Log ind

Feltartilleri Observations Bataillonen

#

I „The Field Artillery Journal“ 1948/49 findes en interessant artikelserie „The Field Artillery Observation Battailon“, som nedenfor skal refereres, da den indeholder forskellige interessante oplysninger.

Vore styrkers held i den 2. verdenskrig skyldes en stor mængde faktorer, af hvilke en, og ikke den mindste var vort feltartilleris meget effektive funktionering. Det har været bedre organiseret end nogen anden armés. Vort korpsartilleris fremragende præstation i kontrabatteri operationer skyldtes i høj grad feltartilleri observations bataillonens effektivitet.

Mærkeligt nok er dette store „mål- findings“arbejde forholdsvis ukendt for alt for mange artillerister. Den forholdsvis sene udvikling og det lille antal af disse enheder har ikke bekendtgjort dens eksistens. Offentliggørelsen af organisationens nye, omarbejdede kadre giver en udmærket lejlighed til at gøre artilleristen kendt med denne bataillon. Det er denne artikels formål at fortælle feltartilleri observations bataillonens historie, dens brug i den 2. verdenskrig og nogle af de krigserfaringer.

Feltartilleri observations bataillonen
der er hostet i forbindelse med dens anvendelse. Tillige at diskutere de nye organisationsrammer, der nylig er offentliggjort, bataillonens opgaver og teknikken, der er brugt af bataillonens principielle dele, nemlig: Lyd, glimt, radar, meteorologi og opmåling.

Historisk baggrund.
Feltartilleri observations bataillonen (herefter forkortet til F. O. B.) blev gradvis udviklet i perioden mellem de 2 verdenskrige. To dele af bataillonen, nemlig dens lyd- og glimtpejlingsenheder, blev skabt af 1. verdenskrigs kampfornødenheder.

Alle hovedstyrker, der deltog deri, benyttede en eller anden form for lyd- og glimtpejling. De første glimtpejleenheder blev dannet af en særlig gruppe af observationsposter, nøje stedfæstede og forbundne ved en fælles trådforbindelse, således at samtlige observationer kunne blive indmeldt og en stedbestemmelse foretaget ved pejling (grafisk).

Det er ganske den samme teknik, der bruges i dag med undtagelse af, at passende instrumenter og udrustning nu gives til særlig trænede observatorer. De første lydpejleenheder bestod af et antal lytteposter, hvor mænd med stopure lyttede efter lyden fra en fjendtlig kanon og indmeldte ankomsttidspunkterne for sådanne lyde til deres poster. LTd fra disse oplysninger kunne den fjendtlige kanons standplads findes. Disse menneskelige lytteposter blev erstattet med mikrofoner og et automatisk registreringssystem. Ved slutningen af den 1. verdenskrig var der ca. 80 lydpejlegrupper i de allierede styrker, og som dækkede bele fronten. Den tyske side af frontlinien var tilsvarende dækket, skønt der var nogle færre glimt- pejlegrupper.

De amerikanske lyd- og glimtgrupper blev dannet af særligt uddannede ingeniør- og kystartillerienheder. Disse enheder arbejdede endnu under den direkte taktiske kommando af G-2 af De forenede Staters bær. I løbet af krigen fortsatte kystartilleriet udviklingen af artilleriets lydpejle teknik, instrumenter og udrustning. I 1922 fortsatte feltartilleriet med at eksperimentere med glimt- og lydpejling ved Fort Bragg, Nortli Carolina, idet glimtobservationsbatteri, som var dannet den 3. august samme år, blev brugt.

Dette batteri blev senere „A“-batteri i 1. F. O. B. I 1927 blev, på forlangende af chefen for feltartilleriet, ansvaret for lvd- og glimtpejling ved hæren overdraget til feltartilleriet. I 1934 blev stabsbatteri og i 1939 „B“-batteriet oprettet for at fuldstændiggøre 1. F. O. B. Denne bataillon fik en fredsstyrke på 15 officerer og 353 andre befalingsmænd og menige. Således havde De forenede Staters hær i 1939 en fuldstændig artilleri observations bataillon. Den 2. F. O. B. blev oprettet i 1940. Yderligere 4 batailloner blev oprettet i 1941. Efter Pearl Harbor fortsatte udvidelsen, indtil der ved fjendtligbedernes ophør var ca. 25 fuldstændige batailloner.
Afrika og Europa.

I. F. O. B. var blandt de første af De forenede Staters styrker, der var i aktion i Nord-Afrika.
Observations bataillonerne blev anvendt med megen Fremgang i Nord-Afrika, Sicilien, Italien (berunder Anzio-Brohovedet), Sydfrankrig, Normandiet, Nordfrankrig, Luxemburg, Belgien (lierunder tlie battie of The Bulge), Holland og overalt, hvor amerikanske styrker kæmpede i Tyskland. Disse enheder landsattes tidligt i alle hoved-amfibie operationer. Det var planlagt at landsætte 13. og 17. F. O. B. på D + 1 dag i Normandi-invasionen. Stærk fjendtlig modstand forsinkede landsætningerne således, at 17. først landsattes på D 2 dag.

Et af batterierne fra den 285. F. O. B. blev næsten fuldsla-ndig ødelagt under Malmedy-massakren. En lydpejling af „B“-batteri fra 14. F. O. B. fik sit lydmateriel ødelagt ved et tysk modstød under operationer i et ufuldstændigt brohoved. Mandskabet fra denne deling sluttede sig af sig selv til en anli-tank deling under forsvaret af landsbyen Loisy i Frankrig, et vitalt led i kæden om det ydre forsvar af brohovedet. De kæmpede i denne stilling trods alvorlige tab, indtil de senere blev afløst af infanteriet.

Kampopgørelser viser, at et udstrakt antal af fjendtlige batterier blev stedfæstet ved lydpejling i alle korpsområderne. Det meget mindre antal fjendtlige batterier, der blev stedfæstet ved glimtpejling, skyldtes den effektive brug bos det tyske artilleri af masker, skjul og glimtsvagt krudt. Imidlertid blev et utroligt stort antal taktiske oplysninger indrapporleret fra glimtobservalører. Glimtpejling blev meget brugt til skudregistrering for vort eget artilleri (såvel ved jord- som luftsprængninger). Denne registreringsmetode er et af de mest nøjagtige midler, der er til rådighed for korpsartilleriet.

Medens radar-delinger ikke var organisatorisk tildelt observations batailloner, modtog nogle batailloner radar-sæt eller fik radardelinger tilknyttet før krigens slutning. Radar blev anvendt med held af Englænderne til kontramorter formål. Amerikanske kontra- morter-radar afdelinger var trannet og ville have deltaget i invasionen af Japan. Mere end en observations bataillon brugte radar i stedet for optiske instrumenter til bestemmelse af meteorologiske data, hvilket muliggjorde operationer, selv når sigtbarheden var dårlig.

Den 15. F. O. B. brugte et SCR-584 radar sæt til dette formål under operationerne Italien. Den brugte også SCR-584 til stedfa1- stelse af fjendtlig artilleri og til at rette egne styrkers artilleriild. Brig. Gen. Edward S. Ott bar i en artikel om radars anvendelse (FAJ Aug. 40) fortalt om fremragende resultater ved brug af SCR- 584 radar til stedfæstelse af artilleriild og til opdagelse og stedfæstelse af forskellige bevægelige jordmål.

Stillehavsoperationer.
Kampoperationerne, der fandt sted i Stillehavet, var på mange måder forskellige fra de i Europa. Særlig fordi tropperne ikke blev anvendt i masse før sent på krigen. I den højeste grad o- til o-krig, hvor man ofte stod overfor besværligt jungleterraiu, hvorfor glimtpejling blev fundet upraktisk og derfor ikke benyttet. Korpsopmålingsopgaver blev modarbejdet af sådant lerrain, hvor der dog var langt mindre brug for stort anlagte opmålinger. Få den anden side frembragte lydpejling en glimrende kilde til stedfæstelse af japansk artilleri og til indskydningsrettelser for eget artilleri. Af disse årsager blev organisatoriske F. O. B.er ikke anvendt, men specielle lvd- pejlingsdelinger blev dannet ved at tilføje støttepersonel og udstyr til den normale organisation af en lydpejledeling.

4 af disse specielle delinger, den 1., 2., 3. og 4. lyd-pejledeling blev oprettet i den sidste del af 1943. De blev brugt effektivt fra tidligt i 1944, indtil vore styrker landede på Filippinerne. Den 1. og 4. lyd-pejledeling landede på D —)— 1 dag på øen Levte, en normal fremgangsmåde. Senere blev disse 4 lyd-pejledelinger optaget i den 289. F. O. B., som var blevet sendt ud til Stilleliavs-området uden lyd- og glimt-pejledelinger. Denne bataillon virkede under
I.uzon-kampene og udførte nogle glimt-pejlinger ved at danne midlertidige glimt-pejleenheder af lyd-pejledelingerne.

Den 287. F. O. B. virkede også på Filippinerne og på Okinawa. Disse og adskillig andre observations batailloner trænede stærkt til landgangen i Japan, da japanerne kapitulerede.

Krigserfaringer.
Medens hovedresultaterne, der opnåedes af de fleste observations batailloner, var overordentlig gode, er der dog mange, som føler, at endnu bedre resultater kunne være opnået. Mangel på krigserfaring bos en del observations batailloners chefer og måske i en endnu højere grad mangel på forståelse hos chefer og stabs-officerer for muligheder, grænser og rigtige tekniske anvendelser af lyd- og glimt-pejleenheder nedsatte ofte en bataillons ydelse.

Resultatet viser, at for den art af kamphandlinger, der ofte mødtes i Europa, burde alle observations bataillonens enheder anvendes under en centraliseret ledelse.

Lyd- og glimt-pejlebatterierne bør være direkte under batail- lonsstaben, som til gengæld burde arbejde direkte under en enkelt korps-ildledelsescentral. Når tilknytning til en division er nødvendig, burde et fuldstændigt lyd- og glimt-pejlebatteri bringes til anvendelse i stedet for små midlertidige afgivelser af lyd- og glimt- pejlenheder.

Det må fastslås, at for det store korps’ område i Europa-opera- tionerne kunne den ene organisatorisk sammsatte F. O. B. (bestående af en stab og to observationsbatterier) ikke give fuldt tilfredsstillende dækning med sine lyd-, glimt- og opmålingsenheder. Eor at klare denne vanskelighed var det almindelig praksis at knytte en tillægs-observations bataillon eller del af bataillon til den organisatorisk sammensatte observations bataillon. De nye rammer for organisation og udstyr giver plads for et tredje observationsbatteri i bataillonen. Under normale omstændigheder vil dette medføre, at en enkelt observations bataillon fuldt tilfredsstillende kan dække korpsområdet.

Ny organisation.
Nye reglementer, der for nylig er offentliggjorte vedrørende F. O. B., viser en del vigtige ændringer. Af sa'rlig interesse er tilføjelsen af et 3. pejlebatteri og af en kontra-battcri-radar-deling til hvert pejlebatteri. Blandt andre forandringer er tilføjelsen af personel og udstyr for opmålings- og oplysnings-centralen til stabsbatteriet. Bataillonens samlede stvrke er forøget fra 449 til 836 mand, der stort set er fremkommet ved tilføjelsen af radar-afdelingerne og det tredje pejle-batteri.

Stab og stabsbatteri (16 officerer, S underofficerer, 182 andre befalingsmænd og menige) omfatter:

Lyd-, glimt- og radar-pejledelingerne er observationsenheder. Observationsgrupperne ved lyd- og glimt-pejledelingerne bearbejder lyd- og glimt-pejlemeldingerne. Den topografiske gruppe ved disse to delinger udfører det nødvendige opmålingsarbejde for nøjagtigt at stedfæste hver mikrofon i lydbasen samt hver af de fire til seks glimtobservations-stader. Opmåling af batteriets 2 radarpejlestader udføres normalt af lyd- eller glimtdelingerues topografiske grupper, selvom materiellet er til stede ved radar-pejle-delin- gen til begrænset opmåling. Forbindelsesdelingen etablerer trådforbindelse fra batteri-staben til lyd- og glimt-pejle-eentralerne og til radar-pejle-staderne.
Udstrakte trådforbindelser er nødvendige for at oprette særskilte feltkabelforbindelser mellem lyd- og glimt-pejle-eentralerne og hver mikrofon eller observationsstade. Under kamphandlinger kan dette kræve over 60 miles tråd.

Opgaver.
De seks principielle opgaver, der udføres af F. O. B. er:

1 ) Stedbestemmelse af fjendtligt artilleri.
Denne opgave udføres af lyd- og glimt- og radar-pej ledelingerne.

2) Rettelse og registrering af eget artilleris ild.
Bestemmelse af rettelser foretages nøjagtigt ved hjælp af lyd-, glimt- og radar-pejling. Registrering foretages ikke ved lydpejling, når andre midler er mulige. Registrering ved glimtpejling bruges udstrakt, eftersom resultater ved denne metode er yderst nøjagtige. Registrering kan også foretages ved radarpejling med udmærkede resultater.

3) Indsamling af oplysninger.
Indsamling af oplysninger (andre end fastlæggelse af fjendtligt artilleri) er en pligt for alt personel ved bataillonen. Glimtobservatører fremskaffer den største del af den mængde tekniske oplysninger, som bataillonen indberetter.

4) Ledelse og koordinering af korpsartilleriets opmålingsarbejder. Bataillonens måleofficer koordinerer artilleriets opmålingsarbejder med korpsets. Planer for anvendelse af de organisatorisk tildelte opmålingsenheder i observations-bataillonen og enhver tilknyttet topografisk enhed må koordineres med divisionens opmålingsplaner for at undgå kraftspild.

5) Forholds-kalibrering af eget artilleri.
Glimtpejledelingerne udfører denne opgave, idet glimt-observa- tionsstadet fastlægger hvert lag og glimt-opmåleenhcderne fastlægger hver pieces stilling.

6) Fremskaffelse af ballistiske data for eget artilleri (og for lydpejleenhederne).
Meteorologiske meldinger tilvejebringes af stabsbatteriets meteorologiske gruppe.

Feltartilleri lydpejling.
Lydpejling kan defineres som den teknik, der bruges til stedbestemmelse af lydkilderne, der opstår ved en kanons affyring eller en granats eksplosion. For at undgå en lang og teknisk diskussion om lydteori er en forholdsvis enkel forklaring på lydteknik fremsat i det følgende.

I fig. 1 forestiller de 6 sorte cirkler, der er ligelig fordelt langs cn ret linie, mikrofoner, der er skjult i et hul i terrainet. Hver mikrofon er med en trådforbindelse tilsluttet et lydregistreringsapparat på lydpejlecentralen. Den linie, mikrofonerne er anbragt langs, kaldes en lydbase. 2 nabomikrofoner, som f. eks. Mj og M2 og den imaginære linie imellem dem, kaldes en underbase. Lydpejlecentralen er anbragt lidt bag og nær midten af basen. Foran mikrofonerne M2 og M5 og i en afstand af ca. 2000 yds. er de to fremskudte lytteposter. Hver fremskudt post har en operatør med en felttelefon, som ved en trykknapkontakt og et felttelefonkabel er forbundet med registreringsapparatet på lydpejlecentralen.
Hvis en kanon affyres i det fjendtlige område i den højre del af fronten, vil lyden, der bevæger sig ud i alle retninger, hurtigt nå det fremskudte stade 1.

Operatøren der vil så trykke på trykknapkontakten og derved sætte mikrofonerne og registreringsappa- ratet i funktion, (Af tekniske årsager er apparaterne ikke i konstant funktion). Eftersom lydbølgerne når hver enkelt mikrofon, skabes der en elektrisk impuls. En lydregistrering finder sted i registreringsapparatet. Lydregistreringsapparatet viser normalt 6 lige linier.

Lydbølgens ankomst til en mikrofon vises ved en bølge eller et knæk på den lige linie, der svarer til dens særlige mikrofon. En tidsskala eller tidsprikker langs kanten af registreringsbilledet giver mulighed for at bestemme bølgens ankomst på det nær- meste af en tusindedel sekund. Forskellen i ankomsttiderne til nabomikrofoner som f. eks. Mj og M2 bruges i forbindelse med et særligt beregnerudstyr til på et beregnerbord at konstruere en kurve gennem el punkt, der ligger midt imellem de 2 mikrofoner. En lignende kurve kan trækkes gennem hvert centrum af de fem underbaser. Skæringspunktet mellem disse kurver stedfæster lydkilden, idet dog vind og temperatur og en lille fejl, der hedder kurvekorrektionen, kan spille ind. Hvis korrektionen, i forvejen bestemt Ira grafikken, er tilføjet tidsforskellene, og en kurveskæring derefter fortaget på et kvadreret pejlepapir, kan koordinaterne bestemmes.

Et sauligt lydpejlebord (M — 1) og tilhørende korrektionsgrafikker forefindes.

De to hovedtyper af lydpejlestillinger kan benævnes som den „vel forberedte'1 og den „hurtige“ base. Den vel forberedte base er den almindeligst brugte. Seks eller flere mikrofoner med et mellemrum af tilnærmelsesvis 1,476 yds. er anbragt langs en lige linie, en cirkelbue eller i et uregelmæssigt mønster.

Den mest almindelige base er med mikrofonerne paa en lige linie, idet en sådan base har mange fordele fremfor en uregelmæssig base. Stedfæstelsen af hver mikrofon er omhyggelig foretaget med en nøjagtighed af 1 vds. pr. 2000. Der kræves normalt et tidsrum af 6—8 timer for at oprette en saadan base, heri medregnet det nødvendige opmålings- og kabeludlægningsarbejde.

En hurtig lydbase kan oprettes på ca. 40 minutter og består kun af fire mikrofoner og et minimalt opmålingsarbejde af mellemrummene mellem mikrofonerne. En sådan base kan forsyne artilleriet med indskvdningsrettelser mod mål, der er stedfæstet ved lydmålingen fra denne base. Den „hurtige“ form for oprettelsen giver kun forholdsvis stedfæstelse, men ikke koordinater. Ild må rettes øjeblikkelig for at kunne være effektiv. Den „hurtige“ base kan bruges med godt resultat i en flydende situation. Hvis operationerne stivner, vil basen blive udvidet til en „vel forberedt“ type. 1 praksis fortsættes udvidelsen af basen, til der er oprettet en fuldstændig base, der kan dække hele det fjendtlige område i det tildelte område.

En lydbase bør anbringes så langt fremme som muligt, dog med tilstrækkelig afstand fra frontlinien, ca. 2000 yds., for at tillade den fremskudte operatør at starte registreringsapparatet før lyden, som han hører fra en fjendtlig artilleripiece, når nogen mikrofon. Basens nordvinkel bør være sådan, at den vinkelrette linie herpå går igennem midten af det område, man forventer fjendtlige artilleristillinger i, eller midt igennem observationssektoren. For at tilfredsstille disse fordringer er en base ofte ikke parallel med frontlinien. Under gunstige betingelser kan der, ved brug af en „vel forberedt“ base, ved lydpejling opnås stedfæstelse med en nøjagtighed af mellem 50 til 150 yds. på afstande op til
15.000 yds. Hvorvidt bjergterrain vil indvirke på funktionerne afhænger af de forholdsvise stillinger af basen og lydkilden, hvorfor overfladeformerne i området må tages med i betragtning. Normal kampstøj, som „ilden i målet“-opgaver, spærreildskydninger og andre koncentrationsskydninger frembringer, er egnet til at vanskeliggøre lydregistreringen. Stærk blæst forøger unøjagtigheden.

Lydpejling er meget værdifuld grundet på dens egnethed til at stedfæste artilleri, der er skjult for øjenobservation. Brugen af røgsvagt krudt til drivladninger om dagen og glimtsvagt om natten, camouflage, og brug af masker hos fjenden nedsætter øjenobservationens effektivitet betydeligt. Øjenobservation er yderligere indskrænket, når sigtbarheden er dårlig som følge af dis, tåge og mørke. Lydpejling er særlig effektiv i tåge: tilstedeværelsen af tåge betyder normalt særlig små vindhastigheder. Lydpejling kræver ikke sigtbarlied eller „sigtelinie“ til målet.

Lydpejling spillede i den 2. verdenskrig en vital rolle på enhver hovedfront. Som en illustration på effektiviteten af lydpejling som et stedbestemmelsesorgan kan listen for et korpsartilleri fremvise, at af 13.327 stedfæstelser af fjendtligt artilleri, der blev foretaget gennem en 10-måneders periode, var fordelingen blandt de forskellige organer, der havde deltaget, som folger:

Med hensyn til nøjagtighed viser tallene fra en observations- bataillons journal ved en kontrolmåling af 443 stedbestemmelser en gennemsnitsfejl på de meldte koordinater på kun 34 meter. Tidligere erfaringer viser også, at i gennemsnit er en lydpejling sædvanligvis mere nojagtig bestemt end den nøjagtighed, hvormed den bliver indmeldt.
Disse og andre krigserfaringer understreger vigtigheden af lvd- pejling som en produktiv og nøjagtig observationsmetode.

Lydpejling udføres, som fremstillet her, af hver lydpejledeling i hvert observationsbatteri. Den teknik og det udstyr, der er brugt, er bestemt til kontrabatterioperationer og må ikke forveksles med infanterilydpejling. Infanteriets lydpejlesæt er bestemt til at stedfaste morterer og småkalibrede våben på afstande under ca. 3500 yds. Feltartilleriets lydpejlesæt fremskaffer normalt artilleristedbestemmelser på afstande mellem 3500 og 20.000 yds. Maksimums- afstanden er kun begrænset af lydstyrken.

Glimtpejling.
Glimtpejling kan defineres som den teknik, der bruges til at stedfæste punkter i det fjendtlige område ved optiske midler fra to eller flere observationsstader.

Glimtpejledelingens primære opgave er at lokalisere mål. 1 tilknytning til dette vigtige arbejde samler den også taktiske oplysninger, leder registreringer og rettelser og fremskaffer midler til forboldskalibrering af eget artilleri. Der findes to typer af stillinger, som bruges: den „vel forberedte“ eller lange base, og den ..hurtige“ eller korte base.

Den „vel forberedte“ base er den mest almindelig brugte. Den består af 4 eller flere observationsstader, hvert nøje lokaliseret og forbundet ved særskilte telefonkabler til et specielt gliintpejlebord paa glimtpejlecentralen. Observationsstaderne er anbragt på fremtrædende terrainpunkter, der er velegnede til at give observation dvbt ind i det fjendtlige område.

Hvert observationsstade er til stadigbed bemandet med 2 mand for al sikre observation alle 24 timer i døgnet: tilstrækkelig personel for at sikre nødvendig afløsning og hvile er i en skjult stilling, nær hvert observationsstade. Glimtpejleinstrumentet, der bruges ved hvert observationsstade, er en 71/2 X dobb. prismekikkert. Horisontale og vertikale vinkler kan måles med 2 ts. nøjagtighed. Når disse instrumenter bruges, er de orienterede mod nord således, at de horisontale vinkler, der aflæses til et mål, er nordvinkler.

Det særlige glimtcentralbord er indrettet således, at observatoren kan kalde centraltelefonisten ved at trykke på en knap, hvorved en pære lyser på centralbordet. Hvis alle pærerne lyser samtidige, betyder det, at alle observatørerne så det samme glimt fra en fjendtlig kanon eller fra sprængningen af en granat fra eget artilleri.

Dette hjælper centraltelefonisten til at samle alle observatørernes opmærksomhed mod det samme mål.

Hver observatør indmelder derefter nordvinklen, idet aflæsningens nøjagtighed anføres tillige med terrainvinkelen samt andre oplvsninger vedrorende målet. Efterhånden som centraltelefonisten
modtager og gentager hver nordvinkel, afsættes denne på glimtpejlebordet med 2 ts. nøjagtighed, og en linie trækkes fra hver af de indlagte observationsstader. Pejlebordet er kvadreret således, at koordinaterne for liniernes skæringspunkt kan aflæses. Beregnere bestemmer derefter målets højde, idet de bruger de indmeldte tcrrainv inkler og de malte afstande til målet. Kontrol beregninger foretages udfra to observationsstader for derigennem at fastslå målingernes nøjagtighed. Koordinaterne med anslået nøjagtighed, højde og alle andre oplysninger, der haves om målet, telefoneres derefter til batteristaben, hvorfra oplysningerne videresendes til bataillonsstaben og til korpsartilleriets ildledelsescentral. Ild kan derefter lægges overraskende over målet, eller glimtpejleholdet kan rette ilden. Der kræves tre til seks timer for at oprette den „vel forberedte“ glimtpejlebase, heri medregnet tiden til en omhyggelig opmaling til hvert observationsstade samt til at etablere feltkabelforbindelserne. Imidlertid kan hurtige opmålingsmetoder såsom tilbageskæring på to eller tre punkter, idet der benyttes grafiske metoder på grundlag af vinkler målt af observatørerne, bruges til at stedfæste observationsstaderne i første omgang.

Radioforbindelse kan bruges, indtil trådforbindelsen er fuldført. Grafisk tilbageskæring kan udføres på få minutter på glimtpejlebordel.

 

Den „hurtige“ eller kortbasede stillingstype kan bruges i en hurtig bevægelsessituation, eller når terrain eller andre faktorer gør det upraktisk at oprette en „vel forberedt“ base. En glimtpejledeling kan danne to kortbasede hold. En kort base består af to observationsstader, oprettet med to til seks hundrede yards mellemrum, og med en lille pejlecentral anbragt tæt ved. Telefonforbindelse oprettes mellem disse tre stillinger. Der kræves ingen udstrakt målekontrol, baselængden bestemmes (med en nøjagtighed af 1 yd. pr. 500 yds.), og orientering foretages med observationsinstrumenter. Når observationsstaderne er synlige for hinanden (hvilket sædvanligvis er tilfældet), orienterer hver observatør observationsinstrumentet mod det andet. Ved kortbasede opgaver er pejleinstrumenterne ikke orienteret mod nord, men instrumenterne er stillet med 1600 ts. vinkelret på baselinien og peger mod observationsområdet: nul-linien peger til venstre langs basen eller dennes forlængelse. Denne basetype kan oprettes på ca. 50 min. To sådanne baser kan oprettes først og senere udvides til at danne een lang base.

Når mål skal fastlægges udfra en kort base, trækkes instrumentretningen hos den højre observatør fra instrumentretningen hos den venstre observatør.
Denne lille vinkel, den højre observatørs aflæsning samt basens længde er tre kendte dele af en trekant, hvorefter man på en regnestok kan bestemme afstanden til målet fra det venstre observationsstade. Målet kan derefter indmeldes ved at opgive afstand og vinkel, målt med instrumentet mellem et kendt punkt og målet, eller målets stedbestemmelse kan gives i forhold til base eller kontrolpunkter.

Den korte glimtpejlebase frembyder et nøjagtigt middel til at stedfæste mål i forhold til andre punkter i målområdet. Den kan også bruges til at give nøjagtige rettelser for eget artilleri ved skydninger mod mål på afstande af indtil 10 gange basens længde. Kortbasefremskæringer giver almindeligvis ikke nøjagtige koordinater. Et „kort“ glimtpejlebasehold kan blive tildelt en skydende bataillon eller kan arbejde under kontrol af observationsbatteriet.

Den „vel forberedte“ basetype blev brugt en stor del af tiden under krigen og viste sig at va’re den mest tilfredsstillende. Glimt- pejlestedbestennnelser fra lange baser er overordentlig gode og meget mere nøjagtige, idet linieskæring fra tre eller flere observationsstader her bestemmer stedfastlæggelsen.

Når kun to linier foreligger til stedbestemmelse, må denne betragtes som utilfredsstillende, eftersom en unøjagtig eller forkert aflæsning fra det ene eller det andet observationsstade vil resultere i en stor fejl. Sådanne fejl kan undgås ved brugen af en tredje linie til at kontrollere nøjagtigheden af de andre to.
Glimtpejling spillede en vital rolle i den sidste krig. Den var den storste kilde for taktiske oplysninger til korpsartilleriet, den mest nøjagtige måde at registrere egen artilleriild på og til at fastlægge mange fjendtlige batteristillinger. Med forbedret teknik må den forventes at kunne spille en lige så vigtig rolle i enhver fremtidig konflikt.

Kontrabatteri radar.
Det nyeste af de tre observationselementer er radar. Denne blev brugt med varierende held under den 2. verdenskrig og er nu for første gang autoriseret i organisationen. Radarpejling er ganske logisk anbragt i F. O. B. Hvert observationsbatteri bar 1 radardeling å 2 grupper. Hver radargruppe bar en SCR-704 radar med udstyr og personel således, at den kan arbejde som en selvstændig enhed. Alle radargrupper vil normalt arbejde under observationsbataillo- liens centraliserede kontrol. De vil blive anbragt langs bele korpsfronten for således at opnå den maksimale effektive dækning af mulige fjendtlige artilleristillinger.

Om ønsket kan en deling eller en gruppe knyttes alene til en divisions operationer eller blive anvendt i divisionsartilleristaben eller ved divisionsartilleriets middelsvære bataillon.

Radioenergien af den frekvens, tler bruges i radar, kan sammenlignes med lyset fra et blinkfyr. Ved at bruge en parabolsk reflektor, kan radioenergien blive samlet i en smal stråle. Denne skarpstråles egenskab gør det muligt at bestemme retningen til målet. En radioimptilsenergi af umådelig kort varighed (1/100 000 af et sek.) sendes langs denne stråle. Hvis strålerne møder nogen forandring i omgivelserne (f. eks. metal, vand o. s. v.), vil de blive kastet tilbage, og en del af energien vil vende tilbage langs strålen til radarsættet. Da disse radarbølger bevæger sig med en hastighed, der er lig lysets, kan afstanden til målet, der forårsagede tilbagekastningen, findes ved at måle (elektroteknisk) intervallet fra pulsens afsendelse, til dens ekko vender tilbage. Tidsintervallet er tilstrækkelig stort til at tillade et ekko af en puls at vende tilbage fra (lette særlige radarsæts maksimumsrækkevidde, før næste puls udsendes.

Korpskontrabatteriradar (SCR-784) må ikke forveksles med divisionens kontramorterradar (AN/TPQ-3). Denne sidste kan kun lokalisere fjendtlige morterer og rette egen morterild. SCR-784 radar er langt mere alsidig. Den kan lokalisere fjendtlige eller egne våben og rette egen ild, forudsat at projektilbanen opfylder visse betingelser, som er beskrevet senere i denne artikel.

SCR-784 radar er et ombygget antiluftskytsildkontrolsæt. Den består af en påhængsvogn på størrelse med en let tank, og hvorpå en parabolsk reflektor er anbragt på taget. Den vejer 6]A tons, men er mindst lige så let flyttelig som middelsvært artilleri. Dens maksimumsrækkevidde er for kontrabatteribrug 28.000 yds. Den tid, det tager at sa'tte den i stilling klar til brug, er ca. 1 time eller mindre. Er den forst sat i virksomhed, kan den blive fastholdt i virksomhed i 7 timer af 8. SCR-784 er i stand til at spore et projektil i dets bane. Den enkelte radarstilling er normalt for SCR-784 radar 1500 til 4000 vds. bag forreste linie. Hvis det er muligt, anbringes radarstationen således, at den har et flankesigte til projektilet, der skal spores. Dette er ønskeligt, fordi et ekko fra siden af projektilet vender langt sta'rkere tilbage, end hvis det kom fra spidsen. Alle genstande, der rammes af radarstrålen vil sende ekkoer til radaren. Styrken af et ekko fra en given afstand vil variere med genstandens størrelse og tilbagekastningsegenskaber. Hvis de relativt stærke ekkoer fra terrainformer sendes tilbage fra den samme afstand som ekkoer fra projektiler i luften, vil de skjule projektilekkoerne. For at undgå dette anbringes radaren i flade lavninger. Anbragt således vil de eneste terrainekkoer konime fra de tæt om radaren anbragte masker (fig. 3), og disse vil ikke interferere med projektilekkoerne. Som folge heraf er de eneste genstande, der vil tilbagesende ekkoer fra målområdet, være projektiler i luften.

Opmålingskravene for at kunne oprette en SCR-radar pejling er stedfæstelse af radaren samt fastlæggelse af en grundretning.

 

Når radaren soger efter et fjendtlig våben, er strålen sænket, indtil den lige passerer over de omgivende masker. Dette er den laveste liøjdestilling, livor ekkoet fra en granat ikke vil forsvinde i terrainekkoerne (fig. 3). I denne stilling fejer strålen frem og tilbage, idet den dækker et vifteformet areal. Når et granatekko observeres, bliver dets afstand og afbøjning noteret, og midten af strålen rettes derpå mod dette punkt.

Skont retningen kan bestemmes med 1 ts. nøjagtighed, vil enhver genstand indenfor 50 ts. fra midterlinien give et ekko. Dette giver tilladelse til en fejlmargin i fejlindlæggelsen af det forste projektil eller for en forandring af skuddataerne bos det fjendtlige våben. Efter at den første granat er blevet bemærket, vil det være sjældent, at den næste ikke fanges. Når et ekko viser sig fra det andet skud, er radaren stillet ind paa automatisk, og den følger da automatisk den næste granat gennem den del af dennes bane, der er synlig for radaren. Medens den følger projektilet, afgiver radaren data til RC-308 registratoren, som registrerer projektilets højde, skrå afstand (radar til projektil) og nordvinkel (radar til projektil), alt i forhold til tiden. Et eksempel, der viser en typisk registrering af RC-308, er vist på fig. 5.

Projektilet opfangedes i et punkt i luften (fig. 4). Fra registreringen i fig. 5 kan afstanden og nordvinklen til punktet, livor projektilet blev opfanget, bestemmes: imidlertid er afstand og nordvinkel til våbnet eller det punkt, hvor projektilet forlod terrainet, nødvendig.

Under forudsætning af, at våbnet og radaren er i samme højde, vil dette være afstand og nordvinkel i det øjeblik, da projektilets højde var nul. Heldigvis er højde-contra-tidskurven (ikke projektilbanen) for nogle feltartillerivåben eller morterer tilnærmelsesvis den samme parabel. Forøgelse af maksimumsordinaten forøger blot den del af parablen, der er registreret. Således vil en
75 mm kanon, der skyder på en afstand af 6000 yds. og med en maksimumsordinat af 3000 eng. fod, og en 81 ntm morter, der skyder på 2000 yds. med en maksimumsordinat af 3000 eng. fod, frembringe en kurve af samme form på tidsregistratoren. Derfor kan en plastik-parabel, med kurveform som denne almindelige højde-contra-tid parabel, bruges. For at bestemme registreringen, som er opnået fra RC-308, anbringes plastik-parablen langs den opadgående gren af højdekurven (optrukne linie), og højdekurven forlænges til 0-højde-linien ved at følge kanten af plastik-parablen (stiplede linie). Dette kaldes ekstrapolation. Vi har nu bestemt 0-højde tidspunktet (eller 0-tid).

 

Nordvinkel og skråhøjdekurverne er nu forlænget (ekstrapolerede) ved hjælp af en lige kant eller kurvelineal. Efter at have forlænget disse kurver kan vi aflæse nordvinkel og afstand svarende til O-tid. Disse aflæsninger bruges til at fastlægge våbnet i forhold til radarstationen. Korrektionen for forskel i højde mellem radarsættet og våbnet kan let udføres. Idet disse metoder bliver brugt, kan SGR-784-radaren udføre tre vigtige opgaver:

1. Fastlæggelse af fjendtlig artilleri eller morterer.

2. Rettelse af eget artilleris ild. Dette gøres paa nøjagtig samme måde som ved fastlæggelse af fjendtlige våben med undtagelse af, at den modsatte del eller den nedadgående gren af projektilbanen er forlænget for at bestemme eksplosionen. Denne egenskab er af stor fordel i tidsrum med dårlig sigtbarbed, eller når målet ikke kan ses fra jordobservationsstader.

3. Udføre tilnærmelsesvis opmåling. Dette kan gøres ved forskellige metoder. En metode er at lokalisere egen kanon med radarsættet, ganske som et fjendtligt våben stedfæstes. Dette kan ligeledes gøres, naar sigtbarheden er 0. Den fremkomne opmåling kunne knyttes til kortkontrollen eller bruges sammen med antagede koordinater for radar-sættet.
Våbenstedbestemmelsesteknikken med radar er blevet beskrevet i nogle detailler, fordi denne teknik er skyld i mange af kontrabatteriradarens begrænsninger. Det er let at se, at de fleste fejl ved stedbestemmelse med radar skyldes fejl ekstrapolation af afstands- og nordvinkelkurverne.

Disse kurvers form varierer betydeligt, eftersom forholdene er forskellige (mundingshastighed, elevation, vinkler fra radar til kanon og afstand fra radar til kanon). For at ekstrapolere disse kurver nøjagtigt udover hvor granaten er opfanget, må en væsentlig del af projektilbanen være fulgt således, at den sande form i hver kurve (afstand og nordvinkel) kan ses. Jo større stykker, der må ekstrapoleres, jo større vil fejlen blive på sted-fæstelsen.

Se på fig. 3 efter disse betragtninger. Våbnet, der skyder med projektilbanen A, vilde give et omfattende spor, eftersom det meste af kuglebanen er i synsfeltet. Et våben, der skyder efter projektilbanen B, vil kun spores et kort stykke; stykket, der måtte ekstrapoleres, ville Mere stort, og det ville være vanskeligt at bestemme tendensen i afstands- og nordvinkelkurverne ud fra så kort et spor.

Nettoresultatet ville være en stedfæstelse af tvivlsom nøjagtighed. Som en grundregel kan vi vente nøjagtig stedbestemmelse (indenfor 100 vds. eller mindre), når en projektilbanes maksimumsordinat når 3000 eng. fod. Dette er baseret på erfaringer i et jævnt bøl- get terrain med radarvåbenafstande fra 4000 til 8000 yds.

Fig. 4 viser lo ydertilfælde. Projekti Ibanen D ville være ideel for radarstedbestenimelse. Imidlertid kan et våben på samme plads, men skydende efter projektilbane E, ikke ventes at blive opfanget. Hvis strålen var sænket tilstrækkelig til at medtage projektilbanen E, vill granatekkoet antagelig forsvinde i ekkoerne fra bakken C.

Projektilbanen B i fig. 3 kunne give nogen oplysning; når man kendte projektilets højde og dets afstand og nordvinkel fra radaren for en del af dets bane, kunne terrainskæringen med den del af projektilbanen tegnes. Forlængelsen af sporet ville give en stråle, der ramte inden for 20 til 50 yds. fra våbnet. Ved ekstrapolation kunne vi få en stedbestemmelse langs denne stråle, som kunne fastslås at ligge inden for 400 yds. fra våbnet. Disse oplysninger sammenholdt med fotooplysninger, en retning fra en observationspost eller en tvivlsom lydbestemmelse kunne lokalisere våbnet nøjagtigt.

De andre grænser er ikke så komplicerede. Bjergterrain vil normalt forøge skærmelevationen, give et højere opfangelsespunkt og kun tillade en mindre del af projektilbanen at blive fulgt. Stærk regn vil forhindre modtagelsen af ekkoer, og enhver form for nedbør vil svække ekkoerne. Tordenskyer kan tilbagekaste ekkoer og således afbryde eller stoppe projektilbanens spor. Eftersom spidsen af en granat er en dårlig reflektor, kommer der et svagere ekko fra et projektil, der kommer direkte mod radaren.

Radaren kan endvidere blive modarbejdet. Imidlertid må den forstyrrende station på grund af den overordentlig retningsbestemte stråle faktisk sigte ned langs radiostrålen.

Det må bemærkes, at i almindelighed følger kontrabatteriradars grænser ikke lyd- og glimtpejlings. Også det modsatte er rigtigt.

Grænserne for lyd- og glimtpejling følger ikke radars. Dette fører til den slutning, at radar er en yderligere forøgelse af de tidligere eksisterende våbenstedfæstelsesmidler. Radartilføjelsen vil udfylde de „sorte“ steder, som tidligere har eksisteret, og bar stairkt forøget hele virkningsf uldbeden af kontrabatteriopsporing.

Der er adskillige umiddelbart indlysende fordele ved denne supplering. Ved stort anlagte, koordinerede angreb i den 2. verdenskrig forårsagede ikke lokaliserede eller nylig fremførte fjendtlige batterier alvorlige vanskeligheder. Den umådelige mængde af vor egen ild over fjendens frontlinie og bagland under sådanne angrebs hovedfaser gjorde det vanskeligt for lyd- og glimtpejling og luftobservation at lokalisere disse batterier. Radarpejling har ikke sådanne grænser; ved blot at bemærke retningen, i hvilken ekkoafstanden forandres, kan vi få at vide, om en granat nærmer eller fjerner sig. En anden fordel ved radar er dens evne til at bestemme både afstand og nordvinkel fra en enkelt opstilling. Lyd- og glimtpejling kræver begge opmåling af temmelig lange baser for at kunne bestemme koordinaterne. Dette er ikke blot tidsslugende (tre til otte timer), men forudsætter en ret lang kamplinie. Luder en forfølgelse eller hurtig fremrykning (udnyttelse af en situation I eksisterer hverken tid eller en bred frontkontakt. Følgelig viser radar sig meget mere egnet end lyd- og glimtpejling til arbejdet onder en forfølgelsesaktion. Disse to egenskaber, fjendtlig batteristedfæstelse under stærk skydning fra egne batterier og egnetheden til at følge fremtrængende styrker, er blandt de mest slående forbedringer, som radar giver ved våbenstedfæstelser.

Fig. 6 viser et observationsbatteris teoretisk taktiske opstilling af lyd-, glimt- og radarpejleenheder.


Batteriet dækker omkring 1/3 af korpsets front. Læseren bor bemærke, at glimtobservationsstaderne er beliggende på bakkerne længst tilbage.

Radarstillingerne er nær lydmikrofoner M1 og M6.

Opmaling.
Observationsbataillonen har som hovedopgave at koordinere al artilleriopmåling med korpsets. Alt korpsartilleri er baseret på fælles kontrol ved planlægning og udførelse af den nøjagtigst mulige opmåling indenfor feltartilleriet. Alle lydmikrofoner, glimtobservationsstader og radarstillinger skal stedfæstes ved nøjagtig opmåling. Bataillonens opmålingsoplysningscentral er el samlingssted for al samling og udsendelse af alle opmålingsdata i korpszonen. Faste punkter oprettes til brug for instrumentgrundstilling indenfor korpset.

F. O. B. er organiseret således, at den kan opstille 16 fuldstændige opmålingsenheder. Fire af disse indgår i den topografiske deling i stabsbatteriet. Hver lydpejledeling og hver glimtpejle- deling bar en topografisk gruppe på 2 opmålingsenheder, eller ialt fire enheder i hver af de tre observationsbatterier.
Normalt udfører stabsbatterienhederne den opmåling, der er nødvendig for at give alle korpsartillerienheder en fælles kontrol, medens observationsbatteriopmålingsenhederne først og fremmest er optaget af opmåling, der er nødvendig for at sætte bataillonens pejleenlieder i stilling.

Opmålingen består i at stedfæste lydmikrofoner, glimtobservationsstader og radarstillinger ved fælles kontrol. Imidlertid kan bataillonens måleofficer bruge enhver eller alle de 16 enheder på hvilkensomhelst måde, som bedst vil fuldføre opmålingsopgaven.
Når et observationsbatteri er detacheret fra bataillonen og knyttet til en division, skal det kunne udføre samme opmåling for divisionen som bataillonen for korpset. Batteriopmålingsenheder kan rekvireres til at skaffe den nødvendige opmålingskontrol til at føre alle artillerienheder ved divisionen under en fælles kontrol, såvel som for at udføre opmåling af lyd-, glimt- og radarstillinger.
Observationsbataillonens chef er korpsartillerimåleofficeren.

Imidlertid skal der ifølge det nye organisationsskema være en bataillonsmåleofficer med grad af major. Denne officer vil være ansvarlig overfor observationsbataillonens clief for udførelsen af korps- artilleriets opmåling. Hans pligter som sådan medfører udstrakt opmålingsplanlægning og koordinering af al opmåling indenfor korpsområdet. Han overvåger opmålingen, der udføres af tildelte ingeniørenheder og alle observations bataillonens enheder. I tilknytning hertil leder ban oprettelsen af og overvåger arbejdet på opmålingsoplysningscentralen, der ledes af en måleunderofficer.

Observationsbataillonen er ansvarlig for oprettelsen af passende målekontrolpunkter, som kan give alle artillerienheder indenfor korpset en fælles kontrol. Når en fælles kontrol indenfor korpset er skaffet til veje, kan den forholdsvise stedbestemmelse mellem alle artilleripiecer og fjendtlige mål finde sted. Når denne situation er frembragt, er korpsild ledelsescentralen i stand til nøjagtigt og effektivt at koncentrere bele korpsets artilleriild.

Korpsets topografiske ingeniører er ansvarlige for fremførelsen af målekontrol fra kendte punkter i arméens område, som er tilgængelig for observationsbataillonen. Imidlertid når ingeniøropmålingskontrollen ikke er foretaget eller fuldendt, fastlægger observationsbataillonen et vilkårlig koordinatsystem og underlægger artilleristillingsområderne, målområdet, samt observationsbataillonens stillinger dette system.
Tre opmålingsmetoder anvendes normalt af observationsbataillonen for at udfore målekontrollen.

Disse metoder er: Polvgonmåling, triangulation og tilbageskæring — alle fy ldestgørende beskrevet i feltreglementer, der omhandler dette emne. Pol vgonmå- ling er en målemetode, hvor målekontrollen udfores ved hjælp af et antal linier, hvor la'iigde og vinkler er målt. I triangulation er målekontrollen udfort ved hjælp af et system af trekanter, der går ud fra en linie med en kendt længde. Triangulation er polygon- måling overlegen i terrain, hvor der findes mange terrainpunkter. På den anden side, hvor terrainet ikke tilbyder fordelagtige punkter, hvorimellem man kan sigte, er polygonmåling mere praktisk end triangulation. En anden fordel, som triangulation bar overfor polygonmåling, er, at kun et minimum af linia-re opmålinger er nødvendig. Dette er af særlig vigtighed over et stort område som ct korps virkeområde. Hovedulempen er det større antal beregninger, metoden kræver.

Tilbageskæring er særlig fordelagtig, hvor tiden er en begrænsende faktor. Den kru'ver kun et minimum af personel, udstyr og arbejde. Den kan udfores ved grafiske eller halvgrafiske metoder. Imidlertid bruges tilbageskæring ikke til fordel for triangulation eller polygonmåling, eftersom den ikke giver en tilfredsstillende kontrol på den nøjagtighed, hvormed den er udført.

Sædvanligvis er hovednettet af korpsopmålingskontrollens punkter udført af observations bataillonen ved brug af triangulation. Dette net er yderligere udbygget ved hjælp af polygonmålinger for at fore kontrollen over forholdsvis korte afstande til divisionsartilleriet, korpsartillerihataillonerne og lyd- og glimtpejlebaserne. Den metode, der bruges ved opmåling for at fremføre højdekontrollen er trigonometrisk nivellering. Højdeforskellen mellem punkter er bestemt matematisk udfra beregnede eller målte afstande og den vertikale vinkel. Denne metode er næsten den eneste anvendte, eftersom afstanden mellem punkterne almindeligvis er kendt, og da beregningen til bestemmelse af højdeforskellen er meget enkel.

Astronomiske observationer er ofte anvendt af observationsbataillonen for at opnå en retningsbestemmelse i opmålingssituationer, hvor kontrol ikke er mulig eller for at kontrollere en retningsbestemmelse opnået ved en opmåling. Sådanne observationer bruges også ofte af andre artillerienheder for at opnå en nøjagtig orientering.

Ved hjælp af en astronomisk observation kan retningen af en bvilkensombelst linie på jordens overflade bestemmes. En linies nordvinkel opnås ved vinkeldannede observationer fra et punkt på linien til et himmellegeme. Om dagen solen, om natten nordstjer- uen eller en bvilkensombelst anden stjerne, der kan identificeres.

Astronomiske observationer frembyder en nøjagtighed i retningen på mindre end 1 minut eller 3/10 ts. Den egentlige observation med overforing af retning kan udføres på få minutter, og beregningerne er forholdsvis enkle for veltramet personel.

Eftersom observationsbataillonen udstrækker sin opmåling over store områder under udførelsen af målekontrollen for korpsartilleriet, må den udføre denne opmåling med en forholdsvis stor nøjagtigbedsgrad. De kontrolpunkter, der udstikkes for artillerienhederne, må være tilstrækkelig nøjagtig målte for at kunne opnå effektive ildkoncentrationer. 1 al almindelighed må opmålingen være udført sådan, at forskellen imellem fejl på stedbestemmelse og afstand ikke er storre end 1 til 3000, og at nordvinklen har en nøjagtighed på mindre end 1/2 ts. For at opnå denne nøjagtighed må visse fremgangsmåder følges for at berigtige arbejdet i marken. Vinkler måles gentagne gange med en 20” aflæsning og kontrolleres og rettes under aflæsningerne ved at dreje instrumentet hele horisonten rundt. Ved triangulation aflæses vinklen 6 gange, 3 med instrumentet i retningen og 3 gange med kikkerten slået igennem.

Veti polygonmåling måles vinklerne 2 gange i retningen og 2 gange med kikkerten slået igennem eller ialt 4 aflæsninger til at bestemme vinklen med. Vandrette afstande bestemmes ved at måle afstandene 2 gange, undtagen for opmålinger af bataillonens stillinger, livor kun en enkelt måling bruges. Ved lange polygonmålinger er nordvinklen kontrolleret gennem astronomiske observationer ved ca. hver 20. polvgonpunkt. Nøjagtigheden ved triangulation afhænger i hoj grad af trekanternes form. Alle vinkler, der bruges i beregningerne, bor være mellem 30 og 150 grader. Som en endelig kontrol af opmålingerne slutter polygonlinierne i kendte punkter, og triangulationssystemet knyttes til kendte punkter, hvis sådanne er lilgu'iigelige. Alle opmålinger er lukkede, såfremt tid og andre faktorer tillader det.

Opmålings-oplvsningscentralen, som nu er autoriseret i F. O. B., samler og indsender de artilleriopmålingsoplysninger, som findes indenfor korpssektoren. F. O. B., enheden, der indenfor korpset er ansvarlig for artilleriopmåling, er den logiske enhed til at danne korps-opmålings-oplysnings-centralen. Under den 2. verdenskrig indhentede den improviserede opmålings-oplvsningscentral kontroldata fra armés og korps’ topografiske ingeniører, planlagde opmålinger til artilleriets brug, beregnede og kontrollerede F. O. B.s opmålinger og sendte de ønskede opmålingsoplysninger til artillerienhederne.

De fleste oplysninger fra opmålingsoplysnings-centralen blev meddelt ved personlig kontakt. Denne metode frembød sikkerhed for, at de rigtige personer modtog de ønskede oplysninger. Eftersom opmålings-oplvsningscentralen liar et fuldstændigt billede af terrainkontrollen indenfor dens område, har den vist sig uundværlig, når det drejer sig om at foreslå metoder og fremgangsmåder til artillerimåleofficerer.

Ballistisk meteorologi.
Det femte principielle element i observations-bat ailionen, der skal betragtes, er den meteorologiske gruppe. Dette vigtige element er en del af stabsbatteriets operationsdeling. Den består af en underofficer og tretten menige, der er uddannet til at betjene det moderne elektrotekniske udstyr, der nu er tildelt gruppen.

Den meteorologiske gruppe liar ansvaret for at fremskaffe ballistiske meteorologiske data for alt korps artilleri og komplettere de meteorologiske data, der er opnået med optiske instrumenter af divisions-artilleriets meteorologiske grupper. Den må også forsyne observations-bataillonens tre lydpejledelinger med vind- og temperaturdata. Den meteorologiske gruppe sender også, på opfordring heroin, oplysninger til luftvåbnet, men er ikke ansvarlig for vejrforudsigelser.

Meteorologiske data kræves for at afgive nøjagtig ild med storkalibrede våben på store afstande og er af stor værdi under normale vejromstændigheder og i det hele taget ved afskydning af de første skud af observeret ild undtagen på de korteste afstande med lette våben. Det største behov består naturligvis, når sigtbarbeden er begrænset af vejromstændigheder eller mørke, eller når registrering er begrænset. Ved sådanne lejligheder koncentreres ilden fra adskillige batailloner let og effektivt, hvis de skydende batailloner er nøjagtigt stedfæstede og bar nøjagtige meteorologiske data.

Under 2. verdenskrig var observations-bataillonens meteorologiske grupper organisatorisk udstyret til at bestemme meteorologiske data alene med optiske instrumenter. I den anledning blev meteorologiske meddelelser i mange tilfælde frembragt ved at bruge data, der stammede fra luftvåbnets vejrgrupper. Disse var ofte i stilling langt fra det område, hvor de meteorologiske meldinger skulle bruges. For at være af størst værdi må meteorologiske data fremskaffes i det område, hvor de skal bruges.

Det nye elektrotekniske udstyr kan fremskaffe oplysninger, som ikke kan opnås med optiske instrumenter, og frembyder et middel til at få meteorologiske data i al slags vejr. Disse kompletterende oplysninger indeholder tryk, temperatur og fugtighedsgrad virkelig målt (af en radiosonde) i forskellige lag i atmosfæren fra jordoverfladen til en højde godt over maksimum-ordinaten for vor nuværende artilleris projektilbaner.
Den meteorologiske station er lige så bevægelig som en traktortrukken 105 mm haubitser. Den kræver ca. 50 min. til etablering efter at være flyttet til en ny stilling og kræver samme tidsrum til at forberede flytningen. Udstyret består af radiosender, et dertil hørende radiopejleapparat og en radiosonde-modtager.

Radiosonden er et lille instrument, som måler vejromstændighederne op igennem luften, og som automatisk pr. radio transmitterer oplysningerne til en meteorologisk modtagerstation. Medens radiosonden føres opad af en fri ballon fyldt med brint, sender den signaler, som er funktioner af atmosfærens barometertryk, temperatur og relative fugtighed.
Radiopejleapparatet bruges til at pejle til radiosonden under dennes flugt for at bestemme vindens hastighed og retning.

Radiosondemodtageren modtager radiosonde-vejroplysninger gennem et kabel fra radiopejleapparatet og tegner automatisk en
grafik på en meil konstant hastighed løbende papirrnlle over de modtagne bølger, der repræsenterer trvk, temperatur og fugtighed.

Gennem en temperatur- og trvkforholds-forbindelse bestemmes ballonens højde på forskellige tidspunkter under dens flugt, og idet disse højder sammenholdes med den målte højdevinkel og nordvinkel fra radiopejleapparatet beregnes vindens retning og hastighed i forskellige højder. Disse retninger og hastigheder bliver så givet værdi i forhold til den virkning, hver vil have på projektilet til den særlige kanontype, som har interesse, og opført på den meteorologiske melding som data for den ballistiske vind.

Den tegnede grafik over bølgelængderne fra radiosondemodtageren bedømmes ved hjælp af regnestok og tabeller og beregnes til brugelige værdier for temperatur, tryk og relativ fugtighed.
Disse data er derefter opført og givet værdi på en lignende måde som for vinddatas vedkommende, og de resulterende ballistiske tætheder og temperaturer opføres for at fuldstændiggøre den meteorologiske meddelelse.

Normalt udsendes en meteorologisk melding hver fjerde time, og en melding for lydmåling hver anden time; der kan ikke sættes nogen urørlig tidsgrænse for, hvor længe en meddelelse kan være gældende.
Meteorologunderofficeren må kende hurtigt skiftende vejromstændigheder og bestemme og udsende data oftere under sådanne omstændigheder. Særlige meldinger til brug ved særlig vigtige opgaver forberedes på krav fra en artillerienhed. Den rigtige brug af nøjagtige ballistiske meteorologiske meldinger, fremstillet i al slags vejr af observationsbataillonens meteorologiske station, vil resultere i en forbedret ild fra vort artilleri.

Nye udviklinger.
Grundprincipperne, der er anvendt ved lyd- og glimtpejling og opmålingsopgaver, er forandret meget lidt siden 1939, da den første observationsbataillon blev dannet. Imidlertid har der været en gradvis udvikling i det brugte udstyr, og en konstant forbedring i den anvendte teknik. Undersøgelserne fortsætter, og alle enheder, der er interesseret i fremtidig udvikling af denne enhed og dens udstyr, arbejder ihærdigt imod bedre udstyr, forøget nøjagtighed og større smidighed ved benyttelsen.

Lydpejlesættet GR-3, der blev brugt under den 2. verdenskrig, er blevet erstattet med GR-8 lvdpejlesa‘ttet. Det sidste er lettere, fylder mindre, er vandtæt, lettere at opretholde og betjene og fremstiller en „tør“ registrering i stedet for den gamle, fotografiske proces. Under krigen blev forskellige forbedringer foretaget i pejle- udstyret og de grafiske korrektionstabeller. Yderligere forbedringer i udstyr og teknik er under prøve og kan tilgå frem i tiden. Radioforbindelse i stedet for feltkabel mellem lydpejlecentralen og mikrofonerne blev prøvet under kampene i Europa. Der var fejl ved dette udstyr, der peger på nødvendigheden af en yderligere udvikling. En radioforbindelse, når den er fremskaffet, vil bringe en meget hurtigere opstilling af lydbaserne og en forbedret teknik ved anvendelsen.

Et nyt glimtpejle-centralbord er blevet udviklet og prøvet og kan snarest udsendes. Adskillige nye, elektrotekniske opfindelser, bygget på principperne fra infra-røde stråler og fjernsyn, prøves nu eller er under overvejelse og kan fremkalde mange, radikale forandringer indenfor denne virksomhed.

Grundprincipperne for artilleriopmåling er vel forankrede og vil sandsynligvis ikke forandres foreløbig. Den fremtidige udvikling må forsyne med midler til en hurtigere udførelse af opmåling uden nøjagtighedstab. Tyngdepunktet i udviklingen af nyt materiel ligger her. Opmåling ved hjælp af elektrotekniske opfindelser kan frembringe de ønskede resultater.

Skønt den meteorologiske station er udstyret med det sidste elektrotekniske udstyr, fortsætter anstrengelserne stadig med at forbedre både udstyr og teknik.

Radar-sættet SCR-784, der nu er tildelt, betragtes som midlertidigt udstyr, eftersom det oprindelig var beregnet til andet formål og blev tilpasset for at kunne bruges som kontrabatteriradar.

Det må formodes, at dette sæt vil blive erstattet med et, der er specielt beregnet til feltartilleri kontrabatteribrug, når et sådant sæt bliver at få. Taktikken og teknikken ved kontrabatteriradaren er endnu i barndommen, men studeres og udvikles.

Med tilføjelsen af radardelingen til det organisatoriske observationsbatteri bliver der kun spørgsmål vedrørende udstyr og opgaver og træning af personel tilbage for et studium af problemerne forbundet med den taktiske udvikling af dette nye våben.

De fleste af feltartilleri observations bataillonerne skabte misundelsesværdige rekorder som „målfindings“-enheder under den 2. verdenskrig.

Gennem heldig stedfæstelse af fjendtlig artilleri, rettese af ild, udstrakte opmålingsoperationer og andre opgaver er de blevet en uundværlig del af korpsartilleriet. Medmindre landkrig undergår mange radikale forandringer, må observations bataillonen forvæntes at spille en endog større rolle i enhver fremtidig konflikt. Det er en pligt for alle artillerister at gøre sig bekendt med de opgaver, som kan udføres af denne bataillon, såvel dens evner som grænser, således at de kan forstå, hvordan de på bedste måde kan benytte dens arbejde, og hvilke værdifulde oplysninger de på forlangende kan få fra den. Det er et håb, at denne artikel kan give nyttige oplysninger oin denne værdifulde feltartillerioplysningsvirksomhed og være et skridt fremad på vejen til fremtidige studier for mange artillerister.

J. Oxholm.