En overordentlig læseværdig Pjece med denne Titel er udgivet af den svenske Militærforening K. H. S., som omfatter Officerer, der har gennemgaaet Krigshøjskolen. Pjecen indeholder et Foredrag, som er holdt i nævnte Forening af Kaptajn i Generalstaben G. Sergel.
Forfatteren fremhæver først, at ingen militærtekniske Opfindelser i moderne Tid har haft tilnærmelsesvis samme Betydning som Opfindelsen af Flyvemaskinen, og at Luftstridskræfternes Udvikling og Gennembrud er den Ændring paa Krigsteknikkens og Strategiens Omraade, der i højest Grad præger Nutidens militære Udvikling.
Uheldigvis begrænser Forfatteren i Indledningen sin Opgave ved at udtale, at Vægten i Fremstillingen vil blive lagt paa Luftkrigsførelsens landmilitære Konsekvenser, og at de sømilitære Forhold kun vil blive berørt i det Omfang, de staar i Forbindelse hermed. Det havde efter mit Skøn givet større Udbytte og maaske ført til videre Konsekvenser, dersom Forfatteren havde bestemt sig til at se Spørgsmaalet helt fra oven og i højere Grad, end sket er, havde behandlet det som den Helhed, det i Virkeligheden udgør.
Kaptajnen begynder sin egentlige Fremstilling med at gøre Rede for Luftstridskræfternes Stilling indenfor Forsvaret og fremhæver her, at Indførelsen af Luftstridskræfterne nødvendigvis fører til Kravet om en allerede i Fredstid organiseret Overledelse af Forsvaret, idet der maa findes en sagkyndig og ansvarlig Myndighed, som foretager en Afvejning af de forskellige Krav og Anvendelsesmuligheder mod hverandre og træffer Afgørelse om Luftstridskræfternes Anvendelse i hver enkelt Situation.
Kaptajnen peger paa, at Luftstridskræfternes Udvikling i Aarene nærmest efter Verdenskrigen gik forholdsvis langsomt, men derefter tog Fart. Maa det her være mig tilladt for egen Regning at minde om, at de allersidste Maaneder har medført en ganske særlig kraftig Oprustning i Luften for et meget stort Antal Landes Vedkommende.
De moderne Luftstridskræfter er uprøvede i Krig og Verdenskrigen ligger saa langt tilbage, at det efterhaanden er begrænset, hvad der kan bygges paa Erfaringerne fra den. Det er derfor meget vanskeligt at forudse, hvilken Virkning moderne Luftstridskræfter - og da fremfor alt Angrebsvaabnet mellem dem: Bombeflyvemaskinerne — vil have i en fremtidig Krig.
Det gælder om gennem Resultaterne af praktiske Forsøg at komme til Klarhed over hvilken Bombeindsats, der kræves for at op- naa en vis Virkning mod nærmere bestemte Maal, samt over hvilken Tabsprocent, Luftstridskræfterne maa regne med ved Angreb mod Maal, der er forsvarede af et Luftværn af en vis Styrke.
I Sverrig har man i denne Hensigt bl. a. udført ret omfattende Bombekastningsforsøg, og Kaptajnen udtaler, at de hidtil udvundne Resultater ikke tyder paa, at man ved de teoretiske Undersøgelser har overvurderet Luftstridskræfternes Virkningsfuldhed — snarere tværtimod.
Forfatteren undersøger dernæst de luftmilitære Forhold hos Sverrigs Naboer, af hvilke Rusland skønnes at raade over ca. 600 Bombeflyvemaskiner, medens Tyskland formentlig har truffet saa- danne Forberedelser, at det hurtigt efter en Krigs Udbrud vil kunne stille betydelige Luftstyrker. Herpaa tyder bl. a. den Omstændighed, at Luftfartsbudgettet er steget fra ca. 74 Miil. Mark i 1933 til ca. 206 Mili. Mark i 1934. Hvad Sverrig angaar, udtaler Forfatteren, at det ganske savner Luftstridskræfter, der egner sig til selvstændige Operationer, idet der endnu ingen Bombemaskiner og næsten ingen Jagere findes og kun haves en begrænset Udrustning med Rekognosceringsmaskiner. Sverrig skønnes derfor, og fordi ogsaa Luftværnsartilleriet m. v. kun har ringe Midler til Raadighed, at ligge saa godt som aabent for fjendtlig Flyvervirksomhed, og det undersøges dernæst, hvad denne kan betyde, naar den indsættes mod Befolkningen, mod Industri og mod Samfærdsel og Handel.
Forfatteren gør sig her til Talsmand for den Opfattelse, at dersom der paa begge Sider findes Bombeflyverstyrker, vil de gensidigt delvis binde hinanden, idet det første og vigtigste Maal for en af Parternes Luftstridskræfter vil være en Nedkæmpning af Modstanderens tilsvarende Styrker. Hvis derimod den ene Part er svag i Luften, vil Modstanderen have meget frie Hænder til Gennemførelsen af Forsøg paa at terrorisere Befolkningen og lamme Samfærdsel og Industri.
For Sverrigs Vedkommende vil Flyverangreb udgaaende fra det sydvestlige Finland være yderst farlige. Livsvigtige Industrier vil ligge i Virkningsomraadet for disse Angreb. Nordlands Forsyning under en længere Krig vil blive i høj Grad problematisk. Dersom de til Nordland førende Jernbaner afbrydes, og Kystfarten samtidigt forhindres, maa Forplejningen af saavel de Hærstyrker, der befinder sig i Nordland, som af hele Landsdelens Civilbefolkning baseres paa Motorvognstransporter. Undersøgelser har vist, at Vanskelighederne ved en saadan Forsyning vokser med Krigens Varighed, og at det, saa længe Sverrig ikke har stærkere Luftstridskræfter end nu, vil kunne blive umuligt at forpleje blot Civilbefolkningen. Fjendens Muligheder for at skabe en saadan Situation formindskes vel betydeligt, dersom Sverrig kommer til at raade over kraftigere Luftstridskræfter og Luftværn, men man maa dog, dersom Sydvestfin- land er i en Fjendes Besiddelse, stadigt regne med Flyverangreb mod Industri og Samfærdselsmidler.
Bortset fra alle politiske Forhold har Sverrig derfor stor Interesse i at medvirke til at forhindre Basering af russiske Luftstridskræfter i Finland. Tilsvarende gælder til en vis Grad om Basering af tyske Luftstridskræfter paa Sjælland. Der har været foretaget meget omfattende Undersøgelser, som viser, at en virksom Understøttelse af de paagældende Stater kan ydes med en mindre svensk Kraftindsats end den, der kræves til Forsvaret af Sverrigs eget Omraade.
Beskyttelsen af Handelsforbindelserne har hidtil i Hovedsagen været et sømilitært Spørgsmaal, men Luftstridskræfternes Udvikling har bevirket, at det nu i mindst lige saa høj Grad er et luftmilitært Spørgsmaal, i Særdeleshed naar Søhandelsforbindelserne gaar over Farvande, der — fra et luftmilitært Synspunkt set — er saa snævre som Østersøen.
Dersom en Konvoj af Handelsfartøjer ikke har andet Forsvar mod Luftangreb end det paa de ledsagende Krigsskibe eller eventuelt paa selve Handelsskibene monterede Luftværnsskyts, vil der vel kunne tilføjes en Angriber Tab, men Angrebets Gennemførelse vil ikke kunne forhindres.
Efter en Udredning af, hvad der under forskellige Forudsætninger kræves af Bombeindsats til Sænkning af Handelsskibe, ender Forfatteren med at oplyse, at man nu overalt i Udlandet i Tilfælde, hvor der kræves stor Træfsikkerhed, anvender det saakaldte Styrtbombardement, ved hvilket Flyvemaskinen fra stor Højde gaar i Styrteflugt mod Maalet og kaster Bomben fra lav Højde. Ved denne Fremgangsmaade lettes Sigtet, samtidigt med at Flyvemaskinen kun i kort Tid er udsat for Luftværnsskytsets Ild. Naar denne Metode anvendes, skulde der normalt kun behøves een Flyvemaskine til at sænke et Handelsskib.
Forfatteren kommer derefter ind paa en Behandling af den saakaldte selvstændige Luftkrigsførelse. Han gør opmærksom paa, at det lokale Luftforsvar — og dette gælder saavel Luftværnsartilleri som Jagere — af velkendte Grunde maa begrænses til de allervigtigste Punkter, og at Hovedvægten ved Luftforsvaret maa lægges paa de operative Luftstridskræfter.
Disses første og vigtigste Opgaver er Nedkæmpning af Modstanderens Luftstridskræfter, og Midlet hertil er Angreb paa hans Basisflyvepladser. Ved saadanne Angreb vil hver af Parterne tvinges til at trække sine Basisflyvepladser tilbage udenfor Rækkevidden af Modpartens Bombetogter og til at anvende fremskudte Flyvepladser, paa hvilke Bombeenhederne lander paa Udturene for at fylde Benzin og Bomber og paa Hjemturene for at fylde Benzin. Denne Frem- gangsmaade medfører længere Flyveveje og mindsket Togthyppighed med deraf følgende nedsat Virkningsgrad for Luftstridskræfterne. En Forudsætning for Anvendelsen af Metoden er tilstrækkelig Udstrækning af eget Landomraade.
Den nuværende Tilstand af de svenske Luftstridskræfter tillader en Modstander uden større Risiko at basere sine Luftstridskræfter i umiddelbar Nærhed af svensk Omraade, f. Eks. paa Aaland, Gotland eller Bornholm samt langs den botniske Bugts og Østersøens Øst- og Sydkyster, saafremt han blot er i Besiddelse af de paagældende Landomraader.
Hvis derimod Sverrig er i Besiddelse af operationsdygtige Luftstridskræfter, bliver Stillingen ganske anderledes. I saa Fald vil efter Forfatterens Skøn de nævnte Øer ikke kunne komme i Betragtning som Udgangsomraader for fjendtlige Bombetogter, i hvert Fald ikke i større Udstrækning, ja endogsaa permanent Basering indenfor Østersøens og den botniske Bugts Kystomraader vil herved blive umuliggjort, selv om Flyvepladser i dette Omraade vil kunne benyttes midlertidigt.
Der er for mig ingen Tvivl om, at Forfatteren her i nogen Grad overvurderer Luftstridskræfternes Evne til at binde hinanden og overhovedet til at virke mod hinanden. En Betingelse for, at et Angreb kan sættes an mod et Maal, er, at dette Maal er kendt, og medens permanente Flyvepladser med deres Hangaranlæg o. s. v. er lette at finde, og det samme gjaldt de under Verdenskrigen anvendte feltmæssige Flyvepladser med deres Telte og lærredsklædte Hangarer, saa bevirker den Omstændighed, at moderne Metalflyvemaskiner kan undvære Telte og derfor paa en ganske anden Maade end Fortidens kan „forputtes“ i Terrainet, at en moderne feltmæssig Flyveplads vil være ret vanskelig at opdage.
Forfatteren behandler dernæst Luftstridskræfternes Betydning for Krigsførelsen til Lands og til Søs under den Forudsætning, at Sverrig kun raader over sine nuværende Luftstridskræfter.
Under Krigsførelsen til Lands vil Flyverangrebene utvivlsomt først og fremmest blive rettede mod Jærnbanerne, som er særdeles følsomme overfor Luftangreb og umulige at beskytte med Undtagelse af enkelte særlig vigtige Punkter. Udførte Undersøgelser har vist, at den største Virkning oftest naas ved stadigt gentagne Afbrydelser midt ude paa de aabne Banestrækninger og ikke ved Forsøg paa Ødelæggelse af de særlig vigtige Punkter. Selv om den enkelte Linieafbrydelse kun kræver en ringe Bombeindsats, saa kræver en virkelig Lammelse af Jærnbanetrafiken i et Omraade en betydelig Indsats, idet man for at naa hertil maa afbryde samtlige i en vis Retning førende Jærnbanelinier, maa afbryde hver enkelt af dem paa flere Steder bag hverandre og endelig maa gentage Afbrydelserne hyppigt gennem længere Tid.
Hvad Sverrig angaar, maa der, saa længe der ikke raades over stærkere Luftstridskræfter, regnes med, at Jærnbanetrafiken kan lammes indenfor væsentlige Omraader, saaledes at man saavel ved Koncentrationskørslerne som ved Forsyningstjenesten tvinges til at tage sin Tilflugt til Motorvognstransporter. Da det er tvivlsomt, om det herved opstaaede Behov af Motorvogne kan dækkes, og da Motorvognene føi'st og fremmest maa bestride Forplejningstjenesten, forudser Forfatteren, at Hovedparten af Landstridskræfterne maa fuldføre Koncentrationen til Fods, hvilket f. Eks. med Hensyn til Nordlands Forsvar kan faa de alleralvorligste Følger.
Da de landmilitære Forhold staar i snæver Sammenhæng med Luftstridskræfternes Indflydelse paa Krigsførelsen til Søs, føres Forfatteren ind paa at behandle Forholdene paa Søen, idet han dog samtidigt fremhæver, at han ikke ønsker at behandle Forsvarsspørgs- maalet fra et sømilitært Synspunkt, men blot tvinges ind paa en Omtale af disse Forhold, fordi man simpelthen efter Luftstridskræfternes Indførelse ikke mere kan behandle Forsvarsspørgsmaalet alene fra et land-, luft- eller sømilitært Synspunkt, men maa se det hele fra et fælles Synspunkt: Rigsforsvarets.
Forfatteren indskrænker sig til at opgøre Luftstridskræfters og Søstridskræfters Virkemuligheder mod hinanden. Han kommer ved at regne med, at der til at sænke eller alvorligt beskadige et Panserskib kræves Træfning med 3 500 kg’s Bomber, og ved at regne med en Bombardementshøjde paa 4000 m samt ved endelig at forøge den saaledes udregnede Bombemængde med 50 % paa Grund af krigsmæssige Indflydelser til, at der til at sænke den svenske Kystflaade paa 4 Panserskibe og Krydseren „Gotland“ kræves ca. 325 Tons Bomber. Til at gøre Skibene ukampdygtige skulde der dog kun behøves en Femtedel af denne Bombemængde. Paa de Dage, hvor Skyer tillader skjult Tilflyvning, vil der med Fordel kunne anvendes en lavere Kastehøjde, hvilket vil formindske Behovet af Bomber. Endelig vil Anvendelsen af Styrtebombning nedsætte Behovet af Bomber og dermed af Flyvemaskiner til en Brøkdel af det her anførte.
Imidlertid maa der regnes med, at Kystflaaden er beskyttet af Luftværnsskyts, ja endogsaa er det stærkest „luftværnede“ Maal i Sverrig. Om den herved er sikret mod Angreb vil afhænge af, om en Modstander i den givne Situation mener, at dens Tilintetgørelse er Ofret værd. Forfatteren beregner, at 350 russiske Bombeflyvemaskiner — altsaa godt Halvdelen af det samlede Antal — i eet Angreb vil kunne sænke Kystflaaden, selv om man regner, at 12 % af dem bliver skudt ned.
Under for Flaaden ufordelagtige Forhold maa der regnes med, at 27 Tons Bomber er tilstrækkelige til at sætte Flaaden i ukampdygtig Stand, og til Kastningen heraf kræves ingen Masseindsats af Flyvemaskiner. Her er endda regnet med „vandret“ Bombning; anvendes Styrtebombning, bliver Tallene endnu lavere. Hvis Skibene er under Gang, mindskes dog Virkningen noget for baade Flyvemaskiner og Luftværnsartilleri.
Forfatteren fremhæver, at der er en meget betydelig Risiko for FIaadens større Fartøjer, dersom de udsættes for Angreb af en Stormagts Bombeflyvemaskiner. Ved en Bedømmelse af Forsvarssituationen er det umuligt at se bort fra det alvorlige i denne Omstændighed.
Forfatteren undersøger dernæst, hvilken Indflydelse et operationsdygtigt svensk Flyvevæsen vil have paa Sverrigs Forsvarsmujig- heder. Først undersøges det, hvilken Indflydelse det vil have paa Landgangsforetagender. Angriberen vil her tvinges til at ordne Overførselen saaledes, at Transportfartøjerne vedvarende er beskyttede mod Luftangreb, først og fremmest i Foretagendets mest kritiske Moment, nemlig Udskibningen. Dette bevirker atter, at kun een Transportflaade ad Gangen kan være under Indskibning, Overfart, Udskibning eller Tilbagefart, thi hele Angriberens Krigsflaade vil kræves til at tilvejebringe et fyldestgørende Luftværn for Transporten, og det bevirker tillige, at denne Transportflaade maa være af begrænset Størrelse, for at ikke det Areal, den indtager, skal blive saa stort, at Krigsfartøjernes Luftværnsild ikke kan samles mod Luftrummet over den.
Som Eksempel paa Betydningen af Luftstridskræfternes Tilstedeværelse nævner Forfatteren, at Overførelsen af en Armé over den botniske Bugt, naar Sverrig raader over passende Luftstridskræfter, vil kræve dobbelt saa lang Tid til sin Udførelse, som naar dette ikke er Tilfældet.
Dette er imidlertid kun den ene Side af Sagen. I samme Grad, som Modstanderen sinkes, oges Mulighederne for en hurtig Koncentrering paa svensk Side, og i samme Grad, som Fjendens Bombeenheder bindes til Bekæmpelse af de svenske Bombeenheder — bl. a. for at beskytte Troppeoverførselen —, i samme Grad svinder deres Muligheder for kontinuerlig Virksomhed mod de svenske Samfærdselsmidler.
Den Forsinkelse af Fjendens Overførsler, som Luftstridskræfterne bevirker, har atter til Folge, at Behovet af Landstridskræfter kan sættes væsentligt lavere.
Ved Forsvar mod Angreb over Landegrænser er Forholdet et lignende; Fjenden sinkes, og egne Samfærdselsmidler beskyttes med det Resultat, at Forsvaret stilles langt gunstigere. Endelig gøres der opmærksom paa, at Luftstridskræfterne paa Grund af deres Bevægelighed egner sig udmærket til Imødegaaelse af tilfældige Neutralitetskrænkelser, og at de paa Grund af deres Evne til hurtigt at indtræffe paa Krigsskuepladsen uanset Forholdene paa Søen spiller en særlig Rolle ved Gotlands Forsvar.
I en Sammenfatning til Slut slaar Forfatteren fast, at Sverrig, saa længe det kun raader over sine nuværende Luftstridskræfter og sit nuværende Luftværn, savner tilstrækkelige Midler saavel til at tvinge en krigsførende Magt til at respektere Sverrigs Neutralitet som til at forsvare dets Territorium mod Angreb. En Forstærkning — om end aldrig saa omfattende — af de land- og sømilitære Stridskræfter ændrer intet i dette Faktum.
Dersom der imidlertid tilvejebringes et til selvstændige Operationer egnet Flyvevæsen af tilstrækkelig Styrke og med hensigtsmæssig Sammensætning, ændres Situationen væsentligt.
Tilvejebringelsen af saadanne Luftstridskræfter — herunder i første Række Anskaffelsen af Bombeflyvemaskiner i tilstrækkeligt Antal — er derfor det vigtigste Spørgsmaal for Sverrigs Forsvar.
Selv om man paa enkelte Punkter kan være uenig med Forfatteren — jeg har saaledes under Referatet gjort opmærksom paa eet Punkt, paa hvilket jeg er uenig med ham, — saa er der ingen Tvivl om, at Pjecen i det store og hele er et nøgternt og velunder- bygget Bidrag til Klaringen af det vigtige Spørgsmaal om, hvilken Betydning man maa tillægge Luftstridskræfterne indenfor det samlede Forsvars Rammer.
En Del af de anstillede Betragtninger lader sig direkte overføre paa danske Forhold, men man maa dog stadigt erindre, at der her yderligere findes en ganske særlig Grund til at lægge stor Vægt paa Luftstridskræfterne, en Grund som for Sverrigs Vedkommende kun kommer frem paa en mere sekundær Maade i Sammenhæng med Gotlands Forsvar, den nemlig, at vort Territorium er delt, og at man ikke kan paaregne, at Flaaden kan opretholde Forbindelsen mellem Landsdelene, hvilket atter betyder, at man ofte enten ikke kan eller ikke tør overføre „jordbundne“ Tropper fra Landsdel til Landsdel, hvorimod man altid uanset Forholdene paa Soen vil kunne overfore Luftstridskræfter. Disse faar derved i Danmarks Forsvar en særlig Fordel fremfor Land- og Søstridskræfter.
