Af generalmajor K.E. Rosgaard, chef for Flyvertaktisk Kommando.
Indledning
Udviklingen af forsvaret, herunder også flyvevåbnet, sker som en vekselvirkning mellem en række eksterne og interne faktorer. Den væsentligste eksterne faktor er ganske afgjort den til en hver tid gældende trusselsvurdering og det heraf afledte og politisk fastsatte opgavekompleks. De interne faktorer omfatter bl.a. doktrin/koncept, teknologi (materiel) og organisation (personel). Flyvevåbnet arbejder, bl.a. via flyvevåbnets studie- og udviklingsstruktur, kontinuerligt og målrettet på optimering af samspillet mellem disse parametre i forhold til opgavekomplekset, således af de pålagte opgaver løses mest hensigtsmæssigt og med lavest muligt ressourceforbrug. Herved identificerer flyvevåbnet endvidere nye operative muligheder og kapaciteter, hvilket kan medføre ændringer i det overordnede politisk fastlagte opgavekompleks i takt med flyvevåbnets evne til at levere nye operative kapaciteter. Det er på denne baggrund min klare opfattelse, at flyvevåbnets langsigtede udvikling i stor udstrækning er en funktion af personellets professionelle engagement, der dels tilsikrer, at de nuværende opgaver kan løses tilfredsstillende, dels tilsikrer, at nye kapaciteter udvikles.
Udviklingen i flyvevåbnets opgavekompleks
Afslutningen af den kolde krig medførte en radikal ændring af trusselvurderingen for dansk område, og med Lov om forsvarets opgaver, organisation m.v. fra 1993 blev dansk forsvars opgavekompleks udvidet fra forsvaret af dansk område til også at omfatte deltagelse i internationale operationer m.h.p. forfølgelse af de udvidede sikkerhedspolitiske værdier. Denne ændring i fokus ses også afspejlet i NATO nye strategiske koncept, hvor fokus på tilsvarende vis også er rettet mod operationer uden for NATO område. Aftalen om forsvarets ordning 2000 - 2004 afspejler disse forhold og medfører for flyvevåbnets vedkommende bl.a., at bidraget til NATO reaktionsstyrker udvides til at omfatte følgende:
• 1 F-16 eskadrille (12 fly til enten luftforsvar eller offensive operationer suppleret med op til 4 fly i rekognosceringsrolle).
• 1 jordbaseret luftforsvarenhed (2 DEHAWK fire units og et STINGER element)
• 1 C-130 transportfly
• 1 G-III/CL-604 inspektionsfly
• 1 mobil radar til luftrumsovervågning (kontrol- og varsling)
• 1 mobilt logistisk element til støtte for udsendte styrkebidrag.
Det bør specielt noteres, at der i r.t. kampflyområdet er tale om en væsentligt udvidelse af flyvevåbnets kapacitet i forhold til den nuværende tilmelding, der alene omfatter 12 F-16 fly i luftforsvarsrollen. Denne udvidelse med især den offensive kapacitet afspejler efter min opfattelse et politisk ønske om at kunne indsætte flyvevåbnet som et selvstændigt og afgørende styrkebidrag. Dette forhold understreges af, at Aftalen om forsvarets ordning 2000 - 2004 blev indgået sideløbende med flyvevåbnets deltagelse i Operation Allied Force. Reaktionsstyrkebidragene indeholder, udover selve de eksplicit anførte våbensystemer, også logistiske elementer og elementer til operationsstøtte såsom sikrings-, bevogtnings- og sanitetselementer, hvorfor denne udvidelse af flyvevåbnets bidrag til NATO reaktionsstyrker medfører, at tilnærmelsesvis alle områder af flyvevåbnet fremover skal kunne bidrage hertil. Dette stiller store krav til den fortsatte omstilling af flyvevåbnet fra det traditionelle forsvar af dansk område til deltagelse i de internationale operationer.
Den doktrinære/konceptuelle udvikling
Under den kolde krig var NATO doktriner for anvendelse af luftstridskræfter centreret om 2 roller. Den primære rolle var fokuseret på den nukleare gengældelsesdoktrin, hvor luftstridskræfteme spillede den afgørende rolle. Den anden rolle drejede sig primært om levering af direkte og indirekte luftstøtte til øvrige militære operationer. Efter den kolde krigs afslutning og nedtoningen af den nukleare option, har amerikanske og NATO doktriner for anvendelse af luftstridskræfter foretaget en epokegørende drejning. Udmøntningen af denne drejning så vi første gang under Golfkrigen, der hovedsageligt blev gennemført af luftstyrker udrustet med konventionelle våben indsat på det strategiske og operative niveau i overensstemmelse med Wardens (1) doktrinære tankegang vedr. anvendelse af luftstyrker på det strategiske og operative niveau. Forklaringen hertil ligger dels i det forhold, at egne tab generelt ikke er acceptable i denne type konflikter, hvor egen national eksistens ikke er truet, dels i det forhold, at den teknologiske udvikling af luftstyrkemes kapacitet i form af bl.a. øget præcision og våbenafleveringsafstand muliggjorde gennemførelse af offensive operationer med begrænset risiko for egne styrker. På tilsvarende vis har luftstyrker udrustet med konventionelle våben i Bosnien i 1995 og senest i Kosovo i 1999 været en afgørende faktor på det strategiske og operative niveau for hurtig opnåelse af de politiske og militære mål. For flyvevåbnets vedkommende er der ligeledes sket en epokegørende udvikling på doktrinområdet, idet vi i 1997 for første gang formulerede og udgav en dansk doktrin for anvendelse af luftstyrker på det operative niveau. Denne doktrin beskriver, ligesom NATO doktrinære grundlag, som vi meget aktivt har bidraget til udviklingen af, potentialet i anvendelse af luftstyrker som det centrale element på det operative niveau, således at Air Component Commander kan optræde som Supported Commander og ikke kun som Supporting Commander, hvilket ofte har været opfattet som luftstyrkemes rolle på det operative niveau. Denne udvikling har medført, at flyvevåbnet eksistensberettigelse på det operative niveau er blevet erkendt i bredere kredse, og er efter min opfattelse en medvirkende årsag til, at Aftalen om forsvarets ordning 2000 - 2004 indeholder den anførte udvidelse af flyvevåbnets kampflybidrag til NATO reaktionsstyrker. På det mere ’’jordnære” plan har flyvevåbnets konceptuelle udvikling ligeledes bidraget aktivt til udviklingen af flyvevåbnet. Inden for det jordbaserede luftforsvar beskriver denne konceptuelle udvikling, hvorledes det jordbaserede luftforsvar kan videreudvikles fra våbenspecifikke enheder over enheder med flere våbensystemer hen imod et samlet system bestående af kommando- og kontrolelementer, varslingselementer og våbenelementer bundet sammen af et operativt WAN, den såkaldte Element-koncept.
Inden for kontrol- og varslingssystemet beskriver denne konceptuelle udvikling opdelingen af kommando-, kontrol- og varslingssystemet i kommando- og kontrolelementer og i varslingselementer. Denne konceptuelle udvikling afspejles i såvel den igangværende materielmæssige opdatering af det jordbaserede luftforsvar i form af DEHAWK-projektet og anskaffelse af STINGER til flyvevåbnet og i den igangværende opdatering af kontrol- og varslingsystemtet som i de i Aftale om forsvarets ordning 2000 - 2004 indeholdte strukturtilpasninger, der bl.a. medfører integration af DEHAWK- og STINGER-eskadrilleme samt sammenlægning af Luftvæmsgruppen og Kontrol- og Varslingsgruppen. Inden for operationsstøtteområdet (sikrings-, bevogtnings-, sanitets-, ABCtjeneste m.m.) beskriver denne konceptuelle udvikling en centralisering af uddannelsesansvaret for dette område og de øgede muligheder for at overlade dele af disse opgaver til den militærregionale struktur, herunder Hjemmeværnet, som følge af den reducerede trussel mod dansk område. Imidlertid er det væsentligt af erindre, at flyvevåbnets etablissementer generelt og herunder især de flyoperative flyvestationer ikke blot er objekter, der skal forsvares, men derimod er kampstader, hvori operationsstøtten indgår som en integreret del af enhedens krigsorganisation. Kernen i operationsstøtten skal således fortsat være en integreret del af flyvevåbnet.
Den teknologiske og materielmæssige udvikling
De senere års hastige teknologiske udvikling har i væsentligt omfang påvirket det luftmilitære operationsmiljø, idet luftoperationeme nu teknologisk set kan gennemføres 24 timer i døgnet og under stort set alle vejrforhold. Herudover har den teknologiske udvikling muliggjort, at luftoperationeme kan gennemføres med reduceret risiko for utilsigtede skadevirkninger (’’collateral damage”) som følge af udviklingen af præcisionsvåben og med mindre risiko for egne styrker som følge af bl.a. øget stand-off afstand. Endelig har den hastige teknologiske udvikling inden for bl.a. informationsteknologien medført, at kravene til data-udveksling og -integration på kamppladsen er øget væsentligt og i løbet af kort tid må det forventes, at kamppladsen vil blive betragtet som et ’’system of systems” i stil med Elementkoncepten, hvor alle delbidrag er integreret i ét fælles system via et operativt WAN. Denne teknologiske udvikling har åbnet og åbner fortsat en række nye muligheder for flyvevåbnet men stiller samtidig også krav om en kontinuerlig videreudvikling af flyvevåbnets materiel, idet det er hverken politisk eller militært acceptabelt at skulle deltage med våbensystemer, der ikke er ’’up-to-date”. Aftalen om forsvarets ordning 2000 - 2004 viderefører den igangværende videreudvikling af flyvevåbnets våbensystemer, herunder især F-16 kampflyene, der i forlængelse af den igangværende Mid-Life Update (MLU) tilføres tidssvarende kapaciteter i form af natoperationssensorer, nye luftforsvarsmissiler, præcisionsvåben med tilhørende sigtesystemer og måludpegningssystemer samt datalinkkapacitet i form af LINK 16. Sidstnævnte muliggør den ovenfor nødvendige integration på fremtidens kampplads. På tilsvarende vis videreføres udviklingen af det jordbaserede luftforsvar med anskaffelse af nye missilsystemer og udviklingen af kontrol- og varslingssystemet med implementeringen af NATO Air Command and Control System (ACCS). På lufttransportområdet vil anskaffelsen af nye transportfly til flyvevåbnet forbedre forsvarets evne til at understøtte udsendte styrker fra alle værn. Den teknologiske og materielmæssige udvikling af flyvevåbnet i perioden 2000 - 2004 vil således fastholde og øge flyvevåbnets evne til at deltage i internationale operationer på et kvalitativt højt niveau. Videreførelse heraf vil dog fortsat kræve en løbende videreudvikling af flyvevåbnets materielsystemer efter år 2004 samt på længere sigt udskiftning af F16 kampflyene med et multi-role kampfly. Erfaringerne fra de internationale operationer, herunder flyvevåbnets deltagelse i Operation Allied Force, understreger med al tydelighed, at en længerevarende understøttelse af et internationalt styrkebidrag forudsætter en hjemlig operativ struktur på ca. 3 gange størrelsen af det udsendte bidrag. I r.t. kampflystrukturen skal hertil lægges den kapacitet, der er nødvendig for gennemførelse af fredstidsopgaveme i form af f.eks. afvisningsberedskab og uddannelse af nye piloter. På denne baggrund er det vanskeligt at forestille sig en kampflystruktur væsentligt forskellig fra den nuværende, såfremt den givne opgave i r.t. deltagelse i NATO reaktionsstyrker fortsat skal kunne underbygges efter udskiftning af F-16. Samtidigt er det vigtigt, at man tydeligt definerer den ’’kritiske masse”, som er nødvendig for i det hele taget at kunne være levedygtig som flyvevåben og bevare et kvalitativt udviklingspotentiale. Hvis den nødvendige kapacitet ikke opretholdes fortabes flyvevåbnets kapacitet til at blive indsat som et selvstændigt og afgørende styrkebidrag på det operative niveau. Der skal derfor arbejdes målrettet på at den kommende udskiftning af F-16 kampflyene gennemføres. Grundlaget herfor er lagt bl.a. via den videre deltagelse i Joint Strike Fighter-projektet.
Den organisatoriske og personelmæssige udvikling
Den igangværende og forventelige udvikling af flyvevåbnet stiller særdeles store krav til en kvalitativ videreudvikling af personelområdet. På den ene side er udbudet af personel reduceret som følge af de små årgange samt efterspørgslen på det private arbejdsmarked. På den anden side er kravene til personellet øget dels som følge af strukturtilpasningerne, dels som følge af den udvidede reaktionsstyrketilmelding, der stiller krav om såvel meget højt professionelt niveau som reel villighed til at deltage i internationale operationer med de afsavn, dette kan medføre. Det er derfor væsentligt, at flyvevåbnet fortsat kan fremstå som en attraktiv arbejdsplads. Dette tilsikres kun ved en kontinuerlig forbedring af vores uddannelsesssystem og personelpolitik, således at dette fremstår ajourført og målrettet til de nye opgaver. Dette medfører bl.a., at der skal fokuseres på såvel fastholdelse som rekruttering. Fastholdelse bør tillægges særlig vægt, da dette dels er mindre ressourcekrævende, dels muliggør et højere kvalitativt niveau i opgaveløsningen. I denne henseende er det af speciel stor vigtighed, at de igangværende tiltag i r.t. rekruttering og fastholdelse af piloter, herunder ikke mindst i r.t. chefniveauet, tillægges den fornødne vægt og prioritet, da et flyvevåben uden piloter næppe kan kaldes et flyvevåben. Det er endvidere fortsat af afgørende betydning, at vi fastholder og udnytter potentialet i at have værnepligtige i flyvevåbnet, da disse på kort sigt er en forudsætning for at vi kan opstille de samlede reaktionsstyrkebidrag og den hjemlige krigsstyrke, og da disse på lidt længere sigt er forudsætningen for at vi fortsat kan rekruttere det nødvendige antal kvalificerede medarbejdere. Med baggrund i det øgede varsel er flyvevåbnets samlede fredsstruktur gennem de seneste ca. 10 - 12 år reduceret betydeligt og denne reduktion fortsættes i perioden 2000 - 2004, hvor flyvevåbnets yderligere reduceres med ca. 1000 mand. Denne reduktion forstærkes endvidere af reduktioner i arbejdstiden som følge af kortere ugentlig arbejdstid, feriefridage, orlovsordninger m.m. tillige med at der er sket en betydelig forøgelse af de forvaltningsmæssige opgaver. Dette medfører, at den netto-arbejdtid, der er til rådighed til at beskæftige sig med flyvevåbnets operative opgaver; nemlig operation med og indsættelse af luftstyrker begrænses. Dette er kritisk, da dette dels på kort sigt indebærer risiko for at flyvevåbnets reaktionsstyrkebidrag ikke kan opstilles i rette kvalitet, dels på længere sigt indebærer risiko for at flyvevåbnets operative kapacitet og dermed flyvevåbnets eksistensberettigelse fortabes. Der er således akut behov for, at den netto-arbejdstid, der er til rådighed til at beskæftige sig med operation med og indsættelse af luftstyrker, forøges. Dette kan enten ske ved reduktion i de nuværende forvaltningsmæssige opgaver eller ved indførelse af effektivitetsforbedrende systemer på det forvaltningsmæssige område, eksempelvis DEMARS. Det er her imidlertid af afgørende betydning, at det overordnede formål med forsvaret; nemlig at vi skal kunne kæmpe, fastholdes, således at den nye teknologi med deraf følgende muligheder ikke resulterer i yderligere forvaltningsmæssige opgaver i en konstant stræben efter at løse de forvaltningsmæssige opgaver bedre og bedre på bekostning af vores eksistensberettigelse; de operative opgaver - ja, basalt det at vi skal kunne kæmpe. Den skitserede udvikling i opgavekomplekset, på det doktrinære/konceptuelle og på det materielmæssige område stiller meget store krav til den organisatoriske og personelmæssige udvikling i flyvevåbnet. Under Den kolde Krig ændrede flyvevåbnets organisation sig grundlæggende ikke. Efter Den kolde Krigs afslutning har flyvevåbnet såvel strukturelt som organisatorisk gennemgået betydelige ændringer. Dette har dels været affødt af behovet for at reducere strukturen og omkostningerne i lyset at den reducerede trussel, dels været affødt af det ændrede doktrinære grundlag samt den øgede vægtning af operationer uden for dansk område. Den øgede vægtning af evne til at deltage i fredsskabende og fredsbevarende operationer med reaktions styrkeenheder tog oprindeligt sit udgangspunkt i de organisatoriske strukturer og enheder, som flyvevåbnet opstiller i freds- og krigs-strukturen. Imidlertid adskiller operationsvilkårene sig betydeligt fra det grundlag, hvorpå flyvevåbnets freds- og krigsorganisation bygger. Dette indebærer, at flyvevåbnet har måttet udvikle opstillingsgrundlag for de tilmeldte reaktionsstyrkeenheder, der er tilpasset de operationsvilkår, som kan forudses i de mest sandsynlige indsættelsesområder. Med de i Aftalen om forsvarets ordning 2000 - 2004 indeholdte reaktionsstyrkebidrag fortsætter denne udviklingsproces dels i lyset af de nye/udvidede bidrag, dels i erkendelse af at disse kun vil kunne opstilles via en koordineret proces, hvor de enkelte bidrag støtter hinanden i muligt omfang. Dette medfører, at de tilmeldte reaktionsstyrkebidrag ikke vil blive opstillet isoleret hver for sig som selvstændige enheder men derimod sammensat til de givne lejligheder af styrkebidrag fra en række kapacitetsområder. Disse kapacitetsområder omfatter som anført i nedenstående figur hovedområderne detachement, våbenspecifikke bidrag samt operationsstøtte.
Herved gennemføres der reelt en arbejdsdeling/specialisering inden for flyvevåbnet, hvorved opgaveløsningen optimeres og ressourceforbruget minimeres.
Vision for udviklingen af flyvevåbnet efter 2004
Aftalen om forsvarets ordning 2000 - 2004 afslutter efter min opfattelse omstillingsprocessen fra fokus på det nationale forsvar til fokus på internationale operationer. Min vision for udviklingen af flyvevåbnet efter 2004 er således centreret omkring cementeringen heraf samt videreudvikling af flyvevåbnets operative kapaciteter i r.t. internationale operationer. For kampflyområdet er det min vision, at flyvevåbnet fortsat kan levere et selvstændigt og tidssvarende bidrag til internationale operationer, og herved udnytte nogle af de politiske og operative muligheder, som den doktrinære og teknologiske udvikling har tilvejebragt. Opfyldelse af denne vision forudsætter grundlæggende opretholdelse af en kampflystruktur af stort set nuværende størrelse, hvilket på kort sigt kræver fokus på rekruttering og fastholdelse af et tilstrækkeligt antal kampflypiloter og på længere sigt kræver udskiftning af F-16 med et up-to-date multi role kampfly. I r.t. det jordbaserede luftforsvar og kontrol- og varslingsområdet er det min vision, at disse to funktionsområder sammensmeltes til et integreret ’’system of systems” i overensstemmelse med Elementkoncepten på alle områder (doktrin/koncept, teknologi (materiel) og organisation (personel)), således at de samlede ressourcer indenfor disse to områder kan anvendes målrettet til bl.a. de internationale operationer. Opfyldelse af denne vision stiller store krav til personellets operative og mentale omstillingsevne - en evne jeg dog ikke er i tvivl om er til stede - samt store krav til den fortsatte teknologiske udvikling af de tilhørende materielsystemer. I r.t. operationsstøtteområdet er der min vision, at vi på dette område far opbygget en selvstændig reaktionsstyrkekapacitet inden for rammerne af den tidligere skisterede struktur for opstilling af flyvevåbnets reaktionsstyrkebidrag. Opfyldelse af denne vision forudsætter bl.a. opretholdelse af det nødvendige professionelle niveau inden for en lang række specialer. I r.t. personelområdet er det min vision, at den nødvendige netto-arbejdstid til operation med og indsættelse af luftstyrker tilvejebringes, således at flyvevåbnet fortsat kan løse de stillede operative opgaver på et højt professionelt niveau samt at vi via et professionelt engagement fortsat kan præge og videreføre den løbende udvikling af flyvevåbnet via den kontinuerlige optimering af de interne faktorer; doktrin, teknologi og organisation. Herved kan vi fremstå som en attraktiv arbejdsplads og således tiltrække det nye personel, herunder værnepligtige, der er én af forudsætningerne for vores fortsatte virke.
Noter
1. Col John A. Warden III (USAF): ’’The Air Campaign”, 1988.
