Af Oberstløjtnant Wilkenschildt.
Som Foredragets Titel antyder, er Emnet for Foredraget udelukkende det Artilleri, der finder Anvendelse ved Felthæren i Bevægelseskrigen og i Kamp om feltbefæstede Stillinger, det Artilleri, som i Fortiden almindeligvis betegnedes ved Felt- og Fodartilleriet, men som i Overensstemmelse med Verdenskrigens artilleritaktiske Udvikling rettelig bør sammenfattes under Fællesnavnet: Feltartilleriet; det bevægelige Kystartilleri, Jernbaneartilleriet, maa lige nævnes, da det ogsaa bruges i Kampen til Lands, og af Luftmaalsartilleri maa Felthærens bevægelige Luftmaalsbatterier naturligvis tages med. Som Ramme for Foredragets organisatoriske Del er valgt en Hær med Divisioner paa 9 Fodfolksbatailloner, da Hærdele af denne Størrelse var almindelige baade paa fransk og paa tysk Side i den sidste Halvdel af Verdenskrigen; man vil dog let herfra kunne slutte, hvorledes Forholdene bør være, hvis der vælges Divisioner paa 12 Fodfolksbatailloner. Foredraget falder i 2 Hovedafsnit: Materiel og Organisation.
A. Materiel.
Felthærens lette og tunge Feltartilleri.
Som Udgangspunkt for Drøftelsen af Spørgsmaalet om, hvilke Pjecer der bør indgaa i Fremtidens lette og tunge Feltartilleri — Fortidens: Felt-, Fæstnings- og Belejringsartilleri — er der i Tabel I givet en Oversigt over 2 Fremtidsskytssystemer, der er foreslaaet henholdsvis af „deux officiers d’élite de l’artillerie française“ („La France militaire“, Efteraaret 1919) og en af den amerikanske Regering nedsat Artillerikommission („Journal of the United States Artillery“, Juli 1918). Som man ser, er der for det Artilleris Vedkommende, vi foreløbig beskæftiger os med — det franske: „l’artillerie de campagne“ (A. C.) og „l’artillerie lourde de campagne“ (A. L. C.), det amerikanske: „Light-, Medium and Heavy Field Artillery“ (L. F. A., M. F. A., H. F. A.) — forbavsende god Overensstemmelse mellem de to, fuldstændig uafhængigt udarbejdede Forslag, idet der faktisk ikke er anden Forskel mellem dem end, at en mellemtung, lang Kanon savnes i det franske Forslag. Efter mit Skøn vil et Skytssystem, der slutter sig nogenlunde nært til disse Forslag, tilfredsstille alle Krigens Fordringer, og jeg vil derfor basere mig paa dem, naar jeg nu gaar over til at omtale de enkelte Skytstyper.
Man maa ogsaa i Fremtiden regne med de 75 mm Feltkanoner, der for Tiden er i Brug, men de vil ogsaa i de fleste Tilfælde paa fyldestgørende Maade kunne løse de Opgaver, der tilfalder det lette Feltkanonartilleri. Ved Fremtidsanskaffelser vil man naturligvis samtidig med, at der tilvejebringes et særligt, let Ledsageskyts for Fodfolket (hvorom senere), søge at udvikle den lette Feltkanons Egenskaber, navnlig'i Retning af forøget Skudvidde og forøget Højde- og Sideretningsfrihed (Skydning mod Luftmaal). Den 105 mm lette Felthaubits har vist sig uundværlig saavel i Stillings- som i Bevægelseskrigen, dels fordi man i visse Tilfælde maa kunne raade over let Feltskyts med krum Bane, og dels fordi man ved denne Pjece faar langt større Brisantgranatvirkning end ved den lette Feltkanon af omtrent samme Køretøjsvægt. For det tunge Feltartilleris Vedkommende bliver den mellemtunge Felthaubits a f 150 — 155 mm Kaliber Hovedvaabnet, da den under alle Forhold er Kontreartillerivaabnet „par excellence“.
En tung Haubits af 190 mm Kaliber er maaske mindre paakrævet for vor Hær, men det maa dog anses for heldigt for en fuldkommen Løsning af vor Forsvarsopgave, at der findes et mindre Antal af denne Pjece. En tung Kanon a f 150 mm Kaliber er nødvendig til Skydning paa de længste Afstande (indtil 22000 m) i Stillingskrigen og til Støtte for Kystforsvaret. Endelig kommer vi til Spørgsmaalet: en mellemtung Kanon af 105—127 mm Kaliber, der jo savnes i det franske Skytssystem. En saadan er imidlertid nødvendig, dels fordi den 150 mm Kanon er for lidet mobil til altid at være ved Haanden, og dels fordi det i enhver Henseende er for uøkonomisk at bruge den tunge Kanon til alle Fjernskydningsopgaverne. Af Hensyn til Bevægeligheden bør man ikke gaa højere end til det 105 mm Kaliber.
Trækkraft.
Der kan ikke være Tvivl om, at Udviklingen bærer henimod at „motorisere“ Artilleriet, men en fyldestgørende Løsning af dette Problem har man endnu ikke naaet; den almindelige Motorvogn, der giver en særdeles tilfredsstillende „strategisk Bevægelighed“ paa Veje, egner sig ikke til Kørsel i Terrainet, og Traktoren, fremfor alt Krybeslæberen („Catarpillar’en“), der giver god „taktisk Bevægelighed“ i Terrainet, har for ringe Hastighed paa Veje. Krybeslæberen rummer dog sikkert Fremtidsløsningen. Hestetrækket vil utvivlsomt blive bevaret ved det Artilleri, vi nu har, ogsaa hvis det skal bruges i Fremtidsartilleriet.
Det kraftigste Hærartilleri.
Af det kraftigste Hærartilleri — det franske: „l’artillerie lourde å grande puissance“ (R. L. G. P.), det amerikanske: „greater power artillery“ (G. P. A.) — er kun den 240 mm Haubits en egentlig „Landpjece“, som imidlertid ikke kan anses for nødvendig for vor Hær, der ikke er anlagt paa store Offensivopgaver. Resten af dette Artilleri er bevægeligt Kystartilleri, som kun lejlighedsvis bruges ved Felthæren, og som derfor ikke skal omtales her.
Minekastere og Fodfolksskyts.
1 Verdenskrigen har der overalt været brugt 3 Typer af Minekastere: en tung af omkring 245 mm Kaliber, en mellemtung af omkring 175 mm Kaliber og en let af 58— 76 mm Kaliber. For vor Fremtidsfelthær maa en mellemtung Minekaster af 150 mm Kaliber og en let Minekaster af 75 mm Kaliber anses for nødvendige. En 150 mm Minekaster vil paa de kortere Skudafstande (indtil 2500— 3000 m) danne et fortrinligt, billigt og let transportabelt Supplement til det tunge Feltartilleri. Den bør derfor forefindes i ikke for ringe Antal. Den lette, 75 mm Minekaster har ikke alene vist sig som et fortrinligt Skyttegravsvaaben, men ogsaa udmærket som Ledsageskyts for Fodfolket, i hvilken Henseende den utvivlsomt er bedre end den i den franske Hær anvendte 37 mm Infanterikanon. Fremtidens lette Minekaster bliver i højere Grad end de tidligere anvendte et Artillerivaaben, bl. a. fordi den foruden til Kastning ogsaa maa kunne bruges i „Fladild “, t. E. til Nedskydning af Kampvogne. Den franske. General Malleterre er kraftigt traadt i Skranken for Ledsageskyts i Kampvogne; men Infanteriskyts er der ogsaa megen Brug for i Defensiven.
Antitankskyts.
Da Kampvognenes Panserbeskyttelse sikkert vil blive stærkt forøget i Fremtiden, maa man til Nedskydning af dem regne med Skyts af mindst 75 mm Kaliber. Det bliver derfor den almindelige, lette Feltkanon og den lette Minekaster, der maa anvendes; særligt Antitankskyts behøver man næppe.
Luftmaalsskyts.
Selv om Fremtidsfeltartilleriet bliver bedre egnet end det nuværende til Skydning mod Luftmaal, maa der i Felthæren være særligt Luftmaalsskyts — 1 å 2 Batterier pr. Division — med stor Begyndelseshastighed (c. 900 m) til Skydning mod de hurtigst og højest gaaende Flyvere. Luftmaalsskytset, der bliver af Kaliber mellem 75 og 105 mm, maa anbringes paa og kunne skyde fra M o torvogne. Særlig stor Evne til Kørsel i Terrainet er næppe nødvendig.
B. Organisation.
Artilleriets Detailorganisation.
For det lette Feltartilleris Vedkommende maa Verdenskrigen siges at have bragt en endelig Sejr for 4- Kanonsbatteriet.
Det tunge Feltartilleri organiseres bedst i 3-Kanonsbatterier; 4-Kanonsbatterier er for uhaandterlige (mindst 18 6spændige Køretøjer), vanskelige at anvende i skydeteknisk Henseende, ofte vanskelige at finde virkelig god skjult Opstilling til, og endelig kan 3-Kanonsbatteriet, naar det bestaar af tidsvarende Skyts, altid præstere tilstrækkelig Ildkraft.
2-Kanonsbatterier (svensk 21 cm Haubits) er absolut for smaa.
Afdelingen bør af Hensyn til den taktiske Føring og den skydetekniske Udledelse ikke være paa mere end 3 Batterier.
Blandede Afdelinger, o: Afdelinger med Batterier af forskellige Skytstyper (t. E. 2 75 mm Feltkanon- og 1 105 mm Felthaubitsbatteri) vil i mange Tilfælde vise sig formaalstjenlige. Om man organisatorisk skal gennemføre blandede Afdelinger, afhænger af flere Forhold, saasom Hærens og Artilleriets Organisation i det Hele taget, Uddannelsesforholdene og Skytsets konstruktive Beskaffenhed.
Artilleriets Indordning i Hærdele og Hære.
I Tabel II er der givet en Oversigt over Artilleritildeling til Divisioner (paa 9 Infanteribatailloner) og Armé-
korps saaledes, som den var ved Verdenskrigens Slutning i de to toneangivende Krigsmagter, Tyskland og Frankrig. Som Tabellen viser, er der for det lette Feltartilleris Vedkommende fuld Overensstemmelse, baade hvad A fdelings - og Batteriantal angaar i de to Lande; det angivne Forhold: .1 let Feltbatteri for hver Fodfolksbataillon vil utvivlsomt ogsaa passe for Fremtiden og kan derfor uden videre antages. Hvad det tunge Feltartilleri angaar, vil det være rationellest, at man først gør sig Rede for, hvor meget tungt Artilleri der maa være pr. Division i og uden for Divisionerne; man kan da derefter let afgøre, hvor meget af dette Artilleri man vil knytte fast til Divisionerne. I Tabel III er der opgjort Antal tunge Feltbatterier inden for Armékorpsene i Frankrig og Tyskland, men pr. Division. Som man ser, er der ogsaa her ret god Overensstemmelse mellem den franske og den tyske Artilleritildeling, og man kan derfor nogenlunde rigtigt gaa ud fra, at der pr. Division i Divisions- og Korpsartilleriet bør være mindst 6 tunge Feltbatterier.
I de krigsførende Lande fandtes der imidlertid foruden Divisions- og Korpsartillerierne ogsaa ved Arméerne et Hærartilleri, om hvis Størrelse og Art man imidlertid savner enhver Oplysning. Da det for en lille Hær gælder om at have et kraftigt, tungt Artilleri, som dog fremfor alt ikke maa blive den en Klods om Benet i Operationerne, tror jeg, at man passende kan sætte hele Behovet af tungt Feltartilleri til 9 Batterier pr. Division. Af disse 9 tunge Feltbatterier bør mindst Halvdelen være 150 mm Haubitser, og da Forholdet mellem Haubitser og Kanoner mindst bør være 3:2, bliver en passende Sammensætning følgende:
2 Batterier 105 mm Kanoner,
1 — 150 - —
5 — 150 - Haubitser og
1 — 190 - —
Som Divisionsartilleri bør der af disse 9 Batterier næppe indgaa mere end 1 Afdeling paa 3 Batterier, der udelukkende bør have 150 mm Haubitser. Tabel IV indeholder i Overensstemmelse med den fremsatte Redegørelse den Tildeling af let og tungt Feltartilleri, der efter min Anskuelse bør være i vor Hær pr. Division, dels fast knyttet til Divisionerne som Divisionsartilleri, dels som et Artilleri uden for disse (Hærartilleri). I Divisionsartilleriet indgaar der foruden det lette og tunge Feltartilleri et Specialartillerikompagni til
Betjening af Minekastere og Luftmaalsskyts, i hvilken Henseende man bør regne med følgende: Af lette Minekastere maa hver Fodfolksbataillon kunne udstyres med 1 Batteri, men da dette Skyts er meget hurtigskydende, kan man nøjes med 2 Pjecer i Batteriet. Et Batteri 150 mm Minekastere pr. Fodfolksregiment turde tilfredsstille alle rimelige Krav. 1— 2 Luftmaalsbatterier med 75— 105 mm Skyts maa, som tidligere nævnt, anses for passende pr. Division.
