Log ind

FN i Mellemøsten 1956/57

#

Af oberstløjtnant C. Engholm

ISRAEL 1948—56

14. maj 1948 oprettedes staten Israel og blev samme dag angre­ bet af de fem omgivende arabiske stater: Libanon, Syrien, Jordan. Irak og Ægypten, som alle undtagen Irak grænser til Israel.

Ingen af disse arabiske stater ville den gang anerkende Israel som selvstændig jødisk stat, og deres indstilling i dag — mere end ni år senere — er den samme: :„Vi helmer ikke før Israel er tilintetgjort“ .

Ved FN’s mellemkomst opnåedes våbenstilstand i løbet af 1949 langs den unaturligt bugtede „Armistice Demarcation Line“ (ADL), der bl. a. delte Jerusalem i den østlige gamle bydel, der holdtes af Jordan, og den moderne jødiske bydel mod vest. Mod syd holdt Ægypten det smalle Gaza-område langs Middel­havet besat.

Næsten een million arabere flygtede fra israelsk område ho­vedsagelig til Jordan og Ægypten, hvor de under administrativ le­delse af United Nations Relief and Works Agency (UNRWA) op­holdt sig, de første år hovedsagelig i teltlejre og andre improvise­ rede forlægninger imder kummerlige vilkår, nu næsten overalt under tag og efter mellemøstlig målestok under tålelige forhold, men stadig som et politisk uromoment: ubeskæftigede, uden fast tilholdssted, utilfredse og under konstant påvirkning fra araber­ staterne, der lover dem, at de „nok skal komme hjem igen“.

Våbenstilstandsbetingelseme er aldrig blevet overholdt: ara­ biske overfaldskommandoer — de såkaldte fedayeens — har i de forløbne ni år virket først fra Ægypten, senere også fra Syrien og Jordan, og deres virksomhed — der i første række er en terror- virksomhed rettet mod den civile jødiske befolkning — er altid prompte blevet efterfulgt af israelske gengældelsesaktioner, der i reglen har været rent militære operationer rettet mod militære mål på arabisk besat område. Men ind imellem disse organiserede aktioner fra begge sider opstår et utal af helt ukontrollable episo­ der: illegale grænseoverskridelser, kvægtyverier, private opgør m. v., der altsammen medvirker til at forværre og tilspidse situa­tionen.

I løbet af 1951 havde „The Arab League“ fået iværksat en omfattende blokade og boycott af Israel:

1) Suezkanalen var lukket for al trafik til og fra Israel,
2) Tiranstrædet (indsejlingen til Israels havneby
Elath ved Akababugten) var ligeledes blokeret for Israel og endelig
3) spærredes for alt samkvem iøvrigt mellem araberstaterne og Israel, en boycott der blev drevet så vidt, at civile fly (ikke blot israelske), der måtte nødlande på arabisk område på vej
til eller fra Israel, blev beslaglagt af araberne.

I 1955/56 intensiveredes den arabiske aktivitet rettet mod Israel.

Fedayeenvirksomheden, der hidtil nærmest havde haft karak­ter af en illegal modstandsbevægelse, blev nu en officiel ægyptisk militærorganisation med hovedsæde i den lille by Khan Yunis i Gazaområdet, endvidere blev der sendt irakske troppeforstærk­ ninger til Jordan, og endelig oprettedes 14. oktober 1956 en fælles arabisk overkommando under den ægyptiske general Amer, der fik hovedsæde i Jordan.

Dagen efter — 25. oktober 1956 — mobiliserede Israel.

KRIGEN ISRAEL—ÆGYPTEN

25. oktober:

Israels mobilisering vakte naturligvis opmærksomhed rundt om i verden, men opfattedes vist stort set som en naturlig reaktion overfor begivenhederne i Jordan. England, der den gang havde forsvarsaftaler med Jordan, advarede bl. a. Israel mod at foretage sig noget, der var rettet mod denne stat.

29. oktober:

Det kom derfor helt overraskende, da Israel fire døgn senere åbnede sin lynkrig mod Ægypten med at landsætte en faldskærms- bataillon dybt inde bag det ægyptiske grænseforsvar ved det stra­tegisk vigtige Mitla Pas, kim 65 km øst for Suez.

Samtidig overskred resten af den luftbårne brigade, hvortil faldskærmsbataillonen hørte, grænsen ved Kuntilla og tog retning mod Mitla Passet, mens en fodfolksbrigade gik over grænsen ved Kuseima og begyndte en fremrykning syd om de betvdelige ægyptiske styrker (ca. to divisioner), der stod koncentreret dels i Gaza- området, dels i „trekanten“ : Rajah Abu Aweigla E l Arish. Ved Kuntilla og Kuseima stod kun mindre styrker af det ægyptiske grænsepoliti, der hurtigt nedkæmpedes.

30. oktober:

I det første døgn var den israelske virksomhed begrænset til en kraftig rekognoscering mod og syd om Abu Aweigla, og for den motoriserede luftbårne brigades vedkommende en liastig fremryk­ ning over Therned uden større hindringer til forening med fald- skærmsbataillonen ved Mitla Passet.

Samtidig udsendte England sit ultimatum til Ægypten og Israel, hvori det bl. a. krævedes, at de to parter boldt sig 10 miles henholdsvis vest og øst for Suezkanalen, et krav som Israel hastigt akeepterede, hvorimod Ægypten nægtede at gå ind herpå.

31. oktober:
Israel
fortsatte nu med al kraft sin angrebsvise fremrykning adde to centrale veje gennem Sinai:
1) med den luftbårne brigade mod Suez og

2) hovedsagelig med panserenheder mod Ismailia, samtidig med at et stort anlagt angreb forberedtes mod „trekant- stillingen“ mod nord, et angreb der havde til hensigt at isolere Gaza-divisionen, mens „trekanten“ erobredes ved et dobbelt om­ fattende angreb, dels syd om Abu Aweigla, dels mod og nord om Rajah langs Middelhavskysten.

Da Ægypten havde nægtet at rette sig efter de engelske krav, begyndte også 31. oktober det engelsk-franske luftbombardement af de ægyptiske flyvebaser vest for kanalen, en operation der va­rede i fem døgn, og som næsten øjeblikkelig lammede det ægyp­tiske luftvåben, der vel var udstyret med det mest moderne russiske materiel, men som endnu ikke havde nået at uddanne tilstrækkeligt personel på de nye maskiner.

1. november:

1. november falder den nordlige ægyptiske hjørnefæstning Rajah, hvorimod der til trods for en næsten fuldstændig omring­ ning gøres hårdnakket modstand i den ægyptiske „saddelstilling“ Um Sheham sydøst for Abu Aiveigla.

På vejen mod Ismailia har de israelske panserenlieder mødt og i forening med luftstyrkerne tilintetgjort den 1. ægyptiske pan­ serbrigade, der var under fremrykning til undsætning for Abu A weigla.

Den luftbårne brigade fortsætter angrebet gennem Mitla Pas­ set.

2. november:

2. november — kun 100 timer efter at det israelske angreb er begyndt — når israelske styrker frem til Suezkanalen.

Det sidste ægyptiske forsvar i den nordlige „trekant“ bryder sammen, hvorpå Gaza by hurtigt indtages.

Samme dag påbegynder en israelsk reservebrigade den van­ skelige fremrykning fra Elath langs ylkafm-bugten mod Sharrn el Sheik ved Tiran-strædet.

3. november:

3. november falder Fedayeen-hovedkvarteret Khan Yunis som det sidste ægyptiske modstandsområde i det nordlige Sinai.

5. november:

Efter få timers kamp tager den israelske 9. reservebrigade 5. november det stærkt befæstede Sharm el Sheik, der var anset for at være næsten uindtagelig, flankeret som det er mod vest af utilgængelige bjerge og mod øst af havet og tillige velforsynet med fødevarer og udstyret med et anlæg, der gjorde havvand anvende­ ligt som drikkevand.

Med Sharm el Sheik’s fald afsluttes i realiteten krigen mellem Israel og Ægypten.

Israel havde taget ca. 5.900 fanger, Ægypten ialt 4 (fire). Disse tal er kontrollerede, idet FN arrangerede fangeudvekslingen mellem de to lande i løbet af februar 1957.

Et stort antal ægyptiske soldater var dræbt — Israel mener mere end 2000, — hvoraf beduinerne skal liave myrdet op mod halvdelen, da de enkeltvis eller i små grupper søgte at flygte ube­ væbnede gennem ørkenen eller bjergene.

Endelig ødelagde og erobrede Israel store mængder af ægyp­tisk krigsmateriel, hvoraf en meget stor del var af czekisk eller russisk oprindelse. Som målestok kan angives, at FN-officerer i januar 1957 talte gennemsnitlig syv ødelagte motorkøretøjer pr. kilometer på en strækning af ca. 120 km mellem Katilara og El Arish. Dette var nok hovedfærdselsåren gennem Sinai, men også på de tre andre gennemgående veje lå der overordentlig meget ødelagt materiel, ligesom alle kaserner, militærlejre, flyvepladser, benzinanlæg, vandrensningsanlæg, jernbaner, telefonlinier og asfalt- veje på hele Sireaiihalvøen var ødelagt med stor grundighed af israelerne.

5. November om morgenen landsattes en kombineret engelsk­ fransk styrke fra søen og luften i Port Said og Port Fuad. Der op­stod voldsomme kampe, men de to byer ved Suezkanalens nordlige indsejling isoleredes hurtigt, og en udrensning påbegyndtes i det
tæt beboede araberkvarter, en aktion der i bøj grad vanskelig­ gjordes fordi et stort antal kriminelle fanger var blevet løsladt af ægypterne samtidig med den engelsk-franske invasion.

Ved midnat 6.— 7. november indgik alle parter: Ægypten Israel England og Frankrig, på FN's krav om øjeblikkelig ind­ stilling af kamphandlingerne. De engelsk-ifranske styrker var da under deres fremrykning mod syd langs Suezkanalen nået til tæt nord for Kantara, der ligger ca. 45 km syd for Port Said.

7. november:

7. november 1957 rettede FN med Ægyptens og Israels billi­ gelse en henvendelse til en række medlemslande om at stille let bevæbnede militære styrker til en international politistyrke (Uni­ ted Nations Emergency Force), der skulle have til opgave at sikre en fredelig tilbagetrækning af de militære styrker og en genopret­ telse af status quo fra våbenstilstandsoverenskomsten i 1949.

UNITED NATIONS EMERGENCY FORCE

Opstilling og koncentration i ARU SUWEl11
Rlandt de FN-medlemslande, der 7. november 1957 opfordre­des til at stille et kontingent til UNEF, var også Danmark.

I løbet af mindre end to døgn opstilledes og udrustedes nu et Dansk FN-kommando — i første omgang på ca. 350 mand, senere udvidet til ca. 400 mand — bestående af en stab med stabsdeling og to lette kompagnier.

Mandskabet, der havde ni måneders uddannelse, var alle fri­ villige, men havde kun bundet sig for resten af værnepligtsperio­ den: ca. syv måneder.

10. november afsendtes et forkommando på et halvt hundrede mand (under kommando af premierløjtnant A. Bojsen) med ame­ rikansk fly til FN-flyvebasen Capodichino ved Napoli, hvorfra det 15. november videretransporteredes med Sivissair til den ægyptiske flyveplads ved Abu Suweir (udtales Abu Su’ær) tæt fulgt af det norske kontingent under kommando af major Sigurd Wiik, mindre end ni døgn efter at fjendtlighederne var indstillet.

Resten af det danske FN-kommando afgik fra Karup og Vær­ løse 13. november og ankom via Capodichino til Abu Suweir i løbet af 18.19. november.

Mens andre FN-kontingenter og forsyninger nu indtraf slag i slag: columbianere, svenske, norsk feltsygehus, indere og finner, begyndte indretningen af en midlertidig kombineret telt- og barak­ lejr i Abu Suweir.

Da de første kontingenter kom, havde U N E F endnu ingen stab i Ægypten. UNEF’s chef, den canadiske generalmajor E. L. M. Burne, der hidtil havde været chef for UNTSO (United Nations Truce Supervision Organisation) i Jerusalem, var kaldt til New York og ankom forst til Ægypten 22. november. I mellemtiden skulle nogle få FN-observatorer fra UNTSO påbegynde indkvarte­ ring og forsyning af de hastigt ankommende styrker. Det gjorde de med stor dygtighed. I Cairo arbejdede generalens stedfortru-der, den norske oberstløjtnant Moe og i Abu Suweir søgte de to sven­ ske observatører, majorerne Egerstad og Bernander med hjælp fra de ankommende kontingenter at oprette gennemgangslejren og den første forsyningsbase.

Det viste sig hurtigt, at de danske og norske styrker ikke blot var de første, der ankom til Ægypten, de var tillige de bedst ud­ rustede styrker ialtfald i de første måneder.

De prægtige columbianere, som vi siden fik et storartet sam­ arbejde med, måtte f. eks. låne ammunition og jeeps fra dansk FN- kommando og telte samt køkkenmateriel fra ægypterne.

Den ægyptiske forbindelsesofficer til UNEF, brigadegeneral Amin Helmy, der tillige var clief for de ægyptiske styrker i Suez- kanalområdet, gjorde et stort arbejde for at give FN-styrkerne så gode indkvarterings- og arbejdsvilkår i Abu Suweir, som det under de vanskelige forhold var muligt. Der var almindelig mørklægning, hyppige luftalarmer med luftværnsartilleriskydning, og der gik de mest hårdnakkede rygter om israelsk patruljevirksomhed til og med vest for kanalen.

Samtidig svirrede alle mulige rygter om UNEF ’s kommende opgaver; men det eneste der skete var, at det norske kompagni 21. november sendtes med tog til Port Said, men uden særlig op­gave og vistnok hovedsagelig for at berolige de ægyptiske myndig­heder og for — som man sagde: „at vise FN-flaget“, en frase, der sidenhen skulle blive brugt oftere end vi brød os om det i de mange situationer, hvor FN ’s indsats ifølge sagens natur måtte blive rent symbolsk.

Således var situationen, da jeg natten mellem 27. og 28. no­vember blev kaldt til general Burns midlertidige hovedkvarter på hotel Semiramis i Cairo. Jeg fik her ordre til 28. november at for­ lange dansk FN-kommando til Port Said og samme dag overtage kommandoen over den kombinerede dansk-norske bataillon — Danor Battalion*) og dermed over FN’s styrker i Port Said—Port Fuad. 

PORT SAID

28. november27. december 1956.

Danor Battalionen, der oprettedes i Port Said 28. november, forstærkedes i dagene 4.10. december først med den columbian- ske bataillon under oberstløjtnant C. Cabrera. dernæst med den svenske bataillon tinder oberstløjtnant /. Stevenberg. samt et de­ tachement af det norske feltsygehus under major Wexells.

På min anmodning tilgik endvidere 14. december det finske kontingent (et forstærket kompagni) under major Kettinen, hvor­ efter FN’s samlede styrke i Port Said—Port Fuad kom op på ca. 1900 mand.

Ordrerne til styrken blev hovedsagelig givet mundtligt af ge­neral Burns.

8. december blev den første skriftlige operationsbefaling udgivet. Den var holdt i meget almindelige vendinger; opgaven var således formuleret: „To maintain quiet and to secure peaceful conditions in cooperation witli local autliorities, during and after tlie evacuation of Anglo-French forces from tlie Suez Canal area“.

Udførelsen var helt overladt til undertegnede, der forhandlede herom dels med chefen for det allierede hovedkvarter i Port Said (2 corps): generalløjtnant Sir Hugli StockwelP*), dels med den ægyptiske „Governor of the Canal, Port Said“ : Mohamed Riad, der kunne mønstre en politistyrke på ca. 800 hovedsagelig ube­ væbnede, ægyptiske betjente.

I samarbejde med disse myndigbeder blev FN-styrkens opgave en gradvis overtagelse af de vitale (sårbare) objekter (elværker, vand- og kloakværker, telefon- og telegrafstationer, forskellige of­ fentlige bygninger, havnedepoter, broer m.v.), der hidtil havde været besat af allierede styrker, samt til stadighed at opretholde et „stødpudeområde“ (Buffer Zone) mellem ægyptiske og allierede styrker.

*) Dunor BTN bestod af:
dansk-norsk stab (BTN NK: major S.
Itiik, AD-. KL (senere KN) H. L. S. Teglbjærg).
dansk norsk stabskompagni (CH: norsk KN H. Gregusson),
norsk let kompagni (CH: major T. Huitjeldt),
dansk let kompagni (CII: KN ]. Hoppe),
dansk let kompagni (CH: KN N. C. Tarsen).

**) General Stoekwell stod direkte under den øverste allierede chef: gene­ ral Sir Charles Keiglitley, der havde hovedkvarter på Cypern. De øvrige che­ fer i Port Said—Port Fuad var: chefen for den franske ..Force A“: general de division Beaufre, chefen for den engelske 3. infantry division: generalmajor Churcher, chefen for flådestyrkerne, den engelske viceadmiral Durnjord-Slater og chefen for luftstyrkerne, den engelske luftmarclial Barnett.

Den forste Buffer Zone blev oprettet 30. november af det dan­ ske kompagni Larsen mellem de ægyptiske og de engelsk-franske stillinger tæt nord for Kantarel. Nogen nervøsitet fra ægyptisk side forte bl. a. til skydning fra de ægyptiske stillinger natten mellem

7. og 2. december. Det danske kompagni forboldt sig roligt i skytte­ bullerne og besvarede ikke ilden.

2. december afløstes kompagniet i Buiffer Zone af den indiske battalion under oberstløjtnant Onkar Deva. Inderne var direkte underlagt general Burns og opretholdt Buffer Zone, (som fra 18. december udstraktes mod nord til og med de to store broer i syd­ kanten af Port Said), indtil de allierede var udskibet.

I Port Fuad overtog det danske kompagni Hoppe 30. november bevogtningen af det store kraftværk efter de franske tropper.

3. december påbegyndtes dansk og norsk patruljering med jeeps og lette lastvogne i Port Saids centrale bydele, således at der også her var skabt begyndelsen til en Buffer Zone mellem på den ene side de engelske styrker i den østlige — stort set euro­ pæiske — bydel (og franskmændene i det mere fredelige Port Fuad) og på den anden side de urolige vestlige bydele: „Arab Town“ og „Shanty Town“, hvor den ægyptiske undergrundsbevæ­gelse havde til huse, og hvor der opholdt sig op imod tre tusind tidligere ægyptiske soldater tilligemed de fra fængslerne løsladte kriminelle fanger — så godt som alle bevæbnede.

Englænderne opretholdt fortsat en patruljering også i Arab Town indtil 16. december om morgenen, fra hvilken dato de trak sig tilbage til havnekvartererne i den ostlige og nordlige del af Port Said, som de omgav med pigtråd og andre spærringer.

Befolkningen i Port Said var i den første tid begejstret for FN-styrkeme og viste deres begejstring ved at klappe i hænderne og vinke, hver gang de hvide jeeps kørte gennem gaderne. Til gengæld intensiveredes den a'gyptiske undergrundsbevægelses virk­ somhed mod de engelsk-franske styrker: Der demonstreredes kraf­ tigt mod besættelsen ved opslag og „malerier“ på gader og planke­ værker.

7. december beslaglagde englænderne en ikke ubetydelig skibs­ ladning af våben og ammunition, der blev søgt indsmuglet fra Nildeltaet via Manzalakanalen til fiskerbyen Kabuti. Godset var pakket i kasser med czekisk, russisk og arabisk mærkning.

8.9. december var der kraftige antibritiske demonstrationer og forsøg på infiltration gennem de indiske stillinger nord for Kantara.

10. december blev en engelsk jeeppatrulje udsat for et bag­ boldsangreb med maskingeværer og håndgranater, da patruljen ved højlys dag kørte gennem araberkvarteret.

11. december kidnappedes den engelske løjtnant Moorhouse ligeledes i fuldt dagslys på åben gade, idet han var kort alene ud i sin jeep og et øjeblik havde lagt sin pistol fra sig. Naturligvis en stor letsindighed under de forhold.

12.— 13. december angribes enkelte engelske jeeppatruljer med håndgranater og geværskud. En engelsk major såres alvorligt, da der kastes en håndgranat ind i hans jeep, iovrigt er det i reglen tilfældigt forbipasserende ægyptere (og grækere) det går ud over ved attentaterne.

14.15. december sker der ialt elve attentater på engelske po­ steringer og patruljer i lobet af 24 timer. Ægypterne anvender som sædvanlig håndgranater og lette våben, i enkelte tilfælde endog lette raketvåben. En norsk og en svensk patrulje er i dette dogn også udsat for beskydning. I begge tilfælde besvaredes ilden.

Klimaks nåedes natten mellem 15. og 16. december, da eng­ lænderne gjorde et sidste forsøg på gennem en razzia i araber­ kvarteret at finde frem til den kidnappede løjtnant, som man håbede endnu at finde i live.

Det kom herunder til regulære kamphandlinger, hvorunder en engelsk major såredes dødeligt. Næste morgen konstaterede FN- læger ved besøg på hospitalerne, at mindst 27 ægyptere var dræbt og mange sårede.

I det første døgn efter F N ’s overtagelse af ansvaret for ro og orden i den af de allierede frigivne del af byen, indtraf kun en­ kelte tilfælde af overfald; bl. a. blev en af kompagniet Larsens posteringer ved en kloakpumpestation i byens vestlige udkant be­ skudt med automatisk våben fra en nærliggende kirkegård, og et støttepunkt i nordkanten af araberkvarteret, der holdtes besat af kompagniet Hoppe, blev beskudt af snigskytter fra de overfor liggende huse. I begge tilfælde blev ilden øjeblikkelig besvaret, hvorpå lokaliteterne blev gennemsøgt — iøvrigt uden resultat; men overfaldene blev ikke gentaget, og der opstod ikke sidenhen alvor­ligere episoder.

Den ægyptiske guvernør fik ved FN’s mellemkomst tilladelse til at få forstærkning i form af let bevæbnede politistyrker, første gang 350 betjente, der ankom 18. december, dernæst 400 betjente, der kom 21. december.

Den engelsk-franske udskibning, der skulle bave fundet sted 18. december blev uvist af hvilken grund udsat til 22. december. Det storste problem i dagene indtil udskibningen skulle finde sted var beskyttelsen af l’ort Saids kristne, navnlig de mere end 5000 grækere, der i modsætning til de fleste europæere (hovedsagelig englændere, franskmænd og italienere) ønskede at forblive i byen efter udskibningen. Mere end tusind griekere havde i den sidste tid modtaget truselbreve fra araberne, og FN indrettede derfor med assistance fra det internationale Rode Kors og Port Saids ka­ tolske biskop, monseigneur Colin, tilflugtssteder rundt om i byens kirker, der skulle tages i brug efter en bestemt plan, hvis der var tilløb til massakrer. Det blev heldigvis ikke nødvendigt at gøre hrag af disse tilflugtssteder.

21. december udveksledes 472 engelske „contractors“, d. v. s. civilansatte fra Kanalselskabet, der var blevet arresteret af ægyp­ terne under den allierede invasion, med et tilsvarende antal krigs­ fanger, der var taget af de allierede under krigshandlingerne. Denne udveksling var ved at forårsage en yderligere udsættelse af udskibningen, idet de franske myndigheder havde overført seks ægyptiske officerer til Frankrig: ægypterne nægtede nu at udlevere kontraktorerne før disse officerer blev bragt til veje. Først i sidste øjeblik lykkedes det at få fløjet de seks krigsfanger tilbage til Port Said.

Størsteparten af det engelsk-franske personel og materiel kom om bord på skibene natten mellem 21. og 22. december; men først efter mørkefald 22. december forlod de sidste allierede tropper Port Said, og kort for midnat sejlede det sidste engelske skib ud af havnen.

22. december kl. 2340Z kunne jeg sende mit kodeord „Ophelia“ til general Burns: den engelsk-franske udskibning var af­ sluttet !

Ægypterne fejrede begivenheder ved at affyre deres våben i luften, hvorved mange — bl. a. en finsk soldat — såredes.

22. december modtog jeg brigadegeneral Helrny i mit hoved­ kvarter i Suezkanalkompagniets paladsagtige administrationsbyg­ning og overgav atter bven til de ægyptiske mvndigheder.

Allerede samme eftermiddag begyndte den ægyptiske bærs indmarch, forst og fremmest med kampvognsenheder. Begejstrin­ gen blandt befolkningen var ilden lige, — mange såredes!

FN-styrkerne blev boldt i deres indkvarteringsområder, idet begejstringen for FN allerede var dalende. Overdragelsen af de forskellige offentlige værker og bvgninger foregik imidlertid i ro og orden og uden episoder af nogen art.

24. december sprængtes Lesseps statue ved indsejlingen til Port Said. Jeg havde forsøgt at protestere herimod, men forgæves. Ved min afskedsvisit hos den ægyptiske guvernør spurgte denne mig: „Hvem var det egentlig, der sprængte Lessepsstatuen? Var det civile eller ægyptisk militær?“ Allerede samme dag — juleaften — afløste en deling af kompagniet Larsen en jugoslavisk opkla­ ringsenhed i Milla Passet, ca. 35 km ost for byen Sne;.

Men størsteparten af bataillonen kunne dog fejre en fredelig juleaften i Port Said, og næste formiddag overværede ea. 1100 sol­ dater fra Danmark, Finland, Norge og Sverige en meget smuk nor­ disk gudstjeneste på stadion i Port Said.

27. december ophævedes mit kommando i Port Said—Port Fuad, og Danor battalionen rejste med tog og ad landevejen mod Suez.

Den danske soldat havde bestået sin første prøve i de frem­ medartede omgivelser, og fra FN kom der meget anerkendende ord om den dansk-norske indsats, der havde medvirket til „at for­ hindre krigens genopblussen og unødig blodsudgydelse“ .

SINAI
27. december 19566. marts 1957.

I. Den israelske tilbagetrækning.

Den jugoslaviske opklaringsbataillon under oberst Isikoja Radosevic, der var ankommet til Port Said ad søvejen, rykkede her­ fra 4. december til hantara. hvor den allerede samme dag blev sat over kanalen, rykkede ca. 20 km mod ost ad kystvejen og tog kon­ takt med de israelske styrker.

I løbet af december sendte opklaringsbataillonen detachemen­ ter frem ad alle veje, der fra Suezkanalen førte mod øst gennem Sinai; men forst efter den engelsk-franske udskibning 22. decem­ ber kunne tilstrækkelige styrker sættes ind i Sinai. således at frem­ rykningen kunne sættes i system.

FN-styrkerne blev herefter sat ind således:

Vej I:
Den jugoslaviske bataillon skulle fortsætte ad den nordlige kystvej id. v. s. vejen der fra Kantara forer via El Arish mod Gaza, i hovedsagen langs Middelhavet. BTN var allerede nået mere end 70 km frem ad denne vej, der var hovedfærdselsåren mellem Ægypten og Israel og den eneste vej i Sinai, der havde været fuldt asfalteret. Nu var den bogstavelig talt plojet op af israelerne på en ea. 75 km lang strækning nærmest Suezkanalen.

Ad de øvrige veje gennem Sinai var de jugoslaviske detache­ menter nået ea. 30 km fra kanalen. Det var disse veje, der i dagene umiddelbart efter 24. december blev overtaget af de øvrige batailloner således:

Vej II:

Den columbianske bataillon skulle rykke frem ad den gamle „Jerusalem Road“, der fra Ismailia førte gennem sandørkenen via Bersheba (i Israel) til Jerusalem. Vejen var meget ødelagt. Det var her det store tankslag havde fundet sted, og det skulle vise sig, at vejen ikke kunne retableres på kort tid. Columbianerne måtte derefter rykke frem bag Danor Btn (se nedenfor) for efter passa­ gen af Mitla Pas at søge mod nord for atter at komme ind på Jerusalem Road.

Vej III:
Danor Bin
skulle følge vejen, der fra egnen tæt nord for Suez fører gennem Mitla Pas, dels gennem ørken, dels gennem bjerge mod den israelske havneby Elath (eller Eilat) ved Akababugten.

Vej IV:
Den indiske bataillon skulle ligeledes udgå fra Suez og der­efter følge kystvejen langs Suezbugten foreløbig til El Tor (havne­ byen hvorfra de muhamedanske pilgrimme udskibes til Mekka) ; herunder fik inderne det interessante hverv at besætte det historisk berømte Set. Katarinakloster ved Mosebjærget. Den første FN- forsyningskolonne til klosteret blev iøvrigt ledet af den svenske major Bernander.

De øvrige FN-styrker blev anvendt således:

Det finske kontingent forblev i Port Said under kommando af major M. Haaksalo som „kanalpoliti“ til assistance for den ameri­kanske general Wlieeler, der ledede FN-bjergningsarbejdet i Ka­ nalen.

Den svenske bataillon skulle være U N E F ’s reserve i Carnaek- lejren, der lå tæt ved general Bums’ 12. december oprettede hoved­ kvarter i Ballah. ca. 10 km syd for Kantara.

Den kommende opgave var formuleret således:

„UNEFS troops will be redeployed in Sinai Peninsula.“

„Advance along all roads will be tinder orders this head- qnarters from time to time in conformity withdrawal lsraeli forces.“

løvrigt blev som sædvanlig de fleste ordrer udgivet mundt­ ligt, bortset fra at der nu udstedtes en del hovedsagelig administra­ tive og forsyningsmæssige ordrer og bestemmelser af mere blivende art i form af VISEF command orders (UNEFCO).

I den første tid gik overenskomsten med Israel ud på, at de israelske tropper liver uge skulle rvkke ca. 25 km mod ost. Ge­neral Burns var imidlertid ikke tilfreds hermed og krævede hur­ tigere tilbagetrækning, hvilket da også blev gennemfort i løbet af januar måned.

Danor battalionen rekognoscerede for en bataillonslejr på ka­nalens østside ikke langt fra Suez og fandt frem til en bar sandstrækning ved en lille forladt jernbanestation Tisa, ca. 8 km nord­ øst for Suez og kun få bundrede meter øst for færgestedet Kubri.

Stedet var ikke ligefrem indbydende, men det lå bekvemt ved et vejknudepunkt. Alt ferskvand skulle ganske vist hentes i lands­ byen Kubri vest for kanalen, men det var absolut at foretrække, at have den indfødte befolkning lidt på afstand.

Vejen mod Milla Pas var på de første 20 km en forbavsende god asfaltvej med kun få sprængkratere, der hurtigt lod sig ud­ jævne. Derefter kom en ligeså forbavsende strækning på ca. 12 km, hvor israelerne havde pløjet asfalten op, således at den stod på højkant. Heldigvis kunne man kore i sandet langs med vejen (selv med 3 ts lastvogne) lige til ca. to km fra passets vestlige udmun­ ding. Her var sandet for hiødt at køre på, og jugoslaverne var be­ gyndt at udlægge stålmåtter på (len korte men vanskeligt passable strækning, et arbejde som Danor Btn nu fortsatte under den ca­ nadiske kaptajn Hendersons kyndige vejledning. Vor egen ingeniør­ gruppe under fenrik (senere overfenrik) B.G. von Obelitz begyndte her deres arbejde med vejudbedring og minervdiiing, et langsom­ meligt, men meget dygtigt udfort arbejde, der både lettede batail- lonen — og andre FN-enheder — fremrykningen, og som utvivl­ somt også i flere tilfælde bar sparet danske og andre FN-soldaters liv og helbred.

Her ved indgangen til det brede Mitla Pas havde en deling af kompagniet Larsen kamperet siden juleaften, og herfra fulgte kompagniet 31. december efter overenskomsten israelerne ca. 30 km mod øst til passets østlige udmunding, hvor den forreste danske postering oprettede sin lejr knn få km vest for monumentet for den engelske oberst Parker, hvor den israelske faldskærmsbataillon to måneder tidligere havde indledet krigen.

Vejen gennem passet var en grusvej med en del sprængkratere og kantet med mange ødelagte ægyptiske koretøjer ved hvilke vore folk fandt 15—20 kun delvis begravede lig af ægyptiske soldater.

Nogle dage efter at delingslejren var indrettet i passet, opda­ gede man, at den lå midt i den tidligere ægyptiske stilling, og de­ lingen fandt i løbet af kort tid mere end 150 lig i skyttebullerne, som israelerne kun nødtørftigt havde tildækket med grus, og hvor hunde og sjakaler i mange tilfælde havde haft let ved at grave ligene frem. Delingen afmærkede ligfundene, hvorefter ægyptiske arbejdskommandoer opsamlede og borttransporterede ligene til be­ gravelse i store fællesgrave i nærheden af Suezkanalen.

Forsyningerne og da navnlig vandforsyningen i Sinai var FN- styrkernes største problem. Ad Danor Btns fremrykningsvej vidste vi med sikkerhed, at vi ikke ville støde på brugeligt drikkevand før tidligst i Therned, d. v. s. ca. 200 km øst for Suezkanalen. Der havde ganske vist været brønde i Nakhl, men de var ødelagt af israelerne, og det var tvivlsomt, hvorvidt vi havde midler til at istandsætte dem.

Dette var een af grundene til at bataillonen foreløbig kun sendte eet kompagni ad gangen frem i „forreste linie“ for et tids­ rum af 14 dage.

Kompagnierne i bataillonslejren ved Tisa benyttede vente­ tiden dels til at genoptage den afbrudte uddannelse, dels til for første gang siden ankomsten til Ægypten at få virkelig bund i soignering og optælling af det omfattende materiel.

Endvidere blev der givet tilladelse til eftermiddagsbesog i byen Suez og 3. januar påbegyndtes efter ægyptisk invitation en række udmærket tilrettelagte heldags-busture til Cairo og omegn, hvor efterhånden bele bataillonen fik set museet, Citadellet, den store moské, pyramiderne, basarerne og mange andre af storbyens seværdigheder. En helt igennem stor oplevelse for alle.

7. januar rykkede så det norske kompagni Huitfeldt frem gen­ nem kompagniets Larsens fremskudte deling og indtog i løbet af nogle dage en meget spredt opstilling med kompagniets komman­ dostation (tilligemed bataillonens fremskudte kommandostation) i oasebyen Nakhl. hvorfra tre delinger blev udsendt således:

1) oa. 50 km mod nord til posteringer umiddelbart syd og sydvest for Bir Hasana, der endnu holdtes af israelerne,
2) ca. 40 km mod nordost ad et karavanespor i retning af Kuscima og
3) 42 km mod sydost ad bataillonens hovedfremrvkningsvej mod Themed.

Som ventet var alt i Nakhl totalt ødelagt af israelerne, ikke een bygning i den lille oase var uskadt, der lå tre døde kameler ved den søndersprængte brønd, nogle halvdøde bunde måtte vi selv skyde. Der boede ingen mennesker i ruinerne, men nogle få beduiner kom daglig og tiggede vand og brod bos os. Der lå iøvrigt kun få dræbte efter krigshandlingerne i Nakhl.

Vi måtte stadig transportere alt vand til styrkerne i ørknen fra Kubri (vest for kanalen) og skulle bertil beregne fem liter vand pr. mand pr. dag. Efter nogle dages forløb fandt man frem til en uskadt, elve meter dyb brønd med stærkt saltholdigt vand, der til nød kunne bruges til vask, men ikke til madlavning.

Senere fandt vi nogle km syd for Nakhl et stort pumpeanlæg. Det var oprindelig et ægyptisk olieboringsanlæg. Olie fandt man ikke, men derimod ferskvand i ea. 2700 fods dybde. Anlægget var kun let beskadiget, og da vi fik skaffet enkelte reservedele fra Cairo, kunne vore egne ingeniører hurtigt istandsætte stationen, og snart havde vi ikke blot udmærket ferskvand, men endog en glim­ rende varmtvandsbadeanstalt, idet vandet var ca. 28 grader Celsius, når det kom op af jorden.

Oasen Ilir Hasana blev rømmet af israelerne 15. januar og få dage senere kunne den norske deling rykke herfra yderligere 25 km mod nordøst i retning mod Kuscima.

Bataillonen var hermed spredt over et ea. 170 km dybt og 100 km bredt område og skulle tilmed selv hente alle slags forsyninger i Abu Suweir og llallali. der igen lå ca. 100 km bag bataillonslejren i Tisa. Vejene bagud var nok gode asfaltveje, men fremad gennem ørkenen var de mere end tvivlsomme, eksempelvis var enkeltko­ rende forsyningsvogne under gunstige forhold seks timer om at til­ bagelægge den 130 km lange strækning fra Tisa til Nakhl. ofte kunne de vare op til ti timer undervejs.

22. januar skete den næste store fremrykning.

Det blev det danske kompagni Hoppe, der som den forste FV-styrke rykkede belt frem til den israelske gramse.

Kompagniet oprettede kommandostation i Themcd og sendte delinger frem dels til grænsen ved Kuntilla og dels i retning af Elath. hvor posteringen dog var ca. 25 km fra grænsen, idet Israel ønskede at holde vejen fra svd åben til evakuering af de israelske stvrker ved 7’iran-strædet.

Afstanden fra bataillonens basis ved Stiezkanalen til dens for­ reste postering ved Kuntilla var hermed godt 250 km gennem ørken og bjerge.

Samme dag grænsen nåedes fik bataillonen ordre til at gøre klar til opbrud.

Meget tydede på, at Israel var villig til at rømme Gazaområdet i nær fremtid, og størstedelen af UNEF skulle derfor hurtigst muligt koncentreres ved El Arisk.

Kompagniet Hoppe ville blive afløst allerede 23. januar af den nyankomne indonesiske bataillon, og i dagene 24.—26. januar skulle bataillonen motortransporteres ad forskellige veje gennem ørkenen til El Arisk.

II. Koncentration om El Arisk.
Koncentrationen af UNEF’s styrker om middelhavsbyen El Arisk godt 40 km vest for Rajah ved grænsen til det omstridte Gaza-område skete meget hurtigt; inden udgangen af januar var man faktisk klar til indrykningen i Gaza.

UNEF var herefter således disponeret:

A. Det nordøstlige Sinai: El Arisk

UNEF fremskudt kommandostation under kommando af den svenske oberst A. W. H. Lundquist med følgende styrker:

det norske felthospital,
den columbianske bataillon,
Danor battalionen og Øst for El Arisk
den svenske bataillon ved den israelsk-ægyptiske grænse fra middelhavskysten og ca. 45 km mod syd, samt
den jugoslaviske opklaringsbataillon svd herfor om Jerusalem Road og
Kuseima.

B. Suezkanalområdet: Ballah

UNEF kommandostation med MP KMP,

den brasilianske bataillon under opstilling.

Abu Suweir

UNEF forsyningsområde,
canadiske basisenheder (ingeniører, signaltropper, luft- og vej­ transportenbeder, værksteder),
indiske basisenheder (signal- og transportenhed).

Shandura (lejr syd for Bittersoen).

Den indiske bataillon (klar til transport til Gaza).

C. Det øvrige Sinai:

Them ed-området (tidligere Danor Btn) den indonesiske bataillon.

Sharm el Sheik (overvågning af T7ran-strædet) det finske kontingent.

Oberst Lundquist var således klar til at rykke ind i Gaza med kort varsel med en styrke på fem batailloner plus det norske felt­ hospital, men situationen var øjensynlig endnu ikke moden. Vi fik en ventetid på godt fem uger i teltlejren ved El Arish. En tid som var præget af vagttjeneste (flyplads, vandværk, KSN, lejre m. v.) og uddannelse (navnlig skarpskydning med improviserede, men udmærkede opstillinger).

Meget gavnligt og interessant var også det daglige samvær — i og udenfor tjenesten — mellem danske, norske, svenske og — co- lumbianske soldater i El Arish. Navnlig columbianerne havde vi en del med at gøre, da deres lejr lå lige ved siden af Danor Btn. Columbianerne havde f.eks. en friluftsbio, der var stærkt besøgt af det danske mandskab. En aften, da vore soldater som vanligt samledes udenfor den columbianske lejr, fik de besked på, at aftenens forestilling var aflyst. Oberstløjtnant Cabrera kom netop forbi og syntes øjensynlig, at der burde gøres noget, hvorefter han inviterede alle de danske soldater — der var vel en tyve stykker — ind i den columbianske officersmesse, hvor han hurtigt arra­ngerede en ekstraordinær filmsforestilling for dem alene.

løvrigt dyrkedes naturligvis megen idræt og internationale fodboldturneringer.

Der var mange ægyptiske minefelter mellem El Arish og Rajah. Jugoslaviske, canadiske, svenske og danske ingeniører gjorde et stort og dygtigt arbejde med at afmærke felterne og rydde de nødvendige passager. Arbejdet vanskeliggjordes i høj grad; dels fordi man ikke havde nøjagtige minekort at gå efter, men navnlig fordi beduinerne bevidst eller ubevidst lagde hindrin­ ger i vejen for FN. Primitive som de jo var, tog de f.eks. ofte de møjsommeligt opsatte afmærkninger væk for at bruge materialerne andetsteds, og de samlede frimodigt panserminerne i store bunker, hældte dem over med benzin og satte ild til. Deres børn blev ofte frygteligt lemlæstede, fordi de legede med minernes tændanord- ninger.

Alt for ofte er FN-vogne kørt på miner, der har været anbragt — utvivlsomt af beduiner — på veje eller i nylig mineryddede passager, hvorved flere FN-soldater — især jugoslaviske og cana­diske — er blevet dræbt eller lemlæstet.

Episoder af denne art samt tilfælde, livor såvel FN- som israelske styrker blev beskudt, blev efterhånden hyppigere i græn­ seområdet, hvorfor det danske kompagni Larsen 16. februar blev sat ind i den sydligste del af den svenske sektor i den øde ørken­ strækning mellem kystvejen og Jerusalem Road mellem svenskerne og jugoslaverne.

Kompagniet dækkede her en grænsestrækning på ca. 35 km, indtil det afløstes af et jugoslavisk kompagni 5. marts, da Danor Btn atter med kort varsel beordredes klar til indrykningen i Gaza.

GAZA

Gazaområdet, der ifølge våbenstilstandsoverenskomsten i 1949 holdtes besat af Ægypten, er et smalt landområde, der fra grænse­ byen Rajah strækker sig 38y2 km mod nordøst langs middelhavs­ kysten. Nærmest Ægypten har det en bredde på 12J/2 km, i midten er det ca. 5x2 km og nordligst 9x2 km bredt.

Området har en arabisk befolkning på ca. 300.000 indbyggere, heraf er ca. 220.000 arabiske flygtninge fra Israel, der bor i otte store af UNRWA administrerede flygtningelejre.

UNEF skulle vane klar til indrykning tidlig* om morgenen 6. marts, hvorefter det meste af dagen skidle bruges til rekognosce­ ring af bevogtningsobjekter og indkvarteringsområder.

Danor Rtn skulle rykke ind forrest til det nordligste område incl. Gaza by, hvor også UNEFs fremskudte kommandostation skulle oprettes. Syd herfor skulle først den indiske bataillon pla­ ceres med kommandostation i den lille by Deir el Ballah, colom­ bianerne om Khan Yunis og svenskerne om Rajah. Jugoslaverne skulle patruljere på den ægyptiske side af grænsen.

Indrykningen blev imidlertid udsat først til kl. 2400, dernæst til kl. 1830. Muligvis stod udsættelsen i forbindelse med den is­ raelske regeringskrise, ialtfald passerede teten af Danor Btn først den israelske checkpost 6. marts kl. 1845, hvorefter bataillonen kørte med israelsk politi foran og bag kolonnen i bælgmørke og øsende regnvejr mod Gaza by, der nåedes ca. kl. 2030.

I løbet af natten udstilledes uden forudgående rekognoscering poster ved alle de objekter, der hidtil havde været bevogtet af israelerne, således at kompagniet Huitfeldt med kommandostation på jernbanestationen i byens nordøstlige udkant udstillede alle po­ ster udenfor byen specielt ved den store flygtningelejr Jabalia Camp ca. tre km nordost for Gaza; resten af bataillonen med kom­ mandostation på Palcstine School i byens nordvestlige del udstil­ lede poster i den gamle del af Gaza (kompagniet Larsen) og den nyere bydel nærmest kysten (kompagniet Hoppe), herunder den anden store flygtningelejr Gaza Beack Camp.

Ved en overdragelsesceremoni på byens moderne politigård, livor den israelske øverstkommanderende general Mosbe Dayan var til stede, modtoges bl. a. lister over 348 fanger, der af de israelske myndigheder var indsat i byens fængsel, hovedsagelig af politiske grunde. En del af fangerne søgte kort efter at bataillonen havde overtaget fængslet at bryde ud. Opstanden blev imidlertid hurtigt nedkæmpet ved hjælp af tåregas.

Næste morgen var der almindeligt udgangsforhud, men alle­ rede ved 6-tiden strømmede folk ud i gaderne, samtidig med at flygtningene fra de to store lejre i bvens nærhed, der hver rum­ mede 35—40.000 flygtninge, i stort tal stilede ind mod byen. De­ monstrationerne var im idlertid af godartet natur, UNEF blev hyl­ det som befriere og budt velkommen „som gæster, ikke som magt­ havere“ .

Få dage senere skete der imidlertid en mærkbar forandring i befolkningens holdning. Demonstrationerne var nu tydeligt nok inspireret „udefra“, kravene om tilknytning til Ægypten blev vold­ sommere, og agitationen kulminerede 10. marts i et storstilet de­ monstrationstog, der standsede ud for fængslet og forlangte øje­ blikkelig løsladelse af de resterende fanger. Størsteparten af de politiske fanger — med den tidligere ægyptiske borgmester Munir el Rayes i spidsen — var allerede blevet løsladt i stilhed i løbet af de første nætter, og de resterende fanger var nu kun kriminelle samt nogle få, hvis forhold (efter det ægyptiske politis råd) burde undersøges nærmere. Demonstranterne forsøgte nu at bryde ind på fængslets område, og da de ikke lod sig sprede med tåregas, var vore soldater nødt til at skyde over hovedet på mængden og at an­ vende geværkolberne kraftigt. To indfødte blev såret, og der blev anholdt ni af de mest agressive provokatører. Ingen af vore solda­ ter blev såret, til trods for at der blev kastet med sten og løsnet enkelte skud mod fængslet. Dette var imidlertid den eneste alvor­ lige episode i Gaza, og den afvikledes i løbet af få timer, således at der ikke blev anvendelse for det jugoslaviske kompagni, der for anden gang var blevet tilkaldt som forstærkning.

To gange i korte perioder var fremmede tropper underlagt Danor Btn, 7.—9. marts var et jugoslavisk opklaringskompagni un­ der den jugoslaviske bataillons næstkommanderende, oberstløjt­ nant Justina, underlagt Danor Btn. Jugoslaverne var glimrende sol­ dater, veluddannede og veludrustede; men de havde af og til sprogvanskeligheder, da kun ganske få af deres officerer talte lidt engelsk.

10.—18. marts var et brasiliansk kompagni undelagt Danor Btn på grund af de mange bevogtningsobjekter i og omkring Gaza by.

7.— 14. marts fungerede undertegnede som militærguvernør for Gaza by og søgte i samarbejde med UNRWA ’s repræsentanter, at få de civile myndigheder til at genoptage deres funktioner, således, at der hurtigst muligt kunne genindføres normale tilstande. Det tidligere ægyptiske byråd var i begyndelsen tilbageholdende, og forst efter Ralpli Bunches besøg i Gaza 11. marts, hvorunder ban erklærede, at det ikke var FN’s hensigt at internationalisere Gaza, lykkedes det at få byrådet til at samarbejde.

14. marts om aftenen ankom den af ægypterne udnævnte ge­ neralguvernør for Gazaområdet, generalmajor Hassan Abdul Latif, til Gaza by, livor han blev modtaget med stor begejstring af be­ folkningen.

Bataillonens hverv i Gaza by var nu afsluttet. Størstedelen af bevogtningen var overladt til ægyptisk politi. Vagterne ved UNEFs installationer og ved general Bums’ 18. marts i Gaza by oprettede hovedkvarter, blev overladt til det brasilianske kompagni, hvor­ efter battalionen 18.—19. marts blev udlagt i lejre udenfor byen og etablerede bevogtningen af „Armistice Demarcation Line“ (ADL).

Straks efter 7. marts havde bataillonen oprettet sin komman­dostation på en af  UNRWA oprettet landbrugsskole (Agricultural Training Center) ved landsbyen Beit Hanun, 7 km nordøst for Gaza by. En del af bataillonsstab og stabskompagni kunne her for første gang siden Port Said underbringes i bygninger. Nær ved Beit Hanun oprettede kompagnierne Fluitfeldt og Larsen nu gode permanente teltlejre, mens kompagniet Hoppe, der skulle liave bevogtningsopgaver i den sydligste del af området, oprettede sin lejr på bakkerne tæt øst for Gaza by.

I den første tid fik kompagnierne hver en 5— 7 km strækning af demarkationslinien, der skulle overvåges, om dagen med ob­ servationsposter, om natten med lytteposter og patruljer. Det havde været UNEF’s plan at trække et felthegn langs med hele demarkationslinien og give hver fodfolksdeling 2—3 km hegn at bevogte. Planerne om pigtrådsspærringen mødte imidlertid en del modstand fra ægyptisk side og er, da disse linier skrives (5 må­ neder senere) endnu ikke gennemfort. Overvågningen er derfor nærmest symbolsk, idet terrainet nok til en vis grad kan overses om dagen, selvom der findes uindsete slugter og er lovlig langt mellem posterne, men om natten er hele opstillingen ganske illu­ sorisk, idet enhver stedkendt person med letlied kan omgå poster og patruljer.

9. — 20. april udskiftedes det norske kontingent og 10.— 27 maj dansk FN-kommando. Udskiftningen skete med SAS.

8.—11. maj aflagde den danske minister i Cairo, Holten Eg­gert, et besøg i Gaza. Ministeren boede under opholdet hos gene­ ral Burns, men tilbragte det meste af tiden med besøg hos de danske styrker.

10. maj afleverede jeg bataillonen til dens nye chef, den nor­ ske oberstløjtnant J. Berg.

Fra FN’s side var der allerede i november 1956 stillet os i udsigt, at alt personel ville få en syv dages orlov i et særligt „leave center“ ved Beirut. Orlovsrejserne kom imidlertid først i gang i begyndelsen af maj 1957, således at kun 25 (udvalgte) dan­ ske soldater fik den lovede orlov. 12 danske befalingsmænd og menige oplevede påskeugen i (jordansk) Jerusalem (FN betalte rejsen, men ikke opholdet).

Efter hjemkomsten til Danmark fik styrken otte dages orlov og 7. juni 1957 hjemsendtes det værnepligtige mandskab fra gar­nisonerne.

SLUTNING

Samarbejdet med tropperne fra de ni andre FN-lande: Bra­ silien, Canada, Columbia, Finland, Indien, Indonesien, Jugoslavien, Norge og Sverige viste os, at de danske soldater med hensyn til uddannelse, udrustning og bevæbning stod fuldt på højde med det bedste — der var iøvrigt i så henseende ikke stor forskel på de nordiske lande — , men jeg tror nok, at de fleste af vore soldater fik øjnene op for, hvor stor betydning sådanne begreber som dis­ciplin og moral har, hvis man under virkelige feltforhold ikke blot skal „klare sig“, men simpelthen overleve, og at vi i den ret­ning kunne lære meget f. eks. af jugoslaverne og finnerne.

Denne Beretning har nødvendigvis måtte blive meget summa­risk, og jeg har været nødt til at udskyde mange begivenheder og har heller ikke kunnet medtage navnene på alle de enkeltpersoner, der har haft betydning for bataillonens virke; men jeg kan ikke slutte uden at bringe en hilsen og en varm tak for godt kamme­ ratskab til de nordiske landes forbindelsesofficerer: oberst E. 0. Hjelle (Norge), oberst A. W. H. Lundquist (Sverige, tillige stabs­ chef), oberstløjtnant B. W. Kontiopåå (Finland ) og oberst H. A. I. Pedersen (Danmark).