Log ind

Feltpræsten

#

For et par år siden havde jeg ærinde hos en af de mænd, der en dag vil få et afgørende ord at sige, i spørgsmålet om oprettelsen af et feltpræstkorps. Jeg benyttede lejligheden til at spørge om, hvordan udsigten nu var til at få gang i den sag. Han afviste ganske denne drejning af samtalen, og da han så m in forbavselse, tilføjede han: „Misforstå mig ikke, jeg er fuldt ud interesseret, men jeg er løbet mod en mur, og jeg beder Dem ikke spørge.“ På så mange andre måder viser det sig, at vi med hensyn til indførelse af en feltpræstordning står overfor den sjældne oplevelse: den absolutte diskretion. Det er ikke muligt at finde den mindste revne i muren, så man kan få blot et bitte kig ind bag den. Ja, man kan ikke engang finde det sted, hvor muren står. Man kan gætte på, om den er opført af kirkelige, militære, økonomiske eller politiske mursten, og trods al mystik dog måske gætte rigtigt, men nogen som helst viden er det umuligt at opnå. Det kan godt virke lidt underligt på en, når man i syv år har arbejdet på at fremskaffe rent praktiske beviser på, at faste præster i haren skulle være en lige så stor selvfølgelighed som tilstedeværelsen af et lægekorps. Man har gået stille med dørene for ikke i utide at vække diskussion, man har forsøgt at tilrettelægge og passe et arbejde, der burde gøres, og man har ladet kirkelige, militære og politiske ansvarlige tilflyde meddelelser om arbejdet og været viss på, at de praktiske resultater en skønne dag ganske af sig selv ville fremtvinge en åben drøftelse af det uhyre vigtige spørgsmål, om vort indkaldte mandskab skal liave præster iblandt sig eller ikke. Det er en selvfølge, at der ikke kan være enighed om dette. Men det må være tilladt at betegne det som uhyggeligt, at det er umuligt at få åben forhandling rejst. Hvor er den faktor, og hvorledes ser den ud, der er i stand I il stadig at hindre dette?

Når jeg følger redaktionens opfordring til at skrive om feltpræstspørgsmålet, nødsages jeg til som indledning at konstatere, at der hverken hos vore biskopper, generaler eller politikere findes vilje til i fuldt dagslys at få placeret ansvaret for, at den nye hærordning ikke omfatter feltpræster.

Det kan måske på denne baggrund interessere at se den samme sags udvikling i Sverige. Den gengives her efter den svenske feltprovst Anderbergs 174 sider store bog: Sjålavården vid Sveriges fdrsvarsmakt 1940— 1945“. V i må forbigå den meget interessante, lange historiske udredning, der viser, at der altid har været knyttet feltpræster til den svenske hær, og at ordningen blev stærkt udbygget under Gustav II Adolf. Først i 1828— 1830 årenes rigsdag blev ordningen angrebet. Der var på den tid ansat 23 „regementspastorer“ og 2 „bataillonspredikanter“, og disse stillinger foreslås nu fra en enkelt side i rigsdagen nedlagt med den begrundelse, at „ett fattigt land“ burde spare udgiften til disse præsters løn, og at der jo altid var „nårboende prestmån“, som kunne overtage tjenesten, hvor det skønnedes nødvendigt at have den. Udtalelsen fra det i sagen nedsatte udvalg savner hverken interesse eller aktualitet. Det fremholder nødvendigheden af, at „præst og soldat bliver fortrolige med hverandre i fredstid, for at under et kommende felttog den første med ønsket fremgang kunne give, den anden med skyldig opmærksomhed modtage en trofast advarsel, et nyttigt råd og på selve slagmarken med hjerteligere deltagelse kunne udtale og med inderligere tillid kunne høre et trøstens og fredens ord.“ Det fremhæves videre, at præstens gerning blandt soldaterne er altfor vigtig til, at det kan overlades tilfældet, hvem den bliver betroet. Rigsdagen forkastede derefter forslaget om afskaffelse af feltpræster. Det samme gentog sig i 1859— 1860. Så går tiden til 1903. H id til har feltpræsterne været alm indeligt ansatte præster, der foruden deres sognearbejde har haft ansættelse i hæren, men nu foreslås det, at der oprettes stillinger for feltpræster, der udelukkende skal have deres arbejde i hæren. Udvalget, der får sagen overdraget, udtaler, at den forlængede tjenestetid medfører, at de værnepligtige mere end tidligere løsrives fra hjem og naturligt milieu, hvorfor feltpræsterne på mangfoldige måder får vigtige opgaver. Udvalget må mene, at ganske vist fandtes der blandt de værnepligtige mange, der ville anse præstens tjeneste for ligegyldig, men „hos mange andre, og antagelig de fleste, gjorde følelsen af det religiøse behovsig gældende.“ Forslaget blev im idlertid forkastet af rigsdagen. Men nu vågner interessen for feltpræstens gerning. H id til har kirkens talsmænd vist en „næsten konstant ligegyldighed“ for denne, men ved kirkemødet i 1903 behandles sagen indgående, og der fremsendes forslag om, at feltpræststillingen bliver selvstændig, at der oprettes instruktion for feltpræsternes arbejde, og at deres løn bliver forsvarlig. I 1906 ingiver „allmånna svenska pråstkonferensen“ til kongen en skrivelse, der yderligere understreger kirkemødets forslag fra 1903. Heri påpeges, hvordan alt øvrigt inden for hæren: udrustning, forplejning, sygepleje o. s. v. i meget stor målestok er blevet forbedret, men hvor påfaldende alt, hvad der angår den religiøse omsorg kendetegnes af stilstand eller tilbagegang. Man håber derfor, at forsvarsmyndighederne v il regne med, at den åndelige verden ikke er en „mer eller mindre ligegyldig, men en uvilkårlig nødvendig faktor i hærens gode uddannelse.“ Man udtaler en forhåbning om, at der fra Sveriges konge og folk må gives feltpræsterne en sådan bemyndigelse til deres arbejde, at dette kan udføres uafhængigt af befalingsmændenes større eller mindre interesse for sagen. Nu bliver det de militære myndigheders tur til at ytre sig. Der foreligger 60 udtalelser, og af disse er de 40 direkte for faste feltpræster, 10 vaklende og 10 direkte imod. Anbefalernes opfattelse af en feltpræst er unægtelig af forskellig værdi. En militær chef ønsker, at feltpræsten skal være „en hurtig, kraftig person med åben sans for ungdom — og med bevis fra et m ilitært ridekursus for at kunne ride!“ Nogle tiltræder gerne forslaget, men påpeger, at alt tilsidst beror på, om feltpræsten er sin opgave voksen. Han må have særlige personlige forudsætninger, være villig til ikke blot at prædike, men tage sig tid til et „kærligt ordnet, dagligt arbejde samt personlig forbindelse med den værnepligtige ungdom.“ Kirkemødets og præsternes forslag gav til resultat, at der nedsattes en kommission til behandling af spørgsmålet, og denne afgav i 1908 en fortræffelig indstilling, hvorefter der skulle ansættes et vist antal faste feltpræster og desuden præster, der fik arbejdet som feltpræst som bibeskæftigelse. Ved hver afdeling skulle der oprettes soldaterhjem, og der skulle ansættes m ilitærdiakoner, d. v. s. værnepligtige teologiske studenter til hjælp for feltpræsten. Kommissionen havde lagt stor kærlighed til sagen for dagen, og forslaget om organisationen af arbejdet var klar og fast, men samtidigt understregedes det påny, at selv den bedste organisation ikke kommer til at betyde stort, hvis de personlige kvalifikationer mangler. Forslaget fik en udmærket modtagelse af både militære og kirkelige myndigheder, hvorpå det blev begravet i stilhed! Stilheden blev brudt af den første verdenskrig, og både på kirkemøder og rigsdag arbejdes der med sagen. Der fremkommer nye forslag, og der er megen røre uden noget endeligt resultat. Tværtimod. Det liele ender med, at rigsdagen i 1925 vedtager at afskaffe de 46 feltpræststillinger. Men det fik dog ikke tilfølge, at alt præstearbejde standsede i liæreu. Overalt, hvor afdelingernes chef havde forståelse derfor, fortsatte præsten ufortrøden, men det liele var naturligvis kommet i en formløs og derfor i længden utilfredsstillende tilstand. Der gøres mange forsøg på at fremskaffe en ændring, men for alvor sker der intet, før ærkebiskop Erling Eidem i 1936 rejser sagen over for chefen for forsvarsdepartementet. Da den forelægges statsrådet, afslår forsvarsministeren med bl. a. den begrundelse, at man jo kan henvise soldaterne „til det almindelige menighedsliv de pågældende steder.“ De sagkyndige slog straks ned på denne motivering og havde let spil ved at påvise, at en tilknytning til det almindelige sognearbejde jo nok ville blive temmelig vanskelig at praktisere i krigstilstand, og efter nøje undersøgelser kom man til det resultat, at den også i praksis ville være værdiløs i fredstid. Overvejelserne endte i 3 forskellige forslag. En gruppe af sagkyndige hævdede stærkt nødvendigheden af fastansatte feltpræster. E n anden foreslog ansættelse af rejsepræster inden for en kreds af afdelingerne, men denne ordning fandtes hurtigt så ineffektiv, at den ikke drøftedes. E t tredje forslag genoptog den tidligere tanke med et mindre antal fast ansatte præster, der så skulle have hjælp af præster, der som bibeskæftigelse gjorde tjeneste i hæren. Man endte i et kompromis med oprettelse af en feltpræstinstitution, hvorefter præsterne skulle kaldes „militærpastorer“ og ikke blev fastansatte i hæren, men overtog arbejdet som en bibeskæftigelse, der lønnedes med et urimeligt honorar — fra 200 til 600 kr. årligt. Med benævnelsen m ili tær præster ønskede man at understrege, at det drejede sig om en ordning i fredstid. Der blev taget bestemmelser om, hvilke forholdsregler der måtte være at tage, når en eventuel krigstilstand forandrede militærpræsten til feltpræsten. Militærpræsten er præst i den svenske kirke, og han ansættes for et tidsrum af 3 år. Der findes ingen særskilte bestemmelser for ansøgere. Biskop og afdelingschef afgiver erklæringer til chefen for forsvarsstaben, der indstiller til kgl. udnævnelse. Der er i øjeblikket ca. 70 militærpræster. Disse er civile embedsmænd og har ikke i deres egenskab af militærpræst nogen militær tjenestestilling. Forskrifterne for militærpræsterne findes i kgl. brev af 14. maj 1943. Efter disse står militærpræsten umiddelbart under vedkommende afdelings chef. Han skal mindst 2 gange om måneden forrette gudstjeneste og afholde og lede frivillige andagter og altergange, udføre alle præstelige handlinger, besøge syge og arrestanter, bolde modtagelse for soldaterne, øve personlig sjælesorg, fremme virksomheden i soldaterhjemmene. Han skal søge al kultur og biblioteksvirksomhed fremmet. Han skal føre tjenestedagbog og afgive embedsindberettelser til chefen for forsvarsstaben. Ledelsen af den militære præstetjeneste er overdraget feltprovsten, der står direkte under forsvarschefen.

Hvorfor nu denne omstændelige omtale af svenske forhold? Ford i den for det første viser den enestående interesse i modsætning til den kvælende tavshed og forskræmtlied hos os. I feltprovst Anderbergs bog er der opgivet en lang litteraturfortegnelse over emnet, der ikke blot har været til debat i rigsdag og udvalg, men liar fremkaldt en strøm af indlæg gennem alle årene, både i dagblade og tidsskrifter. For det andet er erfaren mand god at gæste, og det meste af, hvad der er sagt i feltprovst Anderbergs bog, har bud til os, hvis der en dag skulle komme overvejelser i gang for alvor om præstetjeneste i hæren. De indvendinger, der blev overvundet i Sverige for 20 år siden, spøger nu hos os. Det ville være nærliggende, om man prøvede at lære noget af alle de svenske erfaringer. Der er meget at overføre med små eller ingen tillempninger, og der er en del at undgå. Når man taler med svenske feltpræster, er der enstemmig beklagelse over, at det ikke bar været muligt at få „heltidspræster“ i hæren, men kun præster, der har arbejdet dér som „bisysla“ . De fleste af dem, der har påtaget sig det, kan siges at være trykket af, at de ikke kan gøre det, som det var ønskeligt. Da jeg havde hørt dette tilstrækkeligt mange gange, lå det nær at spørge, hvorfor de så blev i det. Svaret faldt omgående: „V i gør vort bedste i håb om, at det en dag skal blive muligt at få en tilfredsstillende ordning.“ 

At militæret som helhed ønsker forbindelsen mellem liær og kirke, er der ingen grund til at betvivle. Derom bar jeg forvisset mig ved personlige samtaler og undersøgelser. Men her bar det naturligvis været i høj grad medvirkende, at man havde „manden“. Feltprovst blev daværende sognepræst i Kristiansstad, Algot Anderberg, senere domprovst i Uppsala og mi biskop på Gotland. Hverken officerer eller præster har lovord nok om den energi og dygtighed, forståelse, ja, kærlighed, hvormed han organiserede præstetjenesten i den svenske hær. Når man taler med den tidligere svenske feltprovst, bliver man hurtigt klar over, at ban er en mand af samme støbning som den gamle danske arméprovst Høyer Møller. I hans djærve øg fine bog „Livs- og krigserindringer fra 1850— 1864“ hedder det: „Da jeg selv blev en del af arméen, lærte jeg den at kende, og med kendskabet kom kærligheden. Jeg måtte jo have været af sten, hvis det ikke var gået mig således. Man kan dog ikke være daglig vidne til en modstandskraft, der synes at gå langt over kræfterne, til en urokkelig lydighed, hvor al lydighed synes at være spildt, til en uendelig tålmodighed under sygdom og smerte, eller til den kærlighed, som var stærk „indtil døden“ uden at hjertet lidt efter lidt måtte glide over i deres hænder.“ „Hvorledes skulle så min kærlighed til arméen kunne ophøre? Nej! Den er lige så varm i det gamle, som den var i det unge hjerte: jeg er en del af den, som var, og af den, som er, af den, som kamipede, og af den, som forbereder sig til kampen, når jeg ikke mere kan komme med.“ „Der gives vistnok mange, som ikke kan forstå denne kærlighed, endnu flere, som ikke vil. Det første undrer mig ikke, tbi forståelsen kommer først ved at lære af livet selv; det sidste er og bliver mig derimod uforståeligt: at et folk ikke skulle elske sin hær, at de, der til sin tid ene er henviste til den som sit værge, vil kaste værget bort, for selv at stå va-rgeløse.“ Biskop Anderberg taler et sted om de personlige forudsætninger for at være præst i hæren. Det indtryk, man har af biskoppen selv: at barn er der ingen, der bluffer, bekræftes ved hans bemærkningej' om, hvordan en feltpræst skal være. Han gengiver med et smil de almindelige talemåder: Han skal have let ved al tale frit, være idrætsmand, fortrolig med militær takt og tone, dygtig til skydning og ridning m. m. Han skidle så vinde i autoritet. Den ene gang fremhæves som betingelse for fremgang i arbejdet, at han skal forstå at opføre sig godt i officerskredsen, en anden gang betones det, at ban belt skal tilhore mandskabet

og dele alt med det. Den ene gang angives det som ubetinget nødvendigt, at han skal være en ung mand, medens det en anden gang understreges, at han ikke må være for ung, men må have vundet en viss modenhed. „Jeg erindrer en opsats om „umulige opgaver“ . Blandt disse nævntes feltpræstens. Forfatteren mente, at selve stillingen som præst ved krigsmagten led af sådan indre modsigelse, at den ganske simpelt var uholdbar. V i fornemmer det ikke sådan. Den over alt andet vigtige forudsætning i alt åndeligt arbejde kan udtrykkes med Quintilianus’ ofte citerede sats: „Man kan ikke tænde, hvis man ikke selv har ild.““ Og så fortæller biskoppen om 2 feltpræster, han mødte på en visitatsrejse oppe ved den norske grænse, hvor han besøgte 2 afdelinger, der lå ved siden af hinanden. De havde hver sin feltpræst. De var meget forskellige. Den ene passede godt ind i det militære milieu. Han virkede sikker og frimodig, og han var utvivlsomt en ærlig mand. Den anden var meget umilitærisk. Han virkede næsten bly og forsagt. Han var et positivt menneske. Han var en selvopofrende mand, og han elskede mennesker og kunne over alt opdage muligheder til det gode og gennem sin positive holdning kalde den frem. „En værnepligtig sergent, en af mine s idligere konfirmander, en meget kritisk ung mand, betroede mig: „Den præst har betydet mere for afdelingen end nogen anden. Han har alles ubegrænsede fortrolighed.“ Dette omdømme gjaldt den sidstnævnte præst. Om den anden hed det: „Ham mærker vi aldrig.““

Spørgsmålet om feltpræster er afgjort på en eller anden måde i andre landes hære. M ig bekendt er der ingen hær og ingen kirke, der v il tage ansvaret for, at soldater i kamp ingen mulighed har for præstelig betjening, når de måtte ønske den. I ét land er feltpræstordningen udbygget på fortræffelig vis, i et andet på meget svag, men dog brugbar måde. A t det er endda meget vanskeligt for en hær og en kirke at indoptage dette nye i sig, er let at forstå. Når arbejdet skal gøres med soldaterne, kan det meget let blive en ekstra vanskelighed også at skulle „mærke“ præstens nærværelse. Alligevel må situationen siges at være en sådan, at til trods for al tilsyneladende ligegyldighed, kræver omsorgen for vore unge indkaldte, at hvis det rædselsfulde skulle ske en dag, så vil der fra de unge selv i overvejende grad og fra deres hjem stige et råb om præstelig betjening. Det skete i treårskrigen, det skete i 64, det skete under besættelsen — det vil ske igen. Menneskene er på mange måder blevet anderledes siden da, men ikke i den situation. Og det kan hurtigt blive for sent! Det vil blive et sådant hav af sjælenod og sjælemord i hastværk og lastværk at sende tilfældige præster ud til soldaterne, at ingen kan bære dette ansvar. Enten man er for eller imod hærens opbygning, så må det siges, at når opbygningen sker, så er opbygningen af et præstekorps af dertil egnede præster del mest nødvendige.

Gustav Arnberg.