Indledning 

Før “murens fald” og opløsning af Warszawa‐pagten var der i årtier reelt kun ét  scenarie for det danske forsvar, nemlig forsvar mod en invasion af Danmark.  Fjenden var klart identificeret og trusselsretningen var kendt. Planlægning,  forberedelser og øvelser lå alt sammen i rammen af NATO overordnede  planlægning. Materielanskaffelser var skræddersyet til løsning af opgaverne i  dette ene scenarie, og Flåden kunne med rette karakteriseres som en regional  koldkrigsflåde.  

I perioden derefter, med den første Golfkrig i 1991 og Balkankonflikterne  op igennem halvfemserne, blev potentielle scenarier såvel legio som diffuse.  NATO gled lidt i baggrunden, og militære operationer blev i stigende grad  gennemført i koalitionssammenhæng med strategiske partnere, primært med  USA som ”lead nation”, hvilket da også har dannet rammen om størstedelen af  dansk maritim deltagelse i internationale operationer.  

Operationerne var endvidere kendetegnet ved at ligge uden for det  traditionelle NATO område, og i visse tilfælde langt fra Danmark. Dette stillede  øget krav til materiel, logistik og personellets uddannelse, og var en væsentlig  faktor bag den omstilling af Flåden, der blev påbegyndt i halvfemserne.  Forsvarsforligene fra 1995 og 1999 signalerede en omstilling af dansk  sikkerhedspolitik, der havde direkte indflydelse på Flådens operationer og  sammensætning. Specielt de materielmæssige konsekvenser af 1999‐forliget  satte skub i omstillingen, og med indgåelse af forsvarsforliget 10. juni 2004 er  transformationsprocessen mod en global indsættelsesevne nu oppe på fulde  omdrejninger, og fremtidens kapacitetsbaserede Flåde er, med anskaffelse af  de Fleksible Støtteskibe og Patruljeskibe, en realitet.  

En anden mærkbar ændring gennem de seneste forligsperioder, har været  indsættelse af danske styrker i stadig skarpere operationer (fra Peace  Support/Peace Enhancement Operations over Peace Enforcement Operations  til indsættelse i regulær krig). Som det nævnes i Bruun‐rapporten er krig igen  blevet et reelt alternativ i paletten af sikkerhedspolitiske virkemidler. Et  særkende for dagens situation er, at nationen Danmark og ”hjemmeenhederne” kan være i fredstilstand samtidig med, at danske styrker eventuelt  deltager i væbnede konflikter rundt om på kloden.

En række nye opgaver er desuden dukket op på scenen. En stor del affødt  af 9‐11 katastrofen og den efterfølgende erklærede krig mod terrorisme.  Udløbere heraf omfatter såkaldt ”choke point protection” (f. eks.  Gibraltarstrædet), Force Protection, Proliferation Security Initiative (PSI),  bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet, pirateri og anti‐drug  operationer. Også International Ship and Port Facility Security Code (ISPS),  som en anti‐terror foranstaltning, er nu et område, hvor Søværnet er  involveret. Alle disse opgaver er kendetegnet ved at være tidløse i natur og  trusselsmæssigt omni‐direktionale.  

Fremtidens scenarier kan således være alt fra humanitær assistance i et  venligsindet område med fungerende infrastruktur til en offensiv indtrængning  i et fjendtligt område med ingen eller ringe infrastruktur og en efterfølgende  nedkæmpelse af såvel regulære som irregulære militære styrker. Det eneste  scenario, der pt. stort set kan fraskrives, er et konventionelt militært angreb  mod dansk område. Til gengæld kan nye asymmetriske og uforudsigelige  trusler skabe scenarier, som man ikke hidtil har kunne forestille sig. Der er  således ringe sandsynlighed for en ny 9. april, men bestemt risiko for en ny 11.  september. Terrorbombningerne på Bali 16. oktober 2002 og i Madrid 11. marts  2004 er klare indikationer heraf.  

Uanset scenarie kan det dog med stor sandsynlighed forventes, at dansk  indsats vil ske i rammen af en større organisation, f.eks. NATO, FN, OSCE og  på sigt også EU, eller som en del af en koalition. Det er vanskeligt at forestille  sig en situation, hvor Danmark alene gennemfører en militær operation. Alt  taler for, at dansk sømilitær indsats vil ske i samarbejde med USA og England,  som vores vigtigste strategiske maritime partnere. Man kunne dog godt  forestille sig en operation uden amerikansk deltagelse, f.eks. en  katastrofehjælpsoperation eller en evakueringsoperation (Non‐Combattant  Evacuation Operation – NEO). Ellers må det generelt konstateres, på baggrund  af den hidtidige og den forventede udvikling, at dansk maritim indsats stort set  altid vil være i forbindelse med joint operationer, og i et litoralt miljø.  

Årsagen til omstillingen var naturligvis den politiske proces, der  sikkerhedspolitisk ændrede sig på baggrund af den generelle globalisering, og  som nu ‐ ud over fortsat at hævde dansk suverænitet ‐ også favner  imødegåelse af indirekte trusler mod Danmark samt trusler mod danskere og  danske interesser overalt i verden. Allianceinitiativer så som DCI, PCC og  senest NRF har været drivende kræfter i omstillingen. Navnlig de to sidste har,  med deres krav om global deployabilitet, højt beredskab, udholdenhed og  evnen til indgå i og samarbejde med multi‐nationale formationer, sat  rammerne og ambitionsniveauet.

Den militærteknologiske udvikling (Revolution in Military Affairs ‐ RMA)  har også haft en mærkbar indflydelse. USA og til dels England stiller dagens  (og morgendagens) standarder, og ønsker vi at være med må vi prøve at følge  trop. Dette stiller krav om kapaciteter på et højt teknologisk stade for at kunne  være interoperabel, herunder især besidde en kompatibel netværksbaseret  C4ISR1 kapacitet. Sluttelig skal nævnes kravet om, at kunne dække hele  missionsspektret, hvilket stiller krav om fleksibilitet, omstillingsparathed og  robust struktur, såvel materielmæssigt som personelmæssigt.  Politiske forventninger om maksimal effektivitet kombineret med  minimum personelrisiko samt størst mulig begrænsning af ”collateral damage”  er også en styrende faktor i processen.  

 

Scenarier 

Som nævnt er antallet og typer af scenarier legio, og kun fantasien sætter  grænser. Her skal blot nævnes nogle få eksempler på scenarier, hvor danske  styrker kunne tænkes indsat, enten i NATO regi eller som en del af en koalition.  På baggrund af de enkelte scenarier vil contingency plans (COP) kunne  udarbejdes, og holdes klar ”i skuffen”.  

• Imødegåelse af trusler fra terrororganisationer og potentielle fjendtlige  stater om brug af masseødelæggelsesvåben.  

• Bekæmpelse af terrororganisationer, der gennemfører angreb med  masseødelæggelsesvåben, IT angreb eller konventionelle angreb.  

• Støtte til internationale nødhjælpsoperationer.  

• Evakuering af danske statsborgere, fredsbevarende styrker og  hjælpeorganisationer.  

• Præventiv deployering til et kriseområde ‐ støtte til diplomatisk indsats  

• Fredsgennemtvingelse for at genoprette lov og orden i et område, hvor en  intern konflikt hærger.  

• Gennemtvingelse af FN resolution over for en ”slyngelstat”  

• Imødegåelse af trusler mod søværts transportveje (Sea Line of  Communications (SLOC)), herunder især de såkaldte choke points.  

• Beskyttelse af den kommercielle skibsfart mod indirekte trusler fra en lokal  konflikt.  

• Imødegåelse af direkte trusler fra en nation mod den kommercielle  skibsfart, f.eks. for at blokere for transport af olie.

• Imødegåelse af terrorhandlinger til søs (f.eks. mod passagerskibe/færger  og store containerskibe), hi‐jackning af skibe under dansk flag eller skibe i  dansk territorialfarvand.  

• Imødegåelse af pirateri.  

• Fredsmonitering i et område efter en konflikt.

Som eksempel på et muligt scenario beskrives i det følgende en  kronologisk gennemgang af en generisk operation i koalitionssammenhæng.  Beskrivelsen er forenklet, idet øvrige koalitionspartneres operationer kun  berøres periferisk. Endvidere ville en detaljeret beskrivelse fylde adskillige  numre af Tidsskriftet. men man skal forestille sig, at den beskrevne operation  sker i rammen af den samlede koalitionsoperation.  

 

”Konflikten i TOPAZ” 

Baggrund – konfliktområdet og status 

TOPAZ ligger ca. 5000 km fra Danmark i et subtropisk område i Det Indiske  Ocean (se fig. 1). Landet er mod øst, nord og vest klemt inde mellem OPAL og  CORAL. Mod syd ligger TOPAZ ud til et ca. 500 km. bredt stræde. Det  alliancefrie land ZICON ligger på den anden side af strædet. TOPAZ er opdelt i  to regioner Minerva og Sogal (se fig. 2).  

Det topazske terræn er bjergrigt og skovklædt med en række større eller  mindre floder. Der er to havne (A og B) i Sogal‐området, som kan anvendes  som SPOD2 for store skibe. I forbindelse med den ene havneby findes også  landets eneste internationale lufthavn, der ligger ca. 50 km inde i landet. Den  topaziske kystlinie er ca. 1000 km lang.

Befolkningen består fortrinsvis af to etniske fraktioner, Minervinere og  Sogalboere, der hver dominerer deres respektive regioner. Der eksisterer et  langvarig fjendskab mellem de to befolkningsgrupper, der i årevis har forsøgt at dominere hinanden og tilrane sig den totale magt i landet. I en tidligere  konflikt lykkedes det Sogal at etablere et ”strong‐hold” på minervisk  territorium. Dette relativt lille område har i dag status som en sogalsk enklave.  Ud over det interne fjendskab har begge fraktioner endvidere en indgroet  mistro og mishag til Vesten til fælles. TOPAZ, som nation, har da også ”været  vært” for flere anti‐vestlige terrorgrupper. Det vurderes, at et antal terrorister  af forskellig nationalitet fortsat befinder sig i landet, ligesom det er kendt, at  begge fraktioner har sympatisører blandt terroristgrupper rundt om i verdenen.

Efter et kontroversielt valg, hvor begge parter beskyldte hinanden for at  svindle med valgresultatet, er fjendskabet blevet optrappet, resulterende i  regulære kamphandlinger inklusiv en minervisk belejring og begyndende etnisk  udrensning af den sogalske enklave i Minerva området. TOPAZ er på det  nærmeste ophørt med at eksistere som en samlet stat, regeringen er gået af,  det nationale militære apparat er gået i opløsning og soldaterne har meldt sig  under fanerne i begge lejre. Der hersker et vist anarki i begge  fraktionsområder. Ingen har fuld kommando over styrkerne, der ‐ ud over de  tidligere topazske soldater ‐ også tæller autonome paramilitære styrker og  rene røverbander under ledelse af lokale krigsherrer. Såvel de paramilitære  styrker som banderne er velbevæbnede, og beskæftiger sig, ud over at bekrige  modstanderen, også med overfald på nødhjælpskolonner og NGO‐faciliteter,  så som lagerbygninger på havneområderne.

Rent militært har Minerva klaret sig bedst på det seneste, og står ‐ med  gidseltagning af den sogalske enklave ‐ stærkest i øjeblikket.

Grænsestrækningen mellem de to fraktioners territorier i TOPAZ er på ca.  300 km længde, og omfatter 4 større passager. Grænsen omkring sogalenklaven på Minerva‐området er omkring 200 km. Størstedelen af  befolkningen bor i de kystnære regioner i det samlede TOPAZ område.  

Nabolandene CORAL og OPAL, som begge har betydelige militære  styrker, støtter fraktionerne i hhv. Minerva og Sogal. Ud over konventionelle  styrker råder OPAL endvidere over masseødelæggelsesvåben (BCR) inkl.  fremføringsmidler (ballistiske missiler op til 5‐600 km). Begge lande har indtil  videre dog afholdt sig fra at gribe aktivt ind i konflikten, men har sat deres  militærstyrker på højt beredskab. Den ustabile situation er endvidere  yderligere kompliceret af spændte relationer over grænsestridighederne  mellem de to lande, samt en fælles anti‐vestlig holdning.  

Infrastrukturen i begge fraktionsområder er enten så ringe udviklet eller så  ødelagt af kamphandlinger, at den, set med vestlige øje, kan betragtes som  ikke eksisterende. En humanitær katastrofe er under udvikling i området, der  er udbrudt epidemier og der er mange civile tilskadekomne fra  kamphandlinger. De involverede parter har kun kapacitet til en vis behandling af kombattanter, som prioriteres. Grænserne til CORAL og OPAL holdes lukkede af disse landes væbnede styrker, hvilket medfører, at flygtninge er begyndt  at anvende søvejen. Der er en høj minetrussel, såvel til lands som til vands, og  en flygtningetransport er blevet minesprængt efter udpassage af havn A i  Sogal området. Den internationale lufthavn i nærheden af havn A er så ødelagt  af bombardementer, at den ikke umiddelbart kan anvendes af store fly og  fastvingede kampfly. Lufthavnen beflyves dog stadig med mindre fly, bl.a. fra  ZICON.  

Kommunikationslinierne på land, som oprindeligt var i en moderat til dårlig  stand, er nu stort set ikke eksisterende.

Begge fraktionerne råder over dele af det tidligere topazske militære  materiel og etablissementer, herunder mindre militære flyvepladser, hvorfra de  kan operere kampfly i begrænset omfang. Endvidere enkelte flådebaser. Begge  parter besidder et vist potentiale inden for alle tre værnsarter, herunder også  midler til udlægning af både sø‐ og landminer. Endelig er begge parter  afhængige af våbenimport ad søvejen.  

 

Optakt til militær intervention 

Indtil videre er alle ikke‐militære forsøg på at løse konflikten fejlet, og det  spændte forhold i regionen er øget. FN har arbejder diplomatisk på at skabe en  våbenhvile mellem de stridende parter, og derefter få parternes accept af at  lade FN styrker skille styrkerne, etablere en DMZ, overvåge våbenhvilen, mægle osv. Ingen af parterne har formelt accepteret en FN intervention i striden.  Sogal’s provisoriske regering har dog meddelt, at man kan acceptere, at en  styrke under FN mandat går ind på sogalsk territorium for derfra, at indlede en  adskillelse af de stridende parter. Denne accept skal ses på baggrund af Sogal’s  manglende succes på slagmarken og kan ikke tages som et udtryk for en  pludselig sympatisering med Vesten. Tværtimod er der en reel mulighed for, at  dele af befolkningen og navnlig terroristgrupper (såvel i TOPAZ som i andre  lande) vil betragte en interventionsstyrke som Vestens forlængede arm og som  en besættelsesstyrke

Bl.a. på baggrund af den potentielle humanitære katastrofe, men også på  baggrund af, at en fortsættelse af konflikten kan medføre inddragelse af  CORAL og OPAL, er der i det internationale samfund (primært Vesten) generel  politisk tilslutning til, at konflikten om nødvendigt bringes til ophør under  anvendelse af militære styrker. Der er ligeledes tilslutning til et FN mandat, der  tillader anvendelse af nødvendig militær magt (fredsgennemtvingelse).

USA har tilbudt at lede en koalitionsstyrke af ”the Willing and Capable”,  der skal gennemføre den nødvendige militære aktion i overensstemmelse med  UNSCR 280462. Resolutionen går, kort fortalt, ud på at deployere en Joint Task Force til området for at skabe reelle betingelser for fredsforhandlinger gennem  adskillelse af de stridende parter og tilbagetrækning fra en demilitariseret zone  (DMZ). Deployeringen skal være fuldført indenfor 90 dage efter  deployeringsordren. Styrken skal kunne forblive i operationsområdet i mindst  et år. ZICON har accepteret, at landet bruges som "Staging Area", og at  operationer kan iværksættes herfra.  

Det besluttes, at koalitionen indledningsvis skal sende en styrke som Initial  Entry Force (IEF), som efterfølgende skal afløses af hovedstyrken inden for en  periode på maksimalt 6 måneder.  

IEF‐styrken beordres til at:  

• Deployere hurtigst muligt til JOA, der er defineret som hele det tidligere  topazske område samt strædeområdet ud til 200 sm fra kysten.  

• Separere de stridende parter Sogal og Minerva  

• Etablere en demilitariseret zone inklusiv en flyveforbudszone  

• Sikre den sogalske enklave i Minerva‐fraktionsområdet;  

• Afholde CORAL og OPAL fra at blande sig i konflikten;  

• Etablere de nødvendige forhold for en overlevering til en follow‐on styrke  

• Re‐deployere.  

IEF‐operationen planlægges gennemført i fem faser: Forberedelse,  deployering, indsættelse, overlevering og redeployering.  

Henset til de geografiske og politiske omstændigheder kan IEF‐styrkerne  ikke anvende OPAL og CORAL’s land‐, sø‐ og luftterritorier. Operationen ind i  TOPAZ kan således kun iværksættes ”fra havet”. Landbaserede operationer  med fastvingede kampfly er indledningsvis kun mulig fra ZICON. Efter  udbedring af skaderne vil den internationale lufthavn i Sogalt‐området kunne  anvendes som APOD3.  

 

Dansk deltagelse 

Den danske regering vælger at stille styrker til rådighed for IEF‐operationen i  TOPAZ, og tilmelder følgende styrkebidrag:

• Let opklaringseskadron (LOPESK)  

• Troppetransporthelikopter detachement (EH‐101 TTT)  

• Specialoperationsstyrke (SOF) detachement fra Jægerkorpset  

• Militærpoliti (MP) detachement  

• Ingeniør detachement  

• National Support Element (NSE)

• Terminalhold fra Hæren og Søværnet (inkl. Port Captain)  

• Deployeringskommando inkl. (Joint) Movement Control Center (MCC)  

• 1 ABSALON‐klasse Fleksibelt Støtteskib med maritime helikoptere  

• 2 ARK‐skibe  

• 1‐2 Patruljeskibe med Lynx helikoptere  

• 2 MCM og 2 Kamp FLYVEFISKEN‐klasse  

• SOF detachement fra Frømandskorpset  

• Søværnets Mobile Logistiske Base (MLOG)  

• Søværnet Taktiske Stab (STS)  

• Clearings Diving Teams (CDT)  

• Eventuelt indchartret civil tonnage

På baggrund af styrkebidraget tildeles danske styrker følgende opgaver: ”I  samarbejde med andre koalitionsstyrker skal de danske styrker indledningsvis  medvirke til at sikre havn A, således at den kan anvendes som SPOD for de  opfølgende styrker. Senere ‐ som del af og sammen med en multinational  styrke af brigadestørrelse ‐ skal den danske landstyrke rykke frem til  lufthavnen og sikre den, således at udbedringsarbejde kan iværksættes og  APOD etableres. De danske maritime enheder skal støtte hele operationen.”

Det besluttes, at stabe og materiel skal transporteres på det Fleksible  Støtteskib og på civil skibskøl (ARK‐skibene). Forlægningstiden vil være ca. 14  døgn. Det Fleksible Støtteskib anvendes som kommandoplatform for den  landmilitære føringsstab, og STS etablerer sig på et Patruljeskib. Soldaterne  flyves indledningsvis frem til ZICON, hvorfra de transporteres til Sogal på  indchartret lokale passagerskibe og færger. Efter ”erobring” af den  internationale lufthavn i Sogal‐området vil soldater kunne flyves direkte ind i  landet. EH‐101 TTT helikoptere fremføres indledningsvis til ZICON med skib  eller transportfly.  

 

Forberedelse 

I forberedelsesfasen gennemføres en lang række aktiviteter, som udføres mere  eller mindre samtidigt. Overordnet Concept of Operations (CONOPS)  udarbejdes med koalitionens militære ledelse. Hærens Operative Kommando  (HOK) opgør behov for transport i antal liniemeter, medsejlende personel/stab  i det Fleksible Støtteskib osv. og meddeler det til Søværnets Operative  Kommando (SOK), som beordrer ARK skibene hjem, og aktiverer evt.  beredskabsplaner for yderligere civil tonnage.  

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) udarbejder detaljeret  trusselsvurdering for indsatsområde og transitrute dertil samt et detaljeret områdestudie (geografi, klima, ocean‐/hydrografi og meteorologiske forhold,  særlig forhold mm.)  

SOK og HOK sender indledningsvis et ”fact finding team” til TOPAZ for  klarlægning af operativt forhold. Efterfølgende sendes et movement  rekognosceringsteam til ZICON og TOPAZ for klarlægning af lokale forhold i  lufthavn og havn i ZICON (og havn A i TOPAZ samt indsatsområde generelt,  hvis muligt). Rekognosceringsteam knytter indledende kontakter til lokale  agenter, speditører mv.  

Værnene iværksætter missionsorienteret træning og udrustning.  Deployeringskommando/DANILOG indkalder til og afholder Loading  Conference  

En national joint stab etableres og udvikler CONOPS til aktuel  operationsplan inkl. exit‐plan og undsættelsesplan. Søværnet deltager i dette  arbejde primært med STS.

Maritim Task Group (TG) formeres med kampenheder, MCM‐enheder,  SOF mv. Eventuelt indchartres heavy lift skib til transport af mindre enheder  frem til operationsområdet.  

Forkommando sendes til ZICON (og havn A hvis muligt).  SOK beordrer det Fleksible Støtteskib og ARK skibene til den mest  velegnet ombordtagningshavn (SPOE4).  

 

Indskibning 

SOK og HOK beordrer terminalhold, bevogtning og nærforsvarshold (BONhold) og MP‐hold opstillet i ombordtagningshavn. (Joint) Movement Control  Center etableres. Havneområdet klargøres ved Søværnets terminalhold og  Port Captain’s foranstaltning, herunder planer for opmarch af materiel,  bevogtning, kontakt til stevedorer, told m.fl. Afspærring, bevogtning og  trafikkontrol varetages af MP‐ og BON‐hold støttet af LFR HJV.  

HOK beordre LOPESK mm. til at forskyde til ombordtagningshavnen. Ved  ankomst til terminalområdet overdrages ”kommandoen” til Søværnets  terminalhold, og indsatsstyrken ombordtages i skibene.

Landstyrkens føringselementer tilsluttes skibets kommando‐ og  kontrolsystemer og afprøves.  

Sikkerhedsbriefinger afholdes for medsejlende hærpersonel, herunder især  procedurer for brand ombord og bjærgningsrulle (”gå i bådene”) samt klart  skib.

Et af operationens mest sårbare punkter vil være losning samt opstilling af  landstyrkerne, hvorfor losseplaner, udladning og opstilling bør tilstræbes  afprøvet inden afgang fra Danmark.  

 

Forlægning 

For at tilsikre skibenes sikre og rettidige ankomst til udladningshavnen, vil det ‐  afhængigt af trusselsniveauet ‐ være nødvendigt at gennemføre en række  sømilitære forudsætningsskabende tiltag. Disse vil kunne omfatte eskortering,  som forsvar mod luft‐, overflade‐ og undervandstrusler. En sådan eskortering  vil afhængig af situationen være begrænset til en eller flere etaper af  forlægningen eller hele ruten. Konstant monitering af choke points og  minerydningsoperationer enroute kunne også være aktuelt. Sådanne tiltag vil  være normalt blive udført i koalitionssammenhæng og koordineret med de  øvrige partnere.  

Under forlægningen vil situationsbilledet via det Fleksible Støtteskibs C4I  løbende kunne opdateres på baggrund af informationer fra Danmark og  koalitionen. Der vil kunne gennemføres stabsøvelser og syntetisk afprøvning af  forventede operationer. Dersom en rehearsal af udladning og opstilling ikke  gennemføres inden afgang fra Danmark, vil en sådan eventuelt kunne finde  sted i en passende havn undervejs.  

På et passende tidspunkt flyves soldaterne til ZICON og forskyder videre til  havnen på landets nordkyst.  

 

Ankomst til området 

Ved ankomst til området ud for TOPAZ iværksættes, i samarbejde med andre  koalitionsstyrker, en række forudsætningsskabende aktiviteter.  

Lokalt søherredømme etableres (sea control/sea denial), hvis det ikke  allerede er sket. Tilsvarende etableres lokalt kontrol med luftrummet.  Udladningsområdet (havn A) og operationsområdet rekognosceres ved hjælp  af maritime helikoptere/(UAV), SOF, indsatsfartøjer og/eller Long Range  Insertion Craft, radarsystemer, EK (ELINT og SIGINT) samt koalitionsfly i området, og et ”Recognized Picture” for land, sø og luft bygges op.  

Indchartret tonnage ombordtager soldaterne i ZICON og joiner TG til søs  under beskyttelse af flådeenheder.

MCM‐styrker rydder indsejlingsrute til havn A.  

Når den maritime kommandohavende, i samråd med den  kommanderende hærofficer, anser situationen som acceptabel, landsættes en  sikringsstyrke med de maritime helikoptere og/eller indsatsfartøjer og  etablerer perimeterforsvar af havneområdet. Kommandoen føres fra  hærstaben ombord i det Fleksible Støtteskib.

Clearance Diving Teams undersøger havnebassiner og kajer for  undersøiske forhindringer så som miner og sprængladninger.  

Det Fleksible Støtteskib og civil tonnage ankommer til havnen. Det  Fleksible Støtteskibs relevante våbensystemer f.eks. Close‐in‐Weapon Systems  (CIWS), Stinger missiler og TMG’er indgår i forsvar af området.  Opstillingsplads etableres.

 

Udskibning og opstilling 

Materiel og personel losses under ”kommando” af Søværnets terminalofficer,  og styrken opstilles. Organisation som ved indskibning minus HJV deltagelse.  

Skibene forlader havnen. Skibe med Anti‐Air‐Warfare (AAW) kapacitet  forbliver indenfor luftforsvarsafstand af havnen.  

Fuld kontrol med havneområdet etableres. Den kommanderende  hærofficer kan vælge at dirigere hele operationen fra det Fleksible Støtteskib,  eller etablere hovedkvarter i land og flytte dertil, når det er operationelt. I  sidstnævnte tilfælde forbliver to forbindelsesofficerer ombord. En  logistikofficer fra landstyrken forbliver ligeledes ombord.  

 

Den videre operation/Den operative drift 

I den efterfølgende operation, hvor landstyrkerne konsoliderer kontrollen med  lokalområdet og senere forskyder frem mod lufthavnen, vil de maritime styrker  kunne yde støtte på en række områder.  

Især det Fleksible Støtteskib vil i kraft af sine indbyggede kapaciteter  kunne yde såvel operativ som logistisk støtte til en landstyrke. Enhedens  omfattende C4ISR kapacitet og stabsfaciliteter muliggør, at en begrænset  landoperation kan føres fra skibet. Kapaciteten muliggør endvidere, at  enheden kan anvendes som kommunikations‐”hub/relay station”.  

Med de maritime helikoptere vil materiel og personel, herunder SOF,  kunne løftes ind i land. Dersom styrken medbringer LYNX helikoptere, vil disse  ‐ i begrænset udstrækning ‐ kunne anvendes til simple støtteopgaver for en  landoperation. Afhængig af vejrforholdene vil EH‐101 TTT helikopterne kunne  serviceres ombord (vedligeholdelse, reparation og fueling).  

Landstyrken vil kunne påkalde taktisk ildstøtte (Naval Fire Support ‐ NFS)  fra de maritime enheder i form af granatild og/eller Maritime Land Attack  Missiles (MLAM). Dette vil primært være fra det Fleksible Støtteskib og  Patruljeskibene, idet dog FLYVEFISKEN‐klassen også besidder kapaciteten. De  anvendte danske våben vil kunne være 127 mm og 75 mm pjecer samt  HARPOON Block II og Tactical Tomahawk type missiler. For pjecernes  vedkommende vil rækkevidden være fra ca. 21 til 100 km, og for missilerne fra  ca. 100 km til over 500 km. For begge våbensystemer gælder, at kun stationære mål kan engageres, og at anvendeligheden er størst mod bløde og  halvhårde mål.  

Gennemførelse af ildstøtte til landoperationer kræver, at enheden, der skal  støttes, er i stand til at bestemme nøjagtige geografiske måldata, og på sikker  vis få disse transmitteret til skydende enhed. Ved anvendelse af bærbart  måludpegningssystem vil data kunne transmittere direkte til  ildledelsessystemet ombord i skydende enhed, hvorefter våbensystemet er  klar til øjeblikkelig skudafgivelse. Anvendes et sådant system kan ildstøtten  ved ”call for fire” ankomme i målområdet indenfor 5 minutter efter  måldatatransmissionen. Måldata kan naturligvis også transmitteres via normal  kommunikationslinie til skibet. I forbindelse med NFS er det vigtigt, at  skydende enhed har en forbindelsesofficer fra landenheden ombord, således at  misforståelser kan undgå, herunder især ”Blue‐on‐Blue” situationer.  

Det Fleksible Støtteskib vil endvidere kunne fungere som fremskudt  logistisk base, yde værksteds‐ og reparationsstøtte, forsyne med rent  ferskvand og proviant, yde begrænset sanitetsstøtte ved anvendelse af skibets  eget hospitalsfaciliteter og tilbyde en vis underbringelses‐ og  rekreationsstøtte.

Patruljeskibene og til en vis grad det Fleksible Støtteskib vil kunne udøve  lokal kontrol med luftrummet og udføre flykontrol som ”Local Airspace  Coordinating Authority”. Skibene vil endvidere kunne udføre positiv  helikopterkontrol.  

De maritime enheder er udrustet med elektronisk krigsførelsesmateriel  indenfor området Electronic Support Measures (ESM), og kan med COMINT‐  og SIGINT‐udstyr bidrage til at opbygge et situationsbillede i et  operationsområde, inklusiv det kystnære landområde. Dette vil kunne ske  allerede inden egne styrker landsættes/ankommer til området. Skibene vil  således kunne bidrage til identificering og placering af radar sites, missil‐sites,  kommandoposter og troppekoncentrationer. Landstyrkens eget ESM udstyr  (EW‐Coy) vil eventuelt kunne anvendes fra skibene, ligesom der vil være  mulighed for at opdatere dette inden landsætning. Efterfølgende vil skibene  kunne detektere og varsle mod aktiviteter i området, eksempelvis aktivering af  måludpegningsudstyr, våben‐pejle‐radar, indkommende fly og helikoptere mv.  Endelig kan containeriseret ELINT‐udstyr fra FE installeres ombord.  

De danske maritime enheder, primært det Fleksible Støtteskib og  Patruljeskibene, vil ‐ i kraft af egne våben og sensorer samt link‐forbindelser ‐  kunne yde/støtte ”Force Protection” for en styrke i land. Force Protection vil  kunne være i form af overvågning af et område samt våbenindsats. Skibene vil kunne overvåge luftrummet i en afstand på op til ca. 200 km, og vil kunne  varsle mod lufttrusler.  

Våbenmæssigt vil Force Protection kunne være i form af NFS, som  beskrevet tidligere, samt engagering af luftmål med Evolved Sea Sparrow  missiler i en afstand ud til ca. 20 km, og med Standard Missile type missiler ud  til ca. 200 km. Sidstnævnte vil kunne bidrage til beskyttelse mod angreb med  taktisk ballistiske missiler mod SPOD og troppekoncentrationer i det kystnære  område.

I havn eller på et red‐område vil skibene desuden kunne bidrage til  beskyttelse af havneområdet med CIWS, Stinger missiler og TMG’er, samt  passive modmidler, som f.eks. Decoy Launch System (chaff/IR ladninger).  ”Luftbilledet” vil kunne udveksles med styrker i land5, og en koordineret  overvågnings‐ og våbenindsats mellem landstyrken og skibene vil være muligt,  når afstanden tillader det.  

 

 

Re-deployering 

Efter ankomst af hovedstyrken og dennes overtagelse af operationerne redeployerer IEF‐styrkerne. Afhængig af situationen vil dette finde sted under  forskellige omstændigheder. Fra en velordnet rutinepræget operation uden  erkendte trusler til en regulær nødevakuering. Uagtet hvor succesfuld IEFoperationen har været, vil der imidlertid altid være en latent terroristtrussel,  såvel i operationsområdet som på hele re‐deployeringsruten. Der vil således  fortsat være behov for ”Force Protection”. De under den hidtidige aktion ‐ fra  indskibning til selve operationen – gennemførte operationer, gennemføres  igen i f.m. en re‐deployering, blot i omvendt rækkefølge så at sige. Der vil  således være behov for tæt koordinering mellem landstyrkerne og de maritime  styrker inklusiv den nødvendige civile løftekapacitet under hele forløbet.

Som nævnt vil operationsplanen for den samlede EIF indsats indeholde en  exit‐strategi, inklusiv en nødevakueringsplan med henblik på, at tilsikre de  deployerede styrkers sikkerhed. En sådan exit‐strategi kan eventuelt  indbefatte, at samtlige maritime styrkebidrag samt civil skibstonnage må  forblive i operationsområdet, således at en nødevakuering kan iværksættes  med kort varsel. En nødevakuering vil kunne spænde fra medtagelse af alt  materiel til egentlig demolering og efterladelse af materiel for at sikre  personellets overlevelse, og vil kunne gennemføres med helikoptere, mindre  fartøjer og ultimativt ved skibenes anløb af egnet havnefacilitet.  
 

1 Command, Control, Communication, Computer, Intelligence, Surveillance  and Recognising.

2 Sea Port of Debarkation

3 Air Port of Debarkation

4 Sea Port of Embarkation

5 LINK 11/16 og senere Link 22