Felttoget i Belgien, juni 1815

Et 150-års minde

Oberst W. E. O. Lawaetz, der den 26. april 1965 modtog Selskabets Saint-Germain Medalje fcl. a. for sin indsats indenfor den krigshistoriske forskning, gennemgår i dette omfattende studie felttoget i 1815, som bragte den endelige afslutning på Napoleonstiden.

I. Den politiske og militære situation efter Napoleons tilbagekomst fra Elba

Da Napoleon den 1. marts 1815 med kun 1100 mand gik i land ved Cannes for at genvinde sin trone, var der tre betingelser for, at hans forehavende kunne lykkes, nemlig: 1. Den franske hær måtte slutte sig til ham. Denne forudsætning slog i hovedsagen til. De tropper, som Ludvig den X V III sendte mod ham, »ville ikke skyde på deres kejser«, men erstattede den hvide kokarde med den trefarvede og fæstede igen de kejserlige ørne til fanestængerne. Dog var tilslutningen i officerskorpset, især blandt marskallerne og generalerne, langt fra fuldtallig. Alligevel var det hærens støtte, Napoleon kunne takke for, at han natten den 20./21. marts som kejser kunne holde sit indtog i Tuilerierne. 2. Det franske folk måtte slutte op bag Napoleon. Ve l var der stor utilfredshed med bourbonnerne, som »intet havde lært og intet glemt«, men folket ønskede heller ikke det napoleonske styre tilbage, således som det havde udfoldet sig i de 10 år fra 1804 til 1814 med de evindelige krige. Man ville genvinde de rettigheder, som revolutionen havde bragt, og de var aldeles ikke knyttet til Napoleons person. Dette trådte stærkt frem ved nyvalgene til deputeretkammeret, som blandt 629 medlemmer kun talte 80 bonapartister. Kejseren måtte høre udtalelser, som gav udtryk for fordulgt mistillid. 3. Frankrigs besejrere fra 1814, de allierede magter på W ienerkongressen, måtte godtage Napoleons tilbagevenden, uden at det kom til krig, men denne sidste betingelse slog ikke til — selvfølgelig! Forgæves forsikrede kejseren regenterne i Østrig, Rusland, Preussen og England, at han anerkendte grænserne fra Pariserfreden 1814 og fremtidig kun ville arbejde for Frankrigs fred og lykke. Man troede ham ikke, og hvor kunne man nære tillid til den mand, som to år tidligere havde sagt til Metternich: »Jeg er opvokset i krigen, og en mand som jeg bryder sig kun lidt om en m illion menneskers liv.« Napoleon så sig stillet over for den syvende koalition.

Den 31. marts forpligtede de allierede magter sig til at stille 800.000 mand til kamp mod kejseren, og i løbet af de næste godt 2 måneder opmarcherede foreløbig ca. 650.000 mand ved Frankrigs grænser, nemlig a) i Belgien en tysk/engelsk/nederlandsk hær under hertugen af Wellinglon og en preussisk hær under feltmarskal Bliiclier (tilsammen ca. 214.000 mand), b) ved Rhinen en russisk og en tysk/østrigsk hær (tilsammen ca. 350.000) samt i Alperne ca. 75.000 østrigere m. fl. De allierede ville påbegynde indrykningen i Frankrig med alle hære den 1. juni, men udsatte tidspunktet til 27. juni. Herimod kunne Frankrig m idt i jun i stille ca. 210.000 felttropper (hvortil kom et lignende antal kun til fæstningsbesætning og bevogtning egnede nationalgardister). Overmagten i felten var således talmæssigt ca. tredobbelt. Felthæren blev formeret i en nordarmé på ca. 123.000 mand ved nordgrænsen, godt 60.000 i Elsass og Alperne, ca. 15.000 i Pyrenæerne og ca. 10.000 til bekæmpelse af en royalistisk rejsning i Vendée.

Det havde altid været karakteristisk for Napoleons krigsførelse, at han selv tog initiativet. Undtagelser var efterårsfelttoget 1813 og felttoget 1814, og der er folk, der mener, at han skulle have gjort det samme i 1815. Im idlertid bød modstandernes opmarch på 3 krigsskuepladser (Belgien, Rhinen og Alperne) mulighed for at falde over og slå en af grupperne, før de kunne komme til samvirken. Den bedste chance var i Belgien, hvor den fjendtlige gruppering gav muligheder for ved en operation på de indre linier at slå de to fjendtlige hære enkeltvis, og hvor terrainet begunstigede hurtige operationer. Hvad kejseren derefter ville foretage sig, måtte afhænge af de opnåede resultater og af fjendens operationer. I den vanskelige indenrigspolitiske situation kunne Napoleon ikke tåle nederlag — hvert eneste slag betød for ham knald eller fald. Han kunne heller ikke nøjes med uafgjorte slag som Eylau eller knebne sejre som Borodino og Bautzen. Det var sejre som Austerlitz og Jena, han behøvede, livis han i længere tid skulle klare sig mod fjendernes knusende overmagt og vældige ressourcer. Det var i virkeligheden et på forhånd håbløst foretagende. Ved begyndelsen af efterårsfelttoget 1813 havde kejseren endnu kunnet stille 4 mod 5, men efter nederlaget ved Leipzig var styrkeforholdet reduceret til 1 mod 5, og mod en så knusende overmagt havde selv Napoleon ingen militære chancer. A t han havde visse politiske chancer, er en anden sag — men dem forspildte han. I 1815 var forholdet 1 til 3, altså noget bedre end i 1814, men selv det syntes temmelig håbløst. Det militært afgørende slag i Napoleonskrigene var Leipzig, dér blev Frankrigs militære magt endelig brudt, men derefter var styrkeforholdet for ulige, både i 1814 og i 1815. Politisk havde kejseren i 1815 slet ingen muligheder. Hvor uenige de fire stormagter end havde været på kongressen — eet var de nu alle fast besluttet på: Napoleon måtte væk.

II. Napoleons, Blüchers og Wellingtons hære

Belgien, Sydtyskland og Norditalien var fra Karl den Femte til Napoleon Europas hovedkrigsskuespladser. Sidst havde i revolutionskrigene franske hære i 1792— 94 kæmpet i Belgien mod østrigere, preussere, hollændere og englændere, og her havde tre af Napoleons senere betydeligste modstandere udmærket sig: den preussiske husaroberst v. Blücher, den østrigske oberstløjtnant Fyrst Schwarzenberg og den engelske oberstløjtnant Wellesley, den senere Hertug af Wellington.

De tre hære, som skulle måle kræfter, var :

Den franske nordarmé.

Chef: Kejser Napoleon.

Stabschef: Marskal Soult, Hertug af Dalmatien.

Den preussiske hær.

Chef: Feltmarskal Fyrst Blihher von Wahlstatt.

Stabschef: Generalløjtnant v. Gneisenau.

Den engelsk/vesttysk/neierlandske hær.

Chef: Feltmarskal Wellesley, Hertug af Wellington.

Generalkvartermester: Oberst de Lancey.

Den franske nordarmé bestod næsten udelukkende af linietropper, veteraner fra tidligere felttog, der havde bevaret deres tro på kejserens uovervindelighed og var villige til at gå i døden for ham. Korpsene var inddelt i 3— 4 infanteridivisioner og 1 rytterdivision. Reserverytteriet omfattede 4 rytterkorps. Den preussiske hær var overvejende nationalt preussisk, men talte dog en del regimenter fra nyligt indlemmede provinser i Vesttyskland. Sacliserne havde man haft besværligheder n ed og derfor trukket dem væk fra fronten. Ved forsvarslov af 3/9 1814 havde krigsministeren, general v. Boyen fået lovfæstet almindelig værnepligt med treårig tjenestetid, reserve og landeværn, men da loven ikke havde fået tid til at fæstne sig, befandt hæren sig i en vanskelig overgangssituation. Korpsene havde kun svage rammer, som man fyldte op med landeværn og rekrutter. Ikke mindre end 45 % af styrken var landeværn, og af linieregimenterne var igen en trediedel nyformationer. De 4 korps havde, bortset fra det svagere III. korps, ens styrke og var inddelt i 4 brigader og et »reserverytteric. Preussen (og Vesttyskland) var efter mange års krige og lang fjendtlig besættelse fattige lande, og det var derfor småt med udrustningen. Ved et infanteriregiment var mandskabet iklædt 4 forskellige slags uniformer. General Zieten måtte i maj befale, at der til uddannelse af »de unge folk, som endnu slet ikke havde skudt til skive«, kun måtte anvendes 8 patroner pr. mand. Og hvilket besvær må man ikke have haft med forsyningen med infanteriammunition, når der fandtes regimenter med 3 slags geværer, alle af forskelligt kaliber!

Den engelsk/vesttysk/nederlandske hær kaldes ofte misvisende »den engelske hær«. Den blev ganske vist betalt af England, men den var sammensat af 36.000 vesttyskere, 25.000 nederlændere og kun 32.000 englændere. Wellington selv betegnede hæren som en »infamous« armé, hvad der var urimeligt hårdt. Hærens kerne var englænderne, folk med lang tjenestetid, godt uddannede, hårdt disciplinerede, krigserfame. Samme kampværdi havde soldaterne i den tyske legion. »The Kings German Legion« oprettedes i 1803 af hannoveranske officerer og soldater, som i protest mod den kampløse besættelse af deres fædreland i danske og nordtyske havne indskibede sig på engelske skibe for »under Englands banner at kæmpe for genrejsningen af deres eget fædreland.« Legionen kæmpede under britisk kommando bl. a. i Spanien, på Sjælland i 1807 og ved Sehested i 1813. I juni 1815 var dens styrke ca. 12.000 mand, hvoraf ca. 7.000 stod i Nederlandene. Da kongen af England fra 1714 til 1837 tillige var kurfyrste (fra 1814 konge) af Hannover, har hannoveranske soldater i over 100 år kæmpet i britiske hære i Nederlandene, Spanien og kolonierne, oftest sammen med andre vesttyskere fra Hessen, Braunschweig, Nassau m. v. De vesttyske soldater i Wellingtons hær var mest rekrutter og landeværn, dog med en stamme af krigserfame soldater og befalingsmænd. Hærens svageste del var det nederlandske kontingent, mest milits og nyformationer. Hertil kom, at belgierne var utilfredse med på W ienerkongressen at være tvunget ind i et statsfællesskab med Holland, havde franske sympatier og kun modvilligt kæmpede mod Frankrig. Hærens organisation var karakteriseret ved en stærk sammenblanding af nationaliteterne. Begge korps og reserven var sammensat af tropper af alle tre (fire) nationer, og de fleste divisioner talte såvel tyske som engelske brigader. En besynderlig formation var »reserven«, som uden at have nogen fælles chef omfattede 6 selvstændige enheder, hvoriblandt general Uxbridges af 7 brigader sammensatte rytterkorps. At alle disse enheder sorterede direkte under overkommandoen, var en tung belastning for den uerfarne stab. Napoleon skal, hævdes der, ikke have været på højde med tidligere. A f alder var han ikke fyldt 46 år, Wellington var lige så gammel, Gneisenau 55 og Blücher 72. Legemligt var han svækket før tiden, men hans feltherregeni var det ikke. Delbrück siger med rette, at grundidéen for felttoget 1815 står på højde med alt, hvad Napoleon nogensinde har præsteret. Fu ller hævder, at kejseren tabte på grund af forkert valg af underførere, og det er der en del om. Lettow-Vorbeck påpeger, at de samme svagheder, som Napoleon viste i 1815, kan findes i tidligere felttog. Allerede efter Jena vendte han dødtræt tilbage fra valpladsen, og de store resultater ved forfølgningen skyldtes mest hans korpschefer. I 1812 anvender han sine underførere forkert, og efterårsfelttoget 1813 taber han hovedsageligt på grund af forkert valg af underførere på selvstændige poster. Da kejseren efter en vældig personlig indsats har sejret ved Dresden, bryder hans kræfter sammen, ledelsen går i stykker og sejren følges af katastrofen ved Ku lm (som Ligny fulgtes af Waterloo) — og ligesom han efter Ligny undervurderede og fejlbedømte Blücher, således havde han før Leipzig taget fejl af ham under operationerne mellem E lben og Saale. A t der ind imellem faldt glimrende operationer sotn Lützen 1813 og Montm irail 1814, viser kun, at også Napoleon skiftede mellem stærke og svage perioder. Pflugk-Harttung og Lettow-Vorbeck mener, at kejserens viljekraft var svækket som følge af svindende tro på sin lykke. Efter ankomsten til Paris havde han oplevet »en endeløs række af skuffelser«. Han havde måttet sande, at han ikke mere var herre over mennesker og forhold. Endelig må det påpeges, at kejseren i felttogets 4 døgn, og da især i nætterne før L igny og Waterloo, fik påfaldende lidt hvile. Napoleon tog sig ikke blot af de store linier, men blandede sig i detailler, som bedre havde været overladt til stab og underførere. Tidligere havde han haft sin fortræffelige stabschef, marskal Berthier, til at bøde på ulemperne, men han havde ikke melet sig til tjeneste, og i stedet tog kejseren marskal Soult. Denne har man kaldt »Napoleons største lærling«, men Soult var lidet bevandret i stabstjeneste. E t bedre valg havde været marskal Suchet, der havde erfaring, men fik kommandoen over alpehæren, en post der kunne have være- bestridt af den dygtige general Lecourbe.

Kejseren kunne ikke samtidig selv føre kommando mod Blücher og mod Wellington. Hvem kunne bedre have ført mod preusserne end Davout, deres besejrer ved Auerstädt, og hvem bedre mod Wellington end Soult, som i 1814 havde vist sig som den engelske feltherres ligemand? Davout blev i 1815 krigsminister og kommandant i Paris, vigtige poster, men dertil kunne man have anvendt den dygtige, men ikke mere feltduelige marskal Massena. Nu fik marskal Ney, som i 1813 havde vist sin uegnethed, kommandoen mod Wellington og mod Blücher den nyudnævnte marskal Groucliy, der aldrig havde været prøvet som selvstændig fører. Korpsene blev ikke alle lige godt ført. Officerskorpset var ellers dygtigt og havde krigserfaring, men der var upålidelige elementer imellem. Nogle havde kun nødtvungent sluttet sig til kejseren, adskillige medførte den hvide kokarde i lommen, slet ikke så få deserterede til fjenden både før og under felttoget. Det kunne ikke være andet, end at den optræden, visse højere førere udviste både ved Napoleons tronfrasigelse i 1814 og ved hans tilbagekomst i 1815 og under felttoget, hos den menige soldat og de lavere bcfalingsmænd måtte svække tilliden til deres førere og under sammenbruddet ved Waterloo gav sig udslag i råbet »forræderi«. Feltmarskal Blücher havde en særlig evne til at begejstre sine soldater og rive dem med til præstationer langt ud over det almindelige (hvad der kan være lige så værdifuldt som strategisk eller taktisk begavelse). »Den gamle husar« var den eneste, der ikke var bange for Napoleon, men hans ildfulde natur tog i kampens hede ofte magten fra ham. Han havde svært ved at vente og pressede på for at få en afgørelse. Han udtrykte sig djærvt, hans talemåde var ikke stueren, men ofte særdeles rammende. »Som ægte soldat elskede han vin, kvinder, tobak og hazard, men havde selvbeherskelse nok til ikke derover at glemme sine pligter«. Dyb tænkning lå ham fjernt, hans viden var begrænset, men han havde en sund m ilitær tankegang og var modtagelig for gode råd, og han viste ubetinget tillid til de rådgivere, som havde vist sig værdige dertil. Han var ærlig, al misundelse og mistænksomhed lå ham fjernt, og han havde tilfulde officerens fornemste egenskab: ansvarsmod. I generalløjtnant Gneisenau havde Blücher en stabschef, som var i besiddelse af netop de egenskaber, han selv manglede. På strategiens område var han Napoleons farligste modstander. Blücher/Gneisenau var en af de »dobbeltstjerner«, som tysk hærføring har flere eksempler på. I spidsen for en armé havde de i 1813 fire gange behændigt undveget Napoleons stød, slået lians marskaller og på afgørende måde bidraget til sejren ved Leipzig. I 1814 fik kejseren ram på dem ved Montm irail, men det fik de rettet op ved Craonne og Laon. Gneisenau var en sårbar natur, der følte sig forbigået af yngre kammerater, som gennem selvstændig føring havde opnået anerkendelse og forfremmelse, medens Gneisenau var forblevet ret upåagtet i den dengang ikke videre ansete stabschefsstilling. A t han på aller højeste sted ikke var vel anskrevet, skyldtes, at ban ligesom souschefen, generalmajor Grolman og krigsministeren, general v. Boyen, havde liberale anskuelser.

Hertugen af Wellington havde i årene 1808— 14 kæmpet heldigt i Portugal, Spanien og Sydfrankrig og bl. a. sejret ved Talavera, Salamanca, V itoria og Toulouse. Han var en forsigtig feltherre, der forberedte sine operationer omhyggeligt og tilstræbte at Lade sig angribe i en godt valgt stilling. »I forsvaret var blandt den tids feltherrer kun Davout hans lige.« Han var den betydeligste taktiker blandt Napoleons modstandere. Jo vildere kampen rasede, des større blev hans urokkelige ro. Sine undergivne kørte han i langt strammere tøjler end Blücher sine preussere. Wellington havde ingen stabschef, men flere officerer direkte under sig i staben. Han ville selv bestemme alt, talte ikke med andre om sine planer. Ingen vidste, hvad han havde i sinde, men hans undergivne havde tillid til, at han nok i rette tid skulle befale det rigtige. Staben arbejdede ikke godt, skønt der var rigeligt med officerer. Hertugen klagede selv over, at han havde en »meget uerfaren stab«. Derimod havde han den bedste efterretningstjeneste — takket være nær forbindelse med kong Ludvigs hof i Gent og dettes kontakt raed kongetro kredse i Frankrig samt rigelige pengemidler til betaling af agenter. A f afgørende betydning var det, hvorledes de to hærkommandoer tog på koalitionskrigens problemer. T i l fremme heraf havde man forbindelsesofficerer i hovedkvartererne, henholdsvis den preussiske generalmajor v. M üffling og den engelske oberst Hardinge. Blücher og Gneisenau havde fra felttogene 1813/14 rig erfaring på koalitionskrigens område. Deres armé havde været sammensat af preussere og russere, endda mest de sidstnævnte. Den svenske kronprins havde eftertrykkeligt vist dem, hvor besværlig en allieret hærfører kan være, når han udelukkende lader sig lede af målene for sit eget lands politik. De havde måttet indordne sig under en overkommando bestående af 2 kejsere, 1 konge og 1 østrigsk feltmarskal. Po litik havde Blüchers dybeste foragt. Han var soldat og handlede ud fra rent militære synspunkter. Han delte heldigvis ikke Gneisenaus mistro til Wellington og var overfor denne ærlig og tillidsfuld. Wellington havde ganske vist haft både englændere, tyskere, spaniere og portugisere at kommandere over og samarbejde med, men da havde han selv været overgeneral — nu stod han overfor den opgave at skulle koordinere sine egne operationer med en sideordnet hærfører. Han var kommet til hæren direkte fra forhandlingerne i W ien og stod i stadig kontakt med den britiske udenrigsminister Viscount Castlereagh. Nøje orienteret som han var om den engelske udenrigspolitiks mål, kunne og måtte han afpasse sin militære føring derefter. Det gav ham i Gneisenaus øjne et skær af upålidelighed, som blev til skade for samarbejdet. Uviljen var gensidig, thi frisindede preussiske generaler som Gneisenau og Grolman var for den stokkonservative engelske feltherre noget i retning af røde jakobinere. Største besvær havde Wellington med kong W ilhelm I af Nederlandene, som hertugen betegnede som »den mest besværlige person, han nogensinde havde været ude for.« Kongen krævede først og fremmest sit land og især sin hovedstad Bruxelles dækket mod angreb.

III. Felttogsplaner og opmarch

Den normale rækkefølge er: felttogsplan — opmarch, idet felttogsplanen udarbejdes i fred, og opmarchen da sker på grundlag af denne. Men i 1815 forelå en ikke forudset situation. Da Napoleon beslutter sig til at åbne fjendtlighederne, må han handle på grundlag af sit kendskab til de fjendtlige styrker og deres placering. Det er derfor de allierede, vi først må se på. I marts 1815 havde den preussiske felthær — »Dis Armee am Niederrhein« — - kun en styrke på ca. 30.000 mand. Den stod ved Rhinen under befaling af general K leist von Nollendorf. I Nederlandene befandt sig en noget større styrke, bestående af englændere, tyskere, hollændere og belgiere under kommando af prins W ilhelm af Oranien.

Pa prinsen frygtede en invasion i Belgien, opfordrede han Kleist til at forene sig med ham, for at de sammen kunne dække Bruxelles. Kleist gik med til at besætte det sydøstlige hjørne af Belgien og til i tilfælde af angreb at forene styrkerne ved Tirlemont. Den 5. april tog Wellington kommandoen efter prins W ilhelm . Kort forinden var general Gneisenau kommet til det preussiske hovedkvarter, og derefter blev det Wellington og Gneisenau, der førte forhandlingerne 

om de to hæres samvirken, idet K leist beredvilligt overlod dette til Blüchers vordende generalstabschef. Nogen væsentlig forandring medførte disse pcrsonelskifter ikke, idet Wellington sluttede sig til ønsket om forening og kamp syd for Bruxelles, medens Gneisenau holdt på forening ved Tirlemont. Dog gik denne sidste med til at forskyde den preussiske hær til området Charleroi, Namur, Liège og love at ile til hjælp med hele hæren, hvis Wellington blev angrebet. Den engelske hærfører skal på sin side have lovet (antydet?), at han ville dirigere et eventuelt tilbagetog mod Maastricht-Liège. Ingen af dem anså dog et fransk angreb for sandsynligt, men mente, at man burde komme Napoleon i forkøbet ved en generaloffensiv med samtlige allierede hære.

Den 19. april ankom Blücher, og den 3. maj mødtes han med Wellington i Tirlemont. Desværre indskrænker oplysningerne om mødet sig til det også i vore dage gængse: at sammenkomsten havde været i enhver henseende nyttig, at de to feltherrer var kommet til forståelse og skiltes i venskab og tillid. Tilsagnet om gensidig hjælp blev fornyet, men stort mere synes der ikke at va:re aftalt, og det var næppe heller muligt, da meningerne om, hvor fjenden evt. ville angribe, var forskellige. Wellington ventede angrebet over Mons eller endnu vestligere mod Bruxelles, hvad der var principielt forkert, thi et så vestligt angreb ville drive de to allierede hære sammen, medens den rigtige strategi måtte gå ud på at skille dem ad for at slå dem enkeltvis. Forøvrigt troede ingen af de to hærførere, at Napoleon ville angribe. Skitse 1 viser de allierede hæres kantonnementsområder den 14. juni. A f hensyn til troppernes bekvemmelighed var de underbragt i meget udstrakte områder. E n opmarch ville, hvis den skulle ske til egnen om Quatrebras-Sombref, tage et par døgn, længst for Wellingtons hær. Napoleon har været klar over, at skillelinien mellem de to allierede gik lidt vest for Charleroi, og at Wellington var haseret på Antwerpen og Ostende, Blücher på Kö ln og Rhinen, altså i divergerende retninger. Dette begunstigede en operation på de indre linier, idet kejseren ved at kile sig ind mellem modstanderne kunne skille dem ad og derefter slå dem hver for sig. Angrebet måtte derfor føres frem over Sambre ved Charleroi, og det første mål var vejtrekanten Charleroi-Quatrebras-Sombref. Efter derved at have skilt de to hære fra hinanden ville kejseren med hovedkræfterne sætte den ene ud af spillet, inden den anden kunne komme til hjælp. Meget afhang dog af, hvad fjenderne ville gøre. Wellington var kendt for sin forsigtighed, Blücher for sin dristighed. A f politiske grunde var en erobring af Bruxelles ønskelig. Men det afgørende var at slå de fjendtlige hære — efter en effektiv sejr på valpladsen måtte Bruxelles falde af sig selv. Skønt en meget stor del af den franske liniehær stod ved nordgrænsen, måtte store styrker tilføres, således garden fra Paris og IV. korps fra Metz. Direktiverne for opmarchen i den på skitse 1 viste opstilling gav Napoleon den 3. juni. Han går her i utrolig grad i detailler og fastsætter marchmål, som stiller uigennemførlige krav til tropperne, og Soult havde ikke tilstrækkelig erfaring til som tidligere Berthier at gribe ind og bøde på ulemperne. Derfor kom både denne første marchdisposition og også senere dispositioner til at medføre unødig anstrengelse for tropperne og forsinkelse. Kejseren lod grænserne afspærre for at skjule troppebevægelserne, og heldet fulgte ham så meget, at han den 14. jun i havde samlet nordarméen som vist på skitse 1, uden at modstanderne havde truffet større modforanstaltninger.

De efterretninger, som de allierede havde modtaget, viste tilstedeværelse af ca. 100.000 mand, efterhånden hovedsageligt i egnen Maubeuge-Beaumont-Philippeville. Gentagne meldinger om Napoleons forestående ankomst og om franske angrebsplaner blev atter dementeret. Det er det almindeligt forekommende, at hærkommandoer ved skiftende, modstridende efterretninger hensættes i en tilstand af usikkerhed. Man stiller sig tvivlende også overfor oplysninger, som i virkeligheden er rigtige, og mener at burde tage hensyn til meldinger, som viser sig at være forkerte. Her at træffe den rigtige beslutning og at gøre det rettidigt, det er kunsten. Wellington fik i dagene 12.— 14. juni en række efterretninger fra sin forpostkommandør Dörnberg, fra prins W ilhelm og fra agenter. De talte om franske troppekoncentrationer, om Napoleons afrejse og om oprettelse af hovedkvarter i Avesnes, men endnu den 15. jun i troede den engelske overkommando ikke på et forestående angreb. Derimod reagerede preusserne. M iiffling sendte oplysningerne til Gneisenau og tilføjede: »Ifølge efterretninger, der er indtruffet i nat, samler hele den fjendtlige hær sig ved Maubeuge.« Samtidig meldte chefen for I. preussiske korps, general Zieten (både til Blücher og Wellington) om talrige vagtbål hinsides grænsen og om stærke kolonner under fremrykning. Dette fik Bliicher til at beordre sine korpschefer til at træffe foranstaltninger til hurtig sammendragning af deres korps. Den 14. juni og den følgende nat løb flere franske befalingsmænd over til preusserne. Da deres udsagn blev bekendt, var Bliicher gået til ro. Gneisenau lod da på egen hånd kl. 2330 udstede ordrer til cheferne for II., III. og IV. korps om at iværksætte sammendragning af korpsene i sammentrængte kantonnementer, II. korps ved Mazy, III. ved Namur og IV. ved Hannut. I. korps havde stående befaling til ved fjendtligt angreb at koncentrere ved Fleurus. Medens dette klappede ved II. og III. korps, gav ordren til IV. korps anledning til misforståelse. General Gneisenau så sig på grund af general Biilows højere anciennitet foranlediget til at affatte befalingen til ham på en lidt for høflig måde og hl. a. skrive: »Det turde være hensigtsmæssigt, om Deres Excellence tog hovedkvarter i Hannut.« Man har kritiseret Gneisenau hårdt for dette — men hovedfejlen må være Biilows, der troede at kunne sætte sig ud over henstillingen og blive i Liège. Den preussiske hærkommando havde im idlertid handlet og nåede at samle tre fjerdedele af hæren i rette tid på det afgørende sted. Havde Wellington gjort det samme, kunne dagen den 16. juni have fået et for de allierede gunstigere udfald. Det er svært at skulle træffe en afgørende beslutning i den »i uvishedens tåge hyllede situation« — men det er ofte feltherrens lod. Wellington, der aldrig før havde stået overfor Napoléon, tøvede og tøvede for længe. Bliicher/Gneisenau, som i to felttog havde lært ikke så lidt om kejseren, så klarere og handlede hurtigt og beslutsomt trods den risiko, der er forbundet med at træffe en beslutning på et usikkert grundlag. Den 15. juni om morgenen havde den franske hær praktisk talt afsluttet sin opmarch og var rede til at begynde operationerne. Bliicher havde sine 4 korps under sammendragning, hvert indenfor sit område, men måtte først fuldende disse koncentrationer og derefter opmarchere med hele hæren, før denne var rede til at kæmpe. Wellington havde intet foretaget sig, hans hær lå endnu i sine fredskantonnementer.

IV. Ligny og Quatrebras

a. Den 15. juni. (Hertil skitse 2 og 3)

Napoléons befaling gik ud på fremrykning i 3 kolonner mod overgangsstederne over Sambre ved og på begge sider af Charleroi. Fremmarchen skulle begynde kl. 0230— 0300, men kejserens tilbøjelighed til selv at befale detailler og marchmål og stabschefens manglende erfaring havde atter forsinkelser til følge. Værst var det, at III. korps, som skulle have teten af den midterste kolonne, blev flere timer forsinket, fordi overbringeren af befalingen styrtede med sin 1 est. Angrebet måtte træffe I. preussiske korps, som stod med hovedstyrken bag Sambre med posteringer syd for floden og en meget lang forpostlinie fra syd for Binche til Dinant, altså dækkende også en del af W e llingtons front. Korpschefen, general Zictcn havde befaling til, når fjenden angreb med overmagt, at vige ud og samle sit korps ved Fleurus, Generalen havde tidligt erkendt fjendens hensigter og truffet sine forberedelser. Hans forposter blev derfor ikke overrasket og veg planmæssigt ud med undtagelse af en bataillon, som satte sig hårdnakket til modværge og derved blev oprevet. Zieten sendte en række meldinger både til B lü ­ cher og til Wellington, og især hans and ;n melding, afsent kl. 0815, lod ikke tvivl om, at det var Napoleon selv, der rykkede frem med stor overmagt. Imidlertid medtog Zieten en oplysning om, at fjenden vest for Charleroi rykkede frem nord for Sambre, og dette kan have givet begge hærkommandoer den opfattelse, at en væsentlig del af det franske angreb var rettet mod Wellington. Om morgenen den 15. gik general Bourmont, der kommanderede 14. division i IV. fr. korps, over til preusserne og forrådte såvel Napoleons plan om at angribe samme dag som stvrxen af hans hær. Generalen bar sikkert stået i ledtog med kong Ludvig, men den hvide kokarde, han havde sat på sin bat, fik kun gamle Blücher til at vise sin foragt for forræderen med ordene: »Det er ligegyldigt, hvilken seddel den slags folk sætter på sig — en slyngel er og bliver en slyngel.« Zieten lod sine to forreste brigader rømme Sambrelinien uden kamp og gå tilbage til Gosselies og G illy. Ved 16-tiden fik han meddelelse om, at hele den preussiske bær skulle opmarchere ved Soinbref, og ordre til at dække opmarchen samt om muligt ikke gå længere tilbage end til Fleurus. Havde generalen vidst dette i tide, havde han næppe forspildt mulighederne for et henholdende forsvar af Sambre-linien — broerne burde ban dog i alle tilfælde liave brudt af. Efter Zietens anden melding var der ikke tvivl om alvoren i Napoleons angreb, hvorfor den preussiske hærkoiMmando straks besluttede at opmarchere ved Sombref. Befaling hertil udgik kl. ca. 11. E n time senere sendtes meddelelse til Müffling om, at hæren den 16. ville være samlet ved Sombref for dér at modtage slag, idet Müffling anmodedes om snarest at melde, hvad Wellington havde besluttet. Endelig meldte Blücher til feltmarskal Schwarzenberg og kongen af Preussen og opfordrede dem til at fremskynde operationerne ved Rhinen. Det er næppe rigtigt, når Fu ller skriver, at de to allierede hærførere havde aftalt at opmarchere ved Sombref og Quatrebras. Da de ikke kendte Napoleons hensigter og tilmed havde forskellige meninger derom, kan aftalerne kun have gået ud på at komme hinanden til hjælp. Når Füller og Naylor stærkt kritiserer Blüchers opmarch ved Sombref, burde de have tilføjet, at det stemte med Wellingtons ønsker. Vist var beslutningen dristig overfor en modstander som Napoleon, men Blücher havde gennem oplysningen om fransk fremrykning vest for Charleroi grund til at regne med, at en del af kejserens hær ville blive bundet af Wellington. Nu bagefter med vor viden om IV. korps’ forsinkelse, hertugens tøven og begivenhederne den 16. kan man nok med general Brialmont mene, at de to hærførere fra første færd skulle have koncentreret ved Wavre og Mt. St. Jean — men det beror jo på bagklogskab. Blücher og Gneisenau handlede i hvert fald hurtigt og resolut.

Napoleon havde været til hest siden kl. 0200 og ved personlig indgriben søgt at råde bod på forsinkelserne. Nogle kostbare timer var gået tabt, men den lethed, hvormed franskmændene blev herre over Sambrebroerne, bødede i høj grad derpå. Kejserens næste mål var vejkrydsene ved Sombref og Quatrebras, og den videre fremrykning måtte derfor ske i to divergerende retninger. Napoleon dirigerede marskal Grouchy mod Sombref med III. og IV. korps. Mod Quatrebras sendte han marskal Ney, der kl. 15 meldte sig til tjeneste, med 1. og II. korps. Selv tog han hovedkvarter i Charleroi og beholdt her garden og VI. korps som reserve. Marskal Grouchy fik kl. godt 15 mundtlig befaling til at angribe den bag G illy stående modstander. Ifølge oberst N. P. Jensen skulle marskallen »fortsætte bevægelsen til Sombref«, hvorimod Grouart hævder, at Napoleon hverken har befalet at tage Sombref eller Quatrebras på denne dag. Faktisk er det umuligt med sikkerhed at fastslå, hvad kejserens mundtlige ordrer er gået ud på. Ved G illy havde 2. pr. brigade indtaget en meget udstrakt stilling, hvad Grouchy lod sig narre af. Napoleon måtte selv frem og give ordre til omgående angreb, men så indtraf en ny forsinkelse. Soult havde glemt at meddele III. og IV. korps, at de var stillet under kommando af Grouchy, hvorfor general Vandamme nægtede at modtage befalinger af »chefen for reserverytteriet«. Først kl. 18 kom der gang i angrebet, den preussiske brigade veg ud til Fleurus, og hermed gik operationerne i stå på denne fløj. Også den kl. 15 givne befaling til marskal Ney var mundtlig. Den har selvfølgelig drejet sig om fremrykning, men at kejseren skulle have befalet marskallen at »tage stilling ved Qnatrebras«, bliver med lige stor bestemthed påstået og benægtet af de forskellige historikere. Ved Gosselies kom det kl. 17 til en kort kamp med 1. pr. brigade, som veg ud og efter ordre gik tilbage til Fleurus. Marskal Ney lod en rytterdivision fcrtsætte fremrykningen. Denne stødte ved Frasne på en fjendtlig bataillon, der gik tilbage til Quatrebras, hvor prins Bernhard af Sachsen-Weimar stod med en nassauisk brigade, og hermed standsede også fremrykningen på denne fløj. Ney tog kvarter i Gosselies og sendte rytteriets melding videre til kejseren — den gik ud på, at man var stødt på tropper af Wellingtons hær, og at man ventede at kunne besætte Quatrebras næste morgen uden kamp. Utvivlsomt kunne Quatrebras være taget den 15. om aftenen, og det påstås, at selv om marskal Ney ikke havde udtrykkelig ordre dertil, burde han havde gjort det på eget initiativ. Dsr er im idlertid en grænse for, hvad der kan forlanges af en fører allerece få timer, efter at han har fået kommandoen over en stor troppestyrke uden nøje kendskab til denne, til situationen eller til fjenden og med en i hast sammenskrabet stab. Forøvrigt ville en fremrykning til Quatrebras have været meget farlig, hvis Wellington havde handlet med samme beslutsomhed som Blücher.

Wellington tillagde ikke de meldinger, han modtog fra Zieten, prinsen af Oranien og general Dörnberg, nogen videre betydning. T i l M üffling sagde han, at han ikke kunne disponere, før han havde vished for, at fjenden ikke også rykkede frem over Mons. Først da kl. godt 18 Zietens 2. melding (stærkt forsinket) indtraf, blev der kl. 19 givet befaling til koncentration af divisionerne, hver indenfor sit område, men ikke mere. Müffling må på en eller anden måde være blevet forkert underrettet, thi kl. 19 indberetter han til Blücher, Lt Wellington den næste morgen »med hele sin styrke v il være i egnen ved Nivelles« (med mindre han selv bliver angrebet), samt at han vil understøtte Blücher eller (såfremt denne allerede skulle være angrebet) angribe fjenden i flanke og ryg. Noget senere modtager Müffling Gneisenaus meddelelse om opmarchen ved Sombref. Dette får Wellington til kl. 22 at befale delvis koncentration af korpsene, bl. a. 4 divisioner (21.000 mand) ved Nivelles, 2 divisioner og rytterkorpset ved Engbien samt fremskydning af en division til Braine le Comte. Derefter begav Wellington sig til et bal, som hertuginden af Riclimond afholdt i Bruxelles, hvori også begge lians korpschefer og flere divisionschefer deltog.

Blücher flyttede om eftermiddagen sit hovedkvarter til Sombref, hvortil II. korps ventedes den 16. ved daggry, idet III. korps samtidig ventedes til Mazy, medens IV. korps først samme eftermiddag ventedes til Gembloux. Efterhånden blev det tvivlsomt, om tidsfristerne kunne overholdes, og navnlig IV. korps viste sig at være så forsinket, så alt håb om dets ankomst den 16. måtte opgives. Hærkommandoen ændrede dog ikke af den grund sin beslutning, men gentog i en kl. 23 afsendt skrivelse til MüffHng forsikringen om at ville kæmpe ved Sombref. Den stilling, livori Blücher ville modtage kampen, forløb i hovedsagen bag Lignybækken. Man har kritiseret den, men der fandtes næppe nogen bedre, hvis man ville slås syd for Sombref. Den var, siger general Brialmont, god nok, skønt lovlig tæt ved grænsen. For at dække opmarclien af II. og III. korps måtte I. korps foreløbig fastholde terrainet om Fleurus, hvorved det udsattes for at blive angrebet af en overmagt. General Zieten bad derfor om tilladelse til at trække sit korps tilbage til hovedstillingen, men Gneisenau måtte, skønt han erkendte faren, afslå anmodningen. Først i nattens løb imødekom han en fornyet anmodning om tilladelse til en begrænset tilbagetrækning, som blev påbegyndt den 16. kl. 0500.

Napoleon var træt, da han kl. ca. 20 vendte tilbage til Charleroi. I 18 timer havde han været i fuld aktivitet. Han alene havde været drivkraften i operationerne, personligt havde han bødet på andres fejl og forsømmelser — han havde handlet efter recepten: det er ikke nok at give befalinger, men må også våge over, at de bringes rigtigt til udførelse. Det havde kejseren ikke behøvet tidligere, thi da havde en erfaren stabschef og dygtige korpschefer overvundet krigsmaskinens friktion. Intet under, at han var mere træt end sædvanligt. Ifølge visse beretninger skal marskal Ney sent på aftenen havde opsøgt Napoleon i Charleroi og have talt med ham til kl. 0200. Dette er formentlig opspind, thi hvorledes skulle marskallen da kl. 23 have kunnet afsende en melding fra Gosselies, og hvordan skulle kejseren da have haft nødig kl. ca. 0400 at sende en officer til Ncy for at få oplysninger? Det ville også have betydet, at Napoléon havde været i uafbrudt aktivitet fra den 15. kl. 0200 til den 16. kl. 0400 — hvad der naturligvis kunne forklare, hvorfor kejseren den følgende formiddag var mindre aktiv, for på den måde vil selv den raskeste mand hurtigt slide sig selv op. Stort set kunne Napoléon være tilfreds med resultatet af den første dag. Mere kunne være nået, hvis fremrykningen ikke var blevet forsinket fra morgenstunden, og hvis højre fløj havde været mere aktiv. T i l gengæld havde den ringe modstand ved Sarnbre i høj grad lettet fremrykningen. Kejserens videre dispositioner måtte nu afhænge af de oplysninger, han modtog fra de to marskaller. Om venstre fløj var han ganske godt orienteret gennem den af Ney kl. 23 indsendte melding — men de efterretninger, han fik fra Groucliy, var temmelig vildledende.

b. Den 16. juni.

Hvad enten det skyldtes træthed eller manglende oplysninger, så udgik Napoléons befalinger for den 16. først mellem kl. 0700 og 0800. Foruden selve befalingerne, som var underskrevet af Soult, sendte kejseren hver af sine to marskaller en skriftlig instruktion, hvori han underrettede dem om sit syn på situationen og sine hensigter. Efter de sidst modtagne rapporter måtte Napoléon gå ud fra, at Quatrebras var rømmet af fjenden, og at preusserne nord for Fleurus var »i fuldt tilbagetog«. Heraf sluttede han atter, at både Wellington og Bliiclier koncentrerede sig bagud, d. v. s. mod Bruxelles og Liège, hvilket betød, at de (mærkeligt nok!) på forhånd havde opgivet at forene deres hære. Med hensyn til preusserne venter kejseren, at de den 16. højst kan stille 40.000 mand mod ham, og hvad Wellington angår, mener han, at Ney vil kunne være i Bruxelles den 17. om morgenen, evt. efter »en skærmydsel med englænderne«. Det fremgår klart af instruktionen til Ney, at Napoléon tillagde en hurtig erobring af Bruxelles stor betydning. Dette understreges af en »Proklamation til belgierne og beboerne af venstre Rhinbred«, som kejseren agtede den 17. juni at udstede fra »det kejserlige slot i Laeken«. Han havde grund til at vente tilslutning fra det belgiske folk, og det var heller ikke uden føje, han regnede med sympati i den tyske befolkning i Rhinegnene. (Det har nu gang på gang vist sig, at Frankrig, i modsætning til Preussen/Tyskland, hurtigt og smertefrit har kunnet vinde befolkningerne i erobrede områder for sig — Elsass, Lothringen, Nizza og Savoyen 

er talende eksempler. Og hvad tyskerne på venstre Rhinbred angår, så havde de befundet sig ganske vel under fransk styre i ca. 20 år, og tyske soldater fra Rhinlandet følte berettiget stolthed over deres andel i den franske gloire under Napoleon). Også militære grunde syntes at tale for en operation i retning mod Bruxelles. Når, som Napoleon troede, de to allierede hære uden kamp i divergerende retninger veg tilbage mod deres baser, måtte kejseren med sine hovedkræfter vende sig mod een af dem. Blucher kunne undvige, evt. gå helt bag Rhinen — men Wellington var der chancer for enten at tvinge til slag eller jage i havet. Her vinkede altså de største resultater. Men sæt nu Blucher i stedet for mod øst gik tilbage mod nord for dér at forene sig med Wellington, f. eks. ved Louvain! For at kunne møde enhver eventualitet ville kejseren foreløbig rykke frem med to lige stærke fløje og en stærk reserve. Venstre fløj under marskal Ney omfattede I. og II. korps -f- noget rytteri (45.000 mand), højre fløj under marskal Grouchv bestod af III. og IV. korps -f- rytteri (48.000 mand). I reserve ved Charleroi beholdt kejseren garden og VI. korps (28.000 mand).

Napoleons instruktion til Ney går ud på at samle hovedkræfterne om Quatrebras, placere en division nord herfor og en anden ved Marhais. Grouchy heordredes til at »besætte« Somhref og sende en avantgarde til Gembloux. Kejseren regnede øjensynligt med en næsten kampløs besættelse af begge vejknudepunkter. Imidlertid synes to meldinger om preussiske kolonners anmarch fra Namur at have ændret Napoleons opfattelse noget. Han regner nu med muligheden af alvorlig kamp ved Somhref, befaler garden at marchere til Fleurus, trækker også VI. korps noget frem i denne retning og begiver sig endelig selv til Fleurus, hvor han ankommer kl. 11. Da han her ser, at fjenden er stærkere end forventet, beslutter han at afvente ankomsten af IV. korps, som først når frem kl. 14. Ney melder kl. 11, at den fjendtlige styrke ved Quatrebras kun tæller ca. 3.000 mand. K l. 14 underretter kejseren marskallen om, at han står i begreb med at angribe et preussisk korps ved Somhref, og befaler Ney at kaste fjenden ved Quatrebras tilbage og derefter omfatte det preussiske korps. K l. 1515 lader Napoleon Soult skrive til marskallen, at han straks skal operere mod preussernes flanke og »med fuld kraft falde dem i ryggen.

I den af Wellington den 15. kl. 22 udgivne befaling fandtes bl. a. fø lgende bestemmelser: — Rytteriet blev (bortset fra en division ved Nivelles) trukket helt tilbage fra fronten og koncentreret ved Engbien og nord for Bruxelles. Det burde i den foreliggende situation have været sat ind til opklaring foran fronten. — Quatrebras skulle lielt blottes for tropper. Ney ville altså uden modstand kunne besætte vejknudepunktet og derved bryde forbindelsen mellem de allierede hære — Napoleon ville uden kamp have nået sit første mål. Fra Sombref til Quatrebras er der kun 10 kilometer, hvilket gav gode betingelser for samvirken i det eller de forestående slag, men fra Nivelles, hvor hertugen ville samle 4 divisioner, var afstanden til preusserne 21 kilometer, d. v. s. alt for stor til, at de to hære kunne yde h inanden effektiv hjælp. Men allerede under ballet ombestemte Wellington sig — noget! An ledningen var en melding til prins W ilhelm fra hans stabschef, der indberettede, at fjenden var trængt frem til nær ved Quatrebras. Hertugen lod ganske vist, som om han ikke troede på rigtigheden, men blev betænkelig, sendte sine generaler ud til deres tropper og gav befaling til fremskydning af et par af reservens divisioner. Det er dog ikke rigtigt, når han i sin rapport har skrevet, at hele arméen fik ordre til at rykke til Quatrebras, og han lod heller ikke, som han ved afskeden sagde til prins W ilhelm, straks hele reserven marchere til dette punkt. De af Wellington den 16. morgen under og straks efter ballet givne supplerende befalinger gik i hovedsagen ud på, at en division og Lord Uxbridges rytteri skulle trækkes frem fra Enghien til Braine le Comte, og at en nederlandsk division skulle flyttes fra Sotteghem til Enghien. Hærens hovedkræfter opmarcherede altså i linien Enghien — Braine le Comte — Nivelles. Hertugen havde endnu ikke forstået, at Napoleons plan gik ud på at bemægtige sig de to vejknudepunkter for derved at skille de allierede ad. Han troede stadig, at kejserens hovedstød ville blive ført vesten om Quatrebras mod Bruxelles. Inden Wellington kl. ca. 0700 forlod Bruxelles, gav han nogle mundtlige befalinger og undervejs kontraordrer, bl. a. til reserverne, først om at marchere til Quatrebras, men senere om at standse ved Waterloo. Hele denne stykkevise udgivelse af ordrer og kontraordrer, den dårligt arbejdende stab og de mange dispositionsenheder, især i reserven, gav et vidt spillerum for krigsmaskinens friktion. Der var i fejl i beregninger af tid og afstand, hele divisioner blev glemt, andre fik ordrerne for sent, hærens bevægelser blev præget af misforståelser og forsinkelser. Når Quatrebras alligevel blev holdt, skyldtes det selvstændigt initiativ fra nogle af Wellingtons underførere, som trods hans ordrer besluttede at forsvare vejknudepunktet. Prins W ilhelms stabschef, general Constant-Rebeque havde allerede den 15. om aftenen befalet, at prins Bernhards nassauiske brigade skulle samles ved Quatrebras. I sin ovennævnte melding til prinsen (modtaget af denne på ballet) foreslog stabschefen, at endnu en brigade skulle trækkes frem, således at hele 2. belgisk/nassauiske division boldt dette vigtige punkt besat. Senere indtraf Wellingtons befaling, ifølge hvilken hele divisionen skulle samles ved Nivelles, men divisionschefen general Perponcher, som kendte og delte stabschefens synspunkter, påtog sig ansvaret for ikke blot at lade den nassauiske brigade forblive ved Quatrebras, men endog at forstærke den med et par batailloner fra brigaden i Nivelles. Prins W ilhelm , som kun med en følelse af ubehag havde været borte fra sine soldater, kom kl. 0330 til sit hovedkvarter i Braine le Comte og bestemte straks på stabschefens forslag, at bele divisionen Perponcher skulle samles ved Quatrebras, hvortil prinsen selv ankom kl. 0600. Her kom han im idlertid på grund af franskmændenes mærkelige passivitet til det resultat, at den franske fremrykning mod vejknudepunktet kun var en finte, og at Nivelles måtte være fjendens egentlige mål. Han lod derfor hovedstyrken af sit korps opmarchere dér. Ved sin ankomst blev prins W ilhelm af Blüchers adjutant, major Brunneck, orienteret om situationen bos preusserne. Majoren kunne nu på sin side melde til Blücher om situationen ved Quatrebras og bl. a. tilføje: »Prinsen af Oranien tror, at hele den belgiske og størstedelen af den engelske armé i løbet af 3 timer kan være koncentreret ved Nivelles. 17 engelske batailloner er fra Bruxelles sat i march til understøttelse af Quatrebras«. Wellington ankom kl. 10 og blev bestyrket i sin opfattelse af, at det måtte være Napoleons plan at operere mod Nivelles. T i l Blücher skrev hertugen kl. 1030, at hans armé ved middagstid ville være koncentreret således: 1. korps og rytteriet ved Nivelles med en division ved Quatrebras, 2. korps ved Braine le Comte, reserven ved Genappe.

Blücher modtog således i løbet af natten og formiddagen tre omtrent samstemmende meldinger om placeringen af Wellingtons bær, nemlig en fra M iiffling, en fra prins W ilhelm (gennem Brunneck) og en fra hertugen selv. Desværre var de alle tre forkerte. M iiffling og prins W ilhelm havde meldt i god tro, thi de videregav kun, hvad hertugen selv eller hans stab havde fortalt dem. Det ser ud til, at M iiffling er blevet klar over fejlen og har søgt at korrigere den, men overbringeren fandt vejen spærret. Om Wellington siger Füller, at han var blevet vildledt af sin stab, jfr. et formodentlig af oberst De Lancey udfærdiget dokument »Disposition for den britiske armé den 16. jun i kl. 0700«. De til grund for denne disposition liggende beregninger af tid og afstand må have været utroligt fejlagtige, ligesom krigsmaskinens friktion slet ikke er taget i betragtning. »Flere af de omhandlede enheder befandt sig ikke engang i nærheden af de angivne steder, og deres ankomst til Genappe eller Quatrebras kunne derfor ikke korrekt tidsbestemmes.« Om det så er rigtigt at lægge bele ansvaret på den ved Waterloo faldne oberst De Lancey, er en anden sag. Blücher fik i løbet af formiddagen samlet 3 af sine 4 korps. I. korps kunne i de tidlige morgentimer uforstyrret besætte stillingen bag Lignybækken fra nord for Ligny til vest for St. Amand. Ved middagstid stod II. korps som reserve ved Bryi, medens III. korps besatte stillingen fra Sombref til øst for Tongrinne. Opstillingen var baseret dels på den forventede hjælp fra Wellington, dels på nødvendigheden af at dække vejene mod Namur og Liège, hvor hærens træn stod. IV. korps havde man måttet opgive at regne med for denne dag. Ved studiet af de tre meldinger fra Müffling, Brunneck og Wellington kom Gneisenau og Grolman til det resultat, at hertugen kl. 16 ville have 68.000 mand ved Quatrebras, således at de allierede tilsammen kunne stille 150.000 mod Napoleons 120.000 — og under de omstændigheder kunne »Marschall Vorwärts« naturligvis ikke tænke sig at gå tilbage. K l. 13 ankom Wellington til det preussiske hovedkvarter. Sammenkomsten fandt sted ved møllen ved Bussy (øst for Bryi). Herfra så man store franske styrker under opmarch og var altså ikke i tvivl om, at et alvorligt angreb var under udvikling. Beretningerne om mødet er noget modstridende. Wellington erklærede sig villig til at marchere til hjælp for Blücher — men M üffling oplyser, at hertugen sluttede med at sige: »Velan, jeg vil komme, hvis jeg ikke selv bliver angrebet.« Han må dog have været klar over, at de oplysninger, han havde givet preusserne om sin hær, var for optimistiske. Som det viste sig, nåede han da heller ikke at få sammendraget 68.000 mand ved Quatrebras kl. 16, men kun 32.000 og først kl. 19. Wellington var, skriver oberst N. P. Jensen, »ikke uden skyld i, at Blücher blev slået.« Man kan naturligvis være bagklog og hævde, at Blücher i stedet for at tage mod Napoleons angreb allerede den 16. skulle have foretaget tilbagetoget til Wavre, idet Wellington koncentrerede ved Mt. St. Jean. Men med fjendens hovedstyrke i angrebsstilling lige foran fronten var det nok for sent at foretage et ordnet tilbagetog uder kamp. Der var intet valg mere, preusserne måtte slås, hvor de stod. Blücher selv var næppe ked af det — men Gneisenau var ikke så lidt bitter på den engelske feltherre.

Slaget ved Ligny begyndte kl. ca. 15. På østfløjen indskrænkede Grouchy med sit rytteri og en infanteridivision sig til demonstration mod III. pr. korps, som også i hovedsagen holdt sig til defensiven. I centrum angreb IV. fr. korps Ligny, om hvilken by der kæmpedes hårdnakket med det resultat, at franskmtændene holdt den sydlige del, preusserne den nordlige. På vestfløjen angreb III. fr. korps St. Amand og tilstødende bebyggelser. Blücher opholdt sig selv på denne fløj, hvor han ventede Wellingtons ankomst. Han ledede personligt kampen, satte det meste af II. korps ind og førte kampen udpræget offensiv .. Hans modstander, Vandamme, var til tider meget hårdt trængt. K l. godt 17 var der balance over hele linien, men medens Blücher havde slidt hårdt på sin reserve, havde Napoh on endnu sin i behold. Kejseren ville nu sætte garden ind til et afgørende angreb i centrum, men i dette øjeblik melder general Vandamme, at en fjendtlig kolonne på 20— 30.000 mand fra V illers Pervin marcherer mod hans flanke og ryg. Napoleon må udskyde sit angreb. K l. lidt før 11 modtog marskal Ney red Frasne kejserens instruktion, og herefter måtte han først selv give befaling til sine to korpschefer. Disse forhastede sig ikke, og først kl. ca. 14 stod det meste af II. korps med godt 12.000 mand rede nord for Frame. Angrebet kom i gang kl. 1430, og prins W ilhelm , som endnu kun råcede over divisionen Perponchers 7.000 mand, blev trængt tilbage mod Quatrebras, der sandsynligvis var blevet erobret, hvis angrebet var blevet ført med fynd og klem. Fu ller mener, at korpschefen, general Reille, som havde slemme erfaringer fra krigen mod Wellington i Spanien, frygtede for »et spansk slag« og derfor, ligesom senere ved Waterloo, gik for tøvende og forsigtigt på. K l. godt 15 får begge parter forstærkninger, således at Ney har 19.000 

mod prins W ilhelms 17.000. Kort før kl. 16 kommer Wellington tilbage og tager kommandoen. Samtidig forstærkes lian, således at ban bar 21.000 mod 19.000, men kun balvt så meget artilleri som sin modstander. K l. 1615 modtager Ncy kejserens kl. 14 afsendte ordre til først at kaste fjenden og derefter anfalde preusserne i flanke og ryg. E t fornyet fremstød mod Quatrebras giver kun begrænse le resultater. K l. ca. 1730 modtager Ney kejserens anden befaling (afsendt kl. 1515), der beordrer ham til straks at operere ir od preussernes flanke. Men kort forinden har stabschefen ved I. fr. koras meldt marskallen, at korpset efter befaling marcherer mod St. Amanø til hjælp for kejseren. Ney, der unægtelig er i en vanskelig situation, sender omgående stabschefen tilbage med ordre til I. korps om straks at marchere tilbage til Frasne. Endvidere sætter ban sit rytteri ind til angreb (Kellermanns berømte attake), som ganske vist gennembryder Wellingtons centrum, men ikke kan udnyttes, da det ikke følges op af infenteri. Wellington får flere forstærkninger og råder kl. 19 over 32.000 mand mod Neys 19.000. Hertugen griber offcr.sivcn og presser franskmændene tilbage til deres udgangsstilling nord for Frasne, og kl. 21 slutter slaget med et tab på benved 5.000 mand på live - side.

I. franske korps’ virksomhed, eller rettere uvirksomhed, den 16. juni er et af dette felttogs mange og mest diskuterede eksempler på krigsmaskinens friktion. Ifølge Houssaye bar Napolcon i løbe: af 12 timer sendt ikke mindre end 9 befalinger og instrukser til marskal Ney. Blandt disse nævnes den såkaldte »blyantsordre«, udfærdiget af kejseren personligt, afsendt kl. 1530, gående ud på, at I. korps omgåcnle skal angribe mod preussernes flanke og ryg. Napoleon har set, at ban bar hovedmassen af Bliichers hær overfor sig, og for at sikre sig en total sejr over denne vil ban tage I. korps fra Ney, hvis opgave da reduceres til at holde Wellington hen. Hele denne sag er udførligt diskuter et af Houssaye og Grouart, der begge tror på blyantsordren, men er stærkt uenige om enkeltheder. Har ordren været stilet til Ney eller til general d’Erlon eller til dem begge to, var der mere end een blyantsordre, blev der tillige (eller kun) afsendt en mundtlig befaling, hvem af de 5 nævnte befalingsmænd (1 general, 3 oberster og 1 underofficer) har været overbringeren, hvorledes kunne denne tilbagelægge vejen på y2 lime, når det tog over 2 timer for overbringerne af de to befalinger af kl. 14 og 1515, hvorfor blev befalingen forkert udført, hvorledes kunne marskal Ney handle stik imod kejserens ordre ved at tilbagekalde korpset, og hvorfor adlød d’Erlon marskallen? Oberst N. P. Jensen forkaster blyantsordrens eksistens, de engelske værker godtager den uden kommentarer, Lettow-Vorbeck er meget forbeholden. Også her skulle der gås let ben over problemet, hvis det ikke var et så talende eksempel på krigsmaskinens friktion og en alvorlig advarsel til ikke (som journalisterne plejer at gøre) at fæste lid til den første, den bedste beretning. Først kl. 21 når I. korps’ hovedstyrke tilbage til Frasne, for sent til at bringe afgørelse lier. Kolonnen ved Villers Pervin var kl. godt 17 blevet observeret både af III. fr. korps og af preusserne og af begge først opfattet som fjender. Det fik som nævnt kejseren til at udsætte sit angreb, og ban måtte endda forstærke Vandamme med en gardedivision, da Blücher lier gik hårdt på. Da misforståelsen er klaret (men I. korps forsvundet igen), sætter Napoleon kl. 1930 resten af garden ind, hvorved Ligny erobres, og det preussiske centrum gennembrydes. Hermed bar kejseren vundet slaget, men det blev ikke til en katastrofe for preusserne. Deres to fløje ved Bry i og Tongrclle stod fast, et angreb mod Sombref slås tilbage, og det lykkes dem at lukke hullet i centrum. Blücher selv sætter sig i spidsen for et rytterangreb, men styrter med sin hest og bliver først efter nogen tid befriet og bragt i sikkerhed. General Gneiscnau tager kommandoen og beordrer tilbagetog for I. og II. korps til T illy , hvorved forbindelsen med Wellington opretholdes. III. korps fastholder foreløbig Sombref og terrainet sydøst herfor. Det franske tab ved Ligny angives til ca. 11.000 mand, preussernes stærkt varierende fra 12.000 til 18.000. Om der heri må medregnes de ca. 8.000 forsprængte, som strømmede tilbage mod Liège, er ikke helt klart.

Dagen var Napoleons. Han kunne notere en betydelig sejr og et uafgjort slag -— men ban havde ikke, som ban troede, sat den ene af sine to modstandere ud af spillet. Da han senere på højst ubehagelig måde blev belært herom, bar ban kastet skylden på sine undergivne. Det er selvfølgelig rigtigt, at det ville være blevet en katastrofe for preusserne, hvis I. fr. korps, som det var kejserens hensigt, over Wagnelee-Bryi havde angrebet dem i flanke og ryg. Men når Napoleon således beklager sig over krigsmaskinens friktion, så må man med rette spørge, hvem der på denne dag egentlig blev hårdest ramt af denne friktion: kejseren, som blev snydt for I. korps indgriben, eller Blücher, som både blev snydt for Wellingtons hjælp og for sit IV. korps. Delbrück siger lier træffende: »Det ligger ikke i tingenes natur, at alle. uheldene rammer den ene part, medens den anden part får alle de heldige tilfældigheder.« Blücher var med Pflugk-Harttungs udtryk »en angrebsgeneral«, W e llington var stærkest i defensiven. De var den 16. jun i begge kommet i den forkerte rolle. Men to dage efter blev rollerne byttet om, og derfor gik det bedre ved Waterloo — da blev det, for at bruge Blüchers ord, »La belle Alliance«.

V. Waterloo og Wavre

a. Den 17. juni. (Hertil skitse 4, 5 og 6)

Når en hær sætter alt ind på at sejre, men dog bliver slået, vil tabene altid være betydelige og uorden under tilbage oget være følgen, især når dette sker i mørke, og når hæren som den preussiske har en militsagtig karakter. En lykke var det, at franskmændene iklæ gjorde forsøg på at forfølge. Da Blücher formodedes at være faldet eller fangen, tog general Gneisenau kommandoen. Hvad der videre sku Me gøres, måtte bl. a. afhænge af hærens tilstand, og den blev man først klar over i nattens løb. Gneisenau tænkte sig endnu muligheden af at blive stående ved T illy , trække III. korps og det friske IV. korps til sig og genoptage kampen sammen med Wellington, som vel nu måtte have samlet det meste af sin hær ved Quatrebras. III. korps fik derfor ordre til at marchere til T illy , men hvis dette ikke var muligt, til Gembloux. Korpset gjorde det sidstnævnte tidligt om morgenen den 17., medens IV . korps om aftenen den 16. var standset nordøst for Gembloux. Hovedkvarteret var oprettet i Meller)-, lidt nord for T illy , og her fandt man Blücher, plaget af smerter, men ved godt mod. Gneisenau synes at have undt sig en hårdt tiltrængt hvile — i alt fald er de følgende befalinger underskrevet af general Grolman. Efterhånden blev man klar over hærens tilstand. I. og II. korps havde lidt mest — ca. 8.000 mand var i opløj ning strømmet helt tilbage mod Liège (det skal have drejet sig om folk fra de nylig i Preussen indlemmede egne). Hovedparten af I. og II. korps var vel gået til T illy , men mange havde fortsat videre mod Wavre. Disse tropper var ingenlunde demoraliserede, men enhederne var under slaget blevet stærkt sammenblandede. Trænet stod ved salgets slutning endnu på vejene mod Namur

og Liège. De to korps manglede forplejning og — hvad der var værre — ammunition. Det stod da klart for liærledclsen, at disse to korps i øjeblikket ikke var i stand til at kæmpe. I naltens løb b_ev det derfor besluttet at samle hele hæren ved Wavre. Denne for felttoge; afgørende beslutning blev taget med Bbicliers billigelse. Den gamle feltmarskal kunne trods sine smerter ved daggry ride til Wavre og blev undervejs hilst med jubel af sine soldater. Befalingerne til marchen til de p i skitse 5 viste steder afsendtes den 17. kl. 0700 og var underskrevet af gensral Grolman. De allierede havde forsømt ved oprettelse af en relaislinie at sørge for hurtig form idling af signaltjenesten. Begje hærførere, deres stabe og forbindelsesofficererne synes helt at have været optaget af deres egen kamp og at have forsømt at bolde hinanden underrettet. (Ganske det samme var tilfældet mellem Napoléon og Ney). Førs: den 17. kl. 7 afsendte preusserne en officer med melding til Wellington (en tidligere afsendt skal være blevet såret undervejs). Hertugen kavde im idlertid selv om morgenen udsendt en officer, som var vendt tilbage med oplysning om, at preusserne var slået og gik tilbage mod Wavre, samt at franskmændene endnu stod syd for vejen til Sombref. Hertugen var nu klar over, at også ban måtte retirere med de ca. 47.000 mand, lian havde ved Quatrebras og de ca. 18.000 ved Nivelles. Den engelske fel;l erre vidste også nok, hvor ban ville hen: til den stilling, han forlængst havde udset sig syd for Bruxelles. T i l den preussiske officer sagde Wellington, at han gik tilbage til en stilling ved Mt. St. Jean og dér ville modtage slag, hvis han kunne få hjælp af to (eet?) preussiske korps. Først kl. 10 begyndte han tilbagegangen. Situationen den 17. morgen er vist p i skitse 4. De allierede står i 3 adskilte grupper: vestligst Wellington, i midten I. og II. preussiske korps og østligst III. og IV. pr. korps. Grupperne er i øjeblikket ikke i stand til at understøtte hinanden, og den midterste gruppe er praktisk talt ukampdygtig.

Napoléons store chance lå nu i omgående med sin hovedstyrke at kaste sig over en af de tre grupper — bedst forfølge midtergruppen og tilintetgøre den, inden den kom til hægterne. Betydelige resultater kunne dog også nås ved at angribe den del af W e llir gtons hær, som endnu stod ved Quatrebras. I alle tilfælde måtte der handles hurtigt. Det må straks understreges, at kejseren ikke havde det rette indb lik i situationen. Han anede intet om midtergruppens eksistens, men troede, at hele resten af Bliichers liær, afgørende slået, var under tilbagegang mod øst og Wellingtons mod nord. Under slaget ved Ligny havde næsten hele det franske rytteri stået på højre fløj, hvad der medvirkede til, at dets rekognosceringer efter slaget ensidigt gik i østlig retning. Marskal Grouchy sendte Pajols rytterkorps ad vejen mod Namur og Excelmans mod Gembloux. K l. 0300 melder marskallen, at preusserne er ved at rømme Somhref, og at hans rytteri ved Mazy har erobret en masse træn. K l. 0400 melder general Pajol, at preusserne er i fuldt tilbagetog mod Liège og Namur. Excelmans støder kl. ca. 9 ved Gembloux på III. pr. korps og melder (men først 4 timer senere) at han står over for »en armé«. Noget rytteri synes der at være sendt i nordlig retning, men det formåede ikke at trænge gennem det preussiske rytteris slør. De to pr. korps kan, dækket af II. korps’ arriéregarde uforstyrret og uohserveret marchere til Wavre. A lle det franske rytteris meldinger går ud på, at preusserne går tilbage mod Namur og Liège. Under disse forudsætninger mener kejseren at kunne unde sine anstrengte tropper en hviledag. Han tager ud på slagmarken og takker sine soldater for deres tapperhed. Forinden lader han Soult skrive til Ney, at han skal tage stilling ved Quatrebras og indberette, hvis dette ikke viser sig muligt. Men kl. 11 melder et udsendt kommando, at der endnu står fjendtlige tropper ved vejknudepunktet. Napoléon beslutter da straks at vende sig mod Wellington med sin hovedstyrke og lade Grouchy forfølge Bliicher med resten. Kejseren udfolder igen hele sin vældige energi. Med ialt 72.000 mand rykker han mod Quatrebras, idet garden og VI. korps går over Marbais, medens Ney med sine 2 korps skal angribe fra syd. Men da Napoléon kl. 13 når frem til Marbais, er Wellington væk. Begge parter generes under marchen af styrtende regn. Med uhyre energi driver Napoléon sine tropper frem i håbet om dog at få ram på sin retirerende modstander. Ved defiléet over Dyle ved Genappe kommer det til en rytterfægtning, men ved et dygtigt ledet tilbagetog lykkes det Wellington at føre sin hær i god orden tilbage til højderne ved Mt. St. Jean, og på bakkekammen lige over for ved Belle Alliance standser de forreste franske styrker, medens hovedstyrken gør holdt ved vejen mellem Belle Alliance og Genappe. Marskal Grouchy havde gentagne gange søgt kejseren for at få ordre, men først fået befaling kl. godt 11. Den gik ud på med III. og IV. korps og de to rytterkorps, ialt ca. 33.000 mand, at »forfølge preusserne, fuldstændiggøre deres nederlag, angribe dem, så snart han havde fundet dem, og aldrig tabe dem af syne.« Som marchretning angav kejseren Gembloux. Opgaven krævede hurtig handling, n en en uheldig marchdisposition medførte, at kostbar tid gik tabt. Først kl. 19 nåede teten af III. korps Gembloux. Her var Exeelmans blevet sti ende uvirksom, således at III. og IV. pr. korps uden at blive forfulgt og iwlen at blive observeret kunne gå tilbage mod Wavre. Del franske rytteri burde have klæbet til preussernes arriéregarde — men så slet løste det sin opgave, at Grouchy (på grundlag af udtalelser fra egnens befolkning!) kl. 22 indberettede til Napoléon, at den preussiske hær syntes at have delt dg i tre kolonner, hvoraf en over Walhain marcherede mod Wavre, en havde taget retning mod Namur, samt at »resten af Bliichcrs hær« trak sig tilbage mod Liège. Og dette indberetter marskallen i een selv samme time, da Bliicher forener sin hær ved Wavre. Først i nattens løb går dette op for marskallen, og først den 18. kl. 0600 sender han melding herom t i kejseren.

Da den preussiske hærledelse modtog Wellingtons erklæring om, at han ville kæmpe ved Mont St. Jean, hvis han kunne få hjælp af 2 korps, var man ikke i stand til at give tilsagn liercm. I. og II. korps var endnu ikke bragt i orden og var tilmed uden ammunition. III. og IV. var ganske vist i anmarch, men man kunne ikke være sikker på at få dem frem i tide — de kunne blive angrebet og fastholdt undervejs. Hærens ammunitionspark havde den 16. eftermiddag stået på vejen mellem Namur og Somhref. Her stod også en stor del af forplejningstrænet, da det den 17. om morgenen blev erobret af det franske rytteri. Imidlertid havde en initiativrig oberst under slaget bragt ammunitions-kolonnerne i sikkerhed til Gembloux, og herfra nåede de den 17. kl. V til Wavre. K l. 20 kom III. korps hertil, og kl. 2230 meldte general Biilow, at hovedstyrken af IV. korps havde nået sit marchmål sydøst for Wavre. Nu endelig er Bliicher i stand til at give sit tilsagn om hjælp til Wellington. Ved midnat skriver han til M iiffling, at IV. korps ved daggry vil marchere til St. Lambert for derfru at operere mod fjendens flanke. II. korps skal følge umiddelbart efter, oir I. og III. korps skal holde sig rede til at følge denne bevægelse. Samtidig udstedes befaling til korpsene i overensstemmelse hermed. Dette svar modtager M iiffling den IS. kl. 0200, og nu ved Wellington, at preusserne kommer. Men vil hjælpen nå frem i tide? Den risiko påtager hertugen sig og viser derved, at lian er i besiddelse af det vovemod, uden hvilket ingen feltherre er blevet stor.

Den 17. juni havde været en dårlig dag for Napoleon. Nogle historikere, hl. a. commandant Lachouque, betegner den som den afgørende dag, på hvilken kejseren tabte felttoget. Det er for stærkt sagt, afgørelsen faldt først den 18., men store muligheder var forspildt. Skylden har Napoleon og hans beundrere (Thiers, Gourgaud m. fl.) ensidigt kastet på underførerne og da især på Grouchy, Ney og Excelmans. Omvendt hævder kejserens hårdeste kritikere (Grouart og Cliarras), at hovedfejlene er begået af Napoleon selv, som ikke mere var i besiddelse af den gamle åndelige kraft. Kejserens undergivne skal have undret sig over, at han ikke med større energi søgte at udnytte sejren. General Vandamme skal således til sine officerer have sagt: »Den Napoleon, vi har kendt, eksisterer ikke mere. Vort held fra igår vil blive uden resultat.« Vist er det, at kejseren natten efter Ligny og halvdelen af den næste dag intet gjorde for at udnytte sejren. Man har forklaret det med, at tropperne måtte have hvile. Men hvad med preusserne, deres marcher og kampe havde ikke været mindre anstrengende, og alligevel marcherede disse slagne soldater den lange vej til Wavre!

A lt tyder på, at Napoleon fuldt og fast har regnet med at have gjort det helt af med preusserne, som han tilmed troede under tilbagegang mod Liége-Namur. Det var jo det billede, kejseren måtte få af rytteriets meldinger. Og dog er det vanskeligt at forstå, hvorledes Napoleon med erfaringerne fra 1813 og 1814 in mente således har kunnet undervurdere preusserne. Han måtte da vide, at Bliicher/Gneisenau ikke var så lette at ryste af sig. Han synes at have ladet sig lede af en skæbnesvanger ønsketænkning. I alt fald nægtede kejseren trods alle senere oplysninger og advarsler at tro på nogen fare fra Bliicliers side, indtil han på slagmarken ved Waterloo selv så de preussiske kolonner på højderne ved St. Lambert.

B. Den 18. juni.

Marskal Grouchy forhastede sig ikke. Først kl. 8 tiltrådte III. korps marchen mod Wavrc fulgt af IV. korps. Marskallens opfattelse af situationen fremgår af to meldinger afsendt henholdsvis kl. 6 fra Gembloux og kl. 10 fra Sart å Walhain, hvor han spiste frokost hos en tidligere fransk officer, fra hvem en væsentlig del af oplysningerne stammede.

Groucliy melder, at preusserne går tilbage i retning af Bruxelles og synes at »massere sig« på »sletten ved Chysc« (ca. 10 km øst for Wavre). Han mener derfor at kunne skyde sig ind mellem de to fjendtlige hære ved at marchere mod Wavre. K l. godt 1130 høres skydning, som menes at komme fra egnen om det 14 km fjerne Mt. St. Jean. Chefen for IV. korps, general Gérard foreslår at marchere efter kanontordenen, men marskallen holder fast ved marchen mod Wavre, også da Excelmans melder om stærke preussiske arriéregarder syd for denne by.

Der har været megen diskussion om, hvorvidt Groucliy burde have fulgt Gérards råd. N. P. Jensen og Fuller hævder, at han kunne have passeret Dyle ved Ottignies kl. 16— 17 og deref er anfaldet Blücher i flanke og ryg. Andre som Lettow-Vorbeck mener, at han i alle tilfælde var kommet for sent, og det selv om han ikke havde mødt modstand undervejs — men modstand ville lian have mødt (og det cr afgørende). Preusserne var opmærksomme på faren fra Groucliy, deres meget aktive rytteri ville have advaret dem i tide, de havde taget visse forholdsregler, og den del af Blüchers hær, ca. halvdelen, som ikke nåede at gribe ind ved Waterloo, var nær nok til at knnne opholde m irskallcn i timevis, sandsynligvis helt standse ham. Fejlen ligger ikke i hans handlinger ved middagstid den 18., men i forkerte dispositioner den 11. og i hans sene opbrud den 18. morgen. Forøvrigt hævder Groucliy og hans forsvarere med rette, at lian har holdt sig Napoleons ordrer efterrettelig ved den 17. at marchere til Gembloux og den 18. mod Wavre. A t denne sidste operation bedst havde været udført ved hurtigst muligt at gå o^er på venstre Dylebred, er rigtigt, men for at det kunne nytte, skulle marskallcn være brudt tidligt op fra Gembloux.

Blücher havde ved at gå tilbage mod nord i nogen grad prisgivet forbindelsen til sin basis, som nu lå i foilængelse af venstre flanke. Langt større var dog den risiko, han tog ved med hele sin liær, eller blot hovedparten, at marchere til hjælp for Wellington. Sæt denne var slået, inden preusserne nåede frem, eller sæt herti gen var gået tilbage uden kamp! Så ville den preussiske hær være fortabt, klemt inde mellem Napoleon og Groucliy. Således tænkte Gneiscnau og Grolman, og derfor ville de først kun sende IV. og II. korps til hjælp. Men Blücher tænkte anderledes, og uden at rådføre sig med sin stabschef sender han kl. 0930 sin adjutant Grev Nostitz til M iiffling med en skrivelse, der pålægger denne at meddele hertugen, at han »i spidsen for sine tropper« straks vil angribe fjendens højre fløj, såfremt Napoleon går til angreb. Skulle dette ikke være tilfældet, foreslår Blücher, at de allierede i forening selv går til angreb den 19. Dette brev viser Nostitz til Gneisenau, som i en tilføjelse pålægger Müffling nøje at udforske, om det nu også var Wellingtons faste forsæt at kæmpe i sin nuværende stilling. Dylefloden med dens dybt indskårne dal var passabel for infanteri udenfor broerne, men iøvrigt var man henvist til overgangene ved Ottignies, Limale og Wavre. Også Lasnedalen og Bois de Paris bød store terrainvanskelighcder og kunne, hvis fjenden havde besat dem, have opholdt preusserne længe. Hertil kom, at alle øst-vest gående veje i dette område ikke var stort andet end markveje, som tilmed var opblødt af regnen. Blüchers farlige flankcmarch blev fortræffeligt sløret og sikret af rytteriet. Det preussiske rytteris anvendelse og indsats i opklarings- og sikringstjenesten står i stærk modsætning til det franske rytteris svigten og til Wellington forfejlede tilbagetrækning af sine rytterbrigader. IV. pr. korps blev, fulgt af II., over St. Lambert dirigeret mod Napoleons flanke og ryg. I. korps skulle, fulgt af III., over Obain marchere til direkte understøttelse for Wellington. Herved kom I. korps til at krydse IV. og II. korps’ rute, hvad der medførte forsinkelser. Det har også været kritiseret, at man ikke lod de vest for Dyle stående korps afmarchere først. En grund til at give IV. korps teten var, at det som det eneste friske korps var mest kampdygtigt. Det gjaldt im idlertid også om hurtigt at få IV. og II. korps over på venstre Dylebred — hvad kunne der ikke være sket, hvis Grouchy havde nået at angribe dem, medens de endnu stod med floden i ryggen? Passagen over Dyle sinkedes af trænet, som under dets tilbagegang til Louvain blokerede broerne. E n ildebrand i Wavre forårsagede yderligere tidsspilde. Den forreste brigade af IV. pr. korps nåede St. Lambert kl. 10. Da der endnu ikke var tegn på kamp ved Mt. St. Jean, ville general Bülow samle sit korps, inden lian fortsatte. Men kl. 12 kom Blücher til, og på hans befaling satte Biilow sig i besiddelse af Lasnedefiléet og Bois de Paris, som til alt held ikke var besat af fjenden. Herefter lod Blücher straks fortsætte med alt, livad der var ved hånden. Marchen havde liele tiden været uhyre besværlig. De af lange marcher og svigtende forplejning udmattede soldater slæbte sig med møje frem ad de lerede markveje, hvor kanonerne sank dybt i den bløde vej. Her viste den gamle feltmarskal, hvilken magt lians personlighed udøvede over folkene. Han ville, sagde han, holde sit løfte til »sin ven Wellington«. De måtte ikke svigte ham nu. Med opmuntrende og spøgefulde bemærkninger opildnede han dem til fornyede anstrengelser. Men ville hjælpen komme i tide, for nu kæmpedes der forlængst ved Mt. St. Jean.

Wellington havde detachcret 17.000 mand til Hal-Enghien til dækning af sin højre flanke. Det var en fejl, thi til det afgørende slag kan man ikke være for stærk. Styrkeforholdet var herefter: Napoleon 72.000 mand mod Wellingtons 69.000. Hertugen havde om aftenen den 17. endnu ikke taget endelig bestemmelse om at optage kampen syd for Bruxelles. Først da han kl. 0200 gennem Blüchers skrive'se til Müffling får sikkerhed for preussisk hjælp, bestemmer han sig til at blive og kæmpe. Stillingen ved Mt. St. Jean havde W e llngton udset sig længe i forvejen, og det er sandsynligt, at hans disposit.oner fra første færd har været påvirket af den forudfattede mening, at det var her, Napoleon skulle besejres. Hovedkamplinien fulgte i hovedsagen vejen fra Braine l ’Alleud til Ohain. Herfra falder terrainet mod syd for igen at hæve sig til den noget lavere bakkekam øst-vest over BeLe Alliance, hvor den franske hær opmarcherede. Afstanden mellem de to parallele kamme var ca. 1300 m, det mellemliggende terrain var overskue, igt, men ret besværligt at passere, opblødt af regn og bevokset med højt korn. Terrainet bag hertugens stilling skrånede jævnt mod Soignesskovcn og bød gode betingelser for opstilling af reserver, og i selve stillingen bød hulveje og hække muligheder for skjul og dækning af egne styrker og hindringer for angriberen. De foran stillingen liggende bygningskomplekser Hougomont og La Haye Saintc samt komplekset Papelotte-La Haye blev indrettet til forsvar og kom under slaget til at virke som bølgebrydere mod angrebene. Et forslag om at forstærke stillingen med leltbefæstninger havde Wellington afvist med den begrundelse, at britisk nfanteri ikke måtte være bundet af volde, men skulle have frihed til a. placere sig dér, hvor det bedst kunne komme til at virke. I troppeinddelingen foretoges store forandringer. En sønderrivning af korps og divisioner er vel principielt forkastelig, men havde her det formål at placere englænderne og de tyske legionærer som »korsetstivere« mellem rekrutter og landevæm. Hertugens plan gik kort og godt ud på at holde stand, til Blücher kom til hjælp. Den taktik, Wellington anvendte, lia^de han med held benyttet i Spa-

nien, og terrainet ved Mt. St. Jean egnede sig fortræffeligt dertil. Den forreste infanterilinie var placeret lidt la g kreten, hvorved den skjultes for indseende og var godt beskyttet mod artilleriilden. Først når angriberne, trætte efter opstigningen, bragt i uorden ved passagen af h indringerne og efter at have lidt tab ved ilcen fra kanoner og skytter, havde passeret kreten, rejste det britiske infanteri sig, afgav en salve på kort hold og gik så på med bajonetten, medens rytteriet sattes ind mod fjendens flanke. Det var denne taktik, der gjorde det muligt at holde ud, til preusserne kom og bragte afgørelsen. Den 16. havde de allierede forsømt signaltjenesten, men de havde taget ved lære. Det var ikke nok, at preusserne kom og kom i tide — deres indgriben måtte ske på rette sted. V irksjm st var et stød mod Napoleons flanke, derfor tog IV. korps retning mod Plancenoit. Men før dette flankeangreb gjorde sig gældende, kunne situt tionen blive så kritisk for W e llington, at han måtte have direkte hjælp, og til dette formål tog I. pr. korps vejen over Ohain. For nu til str (lighed at afpasse bevægelserne efter situationen på valpladsen holdt M iiØ ling på hertugens vegne kontakt med den preussiske hærledelse og direkte med IV. korps — en strøm af ordonnansofficerer bestred signaltjenesten mellem Müffling, Blücher og Bülow.

Napoleon troede altså at kunne regne af med Wellington uden preussernes indgriben. Hans undergivne var ik -ce så sikre. E n tjener på et hotel i Genappe havde hørt officerer i Wellingtons stab tale om, at Blücher ville forene sig med hertugen syd for Bruxelles. Kejseren afviste det pure — den mulighed, at preusserne fra Wavre ad nærmeste vej marcherede til hjælp for Wellington, synes han slet ikke at have haft tanke for. Ganske vist fortæller general Gourgsnd i sin under Napoleons opsyn forfattede bog, at kejseren den 17. kl. 22 kar sendt en befaling til Grouchy om at »manøvrere mod St. Lambert« og yderligere om natten kl. 0300 skulle have sendt en genpart af denne orcre — men ingen har nogensinde set hverken den ene eller den anden. Derimod står det fast, at Napoleon den 18. kl. 10 lod Soult skrive til Grouchy, at han snarest skulle marchere mod Wavre (men ikke et ord om St. Lambert). Først da kejseren selv ser Bülows tropper i sin højre flanke, sender han ordre til marskallen om at »manøvrere« i retning af hovedhæren og falde Bülow i ryggen. Hvad der bekymrede Napoleon mest. var den tanke, at Wellington skulle unddrage sig kampen. Han fandt ikke ro, men stod op kl. 1 om natten og gik de næsten 3 km til Belle Alliance for ved synet af ildskærene fra fjendens bivuakbål at berolige sig med, at hans modstander stod der endnu. Vendt tilbage hen mod kl. 4, udsender kejseren befaling om opmarchen, som skal være tilendebragt kl. 9, men denne ordre kunne ikke efterkommes til tiden. Det opblødte terrain og forsinkelser ved forplejningen har fået skylden, men hovedgrunden har været en anden. To trediedele af hæren stod spredt langs den 8 km lange vej til Genappe og havde for en stor del søgt ind til siderne for at finde ly for regnen. Det måtte tage lang tid at få ordrer ud til alle afdelinger og få dem dirigeret frem og på plads i slagorden. Intet under, at alt først var rede ca. 1130. Opmarchen var i store træk: I. og II. korps i første linie, garden og VI. korps i anden linie og reserve, rytteriet (ligesom hos Wellington) på fløjene eller bag fronten til anvendelse som slagrytteri. Omgående bevægelser ville straks blive opdaget af fjenden, som ville få god tid til modforanstaltninger. Napoleon ville derfor som ved Wagram, Borodino og Ligny hidføre afgørelsen ved et gennembrud af fjendens centrum. Dette understreges af den vægt, han i sin kl. 11 udgivne angrebsbefaling har lagt på beskydningen og erobringen af Mt. St. Jean. Der har været en del diskussion om, hvorvidt det var kejserens hensigt straks ved det første stød at opnå dette gennembrud (hvad befalingens ordlyd kan tyde på) eller om han som så ofte først har villet engagere modstanderen over hele fronten eller kaste hans venstre fløj tilbage mod centrum. Dette sidste synes bekræftet ved den måde, hvorpå det første angreb blev sat an. Marskal Ney skulle lede angrebet, som ifølge befalingen skulle begynde kl. 13. I. korps skulle angribe langs og øst for Genappevejen, medens II. korps vest for vejen skulle søge at holde sig på højde med I. Im idlertid bliver I. korps angreb udsat, og i stedet begynder II. korps kl. 1130 angrebet mod Hougomont. Men det stærkt udbyggede, hårdnakket forsvarede slot bliver aldrig erobret, og en langt underlegen styrke engelske gardister og hannoveranere binder her efterhånden ikke mindre end l l/2 fransk division. Fra højden ved Rossomme undersøger Napoleon terrainet og observerer ved St. Lambert tropper, som viser sig at være preussere, hvad en opsnappet melding fra Biilow bekræfter. Kejseren beordrer 2 rytterdivisioner og VI. korps (ialt 10.000 mand) til sikring af sin højre flanke. Artilleriforberedelsen for hovedangrebet begyndte noget før middag, og kl. 14 kommer I. korps’ angreb i gang. Det føres frem i en uhensigtsmæssig formation, som hindrer udvikling og ildafgivelse, angrebet går i stå, og da Lord Uxbridges rytteri liugger ind i flanken på kolonnerne, drives disse tilbage med store tab — n e n begge parter lider meget, da også det engelske rytteri bliver ilde ti_redt ved et fransk modangreb. Der indtræder nu — kl. ca. 1515 — 3ii pause. Mange mener, at Napoleon på dette tidspunkt som følge af faren fra Blücher burde have afbrudt slaget for i god orden at gå tilbage bag Dyle. Men dette indebar at felttogsplanen var strandet — og dertil var det spil, kejseren havde indladt sig på, for højt. Han tager chancen ved at fortsætte og lader foreløbig Ney foretage en række angreb mod La Haye Sainte, som dog alle afslås af de tyske legionærer.

Det havde hele tiden været Napoleons hensigt at sætte sit stærke og fortrinlige rytteri ind, men det skete ikke belt, som han havde tænkt sig det. Det er marskal Ney, der sætter den første attake ind, og årsagen skal have været, at den fjendtlige linie trak sig noget tilbage for at søge dækning, hvad marskallen opfattede som et begyndende tilbagetog. K l. ca. 1530 går ca. 5.000 ryttere til angreb mod det fjendtlige centrum. De engelske og tyske tropper formerer ca. 20 karréer, som står urokkeligt fast, medens rytterne jager gennem mcllcmiummene, hvor kanonerne står forladt af artilleristerne, som har søgt beskyttelse i karréerne. Ialt udføres i tiden 1530— 1730 3— 4 vældige rytten_ngreb, men alle med samme resultat. Man forsømmer at følge attakeme op med infanteri, at føre artilleri frem til at skyde hul i karéerne og at fornagle de forladte kanoner. Im idlertid fornyer I. fr. korps angrebet langs Genappevejen og erobrer endelig kl. ca. 18 La Haye Sainte, som forsvarerne må rømme, da de har opbrugt deres ammunition. Fransk infanteri og artilleri beskyder på kort hold med stor virkning Wellingtons venstre centrum, hvor situationen nu bliver meget kritisk, brigader er slidt op til batailloner, cheferne faldne eller sårede, tusinder af forsprængte sygt tilbage i skoven. På alle anmodninger om hjælp kan den engelske feltherre kun svare: »Der er ingen anden ordre end at holde ud til sidste mand«, og han skal have tilføjet: »Preusserne eller natten!« I denne kritiske stund fra kl. 18 til hen mod 1930 kunne et angreb af de franske reserver have sprængt hertugens front. Når dette ikke skete, skyldes det preussernes indgriben, og hertugen får tid til at forstærke sit rystede centrum med tropper fra fløjene. Samtidig bindes kejserens reserver af Blücher. Det preussiske angreb udviklede sig således: 15. og 13. brigade binder  VI. fr. korps i fronten, medens 16. brigade vender sig mod Plancenoit, som erobres kl. 18. På dette tidspunkt kommer en melding fra III. korps, som er angrebet af en stor overmagt, men Gncisenau skal hertil træffende have sagt: »Det er ligegyldigt, om Tliielmann bliver oprevet ved Wavre, blot vi sejrer her.« Det er slagets kritiske time, da Wellingtons centrum vakler — men Plancenoits fald nødsager Napoleon til at sætte en gardedivision ind her, hvorved 16. brigade kastes ud, men kl. 1830 griber 14. brigade ind, og preusserne erobrer påny Plancenoit. Kejseren sender endnu et par batailloner af den gamle garde til hjælp, og kl. godt 19 er byen atter tilbageerobret. Nu mener Napoleon at have dæmmet op for preusserne og at kunne sprænge Wellingtons centrum med sin reserve. Men det gunstige tidspunkt er forpasset, og af den oprindelige reserve på godt 25.000 mand har kejseren måttet anvende ca. fire femtedele mod Bliicher. Tilbage er kun ca. 10 batailloner af den mellemste og gamle garde, som han selv lader opmarehere ved La Haye Sainte. Nu griber im idlertid en preussisk brigade forstyrrende ind. Det er 1. brigade af I. pr. korps, som kl. 18 har nået O liain (de 3 andre brigader var forsinket ved krydsning med II. korps). Korpschefen, general Zieten får fra Bliicher befaling til at forstærke IV. korps, men på indtrængende opfordring fra M iiffling tager Zieten ansvaret for alligevel at marchere til direkte støtte for Wellington, hvorved denne bliver i stand til at forstærke sit centrum med et par brigader fra venstre fløj. K l. 1930 går Zieten fra Smohain overraskende til angreb i flanken på I. fr. korps, hvis fløjdivision gribes af panik, der hurtigt forplanter sig til de nærmeste divisioner. Hele I. fr. korps vakler og viger i uorden. Zietens angreb var, siger N. P. Jensen, »vanddråben, som fik glasset til at løbe over.« På dette tidspunkt er opmarchen af de 10 gardebatailloner ikke afsluttet. I den truende situation ved I. korps må Napoleon vælge mellem at opgive angrebet og anvende resten af garden til at dække tilbagetoget eller at angribe omgående med de 5— 6 batailloner, som er rede. Han vælger det sidste. Men angrebet, der ledes af Ney, trækker for langt til venstre og støder på en mere end dobbelt overmagt, tildels helt friske tropper under personlig føring af Wellington. Det bryder sammen kl. ca. 20, hertugen befaler angreb over bele linien, og tilbagegangen og panikken breder sig til hele den franske hær.

I. pr. korps’ rytteri hugger ind på det flygtende I. fr. korps og anfalder VI. korps i ryggen og sprænger det. Da 5. brigade af II. pr. korps når frem, erobrer preusserne kl. 2130 for tredie gang Plancenoit. De to hærførere mødes på valpladsen. Bliicher foreslår at kalde slaget »Slaget ved Belle Alliance«, men Wellington fore rækker navnet »Waterloo«, som desværre ganske har overskygget det tmere rammende »Belle Alliance«, thi det var jo netop det fortræffelige sariarbejde mellem de to hærførere, »den smukke alliance«, kombinationen af Wellington s taktik, Bluchers bravour og Gneisenaus strategi, der havde givet de allierede sejren. Preusserne overtager forfølgningen, uom under Gneisenaus personlige ledelse gennemføres »bis zum letzten Hauch von Ross und Mann«. De få endnu intakte franske gardebatailloner går tilbage med beundringsværdig holdning, men ved overgangen over Dyle i Genappe opløses også de. Først den næste morgen standser Gieisenau forfølgningen 10 km syd for Quatrebras. Sejren er fuldstændig. Det franske tab anslås til op mod 35.000 mand samt det meste af artilleriet og trænet. De allierede mistede ca. 20.000 (Wellington 13.000, Bliicher 7.000). 72.000 franskmænd havde kæmpet mod ca. 110.000 allierede (ca. 25.000 englændere, 70.000 vesttyskere og preussere og ca. 15.000 nederlændere). »Alle tropper kæmpede fremragende, mest ydede franskmændene«, s.ger den tyske historiker PflugkHarttung smukt. General Camhronnes »Garden dør, den overgiver sig ikke« er vel kun en legende, men deure legende fortjener at leve videre som en manende gravskrift over nogle af verdens tapreste soldater.

III. pr. korps (general Thielmann, s ahschef oberst Clausewitz) skulle som arriéregarde dække den preussiske hærs march. Da korpset kl. ca. 14 ville til at afmarchere, rykkede im idlertid III. franske korps frem. General Thielmann tog stilling bag Dyledalen ved Wavre med 3 brigader (den fjerde var ved en fejltagelse afmarcheret) og afslog her Vandammes gentagne energiske angreb. K l. godt 18 modtager marskal Grouchy Soults ordre fra kl. 13 om at manøvrere i retming af hovedhæren. Han lader da i nattens løb IV. korps gå over Dyle »-ed Limale, hvor broen mærkeligt nok uden kamp falder i franskmændenes hænder, »et af krigshistoriens mange uopklarede problemer.«

c. Den 19. jun i — og derefter.

I nattens løb får Thielmann meddelelse om sejren ved Waterloo, men Grouchy, der endnu ikke er underre\tet, fortsætter den næste morgen angrebet på venstre Dylebred og går med sin dobbelte overmagt så hårdt på, så Thiehnann går helt tilbage til Achterode. Først kl. 1030 får marskallen meddelelse om nederlaget og ordre til at gå tilbage mod Namur, hvilket også lykkes. Man bar anerkendt Grouchys dygtigt gennemførte tilbagetog, men den kritik, som har været rettet mod generalerne Thielmann og P ircli, der var beordret til at forfølge og afskære marskallen, synes ikke berettiget. Hver for sig var de kun godt halvt så stærke som Grouchy, der rådede over første klasses linietropper mod deres rekrutter og landeværn. Napoleon ville fortsætte kampen. Im idlertid havde de allierede fra Rhinen begyndt invasionen af Frankrig, og udsigterne var håbløse. Stillet overfor valget mellem et statskup og en tronfrasigelse valgte kejseren heldigvis det sidste og abdicerede den 22. jun i til fordel for sin søn, Napoleon II. Men Wellington gennemførte nu også den politiske del af sin opgave og sørgede for, at det blev kong Ludvig, der igen besteg Frankrig trone.

W. E. O. Lawaetz.

Benyttede kilder.

Mange vil nok tænke, at nu 150 år efter de hundrede dage og >Waterloo€, må historien forlængst være skrevet. Det er den også, i hovedsagen da. Prøver man im id lertid at gå i dybden, støder man gang på gang på modsigelser og kommer i tvivl. Militærforfatternes beretninger er ofte stærkt modstridende, hvadenten dette nu skyldes personlige sympatier eller antipatier, ønsket om at retfærdiggøre, angribe eller forherlige sig selv eller andre, misforståelser, benyttelse af mangelfuldt eller ensidigt kildemateriale, eller hvad det nu kan være. Manglende sprogkundskaber har øjensynligt især for englændere og amerikanere været en hindring. Således anfører et nyligt udkommet, stort anlagt og smukt udstyret amerikansk værk om Napoleons-krigene som k ilder til felttoget i 1815: 8 engelske, 3 amerikanske, 5 franske og 1 italiensk (!) værk — men ikke et eneste tysk! B landt de ca. 250.000 bøger, der efter amerikanske beregninger skal være skrevet om Napoleon og hans tid, har kun nedennævnte været benyttet ved udarbejdelsen af denne artikel:

a. Danske værker:

— Oberst N . P . Jensen: Napoleon I. København 1904.

— Oberst N . P . Jensen: Napoleons Felttog 1815. København 1906.

b. Belgiske værker:

— A . Brialmont: H isto ire du Duc de Wellington II-III. Bruxelles og Le ipz ig 1858 (Forfatteren er identisk med den kendte belgiske general og fæstningsbygger H . A . Brialmont).

c. Engelske værker:

— M ajor N . Lud low Beamish: H istory of The K ings German Leg ion I-II. London 1832— 1837.

— Major-General J. F . C . Fuller: The Decisive Batties of the Western W orld . B ind II. London 1960.

— Lieutenant-Colonel W . H . James: The Campaign of 1815. Ch iefly in Flanders. Ed inburgh and London 1908.

— John Naylor: Waterloo, London 1960. (Ensidigt kildemateriale: 43 engelske, 23 franske og kun eet tysk værk i oversættelse!)

— W. Siborne: Geschichte des Krieges in Frartxieich und Belgien im Jahre 1815. I-II. Ber lin 1846. (Oversat fra engelsk).

— Duke of W'ellington: Supplementary Despa ches, Correspondance and Memoranda of F ie ld Marshall Arthur Duke of W e lling ion. K ., edited by his son. Volum e X . London 1863.

d. Franske værker:

— Lt-Colonel Charras: H istoire de la Campagne ce 1815. Le ipzig 1857.

— General G . Gourgaud: Campagne de D ixH u it Cent Quince. Paris 1818.

— A . Grouart: La Critique de la Campagne de .815. Paris 1904.

— Marqu is de Grouchy: Mémoires du Maréchal de Grouchy. IV . Paris 1874.

— H . Houssaye: 1815, Waterloo. Paris 1896— 98L

— General H . Jomini: Précis Po litique et M ilitj ire de la Campagne de 1815. Paris 1839.

— Commandant H . Lachouque: Waterloo. Paris 1958.

e. Tyske (preussiske) værker:

— General Carl von Clausewilz: Der Feldzug 1812 in Russiand und die Befreiungskriege 1813— 15. Berlin 1906.

— Professor Hans Delbrilck: Das Leben des Feldmarschalls Grafen Neithardt von Gneisenau. Ber lin 1894.

— Generalmajor v. Lettoui-Vorbeck: Napoleons Untergang 1815. Ber lin 1904.

— General F . C . F . Freiherr v. Muffling: Aus meinem Leben, (udgivet af hans søn). Berlin 1851.

— J. v. Pjlugk-Ilarttung: Illustrierte GeschichtB der Befreiungskriege. Berlin/Le ipz ig/ Stuttgart, ca. 1912.

— Generalmajor W . v. Unger: Blik-her I-II. B e 'lin 1907— 08.

En særlig omfattende, alsidig litteraturfortegnelse findes i Lettow-Vorbecks ovennævnte værk. Generalen erkender, at mange tdjielde i krigshistorien er forblevet uopklarede, og tilføjer: »Dér, hvor jeg formåede at nå frem til en bestemt opfattelse, har jeg også fremstillet den som sådan og har ikke generet m ine læsere med modstridende synspunkter. Men andre kan — selv i disse tilfæ lde — være kommet til et afvigende resultat, fordi i historieskrivningen næsten alt er afhængigt rf bedømmelsen af kilderne, d. v. s. i hvilken grad man skænker de forskellige angivelser sin tiltro. Jeg har stedvis anset det for nyttigt at gør: krigshistoriens disciple opmærksom på disse modsigelser for at få dem t il ikke blot ;illidsfu ldt at læse een fremstilling, men også andre og om muligt søge helt tilbage t il originalkilderne. Jeg har i m ine skrifter bestræbt m ig for, 6åvidt omfanget tillod det gennem oplysning om m ine k ilder at sætte læserne i stand t il selv at danne sig deres egen dom.< Således anvendt bliver krigshistorien for æserne ikke blot en forøgelse af deres viden, men en skoling i m ilitær tænkning.