Danske erfaringer med ødemarksmarcher
Fabrikant, major (R) A . N. Hvidt, D K L G redegør i denne artikel for en række praktiske erfaringer med hensyn til anvendeligheden under ekstreme klim atiske og terrænmæssige vilkår af mundering og enkeltmandsudrustning, der tilnærmelsesvis svarer til den i Fo rsvaret anvendte standard. Erfaringerne er indhøstet på en ødemarksvandring i Lapland i sommer.
Den der går tilbage i Militæ rt tidsskrifts søsterillade i Norge og Sverige fra årgangene efter 1. verdenskrig, v il hyppigt støde på artikler, der omhandler fjeld- og ødemarksmarcher foretaget snart af et troppeled, snart af en skole, undertiden af en lille gruppe officerer. Beretninger af den art har altid været velvilligt modtaget, hyppigt livlig t kommenteret og virket inspirerende på enhver, der som officer har følt ansvaret for at være inde i feltlivets jordnære krav til den enkelte mand. Tilsvarende beretninger ses aldrig at have fundet vej til den danske militæ re fagpresse. Måske får vi en dag en omtale og - for at tale folketingsdansk - en »vurdering« af træning og gennemførelse af Nijmegenmarchen. Der er sikkert meget stof, som kunne være til nytte for et o fficerskorps med dansk værnepligtsungdoms fysiske udvikling som ansvarsområde. Når de følgende sider rummer en beretning om danske øboer på en ødemarksvandring, så er tilskyndelsen den enkle, at dels gennemførtes denne march under anvendelse af en betydelig mængde materiel, der idag er dansk hærnorm, og som her kom på en grundig prøve, dels at den afdækkede problemer, som ingen har lejlighed til at tumle med i den årlige danske, militæ re øvelsesrytme. Problemer af fysisk, psykisk og forsyningsmæssig art, som im idlertid hurtigt kan blive aktuelle. Man kan vel uden alvorlig modsigelse frem føre den tanke, at det er sandsynligere, at danske hærstyrker i frem tiden vil finde anvendelse uden end inden for rigets grænser. Og operationer i områder, præget af ubeboet ødemark, bjergrigt terrain og først og sidst vejløse landskaber, hvor alt må mandbæres, hvor intet motorkøretøj kan færdes, kan slet ikke udelukkes af det sandsynliges verden. Hvorsomhelst kan danske tropper idag blive udladet pr. fly - og være henvist til at fortsætte til fods. En ødemarksvandring med nogen tids afskæring fra vanlige forsyningskanaler ville være en væ rdifuld disciplin at trække danske officers- og reserveofficersaspiranter igennem.
Den her skildrede march gennemførtes af 10 medlemmer af »Dansk Fjeldvandrer-Klub«, 7 mænd og 3 kvinder. Alder fra 29-62 år - ingen i nogen speciel fysisk form, alle fra København og omegn med gennemgående stillesiddende arbejde, stabile økonomiske kår og prototyper på velfærdsstatens sovebys-borgere. Marchen strakte sig over 11 døgn, hvortil kom ca. 1 l/2 døgn op- og lijemmarch pr. jernbane. Turens rute skal ikke skildres i detaljer. Den kan højst interessere andre laplandsvandrere - og de er næppe talrigt repræsenteret i tidsskriftets læserkreds. I al korthed: den strakte sig gennem Kebnekaise-Sarek-området. Fælles for samtlige deltagere var en vis berøring i en fjernere eller nærmere fortid med alm. danske militæ re vilkår. A lle havde eller havde haft en eller anden tilknytning til Hjemmeværnet, Danmarks Lottekorps, Kvindelige Marinere, Hærens Reserveofficerskorps. Nu var »ekspeditionen« ikke nogen m ilitæ r operation, men vilkårene havde så mange paralleller til en tilsvarende march, om den var foretaget i militæ re rammer, at mange problemer kunne håndteres efter samme norm. Det gav mange fordele. V il man opdele erfaringerne til brug for danske officerer, kan de samles i de materielle, fysiske og psykiske. Tilfæ ldet ville, at mange effekter, der indgår som dansk standardudrustning i Hæren, dominerede det materiel, deltagerne var udrustet med. Det gjaldt beklædning, ras:- og kostudstyr, pakmidler, bivuakeringsmateriel og forplejning. Da vejret var »hårdt« på det meste af turen, blæst, regn og atter regn, dagtemperaturer fra 7-11 grader og nattemperaturer omkring frysepunktet i de fleste døgn - dog oplevedes et enkelt døgn med dagtemperatur omkring 25 grader og nattemperatur omkring 12, kan turen rent klim atisk siges at være et godt cxempel på, hvad man kan komme ud for i Danmark i februar-april. I den ramme blev erfaringerne af umiddelbar værdi for danske iagttagere.
Beklædnings-problemer Beklædningen var for de flestes vedkommende baseret på sager, der stort set modsvarer: Kortærmet undertrøje, uldne, stopningsløse sokker — kun eet par i støvlen. Ulden (halvulden) skjorte, uldne bukser (hvad man ville kalde »44-bukser«), langærmet pullover (»uldfoer til jakke 58«), vindjakke (»jakke 66«), hætte, bredbræmmet hat, uldne vanter, overtræksvanter, uldent halstørklæde. Skiftetø j: 3 par sokker, et sæt undertøj. Regntøj: fellregnslag (modificeret letvægts-). Støvler: 54-typen med kra ftigt profilerede (gummi) såler. Gamacher. Påklædningens hensigtsmæssighed var helt overbevisende. De anvendte sager gav til alle tider fuld beskyttelse mod kulde og væde, og i varmt vejr var ventilation og »åndefrihed« let at opnå. 44-bukserne blev båret med store smøg, der gav lu ft til ben og lår, vindjakke og pullover spændtes sammenrullet på oppakningens top sammen med hatten - al klæbende sveddannelse blev undgået. Enhver forestilling om, at de svingende døgn- og kropstemperaturer for buksernes vedkommende kunne reguleres med af- og påtagning af »giraftrusser« kunne, som for soldaten på slagmarken, hurtigt henføres til fantasiens verden. Der var almindelig enighed om, at friluftsmandens, og hertil kan trygt henregnes soldatens, feltskjorte hør have brystlommer og alm. flip som på skjorte 44 og lukkes med slips (!) i halsen - ikke med knap. Knapning i halsen giver enten for snæver og snærende et lukke eller vid en åbning. Halsens perimeter svinger stærkt med temperaturen både i og uden for kroppen, slipset kan regulere skjortekravens »flipnummer« på en enkelt og bekvem måde. A t gøre vindjakken (anorakken) til »fast element« (som i 58’eren) synes at savne enhver begrundelse i årets varme måneder. Feltskjorten må være indrettet som uniformsoverdel (og for soldatens vedkommende indbefatte skulderklapper). Selv i stærk regn understregedes den gamle, for de fleste textil-teknikere u forklarlige sandhed: E t tyndt lag bomuld (vindjakken) båret uden på en luvrig ulden klædning (pullover) udelukker faktisk gennemblødning.
Denne kombination gav derudover bekvemme muligheder for hurtig tørring. I bivuak blev den våde vindjakke hurtig tør, eller tørrede inden i teltet i nattens løb. Den let fugtige pullover gik med i soveposen - og tørrede ved kropsvarmen. Bukserne - uanset væden ligeså. Bomuldsovertræk over bukserne savnedes egentlig ikke. Ulden viste sin historiske værdi som beklædning for frilu fts folk og soldater. Betydningen af i koldt vejr at kunne lukke tæt om håndled og bukseben (gamacherne) trådte klart frem. Hvad der for de fleste var en ny iagttagelse var den kom fort, en vindtæt hætte yder. Under korte h vil var der en verden til forskel om der rastedes med eller uden hætte. Den gamle sandhed om varm hals- og øreregion = varm krop, trådte tydeligt frem. Grunden til at regnslaget ikke anvendtes så hyppigt som man ville gøre det i dansk terrain var det meget kuperede og knudrede terrain. Stigninger og fald på 4-500 inden for 1 km vanskeliggør bevægelser under marcher, der ofte måtte karakteriseres som sidste stadium inden begrebet »klatring« skulle bruges. Feltregnslagenes anvendelighed var iøvrigt kilde til megen tilfredshed. En iagttagelse man normalt ikke får lejlighed til at gøre, er denne munderingsgenstands værdi som læskærm i vegetations- og bebyggelsesøde terrain, hvor der skal hviles og koges i kold blæst, ofte ledsaget af stærk nedbør. Marchgruppen mødte flere grupper af andre ødemarksvandrere, for hvem de uundgåelige h vil uden læ var en hård prøvelse. Når man betænker, hvor sjældent man ser danske officerer »spille på« den militæ re feltdragts mange muligheder for at holde folkene tørre, varme eller fri for sved (selv i gloende sommervarme gåes der næsten alle steder med buksebenene indstukket i støvlerne f. ex.) kan der jo være en vis rim elighed i at nævne alle tænkelige komfortgivende arrangementer, som kan iværksættes på stedet. Specielt under forhold, som vore soldater er afskåret fra at gøre erfaringer under, henset til den daglige tjenestes egenart herhjemme. A t feltregnslaget også savnedes i anden sammenhæng under stærk regn fremgår af den kendsgerning, at den rembårne oppakning dermed også blev regnvåd og kunne øge sin vægt med op til 2 kg ! Som hovedtøj fastsloges den tidløse fordel, der ligger i en filt- eller lærredshat med skygge hele vejen rundt. Deltagerne havde jo ikke Hærens ideelle regnvejrshat: inderhjelmen og måtte sørge for regnvandets afledning fra pande, nakke og tindinger på anden vis, og det blev hattebræmmernes opgave. De var også værdsatte i de få, til gengæld overvældende, soldage, der oplevedes. Vindjakke-(anorak)-hætten bliver, selv i regn, ofte al for varm - ligesom regnslagshætten. Stærke pro filer på støvlernes gummisåler er i fjeldom råder helt afgørende for marchevnen over stærkt stenet terrain - ved elvovervadninger under visse forhold et spørgsmål om liv og død. Ingen brugte 58-støvlen, flere 54-modellen, specielt forsålet. Den løse gamache var lige velkommen, når den var anlagt (der måtte gennemvådes flere sneområder og klatres over en del bræer) som når den var aftaget og sammen med opsmøgede bukseben gav et maximuin af lu ft til underextremiteteme. Daglig omhyggelig pudsning af støvlerne med fed vokscreme gav forbløffende gode muligheder for tørre fødder. I døgn med 24 timers skybrud var dog ingen forskånet for våde sokker. Der var de deltagere, der brugte tynde sokker -f- ragsokker vanskeligt stillet - og der kan uden tvivl argumenteres for at soldaten - uden for arktiske kuldeområder, kun bør bære eet par sokker i støvlerne. Kampen mod trenchfeet bliver ellers håbløs.
»Bepakningssager«
Toilet- og pudse-grejs-gruppen med tilhørende sy- og nødhjælpssager gav ikke anledning til mange iagttagelser. Toiletsagerne var flittig t i brug. Ødemarksvandrere har samme slid på moralen som soldater i felten - og respekterer stabiliseringsaktivet: gennemført toilettering og pudsning. A f vægtmæssige grunde holdtes »bepakningssagerne« på det absolutte m inimum - og som altid blev toiletpapiret den første mangelvare, mens andre måtte sande dette toiletmiddels svigtende effektivitet, når det, som så meget andet på turen var blevet gennemvådt. I vandløbs- og i det hele vandrige områder spillede denne mangel nu en underordnet rolle. Inden for denne gruppe må nævnes spørgsmålet: myg, som alle spørger om i en laplandsfarers selskab. Den her skildrede ekspedition var ikke plaget af myg i nævneværdig grad - men der var, hvad man ville kalde, godt med myg. D ertil havdes to midler: om natten helt myggetætte telte, og uden for disse (om dagen) fortrinlig dansk myggeolie på sprayflasker. Takket være velvilje fra Den kgl. M arine havde ekspeditionen yderligere rådighed over egentlige myggenet, som den altså ikke fik brug for. Den tanke slog af og til en, om vore krigsforberedelser for Hærens vedkommende overhovedet indbefatter myggepræventiv udrustning, eller om vi på det område skal overraskes ved et pludseligt opstående massekrav, som vi v il blive ubehageligt overrasket for den manglende snesløringsudrustnings vedkommende.
Sanitetstjenesten kunne indskrænkes til et minimum: som forudset drejede det sig væsentligt om brandsår på fingrene og enkelte fodvablcr. Man skåncdcs for den alvorlige side af sagen: egentlige sygdomstilfælde og for fod- og benskader med tilhørende marchudygtighed. Man havde gerne villet medføre en m orpliinbeholdning til brug i absolut påkommet tilfælde. Det vil sikkert glæde mange at børe, at det var komplet umuligt i Danmark at få så meget som en enkelt ampul til låns på ære og samvittighed m. v.! Uheld med tøj og anden udrustning forekom ikke, men som altid var der fra første til sidste dag brug for en flad- og bidetang. Feltvante læsere v il nikke genkendende til d e n iagttagelse. Folk, der bar ansvaret for isolerede troppeleds feltmæssige forsyninger bør ikke glemme, at det ikke alene er gruppen proviant og ammunition samt drivmidler, der skal tilgodeses. Toiletgrejs-gruppen (i videste forstand) rummer mange former for forbrugsgods. Det drejer sig om små mængder, men de skal være til stede. For ekspeditioner af den lier omhandlede art krævede den totale isolation fra omverdenen og alle forsyningskilder en meget minutiøs planlægning, udstyrssammensætning og -pakning. Kun at kunne påregne tilgang af vand - og helt tilfæ ldige mængder af brændsel - giver planlægningen en alvor og stiller krav til en systematik, som ikke v il være officerer fremmed.
Kostudstyr.
Kostudstyret lå så tæt på Hærens norm, at det faktisk må kaldes identisk. Eneste forskel: Enmandskogekedel M/1954 medførtes i kombinationen: inderkedel -f- låg, der kunne anvendes som stegepande. Kedlen forsynet med regulerbart greb, som den kunne hænge. Plastfeltflasken M/1964 -j- aluminiumskrus. Spisebestik indskrænket til ske (dertil havde alle i forvejen en slirekniv i bukseremmen}. A t ekspeditionen på intet tidspunkt savnede varm drik og varm mad, kan den takke Hærens enmandskogere med hexamintekniketter (som det nu skal hedde) for. A t denne opfindelse bar revolutioneret soldatens forplejning i felten, fik man atter bekræftet. Tekniket-rationen bestod af en pakke (8 lange tekniketter pr. deltager pr. dag). Med sparsommelighed rakte det til y2 liter morgentlie, 10 minutters kogning af præ fabrikeret middagsportion -f- y2 lite r kaffe. 10 minutters kogning af aftensmad (normalt suppe) + ]/2 lite r varmt barber- og vaskevand om morgenen. Beholdningen kunne strækkes ved hjælp af indsamlet fjeld pil og andet brændsel (som der skulle et sært held til at »støde på«). Tekniket-overskuddet kunne så anvendes under et formiddags- og eftermiddagshvil til varm cacao. Det er med stor glæde, man kan konstatere, at Hærens nuværende norm for enkeltmand hvad forplejningsrekvisitter angår, for første gang i dens historie kan dække ethvert rim eligt (og for så vidt også urim eligt) krav fra feltsoldatens side. Hexaminens muligheder for indentelts kogning skal ikke forblive unævnt, ligesom dens evne som optændingsmiddel for kogebrænde.
Proviant.
Ikke mindre begejstrede vendinger skal bruges om Hærens konserverede rugbrød, som ekspeditionen ved velvilje fra Forsvarets Intendanturkorps’ side havde haft lejlighed til at købe til samtlige deltagere. En pakke på 250 g udgjorde et døgns ration pr. deltager. Velsmagende, mættende, appetitligt, velpakket, let håndterligt. Derudover måtte man ty til den svenske hærs frysetørrede middagsportioner, der i pakker å godt 100 g efter 10 minutters opvarmning gav en hel kogekedel fuld af den delikateste kødog grøntsagsstuvning. Samtlige deltagere så hen til dette måltid, der altid indtoges midt på dagen under »det store« hvil. Man mødte med en appetit, som ingen troede kunne forvandles til mæthed. Men det kunne dette m åltid klare med sine 6-7 kalorier pr. gram. Og dertil efterlade et betydeligt velvære. Derudover bestod rationen af frugtsuppepulver (dansk — til aftenbrug), ost af danabluetypen og marmelade. Varmdriksingredienser: the/kaffe/cacao -jsødepulver. Salt til hovedmåltidet. Ingen brugte eller savnede smør - flere brugte mælkepulver i the og kaffe. »Portionen« (for nu at holde hånden over denne gamle militæ re terminologi modsætningsvis til »rationen« - hestens daglige foderkvantum!) vejede 700 g pr. mand/dag -{- 100 g liexamin. Der var provianteret for 10 dage - altså 8 kg = oppakningens basisvægt øget med næsten 50 %. Marchen blev bekvemmere og bekvemmere! Tobak og »søde sager« spillede den sædvanlige rolle som for soldaten. Stormtændstikkerne viste sig uundværlige, dels i det læløse område, dels fordi liexamin faktisk er svær at antænde.
Bivuak- og rastudstyr.
Rast- og bivuakudstyr udgjordes af soveposer af toga-typen, altså den, som Hæren ikke har valgt. Men trods dette kan det fastslås som essentielt, at manden i felt kan bruge sin sovepose til koldtvejrs-beskyttelse i oprejst evt. marcherende stand. Som tæppesvøb anvendtes Hærens M/1961, som gav bekvem mulighed for hesteskorullet sovepose, var meget anvendt som nødregnslag i bivuak (feltregnslaget oprigget) og som underlag udentelts ved spisning, toilettering o. 1. og først og fremmest som bivuakunderlag. T il bivuakering brugtes af myggepræventive grunde ikke feltregnslagstelte, men liver deltager var forsynet med et dansk enmandstelt (600 g -jteleskopstang, pløkke og barduner). Det ydede den før omtalte myggefrilied om natten. Som oversejl brugtes feltregnslaget. Ekspeditionen eksperimenterede indgående med forskellige letvægtsluftmadras-typer. Spørgsmålet synes endnu ikke at liave en endelig løsning i sigte. Kulden om aftenen tvang normalt folk i soveposerne efter spisning og aftensoignering (gennemført tandbørstning), ligesom man normalt kogte sin varme morgendrik endnu liggende i soveposen! Det var lyst hele natten - dem, der kender til danske vinterbivuakker (mørke fra kl. 1530 til 0830, det sidste stearinlys brugt, feltlygten udbrændt), vil kunne værdsætte dette gode. Der medførtes en spade i form af en aluminiumsplade, der skruedes på en dolk. Det rakte. Økse til kløvning af brænde savnedes ikke nævneværdigt - det var brændet, der savnedes. En enkelt gang, livor der skulle kløves, brugtes kombinationen: dolk -(- sten.
Pakmidler og oppakning.
Af pakmidler brugtes Hærens bagagesæk M/1950 båret på mejs med skulderpuder. Den kunne fra starten lige rumme 10 dagsrationer, toiletog pudsegrej, ekstra sokker og undertøj. Ind til der var »spist plads«, var kogekedlen spændt udenpå. Udenpå førtes tillige rastrullen (i hestesko) ovenpå denne teltrulle, under sækken regnslaget. Hængende ned fra mejsen i nå-med-hånden-højde: korttaske med småfornødenheder, orienterings-udrustning og fotoudstyr. T illig e feltflaske med krus og ske. Den rembårne oppakning vejede ved starten 22 kg pr. deltager, hvad der lå i overkanten af det behagelige til feriebrug, trods betydelig lempelse ved veltilpassede mejse og anvendelse af fede skulderpuder. Man mødte mange ødemarksvandrere med betydelig større vægte — op til 40 kg! Men de så for de flestes vedkommende ud som galejslaver på styrtestadiet. A f de 22 kg var 8 proviant. T il sammenligning bør anføres, at den danske infanterist efter virkeligt videnskabeligt udførte målinger foretaget herhjemme i 1962 har (havde) en hasisvægt, remhåret, på 11 kg. Differencen på 3 kg mellem ekspeditionen og vor infanterists kan forklares ved hæringen af enmandstelt, letvægtsluftmadras, undertøj, 2 ekstra par sokker, rygsæk (hagagesæk) i stedet for paksæk, mejs med skulderpuder og korttaske med en del »førerudrustning«, som giver et tilskud af »funktionsudrustning«, som ikke indgår i infanteristens vejning, der ikke inkluderer våben med tilbehør. Der stilledes store styrkekrav til remtøj og pakmidler. Dansk liærnorm klarede alt og blev ofte beundret af udenlandske vandrere. Sliddet i fjeld områder på selve pakmiddelstoffet er betydeligt. Folk med tynde nylonpakninger kom hurtigt til kort. Det bekræftedes atter, at pakmidler, der rummer proviant og tøj, må kunne »ånde« (mugdannelser).
»Funktionsudrustning« (»Førerudrustning« ).
Denne udrustningsform omfattede kort, kompas, lygte, termometer og rejselekture. Om kortene var der ikke så forfæ rdelig meget godt at sige - de bedste kort var ]/2 cm’s - og de var ikke nøjagtige. Kompas = Hærens M/1945 (Silva type 15) - helt tilfredsstillende. Kikkert er et vigtigt march-recognoscerings-instrument i fjeld og ødemark.
»Operative« iagttagelser —
»Taktiske« erfaringer kan der selvsagt ikke tales om - og dog må vedholdende fodmarcher i vanskeligt terrain vel være en marchform, hvoraf der kan ledes taktiske erfaringer. I så henseende blev det fastslået, at moderat marchprogram de første dage -f- regelmæssige rastdage (3., 7. og 10. dagen) med total livile m uliggør en rim elig kadance selv med lavlændere i højlandet. M aterielt må der tilgodeses egnet og fuldkommen tilvant støvlemateriale, velsiddende oppakning og regelmæssig varm og nærende forplejning. D ertil streng marchdisciplin og »pudsedisciplin« (se senere). Ekspeditionens oppakning havde som ovenfor nævnt en basisvægt på 13-14 kg pr. mand - dertil kom 8 kg proviant og brændstof. Det var ikke soldater - og gennemsnitsalderen lå et godt stykke over soldaters — men kun beskedent over bataljons- og kompagnicliefers. Her må det igen erindres, at ingen bar funktionsudrustning - bortset fra lid t kortmateriel, en enkelt kikkert, fotoudrustning o. 1., der kan modsvare lid t førerudrustning. Men det kan fastslås, at »man« altså godt kan gennemføre en »længere« marchrute (ialt 8 egentlige marchdage med gennemsnitlig 6y2 times fodmarch i døgnet) med danske i hårdt terrain og under hårde vejrforhold - så hårde som sommerhalvåret kan give. Operationer i de her skildrede områder v il altid kræve folk, der har fjeld-erfaring og bl. a. kender teknikken ved overgang over vandløb og bræer.
Psykologiske erfaringer.
At sådanne »taktiske« iagttagelser må have den m aterielle status som baggrund siger sig selv. Men den psykologiske spiller som bekendt mindst lige så meget ind. E t par bemærkninger herom. Ekspeditionen havde ikke på noget tidspunkt eller i nogen forbindelse »mørke dage«, eksempler på felt- eller fjelddepression eller ødemarksspleen. H e rtil bidrog selvsagt den almindelige feriestemning, et selskab af relativt homogent kundskabs- og intelligensniveau (hvor højt eller lavt, det var, skal forfatteren af disse linie r selvsagt ikke ytre sig om). Endvidere områdets berigende skønhed, der gjorde dybt og opbyggende indtryk på alle, et exceptionelt fornøjeligt kammeratskab og bymenneskers almindelige tilfredshed med at være udkoblet af dagliglivets hurlumhej og støjcentrer. Det skal med glæde anføres, at der aldrig hørtes eller form entlig udtaltes et eneste snærrende ord på hele turen - trods træthed, uundgåelige skuffelser, småærgrelser, og hvad der mere hører med til felt- og teltliv; flere indrømmede, at de meget forsætligt havde besluttet at afholde sig fra enhver mishagsytring, hvad der end måtte hænde på denne tur. Den totale afskæring fra omverdenen, derunder ingen forbindelse til eller fra hjemmet i relativ mange dage, fik også deltagernes »korpsånd« udviklet - og den kammeratlige hjælpsomhed kendte ingen grænser. Det skal i forbindelse med den forud anførte bemærkning om ekspeditionens gennemgående kendskab til danske militæ re normer oplyses, at turens psykologiske velvære kraftigt blev båret oppe af en streng efterleven af de gamle militæ re dyder: renlighed med person og udrustning - og gennemført orden i bivuak og i oppakningen. Der skal en vis disciplin til under kolde og våde forhold at gennemføre to gange daglig tandbørstning, daglig blankpudsning af støvler, rengøring af tøjet i almindelighed,
BESKADIGET MATERIALE
