Log ind

FN og fredsoperationer: et konstant kapløb mellem krav og kapaciteter

#

Af Peter Viggo Jakobsen*

I 1998 indledte jeg en analyse af FN’s kapacitet til fredsoperationer med en bemærkning om, at organisationens indsats i 1990erne bedst kunne sammenlignes med en tur i rutschebane.1 Årsagen var den, at antallet af FN operationer var steget eksplosivt i starten af årtiet for så at falde lige så brat i kølvandet på problemerne i Bosnien og fiaskoerne i Somalia og Rwanda. Antallet af soldater og civilt personel faldt således fra rekordniveauet på næsten 80.000 i 1993 til lidt over 14.000 i 1998. Siden da har antallet imidlertid bevæget sig opad igen med fuld fart. Der er sket en fordobling siden 2003 og ved udgangen af juni 2005 gjorde godt 67.000 tjeneste i 16 FN‐ledede fredsoperationer. Ekspansionen ser ud til at fortsætte. Sikkerhedsrådet har godkendt udstationeringen af 11.000 militært og civilt personel i Sudan, og hvis denne operation løber af stablen som planlagt, kommer FN tæt på at tangere sin rekord fra 1993.2 Dette comeback gør det relevant at se nærmere på, om FN anno 2005 er bedre gearet til at håndtere denne eksplosive vækst i aktiviteterne, end det var tilfældet i starten af 1990erne, hvor flere af FNs operationer fik katastrofale følger. Artiklen sammenholder de krav, som moderne fredsoperationer og medlemmerne stiller til FN, med de kapaciteter, som verdensorganisationen råder over. Denne fremgangsmåde er valgt, fordi den udover at demonstrere, hvad FN kan og ikke kan, også kan bruges til at vurdere risikoen for nye katastrofer, som følge af at krav og kapaciteter ikke hænger sammen. Artiklen falder i tre dele. Den første analyserer de større krav til FN, den næste ser på FN’s kapaciteter, mens den sidste vurderer risikoen for nye katastrofer, sammenligner FN‐ledede operationer med operationer udført af EU, NATO og de afrikanske organisationer og diskuterer implikationerne for dansk sikkerheds‐ og udenrigspolitik.

Skærmbillede 2020-02-12 kl. 15.32.20.png

Større krav til FN siden murens fald

Kravene til organisationen har ændret sig radikalt.3 Antallet af operationer er, som det fremgår af tabellen, steget markant, det strategiske formål er et andet, og endelig er mange nye opgaver kommet til. Den strategiske målsætning har ændret sig fra fravær af krig til ‘bæredygtig fred’. Hvor de klassiske operationer hovedsagelig havde til formål at overvåge våbenhviler, fik de nye operationer fem nye hovedopgaver: fredsskabelse med militære midler, humanitær assistance, (gen)opbygning af fungerende statsinstitutioner, økonomisk genopbygning og indførelse af demokrati. De nye opgaver krævede kampklare militærstyrker, fordi fred i stigende grad skulle skabes og ikke blot bevares. De militære fredsstyrker fik mere militær kapacitet og (Kapitel VII) mandat til at bruge magt udover selvforsvar. Fredsstyrkerne skulle ikke længere forholde sig neutrale og upartiske i forhold til parterne men, om nødvendigt, bruge magt for at standse overgreb på civilbefolkningen og sikre, at Sikkerhedsrådets resolutioner blev efterlevet. De mange civile opgaver betød samtidig, at de civile missionskomponenter voksede i betydning og omfang, og at et stort antal civile NGOer gjorde deres indtog i missionsområderne. De nye operationer fik meget passende betegnelsen ‘komplekse’ eller ‘multi‐funktionelle’ fredsoperationer, og alle større FN operationer har siden Namibia operationen i 1989 tilhørt denne kategori. En multi‐funktionel fredsoperation adskiller sig fra en traditionel fredsbevarende operation eller observatør mission ved at have både civile og militære kontingenter og en kombination af civile og militære opgaver.

Skærmbillede 2020-02-12 kl. 15.33.03.png

Det er svært at overdrive konsekvenserne af disse ændringer, og det burde ikke være kommet som nogen overraskelse, at de forudsatte gennemgribende reformer på alle niveauer. En norsk‐sponsoreret evaluering af FN operationen i Congo (1960‐64), der havde udviklet sig fra traditionel fredsbevarelse til fredsskabelse med magt, forudsagde således allerede i 1964 de problemer, som FN løb ind i første halvdel af 1990erne: Hvis man pålægger tilfældigt sammensatte FN styrker mere komplicerede opgaver, end de er i stand til at løse, og modstanderne udnytter deres svagheder, vil FN lide et alvorligt nederlag. I værste fald kan det påvirke verdensopinionen negativt og besværliggøre fremtidig brug af FN som instrument til at opretholde verdensfreden.4 Desværre krævede det hele fire katastrofale fiaskoer (Angola, Somalia, Rwanda og Bosnien/Srebrenica), før Sikkerhedsrådet tog konsekvenserne heraf. De erfaringer, som FN sekretariatet og medlemslandene gjorde op gennem halvfemserne, kan sammenfattes i tolv nye krav til FN, der kan inddeles i det strategisk‐politiske, det administrative og det operative‐taktiske niveau.5

Skærmbillede 2020-02-12 kl. 15.33.42.png

Nye kapaciteter Arbejdet med at forbedre FN’s evne til at leve op til disse krav har stået på, siden den første multifunktionelle operation blev iværksat i Namibia i 1989. Behovet for reformer og ressourcer blev erkendt tidligt, men det viste sig vanskeligt at ændre koldkrigstænkningen i FN sekretariatet, og FN’s medlemslande bidrog ikke med de fornødne ressourcer. Kapacitetsproblemerne blev forstærket af, at de vestlige lande reagerede på problemerne i første halvdel af halvfemserne med at reducere deres styrkebidrag til FN‐ledede operationer til et minimum og satse på regionale organisationer og koalitioner af villige i stedet. FN’s Generalsekretær Kofi Annan havde held til at få FN’s kapacitetsproblemer sat på dagsordenen i 2000 efter endnu en fiasko, hvor en dårligt bevæbnet oprørsgruppe var tæt på at få en FN‐ledet operation i Sierra Leone til at kollapse. Det ville muligvis være sket, såfremt briterne ikke havde interveneret i sidste øjeblik efter anmodning fra Generalsekretæren for at stabilisere situationen. Annan udnyttede krisen til at nedsætte et uafhængigt ekspertpanel, der rettede en sønderlemmende kritik af de FN‐ledede fredsoperationer og gav FN’s medlemslande en ‘sidste’ chance for at rette op på situationen.6 Siden da har Generalsekretæren søgt at holde reformprocessen i gang ved løbende at udgive rapporter om emnet.7 Den seneste i rækken er Larger Freedom rapporten fra marts 2005, som søger at overbevise medlemslandene om nødvendigheden af at vedtage en række vidtgående reformer for at styrke verdensorganisationens legitimitet og effektivitet.8 Indsatsen for at forbedre FN’s kapaciteter har resulteret i væsentlige fremskridt, men som det vil fremgå, er FN langt fra at kunne matche de nye krav.

Detstrategisk‐politiske niveau: 1. Mandater vs. ressourcer

FN sekretariatet ‘fik lov’ til at sige nej til at påtage sig ansvaret for en overgangsadministration i Afghanistan,9 og der har også været bedre sammenhæng mellem ressourcetildeling og mandat i de operationer, som organisationen har sat i værk siden årtusindeskiftet. Hovedparten af de FN‐ ledede operationer i Afrika befinder sig dog stadig langt under NATO standard, hvad angår ressourcer og støtteniveau, og især operationen i Den Demokratiske Republik Congo har været kendetegnet af en manglende sammenhæng mellem mandat og ressourcer. De uroligheder og massakrer, der kostede flere hundrede civile liv i Ituri provinsen i april‐maj 2003 var således en forudsigelig konsekvens af, at FN sekretariatet kun kunne finde 200 soldater til at erstatte 9.000 soldater fra Uganda.10 Problemet eksisterer fortsat. Generalsekretærens anbefaling fra august 2004 om en udvidelse af FN styrken i DR Congo fra 10.800 til 23.900 soldater og 507 civilt politi, resulterede således kun i en udvidelse på 5.900 soldater og 341 civilt politi.11 Sikkerhedsrådets tilbøjelighed til at lægge ‘best‐case’ fremfor ‘worst‐case’ scenarier til grund for sine beslutninger, som Brahimirapporten advarede imod, lever stadig i bedste velgående. Hertil kommer, at det større fokus på sammenhængen mellem mandat og ressourcer har den utilsigtede konsekvens, at det giver Sikkerhedsrådet et større incitament til at sige nej til at iværksætte ressourcekrævende operationer, som dets medlemmer ikke ser nogen interesse i, selvom der foreligger klare trusler mod international fred og sikkerhed. Den manglende indgriben i forhold til den humanitære katastrofe i Darfur er et eksempel herpå. I sidste instans forudsætter løsningen af dette problem derfor en større enighed mellem FN’s medlemslande, om hvilke sikkerhedspolitiske opgaver FN skal løse og en større politisk vilje blandt især de ressourcestærke vestlige medlemslande til at træde til i krisesituationer.

2. Arbejdsdeling med regionale organisationer og koalitioner af villige. Der er efterhånden etableret en relativt klar arbejdsdeling mellem FN og andre aktører på området bestående af seks komponenter:

• FN’s Sikkerhedsråd giver stater, regionale organisationer og koalitioner af villige mandat til at udføre Kapitel VII operationer, som kræver indsættelse af større kampstyrker (fx amerikansk‐ledet intervention i Somalia 1992; fransk intervention i Rwanda i 1994; amerikansk‐ledet intervention i Haiti 1994; NATO operation i Bosnien 1995; italiensk‐ledet operation Albanien 1997; Gabon‐ledet operation i den Centralafrikanske republik i 1997 støttet af Frankrig; ECOWAS operation i Sierra Leone 1998; NATO operation i Kosovo 1999; australsk‐ledet intervention på Østtimor 1999; britisk‐ledet operation i Afghanistan 2001; ECOWAS operationer i Côte d'Ivoire 2002 og i Liberia 2003).

• FN overtager ansvaret for uddelegerede fredsoperationer, når situationen er tilstrækkelig stabil til at tillade ‘robust fredsbevarelse’, der kun kræver begrænset magtanvendelse udover selvforsvar (fx Rwanda 1994; Haiti i 1994 og 2004; Den Centralafrikanske Republik 1998; Sierra Leone 1999; Østtimor 1999; Liberia 2003; Côte d'Ivoire 2004, hvor FN samarbejder med en fransk styrke; Burundi 2004, hvor FN tog over fra en fredsbevarende operation indsat af AU).

• FN indgår i fælles operationer med andre aktører (fx den fælles civile mission i Haiti som blev udført med OAS og operationerne i Bosnien og Kosovo som blev udført i samarbejde med EU, NATO og OSCE).

• FN udsender observatører til at overvåge/samarbejde med operationer udført af andre aktører (fx CIS styrkerne i Georgien og Tadjikistan og ECOWAS styrkerne i Liberia, Sierra Leone og Guinea‐Bissau).

• FN har ansvar for overgangsadministrationer eller optræder som rådgiver for overgangsregeringer (Kosovo, Østtimor, Afghanistan og Irak).

• FN’s Generalsekretær beder om hjælp, hvis en FN‐ledet styrke løber ind i problemer, der kræver mere magtanvendelse, end den kan magte (UK i Sierra Leone 2000 og Frankrig i Den Demokratiske Republik Congo 2003).

Der tegner sig dermed en arbejdsdeling, som giver FN en central rolle som mandatgiver til fredsoperationer, som kræver større kampstyrker, og som leder af fredsoperationer, der kun kræver begrænset brug af magt udover selvforsvar. Endvidere fremstår FN som en central aktør i koordineringen og implementeringen af de mange civile opgaver, som de multifunktionelle fredsoperationer udfører. Der er således ikke noget, der tyder på, at FN er i fare for at blive marginaliseret i overskuelig fremtid, hvilket der har været udpræget bekymring for i kølvandet på både Kosovo og Irak. FNs hovedproblem er fortsat, som det vil fremgå nedenfor, at opgaverne overstiger kapaciteterne.12

Det administrative niveau:

3. Styring og støtte

Anbefalingerne i Brahimirapporten førte til en betydelig styrkelse af FN’s afdeling for fredsbevarende operationer (DPKO).13 Men oprettelsen af 191 nye stillinger frem til 2003 rokker ikke ved den kendsgerning, at DPKOs kapacitet til at planlægge, lede og understøtte FN’s operationer forbliver begrænset. Medio 2004 havde DPKO kun én person til at styre operationerne for hver 100 mand i marken,14 lov og orden området er håbløst underbemandet og den civile planlægningskapacitet er yderst begrænset. Hertil kommer, at opstarten af nye operationer i 2004 stort set tømte FN’s lagre af materiel, at standarden af FN’s personel stadig er af yderst varierende kvalitet, og at der fortsat er stort behov for at strømligne organisationsstruktur og standard procedurer.15 Disse styrings‐ og støtteproblemer er ikke nye. De eksisterede også under den kolde krig, og der er blevet fremsat reformforslag ligeså længe, som organisationen har været inddraget i fredsbevarelse.16 Går vi endnu længere tilbage, så fremsatte chefen for Folkeforbundets overvågningsstyrke i Saarlandet et reformforslag i 1935, der er så godt som identisk med dem, der er blevet fremlagt siden 1988.17 Den skæbne, alle disse forslag har mødt, tjener til at understrege en grundlæggende sandhed: FN bliver aldrig mere effektiv, end medlemsstaterne ønsker det, og det passer mange af dem fint, at organisationen ikke er alt for effektiv.18

Det operative‐taktiske niveau:

4. Kommando og kontrolsystem

At regeringer sætter begrænsninger for brugen af deres militære enheder i højrisikooperationer er forståeligt, fordi de risikerer at blive upopulære, hvis deres soldater bliver dræbt i konflikter, der ikke udgør nogen direkte trussel for den nationale sikkerhed. Det er derfor urealistisk at forlange, at regeringer skal holde op med at blande sig. Det anerkendes i vestlige doktriner, der tager national indblanding for givet og anvender en ledernation (lead nation) til at sikre en vis form for enhedskommando i multinationale fredsoperationer, der ikke er under FN‐kommando. Dvs. at man lader den stat, der bidrager med den største militære styrke, tage kommandoen over fredsstyrken.19 Denne model er normalt ikke anvendelig i FN‐ledede operationer, fordi det er i strid med princippet om rimelig geografisk medvirken, der forsvares ihærdigt af den Alliancefri Bevægelse (114 medlemmer, især tredjeverdenslande). I stedet har FN forsøgt at reducere problemet med national indblanding i sine operationer ved at forbedre konsultationerne med troppebidragsydere, der ikke har sæde i Sikkerhedsrådet. En stigning i antallet af de møder og briefinger, der holdes af Sikkerhedsrådet og sekretariatet med de troppebidragende nationer, har forbedret situationen i de seneste år,20 men de vil næppe være tilstrækkelige til at reducere problemet ved national indblanding i højrisikooperationer væsentligt. Dette kan kun gøres ved også at indføre ledernationsmodellen i FN‐ ledede operationer.

5. Doktrin, og regler for magtanvendelse (ROE). Behovet for at give fredsstyrker mandat og kapacitet til at bruge magt udover selvforsvar i fredsoperationer, hvor samtykke vurderes til at være begrænset, er blevet anbefalet af FN’s Generalsekretær, og det støttes også af hovedanbefalingen i Brahimirapporten, som fastslår, at: De Forenede Nationers fredsbevarende styrker må være i stand til at udføre deres mandat professionelt og vellykket og være i stand til at forsvare sig selv, de øvrige komponenter af missionen og missionens mandat, med robuste regler for magtanvendelse, mod dem, der bryder deres forpligtelser overfor en fredsafttale eller på anden måde søger at undergrave den med vold.21 Det har imidlertid været svært for Generalsekretæren at få denne anbefaling implementeret i de FN‐ledede operationer i felten, selvom alle større operationer de senere år har fået Kapitel VII mandat til at bruge magt udover selvforsvar i begrænset omfang. Det skyldes dels en principiel modvilje blandt mange medlemslande, som ikke ønsker, at FN skal bryde med principperne for de klassiske fredsbevarende operationer, dels at hovedparten af soldaterne på de FN‐ledede operationer ikke har den fornødne udrustning, træning og motivation til at kunne løse egentlige kampopgaver. Endelig har medlemslandenes vilje til at løbe de risici, som kampoperationer indebærer, også været begrænset.

Skærmbillede 2020-02-12 kl. 15.36.04.png

6. Hurtig indsættelse

FN har fortsat svært ved at leve op til sin relativt beskedne ambition om at kunne iværksætte en ny fredsoperation med 90 dages varsel. Det standby system (UNSAS), som FN har udviklet på siden 1994, har endnu ikke gjort nogen afgørende forskel på FN’s reaktionsevne.22 Brahimirapporten forbedrede situationen noget ved at bane vej for etableringen af et hurtigt reaktionsarrangement bestående af 147 officerer, som med syv dages varsel skal kunne oprette et missionshovedkvarter. Støtten fra medlemslandene har imidlertid været halvhjertet, og kritiske mangler indenfor efterretninger, ingeniørtropper, kommunikation, logistik, strategisk løft og transport står stadig i vejen for afgørende fremskridt.23 FN har en begrænset militær hurtig reaktionskapacitet i form af den 4.500‐ store SHIRBRIG brigade, som står til rådighed for FN for indsættelse med 15‐30 dages varsel i fredsoperationer i op til seks måneder.24 SHIRBRIG blev brugt første gang i forbindelse med opstarten af FN‐operationen i Etiopien og Eritrea i 2000. Styrken har siden hen stillet med mindre bidrag for at lette opstarten af FN missioner i Côte d’Ivoire, Liberia og Sudan.25 På det civile område har FN etableret tre 120‐personers hurtige reaktionshold, som trækker på eget personale, og som forudsættes at være til rådighed med kort varsel for en periode på op til 90 dage til at sætte nye missioner i værk. At dette ikke nødvendigvis er tilfældet blev klart, da disse hold blev anvendt første gang til opstarten af den FN‐ledede operation i Liberia i 2003. Selvom der blev deployeret 32 personel fra disse hold, viste det sig at være umuligt at deployere et tilstrækkeligt antal af kvalificerede medarbejdere fra de tre hold, delvis fordi ledere nægtede at frigive deres personel. Ydermere var FN ude af stand til at rekruttere afløsere i tide for alt udrykningspersonellet, da deres 90‐dages udstationering var afsluttet.26 Med hensyn til civilt politi og retshåndhævelse har FN gjort meget små fremskridt, når det gælder om at etablere en pålidelig beredskabskapacitet, da medlemslandenes kapacitet og samarbejdsvilje har vist sig at være begrænset.27 Denne mangel på fremskridt afspejles af forslaget fra Generalsekretærens Højniveaupanel om etablering af et korps på 50‐100 politifolk og ledere på chefniveau til at planlægge og iværksætte politimissioner.28 FN’s begrænsede kapacitet til hurtig indsættelse betyder, at FN er afhængig af støtte fra medlemslandene, og det er i den forbindelse vigtigt at huske på, at de beredskabsarrangementer, som bygger på bidrag fra medlemslandene, ikke rummer nogen garanti for hurtig deployering. Staterne har ret til at sige nej til at stille med personel, når FN henvender sig, og det gør de ganske ofte. For at nævne et grelt eksempel, så sagde Danmark og alle de andre lande, der havde tilmeldt styrker til FN’s UNSAS system således nej, da Generalsekretæren i april 1994 forsøgte at finde soldater til at standse det igangværende folkemord i Rwanda. Iværksættelse af nye operationer med kort varsel bør som følge heraf uddelegeres til koalitioner af villige og regionale organisationer, hvilket også er sket i vidt omfang.

7. Træning

FN har taget adskillige skridt for at øge puljen af kvalificeret civilt og militært personel i 1990’erne. Siden det blev oprettet i 1993, har DPKO’s Trænings og Evalueringsenhed bestræbt sig på at koordinere og standardisere træning blandt de medlemsstater, der bidrager til fredsoperationer. Enheden har etableret en FN Stabsskole (United Nations Staff College) i Torino, gjort betydelige fremskridt med hensyn til at udvikle fælles standarder for træning til fredsoperationer, etableret træningsteams, der med kort varsel kan levere specialiseret træning til medlemsstater efter anmodning, og det gennemfører en bred vifte af forskellige træningsprogrammer og kurser for både civilt og militært personel.29 NATO har oprettet et omfattende træningsprogram til at forberede dens medlemmer og partnerlande til at deltage i fredsoperationer under alliancens ledelse, EU er i færd med at etablere omfattende træningsprogrammer for sine civile udrykningsstyrker, de nordiske lande har forstærket deres fælles træningsprogram, nye regionale træningscentre til fredsoperationer er blevet oprettet i Argentina, Canada, Ghana, Malaysia og Zimbabwe, og adskillige vestlige lande er begyndt at yde træningsbistand til afrikanske lande. Til trods for disse forbedringer fortsætter FN‐ledede operationer med at lide under deployeringen af civilt og militært personel, der mangler selv de mest grundlæggende kvalifikationer. Det overhængende sammenbrud af UNAMSIL i Sierra Leone i foråret 2000 kunne i vidt omfang tilskrives deployeringen af dårligt trænet og udrustet personel, og selvom problemet til dels kan forklares med, at mange af de store bidragydere fra den tredje verden ikke råder over de fornødne ressourcer til at træne og udruste deres personel ordentligt, hører det med til historien at visse af dem sender soldater med det formål at få de lidt over $1.000 om måneden, som FN betaler per soldat. Problemerne med at få kvalificeret personel er endnu større på det civile område. I det første år af UNMIK i Kosovo måtte politichefen hjemsende så mange som 383 politifolk kort tid efter deres ankomst, fordi de var ude af stand til at udføre grundlæggede politiopgaver.30 Det var også tilfældet med størstedelen af dem, der blev interviewet til politistillinger i Liberia operationen i efteråret 2003.31 Den nemmeste løsning på problemet ville selvfølgelig være konsekvent at afvise personel, som mangler den fornødne træning. Men den desperate mangel på soldater og civilt personel giver ikke FN andet valg end at acceptere sådanne folk. Problemets omfang illustreres af, at helt op til 50 procent af de civile stillinger er ubesatte i nogle af de FN‐ledede operationer i Afrika.

8. Lov og orden

Brahimirapporten anbefalede FN at etablere hurtigtudrykkende lov og orden hold, bestående af dommere, fængselspersonale og andre juridiske eksperter, og at udvikle en midlertidig straffelov til brug i nødfasen, indtil det lokale retssystem er genetableret.32 Uheldigvis vil denne idealløsning ikke blive implementeret foreløbig. Den politiske vilje til at beordre militæret til at etablere sådanne hold mangler, og det vil tage lang tid at opbygge den kapacitet, der kræves til civile hold. Udfordringen består følgelig i at sammensætte det optimale mix af det personel, der er tilgængeligt, når behovet opstår, og militæret kommer til at spille en hovedrolle, hvad enten det synes om det eller ej.33 FN’s evne til at løse denne opgave vil derfor afhænge af hjælp fra de andre aktører. Assistance fra EU vil være afgørende, da EU er kommet længst med at opbygge en lov og orden beredskabsstyrke. Men selv EU’s kapacitet er yderst begrænset, hvilket illustreres af de store problemer, Unionen har haft med at finde 500 politifolk til sine politimissioner på Balkan.34

9. Presse‐ og information

Det er blevet standard at anvende radiostationer i FN‐fredsoperationer siden 1995,35 og FN har også udarbejdet retningslinjer og en manual til brug for informationskomponenter i marken.36 Kapaciteten er dog begrænset, og manglen på en effektiv informationskomponent blev i en evalueringsrapport bedømt til at være ‘næsten fatalt for [Sierra Leone] operationens troværdighed’, da den kom under pres fra oprørerne i maj 2000.37 Forbedringer er derfor påkrævede, herunder at etablere en hurtigt deployerbar kapacitet til offentlig information, som anbefalet i Brahimirapporten.38 Selvom det lykkedes for FN at forsyne operationen i Liberia i 2003 med udstyr til at gøre en hurtig opstart af radioudsendelser mulig, forhindrede mangel på uddannet personel radioen i at gå i luften den første måned.39 Hertil kommer, at iværksættelsen af denne operation stort set opbrugte al eksisterende kapacitet.40 FN’s ressourcer til brug for missionsopstarterne i 2004 og 2005 har derfor været yderst begrænsede.

10. Stats/fredsbygning

Statsbygningsoperationerne i Kosovo og Østtimor oversteg klart FNs kapacitet, og de mange problemer fik Sergio Viera de Mello, som spillede en ledende rolle i begge operationer, til at forfatte et meget kritisk manuskript, der (ikke overraskende) aldrig blev offentliggjort med titlen: Hvordan man ikke skal lede et land. Erfaringer for FN fra Kosovo og Østtimor.41 At FN ikke kunne magte opgaven, var da også Generalsekretærens Særlige Udsending (SRSG) for Afghanistan Lakhdar Brahimis begrundelse for at afvise et amerikansk forslag om, at FN skulle påtage sig en lignende rolle i Afghanistan. At FN ikke har kapaciteten til at udføre så ambitiøse operationer, er dog ikke det store problem, da de ikke vil forekomme særlig tit, og fordi det er et åbent spørgsmål, om FN igen vil få hovedansvaret for at udføre dem. Det er et langt større problem, at FN fortsat mangler den fornødne kapacitet til at udføre de mange civile opgaver, som organisationen får ansvaret for på sine multifunktionelle fredsoperationer. Det gælder områder som afvæbning, demobilisering og reintegration af væbnede styrker, sikkerhedssektorreform, civil administration, fremme af menneskerettighederne, beskyttelse af børns rettigheder, ligestilling, fremme af demokrati og afholdelse af valg. Organisationens kapacitet til at løse disse opgaver begrænses fortsat af utilstrækkelig planlægningskapacitet, mangel på kvalificeret personel, elendig koordinering, utilstrækkelig finansiering og manglende støtte fra medlemslandene. Selvom der er sket en lang række forbedringer i kølvandet på Brahimirapporten, er FNs kapacitet på dette felt stadig ikke tilfredsstillende, hvorfor organisationen også på dette punkt er afhængig af partnerskaber med andre aktører.42

11. Efterretninger

Betydningen af en effektiv efterretningskapacitet blev officielt anerkendt i kølvandet på den fejlslagne FN‐operation i Rwanda i 1994.43 Denne mentalitetsændring har dog ikke kunnet løse problemet. Selvom FN ved begyndelsen af 2004 havde oprettet ‘Joint Mission Analysis Cells’ ved fire af dens missioner, forblev dens kapacitet til at indhente og analysere efterretningsinformationer fra marken yderst begrænset. Brahimirapportens forslag om at styrke denne kapacitet blev mødt med hård modstand fra regeringer i den tredje verden, og de har med held forpurret FN Generalsekretærens forsøg på styrke Sekretariatets efterretningskapacitet.44 FN er derfor stadig afhængig af sine medlemmer for efterretningsinformationer.

12. Koordination og samarbejde.

Efter et årti med vedvarende reformer forbliver den overordnede koordination på det strategiske niveau svag. Det gælder både internt i FN‐systemet og i forhold til andre aktører.45 På de indre linier søger FN at løse problemet ved at etablere ‘integrerede missioner’, der skal samtænke de militære, humanitære og udviklingsmæssige komponenter i FN’s multifunktionelle fredsoperationer.

En større uafhængig evaluering af disse bestræbelser viser ikke overraskende, at der stadig er masser af plads til forbedring,46 og Kofi Annans forslag om at oprette en fredsbygningskommission med et tilknyttet fredsbygningskontor er et forsøg på at etablere en magtfuld institution, der kan bidrage til udformningen af sammenhængende strategier for stats‐  og fredsbygningsindsatser, bedre planlægning og finansiering, bedre koordinering og løbende evaluering af FN’s multifunktionelle operationer.47 Hvis forslaget skulle blive vedtaget, er det dog et åbent spørgsmål, hvor meget det vil nytte set i lyset af de relativt begrænsede fremskridt, der er sket på dette felt siden starten af 1990erne. Det forhold, at de vestlige stater også har problemer med at planlægge, koordinere, udføre og evaluere deres civil‐militære indsatser på tværs af de involverede fagministerier, siger lidt om den udfordring FN‐ systemet står overfor. På det operative niveau er samarbejdet mellem de forskellige internationale organisationer blevet forbedret, og det fælles civilt‐militære samarbejde er blevet institutionaliseret i kommandostrukturen på FN‐ledede operationer, idet de civile og militære komponenter er blevet underordnet chefen for missionen, som regel en SRSG. Systemets effektivitet afhænger dog i høj grad af SRSG’ens og de øvrige chefers kvalitet og samarbejdsevner, hvilket varierer meget fra mission til mission. På det taktiske niveau er der generelt færrest problemer, men CIMIC, som er blevet institutionaliseret på operationer ledet af NATO‐lande, er fortsat meget lidt udviklet og afhænger af de nationale kontingenters egne kapaciteter. Status er kort sagt blandet. Mens der er tydelige fremskridt på alle niveauer, er det ligeså tydeligt, at bureaukratiske barrierer, modsatrettede organisatoriske og statslige interesser og det blotte antal af aktører forbliver en udfordring ikke bare for FN men for alle aktører, som søger at koordinere multifunktionelle multinationale indsatser.

Implikationer for fremtiden

Som det fremgår af ovenstående har FN’s institutioner forbedret deres kapaciteter på så godt som alle områder, og FN står derfor bedre rustet end nogensinde til at planlægge og udføre sine fredsoperationer. Problemet er bare, at kravene til organisationen er vokset hurtigere end kapacitetsopbygningen, og den manglende uoverensstemmelse mellem krav og kapaciteter samt Sikkerhedsrådets tilbøjelighed til fortsat at pålægge FN institutionerne umulige opgaver især i Afrika betyder, at nye fiaskoer uvægerligt vil finde sted. Det er blot et spørgsmål om tid. Lykkeligvis ser det ud til, at ønsket om at undgå et nyt Rwanda, lægger et betydeligt pres på de vestlige permanente medlemmer for at træde til, når nye katastrofer er under udvikling. Den britiske intervention i Sierra Leone i 2000 og den fransk‐ledede intervention i Den Demokratiske Republik Congo i 2003 udsprang begge til dels ud fra ønsket om at redde igangværende FN operationer fra kollaps. Nye ydmygende tilbagetrækninger, som dem FN blev tvunget til i Rwanda og Somalia, synes dermed ikke at være politisk acceptable længere. Desværre gælder denne logik ikke i samme omfang, når det drejer sig om at iværksætte nye operationer for at standse overgreb på civilbefolkningen. Den manglende vilje til at stabilisere situationen i Monrovia i sommeren 2003, hvor 2.300 amerikanske marinesoldater blev siddende på deres skibe udenfor byen uden at gribe ind, og den manglende vilje til at standse de folkemordslignende tilstande i Darfur taler sit tydelige sprog herom. I begge tilfælde sendte de vestlige lande i stedet sorteper videre til afrikanske organisationer, hvilket resulterede i forsinkelser og mindre effektive indsatser med det resultat, at tusindvis af menneskeliv gik tabt.48

Skærmbillede 2020-02-12 kl. 15.38.55.png

FN’s fredsoperationer har været kendetegnet af manglende overensstemmelse mellem kapacitet og krav, lige siden den første blev iværksat, og det samme gjorde sig som nævnt også gældende for Folkeforbundets operationer. Problemet må betragtes som et strukturelt vilkår, der udspringer af medlemslandenes, og især Sikkerhedsrådets, mulighed for at kunne iværksætte nye fredsoperationer uden at skulle betale særligt meget for det eller bidrage med tropper. Det bidrager til problemet, at Sikkerhedsrådet som regel heller ikke får ansvaret for de fiaskoer, denne praksis afstedkommer. Præsident Bill Clinton slap godt fra at give FN skylden for ‘Blackhawk Down’ fiaskoen i Somalia, som FN intet havde med at gøre, og FN systemet fik også hovedparten af skylden for Srebrenica. Men hvem havde egentlig det største ansvar for Srebrenica: FN sekretariatet og den underlegne hollandske styrke, som overgav sig til serberne i stedet for at kæmpe, eller de regeringer, der støttede oprettelsen af de sikre zoner men ignorerede FN sekretariatets anmodning om tropper til at beskytte dem? Det er sigende, at den hollandske regering og FN‐systemet har fået mere kritik for tragedien end de regeringer, som glimrede ved deres fravær. Det er ikke uden grund, at Kofi Annan spøger med, at hans engelske akronym SG står for ScapeGoat og ikke Secretary General.49 En erkendelse af, at FN’s fredsoperationer også fremover vil lide under manglen på penge, materiel og personel må derfor ligge til grund for enhver diskussion af, hvordan FN’s fredsoperationer kan forbedres, og hvordan Danmark bør forholde sig til denne problematik. Da der ikke er udsigt til, at FN nogensinde vil kunne udføre operationer, der lever op til EU/NATO‐standard, hvad angår ressourcer, interoperabilitet og personelkvalitet, skal arbejdet med at udbygge arbejdsdelingen på området fortsætte. Operationer, som kræver hurtig indsættelse og kampklare tropper, der kan nedkæmpe organiseret modstand, skal FN fortsætte med at uddelegere til regionale organisationer, koalitioner og stater med den fornødne kompetence. Samarbejdet mellem FN og disse aktører bør derfor videreudvikles, således at FN får mere pålidelig adgang til kampklare reaktionsstyrker, som enten kan bane vejen for en FN‐ ledet fredsoperation eller komme igangværende FN‐ledede operationer til undsætning, hvis de løber ind i væbnet modstand, de ikke kan håndtere. Det vil i den forbindelse være oplagt at geare EU’s nye kampgrupper og NATO’s nye Response Force til at løse sådanne opgaver.50 Arbejdet med at udbygge FN’s kapacitet til at planlægge og udføre multifunktionelle fredsoperationer, der kun kræver begrænset magtanvendelse skal ligeledes fortsætte. Selvom disse operationer er kendetegnet ved mange svagheder, har FN nogle klare fordele. FN’s multifunktionelle operationer har stabiliseret og bidraget til at fremme demokrati i hovedparten af de konflikter de er blevet indsat i. FN operationerne i Østslavonien, Østtimor, El Salvador, Mozambique, Namibia og Sierra Leone kan alle betegnes som succesfulde i så henseende. 51 FN har større legitimitet end nogen anden organisation og er meget billigere i drift end operationer ledet af vestlige lande og organisationer. Budgettet for at holde FN’s operationer i gang i perioden juli 2004‐juni 2005 lå på $4.5 milliarder, hvilket er det samme, som USA i øjeblikket bruger om måneden i Irak.52 Sammenlignet med de mere ressourcestærke vestlige lande og organisationer har FN desuden den fordel, at organisationen er i stand til at udføre langvarige operationer i områder, hvor manglen på vestlige interesser og folkelig opbakning umuliggør langvarige EU‐ og NATO‐ledede fredsoperationer i større målestok. I lyset af de store problemer, som NATO har haft med at finde 8.500 personel og helikoptere til sin operation i Afghanistan,53 er det svært at se, hvordan EU og NATO skulle kunne mobilisere opbakning til at foretage langvarige operationer i Afrika. Sammenligner man FN med de afrikanske regionale og subregionale organisationer, er FN dem overlegen på stort set alle områder, når det drejer sig om fredsoperationer med begrænset magtanvendelse. FN har mere ekspertise med hensyn til at planlægge og udføre sådanne operationer, FN har større civil kapacitet og de økonomiske ressourcer, der skal til for at holde langvarige operationer i gang. Afrikas største økonomiske og militære magt, Sydafrika, havde således store problemer med at finansiere sit kontingent på 1.600 personel i AU operationen i Burundi, og AU vurderes kun at være i stand til at finansiere små observatøroperationer på under 100 personel. Som Jakkie Cilliers meget præcist har formuleret det, er en FN‐ledet operation AU’s eneste ‘exitstrategi’.54 Det er da også grunden til, at EU har øremærket €250 millioner til at støtte AU‐ledede operationer, og at Kofi Annan har foreslået, at FN i exceptionelle situationer burde kunne anvende obligatoriske medlemsbidrag til at finansiere fredsoperationer uddelegeret til regionale organisationer.55 Alt i alt er de FN‐ledede fredsoperationer meget bedre end deres rygte. Disse operationer har haft et meget dårligt ry i de vestlige lande siden UNPROFOR, og det gælder også i Danmark, hvor de hverken har nogen høj stjerne på Christiansborg eller i Forsvaret.56 Som det fremgår af denne artikel, er det imidlertid svært at undervurdere den betydning, som FN spiller på området. FN har den største kompetence og er stadig den vigtigste operatør indenfor den kategori af fredsoperationer, som kan udføres med begrænset magtanvendelse af mindre end 20.000 personel. Det vil FN fortsætte med at være i overskuelig fremtid, fordi de afrikanske lande og organisationer har meget lang vej at gå, før de selv bliver i stand til at tage vare på sikkerheden på deres eget kontinent, hvor behovet for fredsoperationer er størst. Hertil kommer, at det er FN, som bliver sat til at lukke hullerne, de steder hvor fredsoperationer ikke kan uddelegeres til koalitioner af villige og regionale organisationer, fordi der ikke er nogle egnede eller villige aktører at uddelegere til. Derfor bør Danmark fortsætte med at gøre sit til at forbedre FN’s kapacitet til at udfylde sin rolle i den internationale arbejdsdeling, der er blevet skabt på området siden murens fald.

Forkortelser

AU Den Afrikanske Union

CIMIC Civilt‐militært samarbejde

DPKO Departement for Fredsbevarende Operationer

ECOWAS Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater

EU Den Europæiske Union

FN De Forenede Nationer

NATO Den Nordatlantiske Traktat Organisation

NGO Ikke‐Governmental Organisation

OAS Organisationen af Amerikanske Stater

OSCE Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa

ROE Rules of engagement – regler for magtanvendelse

SHIRBRIG Multinational Stand‐by Forces High Readiness Brigade for

UN operations

SRSG Særlig Repræsentant for Generalsekretæren

UK Det Forenede Kongerige ‐ Storbritannien

UNSAS United Nations Stand‐by Arrangements System

Noter

1 Peter Viggo Jakobsen, ‘FNs fredsoperationer i halvfemserne: praksis, problemer og perspektiver’, DUPI working paper, 7, (København: Dansk Udenrigspolitisk Institut, 1998).

2 United Nations Peacekeeping Operations Background Note, 30. juni 2005.

3 En udførlig forklaring på disse ændringer kan findes i kapitel 3 i Peter Viggo Jakobsen, Nordic Approachesto Peace Operations: A New Model in the Making? (London. Routledge, udkommer december 2005). Lige som alt andet kan det også forklares med globalisering. Se Peter Viggo Jakobsen, ‘The Transformation of United Nations Peace Operations in the 1990s: Adding Globalization to the Conventional “End of the Cold War” Explanation’, Cooperation and Conflict, 73:3 (2002), s. 267‐282.

4 Per Frydenberg (red.) Peace‐Keeping: experience and evaluation. The Oslo Papers (Oslo: NUPI, 1964), s. 14.

5 Baseret på Jakobsen, Nordic Approaches to Peace Operations, kapitel 3.

6 Report of the Panel on the United Nations Peace Operations, FN doc. A/55/305‐ S/2000/809, 21. august 2000 (kendt som Brahimirapporten efter panelets formand)

7 En oversigt over de væsentligste kan findes på http://www.un.org/Depts/dpko/dpko/reports.htm [12. juli 2005].

8 In larger freedom: towards development,security and human rights for all, FN doc. A/59/205, 21. marts 2005, afsnit 112‐121.

9 James Rupert, ‘UN Rejects U.S. Postwar Plan’, Newsday, 18. oktober 2001, s. A33.

10 FN var advaret om risikoen for uro og massakrer. Se fx advarslen fra Ugandas udenrigsminister: Will Ross, ‘Uganda fears Congo vacuum’, BBC News, 17. april 2003, http://news.bbc.co.uk/1/hi/world/africa/2957205.stm [13. juli 2005].

11 Se FN doc. S/2004/650, 14. august 2004, afsnit 120 og FN S/res 1565, 1. oktober 2004.

12 Se også Peter Viggo Jakobsen, ‘Overload, not marginalization, threatens UN peacekeeping’, Security Dialogue, 31:2 (2002), s. 167‐178, SD; og Alex J. Bellamy og Paul D. Williams, ‘Who’s Keeping the Peace? Regionalization and Contemporary Peace Operations’, International Security, 29:4 (2005), s. 157‐ 195.

13 William J. Durch, Victoria K. Holt, Caroline R. Earle og Moira K. Shanahan, The Brahimi Report and the Future of UN Peace Operations (Washington, DC: The Henry L. Stimson Center, 2003), s. xix.

14 Jean‐Marie Guéhenno, ‘A plan to strengthen UN peacekeeping’, International Herald Tribune, 19. april 2004.

15 Durch et al., The Brahimi Report and the Future of UN Peace Operations; interviews i FN’s Departement for Fredsbevarende Operationer, 12. maj 2004.

16 Se fx Per Frydenberg (red.), Peace‐Keeping: Experience and evaluation. The Oslo Papers (Oslo: NUPI, 1964).

17 J. Brind, ‘League of Nations: Report by the Commander in Chief, International Force in the Saar, 26 October 1935’, IPKO Documentation, 29 (februar) (Paris: International Information Center on Peace‐Keeping Operations, [1935] 1968).

18 Den kølige modtagelse, som Brahimirapporten fik i den tredje verden er et tydeligt eksempel. Se Lahkdar Brahimi, Peacekeeping and Conflict Resolution. The 2001 Alastair Buchan Memorial Lecture delivered on 22 March at Arundel House (London: International Institute for Strategic Studies, 2001).

19 FM 3‐07 (100‐20) Stability Operations and Support Operations (Washington, DC: Headquarters Department of the Army, 2003), afsnit 4‐72; JWP 3‐50 Peace Support Operations, afsnit 167, 311.

20 FN doc. A/58/694, 26. januar 2004, afsnit 8. Se også FN doc. S/res/1353, 13. juni 2001.

21 The Brahimi Report, afsnit 55.

22 For de forskellige beredskabsinitiativer og reformer i løbet af 1990’erne, se Peter H. Langille, ‘Conflict Prevention: Options for Rapid Deployment and UN Standing Forces’, International Peacekeeping, 7:1 (2000), s. 219‐253.

23 FN doc. A/58/694, 26. januar 2004, afsnit 20, 24‐25; Peacekeeping Best Practices Unit, Lessons Learned Study on the Start‐up Phase of the United Nations Mission in Liberia (New York: UN Department of Peacekeeping Operations, 2004), s. 1.

24 I juli 2005 havde 16 lande underskrevet et eller flere af SHRIBRIGs medlemsdokumenter, mens yderligere fem lande havde status som observatører. Se SHIRBRIG’s hjemmeside: http://www.shirbrig.dk [13. juli 2005].

25 FN doc. A/58/694, 26. januar 2004, afsnit 22; UN News Service, ‘Press Briefing by UN Readiness Brigade’, 23. juni 2004, http://www.un.org/ News/briefings/docs/2004/ SHIRBIRG.brf.doc.htm [15. september 2004].

26 Peacekeeping Best Practices Unit, Lessons Learned Study on the Start‐up Phase of the United Nations Mission in Liberia, s. 9‐10.

27 Durch et al., The Brahimi Report and the Future of UN Peace Operations, s. 80‐ 83.

28 UN, A more secure world: Ourshared responsibility. Report of the Secretary‐ General’s High‐level Panel on Threats, Challenges and Change (2004), afsnit 223. 29 Se FN’s hjemmeside for træning til fredsbevarelse: http://www.un.org/Depts/dpko/training/.

30 Peter Viggo Jakobsen (red.) ‘CIMIC ‐ Civil‐military Co‐operation. Lessons Learned and Models for the Future’, DUPI Report, 9 (Copenhagen: Danish Institute of International Affairs, 2000), s. 37.

31 Durch et al., The Brahimi Report and the Future of UN Peace Operations, s. 80.

32 The Brahimi Report, afsnit 76‐83; Michael J. Kelly, ‘Responsibility for public security in peace operations’, i Helen Durham and Timothy L. H. McCormack (red.) The Changing Face of Conflict and the Efficacy of International Humanitarian Law (Haag: Martinus Nijhoff Publishers, 1999), s. 141‐172; Hansjorg Strohmeyer, ‘Collapse and reconstruction of a judicial system: The United Nations missions in Kosovo and East Timor’, The American Journal of International Law, 95:1 (2001), s. 46‐63.

33 For en detaljeret analysise af brugen af militære styrker til lov og orden opgaver, se Peter Viggo Jakobsen, ‘Military Forces and Public Security Challenges’, i Michael Pugh og Waheguru Pal Singh Sidhu (red.) The UN and Regional Security: Europe and Beyond (Boulder, CO: Lynne Rienner Publishers, 2003), s. 137‐153.

34 Se Peter Viggo Jakobsen, ‘The Emerging EU Civilian Crisis Management Capacity – A “real added value”for the UN?’, Background paper for The Copenhagen Seminar on Civilian Crisis Management arranged by the Royal Danish Ministry of Foreign Affairs, June 8 – 9 (2004), http://www.um.dk/NR/rdonlyres/78419463‐FF4E‐486B‐83F6‐ 4B758DC181B5/0/ViggoEUCIVCMarticle.pdf [18. juli 2005].

35 Supplement to An Agenda for Peace. Position paper of the Secretary‐General on the occasion of the Fiftieth Anniversary of the UN, FN doc. A/50/60‐S/1995/1, 3. januar 1995, afsnit 46.

36 FN doc. A/52/1, 3. september 1997, afsnit 38.

37 Peacekeeping Best Practices Unit, Lessons Learned From United Nations Peacekeeping Experiences in Sierra Leone (New York: UN Department of Peacekeeping Operations, 2003), s. 65.

38 The Brahimi Report, s. 56. Se også FN doc. A/55/977, 1. juni 2001, s. 4, 90‐92. 39 Peacekeeping Best Practices Unit, Lessons Learned Study on the Start‐up Phase of the United Nations Mission in Liberia, s. 14. 40FN doc. A/58/694, 26. januar 2004, afsnit 54‐55.

41 Sergio Viera de Mello ‘How not to run a country. Lessons for the UN from Kosovo and East Timor’, upubliseret manuskript (2000).

42 For et kort diskussion af de senere års reformer og udestående problemer se Shepard Forman, ‘Building Civilian Capacity for Conflict Management and Sustainable Peace’. A discussion paper prepared for the Government of Denmark’s Meeting on “Strengthening the UN’s Capacity on Civilian Crisis Management”, Copenhagen June 8‐9 (2004), http://www.cic.nyu.edu/pdf/BuildingCivilianCapacityforConflictManagementan dSustainablePeace.pdf [20. juli 2005].

43 Lessons Learned Unit, Comprehensive Report On Lessons Learned From United Nations Assistance Mission For Rwanda (UNAMIR) October 1993 – April 1996 (New York: UN Department of Peacekeeping Operations, 1996), Part I, lesson 4.

44 Durch et al., The Brahimi Report and the Future of UN Peace Operations, s. 38‐ 39.

45 Bruce D. Jones, The Challenges of Strategic Coordination: Containing Opposition and Sustaining Implementation of Peace Agreements in Civil Wars (New York: IPA Policy Paper Series on Peace Implementation, CISAC‐IPA Project on Peace Implementation, 2001); Astri Suhrke, ‘Peacekeepers as Nati‐ on‐builders: Dilemmas of the UN in East Timor’, International Peacekeeping, 8:4 (2001), s. 75‐90.

46 Espen Barth Eide, Anja Therese Kaspersen, Randolph Kent og Karin von Hippel, Report on Integrated Missions. Practical Perspectives and Recommendations. Independent Study for the Expanded UN ECHA Core Group (maj 2005), http://pbpu.unlb.org/pbpu/library/Report%20on%20Integrated%20Missions% 20May%202005%20Final.pdf [25. juli 2005].

47 In larger freedom, afsnit 114‐119 og addendum 2.

48 ‘America and Liberia’, The Economist Global Agenda, 28. juli 2003, http://www.economist.com/agenda/displaystory.cfm?story_id=1938769 [22. juli 2003]; Reed Kramer, ‘Bush makes symbolic shift on Liberia, but dying continues’, All Africa Global Media, 28. juli 2003, http://www.reliefweb.int/rw/rwb.nsf/db900SID/OCHA‐ 64CE8T?OpenDocument [22. juli 2005]; Hugo Slim, ‘Dithering over Darfur? A preliminary review of the international response’, International Affairs, 80:5 (2005), s. 811‐828.

49 Shashi Tharoor, ‘Why America Still Needs the United Nations’, Foreign Affairs, 82:5 (September/October 2003), http://www.foreignaffairs.org/20030901faessay82505/shashi‐tharoor/why‐ america‐still‐needs‐the‐united‐nations.html [25. juli 2005].

50 Peter Viggo Jakobsen, ‘Debate: Should NATO support UN peacekeeping?’, NATO Review, 2 (Summer 2005), http://www.nato.int/docu/review/2005/issue2/english/debate.html [22. juli 2005].

51 James Dobbins, Seth G. Jones, Keith Crane, Andrew Rathmell, Brett Steele, Richard Teltschik og Anga Timilsina, The UN's Role in Nation‐Building: From the Congo to Iraq (Santa Monica, CA: RAND, 2005), s. xxxi‐xxxiii.

52 Dobbins et al., The UN's Role in Nation‐Building, s. 248; United Nations Peacekeeping Operations Background Note, 30. juni 2005.

53 Peter Viggo Jakobsen, ‘PRTs in Afghanistan: Successful but not sufficient’, DIIS Report, 2005:6, http://www.diis.dk/graphics/Publications/Reports2005/pvj_prts_afghanistan.p df [22. juli 2005], s. 8.

54 Jakkie Cilliers, ‘UN reform and funding for peacekeeping in Africa’, African Security Review, 14:2 (2005), s. 74.

55 In larger freedom, afsnit 215.

56 Kurt Mosgaard og Michael Lollesgaard, ‘FN ‐ hvad gør vi?’, MilitærtTidsskrift, 131:4 (oktober 2002), s. 472‐479.

Fodnoter

Peter Viggo Jakobsen, ph.d., leder afdelingen for konflikt‐  og sikkerhedsstudier ved DIIS. Primære forskningsinteresser er (dansk) sikkerhedspolitik, brug af magt og tvangsdiplomati (coercive diplomacy) og fredsstøttende operationer i forbindelse med international konflikthåndtering.