Log ind

FN- og NATO-tjeneste i Kroatien og Bosnien - en kompagnichefs erfaringer

#

Forfatter: Kaptajn Kim Schmidt. Forfatteren er tjenstgørende ved Hærens Materielkommando. Forfatteren var chef for A-kompagniet ved DANBAT hold 8 samt A-kompagniet ved danske batalion i den nordisk-polske brigade ved IFOR hold 1.

Indledning

Da jeg blev spurgt, hvorvidt jeg ville skrive denne artikel, sagde jeg straks og uden betænkeligheder ja. Ved nærmere eftertanke slog det mig, at det måske slet ikke var så nemt at skrive om de erfaringer, man uvilkårligt tilegner sig under en udsendelse. Det gik op for mig, at jeg ikke på noget tidspunkt havde bearbejdet mine erfaringer, hvilket jeg så meget passende fik lejlighed til nu. Jeg vil i artiklen beskrive mine oplevelser som kompagnichef over en seks måneders periode, der fordelte sig med to måneder som FN-enhed, en periode i Danmark hvor kompagniet blev uddannet som panserinfanterikompagni, og sidst en to mdr. periode som panserinfanterikompagni under NATO i Bosnien.

Enheden

Grundstammen i det senere A-kompagni i DANBAT var Livkompagniet/1/ Dronningens Livregiment, der blev indkaldt 1. august 1994. Alt personel var frivilligt og havde meldt sig til Den Internationale Brigade (DIB) med henblik på efter uddannelsen at blive udsendt til Kroatien. Personellet var velmotiveret, og kompagniet gjorde fra starten af uddannelsen meget ud af vores fremtidige rolle, hvilket var en god motivationsfaktor i uddannelsen. Selv om kompagniet kom tidligt i gang med at fokusere på den fremtidige rolle og opgave, var der blandt en del af personellet tvivl om, hvorvidt de ville tegne en kontrakt. Vi endte op med at mangle personel til ca. en deling, da vi skulle i gang med den resterende uddannelse. Det var generelt vanskeligt for mandskabet at skelne mellem DIB- og FN-uddannelse. I denne periode havde vi et meget krævende uddannelsesprogram. Det er meget vigtigt i sådan en fase at holde moral og motivation i top. Uddannelsen skal være tilrettelagt, så den giver succesoplevelser, og informationsniveauet skal være højt, da det er på dette tidspunkt, den enkelte træffer beslutning, om han/hun vil udsendes eller ej. Under udsendelsen blev der udskiftet en del personel i kompagniet i forbindelse med reduktionen af DANBAT til ca. 550 mand. For at komme ned på dette tal blev det besluttet, at de som gerne ville fritstilles kunne blive dette. I forbindelse med den mellemliggende uddannelsesperiode i Danmark valgte noget personel at opsige deres kontrakter, således at kompagniet for igen at komme på organisatorisk styrke skulle have tildelt ca. en delings værdi. Meget af dette personel kom ikke fra tilsvarende funktioner i et andet kompagniet men med vidt forskellige baggrunde. På dette tidspunkt, efter beslutningen om at indsætte NATO kampenheder og ikke FNenheder, blev der fokuseret meget på, at de enkelte enheder skulle kunne kæmpe som et standard panserinfanterikompagni under alle kampmåder. Dette var en medvirkende årsag, til at en del af personellet ikke ønskede at komme med ud i IFOR tjeneste.

Opgaven/vilkårene

Perioden i Kroatien Kompagniet skulle rotere til Kroatien i fire hold over en fjorten dages periode. Midt i vores nedrotation, da første hold på ca. 30 mand var ankommet til Kroatien, angreb kroaterne i starten af august 1995. Dette betød, at de resterende rotationer blev udskudt, og dermed at rotationsplanen blev ændret væsentligt. Kompagniet var sendt hjem de sidste dage før rotationen for at sige farvel til familien. Bataljonen havde været forudseende, og befalet os til at lave en alarmeringsplan, således at ændringer til planen hurtigt kunne blive formidlet. Det fik vi brug for. Over en weekend ændrede vi stilletid og sted for personellet tre gange. Dette må for mange være blevet opfattet som ubeslutsomhed fra forsvarets side, hvilket det ikke var. Det var derimod et velmenende forsøg på, at give den enkelte oplysninger om ændringer og dispositioner så hurtigt som muligt. Men når forudsætningerne ændrede sig, havde vi en ny situation. Erfaringen var, at mandskabet løbende skal holdes orienteret. Der er dog situationer, hvor det kan være formålstjentligt at vente med at iværksætte ændringer, indtil det er overvejende sandsynligt at trufne beslutninger holder. Kort tid efter afløsningen af hold 7, begyndte det at svirre med rygter om nedlæggelse af missionen. Vi var stort set lige ankommet, og nu var skriften på væggen, at operative opgaver skulle indstilles, og vi var oprydningskommandoet. Hold 8 lukker og slukker! Samtidigt blev der fra centralt hold arbejdet med adskillige planer for at finde anvendelse for DANBAT andre steder i ex. Jugoslavien. Denne problemstilling medførte en del rygtedannelse og uro i kompagniet. For at holde motivationen oppe, fortsatte vi med at løse de operative opgaver, og samtidigt påtog vi os at finde frem til tilbageblevne serbere i området. Langt de fleste var flygtet i takt med den kroatiske offensivs fremmarch. Men i takt med at vi intensiverede patruljeringen, blev det mere og mere tydeligt, at det nu var en humanitær opgave, der skulle løses. Dette var en kærkommen afveksling fra nedbrydningsarbejdet. Midt i alt dette løb vi ind i kampene i september. Bataljonen var stort set uforberedt på denne offensiv. Det er min personlige opfattelse, at stort set hele FN var uforberedt på denne offensiv. DANBAT var under march og Chefen var i Danmark til briefinger. Det kroatiske angreb over floden Una ind i Bosnien havde til formål at støtte en tilsvarende muslimsk operation fra Bihac- lommen. De danske lejre langs floden i Dvor, Kostanica og Dubica blev alle inddraget i kampene. Mellem A- og C-kompagniet lejre var der placeret et kroatisk 155 mm batteri samt en tung morterdeling. Disse enheder deltog i beskydningen af de serbiske styrker i Bosnien. Til at begynde med gik vi i bunkerne, urutinerede som vi var, ved skudafgange fra batteriet. Det jeg frygtede mest var kontrabatteriskydninger, der evt. kunne ramme lejren. Der faldt i alt 9 nedslag omkring batteriet, uden at gøre nogen skade hverken på os eller batteriet. Kompagniet havde under den kroatiske offensiv en deling indsat gruppevis henholdsvis som vagtgruppe i DVOR, på en signalhøj og i Divusalejren, alle 3 installationer langs Una på grænsen til Bosnien. De to af grupperne havde jeg på kompagniet signalnet, hvorimod gruppen i DVOR var på stabskompagniets net. Jeg var naturligvis betænkelig ved dette og etablerede derfor signalnet således, at jeg via signalhøjen kunne få meldinger om, hvordan det gik hos stabskompgniet. Dette gav mig gode muligheder for at følge situationen som et supplement til meldingerne på bataljonens net. I denne fase er information til mandskabet vigtigt, således at alle ved, hvad der sker, og rygter ikke opstår.

Perioden i Danmark

Kompagniet kom hjem efter ca. 2 måneder i Kroatien. På dette tidspunkt vidste vi ikke, hvad vi skulle anvendes til. Kompagniet var på dette tidspunkt egentlig ikke formeret som et kompagniet. 23 soldater var blevet hjemsendt direkte fra Kroatien i forbindelse med reduktionen af DANBAT. Ca. 30 mand gik stadig i Petrinja, hvor de var “rear party” med opgave at gøre materiellet klar til hjemtransport. Vi gik ikke desto mindre igang med at uddanne kompagniet til ny indsættelse som panserinfanterikompagni under NATO. Bataljonen bad mig opgøre og fremsætte mit uddannelsesbehov i forbindelse med fortsat uddannelse i Danmark inden en evt. ny udsendelse. Da opgaven ikke var kendt, blev munden taget fuld, og uddannelsen blev meget omfattende. Det viste sig at være meget vanskeligt at gennemføre denne uddannelse optimalt. Specielt fordi der var mange praktiske problemer, såsom fremskaffelse af uddannelsesmateriel, indkvarteringsfaciliteter, yderligere hjemtagelse af personel fra Kroatien, ny tilgang af ca. en deling, samt krævende uddannelse der skulle forberedes samtidigt. Alle var meget hjælpsomme og gjorde deres yderste for, at lette løsningen af opgaven, men hvor var det dog besværligt. Kompagniet var utålmodigt. Det var svært at bevare motivationen, primært fordi vi med det forcerede tempo efterlod et indtryk af manglende planlægning og ineffektivitet. Derfor meddelte jeg bataljonen, hvad vi ikke kunne nå og prioriterede derefter offensive operationer samt rutinering af alt personel på alt materiel. Herved sikrede vi både fleksibilitet under opgaveløsninger, og gav kompagniet så meget rutine i løsning af kampopgaver som muligt.

Bosnien-Herzegovina

Situationen i Bosnien var spændt, da kompagniet ankom til indsættelsesområdet. FN-enheder var ved at være væk fra området eller ved at gøre klar til indsættelse under IFOR. Det var en stor oplevelse, at opleve den imødekommenhed og tillid vi blev vist fra parternes side. Da vi jo kendte til “restrictions of movement” og myndighedernes manglende vilje til samarbejde fra Kroatien, havde batalonen lagt op til en helt anden og mere håndfast optræden. Nu havde vi mandatet og midlerne til at gøre, hvad vi skulle. Det viste sig egentlig at være ganske overflødigt. Parterne havde ventet på os, set frem til vores ankomst, de stridende parter ønskede at komme igang med fredsprocessen. Dette kolliderede i nogen grad med brigadens opfattelse af, at hold 1 (JAN) som primær opgave skulle oprette lejre og forberede vejen for hold 1 (FEB), der så skulle tage sig af de operative opgaver. Det kom til at forløbe ganske anderledes. De operative opgaver fik hurtigt et omfang, der dagligt lagde beslag på langt den største del af kompagniet ressourcer. Dette var et problem for os. Vore faciliteter var i ringe forfatning, og vi var meget opsatte på at forbedre dem, dels så vi selv kunne nå at nyde godt af forbedringerne, men også for at kunne overbringe næste hold et godt fundament at bygge videre på.

Erfaringer

At DANBAT hold 8 blev udsendt som den første styrke til Bosnien betød naturligvis, at vi kunne drage nytte af de erfaringer, vi havde fra Kroatien. Derfor blev det et “keypoint” for os at placere lejrene, hvor det var mindst sandsynligt, at de ville blive inddraget i evt. fremtidige konflikter. Da DANBAT hold 1 placerede lejrene i Kroatien 4 år tidligere, havde de naturligvis haft samme overvejelser. Det er umuligt at vurdere, hvorledes en konflikt vil udvikle sig, og hvor man vil have mindst risiko for at blive inddraget. I Kroatien lå lejrene langt væk fra det hidtidige konfliktområde, nemlig langs floden Una på grænsen til Bosnien. Ingen kunne på det tidspunkt forudse, at en konflikt også ville udvikle sig i Bosnien, og at denne placering af lejrene skulle få katastrofale følger. Vi havde følgende krav til placeringen:

- Lejrene må ikke placeres i bufferzonen,

- ingen placering i tæt bebyggelse,

- fri observation hele vejen rundt og ud til stor afstand af lejren,

- direkte skydende våben i lejrene skal kunne række alle kretepartier omkring lejrene, og

- ingen placering i mulige angrebsakser

En anden væsentlig ting som jeg først helt forstod betydningen af, da vi var ankommet til Bosnien, er kompagniets organisation. Under FN i Kroatien var vi et linie-kompagniet der bestod af 4 OP/CP delinger (idet en estisk deling indgik i kompagniet). Disse delinger havde 4 OP/CP grupper. Kompagniet havde på hold 7 11 OP/CP permanent bemandet, hvoraf var tre OP/CP kun var bemandet med 2 mand ad gangen. Hold 7 oplevede under den kroatiske offensiv i august, at disse svagt bemandede OPér var et let bytte for de stridende parter, og at disse i modstrid med diverse konventioner blev anvendt som skjold. Bl.a. af disse årsager besluttede CH/DANB AT at overgå til panserinfanteriorganisationen, hvilket blev iværksat i Kroatien. Dette betød, at jeg nu kunne anvende mine enheder, som jeg var vant til. Derved blev jeg aflastet, da delingsfører nu på helt anden vis blev involveret i operationerne, end de havde været under FN, hvor deres arbejde stort set bestod i at være vagthavende i lejren samt at løse forefaldende forhandlingsopgaver etc. Erfaringen er, at organisationen, som vi kender den, skal fastholdes. Såfremt der er behov for enheder på gruppeniveau til løsning af opgaver, skal disse ikke være under direkte kommando af kompagnichefen, men der skal udpeges en delingsfører med det taktiske ansvar. Det område, hvor jeg har gjort mine vigtigste erfaringer er i omgangen med personellet. Selvom vilkårene der gives for løsning af opgaver kan være vanskelige og opgaverne uoverskuelige, så kan man meget såfremt personellet har den rette indstilling. Jeg har flere gange været inde på spørgsmålet om informationsniveauet. Der er for mig ingen tvivl om, at det altid skal være højt. Herved undgår man at mange af de rygter, der uvægerligt opstår, bliver af mere sejlivet karakter. Den enkelte soldat skal nøje kende målet, og hvordan enheden vil komme dertil. Soldaten skal have en tro på at netop hans enhed kan løse opgaven, at overbevise ham om det, og få ham til at yde en indsats for enhedens skyld er mere væsentlig end at udvikle hans færdigheder. Soldaten skal føle, at han er værdifuld for enheden og forsvaret.

Afslutning

Ved afslutningen på en mission, er det egentlig lidt vemodigt at forlade det man har arbejdet så hårdt for at bygge op. På den anden side glæder man sig også til at komme hjem. Man føler at man har været lidt i verdens navle og har arbejdet i en god sags tjeneste. Man har været væk i en lang periode og har lidt store afsavn fra familie og venner. Vi oplevede, at køre hjem i bus i 36 timer, sætte personel af op gennem hele Jylland for til sidst at lande på en mørkelagt kaserne midt om natten, hvor de pårørende ikke var tilstede pga. tidspunktet og usikkerheden om ankomst. Det afføder ikke mange anerkendende bemærkninger fra mandskabets side. Efter min opfattelse er den slags oplevelser ikke med til at skabe stærke enheder. Hvorfor ofrer vi ikke lidt mere og gør hjemkomsten til en begivenhed, hvor pressen kan være tilstede og nationen gøres opmærksom på at styrken er blevet roteret.