den ret skrøbelige fred mellem de to tidligere allierede på Afrikas Horn, Ethiopien og Eritrea. Omend en varig fred endnu ikke synes sikker, er krigen i det mindste endnu ikke brudt ud igen.18 En tilsvarende delvist optimistisk vurdering kan man formentlig tillade sig af FNs indsats i Congo, hvor man indledningsvis gav mandat til en yderst begrænset styrke på knap 5.000 mand til et enormt landområde på 2,3 millioner km2 (over 6 gange Tysklands areal), men hvor man nu har udvidet styrken til ca. 16.700 mand, og endog for en kort periode blev assisteret af EU med dens Operation Arthémis i Ituri-provinsen i det nordøstlige hjørne af landet.19

Skærmbillede 2020-02-13 kl. 10.47.02.png

Afrika i FN

FN er altså stadig dybt involveret i Afrika (og ikke blot på det militære område) med nogle af de største fredsbevarende missioner. Det hører dog med til billedet, at de afrikanske lande ikke blot er “forbrugere” af fredsbevarende styrker, men i høj grad også er leve-randører af tropper til FNs fredsbevarende operationer, både i Afrika og andetsteds, som det fremgår af Tabel 4.20 Til sammenligning kan det nævnes, at det første NATO medlemsland, man finder på listen over bidragydere, er Polen, der kommer ind på en 20-plads med 721 mand, mens USA er at finde på en beskeden 30-plads med blot 363 mand, dvs. omkring en tiendedel af, hvad lande som Ethiopien, Ghana og Nigeria yder. Det skal dog retfærdigvis nævnes, at USA og de andre rige lande betaler hovedparten af udgifterne til FNs fredsbevarende operationer, og derfor også financierer indsatsen for de afrikanske landes, som omvendt måske ikke kun yder deres bidrag af kosmopolitiske grunde, men også for herved at opnå et financialt bidrag til deres almindelige forsvarsudgifter.

Den Afrikanske Union og de subregionale organisationer

Ikke nok med, at Afrika altså med sine beskedne 1,3 procent af verdens samlede militær (målt i udgifter) leverer næsten en tredjedel af FNs fredsbevarende styrker, men de afrikanske lande har også påtaget sig vidtgående forpligtelser i forhold til deres regionale og subregionale organisationer. Den al-afrikanske regionale organisation OAU (Organisation for African Unity) var aldrig en stærk organisation, bl.a. pga. medlemsstaternes manglende engagement. Den gennemførte en enkelt fredsbevarende operation, i Chad i årene 1981-82 (OAU Neutral Force in Chad) som afløser for en unilateral nigeriansk indsats, men ingen har endnu omtalt den som vellykket. Herudover indsatte den militære observatører i Rwanda (Neutral Military Observers Group in Rwanda, 1991-93) og små observatørmissioner i Burundi (1993-96) og Comores (1997-99), men inden af dem gjorde nogen nævneværdig forskel.21 På falderebet (dvs. lige inden organisationens opløsning til fordel for AU) nåede OAU også at udsende et mindre mission til Ethiopien og Eritrea til at samarbejde med UNMEE, men uden at spille nogen som helst rolle.22 OAU spillede dog en lidt større rolle mht. ikke-militære bidrag til regional sikkerhed, f.eks. gennem tiltag som en afrikansk konvention imod anvendelse af lejesoldater og erklæringen af det afrikanske kontinent som atomvåbenfri zone med Pelindaba-traktaten, inspireret af en tilsvarende traktat fra 1967 om Latinamerika (Tlatelolcotraktaten). Førstnævnte var imidlertid “more honoured in the breach than in the observance” (som Shakepeare skriver i Hamlet), mens sidstnævnte forbød noget, ingen af de afrikanske stater længere havde tænkt sig at gøre under nogen omstændigheder, efter at Sydafrika havde afviklet sit hemmelige atomvåbenprogram af grunde, der intet havde med traktaten at gøre.23 I 1999 besluttede de afrikanske stater imidlertid (på Libyens foranledning) at oprette en ny organisation, den Afrikanske Union (AU), der officielt så dagens lys i 2002. Når en idé udklækket af oberst Gadhafi for en gangs skyld faktisk blev til virkelighed, skyldtes det utvivlsomt, at mere “seriøse” lande som Nigeria og Sydafrika besluttede sig for at give den en chance – bl.a. måske for at få en passende ramme omkring deres respektive favoritprojekter: Sydafrika og dets præsident Mbeki fik således gjort sit NEPAD (New Partnership for Africa’s Development) til en integreret del af AU, mens Nigerias præsident Obasanjo fik givet sin gamle ide (fra 1988) om en “Conference on Security, Stability, Development and Cooperation in Africa” (CSSDCA) en al-afrikansk blåstempling som et AU-initiativ.24 Siden oprettelsen har AU opbygget en struktur, der ikke blot tager sig godt ud i organogrammer25 (hvilket også OAUs gjorde), men som også faktisk fungerer – med bl.a. et parlament, en domstol og ikke mindst et Peace and Security Council, der er ansvarlig for de fleste konfliktrelaterede spørgsmål. Under dens auspicier er AU i dag i færd med at opbygge en kapacitet til især fredsbevarende militære operationer i form af en “African Stand-by Force” (delvist inspireret af SHIRBRIG-modellen), der vil blive suppleret med fem subregionale multinationale enheder af brigadestørrelse.26 Selvom det ville føre for vidt i denne sammenhæng at komme ind på detaljerne i dette ambitiøse projekt, er der absolut grund til en betydelig optimisme, idet alt tyder på, at de afrikanske stater tager disse forpligtelser alvorligt. Et potentielt problem er imidlertid den manglende sammenhæng mellem AUs definition af de subregioner, der bl.a. skal stille med brigader, og de eksisterende subregionale organisationer. Iflg. AU er opdelingen som den fremgår af Tabel 5, der også viser medlemsskaren i de tre subregionale organisationer, der indtil nu har spillet en nævneværdig rolle i konfliktrelaterede spørgsmål.27 Om dette viser sig at udgøre et reelt problem, og om det i så fald vil blive løst ved an ændring af de eksisterende organisationer, kan kun tiden vise. Udover at opbygge strukturer har de afrikanske lande indenfor rammerne af AU også kastet sig ud i faktisk konflikthåndtering, oven i købet i så komplicerede konflikter som dem i Burundi (African Mission in Burundi, AMB)28 og senest Darfur-provinsen i Sudan (se nedenfor). To af de subregionale organisationer, ECOWAS (Economic Coimmunity of West African States) og SADC (Southern African Development Community) har dog forlængst været “i ilden,” dvs. De har gennemført fredsbevarende eller andre militære missioner. ECOWAS har således gennemført ret komplicerede operationer i både Liberia, Sierra Leone, Guinea-Bissau og senest i Elfensbenskysten, mens SADC formelt har stået for interventioner i Lesotho og i DR Congo.29

Konklusion: Subsidiaritet i praksis

Som nævnt overfor åbner FN-pagten mulighed for samarbejde med regionale organisationer, og siden den kolde krigs ophør har der været en voksende interesse for dette i FN. FN har derfor siden 1994 holdt en stribe topmøder med lederne af de forskellige regionale (og subregionale) organisationer som f.eks. AU, ASEAN (Association of Southeast Asian Nations), CARICOM (Caribbean Community), CSTO (Collective Security Treaty Organization), CIS (Commonwealth of Independent States, herhjemme bedre kendt som SNG), Commonwealth, CPLP (Community of Portuguese Speaking Countries), Europarådet, ECOWAS, EU (både Rådet og Kommissionen), den Arabiske Liga, NATO, OIF (Organization Internationale de la Francophonie), OSCE (Organization for Security and Cooperation in Europe, den officielle regionale organisation for Europa), OAS (Organization of American States), OIC (Organization of the Islamic Conference), PIF (Pacific Islands Forum) og SCO (Shanghai Cooperation Organization)—senest i juli 2003, men et nyt topmøde er planlagt til sommeren 2005.30

Skærmbillede 2020-02-13 kl. 10.45.51.png

Hvad Afrika angår er der ikke blot planer om et fremtidigt samarbejde, men der er allerede foregået et vist samarbejde i praksis, både med subregionale og regionale organisationer. Der foregik således et vist samarbejde mellem FN og ECOWAS i både Liberia, Sierra Leone og Guinea Bissau, der dog langtfra var gnidningsløst. 31 I Liberia fik ECOWAS således indledningsvis ikke nogen FN-autorisation til sin indsats af ECOMOG til at forsvare den siddende regering mod Charles Taylors oprørsstyrker, hvilket dog også skyldtes obstruktion i FN fra Elfensbenskystens side, der støttede oprørerne—og som tilfældigvis sad i Sikkerhedsrådet i 1990. Da ECOWAS året efter var blevet enige om en fredsplan, enedes man dog samtidig om at søge samarbejde med FN—i første omgang dog kun i form af udsendelse af et beskedent kontingent FN-observatører. Et samarbejde er netop ved at komme i stand i forbindelse med to (blandt flere) konflikter i Sudan. Her har AU deployeret en observatørstyrke i Darfurprovinsen, hvor der både er et oprør i gang og en usædvanligt brutal bekæmpelse af samme fra regeringens og de lokale (regeringsstøttede) janjaweedmilitser, som nogle har betegnet som folkemord, andre “kun” som forbrydelser mod menneskeheden. FN har på sin side netop lanceret en fredsbevarende operation til at overvåge implementeringen af Naiwasha-aftalen mellem regeringen i Khartoum og oprørsbevægelsen i det sydlige Sudan, SPLA (Sudan People’s Liberation Army). 32 Eftersom Sudan er Afrikas største land (målt i areal) er der ingen risiko, at tropperne fra de to styrker ligefrem kommer til at træde hinanden over tæerne. Meget taler for, at de opbygger et tæt samarbejde, ikke mindst for at forhindre, at regeringen forsøger at spille de to ud mod hinanden – f.eks. ved at spille på, at Nord-Sydkonflikten trods alt er vigtigere end Darfur, og at verdenssamfundet måske derfor vil være parat til at se igennem fingre med krigsforbrydelser i Darfur for ikke at tabe den skrøbelige fred mellem Nord og Syd på jorden. Subsidiaritet og samarbejde mellem FN og regionale organisationer er altså ikke altid uproblematisk og gnidningsløst, men at gøre en indsats for at forbedre det er formentlig den bedste vej til at løse Afrikas konflikter – og den foreløbige indsats fra de afrikanske lande og deres regionale og subregionale organisationer giver grund til en vis optimisme.

Noter

1 Artiklen bygger hovedsageligt på to andre artikler af samme forfatter: “The Pros and Cons of Subsidiarity. The Role of African Regional and Subregional Organisations in Ensuring Peace and Security in Africa,” i Anne Hammerstad, red. People, States and Regions: Lessons for Building a Co-operative Security Regime in Southern Africa (Johannesburg: South African Institute of International Affairs, under udgivelse, også tilgængelig som DIIS Working Papers, nr. 2005:3) og “The United Nations as a Security Political Actor—with a special focus on Africa”, der udkommer i serien Forsvars- og Sikkerhedspolitiske Studier, DIIS, Afd. For Konflikt og sikkerhed, i løbet af 2005.

2 Især Quadragesimo Anno udsendt af Pius XI i 1931. Se også Mcilroy, David H., “Subsidiarity and Sphere Sovereignty: Christian Reflections of the Size, Shape and Scope of Government,” Journal of Church and State, 45:4 (2003), s. 739-763.

3 I den danske version går dette under betegnelsen “nærhedsprincippet.” Det står omtalt i Afsnit III om “Unionens beføjelser”, hvordi det hedder “I medfør af nærhedsprincippet handler Unionen på de områder, der ikke hører ind under dens enekompetence, kun hvis og i det omfang målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne på centralt, regionalt eller lokalt plan, men på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger bedre kan nås på EU-plan.” (Art. I.11.3). Se også Henkel, Christoph: “The Allocation of Powers in the European Union: A Closer Look at the Principle of Subsidiarity,” Berkeley Journal of International Law, 20:359 (2002), s. 359-386; og Barber, N.W.: “The Limited Modesty of Subsidiarity,” European Law Journal, 11: 3 (2005), s. 308-325.

4 Knight, W. Andy: “Towards a Subsidiarity Model for Peacemaking and Preventive Diplomacy: Making Chapter VIII of the UN Charter Operational,” Third World Quarterly, 17:1 (1996), s. 31-52; O’Brien, David: “The Search for Subsidiarity: The UN, African Regional Organizations and Humanitarian Action”, International Peacekeeping, 7:3 (2000), s. 57-83.

5 Data fra SIPRI “World and Regional Military Expenditure Estimates 1994–2003”, http://web.sipri.org/contents/ milap/milex/mex_wnr_table.html.

6 Data fra SIPRI: “Regional Distribution, Number and Types of Major Armed Conflicts, 1990-2003”, http://web.sipri.org/contents/conflict/MAC_patterns.html.

7 Om pan-afrikanisme se f.eks. Duffield, Ian: “Pan-Africanism since 1940”, i A.D. Roberts (red.): The Cambridge History of Africa, vol 7: From 1905 to 1940 (Cambridge: Cambridge University Press, 1986), s. 95-141; Clapham, Christopher: Africa and the International System. The Politics of State Survival (Cambridge: Cambridge University Press, 1996), pp. 106-133; Achah, William B.: Pan-Africanism: Exploring the Contradictions. Politics, Identity and Development in Africa and the African Diaspora (Aldershot: Ashgate, 1999); Prah, Kwesi Kwaa: “The Wish to Unite: The Historical and Political Context of the Pan-African Movement”, i Mammo Muchie (red.): The Making of the Africa-Nation. Pan-Africanism and the African Renaissance (London: Adonis & Abbey, 2003), s. 13-39; Nadubere. Dani Wadada: “African Unity in Historical Perspective”, i Eddy Maloka (red.): A United States of Africa (Pretoria: Africa Institute of South Africa, 2001), s. 9-28. Om den “afrikanske renæssance” se Mbeki, Thabo: Africa. The Time Has Come (Cape Town: Mafube, 1998); Makgoba, Magegapuru William (red.): African Renaissance (Cape Town: Mafube, 1999); Maloka, Eddy & Elizabeth La Roux (red.): Problematising the African Renaissance (Pretoria: Africa Institute of South Africa, 2000).

8 Om USA's indsats se Africa Crisis Response Initiative (ACRI)/African Contingency Operations Training and Assistance, www.globalsecurity.org/military/agency/dod/acri.htm; og Howe, Herbert M.: Ambiguous Order. Military Forces in African States (Boulder, CO: Lynne Rienner, 2001), s. 243-268. Om Frankrigs støtte se Reinforcement of African Peace-keeping Capacities (RECAMP), www.un.int/france/frame_anglais/france_and_un/france_and_ peacekeeping/recamp_eng.htm; samt Berman, Eric G. & Katie E. Sams: Peacekeeping in Africa: Capabilities and Culpabilities (Geneve: UNIDIR/Pretoria: ISS, 2000), s. 291-315. Om England se ibid., s. 317- 331; og DFID: The Global Conflict Prevention Pool. A Joint UK Approach to Reducing Conflict (London: DFID, 2003). Om Danmarks indsats se Denmark’s Africa Programme for Peace (København: Udenrigsministeriet, 2004).

9 Se www.g8.utoronto.ca/summit/2004seaisland/peace.html.

10 SIA er beskrevet på adressen www.uneca.org/unsia/index.htm. Baggrunden var generalsekretærens rapport, dateret 16. april 1998, om The Causes of Conflict and the Promotion of Durable Peace and Sustainable Development in Africa, www.un.org/ecosocdev/geninfo/afrec/sgreport/index.html)..

11 Franck, Thomas M.: “United Nations Law in Africa: The Congo Operation as a Case Study,” Law and Contemporary Problems, 27:4 (1962), s. 632-652; Miller, E. M.: “Legal Aspects of the United Nations Action in the Congo,” American Journal of International Law, 55:1 (1961), s. 1-28; Jacobson, Harold Karan: “ONUC's Civilian Operations: State-Preserving and State-Building,” World Politics, 17:1 (1964), s. 75- 107; Everwyn, Gerhard: “Which Way in Katanga?” African Affairs, 61:243 (1962), s. 149-157; Hastings, Stephen: “The United Nations in Katanga,” ibid., 61:244 (1962), s. 191-200; Lemarchand, Rene: “The Limits of Self-Determination: The Case of the Katanga Secession,” The American Political Science Review, 56:2 (1962), s. 404-416; Crowley, Daniel J.: “Politics and Tribalism in the Katanga,” The Western Political Quarterly, 16:1 (1963), s. 68-78; Gibbs, David N.: “Dag Hammarskjold, the United Nations, and the Congo Crisis of 1960-1: A Reinterpretation,” Journal of Modern African Studies, 31:1 (1993), s. 163-174; Hoffmann, Stanley: “In Search of a Thread: The UN in the Congo Labyrinth,” International Organization, 16:2 (1962), s. 331-361; Durch, William J.: “The UN Operation in the Congo: 1960-1964”, i idem (red.): The Evolution of UN Peacekeeping: Case Studies and Comparative Analysis (New York: St. Martin's Press, 1993), s. 315-352; Witte, Ludo de: The Assassination of Lumumba (London: Verso, 2001), passim; Nzongola-Ntalaja, Georges: The Congo. From Leopold to Kabila. A People’s History (London: Zed Books, 2002), s. 94-120; Colllins, Carole: “Fatally Flawed Mediation: Cordier and the Congo Crisis of 1960,” Africa Today, 39:3 (1992), s. 5-22. Om Belgiiens rolle se Wigny, Pierre: “Belgium and the Congo,” International Affairs, 37:3 (1961), s. 273-284.

12 Sahnoun, Mohamed: Somalia. The Missed Opportunities (Washington, DC: United States Institute for Peace, 1994), passim; idem: “Mixed Intervention in Somalila and the Great Lakes: Culture, Neutrality, and the Military”, i Jonathan Moore (red.): Hard Choices. Moral Dilemmas in Humanitarian Intervention (Lanham: Rowman & Littlefield, 1998), s. 87-98; Hirsch, John L. & Robert B. Oakley: Somalia and Operation Restore Hope. Reflections on Peacemaking and Peacekeeping (Washington, DC: United States Institute for Peace Press, 1995); Lyons, Terrence & Ahmed I. Samatar: Somalia. State Collapse, Multilateral Intervention, and Strategies for Political Reconstruction (Washington, DC: The Brookings Institution, 1995), passim;. Findlay, Trevor: The Use of Force in Peace Operations (Oxford: Oxford University Press, 2002), s. 142-148 og 166-218; Durch, William J.: “Introduction to Anarchy: Humanitarian Intervention and ‘State-Building’ in Somalia”, i idem (red.): UN Peacekeeping, American Politics and the Uncivil Wars of the 1990s (New York: St. Martin's Press, 1996), s. 311-366; Clark, Jeffrey: “Debacle in Somalia: Failure of Collective Response”, i Lori Fisler Damrosch (red.): Enforcing Restraint. Collective Intervention in International Conflicts (New York: Council of Foreign Relations Press, 1994), s. 205-240; Clarke, Bruce B.G.: “End-State Planning: The Somalia Case”, i Max G. Manwaring & W. J. Olson (red.): Managing Contemporary Conflict. Pillars of Success (Boulder, CO: Westview, 1996), s. 49-70; Hippel, Karin von: Democracy by Force. US Military Intervention in the Post-Cold War World (Cambridge: Cambridge University Press, 2000), s. 55-91; Klingenburg, Konrad: “Stolperstein statt Meilenstein—Das Scheitern der ‘robusten’ Peacekeepingoperationen der Vereinten Nationen in Somalia”, i Hans-Georg Ehrhart & Konrad Klingenburg (red.): UN-Friedenssicherung 1985-1995. Analyse und Bibliographie (Baden-Baden: Nomos Verlagsgesellschaft, 1996), s. 91-114; Laitin, David D.: “Somalia: Civil War and International Intervention”, i Barbara F. Walter & Jack Snyder (red.): Civil Wars, Insecurity, and Intervention (New York: Columbia University Press, 1999), s. 146-180; Lalande, Serge: “Somalia: Major Issues for Future UN Peacekeeping”, i Daniel Warner (red.): New Dimensions of Peacekeeping (Dordrecht, the Netherlands: Martinus Nijhoff Publishers, 1995), s. 69-99; Lewis, Ioan & James Mayall: “Somalia”, i James Mayall (red.): The New Interventionism 1991-1994. United Nations Experience in Cambodia, former Yugoslavia and Somalia (Cambridge: Cambridge University Press, 1996), pp. 94-126; Daniel, Dxonald C.F. & Bradd C. Hayes: Coercive Inducement and the Containment of International Crisis (Washington, DC: Unites States Institute of Peace Press, 1999), s. 79-112; Wheeler, Nicholas J.: Saving Strangers. Humanitarian Intervention in International Society (Oxford: Oxford University Press, 2000), s. 172-207; Jan, Amin: “Somalia: Building Sovereignty or Restoring Peace”, i Elizabeth M. Cousens & Chetan Kumar (red.): Peacebuilding as Politics. Cultivating Peace in Fragile Societies (Boulder, CO: Lynne Rienner, 2001), s. 53-88; Shawcross, William: Deliver Us from Evil. Warlords and Peacekeepers in a World of Endless Conflict (London: Bloomsbury, 2000), s. 65-103; Fishel, John T.: Civil Military Operations in the New World (Westport, CT: Praeger, 1997), s. 189-207; Waal, Alex de: “Dangerous Precedents? Famine Relief in Somalia 1991-93”, i Joanna Macrae & Anthony Zwi (red.): War and Hunger. Rethinking International Responses to Complex Emergencies (London: Zed Books, 1994), s. 139-159; Sapir, Debarati G. & Hedwig Deconinck: “The Paradox of Humanitarian Assistance and Military Intervention in Somalia”, i Thomas G. Weiss (red.): The United Nations and Civil Wars (Boulder: Lynne Rienner, 1995), s. 151-172; Oliver, April: “The Somalia Syndrome”, i Roderick K. von Lipsey (red.): Breaking the Cycle. A Framework for Conflict Intervention (New York: St. Martin's Press, 1997), s. 119-148.

13 Gode værker om folkemordet og FNs rolle er Prunier, Gérard: The Rwanda Crisis. History of a Genocide. 2nd Edition (Kampala: Fountain Publishers, 1999); Gourevitch, Philip: We Wish to Inform You that Tomorrow We Will Be Killed with Our Families. Stories from Rwanda (London: Picador; 2000); Adelman, Howard & Astri Suhrke (red.): The Path of a Genocide. The Rwanda Crisis from Uganda to Zaire (New Brunswick, NJ: Transaction Publishers, 2000); Mamdani. Mahmood: When Victims Become Killers. Colonialism, Nativism, and the Genocide in Rwanda (Oxford: James Currey., 2001); Melvern, Linda: A People Betrayed. The Role of the West in Rwanda’s Genocide (London: Zed Books, 2000); ida: Conspiracy to Murder. The Rwandan Genocide (London: Verso, 2004). To af de centrale FN-ansatte har også skrevet deres erindringer fra folkemordet, nemlig Dallaire, Roméo: Shake Hands with the Devil. The Failure of Humanity in Rwanda (Toronto: Random Hourse Canada, 2003); og Khan, Shaharyar K.: The Shallow Graves of Rwanda (London: I.B. Tauris, 2000). FNs egen, delvist selvkritiske, rapport er “Report of the Independent Inquiry into the Actions of the United Nations during the 1994 Genocide in Rwanda,” UN Documents S/1999/1257.

14 Om denne hadradio se Chalk, Frank: “Hate Radio in Rwanda,” i Adelman & Suhre, red.: op. cit., s. 93-107; Li, Darryl: “Echoes of Violence: Considerations on Radio and Genocide in Rwanda,” Journal of Genocide Research, 6:1 (2004), s. 9-27. Se også domsafsigelsen fra International Criminal Tribunal for Rwanda (ICRF): The Prosecutor v. Ferdinand Nahimana, Jean-Bosco Barayagwiza and Hassan Ngeze, Case no. ICTR-99-52-T, s. 117-211. Om mulighederne for jamming se McKinney, Tiffany: “Radio Jamming: The Disarmament of Radio Propaganda,” Small War and Insurgencies, 13:3 (2002), s. 111-144.

15 Om Opération Turquoise see Prunier, Gerard: “Opération Turquoise: A Humanitarian Escape from a Political Dead End,” i Adelman & Suhre, red., op. cit. , s. 281-305. 16 Se f.eks. Gnamo, Abbas H.: “The Role of the Interahamwe in the Regional Conflict: The Origins of Unrest in Kivu, Zaïre,” i Howard Adelman & Goving C. Rao (red.): War and Peace in Zaire/Congo (Trenton, NJ: Africa World Press, 2004), s. 85-108; Longman, Timothy: “The Complex Reasons for Rwanda’s Engagement in Congo”, in John F. Clark (red.): The African Stakes of the Congo War (Houndmills: Palgrave Macmillan, 2002), s. 129-144.

17 Se f.eks. Munslow, Barry: “Angola: the Search for Peace and Reconstruction”, i Oliver Furley & Roy May (red.): Peacekeeping in Africa (Aldershot: Ashgate, 1998), s. 179-206; Hare, Paul: Angola's Last Best Chance for Peace. An Indsider's Account of the Peace Process (Washington, DC: United States Institute of Peace Press, 1998); Sommerville, Keith: “Angola—Groping Towards Peace or Slipping Back Towards War?”, i William Gutteridge & J.E. Spence (red.): Violence in Southern Africa (London: Frank Cass, 1997), s. 11-39; Human Rights Watch: Angola Unravels. The Rise and Fall of the Lusaka Peace Process (1999), www.hrw.org/reports/1999/angola/.

18 Om Namibia se Crocker, Chester: “Peacemaking in Southern Africa: The Namibia-Angola Settlement of 1988”, i idem, Fen Osler Hampson & Pamela Aall (red.): Herding Cats. Multiparty Mediation in a Complex World (Washington, DC: United States Institute of Peace Press, 1999), s. 207-244; Pankhurst, Donna: ”Namibia,” i Furley & May, red.: op. cit., s. 207-222. Om Mozambique se Berman, Eric: Managing Arms in Peace Processes: Mozambique (Geneva: UNIDIR, 1996); Hume, Cameron: Ending Mozambique's War. The Role of Mediation and Good Offices (Washington, DC: United States Institute for Peace Press, 1994); Synge, Richard: Mozambique. UN Peacekeeping in Action, 1992-94 (Washington, DC: United States Institute of Peace Press, 1997); Msabaha, Ibrahim: “Negotiating an End to Mozambique's Murderous Rebellion”, i I. William Zartman (red.): Elusive Peace. Negotiating an End to Civil Wars (Washington, DC: The Brookings Institution, 1995), s. 204-230; Schiedman, Witney W.: “Conflict Resolution in Mozambique”, i David R. Smock (ed.): Making War and Waging Peace. Foreign Intervention in Africa (Washington, DC: United States Institute for Peace, 1993), s. 219-238; Turner, J. Michael, Sue Nelson & Kimberley Mahlling-Clark: “Mozambique's Vote for Democratic Governance”, i Krishna Kumar (red.): Postconflict Elections, Democratization, and International Assistance (Boulder, CO: Lynne Rienner, 1998), s. 153- 175. Om Sierra Leone se Williams, Abiodun: “Sierra Leone and the United Nations System”, i Keith Krause & W. Andy Knight (eds.): State, Society, and the UN System: Changing Perspectives on Multilateralism (Tokyo: United Nations University Press, 1995), s. 219-244; Malan, Mark, Phenyo Rakate & Angela McIntyre: “Peacekeeping in Sierra Leone. UNAMSIL Hits the Home Straight,” ISS Monograph Series, nr. 68 (Pretoria: ISS, 2002); Malan, Mark, Sarah Meek, Thokozani Thusi, Jeremy Ginifer & Patrick Coker: “Sierra Leone. Building the Road to Recovery,” ISS Monograph Series, nr. 80 (Pretoria: ISS, 2003). Om Ethiopien-Eritrea-konflikten og FNs indsats se Negash, Tekeste & Kjetil Tronvoll: Brothers at War. Making Sense of the Eritrean-Ethiopian War (Oxford: James Currey, 2000); Lata, Leenco: “The Ethiopia-Eritrea War”, i Jane Boulden (ed.): Dealing with Conflict in Africa. The United Nations and Regional Organizations (Houndmills: Palgrave Macmillan, 2003), s. 153-184.

19 Se f.eks. Malan, Mark & Joao Gomes Porto (red.): Challenges of Peace Implementation. The UN Mission in the Democratic Republic of the Congo (Pretoria: ISS, 2004). Om EU-missionen se Lindström, Gustav: “On the Ground: ESDP Operations”, i Nicole Gnesotto (red.): EU Security and Defence Policy. The First Five Years (1999-2004) (Paris: European Union Institute for Security Studies, 2004) s. 111-129, især s. 119-121; Faria, Fernanda: “Crisis Management in sub-Saharan Africa. The Role of the European Union”, Occasional Paper, nr. 51 (Paris: EU Institute for Security Studies, 2004), s. 39-46; Sow, Alpha: “Achievements of the Interim Emergency Multinational Force and Future Scenarios”, i Malan & Porto (red.): op. cit., s. 209-221.

20 UN Department of Peacekeeping Operations: “Ranking of Military and Civilian Police Contributions to UN Operations,” www.un.org/Depts/dpko/dpko/contributors/2005/March2005_2.pdf.

21 See Berman & Sams: op. cit., s. 45-74; idem & idem: “The Peacekeeping Potential of African Regional Organisations,” i Boulden (red.), op. cit., pp. 35-77; Massey, Simon & Roy May: “Chad”, i Furley & May (red.): op. cit., s. 105-141. Se også OAUs rapport om Rwanda: See also the OAU’s report, Rwanda The Preventable Genocide, forfattet af et “international panel of eminent personalities”, www.visiontv.ca/ RememberRwanda/Report.pdf.

22 Aboagye, Festus: “Towards New Peacekeeping Partnerships in Africa? The OAU Liaison Mission in Ethiopia-Eritrea,” African Security Review, vol. 10, no. 2 (2001), pp. 19-33.

23 Salim, Salim Ahmed: “The OAU Role in Conflict Management”, in Olara A. Otunnu & Michael W. Doyle (eds.): Peacemaking and Peacekeeping for the New Century (Lanham: Rowman & Littlefield, 1998), pp. 233-244; Gomes, Solomon: “The OAU, State Sovereignty, and Regional Security”, in Edmond J. Keller & Donald Rothchild (eds.): Africa in the New World Order (Boulder, CO: Lynne Rienner, 1996), pp. 37-51. Om konventionen mod lejesoldater se Kufuour, Kofi Oteng: “The OAU Convention for the Elimination of Mercenarism and Civil Conflicts”, i Abdel-Fatau Musah & J. 'Kayode Fayemi (red.): Mercenaries. An African Security Dilemma (London: Pluto Press, 2000), s. 198-209; og selve konventionen ibid., s. 275-288. For en oversigt over den faktiske anvendelse af lejesoldater se Appendix I: “Mercenaries: Africa’s Experience 1950-1990”, ibid., s.265-274; og O’Brien, Kevin A.: “Private Military Companies and African Security 1990-1998”, ibid., s. 43-75. Om Pelindabatraktaten se “The African Nuclear-Weapon-Free Zone Treaty (The Treaty of Pelindaba)”, Security Dialogue, 27:2 (1996), s. 233-240; Adeniji, Olu: “The Pelindaba Text and Its Provisions”, Disarmament, 19:1 (1996), s. 1-12. Om Sydafrikas atomvåbenprogram (der faktisk fremstillede en håndfuld færdige bomber) se Fig, David: “Apartheid’s Nuclear Arsenal: Deviation from Development”, i Jacklyn Cock & Penny Mckenzie (red.): From Defence to Development. Redirecting Military Resources in South Africa (Cape Town: David Philip, 1998), s. 163-180; Howlett, Darryl & John Simpson: “Nuclearisation and Denuclearisation in South Africa”, Survival, 35:3 (1993), pp. 154-173; Liberman, Peter: “The Rise and Fall of the South African Bomb”, International Security, 26:2 (2001), s. 45-86. Om Tlatelolcotraktaten se “Latin American Denuclæearization Treaty (1967),” i Richard Dean Burns (red.): Encyclopedia of Arms Control and Disarmament, bd. I-III (New York: Charles Scribner's Sons, 1993), bd. III, s. 1348-1357.

24 Om NEPAD se Chabal, Patrick: “The Quest for Good Government and Development in Africa: Is NEPAD the Answer?”, International Affairs, vol. 78, no. 3 (July 2002), pp. 447-462; Cornwell, Richard: “A New Partnership for Africa’s Development?”, African Security Review, vol. 11, no. 1 (2002), pp. 91-95. OM CSSDCA se Deng, Francis M. & I. William Zartman: A Strategic Vision for Africa. The Kampala Movement (Washington, DC: Brookings Institution Press, 2002). Ideen byggede tydeligvis på det europæiske CSCE og OSCE. Se herom Møller, Bjørn: “NATO, the OSCE and the EU: Role Models for Africa?", i Shannon Field (red.): Peace in Africa. Towards a Collaborative Security Regime (Johannesburg: Institute for Global Dialogue, 2004), s. 119-162. Se også Nieuwkerk, Anthoni van: “The Role of AU and NEPAD in Africa’s New Security Regime”, ibid., s. 41-62.

25 Sådanne organogrammer kan man finde på www.iss.co.za/AF/RegOrg/unity_to_union/pdfs/oau/figstructure1.pdf, …/figstructurec.pdf og …/figchair.pdf.

26 Se f.eks. Kent, Vanessa & Mark Malan: “The African Standby Force. Progress and Prospects”, African Security Review, 12:3 (2003), s. 71-81; Malan, Mark: “New Tools in the Box?: Towards a Stand-by Force for the AU”, i Field (red.): op. cit.., s.. 193-224; Motuni, Tsepe: “Logistical and Capacity Considerations Surrounding a Stand-by Force”, ibid., s. 251- 264

27 Se ISS: “Profile: African Union”, www.iss.co.za/AF/RegOrg/unity_to_union/pdfs/au/regions.pdf.

28 Boshoff, Henri & Dara Francis: “The AU Mission in Burundi. Technical and Opertational Dimensions”, African Security Review, 12:3 (2003), s. 41-44.

29 Om ECOWAS se Se Adebajo, Adekeye: Building Peace in West Africa. Liberia, Sierra Leone and Guinea-Bissau (Boulder, CO: Lynne Rienner, 2002); Dowyaro, E.T.: “ECOMOG Operations in West Africa”, i Mark Malan (red.): Boundaries of Peace Support Operations: The African Dimension (Pretoria: ISS, 2000), pp. 122-143; Aning, Emmanuel Kwesi: Security in the West African Subregion: An Analysis of ECOWAS’ Policies in Liberia (Kbh.: Institut for Statskundskab, 1999), s. 248-291; Alao, Abiodun, John Mackinlay & ‘Funni Olonisakin: Peacekeepers, Politicians, and Warlords: The Liberian Peace Peace Process (Tokyo: UN University Press, 1999); Sesay, Amadu: “West African Military Interventions in the 1990s: The Case of ECOWAS in Liberia and Sierra Leone”, in Louis Du Plessis & Michael Hough (eds.): Managing African Conflicts: The Challenge of Military Intervention (Pretoria: HSRC Publishers, 2000), s. 193-254.Om SADC i Lesotho se Neetling, Theo: “Southern African Military Interventions in the 1990s. The Case of SADC in Lesotho”, ibid., s. 287-332. Om Angolas, Namibias og Zimbabwes Congo-intervention se Matthee, Heinrich: “Central African Military Interventions in the 1990s: The Case of the DRC”, ibid., s. 253-286; Turner, Thomas: “Angola’s Role in the Congo War”, i Clark (red.): op. cit., s. 75-92; og Rupiya, Martin R.: “A Political and Military Review of Zimbabwe’s Involvement in the Second Congo War”, ibid., s. 93-105.

30 Se “United Nations Cooperation with Regional Organizations,” www.un.org/Depts/dpa/prev_dip/fst_prev_dip.htm.

31 Se Jonah, James O.C.: “The United Nations,” i Adekeye Adebajo & Ismail Rashid (red.): West Africa’s Security Challenges. Building Peace in a Troubled Region (Boulder, CO: Lynne Rienner, 2004), s. 319-347;.

32 Se f.eks. International Crisis Group: “Darfur: The Failure to Protect,” Africa Report, nr. 89 (Bruxelles: ICG, 2005).