Et Soldaterliv.
Af Kaptajn C. v. Kohl.
I store Træk h ar de fleste europæiske Stater været folkelige Enheder, knyttede sammen enten ved et fælles Sprog eller ved a t tilhørle samme Race, hvor der vel kan være Forskelligheder i det smaa, medens der i det store dannes et naturligt Hele. Anderledes v ar som bekendt Forholdet i det Habsburgske Monarki, hvor alle mulige Afskygninger af Europas Folk ved Folkehistoriens Tilfældigheder og Nødvendigheder var blandet sammen indenfor samme Stat i en enestaaende Sammenhobning. En eller anden Statsm and h ar engang karakteriseret Østrigs Politik som lidet heroisk: „Bella gerant alii, tu felix A ustria nube", hvilket kan udlægges som: „Andre fører Krige, men Du, lykkelige Østrig, kan nøjes med at tage til Æ gte." A f disse Ord kan hele Østrigs Ulykke læses, thi andre Storm agter svejses sammen med Blod og Staal, men Østrig-Ungarn var blot et Sammensurium af en Herskerslægts Arve- og Medg'iftlande! N aar en saadan Stats Regering kræver, a t dens enkelte Lande skal finde sig i, at der sættes Skranker fo r deres nationale K raft og E genart til Fordel for den samlede Stat, saa maa de knyttes sammen med et solidere Bindemiddel end Herskerhusets økonomiske Interesser. Og et saadant varigt og fyldestgørende Middel fandt H uset H absburg aldrig! Der m aatte altid blive stærk Gnidningsmodstand i et Maskineri saa indviklet og af en saa uensartet Konstruktion som det Habsburgske Monarki, og dets indre H istorie vrimler da ogsaa af nationale Rivninger og Sammenstød, medens dets ydre Historie m aatte præges af Usikkerhed og Tøven. A t ogsaa Østrigs H ærm agt m aatte lide under disse Forhold, fremg aar tydeligt nok af dens i A arhundreder gældende Hærordning, hvor den øverste Ledelse af alle militære Anliggender i M onarkiet laa i Hofkrigsraadets Haand i Wien som den højeste Instans i alt, hvad Hærog Soldatervæsen angik. Aarsagen til denne Institutions næsten ubegrænsede M agt laa vel for en stor Del i den overstrømmende Tiltrækning, som Tjenesten i den kejserlige Hær — navnlig maaske Krigene mod Tyrkerne — udøvede paa alle de Personer a f udenlandsk Adel, for hvem Hjemlandet blev for trangt, og som længtes ud for at gøre deres Lykke. Alle Landes Hære, som bekendt ogsaa den danske, h a r gjort samme E rfaring, men Huset Habsburgs politiske og territoriale Forhold begunstigede Tilstrømningen og gav store Chancer, saa at dets Hærs højere Officersposter gennem A arhundreder i høj Grad besattes af Udlændinge. U nder Tyrkerkrigene 1736— 39 tjenste i den kejserlige Hær 271 Generaler, hvoraf kun 52 var Ø strigere! A f 20 Feltm arskaller var kun 7, af 89 Feltm arskalløjtnanter kun 14, af 19 Felttøjm estre kun 4, af 15 Generaler af R ytteriet kun 7 og af 128 General Feltvagtm estre kun 20 Østrigere. En vis Mistro til nogle af disse Udlændinges Uegennytte og absolute Paalidelighed har vel, selv om aldrig' direkte udtalt, ligget til Grund for H ofkrigsraadets exceptionelle M agtstilling. Det oprettedes i A aret 1556 og bevarede sin M agt helt ned til 1848, da det ændredes til et Krigsm inisterium , og da Kejser Franz Joseph den 29. September 1850 personlig overtog Armé-Overkommandoen, forblev kun selve Arm éforvaltningen i K rigsm inisteriets Haand, indtil det i 1853 helt smeltede sammen med Arméens Overkommando. Men indtil da v ar H ofkrigsraadet den østrigske Hærs egentlige Feltherre, medens de andre kommanderende kun bar Titlen og ikke kunde handle efter egen Bedømmelse uden at paadrage sig det sværeste Ansvar. Der udarbejdedes ved Begyndelsen af et Felttog en „Norm al-Ordre de Bataille" fo r Felthæren, som ligefrem foreskrev Feltherren, hvorledes Tropperne skulde føres. Ved hver Lejlighed til Slag, ved enhver tilsigtet Operation m aatte K urerer afsendes til H ofkrigsraadet med Ansøgning om at m aatte sætte Planen i Værk. Selvfølgelig skete det kun altfor ofte, at Raadets H errer underkastede Sagen en moden Overvejelse, der resulterede i, a t Tilladelsen kom en Postdag for sent. N aar det derfor Gang paa Gang ses i Historien, at østrigske Generaler og Hære fik Ry for Sendrægtighed, er det ikke altid selvforskyldt. Under Trediveaarskrigen var Wallenstein den eneste, der ikke lod sig sige noget af H ofkrigsraadet, men derfor endte han ogsaa, som han gjorde. Den geniale H ærfører, Prins Engen af Savoyen, „der edle Ritter", havde den Lykke selv samtidig a t være O verfeltherre og Hofkrigsraadets Præsident, og han kunde derfor forfølge sine glimrende Sejre, som han selv lystede, altid sin Kejsers højest betroede Mand. Ogsaa Fyrst Karl Schwarzenberg forenede de højeste Poster i sin Person, da han som de allierede M onarkers Overgeneral i Felttogene 1813—15, med Feltm arskalløjtnant Radetzky som Generalstabschef, besejrede Napoleon. For alle andre Generaler i kejserlig Tjeneste gennem disse næsten 300 A ar gjaldt det, at Tanken om H ofkrigsraadet i Wien — hvis man da ikk hørte til Kejserens nære Slægt — lagde sin kolde H aand paa al Energi og alt personligt Initiativ. Men da det i det store O prørsaar 1848 timedes den 82aarige Feltmarskal, Grev Radetzky, endnu som aktiv H æ rfører a t faa Lov til med sikkert Blik og fast Haand at gribe ind i Krigsbegivenhedernes Gang og knuse den saa farlige og af Udlandet støttede, italienske Revolution i Kongeriget Lombardiet-Venetien, som, sam tidig med Oprør næsten overalt indenfor Monarkiet, rystede dette i «in Grundvold og træ ngte det henimod Afgrundens Rand, —• da vilde Østrigs og Radetzkys gode Skæbne, at H ofkrigsraadets Dage i Wien v ar talte nu, da det selv stod i Vaande, saa at den kommanderende General i Italien kunde handle efter egen Overbevisning og egen Magtfuldkommenhed.
I 1848 havde Grev Joseph Radetzky gennem fulde 64 A ar tje n t sit Kejserhus som Officer og med sjælden Glans opfyldt sin Pligt i K rig og Fred. Hans første Ungdom faldt i den frugtbare Grotid, da de nye Idéer voksede frem, der skulde bane Vejen for den skelsættende Begivenhed, som staar uudsletteligt indskrevet i Verdenshistorien som „Den franske Revolution", — -den, der skulde styrte den overalt gældende uretfærdige Samfundsorden og den forældede enevældige Statsform , som nu kun betragtedes som en frønnet Bom mod ethvert politisk og socialt Frem skridt, der kunde lede Folkene frem mod et nyt og frisk Liv i en nær Frem tid. Hans Manddoms Liv og Virke strakte sig over hele den Epoke, hvori den gamle og den nye Tid kæmpede om Magten i Europa: de franske Revolutionskrige, Napoleons Trium ftog gennem Europa, og han stod allerede paa en frem ragende Plads i den kejserlig østrigske Hær, da den K rig udbrød, der skulde knuse „den kronede Jakobiner". — Som kejserlig østrigsk Officer var Radetzkys Tjeneste ved Pligtens og Loyalitetens Baand knyttet til de gamle Statsform ers Sag, som, trods sin endelige Sejr over den Mand, der saalænge havde holdt Europas Skæbne i sin Haand, dog bar Nederlagets Mærke i sig selv. Med Storm agtskongressen i Aachen 1818 var det forbi med alle Forhaabninger om Folkenes Frihed og Indflydelse paa Staternes Ledelse, men „Den hellige Alliance" høstede i Eftertidens Frihedskampe og nationale Rejsninger de beske F rug ter af Wienerkongressens kortsynede Politik med dens manglende Forstaaelse af og svigtende Hensyn til N ationalitetsprincippet i de europæiske Stater. Fredsaarene efter Napoleons Fald blev for Radetzky mest de stille Studiers Tid, og da han 1829 blev Kommandant i Olmiitz, haabede han at faa Lov til i denne „ærefulde Retrætepost" a t tilbringe Resten af sit Liv med i sine skriftlige Arbejder at nedlægge sine Tanker og Meninger om alt, hvad der kunde blive Fædrelandet og Hæren til Nytte. Men saadan skulde det ikke blive! I sin høje Alderdom vandt han Lønnen for den Forudseenhed, den Udholdenhed og den glødende Ildhu, hvormed den gamle Soldat, siden han 1831 ansattes som Højstbefalende i Italien, arbejdede paa a t sikre det lombardisk-venetianske Kongerige for Østrig ved et stæ rkt Værn, der under Fredsforhold havde faaet den bedst mulige Uddannelse til krigsmæssige Operationer. Der skumledes i mange af K ejserrigets Kroge, da Kejseren i 1848 havde lagt A nsvaret for Krigen i Italien pa en saa gammel Mands Skuldre. Men de misfornøjede Stemmer forstummede snart!
Feltm arskal Radetzky Johann Joseph Wenzel Anton F ranz K arl, Greve Radetzky v. Radetz var a f gammel tjekkisk Adel og blev født den 2. November 1766 paa Godset Trzebnitz ca. 8 Mil fra Prag. Han mistede meget tidligt begge sine Forældre og opdroges i P rag hos sin F arfader, men efter dennes Død, 1781, i Collegium nobilium i Brunn og optoges A aret efter i det ridderlige Akademi Theresianum i Wien. Da dette ophævedes 1784, valgte den forældre- og hjemløse Dreng den militære Stand og indtraad te som Kadet i K yrasserregim entet Caramelli, der garnisonerede i Jasz-Berény, en lille By midt inde i Ungarn. Som han selv skriver i sine Erindringer, v ar de unge Kadetters Stilling ude i de afsides smaa Garnisoner nærm est beklagelsesværdig, saameget mere som ingen havde videre Interesse for deres Uddannelse. I 1786 blev han Løjtnant, og A aret efter afbrødes Garnisonslivets Ensformighed, da Krigen mod Tyrkerne udbrød. Allerede Indledningen til Krigen blottede ubarm hjertig t M anglerne i den østrigske Hær. Det viste sig saaledes, at f. Eks. i Regimentet Caramelli var Halvdelen af Officerskorpset komplet uegnet til et Felttogs Strabadser. For Radetzky betød dette, at han allerede dette A ar blev Oberløjtnant, og Krigen skaffede ham ogsaa baade Udmærkelser og gavnlige E rfaringer, men disse sidste var ofte bitre, thi H aabet om a t deltage i en rask og resultatrig Angrebskrig blev til intet. Den østrigske Taktik var dengang ikke i offensiv Aand. Feltm arskal Lacy, der førte Overkommandoen, var tilbøjelig til overdreven Forsigtighed og m ere betænkt paa at skaane sine Tropper end paa at vove noget. Man søgte at dække Grænserne mod Tyrkiet ved et vidtløftigt Cordonsystem, der um uliggjorde afgørende offensive Bevægelser. Hovedhæren stod samlet i Vinklen mellem Floderne Donau og Sav, hvor den efterhaanden mistede flere Soldater ved Savn, Strabadser og smitsomme Sygdomme i de sumpede Egne end ved Angrebsforetagender, medens Tyrkerne længere mod Øst træ ngte over Donau og med en stor Hær rykkede frem til Temesvar i Ungarn. Under den Panik, der under Hovedhærens natlige Tilbagetog mod Karansebes opstod blandt de østrigske Tropper og benyttedes a f det tyrkiske irregulæ re R ytteri (Spahierne), udmærkede Radetzky sig ved Koldblodighed og stor personlig Tapperhed, blev forestillet for Kejseren og valgt til Ordonnansofficer af Feltmarskallen. Denne Stilling beholdt han, da Feltm arskal Laudon A aret efter overtog Kommandoen og førte en ny Foretagsomhedsaand med sig, saa at Hæren atter vandt sin Selvtillid tilbage. Tidens Taktik tillod imidlertid ikke, at M aalet for et Felttog blev naaet h u rtig t og med afgørende Slag. „Infanteriets Hovedopgave var Linieilden, som bandt det til en defensiv Holdning", skrev Radetzky selv. „Stod det ikke i en lang Linie, hvad det som Regel gjorde — og man mente derved bedst a t imødegaa en fjendtlig Frem rykning —, saa formerede man det i store, ubehjælpsomme K arréer, mellem hvilket Kavalleriet posteredes som Reserve. Man havde nemlig stor Respekt for de tyrkiske Spahier. Til større Sikkerhed m edførte Infanteriet spanske Ryttere, som opstilledes foran K arréen og dermed umuliggjorde enhver Bevægelse i Fjendens Paasyn. Kolonnernes Marsch v ar meget tung, fordi man stadig m aatte være p a ra t til at danne Karré. Hele Felttogets Resultat var Belgrads Erobring." — Freden i Sistowa 1791 sluttede Krigen, og Radetzky rykkede med Regimentet til Bøhmen i Garnison.
E fter at den franske Udenrigsm inister, General Dumouriez, i N ationalforsamlingen den 20. April 1792 havde bekendtgjort Østrigs U ltimatum, der kortsagt gik ud paa fuldstændig Nedbrydning af hele den franske Revolutions Værk, foreslog Kong Louis XVI, at man voterede „aux term es de la constitution la guerre contre le roi de Boheme et de Hongrie." Næsten enstemmigt løcl det: Krig! Denne Dato, 20. April 1792, er vel værd a t mindes, thi den m arkerer Begyndelsen til de forbundne M onarkers K rig mod Republiken, den Krig, der varede næsten i 25 A ar og først fik sin Afslutning ved W aterloo! Den begyndte som bekendt ikke godt for F rankrig — de første „Folkehære" gjorde ikke Soldaternavnet Æ re, og de Allierede troede at have let Spil med disse Bander, og Ø strig havde derfor kun sat for-» holdsvis faa Troppestyrker ind, og blandt dem var Radetzky ikke. Først : 1793, da den revolutionære Taktik udviklede sig, og da Lazare Carnot’s Geni organiserede Revolutionens Arméer, m aatte Ø strig tage sin samlede M agt i Brug. F ra sin Garnison i Bøhmen sendtes Radetzky til Nederlandene, hvor han blev Ordonnansofficer hos Feltm arskalløjtnant Beaulieu, der havde Kommandoen i Luxemburg for a t dække den nederlandske Grænse. Under Fægtningen ved Arion i April 1794, hvor Beaulieu blev tvunget til Tilbagetog, fandt Radetzky atter Lejlighed til a t udmærke sig, og da han blev sendt med Depecher til Hovedarméen i Catillon, hvor Styrkerne samledes for a t undsætte Fæstningen Charleroi, som belejredes af General Jourdan, ønskede Overgeneralen, Prins Josias af Coburg, sikker U nderretning om, hvorvidt Charleroi endnu holdt sig. Radetzky tilbød straks endnu samme N at at skaffe fornøden Sikkerhed. Med 6 R yttere i sit Følge red han i Mørket ud paa sit eventyrlige Togt mod de fjendtlige Linier. F or ikke at observeres af Poster og Patrouiller m aatte Rytterne bl. a. svømme gennem den brede og dybe Flod Sambre frem og ved Daggry tilbage samme Vej for at naa H ovedkvarteret med den triste Meddelelse, a t Fæstningen havde kapituleret og ikke kunde undsættes, — de kom dog tidsnok til at deltage i Slaget ved Fleurus samme Dag, 26. Juni, før Tilbagetoget til Mons og Bryssel skete. Radetzky blev to Gange saaret under Slaget og udnævntes til Ritmester. Under Felttoget 1795 tjente Radetzky under Felttøjm ester Clerfait ved Rhinen og førte ved Stormen paa M aintzer-Skanserne den 29. Oktober en af Stormkolonnerne. Som en af de første var han oppe paa Brystværnet og overvældede al Modstand. Om Aftenen fejrede han med nogle K am m erater Sejren, og herom fortælles en lille Begivenhed, der karakteriserer ham og hans dybe Forstaaelse af de Grundskader, hvoraf Ø strigs K rigsm agt led. En a f Officererne løftede sit Glas: „Det næste drikker vi i P aris!" Saa rejste Radetzky sig, greb ham i den pudrede H aarpisk og lo: „Saadan noget som denneher sætter Punktum for al virkelig Frem skridt!" De andre forstod ikke, at hans Mening var, at alt dette forældede Pernittengrynen i den kejserlige Hær ødelagde alle dens Chancer. I Februar 1796 ansattes Radetzky ved Overkommandoen i Italien som A djutant hos Felttøjm ester Beaulieu i Hovedkvarteret i Pavia. Overfor Østrigerne og deres højst u]3aalidelige Forbundsfæller Piemonteserne stod i dette Felttog til Østrigs Ulykke den unge General Napoleon Bonaparte. Allerede i April lod Kongen af Sardinien sine Vaabenfæller i Stikken og sluttede Vaabenstilstand, — og Beaulieu v ar intet Feltherregeni. Hans Princip var det uheldige: a t ville dække alt med det sædvanlige Cordonsystem, og R esultatet blev kun Tilbagetog og Nederlag. Den gamle Beaulieu var syg og kunde kun med stor Vanskelighed føres tilbage; alene hans A djutants Offermod reddede ham fra Fangenskabet. Den 19. Maj udnævntes Radetzky til M ajor ved det nyoprettede og af ham organiserede Pionerkorps, og under M antuas Belejring i 1796 var hans og hans Pionerers Tapperhed af største Værdi for Forsvaret ved at opretholde Modet indenfor Fæstningens Mure, hvor Sult og Sygdomme hærgede Besætningen. Alene fra 15. September til 31. Oktober 1796 døde 4000 Soldater af Hunger og Sygdom, kun Halvdelen af Besætningen var tjenstdygtig. Fire Gange søgte man at undsætte Byen, men forgæves — Bonaparte kom stadig' sine Modstandere i Forkøbet. Endelig- 4. Februar 1797 overgav M antua sig efter 7 Maaneders sejgt Forsvar. Bonaparte bevilgede Feltm arskal W urm ser og 500 Mand (blandt dem Radetzky og hans Pionerer) fri Afmarch med Vaaben og Faner, medens Resten m aatte give Revers og ikke at tjene mod F rankrig i 3 Maaneder. I de 7 Maaneder var 16.000 østrigske Soldater døde i Fæstningen. Den 7. April 1797 afsluttedes Vaabenstilstand, Freden blev sluttet i Campo Formio 17. Oktober. Felttoget 1799 i Italien begyndte i de sidste Dage i M arts. Radetzky deltog 26. M arts i Fægtning ved Tomba, hvor han blev saaret. 1. Maj befordredes han til O berstløjtnant og ansattes som G eneraladjutant hos General Melas, der i Skrivelse til H ofkrigsraadet havde udtalt Ønsket herom. I det 3 Dages Slag ved Trebbia (17.— 19. Juni) søgte General Suwarow forgæves at forcere Overgangen over Floden, men da førte Radetzky Feltm arskalløjtnant F y rst Liechtensteins Tropper langs Floden, skjult af Træer og Buskadser, frem i Ryggen paa Fjenden og a fgjorde derved Slaget. En Hest blev skudt under ham. I den officielle R apport, hedder det bl. a.: „... Radetzky h a r uafbrudt givet Beviser paa sin Bravour og militære Talenter. ... Han har paa selve Slagmarken ydet de væsentligste Tjeneste ved Aandsnærværelse, Iver og rask Indgriben. Jeg kan ikke noksom rose den Iver, hvormed han bragte de fremrykkende Tropper til de farligste Punkter, stadig i Spidsen for dem, og jeg maa give ham det Vidnesbyrd, a t han ved sin kendte, ham ganske særegne Beslutsomhed har bidraget væsentligt til den tilkæmpede Sejr!" — Dagen efter saaredes Radetzky i Hoveriet af en Geværkugle paa Broen over Taro. I Slaget ved Novi 15. August var det hans Anordninger, der bibragte General Joubert sit Nederlag, og General Melas fremhævede ham atter i Fægtningsrapporten og indstillede ham til Kejserens Belønning for sine frem ragende Fortjenester: han havde selv paa denne Dag anordnet Angrebskolonnerne og tog selv kraftig Del i K am pen! Samme Dag, som Radetzky paany ved Genola den 5. November gav Prøver paa sit koldblodige Mod, udnævnte Kejseren ham til Oberst og Regimentschef. I Slaget ved Marengo fik han en Hest skudt under sig og Uniformen gennemhullet af 5 Kugler. Den 24. November overtog han sit K yrasserregim ent i Øvreøstrig og deltog med Udmærkelse i Slaget ved Hohenlinden den 3. December, hvor han fik et Strejfskud i venstre Fod og en Hest skudt under sig. Ved en af sine A ttaker kastede han en fjendtlig Officer af Hesten ved at slynge ham sin afskudte Pistol i Hovedet. Den 9. Februar 1801 sluttedes Freden i Luneville, og Radetzkys Regiment fik Garnison i Oedenburg. Han var imidlertid overbevist om, at Freden kun var tilsyneladende og stræbte derfor desto ivrigere efter at forøge sine Undergivnes teoretiske og praktiske Uddannelse. Han indførte derfor et Bibliotek fo r sine Officerer, holdt Foredrag for dem og arrangerede Instruktionsøvelser for dem, — han søgte paa enhver Maade at højne sin Afdeling, saa at hans Regiment snart anbefaledes i Hæren som en Mønsterafdeling. Regimentet blev et Læreregiment for det østrigske Rytteri og forsattes derfor til Pressburg 1802. Den 27. August 1805 udnævntes han til Generalm ajor og ansattes som Brigadeer ved Æ rkehertug K arls Hær i Italien som Kommandør for en let Brigade paa Hærens venstre Fløj og havde til Opgave at forsvare Adigefloden fra Bevilloque til Legnago. Terrainet var ham velbekendt fra tidligere Tid — han havde jo selv opdaget og benyttet Flodovergangen ved Legnago. D erfor dristede han sig til uden Bemyndigelse en Dag med en Eskadron H usarer at svømme over Adige, overfalde en fransk Post og vende tilbage med 50 Fanger. Denne Virksomhed, der var ret efter hans Hoved, blev imidlertid afbrudt ved Befaling til hurtigst muligt at indfinde sig i Wien, hvor man havde en anden Bestemmelse for ham. Det viste sig, at han skulde ansættes som Generalstabschef ved et engelsk Armékorps, hvis Landgang ved Quiberon i Bretagne var forestaaende. Men inden Sagen var i Orden indløb Rædselsbudskabet, at Feltm arskalløjtnant Maek den 20. Oktober 1805 havde overgivet sig med 25.000 Mand i Ulm. Radetzky rejste atter til Hæren i Italien, men som Følge af de ulykkelige Begivenheder i Tyskland, tiltraad te Æ rkehertug Karl Tilbagetoget med sin hidtil sejrrige Hær. Slaget ved A usterlitz og den paafølgende Fred i Pressburg gjorde Ende paa Felttoget, den kejserlige Hær gik i V interkvarter, og Radetzky kom som Brigadeer til Wien, efter at der v ar lykkedes ham at blive fritag et for den Udnævnelse til østrigsk Kommissær ved den russiske Overgeneral Kutusows Hovedkvarter, der tiltænktes ham. Man overdrog nu Radetzky at foranstalte en hel Nyordning af Hærens T ransport- og Dyrlægevæsen, Hverv, som han skilte sig fra med udmærket Resultat, ligesom han ogsaa havde virksom Andel i Oprettelsen af og Virksomheden i det senere saa berømte „Equitationsinstitut" i Wiener Neustadt. løvrigt benyttede han Fredsaarene inden Krigsudbruddet i 1809 til sin egen Uddannelse.
Sjældent har vel i Historien en Stat været saa uundgaaeligt nødtvungen til at føre Krig, som Ø strig var det i 1809 efter alle de Ydmygelser, falske Beskyldninger og ligefremme Forhaanelser, som det havde m aattet døje fra Napoleons Side. Ved Krigens Udbrud i April spildte Ø strig som saa ofte før den kostbare Tid med uheldige M anøvrer og forpassede det gunstige Øjeblik, da de franske Hære stod splittede i Tyskland før Napoleons Ankomst til Krigsskuepladsen. „Felttoget v ar forulykket straks ved Begyndelsen", skriver Radetzky i sine E rindringer. — „Man koncentrerede Arméen i Bøhmen og brød ikke herfra mod Donau ved Regensburg, men forlagde Koncentrationen fra Bøhmen til Østrig, hvorved der indtraad te Forsinkelse. Davoust kunde i Ro og Mag gaa til Regensburg og gøre sig til H erre over Donau, mens vi begav os derhen langsomt og i korte Dagsmarchef. Derved vandt Napoleon Tid til med sin Armé a t naa Donau sam tidig med os. H er begik vi den anden Fejl ved igen a t spilde Tid med den unyttige Indtagelse a f Regensburg." — F ra Krigens Begyndelse fik Radetzky Kommandoen over en let B rigade som Avantgarde for 5. Armékorps, der koncentrerede sig ved Budweis og gik over den bayerske Grænse. Det var Radetzkys Haab, at Hæren med hele sin K raft skulde kaste sig over venstre Fløj af de adskilte frem rykkende fjendtlige Kolonner nord for Donau, sprænge dem og uden Ophold m archere mod Nedre Rhin og derved give Preussen Lejlighed til at slutte sig til Forbundet mod Napoleon. Det var efter hans Mening Midlet til at bevare Wien fra for anden Gang at blive besat. Men saaledes blev det ikke. Den 16. April kastede Radetzkys Brigade Bayrerne tilbage i en Fægtning ved Seligenthal og besatte 18. April Højderne ved Siegburg, men Overkommandoens Planer forsagede ved Napoleons Ankomst. Man havde ventet ham tilbageholdt i Spanien, men paa fire Dage tilbagelagde han Vejen fra Paris til Donauworth, hvor han vilde koncentrere sin Hær. Den østrigske Hær havde den store Fordel at være koncentreret, medens Franskmændene ikke var det. Det havde sikkert staaet i Æ rkehertug K arls M agt at rykke frem til en Stilling mellem Bayrerne og Davoust og knuse begge disse Korps, et for et, men hans Langsomhed og aabenbare Usikkerhed reddede de franske Hære. Napoleon havde straks set det uheldige i, at hans Generaler havde spredt sig saa stærkt, og gav sine O rdrer for at oprette Fejlen. De østrigske Korpser udgjorde ikke længere nogen sammenhængende Masse, men en altfor udstrakt Linie, saa a t de havde overladt Napoleon det Initiativ, som de ikke selv havde evnet at gribe dengang, det frembød sig.
Korpset, hvortil Radetzky hørte, gik tilbage mod Wien med hans Brigade som A rriéregarde, og under denne vanskelige Tilbagegang m aatte han levere Fjenden adskillige Kampe og tilsidst udførte han den 1. Maj den Stordaad med sin Brigade at redde en hel Division fra Tilintetgørelse og Tilfangetagelse. Han fik den Dag Ordre til hurtigst at passere Floden Traun og ødelægge Broen over den, da Massena rykkede frem mod Linz og truede med at naa Traun før den østrigske Bagtrop. Men Radetzky vidste ogsaa, at hele Divisionen Schustekh derved vilde blive absolut afskaaret af det franske Korps Suchet. Radetzky besluttede derfor — imod den ham givne Ordre — selv at vente med Overgangen over Traun og a t aflede Fjendens Opmærksomhed fra Divisionen ved at standse hans Frem rykning, — det gjaldt jo om a t vinde Tid. Den 2. Maj passerede Divisionen bag Ryggen af A rriérebrigaden og naaede i sidste Øjeblik at komme helskindet over. Den 3. om Morgenen angreb Fjenden igen, og Radetzky tra k sig tilbage under henholdende Fægtning. Han havde paa glimrende Vis opholdt en ti Gange stærkere Styrke og reddet en hel Division. Den 27. Maj blev Radetzky udnævnt til Feltm arskalløjtnant og Divisionskommandør ved 4. Armékorps.
(Fortsæ ttes).
