Den mand, der mere end nogen anden har været pioner her i landet på ovennævnte område, er utvivlsomt kaptajn K. V. Høyer, præsident for den nordiske filmkongres i København 1926.
I beretningen om kongressen skriver kaptajnen:
„En herlig sommersøndag i 1925 sad jeg sammen med en af Sveriges dygtigste yngre filmmænd, sekretæren i „Armé- och marinfilm“, kaptajn G. Dyhlen, på operaterrassen i Stockholm — her fødtes tanken om den nordiske filmkongres i København“.
Et af hovedpunkterne på kongressens dagsorden var:
„Filmen i kulturens tjeneste“. Kaptajn Høyer var nemlig i modsætning til de fleste af datidens filmfolk overbevist om, hvad han gav udtryk for, da han blev meddirektør ved Det kongelige Teater, at filmens hovedopgave lå på det kulturelle område.
Hans ungdoms-kendskab til marine og hær og hans forbindelse med den svenske „Armé- och Marinfilm“ førte ham til at tage sagen om optagelse af militære film op herhjemme.
I samarbejde med Palladium optog han allerede i tyverne en række militære instruktionsfilm af høj standard, bl. a. „slow mo- tion“-optagelser af hestens bevægelser. Med omfattende praktisk kendskab til filmens historie og filmatisering — ligefra udarbejdelse af manuskript til fotografering og forevisning — kaptajnen var blandt de første, der fik certifikat som filmoperatør. Med enestående internationale filmforbindelser i Europa og i U. S. A. lagde han i forskellige udvalg grunden til det arbejde, der startedes gennem forsvarsministeriets foredragsudvalg og videreførtes af Folie og Værns film-afdeling.
Militærfilmenes historie er et led i de såkaldte dokumentarfilms historie. Dokumentarfilmen stammer her fra landet, hvor forst filmselskabet Danmark og senere Palladium først i tyverne optog biologiske og antropogeografiske handlingsfilm, hvori selve livet i alle dets faser og naturen var medhandlende.
I årene fra 1910 til 1924 var Danmark og Italien de største filmproducenter i verden og stod højt over den amerikanske og øvrige europæiske produktion, hvad underholdningsfilm angik. Film var en vare, hvorpå der kunne tjenes penge, og derfor rationaliserede og erobrede USA filmindustrien. Filmens skæbne var afgjort for årtier — film var underholdning.
I Danmark havde kaptajn Hover og cand. teol. H. Andersen taget arbejdet for kulturelle film op, og kaptajnen rejste til Paris, hvor autoriteterne længe havde haft åbent blik for filmens anvendelse i kulturens tjeneste. Den franske regering havde i 1915 nedsat en parlamentarisk komité til undersøgelse af spørgsmålet, denne havde afgivet betænkning i 1920 og påbegyndt et arbejde. På den nordiske filmkongres kunne Høyer redegøre for dette arbejde.
Normalfilmens brandfarlighed havde hæmmet udviklingen. Normalfilm kræver særlige dertil indrettede lokaler, og biografejerne var modstandere af kulturfilmene. Herhjemme spændte biografejerne ben for opførelsen af „Fændrik Ståls Saga“, som foreningen Norden ville vise. Også den svenske „Armé- och Marinfilm“ fik vanskelighederne at føle.
Først med den brandfri smalfilms indførelse skabtes der betingelser for en virkelig udvikling af skole- og foreningsfilmen, af militærfilm til undervisningsbrug.
At normalfilmen under hele udviklingen har spillet en rolle, og at den er anvendt i militært øjemed af de fleste stater, er et kapitel for sig — filmoptagelser mod betaling har filmindustrien intet imod, men den ønsker ikke filmforevisning, der kan skade biografbesøget.
Filmindustrien arrangerede det derfor således, at banen gaves fri for en udnyttelse af smalfilm i foreninger og skoler af kulturelle film, og man billiggjorde kopieringen ved at fremstille kopier ved typografiske i stedet for ved fotografiske midler, hvor det drejede sig om massefremstilling.
Men man sikrede sine interesser ved at indføre forskellige smalfilmmål lige fra 7 mm til 17,5 mm. Det sidste mål ved gennemskæring, halvering af normalfilm, og derfor det mest praktiske. „Svensk Armé- och Marinfilm“ begyndte med 17,5 mm film
efter fransk monster, hvad der forhindrede samarbejde med Danmark, hvor det tyske 16 mm mål var trængt igennem.
Salg af optagelses-apparater, foreførings-apparater, kopier etc. var en indbringende forretning, og markedet delt, så apparater, der i USA solgtes detail for 500 kr. i danske penge, her i landet kostede op til 7000 kr. takket være prisaftaler.
Forst da Hitler og Mnssolini fik Folkenes Forbund til at gå ind for en standardisering og anerkende 16 mm målet, sejrede dette. Frankrig og Sverige måtte forlade 17,5 mm, Tyskland erobrede smalfilm-industrien. Men der kom gang i kulturfilm-optagelser, og Danmark fik en kortfilm-produktion, der med rette vakte opmærksomhed. En af oberstløjtnant Holger Nielsen og filmforfatteren, løjtnant Ricli. Lund på Palladium optaget livredningsfilm og en Agnete Bertram-gymnastikfilm blev af Folkenes Forbund anerkendt som forbilledlige. Danske biologiske film blev kopierede i USA og udsendt som amerikanske. Således skabte dansk film sig påny et navn, indtil besættelsen stillede os udenfor. Under besættelsen gennemgik USA og Englands film en lærerig udvikling, som vi må tage ved lære af og videreføre.
At myndighederne i nogen grad har indset dette, fremgår af, at man bl. a. indbød den kendte engelske dokumentarist Mr. Arthur Elton til at lede optagelserne af en række sociale kortfilm.
Mén det må pointeres, at Danmark ingen grund har til at have mindreværdskomplekser. Alene det, at FN har kaldt adskillige danske kortfilm-eksperter til UNESCO for at deltage i film-genopbygningsarbejdet, er bevis for, at vi her i landet har ungdom, der står på højde med de bedste på dette område.
Krigen lærte alle krigsførende, hvilken fænomenal værdi filmen havde som undervisningsmiddel, når det gjaldt om at oplære masser, om på een gang at bibringe folk af forskellig nationalitet, forskellige aldersklasser og udviklingstrin, bestemte forestillinger, vaner eller færdigheder. Filmens ..sprog“ er internationalt og socialt i modsætning til de levende og „døde“ sprog. Hvert sekund farer 24 enkeltbilleder forbi og prentes gennem øjet ind i tilskuerens bevidsthed, så det aldrig glemmes. Hvad, der er set på film, vil ved en idé-association dukke op i det øjeblik, der er brug derfor, noget der ikke mindst militært er af værdi. Selv det „usynlige“ kan gores synligt, og en bevægelse, der i virkeligheden tager 1 sekund, kan på lærredet vises i bevægelse op til 7 minutter, så alle faser kan iagttages — roterende projektiler o. 1. Skelettets bevægelser kan iagttages ved hjælp af røntgen-fotografering. Nobelpristageren, professor Krogh og løjtnant Rich. Lund optog allerede i 20erne film af blodomløbet ved filmselskabet Danmark.
Der findes nu verden over et omfangsrigt materiale til belysning af dette spørgsmål, og FN har koordineret det således, at man nu uden særlige vanskeligheder og omkostninger kan komme i besiddelse af et stof af uvurderlig rækkevidde.
Herigennem kan man bl. a. drage sammenligning mellem Øst og Vest. Rusland optog under krigen over 300 militærtekniske la- refilm og fortsatte efter krigens afslutning. Herom oplyser firmaet A/S Sovjetfilm:
„Den militærtekniske film udnytter alle tekniske midler. Den grafiske multiplikation gor det muligt på samme billede at se forskellige bevægelser, som foregår samtidig, f. eks. en flyvemaskine under bombenedkastning. Her er det meget vigtigt for eleven at kunne se vekselvirkningen mellem flyvemaskinens bevægelser og bombens fald. Denne bevægelse kan iagttages på lærredet takket være den grafiske multiplikation. — En stor betydning har mikro- og makrofilmoptagelser. — 1 filmen „Mikrobernes fysiologi“ kan man studere mikrobernes liv. Filmen „Vore usynlige venner“ viser, hvorledes bakterierne fremkalder forrådnelse, frembringer mælkesyre, bevirker gæringsprocessen o. s. v. — En vigtigt teknisk middel er også teleoptik eller fjernfotografering . En række film om kirurgien og terapien er optaget under verdenskrigen. — Mere end 300 forskellige film står til rådighed for medicinske fakulteter og sanitære organisationer.“
Om den amerikanske anvendelse af militærfilm kan der læses i „Teaching witli films“, Milwaukee 1946, hvorfra citeres:
„Stående overfor den opgave at skulle omstille millioner af mennesker fra freds- til krigsindustri skabte Amerika omvæltning i pædagogikkens historie, og metoden, hvorefter dette undervisningsmirakel fandt sted, vil aldrig blive glemt. Det vil blive busket, at grundlaget for seks års almen skoleundervisning blev ansat til få ugers uddannelse for at gore uoplyste egnede til militær uddannelse, at vanskelige fag, som kræver mange års læretid og traning, spaltedes, udspecialiseredes og lærtes af kvinder og mænd på få uger, fordi informationsfilm understottede og overtog en del af lærernes arbejde. De milioner, som har lært instruktionsfilmens betydning at kende på produktions- eller krigsfronten, og som fatter dens værdi, vil fremtidig ikke kunne tilfredsstilles efter krigen ved anvendelse af de gammeldags metoder, hvor det gælder undervisning for dem selv eller for deres børn.“
The Bureau of Naval Personnel of the United States Navy Department giver følgende grunde for anvendelse af instruktionsfilm: 1) for at lære mere, 2) huske længere, 3) forøge interessen, 4) gøre undervisningen ensartet, 5) moralsk opbyggelse, 6) for at spare tid.
„Det er en fejltagelse at tro, at film-undervisningen er en oversukret læremetode — tværtimod, den stiller krav til lærer og elev, holder dem vågne.
Filmen er en ny industri, og såvel underholdningsfilmen som instruktionsfilmen er i rivende udvikling. Små lande, som Danmark, Schweitz og Holland, har vist, at de har været foregangslande og endnu kan være det. Krigene 1914—18 og 39—45 viste, at militæret har brug for film — det gælder også Danmark, og her er et område, hvorpå vi kan hævde os. En nyordning af værnenes filmarbejde vil derfor være naturlig. Folk og Værn har i de forløbne år gjort et stort arbejde, men det må erindres, at denne institution i sin oprindelse og indretning er mere udadrettet mod folket. Hær, flåde og luftvåben må have en vis pligt til — i alle tilfælde ret til, at tage dette interne spørgsmål op til undersøgelse.
Det gælder da ikke blot om at få undersøgt instruktionsfilmens nutidige stilling ude i verden, men også om at klargøre, hvad der kan udrettes for at skabe muligheder for en videreudvikling på hjemmefronten.
Det vil igen sige, at militære enheder, skoler og institutioner har brug for ny-optagelser, som kan supplere de kopier, man modtager udefra. I vore dage, hvor vi har en række dygtige unge danske smalfilmamatører — ikke mindst inden for værnene — og hvor Folk og Værn har filmfotografer, vil det ikke være vanskeligt for overkommelige belob at få optaget sådanne supplementer efter direktiver fra de respektive chefer.
Forsvarets genopbygning, der kræver tempo og intensivitet, har brug for instruktionsfilm og dokumentarfilm, så intet arbejde, der kan gøres for at være a jour med filmens stilling ude og hjemme, vil være værdiløst, men påkrævet.
Jørgen-Richard Lund.
