Log ind

Faneflugt ved egen „Uærliggørelse"

#

Ingen tjenstlig Forsyndelse har nogensinde for en Soldat været mere utilgivelig end „Faneflugt", hvad enten det drejede sig om ligefrem Rømning (Desertion I eller om paa anden Maado at gøre sig ubrugelig til den Tjeneste, som han ifølge Chr. Y.s Krigsartikler af 1683 skulde forrette „Gud til Æ re og Kongen til Bedste1". Den sidstnævnte Art Faneflugt, — der i Retssproget kaldtes „Desertio rum localis“, — begik han ved Selvmord, Selvlemlæstelse, Simulation af udygtiggørende Sygdom (dier endelig ved egen Uærliggørelse“, et borgerligt Selvmord, der for stedse gjorde ham uværdig til at bære „ Kongens Klæder“. — Dette sidste betingedes af den mesten uudrvddelige Fordom hos Menigmand mod en vis Menneskegruppe, hvis Erhverv og Haandtering maatte fylde Godtfolk med Afsky og Væmmelse, hvor nødvendige end disse Arbejder var i Samfundets Interesse. I de addre Tider, før den smukke Sætning om ,.Menneskerettighederne“ var blevet udformet og knæsat som Hvermands Ret, var det ikke blot Menedere, Mordere, Røvere, „Skælmer“ og andre grove Misdædere, der som „Uærlige“ udstødtes af det borgerlige Samfund. Men ogsaa paa Rakkere, Natmænd, Svinesnidere, Hestegildere og andre sattes dette Uærlighedens Stempel, fordi de udøvede det foragtede og smudsige Haandværk, som andre ikke vilde røre ved, — og hele deres Slægt, Generation efter Generation, ramtes af samme Vanære!

Den blotte Berøring af en Uærligs Haand var nok til at befænge en Mand med Æreløshed. Han var smittefarlig som en spedalsk. I Kroen maatte han drikke af sit eget Krus, selv i K ir ­ ken sad ban for sig selv nederst ved Døren; stededes han til Herrens Bord, var det ham forbudt at drikke af samme Ka lk som Menigheden. N ed Barsel og Daab kunde ingen bistaa lians Kone i hendes Nød, — døde bun, vakte det uendeligt Besva'r at faa hende i Jorden, thi man hentede jo nødigt L ig i Rakkerens Hus. At være „ua'rlig“ betød simpelthen at være borgerligt død! — Rakkerens og Natmandens Bestilling var jo at flaa selvdøde Kreaturer, Hunde og Katte, at nedkule Selvmorderes og Tyveknægtes ua'rlige Kadavere under Galgen, at hjælpe Bødlen med at knibe og radbrække dødsdømte Forbrydere, slæbe dem til Retterstedet paa Natmandssluffen, lægge deres Lemmer paa Stejle og H ju l, piske Skøger til Kagen og udaf Byen, gløde Brændejernet, før Tyvemærket brændtes paa Tyvens Pande, — kortsagt alt, som ingen ærlig Mand vilde lægge Haand til. Det er let at tænke sig, hvilket Nag og Bitterhed mod Samfundet, der maatte fylde Sindet bos disse Pariaer, der var fordømt til at tjene til Føden ved et Arbejde, som selv den ringeste Bonde væmmedes ved. Men Almuens Fordom mod alt, hvad der stod de „Uærlige“ nær, kunde dog øgs aa for disse betyde en materiel Fordel. I Byen havde Rakkere og Natmænd med deres ..Gesinde“ fri Bolig, dog altid i Byens Udkant, og dertil Betaling efter Tarif for de forskellige Forretninger. Paa Landet fik de overladt fri Byggegrund „paa Udbeden langt fra andre Mennesker“, og der var lønnet Arbejde nok for dem, som ingen andre vilde eller turde tage sig af, med Nedkuling, Flaaning og Bort- :-la’ben af døde Kroppe. A lle Mvndiglieders velmente Forsøg paa at tvinge Bønderne til selv at besørge sligt „før al ond Stank at forekomme“, slog lejl, da ingen Bonde turde røre ved noget, der betød et Indgreb i Rakkernes Monopol paa dette samfundsnyttige og forholdsvis velbetalte Arbejde. Der viste sig jo altid at være nok af vagabonderende „Kæltringer“ (= paatrængende og ofte farlige Betlerel, Landstrvgere, Tatere, deserterede Soldater og andre „K um ­ paner“, der brød sig fejl om Vanære, intet gad tjene paa ærlig Vis, men foretrak det fuglefri Natmandsliv med dets heinningsløse Samkvem mellem Kønnene og ligesaa heinningsløse Had mod al lovlig Orden, der maatte være dem en Vederstyggelighed, og mod det Samfund, hvori de saa deres ubarmhjertige Fjende. Forgæves forbod Reskripter og Anordninger disse „Omstrippere“ at „anmasse sig Retten til dødt Kvæg at udføre under det Skin, at sligt skulde være uærligt, hvorved de afskrækker Bonden derfra.“ — Disse Kæltringers paatrængende Tiggeri blev let til en regulær Afpresning af Fødemidler, Klæder, Ildebrændsel og meget andet, saa at disse frygtede „Gæster“, som det udtaltes i et Circulære til Rigets Amtmænd 25/5 1793, ved „deres A n ­ tal, Almuens Fordomme og desformedelst deres Udelukkelse fra al anstændig Næringsvej“, var en sand Plage for Landet, navnlig i de afsides Egne. Men ogsaa i Byerne og selv i Landets Residensstad førte Modsætningen mellem Æ rlige og Lfærlige til ubehagelige Episoder, der kun bidrog til at udvide Kløften. Den 7/7 1707 red saaledes to Natmandssvende ud af Nørreport, hvor Grenader Qvas Fasse stod paa Post som Gefreider. Da Natmændene kom forbi, strøg de saa tæt ind mod Grenaderen, at han maatte springe tilbage for ikke at blive redet ned. Da han derfor spurgte, om Gaden ikke var bred nok, vendte den ene Natmand, C hr isten Pedersen, sig om og slog ham i Hovedet med sin Pisk, „larmede og skældte ud“. Kort efter kom Christen Pedersen tilbage og „forøvede flere Insolentier“. — Enden blev, at de to Natmænd arresteredes og anbragtes i „det værste Hu l eller Kælder under Raadhuset“, og Kongen lod Clir. P. straffes med „for sin grove Formastelse mod Vagten“ at udføres af Fængslet paa Skinderkarren ud af Staden, idet man boldt stille paa Torvet, paa Amagertorv og udenfor Vagten ved Nørreport, og hvert Sted blev han pisket med 9 Slag Ris, „langsomt og alvorligen“ og derefter af Staden udvist. For Københavns Magistrat fik denne Episode et ubehageligt Bagslag, idet man havde sin Hyre med at berolige Stadens Vægtere, der maatte ledsage Straffeprocessionen og var stærkt indignerede over den Rolle, de havde maattet spille ved denne Lejlighed. — Statsmyndigheden havde forlængst haft Øjet aabent for, hvor samfundsfarlig denne Fordom om Rakkerliaandteringens kærlighed maatte blive. Men saadanne indgroede og nedarvede Fordomme lader sig ikke knægte af Forbud og Straffeparagraffer. Tkke engang en saa kategorisk Kgl. Forordning som den af 21/3 1635 kunde hjælpe, skønt den lød paa, at „da det ej er billigt, at Folk, som slige uomgængelige Gerninger forretter, som al Urenhed som dødt Kvæg og deslige at flaa og udføre, skal ansees for uærlige Folk, — saa maa ingen herefter forekaste dem eller deres Børn nogen uærlig Titel eller tilføje dem nogen Vanære. Langt mindre skulde nogen, som selv eller ved deres Tyende lader saadant gøres, komme i ringeste Foragt eller Æres Forkleining. Hvo, som med Ord, Skrift eller Gerning øver imod dem Overlast eller bebrejder dem noget som uærligt, skal uden Skaansel lide paa deres Ære eller straffes paa Bremerliolm.“ — Det gik naturligvis med denne Forordning, som det — dengang og siden — er gaaet saa mange kloge og forudseende Bestemmelser: at Teori og Praxis ikke kommer til at følges ad, ligesaa lidt som de gamle Loves saa hyppige Dødsdomme i ringeste Maade kom til at svare til Dødsstraffens faktiske Anvendelse, — ligesaa lidt hjalp Forordningen mod „Uærlighedsfordommen“ til at udrydde denne. Hvor sund og rigtig Kampen mod Fordommen end var, maatte Statsmagten dog forsigtig fire for den populære Opfattelse. Aarsagen til Regeringens Svaghed i denne Sag tilskrev Dr. Dyrlund: „Militær-Etatens potenserede Æresfølelse, som Regeringen ikke havde Mod til at hinde an med eller Kraft til at beherske“ "). Naar Dr. Dyrlund saaledes mer end antydede en Modsætning mellem Regeringens og Militærets Opfattelse af Spørgsmaalet, synes han at have overset eller maaske undervurdeiet de mange Udtalelser fra Militærets Side, der beklager den uhyggelige Fordoms Udslag og fuldtud billigede de forskellige Forordningers gode Hensigt, men dog maatte fastholde Nødvendigheden af at holde sin Sti ren for „Uærliges“ Optagelse i Hærens Rækker, — saalænge Fordommens Magt over Almuen ikke vai brudt. Det maa jo erindres, at Hovedparten af Soldaterne tilhørte Almuen og hjemmefra var belastet med dennes ensidige Meninger og Synspunkter. Hærens Opfattelse af Sagen illustreres f. Eks. ved en Erklæring af 1/4 1751 fra Oeneralauditor Schrøder ung. en Indberetning om en Rvtter af Slesvigske Regt. Rytt., der havde plejet fortrolig Omgang med Rakkere I Erklær. Prot. 1751 Nr. 439) : — „Ganske vist er efter Frd. af 21/3 1685 afgjort ,at hverken Rakkerens eller andres til Publikums Nytte forrettende T jeneste er uærlig, saa at egentlig ej heller Omgang med Rakkere kan infamere, men alligevel bor ethvert ærekært Menneske paa Grund af den fra deres Forretninger stammende Levemaade holde sig fra dem, og navnlig bør en Soldat dette, da der bl. a. i A rméen er saa mange Tyskere, i hvis Fædreland Rakkerne næsten overalt er uærlige, og de, der familiariserer sig med dem, ogsaa maa ansees for at være det, og selv om dette vel heller ikke er andet end en Fordom hos den gemene Mand, saa er dog den Slags, navnlig naar det er nedarvet gennem mange Generationer, ikke saa let igen at udrydde hos dem ...... At en Udlænding ikke agter Een, der har Omgang med disse Folk, for Kammerat, og det kan medføre slemme Følger, bl. a. at lian, naar han kommer til sin Hjemstavn, beretter herom og herigennem skader Hvervingen.“ —

*) l)r. ph il. F. D yrlund : „Tatere og Natmandsfolk i Danmark“ . Kb li. 1872.

Hærledelsen maatte ogsaa tage Hensyn til, at Forordninger og Bestemmelser, der gjaldt for Jylland og Hertugdømmerne nødvendigvis maatte være mere kategoriske i Formen end paa Øerne, naar det drejede sig om Landstrygeruvæsenet, paa Grund af de store Sværme af farligt „Raubgesindel“, der efter de b lod ige. Krige i Centraleuropa bredte sig ud over hele Halvøen. Der klagedes Gang paa Gang over, at Landet oversvømmedes af „paatrængende og ufornøyelige Prakkere og andet løst Fo lk“, der sammenrottede sig og hærgede med Tyveri og Røveri og endda med Mordbrand. Et Kgl. Reskript af 22/10 1714 beordrede saaledes, at „Natmænd, Skorstensfejere og andet saadant Fo lk forbødes strengeligen og alvorligen, saavel at føre noget Gevær med sig, og paalagdes ikke mere end 2 tilsammen at lade sig se.“ — I 1739 blev en saadan Bandes mandlige Medlemmer dels hængt og dels oversendt til Arbejde i Jern paa Bremerholm, medens K v in ­ derne og Børnene indsattes i Tugthuset, til de kunde udvises af Landet. Grunden til, hvad Dr. Dyrlund noget ironisk kaldte: „Den militære Rettroenheds Forsagelse af all Natmandsvæsen“, laa absolut ikke i nogen militær Tro paa Natmandens Uærlighed, men lyser frem af de hinanden efterfølgende Generalauditørers Relationer til Kongen ang. Sager, som berørte disse Forhold. De er alle principielt i Overensstemmelse med Regeringens Standpunkt, men peger samtidig paa Nødvendigheden af at tage Hensyn til Fordommens Magt over Almuens Sind, især over Soldaternes Opfattelse af Spørgsmaalet. T h i til Trods for den borgelige Død, som „Uærlighed“ faktisk betød, var der mange Eksempler paa Soldater, der trodsede den og frivillig satte sig i Klasse med de „ua-rlige“ for af den ene eller den anden Aarsag at unddrage sig Krigstjenestens strenge Regelbundethed og de liaarde Straffe, der uvægerligt vilde følge paa ethvert Brud paa denne. Naturligvis kunde der gives Tilfæ lde, hvor en Soldats „Uærlighed“ kunde skyldes Begivenheder, hvorover han selv intet Herredømme kunde have. For en saadan Mand var der kun eet, der kunde hjælpe ham ud af Infamien: Den anelva'ttende ceremonielle Fan es ringning! Saaledes gik det f. Eks. en Musketer af nationale Sjællandske Inf. Regt., Alexander Novonowskij, der i Aaret 1680 af sin Kvarterværtinde blev anmodet om for gode Ord og Betaling at ba-re en ret tung Pakke ud af Byporten og aflevere den et anvist Sted. Han fik Pakken, der var omviklet med et Tæppe, og gav sig paa Vej. Ved Byporten blev han standset af Skildvagten, der vilde sfe, hvad ban bar i Pakken. Med Rædsel saa Novonowskij, at den indeholdt et nyfødt, dødt Føl. Han sogte straks at undløbe, for ban kendte godt Følgerne af at gaa Natmanden i Næringen! Han blev omgaaende arresteret, og i Krigsforhøret oplystes det, hvorledes Konen saa skammeligt havde franarret ham hans Ære, saa ban maatte forlade Tjenesten som en „Skælm“ og ikke mere kunde tjene sammen med retskafne Folk. Da Regimentet gerne vilde beholde den flinke Mand, fik han Lov til at fremsende el Bønskrift til Kongen om at faa sin Æ re tilbage, og Majestæten resolverede derefter den 3/6 1680 til „Præsident, Borgemester og Raad“ i København, at „1 om samme Sags Beskaffenhed med F lid inkvirerer og derefter saadan Anordning gor, at sligt groft Stykke tilbørligen vorder straffet.“ — Alexander Novonowskij fik paa vanlig Vis sin Æ re tilbage, og Konen fik sin fortjente Straffedom. — Endnu 100 Aar efter dette kunde det ske, at en Soldat var godtroende nok til at lade sig bringe i U lykke ved sin Tjenstvilligbed overfor Godtfolk. Tambour Lars Jacobsen af Nordenfjeldske Inf. Regt., der laa i Garnison i Bragnæs i Norge, lod sig overtale til at eskortere en Delinkventinde til Byens Rettersted, hvor hun var dømt til at piskes til Kagen den 26/6 1781, og efter endt Execution alter tilbage til Arresten. Han havde tænkt sig, at lians kunstfærdige Trommehvirvler skulde illustrere Øjeblikkets Højtidelighed. Desværre var Myndighederne ikke enige med ham derom, hvorfor Krigsretten dømte ham til at gaa i Slaveriet Resten af sin Kapitulationstid ( l1// Aar), som uværdig til Krigstjenesten. Generalauditøren indstillede til Kongen, at Tambouren maatte befries ved Kg l. Resolution fra den ved hans uanstændige Opførsel paadragne Uærlighed, saa ban kunde udtjene sin Kapitulation ved Regimentet og nøjes med 14 Dages Vand og Brød. Akkorderet af Kongen, — og Tambouren renset ved Fanesvingning den 19/9 1781. — Saalænge der har eksisteret en dansk Hær, har Fanen, som Rigets Konge havde betroet i ethvert Regiments Varetu-gt, i egentligste Forstand været betragtet som dets Palladium , dets øverste Helligdom, som det fremfor alt gjaldt om at værne! Dengang, da det endnu var Lov herhjemme, at de ny Rekrutter aflagde en Troskabs Ed til deres Konge, var det til Regimentets Fane, de svor.

Grundet paa gammel Krigsbrug mentes Fanen at eje en rensende Magt, nuar den foran Fronten højtideligt blev svunget 3 Gange over en i Vanære nedsunket Soldat, saa at ban i sine Kam ­ meraters og Samfundets Omdømme nu vandt sin Æ re igen. Hverken ved Dom, Kendelse eller ved Kgl. Ordre kunde Uærlighed ophæves, kun ved Fanesving foran Afdelingens Front! Ligesom i ovennævnte Tilfadde brugtes Ceremonien ogsaa, naar f. Eks. en Stokkeknægt len af Stokmesterens eller Gevaldigerens Folk) skulde ærliggøres for at kunne blive Soldat, eller naar en Soldat, hvis Navn af Skarpretteren var opslaaet paa Ga lgen som Desertør, atter frivilligt var vendt tilbage til sin Pligt paa Pardon, eller naar en Soldat var blevet berøvet sin Æ re ved at liave været i Bødlens Hænder og desuagtet senere var befunden uskyldig.

Infanterireglement af 1747, III. Kap. X V I bar foreskrevet den højtidsfulde Fremgangsmaade ved Fanesvingningen: hvorledes den „Ua-rlige“ af Majoren kaldtes frem for Paradens Front og kna-lede 3 Skridt foran Fanen, som Fændrikken — efter at Majoren havde oplæst Kongens Budskab om Sagen, medens Paraden præsenterede Gevær, — svang 3 Gange over den Knælendes Hoved, saaledes at Fanestangen hver Gang berørte dette. Saa rejste den forlien „Uærlige“ sig og iførtes Regimentets Mundering. Efter en kort Tale rakte Majoren ham en Kaarde, og af en U nderofficer modtog ban Musket og Patrontaske, hvorefter Adjutanten inddelte ham i Geleddet. Men for de ikke saa faa Tilfæ lde, hvor Soldater med bevidst Overlæg lod sig brændemærke med Uærlighedens Stempel for at unddrage sig fra Krigstjenesten ved at begaa dette borgerlige Selvmord, fandtes der ingen æretvætlende Fanesvingning, livad saa end Drivkraften var til Faneflugten. Undertiden var det den endelige V irkning af en overliaandtagende intim Omgang med Landstrygere, Pak af begge Kon, der gav det sidste afgørende Stod til, at en holdningslos og let afsporelig Karakter gik amok og endte i Mudderpølen. Undertiden var del blot en sanseløs Angst for en forventet liaard Legemsstraf, der førte til den hovedkulds Flugt ind i de Uærliges Rækker, hvor han altid mødtes med aabne Arme. A lle og enhver vidste, at en „Uærlig“ ikke kunde blive eller vedblive at være Soldat. At Regimenterne var nødt til at tiltræde den almene Fordom og med Skam bortjage en Mand, der selv satte sig i Klasse med dem, der af Samfundet betragtedes som æreløse, var ingen Soldat uvidende om, og den, der frivilligt •.alle sig ud over denne Betragtning, maatte vel ogsaa være af en saadan sjælelig Beskaffetdied, at et Regiment var bedst tjent ham foruden. Godt Kammeratskab er jo en Dyd, der suites højt mellem Soldater. Kun sjældent bores om, at en Soldat havde blottet en Kammerats Forseelse for lians foresatte. Selv om det saaledes var en særdeles farlig Sag at væne Medvider, naar en Soldat bestemte sig til at desertere, saa tav Kammeraterne stille, naar den Bortromte havde taget Afsked med et: „Farvel, Broder!“ — Men overfor en Soldat, der mistænktes for at være Uærlig, gjaldt ikke de samme uskrevne Love, - - ban var jo Forræder mod Kammeratskabet. Da Kaptajn Fr. v. d. Maase ved Falsterske Inf. Regt. i 1761 afgav Rapport til Regt.chefen om, at Musketer Hans Larsen, om hvem Kompagniet ikke vidste andet, end at ban var en ærlig Karl, nu af nogle Musketerer ved Kompagniet formentes at være Natmandshjælper i Vordingborg, anmodede han om at faa Sagen undersøgt ved Krigsforbør, saa at den Skyldige kunde faa sin velfortjente Straf. — Nogle Eksempler paa denne Art Faneflugt vil kunne illustrere, hvorledes man saa paa de Folk, der drev fortrolig Omgang med Uærlige, og hvorledes deres senere Skæbne maatte blive. I 1724 deserterede Landsoldat Niels Christensen Skørping fra Aarhusiske nationale lnf. Regt. og tog for at undgaa Desertionsstraffen Tjeneste hos Natmanden i Aalborg. Da dette kom for Dagen, beordredes Aalborgs Magistrat ved Kgl. Res. af 16/9 s. A. til at paagribe Desertøren, der havde gjort sig uærlig, og til at foranstalte ham kagstrøget for saa med første Skibslejlighed at oversende ham til Bremerbolm for der at arbejde i Jern for Livstid. I 1736 indmeldte Kommandøren for Livgarden til Fods, Oberst F. H. Walter, til Kongen som Gardens Clief, at Garder Simon Jensen havde benyttet sin 4 Maaneders Permissionsrejse til Jylland paa „formastelig Maade“ ved at tage Tjeneste bos Natmanden i Horsens og udeblive udover tilladt T id. Aarsagen har formentlig været, at han bar hørt til de Gardere, der med Henhold til Kgl. Ordre af 11/12 1733 kunde vente ved den befalede Reduction af Gardens Mandskab at blive bortjaget for slet Opforsel og Liderlighed. For lians Vedkommende blev Resultatet, at han „sig selv til Straf og andre Ligesindede til Eksempel og Afsky“ skulde arbejde i Jern sin Livstid i Fredericia blandt de invrlige Slaver. — I 1743 havde en Rytter, Hans Nielsen, af Slesvigske Kyrasserer gjort sig saa fortrolig med Enken efter en „abdecker“ (Rakker) i Aarhus, at han viltle gifte sig med hende. Da han ellers var en „anseelig K a r l“, søgte hans Oberst, Kammerherre Juel, at faa ham fra denne vanærende Beslutning, men Hans Nielsen havde sat sig dette i Hovedet og foretrak at blive Rakker selv. For at afværge endnu værre Følger og hindre andre i at følge Eksemplet, blev Hans Nielsen blot jaget ud af Regimentet og istedetfor en ærlig Afsked forsynet med et Dokument med paaførte Oplysninger om, hvori hans slette Vandel bestod*). 1 samme Regiment var det i 1751 atter galt paa samme Maade: Oberst Juel maatte igen skrive til Ober-Krigseeretairen, at der nu var 2 Ryttere, Niels Hansen og Niels Hansen Crolta, der havde indladt sig med deres fliv. Kammerat, Rakkeren Hans N ie lsen, og gentagne Gange spist og drukket med ham, skønt han hørte til de Uærlige. Om Crolta hed det, at han ellers var en god Soldat, og af Krigsforhøret den 18/3 s. A. fremgik, at han var 30 Aar og Søn af Degnen i Seiling. Han havde tjent i 12 Aar og havde nu prøvet at desertere til Holland, fordi han var blevet betænkelig ved sin fortrolige Omgang i Rakkerens Hus. hvor der var et Kvindfolk, som Rytterne „løb efter“. — Obersten skrev bl. a.: „Efter Kgl. Frd. er Rakkerne vel a'rlige, da deres Haandtering er nødvendigt, og de som Folge af deres Stand og Fødsel ikke kan ernære sig paa anden Maade, saa at Omgang med dem efter Loven ikke gør æreløs. Men da de mest fører en med Professionen overensstemmende Levevis og derfor afskves af andre Folk, og da Omgang med dem efter den almene Dom ansees for uærlig, hvilken Dom saameget mindre er til at komme udenom, som dog ingen uden et æreløst Gemyt foretager sig. hvad a-rbare Fo lk afskyer som skammeligt, saa kan man i M i l itærstanden ikke have et saadant Menneske og tvinge de andre Soldater til at ansee ham som deres Kammerat.“ Generalauditøren skrev i sin Relation til Kongen herom hl. a .: „Spidsrod og Stigrem hjælper næppe, og at give ham Løbepas berøver ham jo Naadsensbrødet ved Garnisonsregimentet. Slaveriet er vel det eneste, der hjælper, og jeg indstiller ham derfor til Fæstningsarbejde i Jern for Livstid — dog blandt de ærlige Slaver.“ — Denne Dom stadfæstedes af Kongen, og dermed var der aabnet ham Udsigt til ad Aare at benaades af Kongen, hvad der var udelukket for de uærlige Slaver. Den Soldat, der gav sig af med Natmænd og Natmandsgerning uden tillige at have begaaet grovere Forbrydelser som Desertion, Tyveri eller lign., nøjedes i Alm indelighed med at dømmes til en offentlig Revselse ved Natmandens eller Rakkerens Haand og derefter til ved samme Natmands Tjeneste at forblive. Men anderledes blev Forholdet, naar der foruden dette blev Tale om andre Forbrydelser. Musketer Lars Mikkelsen ved Møenske Inf. Regi. havde saaledes faaet Tilladelse til som Frimand at søge Arbejde i Fredericia i 4 Maaneder. Han var 24 Aar, født i Randers og af Profession Glarmester. 1 Kolding traf ban en anden Musketer, Hans Dreyer, og enten stjal denne — eller vel snarere de begge — en rød, pelsbesat Fløjls-Damekaabe, der af Ejeren, Oberst Broekenhuus, senere vurderedes til 45 Rdl. De 2 Musketerer prøvede først at sælge den til en Jøde i Kolding, idet de fortalte, at de havde vundet den i Kortspil, og da ban var klog nok til at betakke sig, fik de den prakket paa en Bonde i Erritsøe for 4 Rdlr. Det lykkedes Dreyer at forsvinde, men Mikkelsen blev ved Nytaarstid uheldigvis for barn genkendt paa Vagten af en forbipasserende Rakkerkna'gt, der var klar over, at Lars Mikkelsen før sin Soldatertid havde drevet Rakkerhaandtering bl .a. i Aalborg og Randers. Tilsidst maatte ban tilstaa, at ban som ung af Frygt for at blive udskrevet som Rytter havde arbejdet bos Natmanden paa Engelsholm. Krigsretten i Rendsborg vurderede den 19/12 1751 lians Forbrydelse til Kagstrygning, Brændemærke som Tyv og uærligt Slaveri for Livstid. Men Generalauditøren fremhævede i sin Relation, at Mikkelsens Omgang med Uærlige dog var sket inden lians Indtræden i Hæren, og at der mod lians Benægtelse af Delagtighed i Pelstyveriet ikke var fundet noget sikkert Bevis. Derfor indstilledes ban til Benaadnirtg til 3 Aars Slaveri i Rendsborg og paafølgende Bortjagelse fra Regimentet med skarp Advarsel om at være sikker paa livsvarigt Slaveri, hvis ban nogensinde søgte at lade sig hverve til dansk Soldat. Kongen lod Naade gaa for Ret og stadfæstede Indstillingen. Om det var lykkedes Retten at finde lians Partner, Dreyer, var Resultatet na-ppe blevet saa godt for ham. — Musketer Christian Nielsen ved samme Regt. som foregaaende, 25 Aar, født i \ aar Sogn, ta't ved Varde, Glarmester af Profession, havde tidligere tjent 5 Aar ved Jydske Inf. Regt. 1 1749 havde ban faaet Fripas fra Regimentet for at kunne rejse paa Professionen paa Halvøen indtil Maj 1750. Paa sine Ture med Glarkisten paa Ryggen gjorde ban Bekendtskab med en Rakkerdatter, med hvem ban derefter rejste rundt i Landet. Da det kneb med Kontanter, fik liun ham overtalt til at tjene nogle Skilling ved at flaa en selvdød Hest, og fra det Øjeblik udgav han sig for udlært Rakker, — Munderingen, som lian gik med, fortalte ban, var købt af en Desertør. 1 Salling tog han Tjeneste bos Kærestens Broder, den stedlige Rakker, Daniel Andersen, og lier skilte ban sig af med Uniformen ved at skarre den i Smaastykker og anskaffede sig mere egnet Tøj. E t l ’ar Maaneder efter rejste han og tjente bos andre Rakkere, baade i Thy og paa Mors, og vendte saa tilbage til „Svogeren“, hvor ban bl. a. kom til at optræde som Rakkerknægt bos Bødlen og var med til at kagstryge og halshugge 2 Syndere samt brænde deres Kroppe paa Baal bagefter. Tilsidst arbejdede han bos Natmanden i Randers, hvor han im idlertid fik Nys om, at han var eftersøgt som Desertør. Ved Juletid traf ban sin tidligere Regimentskammerat, Lars Mikkelsen, der havde faaet Ordre til at finde ham, og de blev begge arresterede. I Forhøret havde han ingen Undskyldninger at fremføre, men bad blot om naadig Straf: han vilde gerne tjene som Soldat hele sit Liv, om han fik Lov dertil. Ved Krigsretten dømtes ban 15/4 1751 til Galgen, — han havde jo selv frivillig valgt en Levevis, der umuliggjorde ham som Soldat. Dog indstillede Generalauditøren ham til at benaades for Dødsstraffen og ikendes livsvarigt Slaveristraf „til Afskrækkelse for alle saadanne nederdrægtige Gemyteer“ . — Indstillingen akkorderet den 17/5 1751. Hans Andersen var født i Skaane og havde i 1744 Plads som Bryggersvend i København, hvor han den 7/12 1744 for Tyveri dømtes ved Højesteret til Kagstrygning og livsvarigt Slaveri i K a ­ stellet. Den 25/1 1745 benaadedes ban im idlertid paa Forbøn mod at tage Tjeneste som Stokkeknægt i Kastellet. 1 A p r il 1750 havde ban forsinket sig i Bven, og af Frygt for den Straf, der ventede ham, gik ban til Roskilde, hvor lian fik Arbejde hos en Skræder. Men ban var ikke fornøjet med sin Plads og lod sig af en Soldat overtale til at lade sig hverve som Musketer ved Holsteenske Inf. Regt. og modtog 4 Rdlr. i Haandpenge. Han fik Kapitulation paa 8 Aar, men lige som han skulde sværge til Fanen, var der en Musketer, der genkendte liam som Stokkeknægt. Skønt han ikke havde svoret Troskabs Ed i sin Egenskab af Stokkeknægt, da ban som saadan var „Uærlig“, stod han dog under Krigsartiklerne og dømtes ved en Krigsret i Kastellet den 13/12 1751 imod 3 Stemmer, der voterede for Galgen, til i 3 Dage at revses med 27 Slag Kat og derefter sættes paa Fæstningen som uærlig Slave paa Livstid. Dommen stadfæstedes 29/12 og eksekveredes den 3— 4— 5/1 1752.

Februar 1768 havde Grenader Anthon Vogler af Sjællandske lnf. Regt. siddet paa et Værtshus i Helsingør, drukket med en lokal Rakker og stoppet af hans Tobakspung paa hans Regning, skønt han maatte være klar over, hvad Giveren var. Vogler var en Del beruset, lod haant om de Advarsler, som en Korporal og flere andre tilstedeværende gav ham. Han svarede frækt igen og brugte „en skiden M und“, saa at lilsidst en tilkaldt Kommandersergent maatte arrestere ham og trods Protest og Modstand lade en Patrouille føre ham til Hovedvagten. Ved Krigsretten dømtes han den 27/2 s. A. til Kagstrygning og bestandigt uærligt Slaveri. 1 sin Relation til Kongen skrev Generalauditør J. E. E. Schmidt den 10/3, at „den vrange Fordom hos Almuen var saa indgroet, fordi den manglede det rette Begreb om sand Æ re og Vanære, og hvis man tvang Menigmand til at handle paa tværs af denne hans Fordom, kunde det fremkalde Ulyst til Tjenesten, Knurren og Vægring ved at adlyde.“ Men paa den anden Side maatte det erindres, at der ikke var noget absolut Bevis for, at Vogler ikke kunde have Ret i sin Paastand om ikke at vide, at det virkelig var en Rakker, han sad og svirede med. Det indstilledes derfor til Kongen at formilde Krigsrettens Dom til „Livsvarigt Fæstningsarbejde blandt de ærlige Slaver“. Dette Forslag stadfæstedes af Kongen, og Dommen eksekveredes den 16/3. Ved alle optænkelige M idler søgte Øvrigheden at udrydde „den vrangvillige Indbildning“, at Natmandsnæringen medførte Vanære, denne skæbnesvangre Overtro, der afskrækkede Befolkningen fra at røre ved et Arbejde, som mentes rettelig at tilkomme Natmanden og hans Folk. Man prøvede endda ved Forordninger som den 9/11 1741, 27/9 1747 og 19/5 1748 at idømme Bøder og tilsidst endog Tugthusstraf, naar Bønderne trods given Advarsel nægtede at „afdække“ (flaa), nedkule eller bortslæbe døde Kreaturer eller forrette andre „uærlige“ Hverv. E t af de hedste, men dog langtfra altid vellykkede M id ler til Fordommens Bekæmpelse bestod i, at den stedlige Øvrighed (By- eller Herredsfogden, Sognepræsten eller andre) gav Menigheden det gode Eksempel paa, at en samfundsnyttig Handling ikke burde betragles som en Vanære, hvor ubehagelig den end kunde forekomme, ved som den første at lægge Haand paa den uærliggørende Genstand. Selvfølgelig kunde det gode Eksempels Magt intetsteds blive af større Betydning end i Militær-Etaten, hvor Lydighed mod Foresatte er den første Pligt. Naar den højeste tilstedeværende Foresatte foregik sine Undergivne med dette gode Eksempel, maatte disse føle sig sikre mod at vanæres ved at følge Trop.

Kort før Ju l 1784 havde Korporal Scheff ved Falsterske lnf. Rgt. hængt sig i sit Kvarter i Nibe. Ved Forhoret den 14/12 oplystes det, at Kaptajnen, Johan v. Bager, først maatte lægge sin Haand paa Liget, før nogen af Kompagniets Underofficerer turde røre ved det for ikke at gore sig uærlige i Mandskabets Øjne. — Efter Kvarterværtens indstændige Anmodning trak Kaptajnen egenhændig det Søm ud af Alkovens Væg, hvorpaa Korporalen havde hængt sig, og lagde det ned i Kisten sammen med en Splint af samme Væg, — dette til Beroligelse for Befolkningen, for at Korporalen ikke skulde „gaa igen“. — De „Uærliges“ Drengebørn blev et af de Punkter, hvorpaa Myndighederne særlig rettede deres Anstrengelser for at komme den hæslige Fordom tillivs. Disse ulykkelige Børn var jo født med Vanærens uaftvættelige Stempel paa sig, skyet af alle andre Børn og Voksne. For dem var det usleste Arbejde godt nok. Men, som Bornholms Kommandant, Oberst Hans Mikkelsen Nansen, Sønnesøn af Københavns berømte Borgmester, skrev den 9/10 1776 i en afæsket Erkla-ring til General Commissariats Col legiet ang. den bornholmske Natmand Samuelsen Møllers forgæves Ansøgning om at faa sine Drenge opført i Lægdsrullen: „saa beviser alle de mange Kgl. Anordninger netop, at den vrange Opinion, som den gemene Mand har om Natmændene og deres Børn, ikke saa let lader sig udrydde“, idet han mistrøstig tilføjede, „at det formentlig vil vedblive, saalænge Verdens staar.“ — Danske Kancelli havde for at bekæmpe Fordommen foreslaaet Generalitets Comm. Gollegiet, at alle tjenstdygtige Natmænd og andre Uærlige skulde udskrives til Regimenterne, medens deres opvoksende Drengebørn ligesom andre Bønderbørn antegnedes i Distrikternes Ru ller blandt Reservemandskabet. Men Collegiets Svar lød den 25/6 1791 paa, at sligt ikke kunde tilraades, saalænge disse Børn deltog i Forældrenes Haandtering, da „Soldaten efter den almene Fordom, som, skønt ugrundet, dog maatte behandles med Varsomhed, næppe vilde kunne gøre Kammeratskab med den Slags Fo lk.“ — Dog — „dersom disse Natmandsbørn i en tidlig A lder kunde sættes til at tjene bos Bønderne, vilde der intet være i Vejen.“ — Desværre viste denne Udvej sig endnu ikke farbar. Bønderne vilde ikke antage uærlige Børn som T je ­ nestedrenge, og det øvrige Tyende nægtede at anerkende dem som Medarbejdere. Den 13/11 1792 søgte Danske Kancelli nogle Natmandsbørn optaget i forskellige milde Stiftelser som Opfostringshuset eller i Lære hos Haandværkere, men ogsaa her strandede Sagen, navnlig paa Grund af Haandværkslaugenes stejle Krav paa „Æ rlig Fødsel“ lios deres Læredrenge, — og den 12/3 1793 maatte Gen. Commissariatet atter fraraade Kancelliet at lade Natmandens Sønner i Deibjerg Sogn optage i Lægdsrnllerne, „fordi dette lettelig kunde drage meget ubehagelige Følger af sig.“ — Men trods alt blev Spørgsmaalet om de arme Børns og deres Forældres Optagelse i det borgerlige Samfund stadig levende. Den 25/5 1793 begrundede Kancelliet det tidligere omtalte Cirkulære til Rigets Amtmænd ang. en Betænkning fra Admiralitetet med, at de „Liærlige“ var en sand Landeplage, navnlig paa Grund af deres Udelukkelse fra al anstændig Næringsvej. Dette Adm ira litetets Forslag gik ud paa, at alle voksne Mandfolk af Natmandsklassen og deres Drengebørn, der var skikkede til Søtjenesten, skulde anbringes i Koffardifarten eller i Søindrulleringen for at oplæres, og at ingen Skipper skulde kunne va-gre sig ved at forhyre dem. Der indløb iøvrigt i Aarenes Løb Forslag efter Forslag til Uærlighedsfordommens Udryddelse, — mest dog uden nogen praktisk Betydning, lige fra det, der paa een Dag vilde gøre alle Landets „Kæltringer“ ærlige ved, at Borgerkorpsenes Faner blev svunget over deres Hoveder paa den i Militæretaten brugelige Maade offentlig paa Byens Torv, — og til et andet, der løste Spørgsmaalet ved at foreslaa en Klapjagt over hele Landet til Indfangelse med paafølgende Anbringelse af alle Uærlige i Landets Tugthuse eller eventuelt til Bortsendelse af dem til Tvangsarbejde i „Vore vestindiske Ejlande“ . Men helt saa galt, som bin bornholmske Kommandant profeterede, gik det dog ikke. De humanistiske Tanker, der fødtes i den store franske Revolution med sine berømmelige Menneskerettigheder, der tolkede Individets forfatningsmæssige Ret overfor Staten, — disse Tanker vandt efterhaanden Sejr over Aarhundreders Fordom, — man levede jo i „Oplysningens Tidsalder“. — Der viste sig af og til Lyspunkter i Fordommenes Mørke. Saaledes løstes ved Kgl. Res. af 29/4 1791 den „Uærlighed“, der hidtil havde været knyttet til Stokkeknægtenes Haandtering. Som det fremgaar af den lier før omtalte Desertør Hans Andersens Skæbne, rekrutteredes disse Stokkeknægte efter gammel Krigsbrug oftest af Folk, der enten i Forvejen var „uærlige“ eller lod sig „benaade“ for fortjent Straf ved at paatage sig en Stokkekna-gts foragtede Bestilling. — Den Kgl. Resolution begyndte med de smukke Ord, at „Uærlighed ikke bør være forbundet med nogen til den almene Tjeneste sigtende fri Mands Forretning, men alene være Straf for Forbrydere“, og den fastslog iøvrigt, at „Stokkeknægtene herefter skulde være befriede for den med deres Pligter forbundne Ingnominie og gøres ærlige paa den altid brugte Maade, samt tære duelige saavel til at blive Soldater som til at vælge sig, hvad anden Næringsvej, de selv maatte finde for godt.“ - - De skulde herefter ikke Itengere kaldes Stokkeknægte, men Profosser“ og bære samme Mundering som de Menige i deres Regiment, blot med en sort Fjer i Hatten og en hvid eller gul Kant paa K jo lekraven efter Regimentets Knapper. Den store Kgl. Forordning af 51/1 1794 til Bekæmpelse af .,den ufornuftige Tro, at en god og nyttig Handling medfører Vanære“, blev bekendtgjort fra alle Landets Prædikestole og ved alle Retter samt ved trykte Opslag, hvori Kongens Embedsmænd (»g Betjente paalagdes at give det gode Eksempel og idømme saavel Husbond som Tyende Lovens Straf for enhver „modvillig Overbørighed“ ligefra Pengebøder til Fængsel paa Vand og Brød, Gabestok eller Halsjern udenfor K irken en Søndag, naar der var Gudstjeneste i Kirken, ja endog Forbedringshus. Forordningens Alvor gjorde sin Virkning, men endnu bedre virkede Hærens voksende Nationalisering efter Stavnsbaandets Løsning, og at Generalitets og Commissariats Collegiet den 15/6 1799 bestemte, at alle Drengebørn — altsaa ogsaa Natmandsbørnene — der var udsat fra Fødselsstiftelsen, Opfostringshuset og andre milde Stiftelser til „Opdragelse paa Landet ved Bondehaandteringen, ikke kunde fritages fra Udskrivning til Soldatertjeneste“'. — Denne Natmandsdrengenes Ret og Pligt til at aftjene Værnepligten ligesom Landets øvrige Landbrugungdom bidrog stærkt til „Uærlighedsfordommens“ Overvindelse. Men hvad der stadig stillede sig i Vejen for dette Resultat, var den Omstændighed, at man aldeles ikke havde Tal eller Rede paa Landets omstrejfende Løsgængere. Efter Danske Lov 8 = X IX = 18 var det Amternes Pligt 2 Gange aarlig at holde Inkvisition over alle omstrejfende Løsgængere, og den 25/4 1805 gav (kancelliet Ordre til at lade Natmandsfamilierne optælle i den rosværdige Hensigt at ophæve Natmandsbestillingerne og indlemme Familierne i det borgerlige Samfund. Dette viste sig dog ganske umuligt, da disse farende Folk aldeles ikke var medtagne i nogen tidligere Folketælling (den første ufuldstændige Tæ lling var i 1769, den næste 17871, saa at Sagen maatte foreløbig henlægges. Først i 1854 blev det statistiske Materiale nogenlunde fuldstændigt. Den 22/6 1819 udsendtes et Kancellicirkulære til Amtmændene i Jylland i Anledning af, at der her var „forefundet en Del Personer, som nniler Navn af Natmandsfolk førte et omvankende Levned og for Størstedelens Vedkommende ernærede sig af T y ­ veri“, — nu ønskedes Oplysninger om de bedste M id ler til at blive af med disse Omløbere. Ved en Klapjagt i Viborg Am t fangedes saaledes 142 Personer. De „hjemløse Kæltringer“, man fandt i Amterne, fik anvist et Sogn, hvor de fremtidig skulde være forsørgelsesberettigede. Deres Børn fik Skolegang, Konfirmation og lidt efter lidt faste Pladser hos Bønder med paafølgende indtegning i Lægdsrullerne. Efterhaanden voldte det mindre og mindre Vanskelighed at faa de arbejdsføre „Kæltringer“ i Tjeneste hos Bønderne, og efter at de unge Karle blandt dem havde deltaget i Felttogene 1848— 50 sammen med de andre udskrevne Bønderkarle, maa Fordommen mod dem siges at være forsvunden: Natmandsslægterne var, selv i Jylland, hvor de var mere til Plage end paa Øerne, gaaet op i den almene Befolkning.

Carl v. Kohl.

Artikel
Publiceret den 15. jun. 1952
Kommentarer i denne artikel: 0

DEL

Tags

Relaterede artikler

Emner